I eksil på Main Street 40 år senere

2 Comments

I denne uge er det 40 år siden The Rolling Stones udgav dobbeltalbummet Exile on Main Street. Af gammel vane røg den hurtigt til tops på hitlisterne, men lige så hurtigt ned ad dem igen, for musikken lød ikke som noget Stones tidligere – eller senere – har udgivet:

Få nulevende rockkunstnere er blevet beskrevet så udførligt som The Rolling Stones, og endnu færre har udtalt sig så lidet analyserende om deres eget livsværk. Okay, Mick Jagger har kloget sig et par gange eller tre og sagt noget om at videreføre arven fra den sorte musik, gøre den hvid uden at gøre den farve- og harmløs og den slags, og i sin selvbiografi giver Keith Richards et par nogenlunde ædruelige bud, men udregner man kvadratroden af alle artiklerne, står en 1995-udtalelse fra Charlie Watts i virkeligheden tilbage som noget af det mest dækkende.

Han blev i anledning af gruppens 117. verdensturne spurgt om, hvorfor han dog blev ved. »Jeg har opgivet at forstå det. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor det er så tiltrækkende, men jeg bliver vældig godt betalt,« svarede han og knipsede lidt fnuller væk fra Armani-turtleneck’en.

Selvfølgelig er der en god portion krukkeri i det citat, men der er den sandhed i det, at Rolling Stones altid har været langt mere intuition end intellekt. Instinktet, fornemmelsen, det uudsagte, det mellem linjerne, musikken – det er det, der har fået det til at blive ved at rulle for verdens somme tider sejeste og i det mindste altid mest sejlivede rockorkester. Og stadig gør det med den ’vi skylder-ikke- nogen-noget’-selvbevidsthed, som aldrig har forladt dem – en udstråling, der gennem årene, alt efter dagsformen, har virket øretæveindbydende, floskuløs, ja, ufrivillig selvparodisk eller helt selvfølgelig.

Det er rigtigt, som Keith Richards har formuleret det, at Stones for den generation, der voksede op i 60’erne, »er som solen og månen og den luft, man indånder«. Stones har altid været der, men var gruppen blevet ved med kun at nære minder for sine jævnaldrende, kunne de mageligt have nøjedes med at spille på 70’er-nostalgifestivalen i Esbjerg. Når det ikke endte sådan, skyldes det i sidste ende noget så simpelt som respekten for og ydmygheden over for musikken – et faktum, der ofte har det med at blive glemt, når Jagger har mest travlt med at dyrke sin verdensberømmelse og den kvindetække, der tilsyneladende ikke tager af med alderen.

Den respekt, den ydmyghed, denne ikke-skolelæreragtige historiske forståelse for ordløse sammenhænge gør, at Stones til hver en tid vil kunne spille i et tilrøget klublokale, så der bliver højt til loftet. Og på samme måde kan gruppen på en god aften forvandle et fodboldstadion til en dampende dagligstue. De har med andre ord altid haft formatet til at rive sig selv ned fra piedestalen; så at sige skrue sig tilbage til nulpunktet for at genfinde, hvad det end var, der i 1965-66 fik The Beatles til at ligne konfirmander i forhold til Jagger & co’s usammenlignelige blanding af arbejderklassebrøsighed og boheme-skødesløshed, som forargede og foruroligede middelklasse-englændere og gav deres døtre forbudte, sjaskvåde drømme.

ATTITUDEN var altid anderledes, mere provokerende, mere uforskammet direkte, men musikalsk var Stones bare en mørkere side af den samme inspiration, der tjente som brændstof for The Beatles – amerikansk rhythm & blues og det, der senere udviklede sig til soul. Den amerikanske kritiker, Paul Evans, har forsøgt sig med en afsløring af hemmeligheden bag holdbarheden ved bandet: »Rolling Stones bekræfter fire grundlæggende sandheder om rock ’n’ roll: Attitude er – næsten – alting; rockens oprindelige kilder, sort musik og country, forbliver også dens mest frugtbare; Chuck Berrys rytmeguitar er selve essensen af rockens drivkraft; og rocksangtekster er mest suggestive, når det er lige før, de er utydelige.«

Han må have tænkt på Exile On Main Street, bandets eneste dobbeltalbum, som nærmest kom som en antidosis i foråret 1972 oven på det succesfulde, fuldtonende udspil Sticky Fingers. Exile … er en nedskrivning af udenværkerne, af mytologien og en opskrivning af essensen – rock som den sidste rest af ægthed midt i al den depraverede dekadence, der åd rockens ny-rige op indefra først i 70’erne. Pladen varer 67 minutter, og hvert sekund lyder som om døren af og til bliver sparket op til et øvelokale, hvor kaos og kakofoni er Gud.

