Falch dobbelt fremkaldt

Kommentarer slået fra

Det ligner en tanke snarere end en tilfældighed, at Michael Ehlert Falch udsender to statusopgørende live-cd’er, i realiteten et dobbeltalbum, samtidig med, at han i en alder af 56 tiltræder sit første borgerlige job – som chef for behandlingscentret Tjele Orelund. Han har altid holdt af ringmapper…

Spøg til side: Jobskiftet – eller skal vi sige dobbeltjobberiet (for musikken skal stadig have sit, har han lovet) – er vel en naturlig konsekvens af Falchs radikale livsstilsomlægning gennem de sidste ti år.

Få har været så offentlige omkring deres kamp for at kvitte alkoholen som netop Falch. Den historie er blevet en del af hans brand, og bar hans comebackalbum Falder du nu (uden at tynge det). At der kunstnerisk var mere i den tømte flaske, har han bevist på de seneste album af modne, men langtfra satte (k)ærlighedssange. Samtidig har Falch trods al offentlighed formået at forblive en meget privat person.

Og denne delikate balance mellem at være så berømt, at det halve til tider har været nok for ham, og så evnen til at blive ved med at være et menneske fjernt fra alfarvej, ja, den sikrer ham et stort og i stigende grad generationsoverskridende publikum. De kommer ikke for at se giraffen, men for at se og høre deres eget liv gennem hans sange.

Jeg kan ikke forestille mig noget, der giver mere mening for en sangskriver.

Derfor er enhver Michael Falch-koncert en gensidig kærlighedsaffære. Der bliver givet og taget på begge sider af rampen. Sammen anlægger han og publikum en “boulevard af opmærksomhed”. Og her tænker jeg ikke kun på, at publikum synger med, som vil de sige, at de sange, dem ejer vi altså også. Næh, der går gennem Falchs sangforedrag en gåsehudsfremkaldende undertone af taknemmelighed. Hans stemme er fortsat livskraftig og manende, men også reflekterende, og årene har taget toppen af det mest rørstrømske og attitudejagende. Et helt menneske, sårbart og stærkt, foran en mikrofon, som tit kun virker, som om den er der for et syns skyld. Vi kan godt høre ham alligevel.

De to cd’er (men desværre ingen dvd) hedder henholdsvis Nær og fjern og Venner og bekendte. Den sidste rummer de mere personlige, hudløse sange og den første har en svag overbetoning af hits. Men for Falch kommer det jo tit ud på et.

Han er alene på scenen, mest på guitar, men på sange som ‘De første fugle uden dig’ på opretstående klaver, og selv om han ikke er så fingerspillende virtuos som f.eks. kollegaen Sebastian, får han samme rytmiske drive ud af guitaren som “mester Young”. Og netop så sparsomt instrumenteret bliver man igen og igen mindet om, hvor sangbare Falchs sange egentlig er.

De to plader trækker en sindrigt tvundet tråd fra den neonsolbelyste storbyfascination over Springsteen-slægtskabet med landevejsmytologien i frigear til de nye, store kærlighedshymner af næsten Brorsonsk ydmyghed.

Michael Falch er fortsat en romantisk sjæl, som aldrig har iført sig tidens farver. Men han har aldrig givet fortabt.

“I will stay with you if you’ll stay with me”, synger han på en følt version af Neil Youngs ‘Journey through the past.’ Den aftale er enhver i den fyldte koncertsal med på.

Må være godt for ham at vide der bag skrivebordet.

Michael Falch: Nær og fjern/Venner og bekendte. Producere: Michael Falch og Claus Petersen. FalchKrebs/Gateway. Kun til salg på nettet og ved koncerter.

Foto (fra omslaget): Martin Dam Kristensen ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Michael Falch unplugged

4 Comments

Det virker som en evighed siden, men faktisk er det kun en halv snes år siden Michael Falch på sin hjemmeside begyndte at lægge dagbogsnotater ud. Det var dengang, man ikke kunne nøjes med at sige ‘nettet’, for så troede folk, man snakkede om badminton eller tennis. Og dengang ordet ‘blog’ blev læst som en forkert stavemåde af det andet ord for en boligkarré.

