Ny Larsen-bog ikke helt fjong

11 Comments

Vi behøver ikke hyre Megafon for at finde ud af, at Kim Larsen er lige så kendt som dronningen. De to har endvidere det til fælles, at kun et fåtal virkelig kender dem. Men mens Margrethe får penge for at være offentlig, har Kim aldrig følt det som sin forpligtelse at skulle kvittere for pladesalget ved at stille sig til rådighed, ud over det allermest nødvendige – foran en mikrofon på en scene og til nød et interview, når musikken skal sælges. Resten har altid været adgang forbudt.

Denne reservation omkring privatlivet har naturligvis pirret pressen. Journalister har altid fundet det umuligt at fatte, at nogen bare har lyst til at være i fred. Privatliv og retten til samme er som en rød klud for standen.

Forleden udkom Kim Hyttels revanchistiske selviscenesættelse med Larsen som omdrejningspunkt. Bøger af den slags gør det let at forstå sangerens vægren ved at stille sig til rådighed.

I dag kommer en bog af en ganske anden støbning. Den hedder Solisten med undertitlen ’Historien om Kim Larsen’. Hovedpersonen selv vil nok gnægge over sandhedsværdien i at sætte historie i bestemt form, men den fortjener ros for sin usensationalistiske lødighed.

På inderflappen kan man læse, at forfatterne »i 2010 skrev et stort fødselsdagsportræt af Kim Larsen i Euroman«. I den udgave af samme blad, som jeg har, stod de bag en udførlig vox pop, hvor de citerede store og små i og omkring Kim Larsen, mens den, der skriver dette, begik den store, sammenfattende artikel. Men fred med det.

Det er nemlig en rigtig god ide at lade nogen, der gik i børnehave eller cirka deromkring, da Midt om natten satte sin uovergåede salgsrekord, genfinde sangen om Larsen med alle dens mis- og vellyde. Jakob D. Lund og Peter Rewers er herligt ubesmittede. De har ingen gamle lig i lasten eller regnskaber, der skal gøres op.

Spørgsmålet er så, hvor helstøbt en bog, der er kommet ud af det.

Lund & Rewers har talt med snesevis af navngivne og tit nye kilder. Og forfatterne skriver godt, men også på den der velsmurte måde, som indikerer, at de kunne have skrevet en tilsvarende bog om Dennis Rommedahl, Hans Otto Bisgaard eller Stine Bosse. Professionalisme hedder den slags, og den er selvfølgelig påskønnelsesværdig i en tid, der hylder amatørismen, men bogen besidder ikke den glød og det engagement, der skal til for at matche en idiosynkratisk lystspiller som Kim Larsen.

Larsen medvirker – naturligvis, havde jeg nær sagt – ikke selv. Det gør centrale skikkelser i hans indre netværk som Peter Ingemann, Poul Bruun, Gasolin-overleverne og Erik Clausen heller ikke.

Derimod har Lund & Rewers blandt mange andre fået fat i Mariann, Larsens første kone (men ikke i Miss Q), og kammeraterne hjemme i gården fra før han blev forklædt som voksen.

Det gør afsnittene om barndom og tidlig ungdom, dannelsesårene, til bogens bedste stræk. Uden at falde for fristelsen til at fortabe sig i anekdoter (men de er der heldigvis) illustrerer forfatterne Larsens uforfærdede vej fra folkeskolen via de modstræbende gymnasieår til det skelsættende møde med »sindets frihed,« højskoleånden, personificeret i Niels Højlund på Askov.

Lige så interessante er de afsnit, hvor modsætningerne mellem Larsens erklærede kærlighed til kernefamilien og hans forhold til fortidige forhold ridses op. F.eks. ser han kun få af sine børn, fortæller en datter, som han ikke har set i en årrække. Det fik formiddagsaviserne forsider ud af i forskræppet for bogen, men forfatterne fortæller faktisk historien meget lidt dyneløftende.

Resten er kendt stof; fra flugten til Amerika til det frivillige eksil i H.C. Andersens by. Kendt i hvert fald for denne anmelder. Og hvordan skal det blive andet, når Larsen beholder sin historie for sig selv?

Som kompensation lader forfatterne så nogle af Larsens hyrede hænder fortælle om det demokratur og oplyste enevælde, solisten praktiserer i sine skiftende grupper, som alle sammen, forstår man, er dannet fordi han savner Gasolin’. Den eneste, der tilsyneladende ikke forstår det, er Kim Larsen, “den poetiske bulldozer”, som en musiker kalder ham.

