Marvin Tarplin 1941-2011

Kommentarer slået fra

Guitaristen Marv Tarplin er død, 70 år gammel. De kaldte ham Motowns hemmelige våben og lidt var der om snakken. Men selv om han helst holdt sig i baggrunden og i studiehalvmørket, adskilte han sig fra sine musikerkollegaer, Funk Brothers, i Motowns Snake Pit ved faktisk også at være regulært medlem af en gruppe, The Miracles. Indtil 1973.

Han kendte to-tredjedele af The Supremes, fordi han havde gået i high school med dem. Før de blev til The Supremes, kaldte de sig The Primettes. Tarplin blev deres guitarist og deltog i den afgørende audition for Smokey Robinson, selskabets cheftalentspejder.

Smokey hyrede umiddelbart efter Tarplin som sin og The Miracles’ guitarist. Uden at vide at han med i købet fik en kreativ sparringspartner, som i praksis var med til at skrive en række af Robinsons største sange. Ikke mindst ‘The tracks of my tears’, hvor Tarplins guitar-intro var inspireret af, at Tarplin havde hørt Harry Belafontes ‘Banana Boat Song’ – spillet på forkert hastighed.

Siden var det på sange som ‘Going to a Go-Go’, ‘My Girl Has Gone’ og den vidunderlige, rytmisk intrikate ‘The Love I Saw In You Was Just A Mirage’ svært at høre, hvor sangskriveren Smokey Robinson stoppede og Marv Tarplin tog over. Han blev en integreret del af Robinsons sangskrivning, og blev behørigt krediteret. Noget, der bestemt ikke var en selvfølge dengang.

Marv Tarplin introducerede også nye guitartyper, i hvert fald for Motown-lyden. Han spillede 12 strenget på ‘Going to a Go-Go’, og akustisk guitar på ‘Mirage’. Og lyttede en del til den folkrock, som spirede frem. På den måde forstærkede han Motowns cross over-effekt til et hvidt publikum.

Smokey og han fortsatte senere samarbejdet på hits som ‘Cruisin’, da Smokey blev solist.

Som om alt dette ikke var nok til at sikre en plads i poppens Pantheon, var Tarplin medkomponist på to af navnebroderen Marvin Gayes tidligste træffere, ‘I’ll Be Doggone’ (som på disse kanter blev lavet i en sej udgave af svenske Tages) og ‘Ain’t That Peculiar’.

Der tales så tit om, at Keith Richards var inspireret af Chuck Berry. Det er ikke forkert, men Marv Tarplins elaborerede rytmeguitarspil var ikke ukendt for Richards (og Hendrix aflurede også Tarplin et trick eller to). At Stones senere lavede en cover version af ‘Going to a Go-Go’ var Richards’ måde at sige tak for miraklerne på.

Det gør denne blogger også.

Det samme gør kollega Capac – selvfølgelig.

Readmore  

Nick Ashford 1942-2011

1 Comment

Når man har sagt Ashford må man også sige Simpson. Nick Ashford og Valerie Simpson sørgede som sangskrivere for, at Tamla-Motown i selskabets guldalder ikke kun blev et showroom for sange af Smokey Robinson, Marvin Gaye, Mick Stephenson og H-D-H. Nu meldes Nickolas Ashford død. 70 år gammel, af strubekræft.

Sammen med sin kone (gennem 38 år) skrev Ashford sange som ‘Ain’t No Mountain High Enough”, ‘You’re All I Need To Get By’ og ‘Reach Out And Touch Somebody’s Hand’, og før de kom i stald hos Berry Gordy i 1966 havde de med ‘Let’s Get Stoned’ sikret Ray Charles en hitlisteførsteplads samme år. Især Diana Ross nød godt af parrets elegante soulsangskriveri.

Også som sangere nød sangskriverne succes. Op gennem 70′erne var de, uden at være disco-inficerede, tilbagevendende gæster på R&B-hitlisterne i USA. Bl.a. med sangene ‘It Seems To Hang On’ og ‘Found a Cure’. Og i 1984 toppede de listen med ‘Solid (as a Rock)’, som også blev et solidt hit på Hot 100:

Ukrediteret pr-foto.

Readmore  

Svært at modstå Temptations

Kommentarer slået fra

I denne uge for 40 siden var der skiftedag på toppen af den amerikanske HOT 100. En af de store Motown-grupper The Temptations erobrede førstepladsen fra Janis Joplin. Det gjorde de med Eddie Kendriks’ forførende forsang på ‘Just My Imagination (Running Away From Me)’.

Gruppen, som bidrog til popmusikkens Blå Bog med sange som ‘My Girl’, oplevede deres anden guldalder. Producer og sangskriver Norman Whitfield havde, sammen med sangskriveren Barrett Strong (ham med ‘Money), mærket de nye vinde blæse. Inspireret af sin succes med hans og Marvin Gaye’s ‘I Heard It Thru The Grapevine’ var Whitfield med til at give The Temptations en modernisering efter ‘I’m black and I’m proud’-modellen.