Notaterne endte i to bøger, Helligdage og Hjemveje. De skrev sig ind i, og ud af, en litterær dansk dagbogstradition med Martin A. Hansen som et måske lidt for tydeligt forbillede. Bagklogt er det tydeligt at se, at Falch brugte skriverierne til at komme nærmere sig selv. De var trædesten og stifindere. På vej mod det endelige selvopgør med ham, der endte med at stoppe det frie fald som alkoholiker i 2002.

Siden har Michael Falch som bekendt levet i ædruelighed. Uden af den grund at forsage livet.

Det meste af den tur blev beskrevet i bogen Ud af mørket i 2006. Undervejs i give-and-take-samarbejdet med Falch slog det mig som lidt bagvendt, at jeg skulle formidle en så personlig historie, når den, der havde gennemlevet den, selv skriver så personligt og stilsikkert.

Falchs nye bog, Trækruter, gentager, detaljerer og perspektiverer en række af de centrale hændelser og problemstillinger, vi bragte Ud af mørket. Alkoholismen, den mulige mentale familiearv, rockbranchens illusionsmageri, stjernerollens velsignelse/forbandelse fra Malurt til nedturen i 90′erne og gennem det hele løber som en dobbeltvunden tråd tvivlen, der mere og mere er blevet afløst af troen.

Jeg forstår til fulde Falchs behov for selv at skrive sin historie og fremskrive den til i dag med al den hæder og ære, der fortjent bliver ham til del. Derimod har jeg en smule sværere ved at forstå, hvorfor 2006-biografien, der udkom på samme forlag som Trækruter, ikke er nævnt med et ord; end ikke på flapteksten. Nå, nu fik jeg lige luftet min indre King Baby. Det er jeg sikker på, netop Falch har forståelse for…

Trækruter foregår fra oktober 2009 til sommeren 2011, og er for så vidt lineært fortalte dagbogsnotater med digressioner og tilbageblik. Skrevet livsklogt reflekterende, journalistisk anekdotisk (hvis der er noget der hedder det) og godt gammeldags underholdende samt selverkendende med lige det (selv)ironiske twist, der holder Falchs hang til det lidt højstemte i ave.

Bogen er med et fattigt udtryk en fornøjelse at læse. Ordet ‘lystlæsning’ sidder i fingrene, men det er lidt aparte at anvende, for Falchs liv har ikke kun været en lystrejse.

Henrik Pontoppidan, Søren Kierkegaard, Frans af Assisi, Bruce Springsteen, Tom Kristensen, Neil Young og Johannes Jørgensen optræder side om side. Ikke som udslag af namedropping, men fordi den tidligere danskstuderende Falch kan dem. Og ikke ville kunne uden dem. Han bruger dem ikke som ikoner eller idoler. De har måske i perioder været ledestjerner, men er mest ledetråde, som han ikke sjældent er snublet i.

Som kunstner og menneske kæmper Falch konstant med at minde sig selv om, at “det jo ikke er perfektionen, det kommer an på …det handler om i et splitsekund at glemme sig selv og være sjæl.”

Bogen kan, som antydet, sagtens tåle at blive læst i et stræk. Ja, selv om det ikke er så nemt at finde ud af, hvem der er den skyldige og om der overhovedet er en, er bogen lidt af en pageturner, men den kan så bagefter med fordel læses plukvis.

Der er mange afsnit, der nemt kunne været gået hen og blive gymnasiepensum. Før gymnasiereformen, for uden at være bagstræberisk eller nostalgisk er der over forfatteren Michael Falch en værdighed og tro på, at fordybelse er bedre end forjagethed, der er gået helt af mode.

Skal jeg partout anbefale blivende steder i denne bog, må det blive Falchs detaljerede og sjove skildring af møderne med Bruce Springsteen; de varme, men aldrig showbizomklamrende nærbilleder af Sebastian og Bamse; venskabet med F.P. Jac; den nærmest rifbjergske historie om June Bellis struttende bryster; indblikkene i hans mod til at søge en mening i det immaterielle; den hudløse, men alt andet end ugebladssensationalistiske beskrivelse af vejen fra bitter skilsmisse til ny kærlighed, og sidst, men ikke mindst de græsduftende beskrivelser af den kuglerunde lykke, vi er en del, der forkorter fodbold.

Trækruter er en bog af og om en mand, der ikke altid har givet sig tid til at få de rigtige knopper på støvlerne, men som har kastet sig ud i livskampen, uanset vejrlig og odds. Og som nu har fundet en sindsro, som gør ham og musikken godt.

