Tak for sidst, Shit & Chanel

1 Comment

Det var dengang, bh’er blev betragtet som kvindeundertrykkende, dengang man fik dårlig samvittighed, når man drak sådan noget multinationalt sprøjt som Coca-Cola, dengang begge køn syede pyntebånd på kassebukserne, dengang en ufaglært arbejder var statsminister og rundkredspædagogik ikke var et skældsord, dengang vi ikke puttede Gasolin’ i tanken, men på pladetallerkenen, og dengang pigeorkestre var topløse, ikke kunne spille og lod sig beglo på havnefester i det, der endnu ikke hed Udkantsdanmark.

Dengang kom Shit & Chanel som kaldet. Som en tiltrængt gennemluftning af et musikmiljø, der levede i hippietiden, selv om blomsterne for længst var visnet.

Året var 1974. Og redaktøren af MM, tidens toneangivende musiktidsskrift, hørte sangerne og guitaristerne Anne Linnet og Lis Sørensen, trommeslageren Ulla Tvede Eriksen, pianisten Astrid Elbek og bassisten Lone Poulsen på sommerens jazzstævne på Vallekilde Højskole. Jens Jørn Gjedsted kunne lide det, han hørte: »Vi kommer givet til at høre mere fra Shit & Chanel og da melodierne faktisk er usædvanligt godt skrevet – flere er direkte ørehængere – kunne man godt ligefrem ønske dem ind på dansktoppen. Men det er de nu nok trods alt for gode til,« skrev han.

Anne spillede allerede i Tears med sin daværende mand, Holger Laumann, og hun var som nybagt mor debuteret som tyveårig året før med lp’en Sweet Thing. I den anledning fortalte hun den lokale presse, at hun øvede med en »damebeatgruppe«.

Gnags var lige flyttet i kollektiv i Haraldsgade, mens Bamses Venner stadig ledte efter Vimmersvej. Ellers var den musikalske GPS i Århus indstillet på jazz, funk og det, der lignede. Elklaveret var pludselig lige så vigtigt som elguitaren.

Det kunne man høre, når Shit & Chanel øvede hos Holger og Anne i Åbyhøj. Grundtonen blev holdt af Astrid. Hun kom fra et hjem med klaver og gik på Århus Friskole, hvor Mek Peks far, Leif Falk, var musiklærer. Der havde hun mødt Ulla. De to dannede et band, de kaldte Koen.

Anne Linnet havde, som hun i dag siger, nogen tid undret sig over, »at jeg var den eneste kvinde, der selv skrev musik og gav den gas på scenen. Det var jeg så heller ikke, viste det sig.«

Hendes mand, som også havde timer på friskolen, havde tippet hende om Ulla og Astrid, og da Koen gav koncert på spillestedet Trinbrædtet, tog hun ind og hørte dem. Bagtanken var, at her lå måske kimen til det kvindeband, Anne planlagde at danne. Efter koncerten og mødet med de to nærmede ideen sig virkelighed.

Kvin(d)tetten fuldendtes, da Annes bror kom sammen med Lone Poulsen. Hun viste sig at spille guitar til mere end lejrbålet, men havde ingen problemer med at skifte til elbas. Hun var trods alt stor Paul McCartney-fan. Og Laumann anbefalede Lis, der i De Fem havde indspillet børnesange, arrangeret af hendes musiklærer på Brabrand Skole – han hed også Holger.

DE NYE FEM forlagde hurtigt øvningen til Ullas forældres kolonihave i nærheden. Der kunne de, som Astrid har fortalt med et smil, udvikle sig i fred for den godt ti år ældre Laumann. Han havde svært ved ikke at give gode råd.

Debutkoncerten fandt sted på Trinbrædtet i Vestergade i 19. april 1974. Mange hanelefanter troppede op for at se, om girafferne kunne andet end se godt ud. Det kunne de. Og de kunne også med (selv)ironi udfordre fordommene om, at kvinder på en musikscene kun duede som go-go dansere. Allerede første nummer forvirrede folk. »Anne spillede med en ølflaske på guitaren,« husker Astrid, »og Ulla trommede i trefjerdedele, jeg spillede i femfjerdedele, og der skete alt muligt åndssvagt. Nummeret var noget med ’jeg har en gammel opvask, som jeg ikke gider vaske op…’.« Salen sad vantro, og der var helt stille bagefter, indtil de gik i gang med ’Dejlig dreng’. Den sad lige i skabet som en slet skjult opfordring til at få lynlåsene ned og lidenskaberne frem. Jo, de beviste den aften, at kvinder ikke behøver tage bluserne af for at få opmærksomhed på en musikscene.

