Jeg håber, at kulturministeren så Horisont i mandags. Forhåbentlig med statsministeren ved sin side. Redaktionen havde sendt Mathilde Kimer til Aserbajdsjan forud for denne uges internationale melodi grand prix.
Som god reporter havde hun ingen mening om, hvorvidt man skal boykotte arrangementet i diktaturstaten. Men hun blotlagde, at regeringens mantra om ikke at sammenblande politik og sport/kultur hviler på et grundlag, der er lige så luftigt som de fleste af de deltagende sange.
Som DR1 illustrerede, foregår sammenblandingen nemlig allerede. Værtslandet iscenesætter konkurrencen, så Goebbels ville være blevet misundelig. Kimer havde således talt med folk, der var smidt ud af deres hjem, før det blev jævnet med jorden til fordel for Ceauşescu-momumentale nybyggerier. Ville man ikke flytte ’frivilligt’, fyldte myndighederne de evakuerede lejligheder ved siden af en op med køkkenaffald, der tiltrak fluer, larver og andet utøj. Forsvarede man stadig sin ret til at blive boende, fik man uvarslet morgenbesøg af bulldozere.
Krydsindklippede sekvenser med en bugtaleragtig, officiel guide tydeliggjorde, hvad oppositionen i Baku er oppe imod: »Vi har en facade over for jer og en virkelighed for os selv,« som en systemkritisk journalist udtrykte det. Hun havde fået sit soveværelse videoovervåget og film med sit sexliv distribueret på nettet for at true hende til tavshed. Hendes tro på dialog med magthaverfamilien var begrænset.
På samme måde var en kritisk rapper blevet arresteret og banket og havde angiveligt kun undgået længere fængselsstraf, fordi melodi grand prix ikke tåler andre mislyde end dem, man kan give op til 12 point.
Hændelserne sætter teksten til den aserbajdsjanske vindermelodi fra sidste år i nyt lys – den hed ‘Running scared’ (YouTube-link).
Når nu DR er så afhængig af samarbejdet med EBU, European Broadcasting Union, at man ikke kan/tør undlade at deltage i dette propagandanummer, og i Ole Tøpholm har en kommentator, der er blindt forelsket i genren, tjener det trods alt institutionen til ære at sende et program som dette, der netop udvider vores horisont.
Senere på aftenen, men selvfølgelig langt over normal sendetid, sendte samme kanal en australsk produceret kavalkade over grandprix-historien, set i lyset af samfundsudviklingen. Det lyder mere skolelærerkedeligt end det var. Nogle af pointerne var hårdt optrukne, men at se grandprix’et som den trojanske hest i kulturkampen mellem øst og vest gav mening. Og op til lørdagens finale er det tankevækkende at mindes, at engang risikerede man bag jerntæppet at blive retsforfulgt for at se showet.
I Aserbajdsjan risikerer man nærmest at blive straffet for ikke at se det.
Da Grethe Sønck blev begravet sidste år, trakterede Henrik Krogsgaard orglet i Tibirke Kirke. Melodien var ”Jeg slår et slag for det gode humør”. Det var hendes sidste ønske. Hun blev 80 år. I morgen fylder han 60. De to var nære venner. Dèt og aldersforskellen siger alt om, at der hverken var meget ungdomsoprører eller hippie over Gentofte-drengen.
Men kammeraterne spillede luftguitar, spillede han klaver og Hammond-orgel. Til at begynde med for den lokale fru Violets danseskole. Allerede som syttenårig markerede han sig som vidunderbarn ved at blive kapelmester i Cirkus Schumann. Det var i Dansktoppens guldalder, og i 1972 udkom instrumentalalbummet ”Henriks Dansktop Favoritter”. Samme år lærte hr. og fru Danmark ham at kende som den dygtige, belevne, blonde unge mand, der ledede orkestret i tidens mest populære program, Otto Leisners ”Den Gyldne Pil” – ældre læsere husker sikkert udtrykket ”på med pilen, Palle”.