I modsætning til andre bøger af slagsen er forfatterne til Solisten ikke så bundet op på at citere anmeldelser fra anno dazu mal. Det skal de ikke høre for. Til gengæld virker den samtidige omverden ofte ret langt væk. Og når selve musikken skal beskrives, virker bogen som en udvidet journalistisk hovedopgave eller kladden til en ph.d.

Det er en smule komisk med alvorsmine at spørge en æstetiklektor om grunden til Larsens sangstil: »Hans stemme er simpelthen bestemt af det brede gab…« får vi at vide. Nådada! Og musikforskeren Henrik Marstal fortæller, at Larsens sange oftest går i dur, mens hans kollega Henrik Smith-Sivertsen ser Larsen som en fortsættelse af spillemandstraditionen. Alt sammen utvivlsomt rigtigt, men også umusikalsk ude af sync med en sanger og sangskriver, der har det intuitive som sin væsentligste styrke.

I de øjeblikke bliver bogen både for kort og alt for lang. Men alt i alt fremkalder den et troværdigt, omend lidt sløret signalement af den Larsenske sammensathed mellem lun og lunefuld, mellem reaktionær og godt gammeldags progressiv, mellem indelukket og åbenmundet.

Og så til nogle irritationsmomenter her, hvor jeg selv bestemmer længden:

Det er mærkeligt at se, at de fleste af bogens fotos er taget en fotograf, der enten hedder POLFOTO eller Scanpix. Igenigen: Billeder tages af fotografer, ikke billedbureauer. Helt paradoksalt bliver det, når forfatterne citerer en kilde i bogen, men samtidig ikke kan finde ud af at skrive hendes navn ud for de efterhånden ikoniske billeder, hun har taget. Hvor svært er det egentlig lige at skrive Susanne Mertz/Scanpix? Eneste gang det sker er ved afbildingen af et pladecover.

I forordet tøver forfatterne ikke med at kalde bogen «det hidtil mest ambitiøse portræt af Danmarks største sanger og sangskriver.« Ambitionerne har ikke rakt til at udstyre bogen med det titel- og navneregister, der ville have gjort den brugbar som referenceværk.

Naturligvis er der en pladeliste, men ikke en diskografi – den slags hører nu om dage nettet til, men tankevækkende nok er der ingen litteraturliste. Skal vi virkelig bildes ind, at forfatterne har fundet på alt fra bunden? Eller er det ungdommelig skråsikkerhed/uvidenhed, der gør, at man kan skrive en hel bog om Larsen uden at fortælle læseren, at Peder Bundgaard har begået op til flere, ganske researchtunge, i sin tid banebrydende bøger om både Gasolin’ og Kim Larsen (senest opdateret i år!). Ja, på Gyldendals forlagshjemmeside kaldes Solisten endog “den første egentlige biografi om Kim Larsen.” Helt besynderligt bliver det, når man kan købe Bundgaards biografi i Gyldendals egen netboghandel. Øh?!

Den slags er ikke fjong.

Jakob D. Lund & Peter Rewers: Solisten – Historien om Kim Larsen. Gyldendal. 288 sider. Udkommer i dag.

Illustration: Bogens forside layoutet af Søren Damsted med foto af Peter Hove Olesen, POLFOTO.

Readmore  

Refrænet er alt for frit i ny bog

41 Comments

Selv ting, der fyldte hele ens verden engang, har det med at blive mindre som årene går. Ja, efter tyve år anes mange af dem velsignet nok kun som en krusning i hjernebarken. Men ikke hos alle. Hos produceren Kim Hyttel har der siden 1992-93 siddet en væmmelig negl og gnavet mere og mere i hans selvfølelse. Det har fået ham til at fortælle sin historie til den selverklærede sladderjournalist Michael Frank Møller.

Omdrejningspunktet er dengang Hyttel kom i klemme mellem Kim Larsen og nationalskjaldens boykot af Ekstra Bladet. Hyttel havde produceret det ujævne, men gevaldigt oppustede Larsen-album Wisdom is sexy. Det blev lanceret som et comeback efter at Larsen havde været i en kunstnerisk og kommerciel bølgedal. Larsen var ligeglad, så ligeglad, at han forbød sit pladeselskab at sende anmeldereksemplarer til Ekstra Bladet (og resten af pressen).