Umiddelbart før ‘Just My Imagination’ var kommet ‘I Wish It Would Rain’ og ‘Ball of Confusion’. Med ‘Just My Imagination’ var det, som om de fuldendte cirklen fra Smokey Robinsons og Holland-Dozier-Hollands kærlighedssange til en sang, der selvfølgelig også handlede om kærlighed, men som sagtens kan fortolkes som en længsel efter de bedre tider, der da måtte være på vej…

Eddie Kendricks tender tenor åbner i hvert fald for alle muligheder undtagen den at undslippe sangens kærtegnende magi.

Prøv selv.

Readmore  

David Ruffin in memoriam

Kommentarer slået fra

David Ruffin, en af soulmusikkens gyldne stemmer, ville være blevet 70 i går, hvis ikke han var død i 1991, kun 50 år gammel.

Oprindelig sang han ‘kun’ vokalharmonier i The Temptations. Sangskriveren Smokey Robinson sagde dog om Ruffin, at han var en sovende kæmpe, som bare ventede på den rette sang. Den fik han af Smokey i form af ‘My Girl’.

Sangen blev Temptations’ første hitlistetopper – i 1964; en instant evergreen, der gjorde Ruffin til forsanger.

Den position kunne han tilsyneladende ikke tåle. Hans ego fyldte efterhånden lige så meget som hans kokainforbrug; han kørte f.eks. i sin egen limo, når bandet var på tur. Hans attituder irriterede hans konkurrent i Temptations, Otis Williams, og da han samtidig ikke behandlede Berry Gordy med samme næsegruse respekt som alle andre i Motown, var vejen til udgangen ikke lang.

‘Ruff’ blev fyret, men gatecrashede koncerterne og tog mikrofonen fra de andre, når de var i gang med en af ‘hans’ sange. Oveni lagde han sag an mod Motown, som svarede igen og fik medhold i, at Ruffin bare havde at indspille for Motown så længe kontrakten varede.

Hans karriere som solist var præsentabel, men ikke prangende. Kokainmisbruget kom ud af kontrol. Han kom i konflikt med loven flere gange, måtte spjælde den, dels for skatteunddragelser og dels for at have stjålet en pistol. Det hele var aldrig hans skyld.

I midt-80′erne gjorde han comeback i Temptations, som nåede ud til et nyt, ungt og hvidt publikum, da gruppens fans, Hall & Oates inviterede dem på scenen i Apollo Theatre. Resultatet var et fodflyttende livealbum samt optræden på Live Aid.

I 1991 blev han fundet død, muligvis af en overdosis.

Musikalsk er David Ruffin en af dem, man aldrig kan få nok af.

PS: Ja, han er bror til Jimmy Ruffin, ham med ‘What Becomes Of The Brokenhearted’.

Readmore  

Little Stevie blev meget stor

Kommentarer slået fra

FØR MICHAEL Jackson var der Stevie Wonder. Efter Michael Jackson er der Stevie Wonder. Den i dag 60-årige sanger og komponist danser måske ikke så Peter Pan-agtigt, men at bladre i Wonders nodebog giver samme lyst til at danse og sjæle på en og samme tid. Nogle kaldte i de radikale 60’ere ham og hans pladeselskabskollegaer soulmusikkens Onkel Tom. Anklagen var uretfærdig. Det er rigtigt, at Wonder som en af de første afro-amerikanske sangere nød stor succes hos et hvidt publikum, ikke mindst med 1966-indspilningen af Dylans ’Blowing In The Wind’, men han gjorde det ikke ved at indynde sig. Netop den sang forlenede Wonder i højere end originalen med en kritik af den herskende orden.

I 1961 blev den blindfødte Stevland Hardaway Morris ’opdaget’ i Detroit af Ronnie White fra The Miracles, de første hitlistetoppere i Berry Gordys selskab Tamla-Motown. Gordy lancerede ham som vidunderbarnet Little Stevie Wonder. Efter et par plader, hvor han hyldede sin tydeligste inspiration, Ray Charles, hittede Wonder som 13-årig med ’Fingertips’, der introducerede hans magiske mundharpespil.

Da hans stemme kort efter gik i overgang, brød han ikke sammen. Det har aldrig ligget til ham. Modgang har han haft: Syv børn med tre forskellige kvinder tyder ikke altid på held i kærlighed, og i 1973 var han i en grum bilulykke tæt på at miste livet. Han slap med at miste lugtesansen. Han har dog altid mobiliseret en optimisme, han demonstrerer til somme tider irriterende overflod.

