Graceland revisited

Kommentarer slået fra

Musikken tilhører den, der åbner sig for den. Og ingen har været så åben som Paul Simon, der som solist har gjort det til sin mission at se, hvor langt man som musiker, sammen med andre, kan komme ind i musikkens mystik uden at miste sin mainstreamappeal.

Derfor var han heller ikke i tvivl, da han i sommeren 1984 fik foræret en godt brugt plade med den særlige sydafrikanske popmusik, mbaqanga. Simons forrige plade, Hearts & Bones, var blevet et moderat flop, og han var træt af at soppe rundt i de friske minder om sin egen skilsmisse og irriteret over folks undren over, at han så ikke i det mindste genoptog sit gamle musikalske ægteskab med Art Garfunkel. Han var med andre ord klar til at forelske sig. Og Paul Simons nye kærlighed hed sydafrikansk musik af den slags, der fik og får Soweto til at swinge trods alt.

Pladen, han fik, hed Gumboots og rummede lokal pop, spillet på fodstampende accordeon. Simon var ikke i tvivl om, at han ville spille med netop de musikere, men … for der var et men: Siden 1980 havde apartheid-styret i Sydafrika været underlagt en kulturel FN- boycot, som forbød samkvem med kunstnere i landet. Simon forhørte sig her og der og drog den konklusion, at det netop ville være meget anti-apartheid at tage til Johannesburg og indspille med de lokale, læs: sorte, musikere. Det skulle han aldrig have gjort.

Han fik ørerne i den politiske maskine, og det overvejende hvide meningspoliti gjorde anskrig. Dels overtrådte Simon en international sanktioneret boykot. Dels udnyttede han de sorte musikere. De sorte sydafrikanske musikere havde nu svært ved at se, hvori udnyttelsen bestod. De blev betalt for deres arbejde, en del af dem blev tilmed medkomponister på sangene på Graceland, som endte med at blive advokat og plakatsøjle for sydafrikansk musik, og vokalensemblet Ladysmith Black Mambazo, blandt pladens førstestemmer, blev et verdensnavn derefter.

Med næsten et års forsinkelse udsender Sony nu en ekstravagant, elaboreret 25 års jubilæumsudgave af GracelandUdover standard-cd’en udgives fire øvrige jubilæumsversioner, bl.a. 2cd+2dvd som udover det remasterede originale album indeholder dokumentarfilmen Under African Skies, den originale og medrivende ‘African Concert’ fra Zimbabwe 1987, tre originale musikvideoer og den ikoniske ‘Saturday Night Live’-performance af ‘Diamonds On The Soles Of Her Shoes’. Bokssættet indeholder også ‘The Story of Graceland’, fortalt af komponisten selv, samt kopier af en original Graceland-plakat og en deluxe 80-siders bog, der byder på hidtil usete fotos og interviews med Paul Simon.  Alt i alt en kvalitativ dimensionsudvidelse af den oprindelige plade.

Først og sidst står musikken stadig tilbage, uindpakket som endnu et eksempel på, at politikken sjældent kan hamle op med virkeligheden, som her udfolder sig i svajende og fejende firefjerdedelstakt, så selv bænkevarmere kommer i selvsving. Og sange, der gør op med indtrykket af Paul Simon som den der meget New York’er-intellektuelle sangskriver med de kloge ord og de underspillede pointer. Det ene billede udløser det næste på sangene, og teksterne former sig som små snapshots; linjer og vendinger, man husker, mens man glemmer dét, der kom før og efter, sådan som det ofte er, for hvem lever i helheder?

Til gengæld er musikken i den grad sammenhængende. En uafsluttet globetrotterrejse i musikken som vores fælles sprog. Og i den retning i tråd med Simons tidligere sange, fra den peruvianske folkemusik på ‘El Condor Pasa’ over reggaerytmerne på ‘Mother And Child Reunion’ til dansemusikken på Graceland, som er af den slags, der overfløddigør analytikere. Men Simon ville ikke være Simon, hvis ikke der var pop af den slags, der både gør hitlisterne sjovere og lytteren klogere på livet. ‘You Can Call Me Al’ er og bliver et hit med juju-guitaristen Chikapa ’Ray’ Phiris delikate spil som ledetråd også her. I den anden ende af spektret er titelnummeret en svimlende enkel sang om at tage på pilgrimsrejse til mausolæet for den eneste konge, USA har haft, Elvis Presley.

