Go’ Morten, Danmark

Kommentarer slået fra

Det er noget tid siden, vi sidst har set Go’ Morgen Danmark her. Måske fordi programmet i det store og hele fungerer så forudsigeligt som morgenkaffe på organismen, men det ændrer ikke ved, at konceptets indbyggede modsætninger er blevet tydeligere, siden Nordisk Film i 2009 overtog koncessionen.

Inden da havde nu hedengangne Skandinavisk Film Kompagni sørget for, at TV2 satte sig på morgenfladen i en grad, så DR trak stikket på sit modsvar, der lignede tv fra DDR.

Frøkjær & Meyerheim legemliggjorde genren herhjemme, men fiktionen om, at yngre seere også har tid til at se tv samt ikke mindst reklamer i morgentravlheden, medførte producent- og generationsskifte.

Fiktionen blev forunderligt nok til virkelighed: Efter alt at dømme er operationen lykkedes med øget andel af 15-50-årige blandt de over 200.000, der går til og fra sådan en morgen, men patienten virker ikke altid lige sikker på benene.

I sin tid sendte P3 formulerede sin målgruppe meget smukt som de unge og ungdommelige. Go’ Morgen Danmark vil nogenlunde det samme.

Det resulterer på dårlige dage i en rodebutik, hvor ældre nødigt skulle fare vild og troløse unge gerne blive hængende på grund af stangtilbud. Der kan være langt fra et indslag om rappens kropssprog til Claus Holms djærve kokkerier, og endnu længere fra Vidal Sassoons kulturhistoriske klippemetoder til et i øvrigt fint nedtonet miniportræt af Hell’s Angels.

Til gengæld favnes generationerne i de regelmæssige indslag om f.eks. film. Ann Lind Andersen og Casper ’nej-ikke-ham’ Christensen er sjove og skarpe. Derimod er musikanmelderne, Nanna Schultz og Simon Sandfeld, generationstypiske. Ikke så meget i deres smag som i deres præmisser. Et sigende eksempel kom i går, hvor hun, efter firestjernet at have anmeldt 90’er-bandet Garbages genkomst, lige i en bisætning fik ind, at Garbage da er ret gode, især når man tager i betragtning, at de ikke er fulgt med tiden. Hvilken tid? Hvis tid?

I sådan et landskab bliver værterne alfa og omega som guider og holdepunkter. Her må Go’ Morgen Danmark sande, at naturens gang kan man ikke koncipere sig ud af.

Katrine Hertz Mortensen har – alt for længe – været på barsel og får om føje tid følge af Ida Wohlert. Den unge nestor, Morten Resen, er så indlysende et talent – sin generations største – at han ofte udlånes. Og givet ikke vil blive det mindre i fremtiden. Skærmbegavelsen, den væne Cecilie Hother, meldes købt af DR – sikkert i håbet om smukkere vejr… Tilbage bliver Mikkel Beha Erichsen, hvis onkelagtige charme ikke har alt for godt af at stå alene.

Til gengæld nærer TV2 en ubegribelig, stålsat tillid til cykelvikaren, Lisbeth Østergaard. Hun er bestemt en smagssag. Selv om nogen nu har tilhvisket hende, at hun bærer mikrofon, larmer hun stadig mere end hun lytter, men det er, som hun selv ville udtrykke det, »a minor detail.«

Det samme kan man heldigvis ikke sige om Go’ Morgen Danmark. På de gode dage.

PR-foto af Morten Resen (Per Arnesen/TV2)

I disse begyndende betalingstider er det værd at notere sig, at man faktisk kan se programmet, både det aktuelle og de forrige, gratis på nettet.

Dette er en udvidet version af dagens tv-anmeldelse i printudgaven af Politiken

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Danmarks største stemme?

Kommentarer slået fra

 

Min popkyndige kollega, Henrik Palle, bemærkede forleden i Politiken, at den sande x-faktor i showet af samme navn er dommerne. En anden pointe ved X-Factor er den utroværdighed, dommerne, mod godt betalt medieeksponering, lægger for dagen, forklædt som ekspertise.