Det viste sig at være ret dumt. Ekstra Bladets selvudnævnte, whisky-søbende rockdesperados, Peter Nørgaard og Michael Frank Møller, fik færten af noget stort, og via en ‘big throat’ (som Hyttel nu mener at kunne “afsløre”) fik de skrevet om pladen før tid i en anmeldelse, der skrev sig selv – anmeldelser i utide var helligbrøde dengang, hvor net var noget, man brugte til basket og badminton. Pladeselskabet Sony svarede igen med at hænge avisen, dens redaktører og journalister ud i helsidesannoncer. Også ret dumt.

Enden på al den dumhed blev også starten på enden for Kim Hyttels lovende, men kortvarige karriere fra Johnny Madsen over Sort Sol til Larsen. I en branche, hvor pinlig optræden hørte til dagens orden, satte han en ny rekord ved en herostratisk berømt prisoverrækkelse, der fik andedammen til at gå over sine bredder. Siden blev han terapeut. Og den nye bog er givet et stykke terapi. Både for ham og ikke mindst Møller.

Denne er ude i en veritabel soningsproces, hvor han angrer alt det onde og menneskekolde han har begået i paparazzijournalistikkens tjeneste, alt i mens han nedfælder alle Hyttels udokumenterede udhængninger af folk, der enten ikke mente som han eller stod i vejen for ham, dengang han så sig selv som dansk rocks Phil Spector, og så vidt jeg husker opførte sig som et patetisk forvarsel om Martin Brygmann-melodien ‘Jeg er for kendt til det her sted’. Krokodilletårerne vil ingen ende tage.

Tæt på 500 billedløse sider fylder disse tirader om og fra fortiden, slørede scener fra et øjeblik i tiden, som vel højest kan interesse et par hundrede mennesker, hvis de absolut skal tvinges til det med den sløve nål på et Kim Larsen-badge. Det lykkes Hyttel og Møller at (gen)opføre et lydtæt rum, behængt med ikke helt gennemskuelige hævnmotiver fra dengang dansk rock både var en storindustri og en lukket indrekøbenhavnsk klub. Aldrig siden har så mange købt så mange plader lavet af så få indspiste personer.

Det kunne der godt være kommet en tiltrængt bog ud af, men det er der ikke.

Det er lige før man får medlidenhed med forfatterne. Men kun lige før, for grundlæggende er bogen grebet så snedigt og infamt an, at alene fortælleformen udelukker de andre stemmer, der ville have været velgørende til at tilbagevise alle karaktermordene og anklagerne. Eller i det mindste bare sætte dem i relief.

Michael Frank Møller er diktafonholder, og lommefilosoferer sideløbende over det, Hyttel fortæller. Hyttel omtaler sig selv i tredje person, og så er stilen lige som lagt: Kim Larsen er mere lunefuld end lun, en depressiv, uempatisk kontrolfreak omgivet af hofsnoge. Erik Clausen betaler sig til at piske prostituerede og er i øvrigt ikke mere socialist end et anfald af røde hunde. Anmelderne er opblæste trøstespisere, inklusive undertegnede (og det skal såmænd nok være rigtigt). Navngivne, nu afdøde personer hænges ud som regulære svindlere. Alle stjæler Hyttels ideer, men kvinderne vil have hans krop og så videre og så videre.

Naturligvis er der noget rigtigt i noget af alt dette, for sådan er det jo: Kaster man mudder på en væg, er der statistisk gode chancer for, at noget af det bliver hængende. Men tænk, hvis d’herrer ville have lavet en bog om det vitterligt alt for selvfede rockmiljø dengang (og der er tilløb i skildringerne fra arbejdet i pladestudierne, hvor udgifterne dengang løb mere løbsk end ideerne).

En bog med det sigte ville på den anden side have krævet, at andre var kommet til orde. Det vil og tør forfatterduoen ikke. Så meget for Kim Hyttels åh, så ømme terapiprædikener om kærligheden som det vigtigste af alt. Og så meget for Møllers åh, så fortrudte fortid som ham, der turde, hvor andre tav.

En sidste ting inden turen til brugtbogshandleren: I en bog, så vrimlende fuld af navne, er det ubegribeligt, at man ikke har ofret penge på et indeks. Omvendt ville et navneregister jo give indtryk af, at Erindringer om Larsen & Clausen er et journalistisk værk, man ville have lyst til at læse til ende. I det lys er det også helt logisk, at en tredjedel af alle navnene er stavet forkert.