Derefter begyndte de at gøre reklame for sig selv. I en pressemeddelelse hed det: »Gruppen spiller næsten udelukkende selvkomponeret musik med danske tekster. Teksterne handler om alle de ting, der sker i og omkring mennesker i hverdagen. Musikken henvender sig nok ikke til en bestemt aldersgruppe, men vil sikkert sige de fleste noget. Man kan ikke sige, at gruppen spiller en bestemt stilart. De spiller rytmisk musik med både beat-rock- og jazzpræg.« Den lokale avis, Demokraten, puttede flere sproglige guirlander på i september 1974: »Shit [det kaldte man hash dengang, min bemærkning] er noget, man bliver høj af. Noget som gør verden intens og pulserende. Chanel er en parfume og noget intimt. Og Shit & Chanel er alt det på én gang. Intim og intens og pulserende beat.« Avisen kunne også berette, at »nu knitrer det med kontrakter i luften…« for bandet, der erklærede, at »beatverdenen havde set helt anderledes ud, hvis det var piger, der havde haft bukserne på fra begyndelsen.«

Produceren Peter Abrahamsen var en af dem, der havde bukserne på i 70’ernes danskrock. Han var ikke bare manager for de bedste af tidens navne, han ejede også Abracadabra, det største lille pladeselskab dengang.
»Mit møde med Shit & Chanel voksede ud af mit venskab med Holger, som jeg havde arbejdet med i flere sammenhænge. Han introducerede mig, og deres musik lød, som da Odysseus mødte sirenerne. Lokkende og uimodståelig. Det var helt nyt dengang, fem piger som kunne spille – og skrive – musik. Det var som at møde fem amazoner og blive trængt op i et hjørne. Det hele blev serveret for mig. Og det har jeg aldrig fortrudt,« husker han i dag.

DEBUTPLADEN HED det samme som bandet og blev til i den rekordvarme sommer 1975. Den udkom næste forår. Modtagelsen varierede fra det moderat venlige til det begejstrede. Dengang kom der ikke en dansk plade hver dag endsige hver måned, men alene den kendsgerning, at musikerne var kvinder, gav omtale.

Pladen står i vadestedet mellem hippieromantik (»Kom i mine arme, nu har vi fundet hjem…«) og kønspolitik i en sang som ’Balløven’: »I dansede længe hun smilede glad/hun var lykkelig og lænte sig kælent mod dig/men hvordan skulle hun kunne vide at du ikke følte en skid og at du bare lod/som om du var forelsket…« Som noget helt nyt skar de ud i pap for de tungnemme mænd, at der skal to til god sex: »Længe før hun selv kom i gang, var du færdig og begyndte at trække i tøjet…« Det var det, Anne kaldte »et åbent og ligeud dansk«. Den sang kunne ikke være skrevet af en mand.

Det var vi nogen, der mente, at hendes ’Smuk og dejlig’, kunne. Det er en sang om kærlighedens fristelser og fortabelse (»vi kunne meget let blive forbrændt…«). Alle vi voksne, men følsomme fyre spejlede os forfængeligt i den sang, indtil vi fik at vide, at den var skrevet til en kvinde. Den oplysning gjorde den bare endnu mere pirrende… I 2006 kom den med på evergreenlisten i Kulturkanonen.

Anmelderne fremhævede også inspirationen fra både Carole King og tidens jazzrock, Astrid Elbeks keyboards, Lis Sørensens himmelstræbende stemme og den seje og solide rytmegruppe. Derimod brød Berlingske Tidendes anmelder sig ikke om indpakningen: »Helt grotesk er pladecoveret. Gruppens fem medlemmer vamper den i minishorts, nedknappede bluser og bløde krøller. Er det virkelig nødvendigt at sælge en pigeplade på den måde,« spurgte Hanne Dam.

DEN SENERE Cavlingprisvinder stod ikke alene. Feminismen var de år iført højrøde strømper. Shit & Chanel var klar over, at de nok ikke var begyndt at spille uden den vej, kvindebevægelsen havde banet, men de ville ikke tages til indtægt for kønsdiskrimination. Det så man i 1975 ved kvindefestivalen i Fælledparken. Efter hovedtale af det venstreradikale ikon, amerikaneren Angela Davis, var der koncert. Med Shit & Chanel. Som det mest naturlige i verden inviterede de nogle (mandlige) kollegaer op til en jam. Det var for stærkt for rødstrømperne, der hujende forlod åstedet.

