Tim Christensen & kunsten at hviske i vilden sky

3 Comments

Lad mig starte med konklusionen: Der var ikke så få øjeblikke under gårsdagens koncert i Vega, hvor Tim Christensen og The Damn Crystals lød som det bedste rockband, Deres udsendte nogensinde har hørt. Resten af tiden lød de ‘bare’ som det mest komplette. Det var en aften til gemmebogen. Alt sad i skabet, og selv de passager, hvor Tim Christensen tillod sig en klædelig sårbarhed, virkede aldeles overvældende i al deres nøgne gavmildhed.

Alene bandets frontlinje er respektindgydende. Kapelmesterens kvaliteter og kapacitet som en i virkeligheden ret uortodoks leadguitarist er velbeskrevne, men med Lars Skjærbæks intrikate fusion af rytme- og leadguitar samt Søren Michael Kochs ordførende og både brutale og blide Rickenbacker-bas trækkes der ikke så store veksler på ham. Resultatet er, at hans solospil kommer som flænsende og rensende udbrud i en musik, der altid har formet sig som det mest melodiske stykke sorgarbejde i ikke alene dansk rock.

Bag de tre gør Christoffer Møllers keyboards sig uundværlige ved at kunne noget af det sværeste og mest undervurderede – at kende sin plads og funktion, og i Jesper Lind har bandet måske ikke den mest letfodede – til gengæld er hans stortromme livsfarlig og kun få kan accelerere med den kraft i et lilletromme-roll.

Det forbløffende ved musikken er, at dens sværhedsgrad i virkeligheden slet ikke er egnet til vore dages koncertgængeradfærd, hvor man ikke så meget kommer for at høre musik, men sig selv og hinanden. Som en skriver i dag på solistens Facebook-væg: “…damn you, djævleyngel, der møder op for at ævle med veninderne!” På den led er Tim Christensen en gammeldags performer, der tror på, at alene det at investere sig selv, kan få folk til at glemme deres iPhone for en stund. Og det gjorde de faktisk. Omsider.

Der er til en Tim Christensen-koncert både noget til de rockhistorisk bevidste og til Nikolaj & Julie-generationen. Hverken luftguitarister eller kærestepar går forgæves her. Og det hele serveres med en selvfølge, der aldrig bliver til pralerøvsselvbevidsthed. Okay, de kan attituderne i det band, men legesygen får så hatten passer. Og så kan de faktisk gøre selv de quasi-symfoniske, tempo- og temperaturskiftende dele af musikken spiselige for denne anmelder, fordi de eksekveres, så eksercits og løssluppenhed forenes i det samme blitzhvide, selvforglemmende øjeblik. Med andre ord: Fordi det er svært at spille, behøver det ikke lyde svært. Læg dertil at melodien aldrig forrådes.

I et smukt og bevægende mellemspil med netop et par af de store ballader inviterede Tim Christensen salen til at gøre sig til en del af noget større. Ingen afslog den invitation. Fællessangen var milevidt fra det fadølsbøvede. Publikum tog faktisk versene ud af munden på sangeren, som ellers har en af de sjældne stemmer, der ikke bare kan holde en tone til den tårebristende grænse, men føre den videre til forløsning og fortrøstning. Han kan både skrige og ikke mindste hviske i vilden sky.

Tim C. kan simpelthen bare synge, så Paul McCartney bør være beæret over at blive nævnt som et forbillede. Og musikkens indbyggede Beatles-bagtæppe blafrede smukt, foldet ud af især Søren Michael Kochs ‘I Saw Her Standing There’-harmonier.

Det var en af de aftener, hvor man på vej hjem var dybt taknemmelig over, at The Beatles aldrig blev indkaldt til militæret og glædede sig over, at Led Zeppelin ikke blev ved med at spille Yardbirds-numre.

Mod slutningen af koncerten gav bandet en lidt løs, men meget legesyg udgave af ‘Band On The Run.’ De kan bare understå sig i at løbe for langt væk.

Tim Christensen & The Damn Crystals, Vega, København fredag. Turneen fortsætter. Se hvor her.

Jeg anmeldte bandets album her.

Sætliste:

The Damn Crystals
Jump The Gun
Far Beyond Driven
Superior
Time Is The Space Between Us
Isolation Here I Come
Secrets On Parade
Wiser
Never Be One Until We Are Two
How Far You Go
King’s Garden
Happy Ever After

Surprise MeGet The Fuck Out Of My Mind
Screaming At The Top Of My Lungs/Whispering At The Top Of My Lungs

Band On The Run (sammen med Mike Viola)
Love’s Is A Loser’s Game

Silverflame

Foto: Gitte Gammelgaard fra Tim Christensens FB-side.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Koncerten er også anmeldt i B.T. 

