P1 | MIDT I EN BEATTID

Kulturnyt er ikke dårligt nyt

21. marts 2013 // Kommentarer slået fra

Enhver nyhedsredaktør ved, at vejen til karrieretoppen ikke er brolagt med prioritering af kulturnyheder. På DR1 og TV2 bringer man i nyhedsudsendelserne hellere ti politiske mellemregninger, belærende udlagt af verdenskloge ungreportere, forfremmet til analytikere, end en tophistorie om, at nu er der udgivet denne eller hin synspunktsomvæltende digtsamling eller plade.

Og selv om netavisernes umættelighed efter stof har haft en afsmittende effekt fortrænger kultur fortsat alt for sjældent de utvivlsomt vigtige, men ofte åh så kedelige samfundspolitiske historier fra forsiden af de trykte aviser.

Jeg ved godt, at kulturen dækkes på tv-stationernes hjemmesider, men på selve tv lever kulturen sit eget liv i dertil indrettede reservater, som om man er bange for, at det skæve og uberegnelige skal forurene eller smitte den lineære nyhedsopfattelse. Og når det går højt, dvs. når der er stofmangel, kan kulturen lige klemmes ind inden vejrudsigten.

At kulturjournalistik ikke behøver være ekskluderende eller showstoppende kan TV2-ledelsen forvisse sig om på ’Kulturen på News’, og TV Avisen kan såmænd hente inspiration ved bare at stille ind på P1, hvor man netop sender kultur, så det dur, i programmet ’Kulturnyt’.

Med to gange et dagligt kvarter er ’Kulturnyt’ ikke en erstatning for det i al diskretion, men uforståeligt nedlukkede ’Kulturkontoret’, der varede en time og brugte tiden godt.

Alligevel er den lidt tørre Tore Leifer og den mere musiske Ole Blegvad på skift værter for programmer, der bliver pejlemærker, appetitvækkere og punktnedslag i mangfoldigheden. Og selv om man kunne frygte, at mainstreamstoffet blev for meget produktreklame og nichestoffet for elitært, formår ’Kulturnyt’s reportere faktisk at formidle nysgerrighed og glæde både over det store og det små. For slet ikke at tale om det store i det små.

De seneste dage har vi hørt nyt om multikulturel dans til egyptisk revolutionsrap, været i studiet med den herboende kurdiske gruppe, Li Dinê, fået læst og påskrevet om samtidsnytten af performancelitteratur og nyoversatte sagaer, og er igen via Per Juul Carlsens anmeldelse af en japansk tegnefilm blevet mindet om, at film sagtens kan ses i radioen, og så ville jeg på forhånd have forsvoret, at noget så usexet som etableringen af et mere bæredygtigt arkæologisk museumsmiljø herhjemme kunne have min interesse.

Tak for at få mig ud af den vildfarelse, Katrine Nyland Sørensen.

Kulturnyt, DR P1 hverdage 12.46 og 18.10. Kan genhøres på nettet samt podcastes

Dennne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Orientering i dybden

18. januar 2013 // Kommentarer slået fra

Dengang vi mest brugte nettet til at spille en fjer- eller tennisbold henover, bilder jeg mig ind at kunne huske, at en nyhed var en nyhed, og at historier, som faktisk var ikke-historier, blev sorteret fra inden avisen blev trykt. Sådan er det ikke længere.

Det paradoksale er, at netop internettet burde give aviserne (og tv) hidtil usete muligheder for at gå i dybden, turde være uaktuelle, give os baggrund og forståelse for det, der sker eller navnlig ikke sker.

Sådan er det langt fra endnu.

I den medievirkelighed er det godt, vi har P1. Nu er det med P1 som med lederne i aviserne. Adspurgt vil mange i spørgeundersøgelser blive ramt af akut dannelse og sætte kryds ved, at de skam altid læser lederne og hører P1.

Det gør vi ikke.

Når sandheden skal frem, så levede store stræk af P1 i mange år sit eget selvtilstrækkelige liv, resistent mod radiofoniske nyskabelser. Formidling var om ikke et fremmedord så i hvert fald en undtagelse.

Den tid er ovre. Al den snak om den åh så nyskabende Radio 24syv kan kun skyldes, at mange stadig for deres indre øre hører P1 anno dazumal.

Orientering bliver oftest fremhævet fra P1-fladen. Med god grund. Det er gammeldags og nu om dage dermed modig og moderne radio. Programmets sakrosankte karakter viste sig, da det vakte en del røre, at man flyttede det frem til sent på eftermiddagen – som om det betyder noget nu om dage, hvor enhver kan høre det på nettet.

