Bernbom næsten uden Larsen

Bernbom næsten uden Larsen

Kommentarer slået fra

51fZIVVcHFL._SS500_
Det er ingen hemmelighed, at charmen, umiddelbarheden og legesygen på Kim Larsens Værsgo-plade er bedst inkarneret i sangen ‘Joanna’. Den synges af den dengang store dreng, Larsens uofficielle plejebarn, Søren Bernbom, uforglemmeligt troskyldigt. Siden har livet for samme Bernbom været en lang sej kamp for at komme tilbage til eller frem til der, hvor man ikke bare skal passe sig selv  (link til BT-artikel).

Det kan man i den grad høre på hans debutalbum, Tilbage igen, der emmer af levet liv, kød og blod, forrevne forhåbninger og en vilje til at overleve, som er både rørende og stimulerende. Bernbom er ikke verdens største sanger, og det giver derfor god mening, at han synger duet med sig selv på en række selvbiografiske sange, der ikke gør sig til mere end de er, men det er ofte mere end nok.

Kim Larsen giver stadig genhør i hans musik. Alt andet ville også være naturstridigt, men det er ikke den obligate genindspilning af ‘Joanna’, der skiller sig ud. Det gør sange som ‘Gav dig mit hjerte’ og ‘Engle*, der er – skal vi nøjes med at sige – meget Larsen-inspirerede (anno Hvem kan sige nej til en engel), men uimodståeligt mundrette og melodiske. Og musikalske.

John Hiatt er også en inspiration. Ligesom Benny Holst og John Mogensen samt Dire Straits og Jon Allen. Og den begavede no nonsense-bassist Joachim Ussing, den bebageligt ublærede guitarist Troels Skovgaard, den gamle Larsen-trommeslager Hans Fagt og den medproducerende multiinstrumentalist Jesper Mejlvang færdes hjemmevant i det terræn. Det swinger på den der måde, man ikke kan spekulere sig til, men som enten er der eller også er den der ikke. Her er den!

Sangene handler om at genfinde sig selv, genvinde fodfæstet. Tonen anslås allerede i den indledende titelsang: “Jeg var en slukket stjerne/på min egen mælkevej/en gammel supernova/der ku’ sprænge hvert sekund…” Og så handler resten af sangene om, at kærligheden overvinder alt, hvis man ellers har tålmodighed (og styrke) nok til at vente på, at den finder en – igen.

Søren Bernbom er den ufiltrerede sangertype (og slet ingen ringe guitarist), der beviser, at det banale rimer på det sande. Men han er ikke bare en social case story med lykkelig udgang, forklædt som voksen. Det er musikken for god og indlevet til. Soul, blues og bodegajukeboks mødes i hans sange. Og har en fest med plads til eftertænksomhed.

I bookletten er Bernbom afbilledet i sit gamle miljø, siddende ved kanalen. Som et livsdueligt tegn på, at skibet hedder Christianshavns kanal og stadig er yderst sødygtigt.

Søren Bernbom: Tilbage igen. Producere: Jesper Mejlvang og Søren Bernbom. Baltic Records.

Coverdesign: Adman

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Frede fupper ikke

Kommentarer slået fra

Mona-Frede-croped-ny-skrift-copy

Af og til kan selv den mest automatiserede teknologi uforvarende komme til at sige en sandhed. Som nu forleden, da jeg lagde den nye Frede Fup-cd ind i mit iTunes-bibliotek. Under genrebetegnelse stod ‘Alternative’. Den tyggede jeg lidt på, men det er jo sandt.

Den uddannede sølvgravør, Freddy Norbrink, har været anderledes lige siden han i 1967 gjorde ungdomsklubberne i Hvidovre og omegn usikre og dansable som del af soulgruppen Dick & Freddies Loving. Og da han i 1979 dannede bandet Frede Fup slog han igennem som en slags uudryddelig ukrudt i rockens midterrabat, en af de kunstnere, som positioneringsliderlige anmeldere havde alt for nemt ved og travlt med at afvise som den rene kopi af originaler som f.eks. Kim Larsen.

Vi var nogle, der ignorerede eller ikke anede/anerkendte, at i miljøet på Christianshavn lånte og stjal man ideer fra hinanden uden skelen til høj og lav, og ingen kunne fratage Norbrink scenenærvær, når han lod vores indre Kaj række ud efter stjernerne.

Siden blev tiderne mere trange og pladeselskaberne mindre rummelige. Det er skønt at være smuk er hans tredje udspil siden årtusindskiftet. Pladen er selvfinansieret og KODA-støttet, men selvgjort er velgjort.

Frede Fup synger ikke bedre end sidst, men heller ikke dårligere. Der er godt nok fraseringer, han skulle have holdt sig fra eller søgt understøttet af korsangere, men musikken og stemmen lever alt i alt op til et af refrænerne: “I ordet kærlighed er ordet ærlighed”.

Det er en samling storbysange om at høre til og holde af. At Frede ikke kun har hørt Gasolin’, kan høres på sange som ‘Sol på alle hylder’ (Gnags) og ‘Det er skønt at være smuk’ (TV-2), men han trænger alligevel igennem som sig selv. Og eksponeringen hjælpes på vej af de veloplagte, småfunkede akkompagnatører: Bassisten Flemming Muus, guitaristen Peter Domtorp, den tørt snertende trommeslager Lars Mitch Fischermann og den gamle Gas-keyboardspiller, Klaus Agerschou. Lad så være, at nogle er rimene er lige lovlig nemme. De er tilgivet, når han disker op med udtryk som ‘fadølsanlægget er gået til ro…”.

Det er sjovt og ikke alt for alvorligt, men så af og til tager Frede klovnenæsen af, skruer ned for udråberstemmen og serverer en yndefuld (og pikant) kærlighedssang som ‘Hej Søde Søde’. Et af de få steder på pladen, hvor Sauternes passer bedre end høkerbajer.

Frede Fup: Det er skønt at være smuk. Producer: Niels Poulsen. Fup Records/Supersonic.

 

Omslag: Leonardo da Vinci og Frede Norbrink.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  

Larsens refræn er rent frieri

2 Comments

Hvordan bærer han sig egentlig ad, ham Larsen. Svaret er, at han slet ikke gør det. Han er det. I en branche, hvor forstillelse og udvendighed er blevet sat i system og tildeles point i den bedste sendetid, insisterer Kim Larsen på ikke at stille sig an. Han er sig selv. Fordi det når alt kommer til alt – og det gør det jo – er det letteste. Men også det sværeste, fordi det kræver mod – både til at bekymre sig og til at være ligeglad med, hvad andre mener uden af den grund at degenere til egoist i velbjerget eksil, så fjernt fra rockens alfarvej som Fyn.

