Æresprisen til Cæcilie Norby

Kommentarer slået fra

Det virker som en lille evighed siden, at sangeren og komponisten Cæcilie Norby (og navnlig Nina Forsberg) stolte og sexede promenerede deres armhulebehåring på forsiden af det første One Two-album, en af de få plader, der definerede 80′ernes gymnasierock og overlevede den.

Nu modtager den 46-årige Norby pladebranchens ærespris. Det foregår på søndag, hvor hun får den overrakt ved den lukkede fest, Danish Music Awards modvilligt har udviklet sig til. Det er 11. gang, IFPI’s ærespris uddeles, og første gang den ikke er resultatet af en uvildig jurys arbejde.

Hvor prisen ud fra et armslængdeprincip tidligere blev uddelt af en uafhængig jury, vælges årets prismodtager nu af repræsentanter for de fire organisationer, der samtidig for første gang holder en samlet award-fest: IFPI, World Music Denmark, JazzDanmark og Folkemusikkens Fælles Sekretariat.

Det kan man mene om, hvad man vil – og den, der skriver dette, vil som tidligere formand for ærespriskomiteen ikke skjule, at han synes, det er en dårlig konstruktion, der alt for nemt indbyder til kompromisser.

Til gengæld er Cæcilie Norby et godt valg, for hun har alle dage været en musiker, der har været mere kompromisløs og holdbar end de skiftende genreetiketter, man har forsøgt at klæbe på hende.

Eller som det hedder i IFPI’s begrundelse: ”Modtageren af IFPI’s Ærespris har på elegant vis formået at bevæge sig ubesværet gennem mange genrer og musikalske verdener i mere end 25 år. … Og uanset hvilke eventyr hun har kastet sig ud i, har hun med største selvfølgelighed gjort nye destinationer til sine egne musikalske hjem

Det er hendes seneste album Arabesque er berusende eksempel på. Med musikere som Katrine Gislinge, Lars Danielsson (som har co-produceret), Bugge Wesseltoft, Ulf Wakenius og Palle Mikkelborg ville de fleste nok sige jazz, og en del derfor løbe skrigende bort. Det er der ingen grund til.

Jazz, ja, sikkert. Verdensmusik, helt bestemt. I den forstand, at de associationsrige gendigtninger af Satie, Legrand, Ravel, Debussy, Fauré og Rimskij-Korsakov åbner en verden for lytteren, en verden af ro og eftertanke, formidlet med en elegance og stil, der aldrig bliver manér.

Cæcilie Norby gør pauseringer til poesi.

Hun holder international klasse, men bliver aldrig metervareanonym. Norah Jones, go home…

Tillykke.

Se de tidligere æresprismodtagere her.

PR-foto: Søren Svendsen

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top