I 1972 indledte han det samarbejde med Grethe Sønck, som skulle vare til hendes død. Første udspil var singlen ”Og så er man gift”. Det blev Krogsgaard aldrig. Kun med arbejdet.
Han opgav hurtigt en karriere som rimelig god sanger. Dem er der som bekendt nok af. Kompetente kapelmestre med menneskeligt gehør skorter det derimod på. Der fandt Henrik Krogsgaard sin niche eller hvad man nu skal kalde hans position som 70’erne og 80’ernes mest benyttede orkesterleder i den del af underholdningen, nogen kalder folkelig.
I 15 år styrede han musikken bag løjerne i Cirkusrevyen – som han et enkelt år også var meddirektør for. Desuden svingede han taktstokken ved revyerne i Nykøbing F., på Amagerscenen og efter årtusindskiftet i Helsingør, Vildbjerg og Sønderborg. Lige som han var yndet af abonninerne som dirigent for Tivolis Promenadeorkester. Arbejdsomheden fik ham også til at overkomme at akkompagnere folk som Raquel Rastenni, Michala Petri, Tonny Landy, Tove Hyldgaard og Birthe Kjær, som han også har skrevet sange til. Han stod – og forsøgte at danse – bag Birthe Kjær, da hun malede byen rød i 1989, og var i en række år lige så synonym med Melodi Grand Prix som Jørgen de Mylius.
Tiderne har længe ikke været til store, tarifbetalte orkestre, og skjules skal det ikke, at Henrik Krogsgaard, trods sin alder, for mange nye popstjerner in spe repræsenterer en svunden tid, hvor succes ikke blev opnået overnight i den bedste sendetid.
Da livet på landevejen også har lært ham værdien af realitetssans, solgte han i 2005 sin villa i Holte. Nu residerer han i Svaneke, hvor han kortvarigt ledede det lokale kulturcenter, Svanekegården. Fra klippeøen hans travle verden går som akkompagnatør for bl.a. Dario Campeotto og Preben Kristensen.
Ofte med et gyldent smil, for nu at citere titlen på hans eget dansktophit.
I 1956 redefinerede Elvis Presley på to minutter og otte sekunder med ‘Heartbreak Hotel’ popmusikken. Det gik nu til at begynde med ret ubemærket hen over Danmark. Her var årets bestseller ikke Klaus Rifbjergs forvorpne debutdigte, men ‘Den gamle gartners sang’ med tyveårige Birthe Wilke fra Vesterbro og operabassen Mogens Wedel.
Sangen af Otto Francker og Thøger Olesen formulerede, hvad de fleste brugte og bruger musik til: »Selv om sorgerne er slemme/får en sang mig til at glemme…«
I morgen fylder Birthe Wilke 75. For flere generationer er hende stemme selve lyden af et dannebrogs-Danmark, hvor der ikke blev vrikket syndigt med hofterne, men hvor nederdelene var plisserede, hvor kolonihavesøndagene var beplantet med smil og solskin i hvert et sind tilsat sild og snaps og når det gik højt lidt håndklaver og charme.
Selv om hun voksede op på stenbroen kom Birthe Wilke fra et hjem med klaver. Faderen var turnerende saxofonist og hendes søskende, Tom og Helle, blev selv til noget ved musikken.
Alligevel skulle Birthe i lære som dameskrædder. Hendes hu stod nu mere til både akrobatik og Bach, men i sin bog Top-Pop beretter Carsten Michael Laursen, at Birthe en aften var i biffen og se Betty Hutton i Annie get your gun. Da hun kom ud, ville hun være sangerinde. Endnu en film, med Doris Day, og en sejr ved en af tidens talentkonkurrencer i National Scala overbeviste Birthe og hendes forældre om karriereretningen.