Falch ville dog ikke være Falch, hvis ikke han også anfægtede dèt. Som han skriver: “Tænk, hvis den selverklærede længsel efter fred i sjælen bare er et illusionsnummer, og at jeg ville dø på stedet, hvis al uroen ikke hev og sled i mine tøjler. Hvad nu, hvis det er bluff og håndværk som så meget andet i vores tilværelse,” spørger han. Men siger så, før hans medfødte modsiger kommer for godt i gang: “Jeg tror, der findes en en vej mod mere ro i sjælen. Jeg ved det endda, for jeg har gået af den i en periode af mit liv. Jeg har været der på et tidspunkt og følt en sindsro, der ikke bare var en ny slags bedøvelse. Målet er at opnå freden uden at miste intensiteten…”

Michael Falch virker, som om han er godt på vej mod det mål. Med eller uden saksespark. Og uden at løbe i offside-fælden alt for tit.

Michael Falch: Trækruter. 284 sider. Gyldendal. Omslag designet af Ida Balslev-Olesen.

Kommer du forbi BogForum søndag, kan du møde Falch tale om bogen med sin gamle skolekammerat Nils Gunder Hansen. Det er på Tranescenen kl. 13.40. Mellem Holger Juul Hansen og Kirsten Hammann. Det lyder passende…

Pressefoto: Robin Skjoldborg/Gyldendal

Readmore  

Falch & Krebs under bøgen

1 Comment

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har ‘Instant Karma’ som en af sine John Lennon-favoritter. Det har noget at gøre med den instant on-impulsivitet, der er over indspilningen. Og den hænger igen sammen med, at sangen blev skrevet og indspillet 27. januar 1970, og udsendt i England 6. februar. Samme år. Som Lennon sagde: “we wrote it for breakfast, recorded it for lunch, and we’re putting it out for dinner..”

Den 11. august i år optrådte Michael Falch og hans ganske tætte band, Boat Man Love, på Smukfest i Skanderborg. Elleve dage senere forelå koncerten så som download. Vupti og samme friskhed og befriende mangel på efterbehandling. Instant karma med andre ord.

Når man tænker efter, er det jo en ret gammeldags dyd at sælge varerne, mens de er friske. Også i publikums erindring. Men alt for mange livealbums har gennem årene været døde i sværen. Ironisk nok er det takket være moderne teknik nu igen blevet muligt at holde gamle dyder i hævd.

Albummet er blevet til i samarbejde med det Billetlugen-ejede projekt Next2Live. Det går kort fortalt ud på at drage nytte af digitalteknikken, så varigheden mellem optagelse og udsendelse minimeres maksimalt. Du kan så købe pladen som download (og evt. brænde den over på en cd – til privat brug!). Du kan også allerede i forbindelse med købet af din koncertbillet reservere en liveoptagelse af den samme koncert.

Det er ikke alene smart, men også så logisk, at man undrer sig over, hvorfor det skulle tage så lang tid at få det på skinner. Rettighedsclearing har været en af hindringerne. Filosofien og praksis samt de allerede realiserede albums i projektet kan du læse mere om her.

Uden godt indhold intet bæredygtigt projekt. Og dokumentationen af Falch & Boat Man Love i Skanderborg er sprød og smittende.

Falch slår selv tonen an: “Er der noget vi ikke gider høre på festivaler, så er det nye numre … men hvis der ikke er et enkelt helt nyt nummer med, så dør vi.”

Det er sagt så mange gange, men lad os tage den engang til: Boat Man Love er et kongenialt backingband, der aldrig et øjeblik lader Falch falde til hvile i den kliche, et bestemt stegment af hans fans for tit lader til at være tilfredse med at se ham som.

Lars Skjærbæk og Søren Kochs guitarer fletter en intrikat tråd mellem Tom Petty og ‘Ticket to Ride’, og med den nytilkomne keyboardspiller Christoffer Møller lyder noget af det faktisk, som hvis Chick Corea spillede rock.

Falch selv er i god kampform. Okay, kombinationen af ‘Smukt forår’ og ‘Sommer på vej’ er måske lige lovlig guitardekonstruktivistisk for min smag. Til gengæld vokser ‘Vesterbros Torv’ sig mere og mere ind i kataloget som en af hans mest glødende manifester om glæde og sorg.