Readmore  

Lad ikke Mathilde Falch gå

1 Comment

Netop i disse dage kulminerer den seertalsbestemte kåring af, hvilken amatørsanger der bedst kan udholde dommeromklamring og Thomas Blachmans forhånelser og udfylde de obligate femten minutters pseudoberømmelse. Der er som bekendt et musikliv uden for Voice og X-Factor, ja, man kan spørge sig selv, om der overhovedet er et musikliv i de programmer.

Og mange unge danske talenter kunne ikke drømme om at gøre musik til en konkurrence, men udgiver plader – ganske enkelt fordi de ikke kan lade være. Forleden kom Naja Rosa Koppels andet album, og nu følger Mathilde Falch sin debut-ep op med albummet Lad mig gå fri.

I 2010 sang hun på ‘Måske om fem år’: “Jeg kan ikke finde ud af det der kærlighed”. Det kan hun stadig ikke. Og heldigvis for det, for det er som altid længslen, frustrationen og følelsen af ikke at slå til, der er trædestenene på vej til afklaring. Dem betræder Mathilde Falch med lige dele desperation og total dødsforagt. Eller som hun synger: “ustoppelig lidenskab, frihed uden tab…”

Jeg har før skrevet, at hun lyder lidt som Chrissie Hynde. Jeg kunne tilføje Lise Cabble fra Miss B. Haven, men mest lyder hun nu som sig selv. Hun er ingen skønsanger, for det, hun besynger, er ikke skønheden i sig selv, men lidelsen, der førte frem til den. Det gør hun med en læderjakkerå og alligevel så skælvende sårbar stemme, der falder ikke som solskin, men som rensende regn mod min hud.

Hun kan det der med hooklines og seje refræner, og i Lars Skjærbæks no nonsense-produktion lyder hendes band (med den gnistrende guitar Rasmus Skov) som en skamløs blanding af Travelin’ Wilburys og Malurt. Titelsangen og ‘Væk fra denne virkelighed’ om arrene på sjælen og dæmonerne på skulderen er bandsat ørehængende og effektive, og på ‘Sådan er du’ kaster hun sig uden sikkerhedsnet ud i en ballade med torch song-potentiale.

Skulle jeg indvende noget, er det, at Mathilde Falch nok næste gang ikke i samme grad bør underkaste sig rimtvangen så tydeligt. Uanset hvor indtrængende hun synger, kan der somme tider komme noget ufrivilligt komisk over tekster, som ville have haft bedre af at følge devisen om ‘don’t tell it show it’. Rim som:

Jeg danser min tango bedst når jeg er helt alene,
Jeg har brug for at mærke vildskab og liv,
i hver en vene…

kunne der for min skyld godt være færre af. En sprogrøgtning kunne have gjort godt. Også af vendinger, der kun på papiret er sangbare. Omvendt er det ikke hver dag man møder en strofe som:

Du kan ikke sove,
Din underbevidsthed forsøger en dialog.
Du kan ikke sove,
Det fortrængte slår sig ikke til ro.

Til den kritik kunne Falch sikkert finde på at bruge ordene fra ‘Bjælken’, albummets sidste nummer, som man ikke behøver være i familie med hende for at føle sig ramt af:

Der kommer du med bekymrede øjne og aer mig på min kind
Fortæller mig om alt hvad der foregår i mit eget sind
Spar mig for dine gode råd, dine påtagede visdomsord
Luk ned for din lommefilosofi, det her er ikke dit bord.

Og når alt kommer til alt så er det ret befriende med en sanger, hvis tekster ikke lyder som en Facebook-opdatering eller noget fra et Paradise Hotel-plenum.

Åh, hvem der var 22 igen! Åh, godt man ikke er 22…

Mathilde Falch: Lad mig gå fri. Producer: Lars Skjærbæk. Gateway.

Se mere, bl.a. om turne, her.

PR-foto: Timm Vladimir

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Tim C. solo med band

6 Comments

I aftes startede Tim Christensen sin Danmarksturne. Turen bliver skiftevis solo og med hans nye band, The Damn Crystals, og den varer til april. Jeg er sikker på, at hans nye album varer væsentlig længere.