Grundsporene er optaget som døgnlange jamsessions i den fugtige kælder i Villa Nellcote, Keith Richards’ franske eksil og skattely i Villefranche-sur-mer, og han styrer pladen uden samtidig at gøre forsøg på at styre sin brandert. Medens Anita Pallenberg var højgravid, var Richards langt ude i et selvforstærkende blandningsmisbrug, men da Jagger kun kiggede forbi af og til i en pause i jetset-plejen, var resten op til Richards, der – næsten – fik Jack Daniels til at rime på disciplin. Den relativt nye guitarist Mick Taylor får noget nær frit spil og misbruger ikke tilliden – hør bare Robert Johnson-sangen ‘Stop Breaking Down’.

Når det lyder tumultuarisk, er det, fordi det er, hvad det var. Gæstelisten virkede endeløs, og ingen kan længere huske, hvem der præcist spillede hvad, men de potente blæsere Bobby Keys og Jim Price og pianisten Nicky Hopkins er fuldgyldigt med overalt i musikken. Og stoisk uberørte spiller både Charlie Watts og Bill Wyman noget af deres mest jordforbindende på en plade, der genopdager udgangspunktet, grundstenene i rock & roll – guitarer, trommer og bas og så endnu flere guitarer, strømførende linket op til bevidstheden om, at paradis ligner en honky tonk beverding i Sydstaterne, og at Gud er neger, men meget tolerant over for hvide, bare de har lært at spille slideguitar og tælle til tolv imens.

KUN EN pæn håndfuld af pladens 18 sange er vel fuldbårne. De fleste er skitser, henkastede indfald, det, en grafiker ville karakterisere som roughs, en betegnelse, der får sin bogstavelige betydning igen på dette album. På den led er der alt for mange sange, men der er dage, hvor jeg har det sådan med pladen, at jo flere af dem, man hører, jo flere af samme slags ønsker man, der var.

Ingen har rocket lytterens og deres egen røv så meget i laser som Stones på ‘Rocks Off’, og få har lydt så sårbare som Stones på ‘Torn and Frayed’, eller så trompeterende livsglade som på quasi-gospel-sangen ‘Shine A Light’, eller så forelskede som på ‘Loving Cup’ med linjer, der afspejler arbejdsmiljøet under indspilningerne: »Give me a little drink from your loving cup. Just one drink and I’ll fall down drunk.«

Og så er det efterhånden overflødigt at nævne en klassiker som ‘Tumblin’ Dice’, der ikke bare reddede pladen fra at begå kommercielt selvmord, men fik Jagger til at sætte ny rekord i kvindeforagt og samtidig besynge kvinden som »my partner in crime« i en sang, der er så vild og angrebslysten som kærligheden, når den kommer over en med samme tilfældighed som et terningkast.

Det er Stones, som vi kender dem fra ‘Get Off Of My Cloud’ og ’19th Nervous Breakdown’. Eller som Charlie Watts også sagde i et 1995-interview: »Rolling Stones er en gruppe individer, som bliver til Rolling Stones, når de samles. Der sker noget omkring os, sker noget med os. Det sker, når vi spiller. Enten magi eller katastrofe …« Den sommer i Sydfrankrig var det lige tæt på begge dele.

Da Exile On Main Street udkom, blev den betragtet som en rodebutik. Det er den stadig, og en for stor en af slagsen, men der er masser af fund at gøre på hylderne, og det, der lød som en lagerrealisation, har med årene taget form som en af de plader, der i ét hug, uden fodnoter, kan forklare, hvad rock egentlig er for en ustyrlig, uforklarlig størrelse.

Rolling Stones: Exile On Main Street. Producere: Jimmy Miller m. The Glimmer Twins Cover: Robert Frank & John Van Hamersveld. Rolling Stones Records, 1972. Albummet er blevet genudgivet en del gange. Mest udtømmende i 2010.