Kim Hyttel m. Michael Frank Møller: Erindringer om Larsen & Clausen – og andre ronkedorer i rockland. Bogkompagniet. 488 sider. 299,-.

Readmore  

School’s out – for nu

Kommentarer slået fra

Så forlod familiens yngste folkeskolen. Forude venter gymnasiet. Dagen blev behørigt fejret. Også på skolen, og mens jeg sad der i aulaen, som nu om dage ikke hedder aula, men multisal, kom jeg til at tænke på, om vi overhovedet havde translokation, da jeg sagde farvel til folkeskolen.

Jeg tror det ikke. Omvendt er nogleogfyrre år jo lang tid at huske tilbage på noget, man i mange år helst ville glemme, men jeg er i hvert fald sikker på, at lærerne dengang ikke havde deres eget elektrisk forstærkede orkester, som spillede til ære for eleverne…

Hovednummeret ved translokationen var ikke Alice Cooper’s ‘School’s Out’, men en version af Kim Larsens ‘De Smukke Unge Mennesker’.

Det er og bliver en sang, der kan holde til selv de mest velmenende fremførelser… En sang, som Larsen tilegnede sin ældste søn, Sylvester, og som over sig har den vist nok grundtvigianske livsfryd og -undren, som var lydsporet dengang både Larsen og denne blogger gik i skole. Uden at vi skønnede nok på det. Måske fordi den altid kun kom frem ved officielle lejligheder:

Åh de smukke unge mennesker
pludselig er de stukket af
som legesyge sommerfugle
den allerførste sommerdag
hva det er de vil med livet
det ka’ kun de selv forstå
åh de smukke unge mennesker
gid de længe leve må…

Modelfoto: Odense By Museer

Readmore  

Udkants-tv fra velfærdets hjerte

Kommentarer slået fra

TV2’s regioner lever ikke op til fordommene om kun at dække personfikseret lokalpolitik, stramaj på biblioteket og snerydningsproblemer. Faktisk leverer de tit tv i øjenhøjde, som de landsdækkende kanaler kunne lære af.

Seneste eksempel er Lorry, som p.t. kører en serie om samfundets stedbørn, fra langtidsarbejdsløse til fattige indvandrerfamilier. Udkantsdanskerne lige om dit næste hjørne. ”Uden for døren” har man kaldt serien. Sikkert efter Kim Larsens sang om, at »der er ingen kære mor for lille Søren, når man havner uden for døren …«.

Journalister e-l-s-k-e-r historier om folk i nød. Skulle man tro dem, udgør posedamerne en af de dominerende befolkningsgrupper. Den slags socialromantik ser Lorry-serien ud til at undgå.

Vi mødte den midaldrende Michael Hartvigsen, arbejdsløs maskinarbejder på femte år, fraskilt, minimal kontakt til børnene og med køkkenbordet belagt med tomme øldåser. »Det har noget med håbløshed at gøre,« forklarede han sit drikkeri.

Alligevel havde han en tro på bedre tider. Som han sagde: »Når man kører op ad bakke, så må man da på et eller andet tidspunkt ramme toppen.«

Vi forlod ham, da han uden jubeloptimisme, men fortrøstningsfuld, påbegyndte et dagaktiveringsforløb på Kofoeds Skole. »Så har man da noget mellem hænderne« som han formulerede det. Og tilføjede: »I stedet for alle de teoretiske foredrag om forhold på arbejdsmarkedet«.

For at det hele ikke skulle ende som åben research til en Erik Clausen-film besøgte Lorry værestedet, Fundamentet. Her beskrev en nydelig mand, hvor kort der kan være fra at være inde i varmen og til at havne uden for døren, »diskvalificeret, vist bort«, som Larsen synger. Manden talte om sig selv. Han havde været mellemleder, blev skilt og røg ud af systemet. Nu kæmper han sig vej ind igen.

Nogen vil mene, at han og maskinarbejderen burde have fået mere journalistisk modspil. Måske, men journalistik handler også om at lytte, så vi andre kan få ro til at se.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken.

Readmore  

R.I.P: Thomas Grue 1952-2010

7 Comments

Thomas Grue levede som han spillede: Benhårdt, en smule sumpet og hyperfølsomt. Han passede ikke så godt på sig selv som på musikken, og derfor kommer meddelelsen om guitaristens død i dag ikke overraskende.