Med sig har sangeren sin søn, sit knuste hjerte og et ønske om at blive tilgivet. For alt det, han ikke har gjort godt nok. Og indledningsverset favner både hverdag og det, der er langt større, mere uudsagt:

The Missisippi Delta was shining Like a national guitar
I am following the river
Down the highway

Through the cradle of the civil war I’m going to Graceland
Graceland
Memphis, Tennessee

I’m going to Graceland
Poorboys and pilgrims with families And we are going to Graceland
My travelling companion is nine years old
He is the child of my first marriage But I’ve reason to believe
We both will be received
In Graceland

Bortset fra, at Simon jo kan noget med at få ordene til at synge, så får denne sang om at finde ind i rytmen i selve hjertet i amerikansk rockmytologi en åbenbarende dimension ved i den grad at lyde så alt andet end amerikansk, at dét netop minder om den korte afstand mellem afrikansk og amerikansk musik. Og det gik op for Paul Simon undervejs i processen, at de sydafrikanske vokalvirtuoser som The Gaza Sisters og Ladysmith Black Mambazo i virkeligheden er nære slægtninge til de doowop-grupper, han voksede op til hjemme i Queens.

Bevisførelsen er tydeligst på ‘Homeless’, et åndeløst flot a cappella-nummer, hvor Simon og Ladysmith-lederen Joseph Shabalala digter videre på hinandens ord. Zulu og amerikansk bliver et og samme sprog, et og samme pulsslag. Og pladens afsluttende sange med henholdsvis zydeco-legenden Alton Rubin alias Rockin’ Dopsie og Los Angeles-mexicanerne Los Lobos får Paul Simons pointe helt hjem: At rejse ud er at rejse ind i sig selv. Hvis man husker at få nysgerrigheden ud af kufferten. Det skulle der mere end FN til at forhindre.

PS: At debatten omkring Graceland og udbytningen af de sorte musikere ikke sådan lige lagde sig, oplevede Simon i 1987, hvor han på en pressekonference blev spurgt, om ikke han fandt det upassende at opkalde en plade med afrikanere og afrikansk inspireret musik efter en slaveejers hus. Så stilfærdigt, som det var ham muligt, fortalte Simon, at Graceland nok lå i Sydstaterne, men at det var bygget i 1939 af en rig kiropraktor, som opkaldte det efter sin kone … 

 20. juli optræder Paul Simon i Herning.

Readmore  

Garfunkel fylder 70

Kommentarer slået fra

Det er Paul Simons egen skyld, at han ikke kom til at synge for på sin egen ’Bridge Over Troubled Water’; den sang, der for mange står som kulminationen på årene med Art Garfunkel, der fylder 70 i morgen.

Samarbejdet mellem den ranglede arkitektur- og matematikelskende Arthur Ira Garfunkel og den lille, tætte kender af engelsk litteratur indledtes i high school, hvor de to, forklædt som den karseklippede duo Tom & Jerry, i 1957 fik et singlehit på at efterligne lyden fra deres første idoler, The Everly Brothers.

På den oprindelige demoindspilning af ’Bridge Over Troubled Water’ synger komponisten selv for med en falsetstemme. Art Garfunkel udarbejdede vokalarrangementerne til duoens indspilninger, og inden de gik rigtigt i studiet mente han, at Simon selv skulle synge førstestemmen. Simon følte ikke melodien lå naturligt for ham. Så det blev Garfunkels sikre, lyse tenor, der gjorde sangen til en evergreen i 1970.

Det kom ikke bag på de mange, der ikke lige var steget på, men kendte duoens foregående plader. En sang som den åndeløst smukke, korallignede ’For Emily Whenever I May Find Her’ er et tidligt eksempel på Garfunkels vokale egenart som en kordreng med kant.

’Bridge Over Troubled Water’, singlen og albummet, blev ikke bare en global bestseller, men betød også afslutningen på Simon & Garfunkel som andet og mere end en populærmusikalsk legende, der med ujævne mellemrum live-optrådte de næste femogtredive år, afbrudt af lange pauser, hvor de to ikke har været på talefod.

Simon følte nemlig, at Garfunkel mindre og mindre havde hjertet med i samarbejdet. De havde aldrig haft et gnidningsfrit venskab, men da Garfunkel også begyndte at tro på det venlige, folk sagde om hans potentiale som skuespiller, blev Simon for alvor sur og følte, at makkeren forrådte deres venskab.