Du glade verden kalder han sin nye plade med Kjukken. Jeg tror ikke, Larsen har noget imod det, hvis man kommer til at tænke på “du glade vanvid” i samme moment. Alene indledningssangen, ‘Bare for at gøre en forskel’ med det ringende guitar/keyboardtema, hvor sangeren ømt synger ‘Hallo, min elskede det er bare mig igen…” og man er lige ved at belave sig på endnu en sang af den slags, pop er lavet for. Det er den også, men alligevel ikke helt.

Han fortsætter nemlig med “Jeg har det ad helvede til og længes hjem…” Han er nemlig soldat, og det er nu om dage noget andet end at stå vagt for dronningen. Nu om dage lyder reveillen et eller andet sted i Langtbortistan, hvor “det er lige meget med det femte bud/bare du gør honnør…mens blodet farver solen rød, imens jeg dør.” Til gengæld bliver man godt betalt – for at gøre det politikerne kalder en forskel. Det er en af de stærkeste antikrigssange, jeg har hørt, netop fordi argumentationen ikke er skarpladt, men handler om det nære og de kære. Og er jeg den eneste, der har ‘Jutlandia’ duvende i baggrunden. Borte – eller det tiden? – har bare taget sygeplejersken på seksten år.

Sceneskift i næste sang – for en Larsen-plade hænger ikke sammen som et konceptalbum, men er i de gode årgange så modsætningsmættet som livet – og 2012 vil givet vise sig at vokse til en god årgang. Nuvel, jeg kunne have ønsket mig mere roots-guitar og mindre blipbåttende 70′er-keyboards, men Kjukken er og bliver et af landets bedste værtshusorkestre. Og på pladens næste sang, ‘Her står jeg’, fylder de som flere festivaltrækplastre.

Navneskiltet på sangerens dør er pillet af. Det er, som han svajerskråler, nok det, de kalder “drengestreger”: “nu kan jeg ikke huske hvad det var jeg hed/men ellers går det som det plejer”. Og plejer er ikke død.

Du glade verden er en veloplagt og gavmild grammofonplade, hvor sangeren har tændt for ekkomaskinen, så sangene giver smukt genklang af det kendeste bagkatalog herhjemme.

Her er de sære, skæve eksistenser, der i gamle dage solgte bananer. Nu sælger de “ægte Picasso i tyve kopier” som det hedder Larsens version af ‘Havana Moon’, ‘Solopgang til måneskinspriser’. Og den filosoferende lommeromantiker er på spil i en elegant arrangeret sang som ‘Så ved du hvordan’, som også er en ode til ensomheden som det sidste fristed for den umoderne, modne mand: “Når dagen er forbi og mørket falder og gaderne kalder, så må du ud at gå, men vejen den fører ingen steder hen. Før du ved af det er du hjemme igen…”

Og på den yndefulde ‘Sød symfoni‘ møder Huck Finn fru Sauterne, så ethvert kandelaberbelyst dansegulv bliver for småt.

En Larsen-plade ville ikke være en Larsen-plade uden sange af den slags, andre ville skrotte i øvelokalet, men som han alligevel tager med, fordi det er med at gøre cirklen rund. Der er en lige linje tilbage til Værs’go-viserne fra en ny sang som ‘Så meget jord’ om begærlighedens pris (og der kom spillemandsguitaren!). Og “Henrik” er en charmant bagatelle om en prinsegemal af samme navn, hængende lige på den lumske kant til revyviserne, men aldrig udhængende. Og rimene er børnehaveuimodståelige: “Han går ulasteligt klædt med Maggie på slæb…”

Mere alvor er der i titelsangen, som starter som et ‘kæresten er skredet”-kvad, men synger sig op til at blive en radiovenlig refrænsang om dengang, der var “velstand og varme hveder fra det lokale bageri”. Nu er det anderledes. “Da vi havde fået nok/gik hele lortet bankerot”. Og “ingen penge er der nok af”. Larsens analyser vil ikke bibringe ham et adjungeret professorat på CBS, men mod hans stemme er i hvert fald denne lytter forsvarsløs, når han synger, at det eneste, han ønsker sig, er en lille bid af himlen. Eller synger han “hende”. Nå, det kommer jo nogle gange ud på et.

Han er, som han synger på den kosteligt arabiske pastiche, ‘Den gyldne middelvej’, “looking for love”, mens imamerne synger og kirkeklokkerne ringer.

Og lyder det meste af tiden, som om han har fundet den, kærligheden, og gerne vil dele den med os andre. Det er bare at lade blasertheden blive hjemme. Værs’go. Nok er neglen gul og pladesalget til platin, men hjertet er af guld. Og stadig vidunderligt hvileløst.

Kim Larsen & Kjukken: Du glade verden. Producer: Mads Haugaard. Executive producer: Poul Bruun. Medley/EMI. Udkommer i dag.

Pladecover: Erik Clausen

Bandfoto: Morten Rygaard.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Readmore  

Altid nogen hjemme hos Larsen

1 Comment

De findes skam, de programmer, hvor værten ikke kun inviterer gæster for at promovere sin teflonbelagte forfængelighed, de programmer, hvor diskussioner ikke pr. automatik udarter til skænderi, de programmer, hvor man ikke forveksler højrøstethed og engagement, de programmer, som har mod til at lade seeren/lytteren tænke sit.

Sådan et program har Karen Secher i over 180 programmer været vært for på P1. Det hedder ’Besøgstid’, og har kørt så længe, at man kan frygte det overvejet nedlagt af den altid rastløse DR-ledelse, der har gjort omskiftelighed til en kvalitet i sig selv, en slags bevis på at de betyder noget.

I ugens udgave var hun hjemme hos en konstant i dansk kultur, Kim Larsen. Anledningen var vel hans kommende cd, Du glade verden. Nu behøver Larsen ingen anledning, der er altid nogen hjemme, men det var fint at høre ham i et regi, som ikke var en produktreklame, men en samtale. Den varede en time. Og føltes kortere.