Readmore  

Stones-datter i fars fodspor

Kommentarer slået fra

Man fristes til at sige ‘som far så datter’ ved meddelelsen om, at Theodora Richards er blevet arresteret af politiet i New York. Hun er sigtet for at have graffitimalet, vist nok ordene “T (loves) A”, på en mur i SoHo, og mens betjentene alligevel var på arbejde, fandt de også marijuana og receptpligtig medicin på den snart 26-årige model.

Et bødeforlæg ventes udskrevet.

Theodora er datter af Keith Richards og Patti Hansen, og ernærer sig som model. Blandt andet for Tommy Hilfiger, Burberry og Adidas. Sideløbende studerer hun billedkunst. Måske var det det hun, ifølge AP, forsøgte sig med i tirsdags.

Og trænger hun så ikke til at få lidt sul på kroppen…

PS: Nej, jeg ved ikke hvem ‘A’ er. Men Stones har en sang i kataloget, der hedder ‘Little T & A’.

PR-foto

Readmore  

Chuck har ikke stillet skoene

2 Comments

DEN FORUROLIGENDE meddelelse om, at Chuck Berry nytårsdag faldt om på scenen under en koncert i Chicago, er afløst af lettelse over, at han nu meldes i bedring og rekreerer hjemme i fødebyen St. Louis. På den anden side: Manden fyldte 84 i oktober, så ingen vil bebrejde ham et otium…

Intet er dog så dårligt, at det ikke er godt for noget: Nyheden gav mig anledning til igen at dykke ned i hans musik. Mange kalder sig eller er blevet kaldt stamfader til rocken. Charles Edward Anderson Berry er en af de få, der indiskutabelt er netop dèt.

Uden ham ville The Beatles være startet og endt som et danseorkester. Keith Richards skylder ham hvert eneste guitarriff af betydning. Bruce Springsteen ville aldrig have taget kørekort uden Berry. Dylan har lyttet en del til Woody Guthrie, men det var hos Berry, han lærte at lade sproget følge sin egen vej. Beach Boys var aldrig kommet op på surfbølgen uden lån fra ham til ‘Fun, Fun, Fun’ og ‘Surfin’ USA’, Ramones havde ikke turdet stille sig op på en scene uden hans sange som børnelærdom, og 117 millioner rockbands gennem tiderne ville aldrig have kunnet give ekstranumre.

ROCKEN VAR ikke blevet det globale musikalske fællessprog uden Chuck Berry. Punktum og udråbstegn.

De tre cd’er i den såkaldte Chess-boks, Chuck Berry, er stadig det bedste sted at starte, og slutte – havde jeg nær skrevet, men man bliver aldrig færdig med Chuck Berry.

Fra 1955 til ’59 udsendte han en række sange, der alle, hver for sig, ville kunne forklare en alien fra det ydre rum, hvad rock & roll egentlig er: ‘Maybellene’, ‘Roll Over Beethoven’, ‘Rock And Roll Music’, ‘Sweet Little Sixteen’, ‘Johnny B. Goode’, ‘Around An Around’, ‘Carol’, ‘Memphis’, ‘Little Queenie’ og sidst, men ikke mindst ‘Johnny B. Goode’:

… sange, båret af en brusende lykke over at være i live netop her og nu, og vel at mærke et her og nu, som varer evigt. Eller som han synger i ‘Sweet Little Rock ’n’ Roller’ om pigen, der ikke kan holde op med at danse: »… her partner can’t hardly hold her, she never gets any older, see the little rock ’n’ roller …«

CHUCK BERRY slog igennem i de raceadskilte sydstater, men i hans musik mødtes den hvide country, den hillbilly-musik, Hank Williams gjorde til et hit, og så den elektrisk forstærkede rhythm & blues, som havde Muddy Waters som talerør. Det var Waters, der skaffede kosmetologen Chuck Berry en pladekontrakt, og Waters’ komponist, Will Dixon, spillede bas på de vigtigste af Berrys indspilninger.

Selv om miljøet omkring Berry altså var sort, appellerede han mindst lige så meget til den voksende del af den hvide amerikanske middelklasse, man kaldte teenagere. Berry syede det lydtæppe, som fik den subkultur løftet ud af samlebåndsparcelhuse og karseklippet koldkrigskonformitet, og på den led er hans sange en ouverture til det, vi forkorter ungdomsoprøret. Folkemusik for teenagere.