Før den havde han fået fulderikkerne og festaberne til at holde kæft med sin nye single ‘Blivende sted’ og nyklassikerne ‘Den eneste i verden’ og ‘Binder mig aldrig igen’. Ligesom den for sjældent hørte ‘Venter på Vind’ blev luftet godt igennem. Og en brusende, ja, berusende ‘Mød Mig I Mørket’ viste, at Skanderborg-publikummet i hvert fald den aften havde lige så meget malurt som øl i bægrene.

Dagen efter var det blodsbroderen og meddirektøren Poul Krebs’ tur. Anslaget er lidt mere countryrockende tilbagelænet, men afleveringen lige så intens, drevet frem af Kent Olsens trommer, der får hvileløshed til at gå i hak med timing.

Hele nitten numre rummer albummet, men for få fra hans seneste cd. Til gengæld er der en raffineret banjo-båren udgave af ‘Johnny Han Var Lige Ved At Blive Sindssyg”, som er lige ved at lyde som ‘All You Need Is Love’, spillet af The Nitty Gritty Dirt Band. Og også Krebs kan skabe ro og rum om sig og sine sange. Der skal et vist mod, men også selvtillid til netop det sted at synge en sang som ‘Shadow Soldier’. Og da det guitarvirile ekstranummer ‘Morgendagens Tåber’ trækker op, trækker jeg det der med det tilbagelænede i mig igen…

Både Krebs og Falch har tidligere i karrieren udsendt livealbums, men ingen så levende og vedkommende som disse. Det næste skridt for Nex2Live må være live-dvd’er.

Foto: Martin Dam Kristensen ©

Readmore  

Da neonsolen stod op for Malurt

Kommentarer slået fra

I morgen udkommer, som tidligere annonceret her på bloggen, en 30-års jubilæumsudgave af Malurts andet album, Vindueskigger.

Da pladen i sin tid udkom på vinyl havde Reagan lige afløst Jimmy Carter som præsident, Grækenland var lige kommet med i EU, Maos enke var blevet idømt dødsstraf, Nordirland var en krudtønde, der gik af næsten hver dag, Anker Jørgensen var statsminister, Hvidovre havde landets bedste fodboldhold, Bruce Springsteen var på vej til Europa på sin ‘The River Tour’, og Vindueskigger fik i Politiken disse velmente ord med på vejen af denne blogger:

Mellem krise og kærlighed

Med lp’en Vindueskigger kan Malurt roligt tillade sig at betragte efterårets debutplade Kold krig som en behjertet tyvstart, der ikke desto mindre var nødvendig for at  nå frem til disse  nye sange. Originalitet er ikke alfa og omega for Malurt, men musikalsk rammer de usvigeligt sikkert med den nye lp, som er en ærlig, hensynsløs hyldest til rockmusikken som den bedste beskriver af det øjeblik, vi alle lever i på neutronbombens nåde og barmhjertighed.

Kompositorisk er der ikke taget stormskridt. Malurt følger tilsyneladende fortsat godt med som pladekøbere, men virker ikke længere så benovede over at de selv kan.

Sangene er strammet op. Navnlig balladerne står sig i helheden. Vidtfavnende og fabulerende som den bedste amerikanske rock, og omkvædene er blevet om muligt endnu mere mundrette ligesom Malurt denne gang satser længere end slagord.

En anden afgørende forskel er, at hvor Malurt før nærmest bare var en sangsolist med akkompagnement, ja, da viser Vindueskigger et band med bl.a. en forsanger.

Et band, som er blevet betydeligt bedre sammenspillet, og fremhæver musikkens kollektive karakter uden at ende i det selvudslettende. Musikerne bevæger sig frem og tilbage mellem det erfarne håndværk og den sande rockfans opslugthed af genren.

Uden at forklejne rytmegruppens solide arbejde er guitaristen Peter Viskinde toneangivende. I den retning har det nok ikke været en bagdel at have en anden guitarist, Nils Henriksen, som producer.

Viskinde har før virket lidt fejlplaceret, men ytrer sig her, så det ikke er til at misforstå. Ikke så meget som solist – det forhindrer formen næsten – mens hans præcise akkordbetonede rytmespil er med til at give musikken en en-for-alle-alle-for-en-enkelhed, som vel at mærke ikke bliver mere tilknappet end at tangentspilleren Henrik Littauer får mere plads og tid til detaljer end i en koncertsituation, hvor han ikke virker slet så udslagsgivende.