Karen Secher evner at turde lade sine besøgende tale ud, uden at hun derfor bliver mikrofonholder. Og Larsen er så gammeldags høflig og ægte interesseret, at han lytter til spørgsmålene, før han svarer.

Da den lidt for svulstige, læste intro var overstået, tog programmet med rette en masse for givet og brugte ikke tid på mellemregninger. I stedet anslog Secher og Larsen temaer, man kan kalde eksistentielle, hvis det ikke var fordi Larsen angiveligt har det med filosoffer som bondemanden i ‘Store Claus og Lille Claus’ havde det med degne.

Vi vendte guddommeligheden i skabelsesprocessen, også den noget mindre, men lige så afgørende af slagsen i sangskrivningen. Og balancegangen mellem det, Larsen kaldte »det kontrollerede vanvid og det uforklarlige«. Den mødte han først hos Little Richard og siden hos Pontoppidan. Den spændvidde gør ikke mange ham efter. Det gør han ikke selv stor stads ud af, kalder sig bare videbegærlig. Og er dannet på en måde, der på nogen kan virke gammeldags. Vi er nogle, der finder den tidløs.

Og fremhævede, hvordan Gasolin’ fik ham til at indse, at musikken er større end egoet. Den erkendelse kom, efter at de andre havde givet den »følsomme, lille tøsedreng« hug for at fylde for meget.

Samtalen med P1-værten, som Larsen med konsekvent kun kaldte ved efternavn, betonede samtidig, hvorfor vi mangler en ordentlig bog med og om ham. Han er jo det talte sprogs mester. Her tænker jeg ikke kun på, at han kan affyre one liners, så de ikke lyder som klicheer. Næh, han har noget at sige, fordi han har noget på hjerte. Og fordi han har bevaret eller måske rendyrket evnen til forundring. Som han sagde: Den, der kan bedåres, bliver aldrig kynisk.

Det tonefald lader sig ikke overføre til skriftsprog. Og så kan det godt være, at Larsen også er lidt af en krukke, men den går der som bekendt ikke skår af, bare den er solid nok.

Godt, at P1 kendte sin besøgelsestid.

Foto: Thomas Holmby Hansen © DR

Programmet kan, sammen med andre i serien, (gen)høres her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 Dette er en lidt længere version af den anmeldelse som kan læses i dagens printudgave af Politiken.

 

Readmore  

Værsgo: Mere Kims til alle

2 Comments

Til næste år er der 40 år siden, Poul Bruun reddede Gasolin’ fra at gå i opløsning ved at lade Kim Larsen gå i et lille studie på Nyvej på Frederiksberg for at indspille sit første soloalbum. De andre var nemlig ikke særligt lune på Larsens projekt, og han var på sin side ret sur over, at de andre i Gasolin’ kasserede alt for mange af hans numre. Resultatet blev et kompromis, hvor de andre lod Larsen holde frikvarter som svajerdansk gårdsanger mod at det næste Gasolin-’album, på Larsens begæring, også blev engelsksproget!

Værsgo kombinerede nutid og tradition, så den sagde spar to til det meste. Og pladen endte, mod Larsens vilje, i en kulturministeriel kanon (læs begrundelsen her). Så alt i alt skulle man tro, at der til næste år var lagt op til en jubilæumsudgave af format. Sådan ser det foreløbig ikke ud. I hvert fald er Værsgo med i den stak nye remasters, som Sony netop har sendt på gaden efter samme model som tidligere EMI.

Det vil sige fornyet lyd, varierende fra lidt bedre til ret meget bedre, nydelige booklets med sangtekster, men ingen historier om pladerne og tiden og (næsten) ingen bonusnumre. Efter sigende er no nonsense-udstyret på ordre fra kunstneren. Tja, af og til er beskedenhed ikke en dyd. I hvert fald ikke en diskografisk sådan.

Værsgo introducerede Thomas Grue og naturtalentet Søren Bernbom (der har sin egen plade på vej) og er stadig så uforlignelig i sin ubestikkelige gåen-mod-strømmen , at der ikke kan siges meget mere, men sagtens lyttes.

Ellers er Sony-bunken noget mere uegal end den konkurrerende kollegas. Først og fremmest fordi det daværende CBS’ frygt for at støde Larsen fra sig endte med at give ham fripas til den karrieremæssige dukkert i USA.

Genhørt uden al den positionering, der foregik fra både Larsen-lejren og pressen dengang, er det Kim Larsen & Yankee drengene fra 1978, der holder bedst. Der er over disse sumpede indspilninger et jeg-skal-gi-dig-skal-jeg drive, der forunderligt nok får Larsens Walbye-engelsk til at lyde naivt, men helt igennem uopstyltet. Musikalsk lyder det lidt, som hvis Allman Brothers mødte et guitarløst Gasolin’. Og en ballade som ‘This is my life’ er og bliver en rørende sang. Pladen var tilegnet Grundtvig, Little Richard og Leadbelly. Det lyder som andet end skolelærerkruk.

Derimod har de efterfølgende Joe Delia-producerede Jungledreams og Sitting on a time bomb bestemt ikke haft godt af lagringen. Overspændte, maskinelle og så forhippede på at være moderne, at de var umoderne, før de udkom. Blip-båt uden dobbeltbund. Undtagelsen er en kuriøs, men ikke ueffen udgave af Dylans ‘Tangled up in blue’. Og genhørt i dag kan man på ‘Rock ‘n’ roll city’ gennem klichémuren godt fornemme, hvor hjemløs hjemmefødingen Larsen faktisk følte sig i denne “town without pity”.

Larsen dumpede i USA, udtalte han senere selv. Den Nils Henriksen-producerede 231045-0637 fra 1979 finansierede opholdet i USA. Personnummerpladen indledes med instrumentalstykket ‘Moderne tider’, der lød alt andet. Snarere som et smukt Matador-outtake af Bent Fabricius-Bjerre, men det var Larsens måde at ophøje nostalgi til tidløshed på. Og selv om man kan indvende, at musikken på resten af albummet er lidt for præget af al det nymodens isenkram, enhver rockstjerne med respekt for sig selv skulle investere i dengang, gør det ikke noget, når resten er så fjong. Sange som ‘Dagen før’, ‘Ud i det blå’ og Tommy Bas’ ‘Sikken en følelse’ er årgangs-Larsen.