Som femtenårig blev hun ‘Danmarks Doris Day’ og sang med Bruno Henriksens orkester. Debutsinglen ‘Be anything’ med Arne Lamberth på trompet antydede et naturligt tag på jazz og swing, men det blev som refrænsangerinde, at Birthe Wilke fandt sin brede niche.
Sange som ‘Håndklaver og charme’, ‘Pepita fra Mallorca’, tåreperseren ‘Tammy’ og altså den om den gamle gartner blev så efterspurgte i Giro 413, at underholdningschefen Sven Pedersen i 1958 bestemte, at der skulle gå mindst 14 dage mellem afspilningen af den samme plade i programmet.
På det tidspunkt var Wilkes gennemslagskraft som smægtende sanger også nået til udlandet. I 1957 var hun og Gustav Winckler for mange blevet de moralske vindere af europæisk melodi grand prix med ‘Skibet skal sejle i nat’. De blev kun nummer tre. Angiveligt fordi deres afsluttende kys på 32 sekunder ikke faldt i de katolske landes smag.
En god historie, men faktisk var Italien det land, der gav sangen næst flest stemmer. I øvrigt var kyssets længde et teknisk uheld. Aftalen var, at de kortvarigt skulle kysse hinanden indtil kameramanden gav tegn på, at det var nok. Han lod sig imidlertid rive med af stemningen og glemte at løfte armen.
Birthe Wilke gentog i 1959 grandprix-sejren med den populære ‘Uh, jeg ville ønske jeg var dig’. Heller ikke denne gang uden skandale. Holger Blom havde til solisten kreeret det, vi i dag ville kalde en kjole med kant. Den blev mere omtalt end selve sangen.
Postyret og behovet for lige at puste ud fik Birthe Wilke til at tage på en slags orlov til USA. Derovre blev hun gift, og jagtet af de tilrejsende blodhunde fra den danske verdenspresse. Ægteskabet blev ikke mindst af den grund kortvarigt, og Birthe Wilke vendte hjem med et feteret comebackshow på Kystens Perle.
Selv om hun siden havde nok at lave, bl.a. bag Jerntæppet, havde hun i længden ikke lyst til konstant at skulle modstå presset fra pressen. I 1966 takkede hun af. Hun var tre år forinden blevet alenemor til Ricky, et af tidens tragiske thalidomid-tilfælde, og som hun senere sagde: »Så jeg måtte prioritere, og det blev altså min søn.«
Selv om sangen om den gamle gartner havde solgt i mindst 100.000 eksemplarer, skulle hun finde sig et nyt levebrød. Hun tog et kursus i stenografi og arbejdede i en årrække i Handelsbanken samtidig med at hun fik et par dansktophits. Siden blev hun både advokat- og lægesekretær, og i 2001 medvirkede hun igen ved Melodi Grand Prix. Nu som medlem af fagjuryen. Overraskende for andre end hende selv. Hun følger nemlig stadig med i musikken.
De sidste mange år har Birthe Wilke boet i sønderjyske Bevtoft. Der har hun skrevet de digte, Fluer og andre strøtanker, som kom i 2007. Og derfra drager hun ud til sine velbesøgte foredrag. Aftenerne slutter altid med, at hun synger den om minderne, som man da altid har lov at have.
Sandhedens øjeblik kom allerede efter en halv time: Jeg kom med mit årlige “jeg tror, jeg er vokset fra Melodi Grand Prix”-suk. Min yngste datter replicerede nådesløst: “Jeg tror, det er Melodi Grand Prix, der er vokset fra dig.”
Jeg har længe syntes, at det ikke bliver større, end da Brødrene Olsen vandt i Cirkusbygningen. Dengang blev denne i virkeligheden helt kunstige konkurrence forlenet med varme, værdighed og en historisk retfærdighed. Siden har det været som om, at jo større det danske grand prix logistisk set blev, jo mindre storhed har der været over det.
