Messi, Messi, Messi, Messi

Jo flere reklamepenge, der er kommet i fodbold, jo flere ligegyldige internationale kampe ser vi.  Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har opgivet at følge med i toptennis og Champions League i fodbold er simpelthen blevet for ligegyldig og ufokuseret, indtil man når de afgørende kampe. Der er man så nået til nu.

Arsenal tog til Camp Nou med illusionen om, at det var dem, der havde spillet uafgjort 2-2 hjemme i den første kvartfinale og ikke Barcelona, der havde tabt 2-2. Den illusion så ud til at få næring, da Nicklas Bendtner med sin vanlige elkjær’ske fandenivoldskhed fik vippet en umulig bold i nettet til 1-0. 18 minutter var da gået, og tre minutter senere var illusionen bristet. Årsag: Lionel Messi. What a bloody mess, må de have sagt i Arsenal-lejren.

Denne vævre argentiner, der spiller med en ynde og uforudsigelighed, der får nationalhelten Maradona til i sine velmagtsdage at ligne en ordinær tankforward, scorede fire gange, tre i første halvleg og en mod slutningen af kampen. Han mestrer det meste. Venstrebenshugget til 1-1 var ikke af denne verden. I hvert fald så Arsenal-keeperen Almunia først bolden, da han hentede den ud af målet. Og de øvrige mål så lige så nemme ud. Især det afsluttende mål demonstrerede, at al den snak om holdspil er fodboldtrænersniksnak. Fodbold er et spil, hvor egoisme og opportunisme betaler sig. I hvert fald når det udøves så målrettet som Messi.

Bendtner kunne med lidt held, lidt bedre boldbehandling og hurtigere reaktionsevne have scoret mindst en gang til. Det siger jeg helt generøst, mens jeg, en smule modfaldent, noterer mig, at min på Camp Nou indkøbte Barca-trøje er begyndt at stramme lidt til. Det kommer det garanteret også til for Inter, når semifinalerne fløjtes op.

Inden da bruger Messi på lørdag aften Real Madrid som opvarmning.