Det er mundret musik, båret af en ringende Gibson-guitar, som i Berrys hænder nok kan begive sig ud i solistiske eskapader, men aldrig glemmer melodilinjen. Og ordene synges, som man kan forestille sig, de bliver talt. Det er rap før rap, hiphop før hiphop.

Hans tekster er som et stikordsregister til den tids USA, hvor forbrugerisme frontalsammenstødte med tidligere tiders mådehold, hvor voksenherredømmet og det, Berry kaldte »the golden rule«, så småt stod for fald i skolerne, og et nyt frisind var ved at gry, skildret af Berry i et meget håndgribeligt sprog, der viste, at han ikke selv var et af Guds bedste børn. Faktisk har han været en skidt knægt og en voldelig mandschauvinist.

Men han har skrevet de bedste sange om selve musikken med linjer, der er endt som rene bonmot’er. Tænk bare på »roll over Beethoven, tell Tschaikowsky the news and dig these rhythm and blues …«

Og nu må jeg hellere stoppe, før det ender med at lyde som en nekrolog i utide. Det er sangene alt for lyslevende til.

Do the Duck with Chuck.

Readmore  

Livet som Keith husker det

2 Comments

Enhver, der har været i en svensk boghandel (kan anbefales) ved, at hinsidan er der et publikum til lokale oversættelser af engelske og amerikanske musikbiografier. Derfor er der grund til at glæde sig over, at Keith Richards’ memoirer nu er tilgængelige på dansk. Oven i købet samtidig med, at de udsendes på engelsk og andre sprog world wide.

Den, der skriver dette, har redigeret den danske udgave, men alligevel eller netop derfor vil jeg gerne anbefale bogen. Den er for måske lang, for slentrende og sine steder for meget båndafskrift, men selv om den altså er autoriseret, er den ikke kedelig.

Få forholder sig så uautoriseret til sig selv som Keith Richards, der konstant overrasker ved absolut ikke at betragte verden gennem en junkie-filter. Og det modspil, han ikke får af den båndoptagende journalist, giver han sig selv.

Der er skarpe, nådesløse (også over for ham selv) iagttagelser af Stones i almindelighed og Mick Jagger i særdeleshed, men også kærlighed og forbundethed i beskrivelserne af livet i og omkring et band, der aldrig står så stille, at der når at gro mos på det.

Hovedvægten er – naturligt – lagt på de tidlige, fandenivoldske 70′ere (som i øvrigt nu kan genses på ny dvd), men der er også fine, nænsomme, men aldrig sentimentale input om barndommen og hans børn.

Han kalder en spade for en spade, når han fortæller om sit forhold til og afhængighed af stoffer (kokain er i hans optik ikke narko, i modsætning til heroin, som han blev afvænnet fra i 1979), femme fatalen Anita Pallenberg og den absolut mindre udskejende Patti Hansen. Hun lærer eller forsøger at lære ham fornuften og hverdagen at kende.

Uden at han af den grund giver slip på den hæmningsløshed, der er det mindst tiltrækkende ved ham – med mindre man altså er anmelder. Som myg mod lyset tiltrækkes de jo af den vildskab, som de ikke selv tør kaste sig ud i.

Og så er der masser af musik i bogen. Fra Brian Jones over Muddy Waters til Richards egne fritidsbands. Faktisk har Keith Richards lige så meget på hjerte i den retning, som Dylan i Chronicles.

At Richards så, når følgespotten er slukket, også er en bogslugende, encyklopædisk vidende skabsintellektuel, gør ikke billedet af ham mindre facetteret og fascinerende.

Bogen er ude nu på Lindhardt & Ringhof.

Læsningen kan med fordel suppleres af Victor Bockris’ biografi om manden, der fås som paperback. Nu i øvrigt med Henrik Wivels fine essay om Keef, som forlaget havde glemt i førsteudgaven!

I det seneste nummer af Rolling Stone har David Fricke interviewet rullestenen.

Readmore  

Genopdag Jimmy Reed

Kommentarer slået fra

Jeg sidder p.t. midt i færdigredigeringen af den danske udgave af Keith Richards’ erindringer, ‘Life’, som udkommer som del af en simultan verdensudgivelse i løbet af efteråret på Lindhardt & Ringhof.

En af bogens musikalske hovedpersoner er Jimmy Reed. Richards kalder ham ‘minimalismens mester’ og givet er det, at uden hans sang og sange havde Rolling Stones og tusinder af andre bluesbands haft sværere ved at lyde som sorte, lidelsesfyldte musikere.