Indtil i aftes. I starten lovede det, som antydet, ikke godt. Felix Smith er en spøjs figur, som giver DR en vis street cred. Til gengæld bliver han af en eller anden grund parret med Lise Rønne. Hun har heller ikke her nogen x-faktor – i hvert fald ikke sådan som hun overstyles. Og hun er cirka så spontan som en afdelingssygeplejerske og tror, at overgearethed er det som medleven.
Alligevel blev der, som aftenen skred frem, skabt en stemning i salen af den slags, man ikke kan koncipere sig til. Som om alle havde besluttet sig for, at nu skulle det igen være trendy at kunne lide Melodi Grand Prix. Mærkeligt, men også ret medrivende.
Mærkeligt, fordi sangene, med få undtagelser, ret beset var de samme sædvanlige demonstrationer af lige dele forudsigelighed og kynisme. Forsonende nok røg Rasmus Seebach-klonerne ud efter indledende runde. Det samme gjorde den måske floveste melodi, sunget af den afdankede Ace of Base-sangerinde. Pyha.
Til gengæld levede vi hjemme hos os længe i frygt for, at Stine Kincks lange ben skulle vinde. Hun – eller var han i virkeligheden en drag queen? - var klædt som en luder og sang absolut ikke som Madonna. Lidt mindre slem var den skruppelløst beregnende 70′er-pastiche Le Freak med den energiske Ditte Marie Agergaard Kristensen i rollen som Annette Klingenberg – dog med større stemme, men med samme dårlige smag i pandebånd.
Finalen stod mellem Taylor Swift alias Anne Noa med sin slowmotion-udgave af ‘You belong With Me‘, undskyld ‘Sleepless’, og så A Friend In London (store i Canada!) med deres ret Mika- og ikke mindst Andreas Johnson-inspirerede ‘New Tomorrow’. Selv om den var skrevet af Lise Cabble, klang den også af en ung Bryan Adams (Canada igen) og utallige boybands, og deres kække forsanger appellerer til begge køn, så mon ikke det nok skal, når gruppen kastes for østeuropæerne …
Årets Melodi Grand Prix blev afleveret efter et pokalfodboldprincip. Det vil sige, at vi hørte flere af melodierne flere gange. Ikke altid en ubetinget fordel, men showet var kvikt og hurtigt afviklet og dermed overstået.
Tilbage på nethinden står den bevægende og sympatisk storsindede hyldest til Tommy Seebach, sunget af Keld Heick, Dario Campeotto og Kirsten Siggaard. Da tændtes stjernerne både på himlen og i øjnene på de mange i Ballerup Superarena. Her kom nutiden til at hænge sammen med fortiden på en måde, som næsten er naturstridig i en konkurrence, der år for år sætter nye rekorder i historieløshed.
Forleden havnede jeg, takket være remotecontrol og magnetisk sofa, i en tidslomme. Zap, sagde det, og så var jeg via DR K tilbage i 1985. Skulderpuder, oprullede jakkeærmer og højt hår fyldte skærmen, så jeg måtte skrue på hukommelsesjusteringen. Forgæves. Sådan var Melodi Grand Prix dengang, men jeg havde glemt, at programmet levede på tålt ophold i DR i de år.
Det var længe før et vist stjerneskud, så den danske finale fandt sted i noget, der mest lignede en gildesal i en boligblok. Med lige så flad en belysning. Mylle læste tøvende point op fra et papir og så lettet ud, hver gang det tal, han havde nævnt, fes ind på lystavlen. Kirsten & Søren mimede sig til en sejr, hvis du sku’ spørge fra no’en, og seere kom igennem og fortalte twittertomt, hvad de syntes.
Det var et rørende stykke kulturhistorie. Dengang rimede scenografien bedre på mange af sangene end nu, hvor finalerne ligner overbelyst skrotjern fra en U2-koncert. Rammerne har længe været omvendt proportionale med indholdet. Således også i Oslo. Men man må lade nordmænd, at de har plads til begejstring. De flager med humøret, hvad enten de bliver sidst i roning ved OL eller først i grandprix’et. Det blev de ikke i år.