Vindueskigger er dog først og fremmest forum for Michael Ehlert Falch, som nu som sanger tør det meste af det, han før kun tøvende turde foreslå sig selv. Hans  referencer er ikke blevet mindre tydelige, men mens de før var en belastning, er idolernes sangstil nu blevet brændstof for en sanger, der på sine højdepunkter er selve den legemliggjorte lidenskab.

Han virkeliggør i sjælden grad sine sange:

Vindueskigger er en plade for dem, der »er faret vild i verden med hundredvis af halve svar«. Sange udsprunget af en neonbelyst storby, hvor det aldrig er sommer, hvor »man sikrer sine låse og fejer for sin dør/og ingen aner noget, når nogen endelig spør…«

Neonsolen brænder over Malurts by, og selv om terminologien er hørt før hos Troels Trier, har Malurt oplevet situationen på for tæt hold til at forvrænge den til det groteske. Det er en styrke, men kan også risikere at blive en svaghed, fordi denne besættelse af byen som fænomen kan ende i harmløs fascination. Det er der tilløb til, men Malurt holder tungen lige i munden.

Stærkest står kærlighedssangene. Sunget med et begær, så man bliver klar over, at det er nu eller aldrig. Nok kan Michael Ehlert Falch virke lidt for kalkuleret smart som scenepersonlighed, men her brænder han så ingen kan undgå at blive varm.

Det gør det lidt lettere at leve med at indflydelsen fra Bruce Springsteen næsten er for tydelig. Tag f.eks. en linje som »jeg lover ikke at få livet til at ligne dine drømme på en prik, men jeg tror jeg kan tænde et par stjerner i dit triste blik«. Og sammenlign med dette Springsteen-citat: »To say I’ll make your dreams come true would be wrong/but maybe darling I could help them along…«

Det gør ikke Michael Ehlert Falch til Bruce Springsteen. Langtfra, men deres hjerter sidder i samme side, og Malurt og dets forsanger prøver ligesom Springsteen at nå ind til sig selv og ud til os andre på samme gang.

Alle disse ord blot for så tydeligt som muligt at sige, at Malurt med Vindueskigger markerer sig, så der ikke er nogen vej tilbage. Skeptikerne kan godt berede sig på smagen af sure æbler. Jeg har hermed selv taget den første bid.

Politiken, marts 1981

Readmore  

Vindueskigger fylder 30

1 Comment

Her på bloggen har vi tit brokket os over de danske pladeselskabers negligering af den danske rockfortid. Men noget sker der i år. Blandt andet forlyder det, at EMI genudsender Vindueskigger, Malurts andet og gennembrydende album, der kom på Medley i april 1981.

Den remastererede genudgivelse skal efter planen udkomme i næste måned med outtakes og den slags, fortæller Michael Falch på sin blog.

Her knytter han også lige nogle ord til musikken. Blandt andre:

“I mine ører var netop Vindueskigger vores højdepunkt i MALURT. Der var lige en periode der i 1981, hvor vi følte, at det var os, der bar danskrockens fane. Det var, mens det stadig slog gnister, når Peter Viskinde og jeg sad sammen og arbejdede med mine sange. Og mens storbyen København stadig syntes at syde som en vulkan omkring ørerne på en Tønderdreng i eksil på Nørrebros Runddel. På den tid var det ‘Neonsolen’, ‘Sidste Station’, ‘CPR’, ‘Tilbage til Byen’ og ‘Den Tid det tar’, som sangerinden Elisabeth mente, var albummets bedste. Nå ja, så var der ‘Superlove’, oprindelig en sang, jeg havde skrevet som en solidaritetserklæring til de underbetalte kassedamer, direkte inspireret af den søde krølhårede Annette nede i Brugsens bagerafdeling på Nørrebrogade, hvor jeg handlede mine chokoladeboller. Den sang hører vel til den håndfuld, der har båret mig igennem min karriere og holdt mig hængende på et yderligt mandat i visse krisetider i 90erne…”

Mon ikke nogle af sangene fra Vindueskigger får lov til at kigge forbi, når Falch snart på begynder sin forårsturne?

Readmore  

Poul Krebs går til Charlie

2 Comments

Jeg var i aftes i Glassalen i Tivoli til turneafslutningen for Michael Falch og Poul Krebs. Jeg har tidligere her på bloggen beskrevet deres smittende indforståethed, gudindgivne vokalharmonier, lune og selvironi og deres måde at forny hinandens sange på. Sådan var det også i går, så det vil jeg ikke trætte med igen.