Shit & Chanel frabad sig rollen som propagandister, men glædede sig over, at kvinder genkendte sig selv i sangene. Og at de gav andre kvinder mod på musikerlivet. Til gengæld havde de det svært med, at humor stod i så lav kurs på venstrefløjen. På det andet album, Shit & Chanel No. 5, fra efteråret 1977, lod de sig afbilde under tørrehjelme, og de indrykkede kontaktannoncen: »Shit & Chanel er klar igen efter fødsler og eksaminer. Klar kusserock, fissefunk og pattepunk.« Ikke alle fandt ordlyden lige morsom.

Til gengæld var pladen fuld af både sjov og alvor. Og skælmsk sex. Ikke mindst på sangen ’Hva’ har do mæ’: »hva’ er din taske fuld af, solskin, slikpind, gi’ mig det hele…« Året efter lagde bandet, takket være flittig turneren, alen til den tekniske kunnen og det personlige udtryk på Tak for sidst. Pladen intonerede en voksen vemodighed på svimlende, smukke ballader som ’Livets efterår’, men også smittende livskraft på ’Du Er Min Datter’, Annes hjerteknuser af en vuggevise.

DER VAR fra efterhånden mange sider bud efter de enkelte medlemmer af Shit & Chanel. Dèt så de selv som en styrke. »Mange grupper opfatter sig selv som statiske. Dér ligger kimen til opløsning,« sagde Astrid til Politiken. »Vi stritter ikke imod udviklingen, tør leve med den og dermed bliver mulighederne jo endeløse.« Ordene faldt op mod jul 1979 omkring den fjerde lp, Dagen har så mange farver.

Sangene var, ligesom de kanoner, de sang om, ladet med kærlighed. Og ærlighed. »Vi giver mere end vi har givet før,« sang de. Anmeldere og publikum var enige. Den dag i dag står pladen som så gennemarbejdet, at det ikke var til at forudse, at den blev deres svanesang. Pladen blev ikke fulgt op af en turne. Dertil havde bandets nøglefigurer for travlt. Det gik som det måtte gå, når ikke alle delte det samme engagement. Lige efter nytår 1982 ophørte samarbejdet, og gruppen spillede sidste gang sammen ved åbningen af Musikhuset i Århus 27. august samme år. Bruddet skete uden drama, men ikke uden nedtrykthed og en vis ærgrelse.

Det var nemlig blevet skidt at være Shit & Chanel; faktisk var det blevet forbudt. Juridisk tovtrækkeri i kulisserne var året før endt i det, Ekstra Bladet kaldte »åben krig mellem fransk parfume og dansk rock.«

Parfumefirmaet Chanel var efter det andet album blevet opmærksom på bandet. Og hævdede, at der forelå en varemærkekrænkelse. Det skulle Sø- og Handelsretten vise sig at være utvetydigt enig i. Den 13. august 1981 bestemte retten, at »de sagsøgtes brug som en væsentlig bestanddel af deres benævnelse ’Shit & Chanel’ af sagsøgerens navn og mærke ’Chanel’, hvis eksistens de var kendt med, findes at stride mod god markedsføringsskik … og mod bestemmelsen … om erhvervsdrivendes benyttelse af forretningskendetegn, der ikke tilkommer dem … «

Derimod krævede Chanel ikke en »tilbagekaldelse af grammofonplader, der på indeværende tidspunkt er i handelen med anvendelsen af den omhandlede betegnelse«. Til gengæld fik pigerne fra Smilets by det sidste ord, da de derpå omdøbte den i realiteten opløste gruppe til Shit & Chalou.

Det navn kom dog kun til at fremgå af omslagene på genoptryk og opsamlingsplader samt det bokssæt, der udsendes i morgen efter foromtaler og foranmeldelser, der tyder på, at dansk rock nu om dage godt kunne trænge til Shit & Chanels dolkestød i rouladen.