Det gjorde Danmark heller ikke. Vi sendte en ABBA’iseret Olsen-ballade, en so-so sangerinde og en træmand med det selverkendende dæknavn, N’evergreen. Han går for at være superstjerne i Rusland, men vi fik kun et point af russerne. Læser de ikke danske formiddagsaviser derovre?
Bortset fra en klædelig nedskæring af kvoten af lettiske havneluder-lookalikes lignede showet sig selv: Sangene er allerede glemt, Serbien stemte på Bosnien og omvendt, og sådan var det hele vejen, mens en armensk kavalergang overbeviste mange om den europæiske drøm.
DR’s udsendte kommentator, Nicolai Molbech hader ikke genren, men formidler den med tilpas kant. Tak for ham, og tak for den tyske vinder Lenas reaktion på, hvordan det føltes: »This is not real,« stønnede hun.
Livet var ikke en munter dansevise for Grethe og Jørgen Ingmann. Deres liv og karriere, opture og nedture, besynges i en ny Tivoli-forestilling, som havde premiere i går i Glassalen.
Det er næsten så længe siden, at det er løgn, men faktisk var der en del kritik af ”Dansevise”, da Sejr Volmer Sørensen og Otto Franckers sang i 1963 blev sunget til sejr i det danske Melodi Grand Prix af Grethe og Jørgen Ingmann. Og kritikken kom ikke fra de kulturradikale, der ellers havde så travlt med at forsvare den gode smag i de år. Næh, folkedybet syntes, at sangen var for indviklet og fin på den. En jazzvals og så ved et grand prix. Havde man hørt mage! I dag er vendingen ”et solstrejf i en vandpyt” blevet folkeeje, og enhver ved, hvordan ”en svag tag-fat lyd” lyder.
Under overskriften”Et solstrejf i en vandpyt” iscenesætter konceptmagerne bag den succesrige Four Jacks-forestilling fra 16. april i Glassalen i Tivoli Grethe og Jørgen Ingmanns liv og karriere, som nok toppede med sejrene ved både det danske og det europæiske Melodi Grand Prix, men indeholdt mere end det. Både opture og nedture. Forestillingen, som har Trine Pallesen og Tom Jensen i hovedrollerne, lanceres som historien om, hvordan arbejderpigen møder middelklasseelegantieren og sød musik opstår. Det er næsten rigtigt.
Grethe Ingmann kom fra Amager og stod i lære som syerske, da hun i 1954 som 17-årig kom med i Malihini-kvartetten. Oprindeligt kun for at danse i bastskørt under et af kvartettens numre i Cirkusrevyen, men det dengang ret populære orkester var i gang med et stilskift fra hawaii-musik til latinamerikanske rytmer. Edmondo Ros var et stort navn. Også herhjemme. Grethe, som dengang hed Clemmensen, kom med kvintetten i radioen, selv om hun ifølge kvartettens leder ikke var køn nok, men til gengæld kunne hun synge. Det program hørte kapelmesteren Jørn Grauengaard. En opringning senere var hun ny forsanger i hans noget mere ambitiøse trio. Stilen var kultiveret jazz og adstadig swing, men der begyndte i musikerkredse hurtigt at gå frasagn om sangerinden med den tydelige diktion og alligevel så smittende musikalitet. Grauengaards trio var husorkester i restaurant Giraffen. Den lå som del af Palladium-biografen ved Rådhuspladsen i København, og havde ry for at tiltrække det, man dengang kaldte ’Hellerup-drengene’.