Wonder brugte overgangsperioden til at dygtiggøre sig som pianist, og markerede sig med sin egen ’Uptight’ samtidig med at han kvitterede for Whites venlighed ved at skrive ’Tears Of A Clown’ til The Miracles. Wonder blev, i  lighed med Marvin Gaye, i 60’erne fast hitlisteinventar med sange som ’For Once In My Life’, ’I’m Wondering’, ’I Was Made To Love Her’ og ’A Place In The Sun.’ Samtidig voksede hans utilfredshed med Gordys patriarkat. En ting var, at kunstnerne nærmest fik deres indtægter udbetalt i rater som lommepenge. Mere afgørende var det, at Gordy styrede sine kunstneres udvikling benhårdt.

I 1971 TRODSEDE Gaye Gordys formynderi. Wonder brugte Gayes eksempel, da han i 1976 genforhandlede. Den 120 sider tykke kontrakt gav ham 13 millioner dollars og fuld kunstnerisk frihed. Kontrakten understregede, hvordan virkeligheden havde været siden Wonder i 1972 udsendte ’Talking Book’ og ’Music of My Mind’. Sammen med ’Innervisions’ og ’Fullfillingness’ First Finale’ gjorde denne uovergåede kongerække af albums Wonder til forbillede, både for funk og den blødere r ’n’ b. Pladerne er blevet fremhævet af Barack Obama, hvis valgkamp Wonder støttede lige så aktivt som han i 1983 anførte den succesfulde kampagne for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til helligdag i USA.

Den kunstneriske frihed har givet plads til ekcentricitet. Dobbeltalbummet ’Journey Trough The Secrets Of The Plants’ fra 1979 er hans pastelfarvede pendant til Lou Reeds ’Metal Machine Music’. Ikke metallisk støj, men lige så plagsom i al sin klanglige karamellisering. Og ’Songs In The Keys Of Life’ fra 1976 rummer nok sange som ’Sir Duke’ og ’Love’s In Need Of Love Today’, men også Wonder, når han er mest sødladen. ’Isn’t She Lovely’ får mine tandhalse til at hvine, men pladekøberne var ret uenige. Og mens vi er i den afdeling: ’I Just Called To Say I Love You’, som første gang hørtes i 1984 i ’The Woman In Red,’ har vist sig mere langtidsholdbar end filmen. Efter Michael Jacksons død omdøbte Wonder kortvarigt melodien til ’Michael knows, I’m here, and I love you’. Ikke et øje var tørt.

Musikalsk har Stevie Wonder vel ikke helt holdt momentum, der har været langt mellem de store, nye sange. Til gengæld har han skabt et lydspor til verdensharmonien. Meget passende udnævntes han derfor i 2009 til en af FN’s »messengers of peace«. Når han skrider ind på scenen, udstråler han majæstetisk ro, men også en taknemmelighed, der er rørende, når man betænker, at han ikke skylder nogen noget. Det kan man få bekræftet, når Stevie Wonder den 16. juli giver koncert i Parken.

Men husk: Bag brillerne ser han mere end de fleste.

Artiklen kan også læses på www.politiken.dk

Readmore  

Roden genfinder sjælen

4 Comments

Det er vist ikke særligt hipt at kunne lide Rod Stewart. Han står for mange som rockroden, der iførte sig smoking, dekadence og unge modeller og tabte forbindelsen til musikkens sjæl. Den mening har jeg aldrig fuldtidsabonneret på. Bevares, han har lavet for mange plader, og hans ekskursioner udi den store amerikanske sangbog kunne godt have været mindre omfattende og mere undersøgende end registrerende, men han er stadig en fremragende sanger.

Seneste eksempel er “Soulbook”. Den kom før jul, og jeg kviede mig ved at betale fuld pris, men her i dag stod den til 75 kr i en rodebunke henne om hjørnet, så …

Rod Stewart blev til den sanger, han er, på grund af den soulmusik, som hærgede de engelske hitlister i midt-60′erne, mens The Beatles gjorde USA usikker. Og i liner-noterne til cd’en erklærer han, at “this is the album I have waited my whole life to record.” At det ikke er tomme ord afsløres fra første nummer, Four Tops-klassikeren ‘It’s The Same Old Song’, som Stewart netop giver som alt andet end den sædvanlige samme sang. Overraskende og effektfuldt synger han hele første vers som en ballade, der kunne være skrevet af Paul McCartney, hvorefter hele Motown-maskineriet sætter igang med vandrebas og tamburiner.

Og Temptations-træfferen “Just my imagination”, som også Mick Jagger har haft fat i, forvandler han til det rene Sinatra uden at forråde sangen. Andre numre, som Jimmy Ruffins “What Becomes of The Broken Hearted” ‘nøjes’ han med bare at synge, men gør det, så det bliver til at høre, at Stewarts liv ikke har været et langt cocktailparty.

Kan ikke anbefales nok. Radio Soft? Måske, men hverken stryge-med-hårene blidt eller udflydende.

PS: I øvrigt er dette mit indlæg nummer 100 på denne blog. Jeg takker for tålmodighed og udvist opmærksomhed undervejs.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top