Boksen indeholder det meste og det bedste fra et band, der gennem fem år og fire albums forblev tro mod den holdning, Lone Poulsen formulerede i et af de allerførste interviews: »Vi har ingen forbilleder, for vi har ikke dannet Shit & Chanel bare for at spille noget, vi allerede kender. Vi laver det hele selv og musikken er helt vores egen.«

Shit & Chalou: 1974-1982 – 5cd-sæt. Producere: Shit & Chalou, Freddy Hansson og Peter Abrahamsen. Remaster: Jan Eliasson/Audio Plant. Sony Music. Udkommer i morgen.

Ovenstående tekst kan også læses i bokssættets booklet.

Se udklip og billeder fra bandets historie her.

Foto fra bokssættet af Mogens Laier. Bemærk, at Lis Sørensen, yderst t.v., spiller bas, mens bassisten Lone Poulsen ved siden af spiller sit opr. instrument, guitaren.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Stadig guld på Skatteøen

Kommentarer slået fra

VI LEVER i sandhed i jubilæumstider. Det gamle guld graves op igen og igen. Noget glimter stærkere end andet. Sebastians Skatteøen er et eksempel på det første. 25-året for pladens udgivelse markeres med en ret lækker genudgivelse. Lyden er shinet op; demoer, som ganske vist blev udgivet både på den længst udgåede Piratpladen og var med på 2006-udgaven, der markerede 20-året for originaludgivelsen, men her får man en ekstra, og det giver faktisk fornyet mening samlet at høre disse rentegninger, forklædt som skitser – sat op imod udgivelsesens sande raison d’etre, musikkens live-orkestrale fuldbyrdelse på en dvd af DR-koncerten fra 1986, Sebastian på Kronborg.

Her viser Lis Sørensen, Steffen Brandt og Lars H.U.G, hvorfor Sebastians sange er så æggende en udfordring for enhver sanger med et ambitionsniveau, der rækker ud over nuet. Og så bygger de sørgeligt nok ikke den slags bands længere…

Som fan af genudgivelsesessays er det måske lidt skuffende, at pladen ikke rummer et sådant eller i det mindste et interview med komponisten, hvor han forholder sig til gårsdagens musik med nutidens ører.

Jeg tillader mig derfor som en slags ydmyg kompensation at bringe et kondenseret uddrag fra min 2009-bog, Sebastian – Når lyset bryder frem (Lindhardt & Ringhof).

Nye læsere kan begynde her.

De gamle læsere kan nøjes med atter at stævne ud med Hispaniola. På øen er der nemlig stadig guld at finde, hvor man mindst venter det.

…………

“TEATERVERDENEN var – ligesom rockbranchen dengang – lille og selvsupplerende. Derfor krævede det mere dristighed og udsyn, end man skulle tro i dag, da Folketeatrets direktør Preben Harris i 1984 henvendte sig for at høre, om Sebastian mon var interesseret i at skrive musikken til Harris’ egen dramatisering af drenge­bogen over alle drengebøger, Robert Louis Stevensons Skatte­øen. En musical! En årelang drøm ville gå i opfyldelse. Samtidig så Knud en mulighed for at gøre op med en af de mest sejlivede fordomme i branchen dengang som nu. Den om at musik ikke kan sælge, medmindre den er rettet mod bestemte målgrupper. Han var led og ked af al den generationsfiksering. Eller som han fortalte mig og Politikens læsere: »Det er på tide at vise, at det godt kan lade sig gøre at lave musik, der kan tale til alle, både store og små.«

Preben Harris forestillede sig cirka 25 sange. Knud svarede, at dem ville det tage to år bare at skrive. Og at han i øvrigt ikke var nogen revymaskine, men godt ville være med til at genskabe den danske musical, for som han sagde: »Hvis det går godt, kan det blive den første danske musical, som har en chance for at blive folkelig på andre præ­misser end den traditionelle musical. Den lefler ikke for nogen bestemt aldersgruppe, men bygger kraftigt på den kends­gerning, at jeg er vokset op med rockmusikken. Dermed håber jeg, at den kan nå ud i andre hjørner af dansk kulturliv, hvor man jo som en gylden regel arbejder efter den tese, at der ikke er sket noget siden Osvald Helmuth og My Fair Lady.«

En ekstra charme ved projektet var for Knud, at »det jo er en farverig historie, så selvfølgelig bliver der en del bajersange, men samtidig giver det store antal mig også mulighed for at bevæge mig i mange forskellige stilarter, og det er jeg glad for. Vi kan jo ikke alle sammen være Bruce Springsteen«. The Boss var da ved at bryde globalt igennem med Born In The USA.