Her har vi at gøre med fagfolk, der i deres professionelle dagligdag demonstrerer realistisk smagssans og sikkert omdømme – som f.eks. Thomas Blachman. I sin tid forvandlede han Caroline Henderson fra et P3-hit til en grænsesøgende, men alligevel masseappellerende kunstner, og nu bilder han seerne – og måske også sig selv ind – at nulliteter, der kun med besvær kan holde tonen, ville have haft en chance for ikke at ende i papirkurven, hvis de havde sendt ham en demooptagelse ude i det virkelige liv.

I det lys har Voice, den konkurrerende konkurrence på TV2, handlet mere om musik. Okay, man skal købe den falske præmis om, at sangstemme kan adskilles fra fremtoning – det tror jeg ikke, man er enig i på det pladeselskab, der har lovet en pladekontrakt til vinderen – men indfaldsvinklen har fastholdt, at diskussionen om musikalitet eller mangel på samme faktisk har fyldt undervejs. Ikke mindst fordi dommerne ikke har pjattet tiden væk på at positionere sig, men har coachet kandidaterne.

Programformatet har ikke altid haft nok tid til det, men af og til har det handlet om noget, der gør ondt på den gode måde. Det var der et eksempel på i lørdagens finale. Mathias Pachler, som Steen Jørgensen med nogen ret kaldte »den nye mr. Pop«, fortalte, at han »aldrig har været så tæt på min drøm som nu.« Den kliche gik Sharin Foo i kødet på ved at spørge det velsyngende, Justin Timberlake-genert-sexede stjernefrø, hvori den drøm består. Og fortalte ham, at det svar måtte han finde i sig selv, før det ville give mening at komme videre i showbiz. Og dèt efter at Jørgensen satanisk-venligt havde kaldt Pachlers eget bud på en popsang en, der ikke gjorde skade.

At opfyldelsen af stjernedrømmen ikke altid er nok i sig selv, kunne Pachler bare kigge på sin coach, Lene Nystrøm, for at blive forvisset om. Aqua-millionæren har undervejs i programmerne fremstået som en studie i teatralsk sminket, grådlabil udvendighed og verdensfjernhed.

Omvendt er hendes dommerkollega, L.O.C., dansk hiphops belevne, men street-rå elegantier, et bevis på, at succes ikke behøver fordumme. Det samme er Foo og Steen Jørgensen.

Tilbage står, at sms-Danmark – naturligvis – kårede den mest konventionelle stemme som vinder, Kim Wagner, mens det ikke kom som et chok for denne blogger, at den mest personlige røst, Liv Skotte, netop blev nummer sjok.

Ellers er det bedste ved, at ’Voice’ er forstummet, at værten, Morten Resen, nu får tid at skrue ned for megafonen og op for det nærvær, der gør ham så uundværlig og skarp om morgenen som friskmalet kaffe.

Denne anmeldelse står i lettere forkortet form at læse i dagens printudgave af Politiken.

PR-foto af Kim Wagner, taget af Per Arnesen/TV2 Danmark ©

Readmore  

Go’ nat, Anne-Grethe Bjarup Riis

8 Comments

På Go’ Morgen Danmark glemmer man hele tiden at fortælle den evighedsvikarierende vært Lisbet Østergaard, at hun skam bærer en mikrofon. Eller også kan man bare ikke råbe hende op. Ellers er programmet ret stilfærdigt, men ikke uden kant.

Man tager gerne emner op, der har givet eller kan give larm i gaden, men tonen er urban og forskellighed får lov at folde sig ud som en styrke.

I onsdags diskuterede man prostitution. Eller rettere: Man ville have diskuteret det. I sofaen sad Anne-Grete Bjarup Riis, mere kendt for sin talestrøm end for sit skuespilleri, overfor Susanne Møller, talskvinde for det, der på konsensusdansk kaldes sexarbejdere.

Foranlediget og forarget af en radikal folketingskandidats videostøtte til sexarbejdere havde Anne-Grethe Bjarup Riis i Ekstra Bladet med vanlig sproglig ynde kaldt ludere for »fissehuller«. Og gik i kødet på myten om den lykkelige luder.

