Soluna Samay er til mere end 21 point

4 Comments

Den egentlige taber af det europæiske Melodi Grand Prix var ikke stakkels Soluna Samay, som ikke anede, hvad der ramte hende, da hun meget længe lå til at få nul point. Det var derimod DR og kommentator Ole Tøpholm: DR, fordi man ikke havde muskler og moral nok til at sige fra over for selve ideen om at afvikle konkurrencen i diktaturet Aserbajdsjan. Og Tøpholm for at agere villig lakaj for EBU’s skyklappende pointering af, at MGP er musik og ikke politik.

Topmålet af Tøpholms tjenstivrighed kom, da han under en lille film om tilblivelsen af det pompøse spillested i Baku ikke kom ind på, at den såkaldte krystalhal kun var blevet mulig efter en lokal krystalnat, hvor grædende indbyggere var blevet tvunget til at forlade deres nedrivningsdømte boliger. Dernæst blev han så defensivt-skarp i mælet, at man næsten skulle tro, han følte sig ramt, da han, uopfordret, på det bestemteste afviste, at det havde noget med politik at gøre, når den lokale eneherskers svigersøn leverede pausemusikken. Slet, slet ikke. Dét indslag var skam godkendt af EBU, så der var ikke noget at komme efter. Og havde det haft med politik at gøre, ville EBU have stoppet det, sagde han. Måske som en slags beroligelse.

Nu ved jeg ikke, hvad Tøpholm opfatter som politik, men det behøver altså ikke kun være sange med omkvæd om, at diktatoren er dum. Politik er også udtryk. Og i høj grad det der ikke bliver sagt. Og den læder- og latex-indsvøbte attitudebevidste musik, svigersønnen diskede op med, havde et distinkt fascistoidt ekko.

I det hele taget var det ikke Ole Tøpholms aften i går. Under semifinalen havde han udråbt det danske bidrag til “årets største sang”. Intet mindre. Som finaleafstemningen skred frem, viste han sig at stå ret alene i tv-Europa med den vurdering. Og da Tøpholm er en type kommentator, der trives bedst i medvind, måtte han kaste sin kærlighed på Sverige. Det lød ikke helt så helhjertet.

Ole Tøpholm er nemlig så patriotisk, at selv en Mærsk-ansat må rødme, og hans uskrømtede nationalbegejstring forvandler forne kommentatorer som Jørgen de Mylius og Keld Heick til saglige, neutrale tørvetrillere.

Sandheden var den enkle, men ubarmhjertige, at Soluna Samay var gået forkert med den rigtige melodi. ‘Should’ve Known Better’ af Remee, Chief 1 og Isam B. er en lille køn, fordringsløs melodi, som ville have løftet taget af Musikcafeen i gamle dage. I Eurovision-regi blev den væk. Og sangeren selv kom aldrig ud over rampen.

Den aften var der ikke bud efter Taylor Swift-nedtoning, men efter laserbelyst drama, nedringethed og lårkorthed i den store skala. Det er jo sådan Melodi Grand Prix er, her hvor østeuropæernes indtogsmarch for længst er blevet en sejrsmarch, som kun kan modstås, hvis man som svenskerne har kynisme og beregning nok til at skære musik efter bredeste fællesnævner. Ved de ikke det i DR, bør de holde sig væk eller som mindstemål undlade at piske en forløjet stemning op.

Den historie, der var med til at sælge Soluna Samay, er jo god – guatamalansk født gadesanger og alt det der. Den var bare ikke helt rigtig. F.eks. fik DR alle medier til at købe den del af historien, som handlede om, at hun var et ubeskrevet blad, der blev opdaget af Remee og Chief 1 på Facebook. Igen: Det er ikke hele sandheden.

Faktisk fik hun i efteråret på det lille bornholmske pladeselskab, Baltic Records, udsendt sin debut-cd. Den er produceret af Jesper Mejlvang, sideman for One Two, Danser Med Drenge, Thomas Helmig etc., og Michael Friis, bassist og kapelmester for bl.a. Sebastian.

Det var længe, før der var tænkt på MGP. Siden lod Soluna Samay sig overtale til at gå efter det guld, som efter i aftes pludselig ikke ser helt så glitrende ud.