Sangen ’The Only Living Boy In New York’ var Simons reaktion på, at Garfunkel under optagelserne til Bridge Over Troubled Water-albummet tog til New Mexico for at indspille film. Året før havde han gjort indtryk i en birolle i Catch-22. Rollen som Sandy Kaufman i Kødets lyst sikrede ham en Golden Globe-nominering. Filmen var instrueret af Mike Nichols, som fire år før gjorde ’Mrs. Robinson’ til et hit ved at bruge den i lydsporet til Fagre Voksne Verden.

Det er siden blevet til en håndfuld film, men Garfunkel fik aldrig forløst sit filmiske talent. På samme måde har han, trods en halv snes soloplader, ikke vist sig bæredygtig som solist. Undervejs har hans distinkte stemme forgyldt sange som ’Break Away’, ’A Heart in New York’, Sam Cooke’s ’What a Wonderfuld World’ (sammen med James Taylor), ’Scissor’s Cut’ og ’Bright Eyes’, som var kendingsmelodi til filmatiseringen af ’Kaninbjerget’.

Kendetegnende nok er Art Garfunkels mest helstøbte album imidlertid den greatest hits-samling, der udkom i 1984. Første gang!

I årene deromkring var han nærmest uarbejdsdygtig på grund af en langvarig depression, udløst af en kærestes selvmord. I de seneste år har han lidt af svære stemmebåndsproblemer, som bl.a. indebar en sidste-øjebliks aflysning sidste år af endnu Simon & Garfunkel-turne af den slags, Simon altid har afvist at kalde genforening.

På parrets officielle hjemmeside fortælles der lakonisk under turne-fanen, at der ikke er nogen aktuelle planer.

Se mere om Garfunkel her.

Illustration: Ukrediteret pr-foto

Readmore  

Paul Simon fylder aktive 70

2 Comments

Det gav i enhver forstand mening, at Paul Simon i sidste måned var med til at indvie mindeparken på Ground Zero med sit nedtonede foredrag af ‘The Sound of Silence’, det nummer, som hans mangeårige partner, Art Garfunkel, engang beskrev som en sang om »menneskets manglende evne til at kommunikere med mennesket«. Lige så logisk var det, at David Bowie valgte Simons sang ‘America’, da han var den første på scenen ti år tidligere ved ‘The concert for New York City’ til minde om de dræbte ved 9/11.

Ingen sanger og sangskriver har nemlig som Paul Simon leveret lydspor til og om New York og newyorkerne. I morgen fylder han 70, og at dømme efter cd’en ”So beautiful or so what”, der kom i foråret, har Paul Frederic Simon ikke tænkt sig at gå på aftægt foreløbig. Så hustruen Edie Brickell må vente på at få ham for sig selv.

Første gang offentligheden så ham, lignede han enhver anden karseklippet high school kid. Sammen med Garfunkel udgjorde han duoen Tom & Jerry, som slog kortvarigt igennem i 1957 med Everly Brothers-efterligningen ‘Hey, Little Schoolgirl’.

I oktober 1964 kaldte de sig bare Simon & Garfunkel på debutalbummet Wednesday Morning 3 A.M. og lød som så mange andre, der ville ride med på folkemusikbølgen. Pladen solgte ikke, og Simon tog sin guitar med til Europa (hvor han bl.a. optrådte i klubber i Danmark og blev en inspiration for Cy, Maia & Robert). I London genindspillede han nogle af albummets numre på lp’en The Paul Simon Songbook. Bl.a. ‘The Sound of Silence’, som ikke var en protestsang, men en såkaldt topical song, i ånden fra borgerrettighedsbevægelsen.

Hjemme i New York havde The Byrds elektrificeret Bob Dylan’s ‘Mr. Tambourine Man’. Det fik Simon & Garfunkels producer til at hyre studiemusikere til uden Simons vidende at iklæde ‘The Sound of Silence’ tidens tonedragt med el-guitar og trommer. Den blev et hit, og Simon blev kaldt hjem fra Europa.

Resten er rockhistorie, som sluttede i kunstnerisk zenit, da duoen i 1970 udsendte sangen ‘Bridge Over Troubled Water’ og albummet af samme navn. Da var samarbejdet mellem Simon og Garfunkel tyndslidt. Siden har der været genforeninger. Mest fordi Simon er bukket under for det, han har kaldt »en enorm følelsesmæssig understrøm, fordi der er passeret årtier af vores liv.« I dag er forholdet forbi.