Sådan en kunne den tretten år ældre Jørgen Ingmann sagtens gå for at være, men i virkeligheden var han født og opvokset på Bellahøj af besindige middelklasseforældre, der accepterede, at deres søn blev mere og mere vild med jazz, så længe han fik en uddannelse. Allerede i læretiden som kontorassistent på Bording Bogtrykkeri, et af tidens største, begyndte han at spille. Han fulgte datidens store danske navn, violinisten Svend Asmussen, men valgte for alvor sit instrument, da han hørte guitaristen Charlie Christian. Under krigen begyndte Jørgen at spille på værtshuse og dansesteder, i begyndelsen i pauserne, fortæller Henrik Kristoffersen i sin store, men desværre lidt for høflige bog om parret, der kom i 2003.
Tingene greb om sig, og pludselig stod Jørgen Ingmann med valget mellem at spille tre måneder i Randers med Børge Roger Henriksens orkester eller fuldføre sin læretid. Han valgte heldigvis det første.
Som Grethe et ti år senere blev Jørgen Ingmann sådan en, man snakkede om musiker og musiker imellem. En dag ringede telefonen. I den anden ende var hans første idol, Svend Asmussen. Efter en succesfuld audition blev Ingmann som nittenårig medlem af Asmussens orkester. Der blev han i ti år. For som orkesterchefen senere fortalte Henrik Kristoffersen: ”Jørgen var lige fra begyndelsen forbløffende perfekt. Der var ingenting at rette. Det var lige som om alt, der havde med det musikteoretiske at gøre, bare sad. Der var intet, man behøvede at fortælle ham. Jeg ved ikke, hvor han fik sin viden fra. Der var ikke noget, som jeg vidste, som han ikke var klar over.”
Det var Grethe Clemmensen ikke klar over, men hun havde spottet, at den ofte smokingklædte yngre herre, der sad ved et af bordene tættest på scenen, var genganger aften efter aften. Han kom, om jeg så må sige, for at se giraffenn. Året efter blev de gift. Partnerskabet blev også musikalsk. Inspireret af ægteparret Les Paul og Mary Ford, som hittede over hele verden med sange som ”Tennessee Waltz”, ”How High The Moon” og ”Vaya Con Diaz”, fandt Ingmænnerne deres helt egen stil, båret lige meget af Jørgens udforskning af el-guitarens muligheder med noget så nymodens som trickindspilninger og Grethes vokal, der nok var følsom og indlevet, men skyede sentimentalitet. Otto Leisners tekst til den amerikanske ”Just Walking In The Rain” blev som ”Slentre gennem regn” et gennembrud for duoen i 1957, og året efter fulgte de op med ”Dagbogen”, Claus Walters fordanskning af Burt Bacharachs ”The story of my life”. Det var i en vis forstand country, men med mahognikant.
Den 24. februar 1963 stod Grethe på scenen i Tivolis Koncertsal og fremførte ”Dansevise,” som var der tale om et dramatisk syngespil. Bag hende sad Jørgen Ingmann og kælede for guitarklangene. Det virkede udsøgt. Sangen havde i sidste øjeblik undergået en forandring. Den var skrevet i mol, men Jørgen Ingmann syntes, at dens nordiske præg blev bedre betonet ved at lade den være i dur. Det viste sig, at dur duede. Sejr Volmer Sørensen havde i øvrigt også skrevet tekst til konkurrencens nummer to og tre det år. En ren Keld Heick. Ved den europæiske finale en måned senere i London havde parret og sangskriverne fået ørerne tudet fulde af sangens begrænsede folkelighed. De havde derfor besindet sig på, at Ester Ofarim med to stemmers overtal havde sunget Schweiz på førstepladsen, men så ringede den norske jury. Igen. Den havde talt forkert. Og så ikke et ord om, at de østeuropæiske nationer nu om dage altid holder sammen i det show.