Debutalbummet er en ganske charmerende affære, som netop er blevet reddet fra glemsel ved at blive genudsendt. Samay har selv skrevet alle sangene. Der er måske lidt for mange af dem, men hun synger afslappet og renhjertet smukt. Hun er simpelhen det, Melodi Grand Prix ikke er – forelsket i musik. Og bag hende sørger et fint band med bl.a. producerne, guitaristerne Ole Kibsgaard og Troels Skovgaard samt trommeslageren Lars Juul for at skubbe til hende, når hun egentlig helst vil flade lidt ud.

Yndere af Dixie Chicks, Fleetwood Mac, Shawn Colvin og Karla Bonoff går ikke forgæves her. Og den uundgåelige sammenligning med Tina Dickow falder ikke altid ud til Dickows fordel.

Forhåbentlig medvirker det eklatante MGP-nederlag til at, at Remee og Chief 1 på en kommende cd ikke styler Soluna Samay til international ugenkendelighed, men lader hende videreudvikle sig ad de spor, der er udstukket på denne debut-cd.

Under alle omstændigheder kan Jesper Mejlvang og Michael Friis glæde sig over, at de var de første, der vidste bedre.

Soluna Samay: Soluna Samay. Producere: Jesper Mejlvang og Michael Friis. Baltic Records/ArtPeople. 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Michael Friis fylder 60

1 Comment

Der er bassister og så er der Michael Friis. I snart 40 år har han med tilbagelænet autoritet betjent den el-bas, som for mange først bliver hørbar i tonesproget, når man fjerner den. Det indtryk har Michael Friis, som i dag fylder 60, gjort sit for at ændre. Han kan både akkompagnere og accentuere, men aldrig for at blære sig, selv om han har god grund til det, så suverænt som hans bas altid finder melodien i melodien.

Oprindeligt var han både til pigtråd og trad. jazz i Københavns Fodvarmere. Siden er der kommet flere farver på paletten. Han måtte til at begynde med love sin mor ikke at spille steder, hvor der blev serveret alkohol. Derfor befandt han sig ved juletid 1969 i en øvekælder i en skole ved Hareskoven med Cy Nicklin, som efter Cy, Maia & Roberts kommercielle kuldsejling ville noget andet. Det blev til Culpeper. Til 1978 var Friis bassist i det band og satte nye hjemlige normer, inspireret af Paul McCartney, Jack Bruce og bassisternes bassist, Jaco Pastorius, som Friis introducerede for den danskbyggede båndløse Mørch-bas, der blev hans varemærke. Og omvendt.

Efter Culpeper fortsatte Friis ad to spor: Med Kenneth Knudsen i Anima og med den noget mere folkekære Sebastian, hvis kunstneriske udvikling i 80’erne ikke var forløbet på samme måde uden Friis (og Knudsen). Siden har Friis fungeret som kapelmester ved stort set alle betydende Sebastian-projekter. Om et par uger er han igen kapelmester, når Sebastian sommerturnerer med sit genopstandne Dream Team.

Som freelancer kender han faren ved at lægge alle æg i en kurv, så han har også spillet – og i stigende grad produceret – for bl.a. Paul Banks, Brødrene Olsen, Bamse, Povl Dissing, Lis Sørensen, Jan Toftlund, Erann DD og Jacob Groth, hvis filmmusik han live-opfører. Producer er han ikke blevet, fordi han partout vil bestemme, men fordi mange har indset, at med ham i bandet er det som at gå over åen efter vand at hyre en anden til det job. Sideløbende har han også dyrket en svaghed de skæve taktarter, bl.a. i ensemblet Polkageist.

Hans vennesæle rundhed gemmer på en tør, ikke uskarp humor, som i en årrække gjorde ham til en naturlig del af Monrad & Rislunds platituder samt P3-satiren. Svagheden for det ikke alt for lagkagekomiske dyrker han stadig, nu som komponist og kapelmester for Bornholmerrevyen. Her arbejder han med Annette, hustruen gennem tykt og tyndt.

Parret er bosat på øen, hvis klippegrund synes at stå godt til hans soliditet.

Foto: Mikkel Thomas fra www.mikkel-thomas.dk

Readmore  

Han fik dansk rock til at lette

9 Comments

Der er navne på den danske rockscene, man savner mere end andre. Cy Nicklin, som i morgen fylder 70, er en af dem. Før nogen vidste hvem Billy Cross var, var det englænderen Cy Nicklin, som gav den dengang noget fodslæbende danske rock et internationalt løft.