Undervejs gav Krebs appetitvækkende smagsprøver på sin kommende engelsksprogede cd, Magnolia tales. Og nævnte en passant, at den var produceret af Charlie Sexton.

Den Austin-fødte Sexton sanger, sangskriver og guitarist er en af søjlerne i moderne americana. Han befæstede og udvidede sit ry som guitarist med og for Bob Dylan 1999-2002. På scenen gav han i duet med Larry Campbell Dylans sange nyt liv. Og han er en væsentlig del af albummet Love and theft. Siden 2009 har han atter deltaget i The Never Ending Tour.

Før det gav han lyd på plader med bl.a. Lucinda Williams – hendes mesterværk Car wheels on a gravel road – og Shawn Colvin. Sexton viste lovende takter, allerede da han i slutningen af 80′erne som tyveårig udsendte sit første soloalbum. Folk som Ron Wood og Keith Richards opmuntrede ham, men selv om det er blevet til en håndfuld fine plader som solist, virker han til at have det bedst i samspil med og som forgylder af andres ideer.

Den 22. marts kan vi høre om, Poul Krebs har nydt godt af det. Da udkommer nemlig hans nye plade. Selvfølgelig på pladeselskabet KrebsFalch.

Her kan du klikke dig videre til et klip, hvor pladeselskabsdirektør Falch interviewer sin kunstner om, hvordan samarbejdet med Sexton kom i stand.

Illustration: Beskæring af forsiden til Sexton-albummet Cruel and gentle things.

Readmore  

Falch og dialektikken live

2 Comments

Jeg kom i går aftes til at tænke tilbage på Bangla Desh-koncerterne i 1971. Nærmere bestemt det øjeblik, hvor George Harrison introducerer Bob Dylan med ordene: “I’d like to bring out a friend to us all, Mr. Bob Dylan.” I hyggelige, hængerøvs-Danmark synes vi, det er for meget med den slags introduktioner, men mon ikke de fleste i Portalen i Greve i går havde det sådan med Michael Falch.

Han er en ven, ikke bare et blegt facebook-fjæs. For sin hudløshed, for sin ærlighed, men også for sin mærkeligt paradoksale blufærdighed og for sit mod til at knuse spejlene foran sig. Hvis ordet ‘ikonoklast’ overhovedet giver nogen mening i dag, er Michael Falch en sådan. Han er beviset på, at man kan være spirituel uden at spille helligfrans.

Samtidig er han her og nu. Og vi kender ikke kun det foreløbige facit, men han har undervejs delagtiggjort os så meget i mellemregningerne, at vi som publikum regner ham med i vores nærmeste vennekreds.

Det giver især hans solokoncerter deres egen fortættede intimitet. En slags broderskab m/k. Men samtidig lurer noget, der ikke er forudsigelighed, lige under det, der jo ikke er overflade. Giver det mening? Det gjorde det i går.

Derfor er det så heldigt, at Michael Falch er velsignet (undskyld!) med en evne til at udfordre sing-a-long mageligheden. Selvfølgelig giver han sine største hits, men han gør det uden halbal-agtigt at invitere til støvletramp og Shu-bi-dua-agtig fællessang. Lige et lille twist der, en forskydning her og der i rytmen og intonering, som gør, at han alligevel holder sangen for sig selv uden at afstå fra at dele den med os andre.

Det kører sikkert på instinktet, men det er netop dèt, der gør ham så unik og alligevel velkendt som performer. Den dialektik og indre diskurs (og hvad de ellers kaldte det, dengang Falch læste dansk på KUA) bliver også holdt lyslevende ved, at han til stadighed (som i øvrigt også Dylan) henter obskure sange frem fra bagkataloget.

I Greve gav han således, på el-klaver, en rent ud åndeløst formidabel version af ‘Som Et Lyn’. Uden Malurtmanerer befriede han sangen fra dens Fairlight-fængsel efter 27 år. Ud sprang sangens sårbare og stærke kerne. En anden sjælden gæst på repertoiret, ‘Min Barndoms Blå Tatovering’, havde ikke originalversionens bløde moduleringer, men kom flosset og forrevet igennem, som om den var et outtake fra Neil Youngs ‘Time Fades Away’-album. Det er en ros.