Samtidig så Knud muligheden for at bryde den dengang knæsatte norm om, at ingen rockstjerne med respekt for sig selv sang andet end sange, skrevet af ham eller hende selv. En norm, der dengang var meget dansk. Og som Knud nu var parat til at tage et afgørende livtag med efter med succes at have øvet sig med Lis Sørensen og ‘Stille før storm’.

Medens mange med en lp prøvede at lave en novellesamling, ja, så havde Knud aldrig bestræbt sig på mindre end en roman. Det skulle vise sig, at han ikke fik svært ved at samle sangere, der gerne ville være med til at gøre romanen til rock.

HISTORIEN OM Steffen Brandt er typisk. Da TV-2-sangeren var lille, vågnede han tit badet i sved. Fast hovedrolleindehaver i mareridtet var Blinde Pew, en af sørøverkaptajnen Long John Silvers håndgangne mænd. Så da Sebastian ringede Brandt op og spurgte, om ikke han kunne tænke sig at synge Blinde Pews parti, sagde Brandt ja, før han havde hørt en strofe. Eller tag Michael Falch. Han var ved at lancere sig selv som solist efter Malurt og havde et meget stramt program med pladeindspilning og Bodil-vindende medvirken i sin anden film, Mord I Mørket, men lod sig overtale. På den betingelse, at det kun tog én dag. Den betingelse brød han selv. Da han først var kommet i gang, brugte han nemlig den ene dag flere gange i en nattelang session.

Eller hvad med Lars H.U.G., der tøvede med sit tilsagn om at synge partiet som sørøveren Bill Bones. »Jeg kan jo risikere at miste mit publikum på det,« sagde han. »Jamen, du kan også risikere at få et nyt,« svarede Knud. Det er måske historien om hønen og ægget, men i hvert fald fik den tidligere rockprovokatør Lars H.U.G. smag for et større publikum og fik et skub ud af avantgardebåsen.

Sebastian gravede det første spadestik på Skatteøen så tidligt som 1973. På Over Havet Under Himlen findes sangen ‘Hey ho’, som med omkvædet »femten mand på en død mands kiste« indleder lp-pladens side to, der handler om et menneske, der drager ud for at finde lykken. Og Knud glemte aldrig, da han tog sin tjans i koret i Jesus Christ Superstar. Han har ganske enkelt en svaghed for den genre og kan The Who’s pop-opera Tommy udenad. Og så i Skatteøen en mulighed for at lave »en rockting, der ikke dør, når diskoteket lukker, eller den næste plade udkommer …«

DA PLADEN præsenteredes for pressen, skete det – selvfølgelig – til vands. Den sidste mandag i april 1986 stævnede det gode skib Georg Stage fra Langeliniekajen mod Vedbæk i magsvejr. Om bord var sangerne, pressens udsendte, 100 nyindkøbte redningsveste, ti gange så mange krydderurtsfrikadeller, thairejer, passionsfrugter og stenfrie vindruer på noget, der lignede en firmaskovtur for alle i dansk rocks blå bog. Eller som en deltager bemærkede: “Trak man bund­proppen ud på den her skude, ville Se Og Hør og Billedbladet blive arbejdsløse på en nat.«

Sebastian var ikke alene på øen. Med ham var – ud over Falch, Brandt og H.U.G. – Søs Fenger, Peter Thorup, Allan Mortensen, Peter Abrahamsen, Flemming Bamse Jørgensen, Jarl Friis-Mikkelsen, Anne Grete og hendes hund, Lis Sørensen, den klassiske violinist Kim Sjøgren og Niels-Henning Ørsted Pedersen samt Nils Henriksen, Jens Rugsted, Morten Kærså og Jan Sivertsen. Blandt andre.

Så mange stjerner på én og samme plade. Det måtte da være til fordel for et eller andet, Røde Kors, Amnesty og aids, lød spørgsmålet i en tid, hvor rock- og popbranchen kompenserede for et vigende politisk engagement ved at involvere sig i en stribe velgørenhedsprojekter. »Næh, er pladen til fordel for nogen, er det dansk rock,« sagde Knud, som havde valgt netop de solister, fordi »det kan blive interessant at se, hvad der sker, når de kommer ud af de kasser, de er anbragt i til daglig«.