Den dobbelte grand prix-sejr og den pludselige folkeyndest var god for forretningen Ingmann. Jørgen havde allerede i 1960, lidt uden for nummer, smagt succesens sødme og et millionstort pladesalg, da hans instrumentalnummer ”Apache” storhittede i USA, og var derpå blevet ansat som producer på Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab Metronome. Her stod han bl.a. bag ”Belinda” med Rocking Ghosts, og sammen med sin kone fortsatte han deres forfinelse af schlagergenren. ”Sommervind” og ”Bare gi’ mig en rose” er gode eksempler på at folkeligheden ikke fik lov at forfladige deres musik. Det var nok også grunden til, at Grethe Ingmann aldrig blev en renlivet dansktopsanger, da Dansktoppen blev indviet i 1968. Hun havde en række folkekære hits, men der var altid mere, ja, næsten for meget på spil, når Grethe Ingmann sang sig ud og ind. Hør f.eks. hendes version af ”Lonesome Town”. Hun vidste, hvad ensomhed var. En dansk Patsy Cline ville ikke være en dårlig sammenligning. For nogen af dem.
Ensomheden fyldte efterhånden også privat. Parret havde det ikke altid lige nemt. De havde fået parcelhus, som de døbte ”Villa Slendrian”, og to børn, men Jørgen led af en lampefeber, der ikke bare var en grille, men sad i ham som en begrænsende besættelse. Kombiner det med, at Grethe Ingmann musikalsk var ret kræsen og samtidig typen, der livede op foran et publikum, og man har opskriften på en tilværelse, der kræver sin m/k, og konstant fik tilsat ekstra kulør via ugepressens evige opvartning.
Uden at det var nogens skyld blev parret skilt i 1976, efter at Grethe havde mødt en ny mand. Jørgen fik nok af spotlightet, og Grethe endte med at søge trøst og støtte i alkohol. Solopladen ”Lige nu” er en af de oversete danske skilsmisseplader. Melodi Grand Prix havde dog stadig glæde af hende. I 1978 opnåede hun ”kun” en femteplads med halvbroderen Leif Pedersen og Keld Heicks ”Eventyr.” Det er til gengæld en fornem ballade, som lige det år blev overdøvet af en stortromme fra Mabel. Året efter måtte hendes lige lovligt folkelige duet med Liller ud i omvotering med Tommy Seebach, hvis ”Disco Tango” endte med at vinde.
Mens Jørgen Ingmann så skriften på væggen og for evigt hængte sin guitar op på selvsamme i 1984, blev hans ekskone kørt eller kørte sig selv ud på et sidespor. Hun følte sig aldrig hjemme på den blokvogn, hvor hun efterhånden kun med stadig længere mellemrum kunne tjene sine penge ved tivolier og byfester, når hun da ikke krøb i skjul oppe i Asserbo, mens Anne, Sanne og Lis-generationen overtog scenen. Du kan dø af ensomhed, sang hun. Og mærkede dag for dag, hvordan det var. Hendes nedtur blev udstillet i den bedste sendetid, da hun ret overrislet deltog i det direkte TV2-program Eleva2ren i 1990.
Få måneder senere fulgte hundreder af fans den kun 52-årige Grethe Ingmann til graven fra den samme kirke, hvor hun blev gift. En historie så fantastisk, at den burde filmatiseres, som DR-medarbejderen Søren E. Jensen har sagt. Nu bliver den til en musikforestilling, selv om den både er en gyser og en tragedie. Af den slags, der får klicheer til at blive til sandhed. I hvert fald når Grethe Ingmann synger.
I dagens udgave af Politiken siger jeg tillykke til den ældste halvdel af Brødrene Olsen:
Kan De huske det grå guld? Aldrig har det glimtet stærkere end i Cirkusbygningen lørdag 19. januar 2000, hvor Brødrene Olsen vandt det danske Melodi Grand Prix med deres egen ’Smuk som et stjerneskud’. Og efterlønsdebatten blev sat yderligere i relief, da det smukt grånende par i maj samme år også vandt det europæiske grand prix. Sejrene ikke alene genfødte grand prix-genren herhjemme, de gav også comeback til et på mange måder uforløst og undervurderet sanger- og sangskriverpar, der altid har forekommet lidt i klemme mellem rock og pop.