Lidt uden for nummer er Wisdom is sexy, som i EM-guldåret 1992 var Larsens tilbagevenden til CBS/Sony efter Midt om natten og Medley-millionerne. Sidste år forsøgte pladens producer, Kim Hyttel, i sin ufrivilligt underholdende, deprimerende revanchistiske selvbiografi at gøre Wisdom is sexy bedre end den er. Naturligt nok. Den er bare ikke særlig god. Som helhed.

Den hidsige produktion klæder faktisk det bandsat tætte band: bassisten Henning Pold, trommeslageren Hans Fagt og keyboardtalentet Ørva, der kombinerede ufortyndet punkenergi med flabet jazzrockattitude. Og sange som ‘Gør mig lykkelig’, ‘Hvis jeg vidste’ og bonusnumrene: Den indtagende ‘En sønderskudt pingvin’ (hvor han lyder som hvis Steffen Brandt lød som Kim Larsen) og det udviklingsironiserende ‘Fagre nye verden’ minder om, at det kunne være blevet en større plade, hvis ikke størrelsen på Larsens ego for en gangs skyld var løbet om hjørner med ham.

Men som han synger: “Mig og mit publikum vi kommer hele vejen rundt…” Sandelig. Og heldigvis. Tak for også denne svingom. Hvornår kommer så det store bokssæt med mere Kims til alle?

Sonys remasterserie, inklusive 5 Eiffel, er koordineret af Charlotte Paludan og remastereret af Jørgen Bo Behrensdorf.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Larsen byder på fem Eiffel

1 Comment

1982 var et overgangsår for Kim Larsen: Drømmen om Amerika var bristet. “Jeg dumpede i USA”, udtalte han til Ekstra Bladet samme efterår. Nu var han tilbage i Rørholmsgade, men mens selvtilliden måske nok havde haft det bedre, ulmede kreativiteten, ikke den strømlinede, personlighedsudviskende, der havde ladet sig høre på to engelsksprogede plader, men en genopdagelse af fortiden. Af og til skal man jo langt væk for at komme tilbage til sig selv.

Resultatet blev, i første omgang, ep’en 5 Eiffel, opkaldt efter cigaretmærket af samme navn. Som Peder Bundgaard skriver i sin bog, Larsen, så handlede det for sangeren om at komme “back to the roots. Tilbage til barndommen og dengang man kunne frisere sig i timevis for at se ud som Elvis, mens man vendte lommen i håb om, at der var nok til 5 Eiffel.”

Her, tredive år senere, udgives ep’en nu for første gang på cd, remastereret og nydeligt lay-outet i samme stil som EMI’s genudsendelsesserie, som Sony nu viderefører. Et sjældent, men godt eksempel på pladeselskabskoordination.

Pladen vakte opsigt i sin tid, mest fordi boet efter Frank Jæger var pikeret over den bramfri måde, Larsen hylder sin højskolehelt på. Og nedlagde forbud mod genoptryk. Nogen må siden være kommet til fornuft, for de minimale tekstændringer er da for intet at regne mod den charmerende og loyale ajourføring, Larsen foretog af digte som ‘Være-digtet’ og ‘April april’ (striden med Jæger-arvingerne kom senere til at betyde udskiftning af et nummer på Sange fra glemmebogen). Begge tekster, de originale og Larsens udlægninger, er aftrykt i en booklet, som desværre ikke fortæller noget om historien. Jeg har ladet mig fortælle, at Larsen ikke har ønsket, at de genudsendte cd’er skulle forsynes med baggrundsinformation. Det må være sket i aldersstegen trods mod skolelæreren i ham. Synd er det.

Begge Jæger-fortolkninger lader stadig ane, at der må have ligget et helt album af samme slags og luret i Larsens baghoved. Han synger ømt, men også gavflabet og noget nær det originale Gasolin’ akkompagnerer ham plus Klaus Agerschou, hvis keyboards lader ane, at den nye britiske bølge med folk som Joy Division var nået over Langebro.

Alligevel er der en egen grundlæggende gammelmodighed over pladen, som ikke er en plade, men en stribe indfald, der alligevel har en fælles atmosfære. Larsen siger foreløbigt farvel til det Valby-engelske med en varm version af Leiber & Stoller’s ‘Just Tell Her Jim Said Hello’, en af de alt for godt gemte perler i Elvis-kataloget, og på vignetten ‘Jægerens kvarter’ (til musik af Nils Henriksen) fremkalder han en lille hverdagsfilm af ømhed og længsel. Mens Christianshavner-orginalen, Bob Parkvist, duarder-reciterer Nis Petersen-digtet ‘Kit’ på autentisk svajer-københavnsk af den slags, der lyder som et fremmedsprog nu om dage. Men hold kæft, hvor er det stemningsfuldt.

Det er hele ep’en sådan set stadig. Anledningen til at lave den var, at Larsen skyldte det daværende CBS et album, inden han tog til Valby og lavede Midt om natten både på film og på plade (på nyt pladeselskab).

5 Eiffel er kun et mellemstykke, men det er som bekendt mellemstykker, der er med til at holde musikken sammen.

Kim Larsen: 5 Eiffel. Producere: The Samba Brothers. 2012-koordination: Charlotte Paludan. Remaster: Jørgen Bo. Sony.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Readmore  

Wili giver den stadig gas

1 Comment

 

Ikke kun Kim Larsen, men også hans gamle musikalske legekammerat, Wili Jønsson, kan prise sig lykkelig over at være blevet født, inden aborten den blev fri. Da hans mor ventede ham for 70 år siden, var hun for genert til at gå op til lægen for at spørge om sin tredje, lovlige abort.

I syv år år, fra lp-debuten i 1971 til den sidste koncert den 21. august 1978 i Folkets Park i Malmö, blev Wili Jønsson verdensberømt i Danmark som Gasolin’-bassisten, Larsen med lun bramfrihed har kaldt »den skeløjede halvsvensker«.

Men Jønsson havde haft stikket sat i et godt stykke tid, før Larsen skiftede pegepind ud med mikrofon. Skæbnen ville i øvrigt, at samme Larsen som nyuddannet lærer fik job på Gerbrandskolen på Amager, samme sted, hvor Jønsson i sin tid gik i realen med jazzentusiasten Franz Beckerlee.

Jønsson kunne ikke forestille sig et liv, forklædt som voksen, uden musik, så efter sin realeksamen stævnede han, iført tidens frimodige optimisme, ud på lykkens ufaglærte landevej som lagerarbejder, reservepostbud og tjenerafløser. Om aftenen spillede han musik. På et orgel af det dengang ret hippe mærke, Farfisa.