Fint nok. Indignation og engagement er ytringsfrihedens krydderier, men Bjarup Riis burde fra fysiodramatik-timerne vide, at man sjældent vinder noget ved at overspille, og at man ikke nødvendigvis får nogen til at lytte ved at råbe højere. For slet ikke at tale om at få nogen i tale.           Susanne Møller så mere og mere sagtmodig ud, ude af stand til at komme igennem med sit budskab om, at ludere lovligt set ikke bør stilles dårligere end medieludere. Undskyld, det sidste udtryk brugte hun ikke, men havde hun fulgt sin modparts damptromlende stil havde det ligget lige for.

I midten truede Morten Resen skuespilleren med at tape hendes mund, hvis ikke hun holdt op med at afbryde. Familiens yngste havde en mere prosaisk løsning: »Kan man ikke bare tage batterierne ud af hende?«

Bevares, hvis man fandt en pervers fryd ved Jerry Springers show var indslaget underholdende nok, men i virkeligheden var det dybt go’ nat. For det frie ord og for Anne-Grethe Bjarup Riis.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens udgave af Politiken.

Foto lånt herfra.

Readmore  

Morten Resen får øje på Belli

Kommentarer slået fra

Produceren Poul Martin Bonde må have følt sig lidt mærkeligt til mode, hvis han så Go’ Morgen Danmark her til morgen. Der kunne han opleve en superbegejstret Morten Resen tale en ny single med Peter Belli op, som om manden var genopstået fra de døde – for nu at bruge et verbum fra et af versene.

Vi fik at vide, at nu skulle ‘Ulven’ gøre comeback og komme tilbage til forne tiders autenticitet og storhed, tilbage til rocken efter alle de smagløsheder, han har diverteret med i tidens løb.

Belli selv sad og så lidt beklemt og mærkeligt beleven ud, men spillede selvfølgelig spillet og erklærede, hvor overfedt det var at blive genopdaget af komponisten Marcus Winther-John og produceren Thomas Stengaard. Som en af de få i studiet vidste Belli, at Resens researcher burde vide bedre – men så havde historien selvfølgelig ikke været nær så god.

Peter Belli er tilbage i rocksammenhæng, ja, heldigvis, men det har han nu været længe. Faktisk lige siden Poul Martin Bonde i 1991 med stor respekt, men uden ærefrygt for sangeren, konciperede og co-producerede albummet Yeah.

Det er siden er fulgt op af en række plader med nyt, gammelt, brugt og lånt, som alt sammen er endt med at lyde umiskendeligt Belli’sk. Så sent som sidste år fejrede Belli sit 50 års jubilæum med live-albummet ‘Rejsende i rock ‘n’ roll’, som udløste radiohittet af samme navn.

Nu er der så et nyt album på vej, hvor Belli garnerer sig med nye folk. I sig selv fint nok. Singlen, ‘Gi’ Mig, Gi’ Mig’, blev fremført i Go’ Morgen Danmark-studiet. Nummeret, som dårligt kan kaldes en sang, er begået af Marcus Winther-John og rummer, udover et ABBA-bastardiseret refræn, linjerne “rock ‘n’ roll, den kan ikke dø“. Marcus Winther-John gør nu sit bedste for at slå genren ihjel.

Peter Belli skal dog nok overleve denne omklamring af sin status som levende legende.

God morgen, Morten Resen & co.

PR-foto.

Readmore  

Megahertz fra morgenstunden

2 Comments

Jeg har før været inde på, at morgen-tv er sværere end som så. Med nej-hatten presset ned over de vattilstoppede ører kommer ’Go’ morgen Danmark’ nemt til at dokumentere tilværelsens ulidelige lethed. Alt præsenteres lige gyldigt og risikerer dermed at blive ligegyldigt.

Noget, der åbenbart ikke maner til eftertanke for vores klima- og energiminister, der med usynlig klaphat (og sammenfoldet Bayern München-paraply) er med i et fodboldpanel.