Sangene er kendte: ‘Big Boss Man’ (som han ikke selv skrev), ‘Things Ain’t What They Used To Be’, ‘Bright Lights Big City’, ‘Take Out Some Insurance’, ‘Little Rain, ‘Shame, Shame, Shame’, ‘Honest I Do’ og ‘Baby What You Want Me To Do’. De findes i utallige fortolkninger fra Stones og Pretty Things til Elvis Presley. Jimmy Reed var en af de vigtigste medforfattere til bluesmusikkens ABC.

Det er simpel musik om et liv, der altid er alt andet end netop det. Reed synger (og spiller mundharpe) med smerte og savn. Men der er i ukueligheden noget paradoksalt livsbekræftende. Kald det bare tidløst. Og tæl til 12.

Født og opvokset i Sydstaterne (familien var omvandrende bomuldsplukkere og alt det der) flyttede Reed i slutningen af 40′erne til Chicago og fik et rhythm ‘n’ blues hit i 1955 med ‘You Don’t Have To Go’. Senere fulgte hit på hit, de fleste på Vee-Jay, selskabet som var de første til at udsendte The Beatles i USA, men da blegansigterne genopdagede ham sidst i 60′erne, var det ikke kun for det gode.

Han drak og drak endnu mere. Fik epilepsi og udviste noget, der lignede paranoia i sin afsondrethed, som kun med mellemrum blev brudt af velmenende producere og koncertarrangører. Han var sin egen værste fjende, og da han, 51 hårdt gennemlevede år gammel, døde i sin søvn i 1976 var der ikke meget tilbage af ‘Big Boss Man’.

Musikken bliver dog ved at leve. Anbefales kan The Classic Recordings.

Readmore  

Rolling Stones genfremkaldt

1 Comment

Når først en plade er blevet kritikerkanoniseret viser erfaringen, at den er meget svær at rokke. Der bliver sjældent rum til genovervejelse. Den er der ellers god grund til, hver gang et erklæret mesterværk shines digitalt op. Senest Exile on Main Street, det 1972-dobbeltalbum, Rolling Stones udsendte som en anti-tese til popsuccesen med Sticky Fingers og ‘Brown sugar’ året før (som blogkollega Capac i dag genhører)

Dagbladsanmelderne har allerede været der og generklæret deres kærlighed til værket. Ja, måske ikke så meget til værket som til myten, som jo altid har været en romantisk hyldest til stofmisbrug med Keith Richards i hovedrollen som ham, mange raske anmelderdrenge altid har drømt om at være, men aldrig helt har turdet. Heroinvraget, der drak Jack Daniels med samme selvfølgelighed som de fleste af os trækker vejret. Skål, siger jeg bare.

Albummet slog mig ikke dengang som uundværligt. Og gør det stadig ikke. De indledende ‘Rocks off’ og ‘Rip this joint’ rykker endnu, ligesom ‘Ventilator blues.’ Og ‘Tumbling dice’ er og bliver en god grund til at køre i bil med taget og håret strøget tilbage, men ‘Sweet Virginia’ er bare ‘Honky Tonk Women’ revisited. Og der er flere genbrugsriffs end bæredygtige melodier. Myten er større end musikken. Og så er det jo tankevækkendeog mytedistraherende, at en række af de centrale sange, inkl. ‘Tumbling dice’, faktisk var færdige, før Stones-lejren med den nygifte Mick Jagger som adspredt deltager indlogerede sig i skattely i Frankrig og etablerede en workshop i Keiths domicil i det tidligere Gestapo-hovedkvarter i slottet Nellcote. Ved dette års Cannes-festival deltog Mick Jagger ved præsentationen af en dokumentarfilm om pladens tilblivelse. Om den tid siger han: ‘Vi var unge, smukke og dumme. I dag er vi bare dumme…’

Ingen kan helt huske, hvad de egentlig fik gjort færdigt der, men med denne nye genudgivelse følger en ekstra cd med outtakes, for som Keith har sagt: ‘Hvis Mick siger, de blev indspillet ved den lejlighed, så er det rigtigt.’ I al korthed er disse hidtil ukendte numre noget af det bedste, jeg har hørt fra Stones. De må have været inde i et produktivt overdrive, siden de kunne skrotte sange som ‘Plundered My Soul’ og ‘I’m not signifying’ til side for slet ikke at tale om Charlie Watts’ trommer på ‘So Divine’ til en raga-rundgang. Medrivende ganske enkelt. Et helt nyt Stones-album ud af glemslen. Tak for det!