Det er vist hverken særligt anmelderhipt eller musikpolitisk korrekt at kunne lide hans musik. Det kan jeg. Få har som han så meget melodisk overskud, så uskrømtet, nærmest pedantisk detailsans og så samtidig så tilbagelænet en musikalitet. Og så glemte jeg lige at sige, at han ikke bare kan synge som en engel, men også spille som en djævel. Beatles møder Led Zeppelin og det virker. Og forbløffer.

Det gør det også på Tim Christensen and The Damn Crystals.

Jeg har læst, at han er holdt med at spille ‘Right Next To The Right One’, men de, der aldrig er blevet trætte af at lege Nikolaj og Julie, får alligevel en ekstra chance på sange som ‘Million MIles Away’ og pladens sidste sang, den meget McCartneyske og åndeløst inderlige ‘Never Be One Until We’re Two’. Det er en sang af den slags, som det altid har faldet Christensen så let at skrive som at trække vejret, at man godt forstår, hvis han ikke altid gider. Lidt af et luksusproblem for en sangskriver.

Til gengæld byder albummet på andre udfordringer. F.eks. det to-fasede åbningsnummer, ‘The Damn Crystals’, med lige dele skramlet guitar og Abbey Road-strygere. Og en ‘A Day In The Life’-syret koda. Som følges op på ‘Wiser’ med små hints til både ‘Eight Miles High’ og Nirvana.

Pladens mange finurlige finter og citater fra Beatles-(og Byrds)kataloget er inkorporeret organisk og som alt andet end epigoneri i musikken, ikke mindst takket være Beatles-eksperten, den følsomt modulerende bassist Søren Koch, og hans kollega fra Boat Man Love (og Michael Falch), guitaristen Lars Skjærbæk, der ligesom kapelmesteren kan det der svære med også at turde lade være med at spille.

Pladens tonefald er en anelse mere agressivt end forfængeren. Og det kan godt betale sig at skrue op. Man bliver mindet om, at Tim Christensen i sin tid reintroducerede guitarrocken herhjemme med Dizzy Miss Lizzy, men selv om der bliver fyret godt op under den store riff-gryde sker det aldrig på bekostning af det smagfuldt melodiske, som er og bliver sangerens musikalske forankringspunkt.

Og så mestrer Tim C. som få, ikke kun herhjemme, den svære balancegang mellem det sørgmodigt selvransagende og det sentimentalt selvmedlidende. Både som tekstforfatter og sanger. Kærligheden er der altid i hans sange som en lysende mulighed for enden af selv det mørkeste mismod. Ærligheden er der som en nødvendighed.

Fik jeg sagt tydeligt nok, at dette er en fuldbragt plade, der ikke behøver skilte med sin storhed?

Tim Christensen: Tim Christensen And The Damn Crystals. Producere: Tim Christensen, Frank Birch Pontopiddan & The Damn Crystals. Mermaid Records/Sony.

Turneplanen findes her.

PR-foto: Helene Hasen/RawFormat

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

 

Readmore  

Falch og dialektikken live

2 Comments

Jeg kom i går aftes til at tænke tilbage på Bangla Desh-koncerterne i 1971. Nærmere bestemt det øjeblik, hvor George Harrison introducerer Bob Dylan med ordene: “I’d like to bring out a friend to us all, Mr. Bob Dylan.” I hyggelige, hængerøvs-Danmark synes vi, det er for meget med den slags introduktioner, men mon ikke de fleste i Portalen i Greve i går havde det sådan med Michael Falch.

Han er en ven, ikke bare et blegt facebook-fjæs. For sin hudløshed, for sin ærlighed, men også for sin mærkeligt paradoksale blufærdighed og for sit mod til at knuse spejlene foran sig. Hvis ordet ‘ikonoklast’ overhovedet giver nogen mening i dag, er Michael Falch en sådan. Han er beviset på, at man kan være spirituel uden at spille helligfrans.

Samtidig er han her og nu. Og vi kender ikke kun det foreløbige facit, men han har undervejs delagtiggjort os så meget i mellemregningerne, at vi som publikum regner ham med i vores nærmeste vennekreds.

Det giver især hans solokoncerter deres egen fortættede intimitet. En slags broderskab m/k. Men samtidig lurer noget, der ikke er forudsigelighed, lige under det, der jo ikke er overflade. Giver det mening? Det gjorde det i går.

Derfor er det så heldigt, at Michael Falch er velsignet (undskyld!) med en evne til at udfordre sing-a-long mageligheden. Selvfølgelig giver han sine største hits, men han gør det uden halbal-agtigt at invitere til støvletramp og Shu-bi-dua-agtig fællessang. Lige et lille twist der, en forskydning her og der i rytmen og intonering, som gør, at han alligevel holder sangen for sig selv uden at afstå fra at dele den med os andre.