Her kommer værterne ind. Slagskyggen fra Meyerheim og Frøkjær falder ikke længere så tungt. Morten Resens og Ida Wohlerts parløb fungerer netop, fordi de ikke forsøger at efterligne de ikonagtige forgængere.

De er yngre, ja, men de kender forskel på det friskfyrungdommelige og det spontant begejstrede (som jo kræver stor disciplin). Resen virker som grunden til, at morgenfladen er opfundet. Og Wohlert behersker nu de situationer, hun indgår i, med diskret ynde og en velgørende, aldrig demonstrativ distance.

Ny i klassen er Katrine Hertz Mortensen, headhuntet fra TV2 News. Hun er et fund (og lad os ikke dvæle ved hendes nye frue-hår). Hun virker journalistisk velfunderet, har humor og nærvær, og gør Mikkel Beha Erichsen mindre onkelfjollet. Sammen kan de få en del ud af lidt. Et indslag om sovestillinger morede dem f.eks. så meget, at vi morede os.

Morgen-tv er ikke kun kemikalier i babymad, moderne smørrebrød, ’Vild med Dans’ og fåmælte tennistalenter med Wozniacki-ambitioner. I går morges sad Katrine Hertz Mortensen således over for Bret Easton Ellis i anledning af hans nye roman.

Selvfølgelig kan han som amerikansk bestseller aflevere varen på en pr-tur, men værten virkede, som om hun havde læst bogen (eller var godt briefet). Og de måske lige lovligt lange spørgsmål åbnede faktisk for en rigtig samtale om smerte, mørke og vold og læserforventninger.

Et øjeblik følte jeg mig hensat til DR2, men morgen-tv er og bliver morgen-tv, så Ellis blev efterfulgt af et indslag om – et nyt krigsskydespil.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens udgave af Politiken.

Pressefoto af Katrine Hertz Mortensen: Henrik Osthen/TV2, 2010 ©

Readmore  

Comeback for Cecilie

1 Comment

Det går op og ned i tv-vært-branchen. Først var Cecilie Frøkjær alles darling på morgen-tv, hun gjorde det med sit totale og stærkt fotogene nærvær til en svir at stå tidligt op, magtede som interviewer både det lette og det noget tungere i et vanskeligt regi. Siden holdt hun pause for så at styrte ud i en larmende fiasko, hvor hun løftede øjenbrynene alt for meget, skruede op for gestikken og råbte mere end hun lyttede i et show, der ikke fik seernes gunst.

Nu skal hun sige god aften til Danmark i programmet af samme navn. Hun afløser den skipperkække Mikkel Beha Erichsen, der igen afløser den skulderklappende Anders Breinholt som morgenmand på Go’morgen Danmark. Måske giver den faste tjans ham så mulighed at udvikle sin egen karakter. I stedet for bare at flytte fra program til program som en anden cykelvikar. Og Breinholt, ja, han skal være late night-vært, lidt ligesom sin sorte medspejder Anders Lund Madsen. Fantasifuldheden plager ikke dansk tv.

Taberen i rokaden er Kamilla Wahlsøe, som aldrig har overbevist om, at tv holder lige så meget af hende som hun af det. Nu glæder hun sig “til nye udfordringer på Nordisk Film TV”. Selvfølgelig gør hun det.

Heldigvis forbliver den p.t. barselsvikarierende Morten Resen og Ida Wohlert som de sande morgenfruer m/k.

Readmore  

Morgenfriskhed

2 Comments

I forlængelse af min anmeldelse af Cecilie Frøkjærs nye aftenshow, mener jeg i dagens Politiken noget om TV2′s morgenflade:

Mens TV2’s seerredaktør kritiserer Cecilie Frøkjær for at have inviteret den voldssigtede Susan K. med i sit nye program, kører ’hendes’ gamle program ’Go’ Morgen Danmark’ videre. Ikke uanfægtet af hendes farvel, men i færd med at finde sine egne ben, noget, der godt kan være svært om morgenen.