Hans spil fyldte i al sin indtrængende diskretion godt op hos bl.m.a Frede Fup, C.V. Jørgensen (Vild i varmen) og ikke mindst Kim Larsen, hvis solodebut Værsgo aldrig var kommet til at lyde så godt uden Grues rytmeguitar, hvor J.J. Cale mødte Leo Kottke, så det slog gnister.

Bandet oppe i Rock ‘n’ roll Heaven får nu tilført endnu mere kant.

May he rock in peace.

Readmore  

Larsen vil ikke nøjes med at lune

Kommentarer slået fra

Er det kun mig, der synes Kim Larsens svajercharme efterhånden er noget tyndslidt? Har han ikke malet sig selv op i et hjørne som en afløser for de to sure gamle mænd på balkonen i Muppet Show? Hele dette selvbillede som en fredløs i en gennemreguleret verden ligner mere og mere en karrikatur. Derfor er det godt, at han af og til udsender et album, som kan lukke munden på næsten alle hans manerer.

Det nyeste, Mine damer og herrer, har kørt herhjemme nogle uger nu. Ikke på grund af børneremser som den indledende ‘Udenfor døren’, der fastholder ham i yndlingsrollen som ham fra det dårlige selskab, men fordi pladen rummer nogle af hans ømmeste kærlighedssange siden han fik os til at drikke sauterne. ‘Du er min’, ‘Danser med dig’ og ‘Blå lanterne’ med Beatles-celloer lyder allerede som klassikere.

Selv om ingen af de to arbejder så kalkuleret, er det åbenlyst, at en plade som Værsgo aldrig helt har sluppet producer Poul Bruun og Larsen. Dette nye album har lidt af samme umiddelbarhed og bevæger sig musikalsk på det samme loppemarked, men er i sagens natur uden debutpladens naivitet. Jeg savner dog Kjukkens rodfaste rock og især guitarist Karsten Skovgaard, som kun medvirker på to skæringer. Men kunne godt have undværet Kim Larsen som genopstanden protestsanger, bl.a. på en i øvrigt fin melodi som ‘Bitter frugt’, som handler om, at vi ikke skal være i Afghanistan for at forsvare et demokrati, “der er færdigt og forlængst forbi.“ Er budskabet så det ultraliberale, at vi skal lade Den tredje verden passe sig selv eller?

Det er ikke, fordi jeg skal føre mig frem med tale og sang, krukker Larsen. Joda. Bliv endelig ved, men tankevækkende nok gør holdningssangene dig til en sanger af i går. Synd, når du nu er den bedste gårdsanger, vi har. I dette udrydningstruede folkefærd er han stadig sjakbajs, mine damer og herrer.

Erik Jensen har i Politiken interviewet Larsen. Se her.

Ukrediteret pressefoto fra www.kimlarsen.dk

Readmore  

Mere finke end skinke

4 Comments

Programtilrettelæggerne af gårsdagens direkte TV2-transmission af de kongelige og andre konsorters konsumering af kalvefilet på Christiansborg skal have tak for at overtale Dronningen til at udvælge et stykke skiveskåret skinke af Rune Klan. Det var kongelig humor.

Og tak for en talkshow-befriet Cecilie Frøkjær, og så i den kjole (som kun blev overgået af Margrethe Vestagers!). Og yes til hendes medvært,  og tak for bemærkningen om Boldklubben FREM.

Meget mindre tak for ideen om at lade en række kunstnere synge et tilfældigt valgt potpourri af 70 års danske sange.

Ideen fejlede sådan set ikke noget, men selv om Peter Frødin – af alle – var finurlig tvetydig i ‘Se Venedig og dø’ og Søs Fenger trak sin gamle sweater godt på, var der flest svipsere. Medina stiv som et bræt i ‘Glemmer du’, Aura mest af alt mærkelig på ‘Papirklip’ – var hun på noget? – og Steen Jørgensen bedrøveligt ved siden af sig selv. At glemme teksten til ‘To lys på et bord’ svarer til at sige du til dronningen.

Helt ydmygende blev det for Lis Sørensen, der ikke fik Olsen-brødrenes stjerneskud til at lette. Det måtte de selv klare for hende. Hvad var meningen med denne trio, der aldrig blev til noget? Kunne man ikke i stedet have fået hende til at stråle med ‘Stille før storm’. Det er da også en slags evergreen eller hur?