Det kører sikkert på instinktet, men det er netop dèt, der gør ham så unik og alligevel velkendt som performer. Den dialektik og indre diskurs (og hvad de ellers kaldte det, dengang Falch læste dansk på KUA) bliver også holdt lyslevende ved, at han til stadighed (som i øvrigt også Dylan) henter obskure sange frem fra bagkataloget.

I Greve gav han således, på el-klaver, en rent ud åndeløst formidabel version af ‘Som Et Lyn’. Uden Malurtmanerer befriede han sangen fra dens Fairlight-fængsel efter 27 år. Ud sprang sangens sårbare og stærke kerne. En anden sjælden gæst på repertoiret, ‘Min Barndoms Blå Tatovering’, havde ikke originalversionens bløde moduleringer, men kom flosset og forrevet igennem, som om den var et outtake fra Neil Youngs ‘Time Fades Away’-album. Det er en ros.

Mindre sjældne, men ikke forhåndsannoncerede gæster var produceren og guitaristen Lars Skjærbæk samt sangeren (og datteren) Mathilde Falch. Den første gav tilbagelænget, men aldrig slapt modspil på både dobro (‘Trækfugle’ og ‘De Første Fugle Uden Dig’) og guitar, og kom, sikkert uforvarende, på ekstranummeret ‘Mød Mig I Mørket’ til at minde os om, at den unge Falch ikke kun lyttede til The Clash på Nørrebro, men sandelig også Crosby, Stills & Nash.

Mathilde Falch har jeg tidligere anbefalet her på bloggen. Og gør det gerne igen. Udover at forvandle sin fars ‘Din Himmel Så Blå’ til en sensuel blues, fik hun selv spotlightet på sig, da hun sang sin egen ‘Kom Med Mig’. Hun missede ikke, hverken med øjnene eller chancen.

Afslutningsvist var det et godt scenografisk stunt, at Falch som ekstra ekstranummer satte sig på scenekanten og trubadursang ‘Jeg Bliver Ved Med At Gå’. Men også en symbolsk tilkendegivelse af den nærhed, han føler med sit publikum.

At dømme efter klapsalverne var det gengældt. Vennerne i Portalen havde i hvert fald svært ved at gå.

Michael Falch fortsætter sin turne til medio december.

Foto: Martin Dam Kristensen, 2009.

Readmore  

Mathilde Falch er helt sin egen

1 Comment

Lad os få overstået trivia først: Jo, hun er yngste datter af Michael Falch (og Linda Lyneborg), så det kan ikke undre, at hangen til sangbar guitarrock hænger ved, men ellers er Mathilde Falch ved at skære sig sin helt egen niche.

Efter at have leveret en sang til tv-serien Livvagterne er den 21-årige Falch klar med sin første ep, Kom Med Mig. Stilistisk befinder hun sig mellem en ung, ukrukket Annisette og Chrissie Hynde for nu at give nogle ledetråde til de, der ikke bare tør overgive sig til en stemme, der ikke altid er lige sikker, men som investerer sig selv frygt- og hudløst i de fire sange.

Faderens manglende frygt for de store sprogbilleder smitter af på datteren. Hun har “ar på min sjæl og ar på min krop, en dæmon på min skulder bliver ved at dukke op…” synger hun på den indledende ‘Væk Fra Virkeligheden’. Og gør det, så det ikke bare bliver metaforer!

Kærligheden kan åbne både en himmel og en afgrund, og Mathilde Falch lyder på balladen ‘Kom Med Mig’, som om hun allerede har kigget derop og derned.

Bag og omkring Mathilde Falch spiller det Lars Skjærbæk-producerede band, anført af guitaristen Dennis Flacheberg, tvangfrit og entusiastisk i den stolte tradition fra Boat Man Love, Tom Petty og Neil Young.

Refræner og hooklines sidder lige i rockskabet. The Pretenders og The Kinks (‘Nørrebrogade’) er slægtninge til denne musik, som alligevel kommer igennem som vedkommende. Som sig selv.

Med andre ord: Overraskende profileret, hjertesmertelig og løfterig.

 

Mathilde Falch: Kom Med Mig. Producer: Lars Skjærbæk. FTZ.dk


Illustration: Bagsiden af ep’en fotograferet af Per Janus Sørensen.

Readmore  

Signe Svendsen skuffer

Kommentarer slået fra

Jeg er helt sikker på, at jeg ikke er den eneste (mand), der har haft et billede af hende stående på mit bord. Sådan i overført forstand, forstår sig.