I morgen fylder Jørgen Olsen, den ordførende og toneangivende del af duoen, 60 år. Og selv om brødrenes hjemmeside ikke har været opdateret siden 2008, hvor de udsendte retropladen ’Respect’, går det godt, skulle vi hilse og sige. Ikke på helt samme niveau som efter grand prix-sejren, og brødrene har heller ikke gjort det lettere for sig selv ved gennem årene at udsende lidt for mange genbrugsplader, men showbiz er jo gynger og karuseller.
Og det har det været for Jørgen Olsen (og hans bror), siden han snusfornuftigt og aldeles utypisk for tiden valgte at fremtidssikre sig ved at uddanne sig til lærer, selv om Brødrene Olsen i 1972 fik en debut, man skulle hedde Sebastian for at opleve magen til.
Debutalbummet, der hurtigt solgte 100.000 eksemplarer, hed bare deres efternavn. Pladen var produceret i London af Johnny Reimar og John Friis, og vokalharmonierne satte en ny dansk standard, båret af smagfulde arrangementer, skrevet af Peter Knight, som også forgyldte Scott Walker. Og Moody Blues, blandt mange andre. Sangen om ’Angelina’ har siden (for)fulgt duoen. Lanceringen med en koncert på Plænen i Tivoli forekom rockfolket at være for kommerciel – det var dengang det ord var et skældsord, og selv om pladen stadig sagtens kan passere for soft rock, stod det også hurtigt klart, at Olsen skrev en engelsksproget musik, der kaldte på et større marked og som ikke var ude på at redde verden.
Inspirationen har altid været tydelig: Mere Cliff end Elvis, en god del Cat Stevens i Jørgen Olsens nogle gange lidt for rundhåndede vibrato, og Shadows-efterkommerne Marvin, Welch & Farrar går igen i duoens ferme flerstemmighed. Og så Beatles, Beatles og Beatles. Det var dem, der satte Jørgen Olsen og hans fire år yngre lillebror i gang med bandet The Kids, som var netop det. Femten år gammel stod han i spidsen for The Kids, der varmede op for The Kinks i K.B. Hallen. Med i gruppen kom på et tidspunkt guitaristen Erik Stephensen. Han fandt dog siden andre strenge at spille på.
En audition for en dansk opsætning af musicalen ’Hair’ blev i 1971 brødrenes indgang til showbiz. Begge fik roller, Jørgen en af hovedrollerne. Med på scenen var blandt mange andre også Allan Mortensen og en hippie-sød Anette Klingenberg som Chrissie.
Resten af 70’erne gjorde de en del vikarer glade i folkeskolen. Årene brugte Jørgen Olsen og hans bror nemlig mere på eksport- end på hjemmemarkedet, hvor de dog hittede med sange som ’Marie’ og ’San Francisco’. Den kunne have vundet grand prixet i 1978, men der kom en stortromme og Mabel i vejen. Sangen handler om drømmen fra ’68, og selv han ikke vil kaldes en gammel flipper og vel heller aldrig var en ung sådan, bærer Jørgen Olsen stadig sangens budskab med sig: ”Ordet er kærlighed”.
”Jeg har altid,” fortalte han Kristeligt Dagblad i 2007, ”troet på kærlighed, frihed og demokrati … den egoisme, der hersker i dag med meget få gentlemen, ser jeg det som en meget stor udfordring at få has på. Den egoisme var der ikke, da jeg var dreng.”
Hvis man bag de ord skimter et menneske med svaghed for en nostalgisk følsomhed, kynikere ville kalde rørstrømsk, tager man ikke helt fejl, men vi er ikke noget uden den tid, vi har levet. Og Jørgen Olsen skylder os stadig at lave en dansksproget plade om sit liv, sine skuffelser og sine drømme.
Den kunne sagtens risikere at vare længere end et stjerneskud.
Pressefoto 2008 af Robin Skjoldborg. Det er Jørgen t.h. hvis nogen ikke skulle vide det.
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