Det var det de facto allerede, da Simon i 1972 tog hul på en solokarriere, der for ham – og os – har formet sig som en lystrejse gennem forskellige musikkulturer. Han har om nogen været rejsende ambassadør for verdensmusikken. På Graceland lukkede han dørene op til den musikalske smeltedigel, der forkortes afrikansk musik, og den efterfølgende The rhythm of the saints trak på den fascination af sydamerikansk musik, der allerede brød ud i 1970, da han gjorde ‘El Condor Pasa’ til et verdenshit og inkafløjter til de nye bongotrommer. Uden at han glemte sit udgangspunkt som boglærd, halvstuderet røver fra den amerikanske middelklasse, hvor kvinderne læser Emily Dickinson og mændene Robert Frost, som det hedder i ‘The Dangling Conversation’.

Intet ville have været nemmere for Paul Simon end at leve af ‘Bridge Over Troubled Water’. Det har han nok også gjort; sangen er fortolket af alle fra Nana Mouskouri over Jackson 5 til Willie Nelson og Andrea Bocelli. Men Simon har ikke ladet den blive et åg for kreativiteten.

Hans foragt for kommerciel tænkning har givet ridser i den kunstneriske lak. Filmen One Trick Pony floppede i 1980. Det samme gjorde musicalen The Capeman i 1997, og det mest overraskende ved Surprise, 2006-samarbejdet med Brian Eno, var manglen på melodier.

Samtidig kunne Simon se den albumorienterede musikbranche forsvinde, som han var vokset op med og havde været med til at skabe. Det frustrerede ham, men æggede ham også til at begå en plade, der både var en helhed og kunne downloades nummer for nummer.

At dømme efter anmeldelserne – og musikken – lykkes han på So beautiful or so what med netop det.

Stilheden nægter at sænke sig over Paul Simons sange.

Illustration: Udsnit af albummet Paul Simon fra 1972

Readmore  

Paul Simon’s greatest igen igen

13 Comments

Paul Simon fylder 70 i næste uge. Det markeres naturligvis også på pladefronten eller hvad det hedder nu om dage. Songwriter er den prunkløse, underspillede titel på en dobbelt-cd med mandens greatest, kurateret af ham selv.

Indholdet er Art Garfunkel-frit område. ‘The Sound of Silence’ er repræsenteret ved en liveoptagelse fra 2011 og ‘Bridge Over Troubled Water’ synges – fremragende – af Aretha Franklin (i en allerede kendt og Grammy-belønnet version). Det er også tankevækkende, at Simon har udeladt sange som ‘Duncan’, ‘Me And Julio…’, ’50 Ways To Live Your Lover’ og ‘You Can Call Me Al’ til fordel for skæringer fra musical-albummet Songs from the Capeman - en projekt, Simon selv fandt mishandlet af anmelderne ligesom der også er numre fra ‘Sunrise’, det umelodiske samarbejde med Brian Eno.

På den led er udgivelsen anderledes end andre Simon-kompilationer, men har vi brug for et utilstrækkelig opsamlingsalbum? Guderne og de få tilbageværende pladehandlere skal vide, at markedet aldrig har manglet tilbageskuende Paul Simon-plader. Som regel med fuldstændige sammenfald i udvalget af numre.

Det startede i 1977 med Greatest hits etc. som siden blev konverteret til cd. Fire år senere kom 5lp-sættet Collected works. I 1987, midt i cd’ens jomfruår, kom Greatest hits. Og da han året efter skiftede pladeselskab til Warner Music udsendte de i 1988 Negotiations and love songs 1971-86. I 1993 kom bokssættet Paul Simon 1964-1993, som han selv havde sammensat, lidt spøjst, men alligevel dækkende for hans alsidighed. Det bokssæt blev samme år forkortet til en dobbelt-cd. Ved årtusindskiftet kom en glimrende udvidelse af 1977-pladen. Titlen: Greatest hits – shining like a national guitar. 2004 udsendtes 9cd-boksen Studio recordings, som i titlen havde udeladt den bestemte artikel. Med vilje. Der manglede nemlig en del på en udgivelse, der trods sit omfang virkede aborteret. 2007 udsendte Sony The Essential Paul Simon, som er netop det. I 2009 kom på Starbucks samlingen This better be good. Og sidste år kom igen på Sony opsamlingen Paul Simon: On my way don’t know where I’m going.