Medrivende er også lyden. Okay, det kan virke lidt ulogisk at gå ind og reparere på en lyd, der i sin tid satte en ære i at fremstå så mudret og rodet som mulig, og især nu, hvor flertallet af pladekøberne har investeret i anlæg, der hverken generer konen eller naboerne, men er gearet til mp3, men skal det være så er dette optimalt: Knivskarpe guitarer, rig mellemtonebas og en helt tæt-på Mick Jagger, der næsten lyder øm i stedet for affekteret. Lad så være, at man skal være flueknepper for at kunne høre  stor forskel på denne udgave og den remastererede version fra 1994…

Til gengæld skuffer indpakningen. 1994-udgivelsen indeholdt også de små postkort. Hvad er der blevet af dem? Og kunne det ikke have været fint med en ordentlig kreditering? Hvornår blev de enkelte numre indspillet? Eller ville det have afmytologiseret pladen? Og hvad med liner notes, som tager nye lyttere ved hånden og giver stamkunderne ny info? Kort sagt: En diskografisk udgave, når man nu alligevel havde støvkluden fremme.

Jeg ved godt, at superdeluxe-udgaven med både cd, dvd og lp og jeg skal komme efter dig imødekommer nogle af mine ønsker, men den er trods alt for dyr for mig. På den anden side passer det passer egentlig godt til Stones at iscenesætte sig så dekadent som muligt.

Her kan du høre produceren Don Was reflektere over pladen og maset med at finde de forsvundne bånd.

Illustration: Udsnit af omslaget

Readmore  

Mere rock i drengeklubben m/k

2 Comments

Livet behøver ikke være mere indviklet end i går aftes/nat: Godt selskab (den bedrevidende musikvidenskabskvinde, uddannelseseksperten med den rektorale fortid, den luftguitarspillende seniorkonsulent og så mig – den nynorske professor og hans danske kollega udi det latin-romanske havde meldt forfald), gode vine og godt øl (Barolo og omegn, Guinness og Orla), god mad (pølser, ost og brød) og god musik. Jeg har skrevet om sceneriet før.

Med andre ord: Klubben til fremme af konstant kvalificering af beskuelsen af rock-dvd’er var samlet igen.

Aftenens overordnede tema var elguitar! Og der var i den grad tråd på. Vi nåede vidt omkring. Fra Keith Richards på dobro under ‘Get yer ya yas out’-turneen over Jimi Hendrix som ung og lovende via tordenguitaristen Neil Young anno ‘Rust never sleeps’ til The Edge’s præprogrammerede spader. Og ind i mellem slappede vi lige af med lidt Johnny Cash m.m.

Højdepunkterne var optagelser fra Rockpalatz i Grugahalle i Essen med Jack Bruce i en 80′er-trio, der også talte guitaristen David Sancious med en keyboardfortid i The E Street Band og nu afdøde trommeslager Bruce Gary (som engang var med i kritikerudskældte The Knack). Et powerhouse-band, hvis der nogen siden har været et sådant. Jeg havde helt glemt den konstellation. Jeg havde også fortrængt en anden af aftenens E-Street Band-gæster, Little Steven (van Zandt) og hans tidstypiske 80′er-aktivisme med The Disciples of Soul. Det var mest spøjst. Ikke mindst tøjet og frisurerne, og så at se van Zandt stå og undskylde over for det tyske publikum, at han var amerikaner. Han beklagede regeringens ‘arrogance’, og befolkningens ‘ignorance’. Nu om dage støtter han på sin hjemmeside de amerikanske tropper hvorend de nu udøver deres uegennyttige gerning. Ak ja.

To andre a-ha-oplevelser: Et klip med Jeff Beck i en aldeles vidunderlig udlægning af Beatles’ ‘A Day In The Life’:

Og til slut til at skrubbe hjem på: filmen ‘It Might Get Loud’, hvor Jack White mødes med sine idoler, Becks fordums ærkerival Jimmy Page samt The Edge, som også engang lignede en, der ikke ville komme meget længere end til sen-70′erne. En film for nørder, men flot iscenesat og med fint gehør for rockens puls.

PS: Også kaffen og kagerne smagte af mere…

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top