Stjernerne priser Skjærbæk

1 Comment

Der er priser nok til stjernerne. Vandbærerne må for tit nøjes med æren. Heldigvis har vi Ken Gudman-prisen, som har fået for vane at sætte pris på de vandbærere, der er stjerner i sig selv, dem, der får andre til at skinne, men sandelig også selv stråler, præcis som Ken Gudman (der døde kun 55 år gammel i 2003).

Sådan en musikernes musiker, en stjernernes stjerne, har guitaristen, sangeren, sangskriveren og produceren Lars Skjærbæk længe været. Den 10. oktober, i Amager Bio, er det derfor meget passende, at han bliver den syvende modtager af prisen.

Ved prisoverrækkelsen vil der blive musiceret af prismodtageren i selskab med Tim Christensen, Michael Falch, hans eget band Boat Man Love, Henrik Hall, Peter Belli, Allan Vegenfeldt, Hush og Inside The Whale. Og dermed har vi lige fået et dækkende tværsnit af Skjærbæks virkefelt og kundekreds.

Senest var han Falchs kongeniale sparringspartner på albummet ‘Fodspor i havet’. De deler også samme smag i hatte. Fra i morgen er de sammen med resten af Boat Man Love på sommerturne.

Boat Man Love har netop udsendt mini-cd’en ‘The sweet rush and the price to pay’. Denne gang har de givet Tom Petty en velfortjent fridag, men stilen er stadig americana så autentisk som det kan blive, når man bor på Vesterbro (og det er ret meget!). Guitarprofilen er mindre kras, men melodierne er rundhåndede, vokalharmonierne sidder, så Fleet Foxes må blive misundelige og refrænerne er ikke til at slippe – en sang som ‘I’d rather lie awake than wake up dead’ kunne være skrevet af Falch. Det er en ros.

Jo, båden nøjes ikke med at vippe. Den rocker…

Lars Skjærbæk kommer med modtagelsen af Ken Gudman-prisen i godt selskab. Her er listen over de hidtidige prismodtagere:

2004: Aske Jacoby
2005: Per Chr. Frost
2006: Moussa Diallo
2007: Laust Sonne
2008: Wili Jønsson
2009: Klaus Menzer

Foto/Styling: Askman & Fröhlich

Readmore  

Viskinde har sin egen profil

1 Comment

Siden Peter Viskinde som syvårig fik en Egmont Lucky Seven-guitar af sin far, har han været vild med rock. I perioder har det virket som om forelskelsen ikke altid har været lige gengældt, men Viskinde er stædigt vedblevet med at rentegne sin egen profil i den del af den danske rock, der ikke genopfinder hverken den dybe tallerken eller det varme vand.

I Malurt var han en nødvendig og til tider irriterende, men altid udfordrende sparringspartner for Michael Falch indtil egoerne ramlede sammen – siden, skal jeg hilse og sige, er luften blevet renset og de nyder at indånde den sammen. Doraz var en poppet parentes med hittet ‘Savner en som dig,’ og i Big Fate Snake tænkte den ellers økonomisk ret bevidste Viskinde mere på musikken end musikken indbød til. Også det samarbejde tog slut med den alt-eller-intet voldsomhed, der altid har været en side af Viskindes væsen, som nu får afløb i en ret succesfuld karriere som skaber af eruptive, farveglade malerier.

Sideløbende har han længe kørt en solokarriere for egen regning og risiko. Den kronede han tidligere i år med albummet Good Times.Og der er ingen vej udenom: Det er en sej, lille plade, som vokser for hver gang den om jeg må sige finder vej ind i cd-slæden. Ja, i virkeligheden er der tale om to: En cd med nye melodisk righoldige og modent afrundede, men ikke uskarpe egenkompositioner (plus en dejlig udgave af den oversete Rod McKuen‘s ‘Love’s been good to me’) og en cd, hvor Viskinde aflægger fortiden et besøg og genindspiller gamle favoritter, både egne og andres. Fra Mary Chapin Carpenter til Bruce Springsteen.