Sammen med den ufrivilligt eksilerede franske desertør Robert Lelievre og skuespilleraspiranten og sangeren Maia Aarskov (med svaghed for slaviske harmonikarytmer) dannede han i 1965 en trio, som de meget passende kaldte Cy, Maia & Robert. Det var midt i transformationen fra pigtråd til beatmusik, og avantgarden i miljøet havde hørt om Bob Dylan, men langt fra alle havde faktisk hørt ham. Det havde Cy Nicklin. Og efter en mere traditionelt folkemusikpræget debut-lp ‘On the scene’ udgav Cy, Maia & Robert i Sgt. Pepper-året 1967 det ambitiøse, genreblandende album ‘Out of our times’:

I et krydsfelt mellem Kingston Trio, The Byrds, cool jazz, Crosby, Stills & Nash og Fairport Convention og sig selv skabte trioen en plade, som både var midt i tiden og uden for den. Produceret af Gustav Winckler, mine damer og herre. Den hvide måge lettede.

Det er en af de fem danske plader, jeg ville tage med til en øde ø. Den er ikke bare god målt med lokale alen. Bittert og ubegribeligt at tænke på, at den endnu ikke er blevet genudgivet på cd, selv om musikken findes renset og digitaliseret som nyfødt et eller andet sted på en glemt hylde på pladeselskabet Universal. Det er intet mindre end en kulturel undladelsessynd.

Udlandsgennembruddet var vist kun mundsvejr og trioen sled på hinanden. Kort før jul 1967 gik de hver til sit. Aarskov fortsatte ad skuespillervejen, Lelievre tog til London og indspillede med bl.a. John McLaughlin et aborteret soloalbum før han vendte tilbage til Danmark. Først for at arbejde kortvarigt med Cy i High Crossfield. Siden kæmpede han med sit tungsind og sin musikalske originalitet i bandet Pan, før han begik selvmord i 1973.

Da havde Cy Nicklin nyetableret sig på den danske scene. Folkemusikken lå stadig som en klangbund i hans musik, men navne som Strawbs og Jefferson Airplane var en tydelig inspiration i bandet Day of Phoenix, som var en udløber af rhythm & blues-bandet The Maniacs – en slags husorkester på mit gymnasium, Schneekloths Skole. Day of Phoenix med Cy udgav den meget fine single ‘Tell me/I think it’s going to rain today – Randy Newman-nummeret, men der var lidt for mange kokke, så via High Crossfield dannede Cy i det sene efterår 1969 Culpeper’s Orchard. Kernen i første fase af bandet var ham, guitaristen Nils Henriksen og den omskolede jazzbassist Michael Friis. Debutalbummet er et mesterværk. Punktum. Knapt så overbevisende originalt er den mere soulprægede opfølger fra 1972 ‘Second Sight’ før mellemspillet ‘Going for a song’ med bl.a. den senere klyde, Tom McEwan på meget hørbare trommer.

Nicklins trang til musikalske udfordringer førte i 1977 til den selvfinansierede lp, ‘All dressed up and nowhere to go’. Titlen blev ufrivilligt selvprofetisk, for med en ung Morten Kærså som et gnistrende keyboardtalent og smækre melodier hører pladen til en af dem, man også gerne så genudsendt. Dengang blev den begravet i anmelderroser, men lagde sig nok for ubestemmeligt mellem Culpeper-stampublikummet og den gryende jazzrock, som tiltalte Cy Nicklin endnu mere. Han ville ikke ende som et hippielevn.

Sammen med Michael Friis og ikke mindst Kenneth Knudsen prøvede han at finde ind til en mening med musikken i bandet Anima, først som lydhør lydmand, siden som sanger med dette kraftfulde, men lyriske svæv, der er hans særkende. Det var smukt, særegent og aldeles usælgeligt. Sideløbende havde Nicklin høstet så mange erfaringer bag mixerpulten, at han etablerede sig som producer. Det nød en ung, ukendt gruppe ved navn TV-2 godt af. Han var med til at gøree Steffen Brandts Toyota fantastisk og verden vidunderlig, og før der gik hamsterrock i News lød de faktisk som et nyrockband, takket være Nicklin.

De seneste mange år har Cy Nicklin arbejdet som klangarkitekt, bl.a. for Palle Mikkelborg. Og i 12 år var han meget mere end en lydmand for Erik Moseholms EU-støttede kærlighedsprojekt, European Jazz Orchestra.