’Go’ Morgen Danmark’ er et ’gå-til-og-fra’ program, som nu produceres af Nordisk Film. Producentskiftet sidste sommer indebar til at begynde med de vanlige ritualmord på emner, der lugtede af noget, der var ældre end 40 år. Ungdomsappeal er som bekendt konceptmageres nemme erstatning for iderigdom.

Det har siden jævnet sig, og på det seneste har der været tungere emner på dagsordenen. F.eks. lykkedes det fint med at illustrere de konservatives usynlighed. Man opstillede i Hovedbanegårdens ankomsthal kasser, påklæbet billeder af konservative ministre. Forbipassende skulle så putte enten grønne eller blå bolde i kasserne. ”Pop” hører jeg nogen vrænge. Ikke mere end de øvrige meningsmålinger. Og den politiske ordfører Henriette Kjær fik tid og modspil til at komme fornuftigt rundt om emnet.

Programformatet kan irritere i en ulidelig lethed, der fører os fra selvmordstruede asylbørn over supersmoothies til en amerikansk sæbeboblepuster, der på en dag, hvor Haiti meldtes ramt af jordskælv, legede med en sindrig konstruktion, som han kaldte – ’jordskælv’. Og tilbage igen til familierådgiveren Lola Jensen med den øretæveindbydende storøjede inderlighed. Omvendt må der ikke være svage programpunkter, for sæt du kun når at se det svage. Det columbusæg kan ingen ruge ud hver morgen. Derfor afhænger alt af værterne.

Morgenens stjerne er Morten Resen, der med drengerøvscharme og journalistisk situationsfornemmelse bevarer tilbagelænetheden uden at falde bagover. Ved sin side har han den lovende Ida Wohlert, som løsner mere og mere op. En nyskabelse er, at vejrværterne er medværter. Det får Peter Tannev mest ud af.

B-holdet er Kamilla Walsøe, der efter et år stadig virker sært kejtet og utilpas ved at stå i studiet, og Anders Breinholt, der giver den lige lovlig meget som guttermand i gummisko. Han var engang ’sort spejder’ på P3. Nu er han mest spejder, med evindelig given-hånd til de medvirkende. Det bliver et tomt ritual i hans hænder.

Det kan man ikke sige om programmet som helhed, der har ambitioner om at være andet end mindestue for Michael Meyerheim, Ole Stephensen og Frøkjær.

Readmore  

Drengerøv på morgenkvisten

1 Comment

0ff51b1230

Jeg er holdt op med at snøfte over ikke længere at indtage morgenkaffen sammen med Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim, men kan stadig ikke forstå, hvorfor Nordisk Film partout vil have folk (læs: de unge) til at se Go’ Morgen Danmark, når nu netop det tidspunkt på netop den sendeflade er som født til at betjene midaldrende og ældre seere. Og vel at mærke gøre det, så de (læs: vi) ikke føler os sådan. Omvendt har også 6o-årige mænd en drengerøv gemt i sig. Sådan en drengerøv går heldigvis lyslevende og meget morgen-, men ikke overfrisk rundt i studiet på Hovedbanegården. Navnet er Morten Resen. Han er et fund.

Som slipper afsted med det meste på grund af samme grad af naturligt nærvær som hans tidligere, kortvarige makker, Cecilie Frøkjær. Tag f.eks. i denne uge, hvor morgenens ledetråd er markeringen, nej, fejringen, af D:A:D’s 25 års jubilæum. I morges kravlede han sammen med brødrene Binzer rundt i bandets fjernlager for slidte t-shirts, papdisplays og anden memorabilia og gør det med den sande fans barnligt uskrømtede begejstring (som hans medvært, Ida Wohlert, tilsender milde, overbærende smil). Det er så partisk tv, at det næsten ikke bør være tilladt. Og samtidig slet skjult reklame for bandets selvfejrende bokssæt. Fred med det.

I en tid, hvor fokusgrupper og segmentanalyser definerer, hvad vi skal se i fjernsynet, er det ret forsonende, ja, direkte tendenstrodsende med den slags indslag. Og værter.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top