Medarbejderne har ikke ladet sig mærke med det. Orienterings website og Facebook-profil er blandt DR’s mest anvendelige, og selve programmet har de senere år fået en diskret overhaling.

Jeg bilder mig, at der bliver brugt flere lydklip fra udenlandske medier, og at det enkelte indslag bliver bedre introduceret ligesom man sjældnere hører programmets eksperter i indforstået rundbordsdiskussion med hinanden. Sagligheden er stadig i højsædet, men som lytter tager man sig ikke længere i beskæmmet at gribe ud efter sin ikke-eksisterende studenterhue for at kunne følge med, når renteudviklingen forklares eller det gøres klart, hvorfor Mali er andet end et krydsogtværs ord.

Steen Nørskov er relativ ny vært i Orientering. Han pifter programmet op uden at bruge varm luft. Hans energi står godt til tilbagelænede typer som Tysklands- og sikkerhedseksperten, Tage Baumann, et af de langtidsholdbare beviser på, at viden og formidling sagtens kan gå hånd i hånd.

Tørhed behøver ikke støve.

Orientering, DR P1, hverdage 16.10-18.00. Samt på nettet og som podcast.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pandekager, gedelort og Esmann

18. december 2012 // 2 Comments

Der er noget særligt meditativt over det at bage pandekager. Det tager den tid, det tager. Jeg foretrækker at vende mine med konstant tilførsel af så meget smør, at det minder om den tv-reklame, hvor en amerikansk muffins-producent forsikrer, at hun ikke kan forestille sig sine produkter uden lurpakket smør.

P1 er et godt akkompagnement til pandekagebagning. Men det hænder, at radioen stjæler opmærksomheden. Som f.eks. søndag, hvor der kom noget perverteret over at fremstille kaloriebomber, samtidig med at Frank Esmann i det andet program af sin serie, Brobyggerne, om et tidevandsskifte i dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik, var nået til Somaliland, det ikke-anerkendte land, hvor ingen ting kører som i olie endsige smør, men hvor fremtidshåb ikke længere er et fremmedord.

Med udgangspunkt i udenrigsminister Villy Søvndahls ord om en »ny realisme« i vores tilgang til de tredjeverdenslande, som ikke kender Hørup eller Grundtvig, så at sige faktatjekker Esmann, hvordan en mere aktivistisk, såkaldt ’nede-fra-og-op’-politik på området tager sig ud, fjernt fra Asiatisk Plads.

Det bringer ham fra de måske snart arbejdsløse piratjægere på ’Ivar Huitfeldt’ til Hargeisha og Berbera for at høre, vurdere og frem for alt sanse, om der er basis for en fremtid for demokratiet og ikke mindst befolkningen, her, hvor man kan se en ende på piraterne. Det spørgsmål besvarede programmet med et tøvende ja.

Vi nåede godt omkring, fra officielle røster over eksperter til manden på gaden, i dette tilfælde kvægmarkedet. En af de vendinger, der blev hængende, så den ikke lige kunne fjernes med en paletkniv, var ekspertcitatet om, at fremtidshåbet i Afrikas Horn er forankret i, om der er nok tålmodighed til stede fra magthavernes side. Det er nemlig en gammel sandhed, at afrikanske ledere har det med at blive mere autoritære jo mere deres autoritet undermineres.

Som radiofoniker evner Frank Esmann at formulere sig skarpt, ja, sarte sjæle vil kalde det polemisk, men aldrig så subjektivt, at der bliver noget at komme efter for en civilisationskriger som Marie Krarup (DF). Nye generationer vil måske finde hans tilgang old school-agtig. Det tror jeg ikke bekymrer ham. Han er nemlig ikke forældet. Han er bare engageret og udrustet med noget så medieumoderne som lige dele skepsis og nysgerrighed. Og kan med små midler få os til at mærke det gule støv fra vejene og lugte gedelorten på markedspladsen, samt sætte ting i tankevækkende relief uden partout at bøje dem i neon. F.eks. interviewede han Somalilands udenrigsminister, dr. Mohamud Abdillahi Omar, om bl.a. behovet for pragmatisme og truslen fra islamisk ortodoksi, alt i mens muezzinerne i baggrunden kaldte til bøn.

Frank Esmann har af en eller anden grund aldrig modtaget Krygerprisen. Var det ikke på tide?