På Culpeper-videoen her, fra en eller anden forblæst dansk 70′er-festival, kan man i baggrunden blandt de mange mennesker, der altid fandtes på scenen dengang, se en fyr med solbriller. Det er Cys broder Gary, som selv fik sig lidt af et navn som tekstforfatter og lydtekniker.

Cy Nicklin har fået opkaldt et dansk band efter sig: Cy.

Jeg interviewede i 1977 Cy Nicklin om bl.a. hans baggrund og Cy, Maia & Roberts musik og grunden til deres opløsning. Læs mere her.

Readmore  

På hat med nutiden

Kommentarer slået fra

sebastian1

Det er ikke hver dag, et orkester hyldes i halvandet minut med taktfast bifald, før der overhovedet er affyret en akkord. Sådan var det i går aftes i Falconer Salen for Sebastian og hans såkaldte Dream Team, og dermed var tonen ligesom anslået. Begejstring og venlig varme er ikke de værste kulisser for kunst, især ikke når den findes på begge sider af rampen.

Okay, Sebastian er ikke længere ved sin gamle stemme; omvendt er det ikke et argument, man hører brugt mod Bob Dylan. Der er rust og skrøbelighed, men også en rørende sårbarhed, og som aftenen skred frem sang han faktisk bedre og bedre.

Det er næsten ti år siden Sebastian har optrådt med band, og meget mere end dobbelt så længe siden, han har optrådt med en del af musikerne i Dream Team. Det kunne ikke høres. Faktisk var samspillet organisk og åndsnærværende. Især gav det et vældigt drive med to trommeslagere, Alex Riel og Klavs Menzer, som lagde skinnerne ud for et rocktog, der kun standsede ved de store stationer. Sådan fik det i hvert fald selv de mindre sange i Sebastian-kataloget til at lyde på en aften, der bød på noget så sjældent som “Romeo” i bandsammenhæng, men ingen “Stille før storm”. Sangens patentindehaver, Lis Sørensen, havde takket nej til genforeningsfesten. Hun må virkelig være bedre vant.

Ikke at der ikke var gæster, selvfølgelig var der det. Det er der ved sådanne lejligheder, men det forstærkede kun indtrykket af Sebastians mangfoldighed. Hans datter Sara Grabow, sommerfugleskrøbelig og spindelvævsstærk, Michael Falch energisk og empatisk og færøske Eivør, som har stor opdagelseslysten stemme og store gebærder og vist er en smagssag (hvad er det med den ene arm?). Og ude i siden korsangerne Misen Groth og navnlig Gry Harrit.

Alt holdt sammen af den urokkeligt rockende (og subtile, når det behøves) kapelmester, bassisten Michael Friis, den meget veloplagte og ikke længere slet så blærede keyboardist Morten Kærså samt de meget stilforskellige, men lige lydhøre guitarister Perry Stenbäck og Nils Henriksen (tal om ulmende underspillethed!).

Aftenens overraskelse: En ukommenteret, men netop derfor så meget mere aktuel udgave af Sebastians Afrika-sang, den, der i sin tid “tabte” til Nanna, men må siges at modstået tidens tand noget bedre. Akkurat som komponisten, eneren og småsærlingen, der så ud til at være både overrasket og taknemmelig over igen at måtte sande sine egne ord: Du er ikke alene.

Sætliste

Hos Ingeborg
Dejlig indeni
Når lyset bryder frem
Sommerfuglen
Vind & vejrhaner
Sangen om den lille vind
Hodja fra Pjort
Den flyvende hollænder
Fuld af nattens stjerner
Brødre skal vi dele
Måske ku vi
(Pause)
Her er en sang
Den sidste vals
Lola
The greatest story
Lili M.
Den lille malkeko
Ulvesangen
Vårvise
Danser på vulkaner
Dans med mig
Hvis du tror du er noget
Sangen om langfart
Du er ikke alene

Ekstranumre:

Afrika
Romeo


Andre anmeldelser af koncerten kan du finde i Jyllands-Posten og i Gaffa. Samt i Ekstra Bladet og Fyens Stiftstidende. Og på sin blog fortæller Michael Falch om sit forhold til Sebastian.

Pressefoto (taget af Sebastian selv) er hentet fra hjemmesiden for Sebastians management.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top