I december 1966 kom Jønsson med i Peter Bellis minibigband-eksperiment, Seven Sounds. Det holdt ikke længe. Det havde folkbeatbandet, Exploding Mushroom, heller ikke gjort, kun en nu efterspurgt single blev det til. I foråret 1967 købte Jønssson sig en Fender-bas, stødte ind i sin gamle skolekammerat, og en dag var skæbnen igen på færde, da han mødte Larsen, som han skaffede et job som afrydder i Minefeltet. Larsen ville hellere synge, selv om han ret beset ikke kunne. Endnu.

Beckerlee har sammenlignet den første gang, Gasolin’ i 1969 var i øvelokalet, med, hvad der sker, når en brændende tændstik falder ned i en fyldt krudttønde. I det band fungerede Jønsson som det, vi i dag ville kalde mediator. Forfatteren Peder Bundgaard har beskrevet ham som »venlig og tålmodig,« med »humor og overblik,« og kaldt ham »den sande gentleman i dansk rock ’n’ roll«.

Derudover er han musikalsk og lydhør, få sætter så sikre vokalharmonier som Jønsson, så intet under, at der var bud efter ham, da Gasolin’ løb tør for brændstof.

Sidste år spurgte fagbladet Musikeren ham, hvad han anså som den største udfordring for en musiker i disse år. »At høre efter, hvad der foregår,« svarede han. Ikke for at rette ind, men for at følge med.

Og det har han gjort. Ikke kun af nød, selv om han efter Gasolin’ stod med en skattegæld på mere end en halv million kroner (og det var endnu flere penge dengang…). Hans cv er een lang demonstration af lyst til mangfoldighed. Jønsson har blant mange andre spillet med Sanne Salomonsen, Sort Sol, Allan Olsen Frede Fup, Tyg (sammen med den i enhver forstand store guitarist Steen Svare), afro-rock med Alain Apaloo og i 90’erne færdigtegnede han sin personlige historiske cirkel, da han kom med i Peter Bellis Nye Rivaler.

Jønsson er og bliver dog amagerkaner. Han hepper på Fremad Amager, og musikalsk banker hans hjerte lige så meget for samarbejdet med ydmyge bands fra det Christianshavn, hvor han og hustruen, skuespilleren Katrine Jensenius, stadig bor i Sekseren, det hus, Gasolin’ købte engang.

I 2008 modtog han den estimerede Ken Gudman-pris. I den anledning sagde Wili Jønsson til Jyllands-Posten: »Jeg har en ganske almindelig og naturlig beskedenhed.« Det der med beskedenheden er klædeligt, men unødvendigt.

Denne omtale står også at læse i printudgaven af dagens Politiken.

Foto: Eric Klitgaard

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Kim Larsen remastered

4 Comments

Mens vi venter på det karriereopsamlende bokssæt, der da må komme en dag, har EMI i relativ ubemærkethed søsat et ret ambitiøst remastereret genudsendelsesprogram af de Kim Larsen-plader, der gennem tiden er blevet udsendt på Medley. Jeg har fået den første stak inden for døren.

Da pladerne oprindeligt blev overført til det dengang nymodens cd-medie var resultatet en lidt tarvelig, flad lyd, som man kun slap afsted med, fordi Larsens sange altid har transcenderet den forhåndenværende teknologi. En klanglig upshining har derfor længe været tiltrængt. Og det må man sige, at pladerne får. Og ikke kun ved at trykke loudness-knappen i bund. Musikken fremstår faktisk mere nærværende og pågående. Og dynamisk. Til gavn for især uptempo-numrene. Poetisk sarthed er et af Larsens kendetegn, og det betyder, at balladerne ikke altid kan holde til behandlingen.

I USA ville en kunstner af Larsens beskaffenhed have fået forsynet den enkelte genudgivelse med en lille booklet, der fortalte, hvordan pladen i sin tid var blevet til og hvordan den var blevet modtaget. Det har hovedpersonen imidlertid udtrykkeligt frabedt sig. Det kommer måske med bokssættet. Til gengæld fremstår cd’erne lækre i digipack-omslag og med tekster.

Jeg ved godt, at Midt Om Natten har danmarksrekord i antal solgte eksemplarer – sekshundredeognogletusinde, and still counting – og den slags cifre kan man vanskeligt argumentere mod. Jeg synes dog også ved genhøret, at pladen så langt fra er en af hans bedste. Den virker for sporadisk, med for meget fyldstof. Til gengæld er sange som ‘Susan Himmelblå’ og ‘Papirklip’ jo af den slags, andre ville forære en hel karriere væk for at have skrevet.

Omvendt er Yummi Yummi fra 1988 overraskende holdbar. Den er på sin vis lige så stilforvirret som Midt om natten, men har mere humor, og så er de enkelte sange stærkere med ‘De Smukke Unge Mennesker’ og ‘Østerbro Svømmehal’ som stjernestunder. Og ‘Fochbecker Chaussee’ er et godt eksempel på Larsens evne til at eviggøre en erindringsskitse. En ekstra bonus er, at remastereringen gør 80′er-lyden en ekstra tjeneste. Der er tryk seksten på.

Den Rugsted-Kreutzfeldt-producerede Hvem kan sige nej til en engel er alt for undervurderet. Det er en plade, der emmer af spilleglæde og noget, vi så siden erfarede var nyforelskelse. Et meget charmerende album og Larsen havde ikke lydt så godt siden Poul Bruun producerede Forklædt som voksen i 1986.

Selv om 1996-albummet med Kjukken er et lille roots-mesterværk, er det i mine ører Forklædt som voksen (snarere end Midt om natten), der fremkalder det mest vellignende billede af Kim Larsen.