Mindre sjældne, men ikke forhåndsannoncerede gæster var produceren og guitaristen Lars Skjærbæk samt sangeren (og datteren) Mathilde Falch. Den første gav tilbagelænget, men aldrig slapt modspil på både dobro (‘Trækfugle’ og ‘De Første Fugle Uden Dig’) og guitar, og kom, sikkert uforvarende, på ekstranummeret ‘Mød Mig I Mørket’ til at minde os om, at den unge Falch ikke kun lyttede til The Clash på Nørrebro, men sandelig også Crosby, Stills & Nash.

Mathilde Falch har jeg tidligere anbefalet her på bloggen. Og gør det gerne igen. Udover at forvandle sin fars ‘Din Himmel Så Blå’ til en sensuel blues, fik hun selv spotlightet på sig, da hun sang sin egen ‘Kom Med Mig’. Hun missede ikke, hverken med øjnene eller chancen.

Afslutningsvist var det et godt scenografisk stunt, at Falch som ekstra ekstranummer satte sig på scenekanten og trubadursang ‘Jeg Bliver Ved Med At Gå’. Men også en symbolsk tilkendegivelse af den nærhed, han føler med sit publikum.

At dømme efter klapsalverne var det gengældt. Vennerne i Portalen havde i hvert fald svært ved at gå.

Michael Falch fortsætter sin turne til medio december.

Foto: Martin Dam Kristensen, 2009.

Readmore  

Mathilde Falch er helt sin egen

1 Comment

Lad os få overstået trivia først: Jo, hun er yngste datter af Michael Falch (og Linda Lyneborg), så det kan ikke undre, at hangen til sangbar guitarrock hænger ved, men ellers er Mathilde Falch ved at skære sig sin helt egen niche.

Efter at have leveret en sang til tv-serien Livvagterne er den 21-årige Falch klar med sin første ep, Kom Med Mig. Stilistisk befinder hun sig mellem en ung, ukrukket Annisette og Chrissie Hynde for nu at give nogle ledetråde til de, der ikke bare tør overgive sig til en stemme, der ikke altid er lige sikker, men som investerer sig selv frygt- og hudløst i de fire sange.

Faderens manglende frygt for de store sprogbilleder smitter af på datteren. Hun har “ar på min sjæl og ar på min krop, en dæmon på min skulder bliver ved at dukke op…” synger hun på den indledende ‘Væk Fra Virkeligheden’. Og gør det, så det ikke bare bliver metaforer!

Kærligheden kan åbne både en himmel og en afgrund, og Mathilde Falch lyder på balladen ‘Kom Med Mig’, som om hun allerede har kigget derop og derned.

Bag og omkring Mathilde Falch spiller det Lars Skjærbæk-producerede band, anført af guitaristen Dennis Flacheberg, tvangfrit og entusiastisk i den stolte tradition fra Boat Man Love, Tom Petty og Neil Young.

Refræner og hooklines sidder lige i rockskabet. The Pretenders og The Kinks (‘Nørrebrogade’) er slægtninge til denne musik, som alligevel kommer igennem som vedkommende. Som sig selv.

Med andre ord: Overraskende profileret, hjertesmertelig og løfterig.

 

Mathilde Falch: Kom Med Mig. Producer: Lars Skjærbæk. FTZ.dk


Illustration: Bagsiden af ep’en fotograferet af Per Janus Sørensen.

Readmore  

Falch stryger ikke inderligheden

1 Comment

Michael Falch, som i dag fylder 54, har det med at huske sig selv på, hvor han kommer fra. Hans bagkatalog rummer op til flere greatest hits-samlinger. I går var det 30 år siden, han debuterede som fandenivoldsk, men mærkeligt nok ikke respektløs billedstormer med Malurt og albummet Kold krig.

Det markerer han på sit (og Poul Krebs’) eget pladeselskab med cd’en Hele vejen. På en måde.

Der er en tendens i tiden til at gå tilbage og genindspille sine egne sange. Genhøre det gamle med fornyet indsigt, gå i barndom med voksne sko.

Falchs koncept er ret originalt. Med ‘sit’ band, Boat Man Love, og DR UnderholdningsOrkestret, sammen og hver for sig, genopfører han en række af de kendte sange plus fire helt nye numre.

Han er først og fremmest i fin vokal form. Inderligheden er intakt, enhver ansats til sentimentalitet sat uden for døren og ordene står klare og stærke. En rock-psalmist uden salvelse.