Sebastian havde en bærende ambition: Han ville se, om ikke det er muligt – til en afveksling – at lege sig gennem et projekt uden at slække på de professionelle kriterier. Det var det! På forhånd lignede det historien om de mange kokke, den gode opskrift og den let fordærvelige mad, men der kom ikke røg i køkkenet. It’s the singer, not the song, plejede de at sige i Frank Sinatras guldalder. Underforstået: En god sanger kan forvandle lort til lagkage. Det handlede om sangerne, og sangene.

OP TIL UDGIVELSEN blev Knud udfrittet om, hvorfor han tog til Skatteøen netop der i fattig-80’erne. Havde han villet lave en allegori over refrænet »enhver er sin egen lykkes smed«? Eller var den rævesnu, distanceblændende Long John Silver i virkeligheden et billede på den Schlüter, som ved valget i 1984 scorede 16 ekstra, usandsynlige, konservative man­dater og kom til at sidde som statsminister årtiet ud? Ville Knud have os til at forstå, at vi allerede var tilbage til de gamle dyder, som accepterede snyd, bare det blev gjort behændigt og i stor målestok? Ikke et ord om vor tid, Stein Bagger og Milena Penkowa.

Da pladen lige var færdigindspillet, uddybede komponisten over for mig: »Selvfølgelig kan man sagtens spørge, om ikke den har noget med vores tid at gøre. Her har vi et samfund, som på mange måder er på vej tilbage til de gamle dyder med nykon­ser­vatisme, og enhver er sin egen lykkes smed, og jungleloven og alt det der, og så er der ikke langt til imperialismen. Set i det lys kan Skatteøen godt læses som en gammel, tidløs historie om adel, røvere og pøbel og ambitioner. Så, ja, man kan godt føre den op til i dag. De ting ligger der, og man kan samle dem op, hvis man vil. Silver er jo så charmerende og intrigant en skurk, at han i dag kunne have været konservativ statsminister, men det er også en historie om eventyrlyst og længslen efter at finde frihed i en kiste med guld.«

Nok hørte nogle Skatteøen som en forvokset børneplade, men snarere havde Sebastian lavet en plade for voksne, der ikke er bange for at gå i barndom, men vel at mærke ikke gemmer sig i den. Og med Skatteøen kom komponisten Sebastian for alvor frem i lyset. Ganske vist bedyrede han i kølvandet på Skatteøen, at han ikke havde planer om at koncentrere sig om at være komponist: »… Uanset om den går skidt eller sælger 100.000, er der jo ikke noget, der binder mig til at lave musicals resten af mit liv.« Den lader vi stå lidt.

PLADESELSKABET Medley blev taget på sengen. Man troede fra starten ikke helt på projektet, men følte, at man skyldte sin danske bestseller at få sin vilje. Og nu stod man med et hit, der bare ikke var designet som sådan et. Men ikke desto mindre netop endte med at sælge langt over 100.000 eksem­plarer. Her var intet band, man kunne sende på turne, ingen video, man kunne lave, godt nok en masse stjerner, men fra forskellige pladeselskaber. En plade, der solgte alene på sine kvaliteter. Branchen var målløs. Det var Knud ikke.

Sceneopsætningen kunne ikke leve op til pladeindspil­ningen. Folketeatret satsede på at nå børnefamilierne. Det føl­somme blev rørstrømsk, og det direkte truende i dele af musik­ken blev tegneseriekulørt med knaldhætter og ketchup. Succesen var dog hjemme alligevel.

Og den dag i dag er Skatteøen fast trækplaster på Folketeatret, hvor den p.t. opføres igenigen. Ligesom den har været, vældig vellykket, opsat i Oslo samt – af alle steder – i Letlands hovedstad, Riga. Og forestillingen kunne nok være nået længere ud, havde det ikke været for Preben Harris’ lidt for fodformede dialog. Til gengæld er Knud glad over, at Skatteøen er blevet en klassiker i det danske amatørteaterrepertoire. Ikke mindst Mastodonterne fik glæde af den. Som Kasper Wilton, Odense Teaters direktør, engang sagde til ham: »Skatteøen er meget mere end en musical. Den er et brand

Skatteøen og dens succes rejste nogle spørgsmål for Sebastian. Hvem var han – sanger eller sangskriver? Hørte han overhovedet hjemme i et rockmiljø, der mindre og mindre lignede det, han var blevet voksen sammen med? Var han færdig før de fyrre? Eller var der et liv og en karriere uden for rampelyset? Svaret beholdt han for sig selv.

Foreløbig.”