Dengang, i midten af 80’erne – tiåret, der mere og mere ligner vores tid – fyldte Larsen mediebilledet næsten helt ud. De år virkede han som en gavflabet protest mod tidens grasserende smartness. Han spiste sgu ikke sushi, men marinerede sild. Og drak kolonihavesnaps til. Kørte ikke i offroader, men i bulet Citroen – cabriolet ganske vist, men alligevel…

Og for sine »multimangemillioner« kæmpede Kim og konsorter i det stille for at samfundet kunne blive blødt som en krop; en undtagelse i de år, hvor man gerne skulle bære alt som et logo på trøjen. Kim Larsen fulgte ikke moden. Han var sin egen mode. Og på Forklædt Som Voksen skiftede den danske sang køn. Den var ikke længere en ung, blond pige, men en kortbukset lømmel, som sang simple sange om det simple liv, om familiesammenhold, elverpiger og drenge- og strengelege. Og hele landet sang med.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om det Danmark, Kim Larsen besynger, nogensinde har eksisteret. Det lyder som en blanding af Morten Korch, Rifbjergs barndomserindringer og Jan-bøgerne. Givet er det, at 80’erne ikke så sådan ud. Men lige så sikkert er det, at sangenes styrke netop ligger i, at de ikke længes efter dét, der var engang, men forholder sig til det, som om den verden og det samfund eksisterer. Om ikke andet så i erindringen, og uden den var vi ikke hele mennesker. Så Forklædt Som Voksen forsøger at forholde sig til nutiden på fortidens præmisser. Det sære er, at fortiden vinder. Og ikke kun fordi nostalgi er mageligere end realisme. Det kan godt være, at Larsens sange er holdt i et gammelmodigt mæle, men de bliver ikke gammeldags af den grund. De udspiller sig i et landskab af kronisk uskyld, men glemmer ikke omverdenen. Når den ikke bliver så påtrængende, er det fordi Larsens personer hellere ser på sig selv og hinanden end på fjernsynet, som ofte taber til fordel for en tur i den bøgelyse skov. De få gange, hvor Larsen kommenterer samfundsudviklingen, sker det med barnets stille H.C. Andersen-agtige undren:

De kloge de siger at enden er nær at dommedag den kommer
vi står og kigger på blomsterne som vi plukked i sommer

I den retning er Forklædt Som Voksen sårbar over for beskyldninger om at være urealistisk midt i en realistisk tid, men den, der kun hører det, hører kun det halve. Pladen har også et uudsagt, jeg havde nær skrevet politisk, budskab om at finde tilbage til de tabte værdier. Dermed ikke sagt, at Larsen er så enfoldig at tro, at de kommer tilbage, bare man savner dem nok. I titelsangen, måske hans bedste melodi overhovedet, ser han sin barndom som »et lyn gennem skyen«, men ved også, at »når først du har sagt farvel, så ka du ikke komme tilbage igen«:

Jeg ved det for jeg kørte forbi forleden dag forklædt som voksen fremmedgjort umyndiggjort totalt anonym og forvokset
Alle dem som jeg kendte var væk måske er de taget til stranden eller også er det bare mig der er blevet en anden

Samtlige femten sange på pladen benytter sig af samme instant on-teknik som 80’ernes fjernsyn var begyndt at blive udstyret med. Man er som lytter på fra første takt. Og sangene er så smittefarlige som en influenza, men de går vel at mærke ikke over af sig selv. Faktisk stopper de ikke, bare fordi man stopper sin cd-afspiller eller computer eller iPod. På den måde ligner de de børneremser og revy-evergreens, de ofte tager afsæt fra. Larsen har aldrig været bange for det banale og indlysende. Som sangskriver fremhæver han ikke sig selv på bekostning af sine sange. På den måde bliver selv den melodiske vignet til noget i sig selv.

Larsen har aldrig omgivet sig med musikalske bodybuildere, men hans daværende band, Bellami, havde i stedet hjertet med hele vejen. Og bassisten Henning Pold kunne man godt have sendt til Motown og risikere ikke at få retur. Selv rytmebokse, sequensere og synthesizere kan de få til at swinge. Og så som en kontrast salige Thomas Grues pigtrådsagtige temaguitar. Ikke som anakronisme, men som en diskret påmindelse om sammenhæng i en historieløs tid. Den gamle skolelærer vifter med den imaginære pegepind. Og glemmer ikke sin egen fortid. Der er underfundige hentydninger til de tidligste Gasolin-sange og solodebuten Værsgo.

Ud over de landeplager, der for længst er blevet Giro 413-klassikere, rummer pladen en håndfuld sange serveret af en rundhåndet poetisk sjæl. F.eks. ’Natten Er Blid’ om det saligt-smertende ved at nære længsler uden navn. Og ’Hjerter Dame’, en yndefuld pas-de-deux til den eneste ene:

Vi sætter fodspor begge to
på Dronning Louises Bro
imellem tusinde andre
om lidt er de visket væk
men du og jeg går stadig hånd i hånd med hverandre

– hør det sprog. Det synger! Aarestrup på indre Nørrebro.

Jo, disse genudgivelser er i de bedste stunder genopdagelser, der gør det umuligt ikke at blive lun på Larsen. Igenigen.

Den næsten fornærmende prisbillige genudsendelsesserie er koordineret af Thomas Hemdorff og Jørgen Bo Behrensdorff har remastereret. Se mere her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

Readmore  

Miss Q, R.I.P.

1 Comment

Dødsannoncen i Politiken gjorde ikke meget væsen af sig: Hanne Qvist Larsen 1944-2011. Underskrevet Sylvester, Alice og Molly. Hun fyldte mere end som så, Kim Larsens kone gennem en snes år.

Rigtige rockstjerners kærester og koner kan somme tider antage mytologisk status. Ingen historier om John Lennon uden Cynthia og Yoko. Ingen historier om Paul McCartney uden Lovely Linda og Jane Asher. Ingen Keith Richards- eller Brian Jones-anekdoter uden Anita Pallenberg. Og så videre og så videre.

Herhjemme er der kun få rockstjerner – og dermed rockkoner – af den statur, men Kim Larsen opnåede at få sin (anden) kone gennem en snes år mytologiseret. Ikke så meget for det, Hanne Qvist Larsen gjorde og var – hun var et meget privat menneske (ligesom i øvrigt Larsen) – men via den sang, han skrev til hende.

‘Kvinde min’ fortæller alt om, hvilken brand hun antændte i sangeren, da han mødte hende og den betingelsesløse kærlighed i februar 1972 på værtshuset Laurits Betjent:

Kvinde min jeg elsker dig
og jeg ved du elsker mig
og hvad der så end sker
åh la det ske
for jeg er din
og selv om vi har skændtes tit
og du har grædt og lidt
når det har været slemt
så glem det nu
for jeg er din.