Det er veltiltrådt terræn, men Viskinde bevæger sig i det, som om han vil aflokke det nye sider. Det lykkes i den grad. Ikke mindst på grund af kongeniale akkompagnatører som bl.a. trommeslageren Jesper Berg, bassisten Steffen van Norde, keyboardspilleren Niels Ole Thorning og Sheriffen selv på guitarer m.m.

Jeg får ikke penge for det, men jeg kan stærkt anbefale Good Times. Den plade garanterer netop det.

Youtube-smagsprøverne turde tale for sig selv. Se bare selv.

Og resten af året er der lejlighed til at opleve Viskinde og hans band live her.

Ukrediteret pressefoto fra kunstnerens hjemmeside.

Readmore  

Falchen blogger

2 Comments

Længe før ret mange vidste, at der var noget, der hed en blog, brugte Michael Falch sin hjemmeside på at nedskrive en række dagbogsnotater, som skulle blive rygrad i hans to mini-selvbiografier: Helligdage og Hjemveje. Nu har han været i gang igen i et stykke tid, selvransagende, velskrivende og med en ydmyghed, der ikke er kruk. Læs f.eks. her.

Anes konturerne til en tredje bog?

Readmore  

Højtflyvere og fastholdere

Kommentarer slået fra

Falch & Krebs (eller er det Krebs & Falch?). Det lyder som en lægepraksis eller et mindre advokatfirma. Som de mange, der overværede duoens Danmarksturne for et år siden, vil vide, er konstellationen Michael Falch-Poul Krebs både fuld af helbredskraft mod tidens ulidelige hastighed og af musikalske sagsanlæg mod de, der ikke kan se helheden for lutter enkeltdownloads.

Nu er de tilbage. Jeg så dem i går i Glassalen i et snelandskabeligt Tivoli. Der var småkoldt, da vi satte os, men det varede ikke længe. De to klæder hinanden. Det musikalske slægtskab har længe været indlysende, men de er også modsætninger, der får det bedste frem i hinanden.

Poul Krebs kan have en hang til at forfalde til det seminariebløde, mens Michael Falch til tider kan slås med lidt for megen hårdkogt eksistentialisme. Krebs er måske mere til truckstops-country, mens Falch er til renlivet Neil Young. Falch er en romantiker, der ser virkeligheden i øjnene. Krebs er en sanger, der søger og tør få øje på romantikken i (social)realismen. Begge har de en heldigvis uhelbredelig svaghed for den filmiske fremkaldelse af skæbnefortællinger fra deres eget liv, Falch lidt mere ublufærdigt end Krebs. Sammen giver det en sjælden symbiose.

Repertoiret gør en dyd ud af ikke at trække overdrevent på de kendteste sider af d’herrers bagkatalog. Selvfølgelig er de der, hitsene, men i afmålte doser. Genkendelighed er nemlig ikke koden på denne turne. Intet mindre end dialogen og helheden søges. Og findes tit. Bl.a. fordi de synger hinandens sange. F.eks. gør Krebs Falchs signaturmelodi “De vildeste fugle” til sin i en lavmælt tolkning. Og det er ikke til at stå for Falch, når han morsomt og kærligt demonstrerer, hvor meget Krebs skulle have ofret, hvis hans “Sådan nogen om os” var blevet oversat til Nashville-banalitet.

To andre højdepunkter:

Falchs el-klaverakkompagnerede indlevede fremførelse af sin egen “Binder mig aldrig igen” fra det aktuelle album “Fodspor i havet”. “Jeg hører et hit”, kom det fra pladeselskabsdirektør Krebs. Han kunne også have sagt “en ny evergreen”.

Krebs’ fødselsdagsgave til datteren (i stedet for en i-pod) “Smiler din sol” med de gåsehudsfremkaldende linjer “lykkelige mig at jeg har fulgt dig på din vej”. I hvert fald når man selv er far til to teenagetøser. Og så klæder det sangen at blive spillet en kende hurtigere end sidste år.

To bonusgevinster:

Falch som skramlet, men indædt solist på akustisk bomuldsplukkerguitar.

Vokalharmonier, der må være blevet kallibreret i himlen. Crosby, Stills og Nash fik en hilsen undervejs. Den virkede ikke indbildsk. Krebs og Falch kan både holde fast og flyve højt. Det sidste gør Falch i den grad på Hitlisten, hvor hans nye cd er nr. 6 i denne uge.