Sebastians Skatteøen. Producere: Sebastian, Thomas Brekling, Stig Kreutzfeldt og Nils Henriksen. Genudgivelseskoordinator: Thomas Trolle Hemdorff. EMI.


Readmore  

Lis Sørensen kærtegner sangene

Kommentarer slået fra

I en verden, hvor Tina Dickow er dronning, Medina hendes kronprinsesse og Natasja en helgen, er det vist ikke særlig hipt at kunne lide Lis Sørensen. Hos anmelderne har hendes holdbarhedsdato længe været udløbet. 55 år er også uforskammet gammel at være i popbranchen…

Hendes stampublikum tænker, tankevækkende nok, ikke sådan. Det kan jeg, efter at have hørt hendes seneste udspil For kærlighedens skyld, godt forstå.

Der har været plader i hendes karriere, der enten har virket for opsatte på at følge tiden i stedet for det omvendte, og plader, hvor materialet ikke har været op til det niveau, hendes samarbejde med Sebastian havde vænnet os til, men stemmen har aldrig svigtet hende.

Lis Sørensen er den vokale inkarnation af en naturstridig blanding af stolthed, hengivenhed og lidenskabelig længsel. Hun kærtegner sine melodier.

Denne gang mere forførende end længe. Det kan sagtens være sexet at være voksen.

Hun har selv, mest sammen med Poul Halberg og Jonas Krag, skrevet sangene. Ørehængende og sofistikerede på en og samme gang. Der er tekstlige flovser rundt omkring, men også ord, som går fra hjerte til hjerte i deres ligefremhed, båret af denne stemme, der lyder som en mærkevare, der bevarer slidstyrken.

Produktionen er måske, hvis jeg lige skal have anmelderhovedtelefonerne på, sine steder lige lovlig 80′er-komfortabel, men akkompagnementet er suverænt underspillet, og sangene og sangeren, mine damer og herrer…

Det handler om fokus, som hun synger på ‘Vis Mig En Regnbue’. Og det holder Lis Sørensen hele vejen.

For nu at citere et af hendes egne omkvæd: “Du er ikke let at modstå. Heldigvis”.

Sørensen og hendes band giver en lille eksklusiv række af koncerter inden jul.

Lis Sørensen: For kærlighedens skyld. Produceret af Jan Sivertsen, Poul Halberg og Jonas Krag. Universal.

Ukrediteret pr-foto.

Readmore  

Mere finke end skinke

4 Comments

Programtilrettelæggerne af gårsdagens direkte TV2-transmission af de kongelige og andre konsorters konsumering af kalvefilet på Christiansborg skal have tak for at overtale Dronningen til at udvælge et stykke skiveskåret skinke af Rune Klan. Det var kongelig humor.

Og tak for en talkshow-befriet Cecilie Frøkjær, og så i den kjole (som kun blev overgået af Margrethe Vestagers!). Og yes til hendes medvært,  og tak for bemærkningen om Boldklubben FREM.

Meget mindre tak for ideen om at lade en række kunstnere synge et tilfældigt valgt potpourri af 70 års danske sange.

Ideen fejlede sådan set ikke noget, men selv om Peter Frødin – af alle – var finurlig tvetydig i ‘Se Venedig og dø’ og Søs Fenger trak sin gamle sweater godt på, var der flest svipsere. Medina stiv som et bræt i ‘Glemmer du’, Aura mest af alt mærkelig på ‘Papirklip’ – var hun på noget? – og Steen Jørgensen bedrøveligt ved siden af sig selv. At glemme teksten til ‘To lys på et bord’ svarer til at sige du til dronningen.

Helt ydmygende blev det for Lis Sørensen, der ikke fik Olsen-brødrenes stjerneskud til at lette. Det måtte de selv klare for hende. Hvad var meningen med denne trio, der aldrig blev til noget? Kunne man ikke i stedet have fået hende til at stråle med ‘Stille før storm’. Det er da også en slags evergreen eller hur?

Uden for nummer var selvkarikaturen Kim Larsen og de lidt anstrengt morsomme og ikke længere helt så skøre Nattergale. Til gengæld fik vi de ægte morsomme Ørkenens Sønner.

HH Margrethe så af og til ud, som om nogen forsøgte en insisterende fodflirt med hende, men gjorde generelt gode miner til middelmådigt spil.

Kollega CAPAC har også fået begivenheden på bloggen her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top