Han havde mødt hende længe før. I sin bog Larsen beretter Peder Bundgaard, hvordan Kim d. Yngre engang så hendes madonnaansigt i skolegården hjemme på Mågevej, men det blev ved det.

At de gik med hinanden hjem første gang efter en nat i netop det københavnske minefelt var næsten for symbolsk. Deres ægteskab var ikke for de sagtmodige. At være gift med Kim Larsen var i store stræk også at være gift med en bigamist, der vel at mærke ikke holdt det hemmeligt, at han havde et forhold til anden side. Gasolin’ (og musikken) var den anden store kærlighed i sangerens liv. Den balancegang var udfordrende, opslidende og spændende. Larsen fulgte sine drømme og sine instinkter. Og udefra set så det for nogen mest ud som om Hanne bare fulgte med.

Så enkelt var det ikke. Hun gav sin mand modspil, var selv en temperamentsfuld kvinde, en skrap moster, for nu at blive i Larsen-jargonen. Hun kunne absolut selv tage fra, når rock ‘n’ roll-buffeten blev rettet an. Men hun var også mor til tre af hans børn og holdt sammen på familien, også når den var på udebane, som i de slidsomme og i virkeligheden ret ensomme år på 18th Street i New York, byen, som Larsen beskrev som en ‘town without pity’. Miss Q var ikke uenig. I de år savnede hun Danmark.

Offentligt kaldte Kim Larsen hende ‘Kranen’. Det var hun ikke specielt henrykt over. Hun kunne bedre lide hans andet kælenavn for hende, Miss Q. Eller bare ‘min dame’. ‘Kranen’ var nu ikke ondt endsige mandschauvinistisk ment, fortæller Bundgaard. En kran var sådan en, der, når den kom majæstetisk duvende, fik al trafik til at gå i stå.

Sådan en kvinde er vi nogen, der husker Hanne Qvist som.

Hun blev 67. Sangen om og til hende har ingen alder:

Foto: Jan Persson (fra bogen Gas, Gyldendal 2006)

 

Readmore  

Hip hip for Peter Øvigs bog

2 Comments

Jeg studsede lidt, da jeg hørte, at Peter Øvig Knudsen ville skrive en bog om den danske hippietid. Men da jeg tænkte nærmere over det, gav det god mening. Jeg genkaldte mig nemlig forfatteren, dengang han stadig mest var journalist og arbejdede på Dagbladet Information. I en periode i midt-90’erne var jeg hans nærmeste chef. Øvig var sommervikar på den såkaldte a-vagt – den, der dagligt bestyrer og styrer avisen og dens produktionsflow og ikke mindst har ansvaret for forsiden.

Til dagligt skrev Øvig få, men fremragende historier af den slags, der var for lange – selv for Information. Denne unikke blanding af flid og dovenskab overførte han selvfølgelig til sit vikariat. Hippietilbagelænet sad han med benene oppe på bordet og styrede slagets gang med en helt urimelig autoritet. Han lod sig som avismager ikke stresse af deadlines. Snarere tværtimod.

Legendarisk er den aften, hvor han ringede hjem til mig og frejdigt erklærede, at nu var de sådan set færdige med dagens avis. Om de måtte gå hjem? Jeg kiggede vantro på mit ur. Klokken var 19.30. To og en halv time før avisen skulle være hos trykkeriet.

Siden blev han sin egen herre – det var han nu også på Information. Og i forordet til første del af tobindsværket Hippie beretter Øvig, at der for ham går en lige, hjemmehæklet tråd fra arbejdet med at beskrive besættelsestidens bødler og Blekingegadebanditterne til hippierne. Det er to sider af samme mønt. Det hele kan koges ind til et valg, der kan ligne en tilfældighed, men er og bliver et valg. Den dobbelthed fascinerer ham, så det kommer til at fascinere os.

Hippie er den farverige, vidt forgrenede ”som-at-være-der-selv” skildring af det danske forsøg på at omplante ånden fra den forlængede weekend i Woodstock til en hel sommer i 1970 på en vindblæst ødemark i Thy, befolket af både engpissere, hjørnerotter, syrehoveder, alt for mange glosuppesultne turister og så de mange, der bare var der, fordi det var der, man skulle være den sommer, hvis man ville være noget. Bogen illustrerer den indflydelse det projekt i stort og småt fik for vore vaner, vor omgangstone og vort sprog.

Det bliver en historie om ydere og nydere. Et lærestykke i, hvad der sker, når det bliver hverdag i det antiautoritære paradis.

Foreningen med det løfterige navn, Det ny samfund, stod mere eller mindre bag lejren, men det provokerende og udfordrende ved projektet var, at alle i lejren skulle og kunne bestemme lige meget. Eller lige lidt. Virkeligheden endte jo med at blive, at der kun skete det, man lod ske eller også skete der ikke en skid.

Den retorisk velbegavede og ovenud overlevelsesduelige grosserersøn, Henning Prins, var, sammen med bl.a. Leif Varmark og Leo Jespersgaard, drivkraft i forsøget på at virkeliggøre visionen. Han befandt sig, som Øvig skriver, i »en tærskelzone midt imellem de nye, antiautoritære hippier, der først ville befri sig selv og dernæst verden, og en mere traditionel socialistisk fløj, der i traditionen fra Karl Marx og de gamle kommunistpartier forestillede sig, at en forarmet arbejderklasse ville rejse sig til revolution.«

Uden at blive fremstillet som en forfulgt uskyldighed opdagede Prins hurtigt, at hippierne var som folk var flest – de ville helst have andre til at tømme deres lokummer. Uanset hvor mange gange han, som kritikerne kaldte Kongen af Thy, undervejs i lejrens første sommer blev bedt om at aflevere nøglerne til lejren, kom der, som han fortæller, aldrig bagefter nogen og bad om dem. Også hippier fandt det bekvemt med fjendebilleder.

Øvig skildrer lejrens historie dag for dag med afsæt i den næsten dagligt udkommende lejravis. Det er et godt fortælleteknisk greb, som han mestrer. At se citaterne fra den avis er som at bladre i et katalog af drømme, ungdommelig naivitet, selvmodsigelser, utopier, hul retorik, opløftende poesi, finurligheder, direkte vås, mangel på logik og ikke så lidt bange indeklemthed. Det kan nemlig godt være at hippierne gik i bare tæer eller snabeltyrkersko, men åndeligt gik mange i lige så småt fodtøj som deres forældre. Avisen udfolder sig som en datidig forløber for kommentarfelterne på mangen en Facebook-væg.