Uden for nummer var selvkarikaturen Kim Larsen og de lidt anstrengt morsomme og ikke længere helt så skøre Nattergale. Til gengæld fik vi de ægte morsomme Ørkenens Sønner.

HH Margrethe så af og til ud, som om nogen forsøgte en insisterende fodflirt med hende, men gjorde generelt gode miner til middelmådigt spil.

Kollega CAPAC har også fået begivenheden på bloggen her.

Readmore  

Hit med sangene fra 00′erne

2 Comments

KODA, der i disse gratistider har det slidsomme og udskældte hverv at håndhæve komponistrettigheder i Danmark, har netop offentliggjort sin årsrapport. Og benytter den bl.a. til at gøre status over, hvilke sange og hvilke komponister, der var de mest spillede ude og hjemme i det ti-år, vi snart forlader, og som ingen vel nogensinde vænner sig til at kalde 00′erne.

Lad os tage hjemmemarkedet først:

Top 10 over de mest spillede danske komponister ser sådan ud:

1: Steffen Brandt

2: Thomas Helmig

3. Kim Larsen

4. Anne Linnet

5. Thomas Troelsen

6. Anders Bønløkke

7. Peter A. G. Nielsen

8. Aura

9. Kasper Winding

10. Tue West

Og de fem mest spillede danske værker i DK 2000-09:

1. Right next to the right one m. Tim Christensen

2. The second you sleep m. Saybia

3. Vent på mig m. Martin Brygmann, Peter Frödin og Hella Joof

4. No promises m. Brian Rice

5. Beautiful m. Alex (altså ikke Nyborg Madsen!)

De sidste ti års mest spillede danske værker i udlandet er:

1. Superstar m. Jamelia/Christine Milton

2. Tango Jalousie m. alle mulige og umulige igen igen igen

3. Played alive m. Safri Duo

4. Move your feet m. Junior Senior

5. Sha-la-la-la m. The Walkers/Vengaboys

Og den anden vej: De mest spillede udenlandske komponister her til lands:

1. George Michael

2. Ryan Tedder (One Republic)

3. Bruce Springsteen

4. Sting

5. Paul McCartney

6. John Lennon

7. Michael Jackson

8. Stevie Wonder

9. Shaffer Smith (Ne-Yo)

10: Timbaland

Så kan smagsdommerne lige tygge på denne sammenkogte ret fra folkets køkken…

Som et appendiks er også opgjort de mest live-opførte danske sange i 2009:

1. Kvinde min

2. Kald det kærlighed

3. Joanna

4. This is my life

5. Så længe jeg lever

Vi mindes Frede Fup, der på spørgsmålet om, hvorfor Gasolin’ ikke bliver gendannet, svarede: “Det har de da folk til”.

Og mest afspillede udenlandske og danske sange i samme år på P3 og P4:

1. Magnificent m. U2

2. Ayo Technology m. Milow

3. Last dance m. Raveonettes

4. Celebration m. Madonna

5. The fear m. Lily Allen

KODA’s årsberetning med kommentarer og grafiske lagkager og skæreoste kan hentes her.

Og i Politiken onsdag følges der op på tallene af musikredaktør Erik Jensen.

Readmore  

Eksfaktor

5 Comments

I dagens udgave af Politiken tv-anmelder jeg X-Factor:

Snart rinder DR’s grotesk overdimensionerede talentkonkurrence ud for denne gang. Heldigvis, siger jeg, selv om det er op ad bakke at have den holdning til X-Factor, når nu politikere midt i finanskrisen vil bruge samråd på at diskutere sms-afstemninger, og man på morgen-tv kan se en Cavling-nomineret, nu tilpasningsduelig chefredaktør på B.T. begrunde, hvorfor man giver amatørerne så meget plads, at man – næsten – savner bladets dækning af Zobel-sagen.

I gårsdagens semifinale skulle deltagerne bl.a. synge Gasolin’. Det holdt de nok til, altså Gasolin’. Kim Larsen havde takket nej til at bivåne arrangementet. Han kaldte det ”ren porno”. Og nok er den gamle svajer en selverklæret romantiker, der begræder tabet af ismejerier og lædersnørede fodbolde, men han har jo ret.