Og mine pandekager? Ja, for første gang meget længe mistede jeg grebet om dem, og en af dem brændte på.

Brobyggerne, 2. afsnit. P1. Hele serien kan høres på www.dr.dk/podcast

Foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

Dette er en lidt længere version af den anmeldelse, der kan læses i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Altid nogen hjemme hos Larsen

9. november 2012 // 1 Comment

De findes skam, de programmer, hvor værten ikke kun inviterer gæster for at promovere sin teflonbelagte forfængelighed, de programmer, hvor diskussioner ikke pr. automatik udarter til skænderi, de programmer, hvor man ikke forveksler højrøstethed og engagement, de programmer, som har mod til at lade seeren/lytteren tænke sit.

Sådan et program har Karen Secher i over 180 programmer været vært for på P1. Det hedder ’Besøgstid’, og har kørt så længe, at man kan frygte det overvejet nedlagt af den altid rastløse DR-ledelse, der har gjort omskiftelighed til en kvalitet i sig selv, en slags bevis på at de betyder noget.

I ugens udgave var hun hjemme hos en konstant i dansk kultur, Kim Larsen. Anledningen var vel hans kommende cd, Du glade verden. Nu behøver Larsen ingen anledning, der er altid nogen hjemme, men det var fint at høre ham i et regi, som ikke var en produktreklame, men en samtale. Den varede en time. Og føltes kortere.

Karen Secher evner at turde lade sine besøgende tale ud, uden at hun derfor bliver mikrofonholder. Og Larsen er så gammeldags høflig og ægte interesseret, at han lytter til spørgsmålene, før han svarer.

Da den lidt for svulstige, læste intro var overstået, tog programmet med rette en masse for givet og brugte ikke tid på mellemregninger. I stedet anslog Secher og Larsen temaer, man kan kalde eksistentielle, hvis det ikke var fordi Larsen angiveligt har det med filosoffer som bondemanden i ‘Store Claus og Lille Claus’ havde det med degne.

Vi vendte guddommeligheden i skabelsesprocessen, også den noget mindre, men lige så afgørende af slagsen i sangskrivningen. Og balancegangen mellem det, Larsen kaldte »det kontrollerede vanvid og det uforklarlige«. Den mødte han først hos Little Richard og siden hos Pontoppidan. Den spændvidde gør ikke mange ham efter. Det gør han ikke selv stor stads ud af, kalder sig bare videbegærlig. Og er dannet på en måde, der på nogen kan virke gammeldags. Vi er nogle, der finder den tidløs.

Og fremhævede, hvordan Gasolin’ fik ham til at indse, at musikken er større end egoet. Den erkendelse kom, efter at de andre havde givet den »følsomme, lille tøsedreng« hug for at fylde for meget.

Samtalen med P1-værten, som Larsen med konsekvent kun kaldte ved efternavn, betonede samtidig, hvorfor vi mangler en ordentlig bog med og om ham. Han er jo det talte sprogs mester. Her tænker jeg ikke kun på, at han kan affyre one liners, så de ikke lyder som klicheer. Næh, han har noget at sige, fordi han har noget på hjerte. Og fordi han har bevaret eller måske rendyrket evnen til forundring. Som han sagde: Den, der kan bedåres, bliver aldrig kynisk.

Det tonefald lader sig ikke overføre til skriftsprog. Og så kan det godt være, at Larsen også er lidt af en krukke, men den går der som bekendt ikke skår af, bare den er solid nok.

Godt, at P1 kendte sin besøgelsestid.

Foto: Thomas Holmby Hansen © DR

Programmet kan, sammen med andre i serien, (gen)høres her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Dette er en lidt længere version af den anmeldelse som kan læses i dagens printudgave af Politiken.

Natur skal da ses i radioen

11. februar 2012 // Kommentarer slået fra

Overskriften til denne anmeldelse kan lyde naturstridig i en tid, hvor HD-teknologien giver os tv-seere nærmest tredimensionelle oplevelser, hvad enten det drejer sig om myretuens systematiske mylder eller Alaskas bjergtagende vidder, men selv nok så spektakulære klipper kan jo kede i længden.

De mest fascinerende naturscenerier er ofte dem, vi selv forestiller os. Da farfar legede hippie, hørte vi tit plader med hvalsang og ulvehyl. Alene ’the call of the wild’ bragte os stenbroboere derud. I fantasien. Også uden hjælpemidler.