Undervejs, som et effektivt middel mod fortællemetodens potentielt truende bogholdermonotoni, går Øvig tilbage og skildrer, hvordan centrale personer i bogen kom fra her til der.

Han har, i modsætning til andre aktuelle forfattere, blandt andet talt med Kim Larsen, som fuldskægget og barfodet spillede i lejren med et endnu ikke fuldt optanket Gasolin’. Han husker det sådan her: »Jeg var ikke hippie. Jönsson var midt i det … mens jeg var udenfor og gerne ville ind. Men jag havde det svært med hippiegevandterne og alt det hellige. Var det ikke bare kejserens nye klæder? I virkeligheden var jeg ret konservativ og kritisk over for alt det nye …«

Ikke alle husker så selverkendende som Larsen. Ja, faktisk har et af Øvigs største problemer været folks efterhånden ret selektive hukommelse. Derfor er bogens indledende Dylan-citat ret passende: »Let us not talk falsely now/the hour is getting late…« Hash- og lsd-indtaget har sat sig sine spor, men også folks selvbilleder spiller dem tit et puds. Helt morsomt bliver det, når nogen af Prins’ kammerater ikke kan huske, om han deltog i den såkaldte forlejr, hvor man gjorde pladsen klar til invasionen fra København og omegn.

Konflikten, eller som vi lærte at sige dengang, dialektikken mellem det politiske og det private spiller en hovedrolle i Øvigs bog. Det er da interessant, ja, en ung lejrdeltager ved navn Peter A.G. siger, at »i mange år derefter hørte jeg ikke nogen diskussioner, jeg ikke allerede havde hørt i Thy…«, men vinklingen på det politiske kan få de dele af fortællingen til at lukke sig om selv. Hvor betydningsfuldt var det for den menige weekendhippie med alle disse ordrige skærmydsler mellem slappere og strammere i det københavnske studentermiljø? Ideologikonflikten tager også med på ferie til Thy, hvor ur-anarkisten Henning Prins undrende må sig overtrumfet i anarki af kunstneren Peter Louis Jensen, som virker som et dumt svin, ude efter magt, men for kujonagtig til at kalde det ved dets rette navn.

Den kamp gik, tror jeg, hen over hovedet på de fleste lejrdeltagere, i.e. de mange, der aldrig overværede et af de fællesmøder, som fylder meget i bogen. Selv var jeg der en fjorten dages tid i noget, jeg husker som endeløs regn (det er så ikke rigtigt): Jeg hørte ubehjælpsom dansk syrerock, men havde ellers mest travlt med at undgå mikromakromad og med at brænde fingrene, fordi jeg ikke kunne forstå, at hippiepigerne nok bød sig elvermagiske til med silikonefrie bare bryster og fællesbadning, men jeg skulle hilse og sige, at de frasagn om overfloden af fri sex, som Øvig videreformidler i både ord og Gregers Nielsens æterisk-smukke farvefotos, er båret af ældre mænds erindringsoptimisme.

Hippierne var lige så bornerte og generte som folk er flest, når det kom til stykket. Man bliver jo ikke nøgen, bare fordi man tager tøjet af.

En af de kvinder, der lyste op deroppe, var Maria Stenz. I dag river hun sløret af enhver illusion om, at Thylejr var et fælleskønnet fællesskab. Det var et eksotisk forklædt patriarkat, og hun så sig selv som »en pligtopfyldende husmor, der lignede en hippie på en prik.« Og så var hun hvidglødende jaloux på sin mand, der kunne det der med løsagtig sex, jeg var ung til at kunne. Tre år senere dansktophittede Stenz med ’Hvor er alle drømmene?’.

Peter Øvig Knudsen er stadig en ung mand. Og kan og vil ikke sige sig fri for at være misundelig på dengang det var før. I bookletten til Hippie hits, den dobbelt-cd, der naturligvis udgives samtidig, sukker han og kammeraten Niels Mosumgaard: »Vi er født for sent. Da det hele eksploderede i sommeren 1967, var vi fem år og løb rundt på forstadens villaveje. Men som teenagere midt i halvfjerdserne høstede vi løs af frugterne…«

Han fortjener en buket dunhammere for heldigvis at være journalist nok til ikke at lade den kritiske sans gå op i røg og røgelse. Man kan med en vis ret indvende, at bogen isolererer det, der skete i Thy og indre København fra hverdags-Danmark og verden. Omvendt oplevedes netop de år af mange så intenst, som var ens navle og til nød kærestens smukke ditto hele verden.

Hippie er så tæt på sandheden, vi indtil nu er kommet, om dengang nogle middelklassedanske unge rakte ud efter sandheden uden helt at fatte, hvad det var, de risikerede at få mellem hænderne.

Derom kommer andet bind forhåbentlig til at handle.

Peter Øvig Knudsen: Hippie, bd. 1. 528 s. rigt illustreret, Gyldendal. Udkommer i dag.

Bogen er i vanlig eksemplarisk Øvigsk stil udstyret med gode noter og indeks. Og til bogen har billedredaktør Poul Rasmussen dels stået for nogle sikkert konciperede, tidstypiske collager samt ikke mindst en række ganske gribende farveportrætter af de hippe helte og heltinder, herfra hvor de står i dag.

Udover dobbelt-cd’en, som i Henrik Gregersens regi er et nærende distillat af cd-boksen Herfra hvor vi stod – sange om merværdi (Universal), fås Hippie som lydbog, læst af forfattteren selv, med timevis af underlægningsmusik af Tømrer-Claus i 60’er free styling-stil. Og ingen skal komme og kalde de gamle hippier maskinstormere: Bogen fås også som app, både til iPhone og iPad. Måske noget for unghippierne? Hvornår kommer dvd’en/filmen? Og batik-t-shirten:-)

www.hippienu.dk er der masser af ekstra materiale og opdaterede meninger, og man slipper for regnvejr og overfyldte lokummer.

Se mere om forfatteren her.

Pr-foto af forfatteren taget af Poul Rasmussen/Gyldendal.

Bogomslagsdesign: Christian Ramsø.

I Information mindes Klaus Lynggaard dengang han kullede i Kokkedal.

Og i Berlingske har Niels Krause-Kjær et andet syn på hippiernes danmarkshistoriske betydning. Læs her.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top