Det forstemmende ved X-Factor er ikke DR’s teflonagtige besværgelser om, at det jo er ”høj kvalitet i sin genre,” som den nye mediedirektør i går i helt anden anledning følte sig kaldet til at mene, og at man skam ikke bilder deltagerne noget ind. Mange af dem har jo snuset til medieforståelse i skolen, og menes derfor åbenbart at kunne gennemskue, at den prime time-iscenesættelse, der forstørrer deres gennemsnitlighed, bare er en illusion, som skal gøre den uundgåelige nedtur mere festlig og dermed skånsom.

Næh, det sørgelige er, at dommerne vil medvirke til den momentane massepsykose. Remee, Soulschock og Pernille Rosendahl kender om nogen popbranchens faldgruber. Alligevel ifører de sig juhu-hat og krokodilletårer og booster deltagernes forfængelighed med superlativer, der for længst har mistet al mening, men da deltagerne også synes, det er for vildt, gør det ikke den store forskel. Lige bortset fra, at dommerne taler mod bedre vidende, når de spår mange af deltagerne store karrieremuligheder, fordi de kan karaokesang for viderekomne.

Dommerne ved nemlig, og DR bør vide, at faktorernes orden er ligegyldig. Forude venter ikke den røde løber i Los Angeles, men Lyngby Storcenter før den nådige glemsel, som kun afbrydes, når B.T. laver den obligate ’hvad-blev-der-egentlig-af-dem’-serie.

Og apropos X-factor, så har sangeren Elisabeth gjort sig nogle tanker, efter at hun var blevet spurgt, om hun ville være dommer i samme program. Læs mere her.

Readmore  

Slik på Gasolin’

11 Comments

Der er en vis logik i at noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et frimærke ender med at få noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et omslag til en Gasolin’-plade som motiv. Det blev afgjort i dag, hvor P4′s lyttere kårede ‘Gas 3′ som det danske omslag, der skal pryde et kommende dansk frimærke til 5 kroner og 50 øre. Det lød til at passe radiovært Alex Nyborg Madsen svært godt.

Dermed følger Post Danmark altså omsider op på den praksis, både det amerikanske, britiske og svenske postvæsen har med at hædre rockkoryfæer med frimærker. Man kan blot ærgre sig over, at Post Danmark ikke har besluttet sig for en hel serie, for er Peder Bundgaards omslag til Kim Larsens ‘Værsgo’ i virkeligheden ikke mere ikonografisk i sin karakter? Og hvad med Pan‘s Poul Bruun-designede omslag?

‘Gas 3′ var det første album produceret af Roy Thomas Baker i 1973. Godt med stortromme, bulderbas, sovs og kartofler, men også sange som “Rabalderstræde”, “Katten”, “Jeg troede jeg var” og “Det var Inga, Katinka og smukke Charley på sin Harley”. Dansk har aldrig lydt mere flabet, selvsikkert og svajercharmerende. Baker skulle senere gøre Queen til verdensmestre i pomp-rock.

Man må i øvrigt håbe, at Post Danmark har sat deres ophavsretsjurister på stand by. Der kan nemlig godt gemme sig en rettighedsgyser i omslaget.

Oprindelig hang billedet i baglokalet på Andy’s Bar, et af Gasolin’s mange vandhuller. Da musikerne så det, ville de have det som omslag. Det var CBS, deres pladeselskab, ikke sådan lige med på. Med amerikanske ejere måtte og skulle der cleares rettigheder først. Da ingen vidste, hvem der havde malet billedet, satte selskabets chefdesigner selskabets håndtegner til at tegne trusseløse timer i timevis. Peder Bundgaard var både og. Og fortæller historien i sin Gasolin-biografi ‘Masser af succes’. Gasolin’ syntes ikke om hans piger, så til sidst tog CBS chancen og sendte Susanne Mertz afsted for at tage et vellignende fotografi af maleriet i det underbelyste lokale. På billedet kan man stadig ane genskæret fra en lampe .

Da pladen havde solgt de første tyve tusinde eksemplarer, ringede en venlig mand ved navn Tage Hansen til Peder Bundgaard. Denne modtog koldsvedende meldingen om, at samme Hansen skam havde malet billedet. Hansen viste sig nu at være en skikkelig og aldeles uøkonomisk mand, der ikke anede at CBS var et multinationalt selskab. Han skulle bare have et par plader til sine døtre for sin ulejlighed. Og trøstede så i øvrigt Bundgaard (og CBS) med, at han selv havde ladet sig kraftigt inspirere af en pin-up plakat for et (længst krakket) amerikansk luftfartselskab i 50′erne.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top