Sammen magter Krebs/Falch/Falch/Krebs både det afslappede og det kontrollerede.

Turneen fortsætter. Se selv her. Som et visitkort er netop på eget selskab udsendt et dobbelt live-album fra sidste års turne, der kan købes ved koncerterne.

Det er godt nok, men ikke så godt som at være der selv.

Pressefoto af Stine Heilmann fra Skandinavian.dk

Readmore  

På hat med nutiden

Kommentarer slået fra

sebastian1

Det er ikke hver dag, et orkester hyldes i halvandet minut med taktfast bifald, før der overhovedet er affyret en akkord. Sådan var det i går aftes i Falconer Salen for Sebastian og hans såkaldte Dream Team, og dermed var tonen ligesom anslået. Begejstring og venlig varme er ikke de værste kulisser for kunst, især ikke når den findes på begge sider af rampen.

Okay, Sebastian er ikke længere ved sin gamle stemme; omvendt er det ikke et argument, man hører brugt mod Bob Dylan. Der er rust og skrøbelighed, men også en rørende sårbarhed, og som aftenen skred frem sang han faktisk bedre og bedre.

Det er næsten ti år siden Sebastian har optrådt med band, og meget mere end dobbelt så længe siden, han har optrådt med en del af musikerne i Dream Team. Det kunne ikke høres. Faktisk var samspillet organisk og åndsnærværende. Især gav det et vældigt drive med to trommeslagere, Alex Riel og Klavs Menzer, som lagde skinnerne ud for et rocktog, der kun standsede ved de store stationer. Sådan fik det i hvert fald selv de mindre sange i Sebastian-kataloget til at lyde på en aften, der bød på noget så sjældent som “Romeo” i bandsammenhæng, men ingen “Stille før storm”. Sangens patentindehaver, Lis Sørensen, havde takket nej til genforeningsfesten. Hun må virkelig være bedre vant.

Ikke at der ikke var gæster, selvfølgelig var der det. Det er der ved sådanne lejligheder, men det forstærkede kun indtrykket af Sebastians mangfoldighed. Hans datter Sara Grabow, sommerfugleskrøbelig og spindelvævsstærk, Michael Falch energisk og empatisk og færøske Eivør, som har stor opdagelseslysten stemme og store gebærder og vist er en smagssag (hvad er det med den ene arm?). Og ude i siden korsangerne Misen Groth og navnlig Gry Harrit.

Alt holdt sammen af den urokkeligt rockende (og subtile, når det behøves) kapelmester, bassisten Michael Friis, den meget veloplagte og ikke længere slet så blærede keyboardist Morten Kærså samt de meget stilforskellige, men lige lydhøre guitarister Perry Stenbäck og Nils Henriksen (tal om ulmende underspillethed!).

Aftenens overraskelse: En ukommenteret, men netop derfor så meget mere aktuel udgave af Sebastians Afrika-sang, den, der i sin tid “tabte” til Nanna, men må siges at modstået tidens tand noget bedre. Akkurat som komponisten, eneren og småsærlingen, der så ud til at være både overrasket og taknemmelig over igen at måtte sande sine egne ord: Du er ikke alene.

Sætliste

Hos Ingeborg
Dejlig indeni
Når lyset bryder frem
Sommerfuglen
Vind & vejrhaner
Sangen om den lille vind
Hodja fra Pjort
Den flyvende hollænder
Fuld af nattens stjerner
Brødre skal vi dele
Måske ku vi
(Pause)
Her er en sang
Den sidste vals
Lola
The greatest story
Lili M.
Den lille malkeko
Ulvesangen
Vårvise
Danser på vulkaner
Dans med mig
Hvis du tror du er noget
Sangen om langfart
Du er ikke alene

Ekstranumre:

Afrika
Romeo


Andre anmeldelser af koncerten kan du finde i Jyllands-Posten og i Gaffa. Samt i Ekstra Bladet og Fyens Stiftstidende. Og på sin blog fortæller Michael Falch om sit forhold til Sebastian.

Pressefoto (taget af Sebastian selv) er hentet fra hjemmesiden for Sebastians management.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top