Sådan er det også med god oplevelsesradio. Et af de bedste programmer af slagsen er Natursyn, som i en årrække har kørt på P1 med Jens Olesen som en nysgerrig, fortællelysten, radiofonisk naturvejleder.

Ældre læsere vil kunne huske, at Olesen i 80’erne, da Martin & Ketil endnu gik i skole, sad med duen Magda i tv-programmer som ’Vild med dyr’ og tegnede og fortalte om naturen og dens sære mangfoldighed. Det gør han også i ’Natursyn’. Blot må man undvære hans suveræne tegnekunst, som dengang var et show i showet.

’Natursyn’ er, som det siges, et program om »landskabet og livet i landskabet.« Og den zoologuddannede Jens Olesen (og hans medvært Dorte Dalgaard) rykker ud i felten og spørger ’hvad er det?’ og ’hvorfor?’. Han er god til at få gode svar. Og evner at få fagfolk til at snakke dansk uden at man glemmer, at de er dyrepassere, dyrlæger eller forskere. Det er populærvidenskab, men aldrig pop.

På det seneste har jeg nydt noget på papiret så usexet som en introduktion til bogen ’Skrivekridtets fossiler’. Stående på den stormomsuste Stevns Klint fik Jens Olesen en af bogens forfattere, geologen Palle Gravesen (jo, det hed han), til at fortælle om det, Olesen kaldte ’naturens egne gramseobjekter’; altså de tidsslidte, blanke genstande, der ligger så godt i hånden, at vi ikke kan lade dem være. Forsteninger med andre ord. Samtidig fik vi en fin introduktion til kridttiden, hvor den interviewede, inspireret af Olesens metode, også brugte mediet, da han synliggjorde Falsterbo Fyr ude i horisonten for lytteren, som så pludselig stod i Skåne, hvor kridtet også gemte på en fortid, der blev aldeles nuværende.

Et andet, nyligt program var det om zoo-dyrlægers arbejde med at bedøve dyr. Totalt nørdet og totalt spændende. Om forskellen og lighederne mellem at bedøve en tiger og en parakit, og historien om, hvorfor Jens Olesens kat engang blev speedet af morfin. For slet ikke at tale om det program, hvor vi gysende hørte, hvordan det lyder, når en glubsk spækhugger fortærer en sæl.

Hvert program varer tre kvarter. Det føles ikke sådan.

P1, fredage, kl. 11.18 og podcast

Natursyn er på nettet: www.dr.dk/p1/natursyn

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

PR-foto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

DR-jul med Ghita & Haiti

27. december 2011 // 1 Comment

En ting er midnatsjulemessen fra Rom – den lugter da et gran af jul – noget andet er resten af programplanlægningen på tv i julen. Her kunne der stort set kun vælges mellem familiefilm over ’Far til fire’-læsten eller krigsfilm som ’De grønne baretter i Ardennerne iført Full Metal Jacket’. Et tankevækkende miks i en tid, hvor antallet af blodpølser på danske julefrokostborde er aftagende.

Jul var det også på DR K, som med stilfærdig grumhed fejrede den rituelle familiebegivenhed med Palle Kjærulff-Smiths iscenesættelse af ’Et dukkehjem’. Den naturalistiske opsætning fra 1973 støvede i starten noget gammelmodigt, men ensemblet spillede sig fri af klunkerne. I centrum lyste Ghita Nørby i sin 38-årige ynde som lærkefuglen Nora, der flyver af reden, fordi hun ikke kan bære at være stækket af konventionerne. Inklusive rollen som opofrende moder. Tilbage stod manden, spillet med overbevisende lavmælthed af Preben Neergaard. Uforstående og uformående.

I sådanne øjeblikke står k’et i DR K for konjunkturresistens. På den led ligner kanalen P1. Som med diabolsk underspillethed havde valgt hjerternes fest til at søsætte serien ’De gode hjerter’, hvor Frank Esmann og Claus Pilehave med udgangspunkt i det samfundsmæssige efterskælv fra jordskælvet i Haiti forsøger at give et svar på, hvad nødhjælpsmilliarderne egentlig er blevet brugt til.

Serien kan sagtens høres som en fortsættelse af de samtaler, Esmann på samme kanal havde med Jørgen Leth i 2009 om Haiti.

Tilrettelæggerne begik god, gammeldags ’på stedet’-reportage med godt sete iagttagelser, interviews samt reallyde af den slags, der paradoksalt nok får os til at fatte virkelighedens gru bedre end de korte, nok så bloddryppende tv-nyhedsglimt.