Da Signe Svendsen som gæstesolist var det hemmelige våben bag Rollo & Kings grandprix-sejr i 2001, intonerede hun en sprød, livfuld stemme, indpakket i en arketypisk, blond ungpigedanskhed. der lignede råstoffet til en lovende karriere.

Den rytmekonservatorie-uddannede Signe viste sig imidlertid at være en fornuftig pige. Hun ville ikke bare være stjerne for en aften. Hun forhastede sig ikke, lavede lidt tv, turnerede med Niels Hausgaard og barsler nu som 36-årig med sin debut-cd, Ny Passager.

Hendes kapelmester og producer er Lars Skjærbæk, og så ved læsere af denne blog, at jeg forventer mig en del og sjældent bliver skuffet. Det gør jeg dog her.

I stedet for at sammensætte et repertoire af andres gode melodier, som Signe Svendsens mildt melankolske, sikre og dog alligevel sårbare stemme kunne have gjort endnu bedre, har man valgt at lade pladen bestå af hendes egne sange. Desværre.

En god (kor)sanger gør hverken en god sangskriver eller solist. For det meste fremstår Signe Svendsen som Anne Dorte Michelsen uden melodier, men når musikken er bedst, har den en country-flavour à la Mary Chapin Carpenter.

Der er store følelelser på spil i teksterne, men de bliver på linjerne. Og Skjærbæk giver ikke sig selv lov til at træde i karakter. Han – og Nikolaj Heyman – nøjes med at kolorere kompositionerne; smukkest på afslutningsnummeret ’12 af hver’. Signe Svendsen kunne have haft brug for modspil i stedet for flinkt samspil.

‘Gentagelsen’, duetten med Niels Skousen antyder, hvad det kunne være blevet til.

Summa summarum: Ny passager er et album fuld af gode intentioner, men båret af begrænset inspiration.

Og jeg, som havde håbet, Signe Svendsen ville bryde rammen omkring billedet eller i det mindste fylde den helt ud…

Signe Svendsen: Ny passager. Producer: Lars Skjærbæk. Bear Records/Gateway Music.

Illustration: Cd-cover med foto af Mikkel Tjellesen.

Readmore  

Stjernerne priser Skjærbæk

1 Comment

Der er priser nok til stjernerne. Vandbærerne må for tit nøjes med æren. Heldigvis har vi Ken Gudman-prisen, som har fået for vane at sætte pris på de vandbærere, der er stjerner i sig selv, dem, der får andre til at skinne, men sandelig også selv stråler, præcis som Ken Gudman (der døde kun 55 år gammel i 2003).

Sådan en musikernes musiker, en stjernernes stjerne, har guitaristen, sangeren, sangskriveren og produceren Lars Skjærbæk længe været. Den 10. oktober, i Amager Bio, er det derfor meget passende, at han bliver den syvende modtager af prisen.

Ved prisoverrækkelsen vil der blive musiceret af prismodtageren i selskab med Tim Christensen, Michael Falch, hans eget band Boat Man Love, Henrik Hall, Peter Belli, Allan Vegenfeldt, Hush og Inside The Whale. Og dermed har vi lige fået et dækkende tværsnit af Skjærbæks virkefelt og kundekreds.

Senest var han Falchs kongeniale sparringspartner på albummet ‘Fodspor i havet’. De deler også samme smag i hatte. Fra i morgen er de sammen med resten af Boat Man Love på sommerturne.

Boat Man Love har netop udsendt mini-cd’en ‘The sweet rush and the price to pay’. Denne gang har de givet Tom Petty en velfortjent fridag, men stilen er stadig americana så autentisk som det kan blive, når man bor på Vesterbro (og det er ret meget!). Guitarprofilen er mindre kras, men melodierne er rundhåndede, vokalharmonierne sidder, så Fleet Foxes må blive misundelige og refrænerne er ikke til at slippe – en sang som ‘I’d rather lie awake than wake up dead’ kunne være skrevet af Falch. Det er en ros.

Jo, båden nøjes ikke med at vippe. Den rocker…

Lars Skjærbæk kommer med modtagelsen af Ken Gudman-prisen i godt selskab. Her er listen over de hidtidige prismodtagere:

2004: Aske Jacoby
2005: Per Chr. Frost
2006: Moussa Diallo
2007: Laust Sonne
2008: Wili Jønsson
2009: Klaus Menzer

Foto/Styling: Askman & Fröhlich

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top