Siden Neil Young fik rødstrømperne på nakken med sin højtbelagte ‘A Man Needs A Maid’ har Falch næret en hemmelig kærlighed til strygere og rock. Den er han ikke alene om, og der er svulmende, men patos-frie øjeblikke i nyarrangementerne af ny-klassikeren ‘Binder Mig Aldrig Igen’, ‘Trækfugle’ og ‘Lad Mig Lige Se Dig’, mens jeg nok synes, at hans vokal på ‘Mød Mig I Mørket’ og Helge Sundes arrangement af samme sang lidt for udtalt lever hver deres liv. Strygerne truer hele tiden med at tage magten fra sangeren. Måske skulle man helt have undladt vokalen? Og hvad blev der af ‘De Vildeste Fugle’?

Derimod er der hjerteren telepati mellem Boat Man Love og Falch på spændstige fornyelser af bl.a. ‘Over Vesterbros Torv’ (med Neil Young-mundharpe) og ‘Neonsolen’, der skinner stærkt her, 29 år efter at den blev tændt.

De nye sange er varsomme og sympatisk tøvende, på vej videre frem. Ikke fri for at være det, den tidligere litteraturstuderende på KUA i 70′erne vist lærte at analysere som programmatiske. Men sunget med verve og nerve:

Vejrbidt og vindblæst vandrer man videre
på usikre ben med hinanden som ven
Vi finder et ståsted til kommende tider
Stadig insisterende på en happy end…

Godt, at Falch stadig er for rastløs og søgende til at finde den. Vingeslaget er måske ikke længere så vildt og utæmmet, men vingefanget er ikke blevet mindre med denne alt andet end repetitive selvfejring.

Pladen er – naturligvis – forsynet med en eksemplarisk booklet, hvor Falch skriver så engageret og selvransagende godt om sine sange, sine inspirationer og sit liv, at det for den, der skriver dette, næsten virker lidt flovt at have skrevet op til flere bøger om ham.

Men igenigen og heldigvis: Musikken får altid det sidste ord.

Michael Falch og Boat Man Love kan ses på Plænen i Tivoli fredag 24.9 kl. 22.

Readmore  

Gak-gak i gågaden

Kommentarer slået fra

VARMEPLADE 11:

Hold kæft, hvor fik han høvl den sommer, Michael Falch. I bedre rockkredse blev han beskyldt for kulturelt landsforræderi og anmelderne henrettede ham ved standret. Hans forbrydelse: Bevidst digitalisering af rocken længe før det blev politisk korrekt.

Cowboyblå blev for en stund en meget corny kulør.

Anledningen var det soloalbum, der bare bar Falchs navn, og som samtidig var det med forventning imødesete første udspil siden han som førstestemme i Malurt havde givet den Springsteen’ske rockdrøm et sundt underlag af dansk virkelighed, som den så ud midtvejs mellem Grundtvig, Neil Young og Gasolin’.

Her, små femten år senere, er det umuligt ikke at høre melodierne fremfor attituden på Michael Falch. Og, skulle jeg hilse og sige, sangene, eller de fleste af dem, holder, når trommemaskinerne og  sequenzerne og Fairlight’en er kørt på Teknisk Museum.

En af de bedste er den sidste, Sommer På Vej. Refrænet er måske nummeret før dansktop, men det pulserer af fremtid og utopisk håb, og midt i en arrangement, der gnistrer af storbymodernisme, er det en befriende og stilistisk effektiv modsætning pludselig at komme på landet:

Og nede på kroen er der bal
og de kårer Miss Sommer
Hun ser sikkert godt ud,
men jeg blir først glad,
når du kommer …

Falch er på hjemmebane her, provinsnomade som han i virkeligheden har været det meste af sit liv, men pladens clou er den fadende rappende coda, et credo, som kun hjerteløse sidder overhørig:

»Jeg nægter at tro, at verden er af lave. Jeg tror at livet er en gave. Jeg vil holde fast på det, jeg har. Jeg vil give det al den tid, det tar. Jeg vil følge min pige gennem mørke gange. Trøste børn, der er alt for bange. Stole blindt på sol i juli. Gøre ingen drøm umulig. Og dybest set og inderst inde håber jeg en dag at finde: livet i et øjeblik – smukt som i min piges blik …

Alt andet end en skuffende kadence.

Michael Falch: Sommer På Vej. 1985. Tid: 4.30

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top