Esmann og Pilehaves svar var forstemmende. Seriens to første afsnit gav indtryk af en godhedsindustri, båret af branding og benhård konkurrence. Som enhver anden branche.

Programmerne fremkaldte et billede af velgørere, der bogstaveligt talt faldt over hinanden. Især de små ngo’er kom i fokus. De gik efter det, som eksperter kaldte ’de populære katastrofer’, dem med massiv pressedækning. Udrettede så det, de kunne nå at udrette for de få penge, de havde, uden at kere sig om helheden. Dermed er der, som det Danida-diplomatisk blev udtrykt, stor sandsynlighed for, at man ødelægger noget for andre.

Undervejs oprulledes tragikomiske historier om de små logistiske forbistringer, der gør en stor forskel, når Haiti skal bringes på fode. Et eksempel: Man talte kun engelsk på planlægningsmøderne. Dermed blev de lokale ngo’er hægtet af og overladt til sig selv. De forstår nemlig kun fransk.

Sådan en P1-serie er det bedste argument for ikke at bruge 100 millioner kroner årligt på at lade de selvtilstrækkelige rester af den kreative klasse holde radioamatørfestival 24-7.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Illustration: Ghita Nørby i Palle Kjærulff-Schmidts iscenesættelse af Et dukkehjem. Stillbillede @DR

Lasse råber ikke op

5. december 2011 // Kommentarer slået fra

For fem år siden brændte det i et pizzeria i Bjerringbro. Den nystartede tv-kanal, TV2 News, var på pletten og dækkede bålet, som var det en verdensbegivenhed – fra en helikopter. Siden er der skruet mærkbart ned for nyhedshelikopteren, som nu kun bruges til panoramabilleder eller hvis vi ikke kan forestille os, hvordan der ser ud på valgnatten på vejen mellem Helle Thorning Schmidts bopæl og Vega på Vesterbro.

Til gengæld er der skruet godt og grundigt op for TV2 News som kanalen, der trods alle fordomme om at servere journalistisk fastfood faktisk er endt som en reel og langt mere seerstærk konkurrent til Deadline. Elitær i folkelig forklædning.

Betragtningerne er ikke kun mine. Jeg deler dem med denne avis’ medieredaktør og Lasse Jensen. De markerede femåret for TV2 News i Jensens P1-magasin ’Mennesker og medier’.

Han og Jakob Elkjær var sådan set ikke uenige. Det behøver man heller ikke være for at bidrage til et godt program. I den henseende er ’Mennesker og medier’ en anomalitet i mediebilledet.

Det skorter ellers ikke på meninger nu om dage. Vi kalder det debat, men i virkeligheden er det oftest stopursstyrede skænderier, mere eller mindre antændt og opildnet af studieværter, der ikke er ansat til at lytte eller spørge ind, men får deres penge for at promovere sig selv, tale i munden, afbryde og tage ordet. Karisma eller krukkeri – ingen får lov at være over eller bare ved siden af folk som Clement Kjersgaard og Jens Olaf Jersild.

Sammenlignet med dem bliver radio for kunderne den rene balsam for dialogen. Der er ingen distraktionsmuligheder. Det talte ord gælder.

Lasse Jensen behøver ikke råbe op eller slå ud med armene for at udstråle autoritet. Han er ikke konfrontatorisk, men underspillet i sin uimponerede skarphed, og han holder fast. Også når han i sin kritik af sin egen stand nærmer sig det flagellantiske. Sørgeligt præcis var han i sin beskrivelse af tidens journalistiske lemmingeadfærd og af den kollektive stemningsoppiskning blandt Christiansborg-journalister, der forvandler små fejl til store overskrifter med det resultat, at en del alvorligere, men ikke så forsidesexede historier bliver fortrængt af en langt mere tabloid dagsorden.

Andre gange går der lidt for meget fagsnak i programmet; som i fredags, hvor fire mennesker var indforskrevet til at tale om journalistuddannelsen. Det var et indslag i kategorien ’vigtigt, men kedeligt’.

En undtagelse, der bare bekræfter, at ’Mennesker og medier’ som regel er en demokratisk nødvendighed.

Mennesker og medier, P1. Hver fredag kl. 13. Genudsendes lørdag kl. 11.03 på FM, og hver mandag på DAB kl. 20.03.

Dette er en lidt længere udgave af den tv-anmeldelse, der i dag kan læses i printudgaven af Politiken.

Foto: Agnete SchlichtkrullDR

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]