Plus det løse.

Som om denne meget økologisk korrekte tilgang til genbrug af musikken ikke er nok, har Paul Simon ad flere omgange – lige som mange af kollegaerne – med brask og bram udgivet remastereringer af de enkelte albums med de obligate tilføjelser af outtakes. Senest kom i år Still crazy after all these years, Paul Simon og There goes rhymin’ Simon. De samme albums fik samme genudgivelsestur i 2004.

Markedet må være umætteligt eller også lider det af uhelbredeligt hukommelsessvigt. Der er to vindere her. Og forbrugeren er ikke en af dem.

Readmore  

Paul Simon genopfinder sig selv

Kommentarer slået fra

Det er ikke alene længe siden Paul Simon sidst udsendte et album, det er også meget længe siden han udsendte en god plade. Faktisk skal vi helt tilbage til 1990 og albummet The Rhythm of the Saints. Det ved Paul Simon bedre end nogen anden.

Usikkerheden har måske fået ham til i bookletten til sin nye cd, So beautiful or so what, at lade Elvis Costello anmelde pladen meget rosende. Som om musikken ikke kan tale for sig selv…

Det kan den. Ikke sådan at forstå, at sangene melodisk er på højde med de sange, Simon præsenterede på sit første soloalbum og på Still crazy after all these years og Graceland. Han har længe være mere til rytmer end refræner, mere til grooves end til tunes.

I stedet for sangbarhed får man nærvær, atmosfære og indlevelse på en plade, hvor Simon havde sat sig for ikke at arbejde ud fra en grundlæggende rytmisk præmis, men bare ville se, hvad der skete, når han derhjemme lod de nye sange komme ud af sin guitar.

Bortset fra åbningsnummeret, den fængende ‘Getting Ready For Christmas Day’ (som er i nær familie med ‘Me And Julio Down By The Schoolyard’) og den snurrige ‘The Afterlife’ (en fætter til ‘You Can Call Me Al’), endte det alligevel med igen at blive en musikalsk smeltedigel, fuld af etnicitet og elektricitet på den semiakustiske måde. Der bliver spillet på kora, djembe, valdhorn, dobro, tablaer, lerpotter, angklung og hele det sædvanlige rockudtræk, suppleret med Simons sublime fingerspil. Og så er der blevet samplet ikke så lidt, lige fra gamle baptistprædikanter til lukkede tamburiner med indlagt grus. Det hele er kommet ud i den anden ende som en selvbestøvende organisme. Via Louisiana, Indien og Afrika.

Sangene handler en del om Gud. Spøjst i og med at Simon er ikke-troende jøde, men det er sange om Gud og fraværet af ham og mysteriet om ham, som det levendegøres i kærligheden. Og vores længsel efter den.

Ordene er fulde af tør humor og varm undren over at være til: “Love is eternal sacred light” som det hedder. Simon er ikke gammel gospel-fan for ingenting. Han er også så erfaren en tekstforfatter, at han ved, at gamle fraser tit kan udtrykke den nyeste sandhed: “I loved her the first time I saw her/I know that’s an old songwriting cliché/Loved you the first time I saw you/can’t describe it any other way…” Og så synger han som snart 70-årig med en erfaring, der svarer til hans alder, men med en smidighed som dengang han tog til Graceland.

På dvd’en i de luxe-udgaven af albummet er der en fin dokumentarfilm om tilblivelsen af pladen. Her fortæller Simon, at han har lavet den, fordi han var ved at komme i tvivl om berettigelsen af musikalbummet som en kunstform i en verden, hvor musik er så fragmenteret.

Den tvivl behøver han ikke længere nære. Det er med So beautiful or so what som det er med kærligheden og poesien – den kommer til den, der venter, for nu at citere en anden Paul (La Cour). Ventetiden er ovre.

Paul Simon: So beautiful or so what. Producere: Phil Ramone & Paul Simon. Concord/Universal.

PR-foto af Mark Seliger.

Readmore  

Bridge over troubled water igen

3 Comments

Du har det sikkert lige sådan. Der er plader, der er uløseligt forbundet til dufte, stemninger, lokaliteter, helt bestemte følelser. Og alligevel forekommer de tid- og stedløse. Sådan en plade er Bridge over troubled water for mig. Den kom ind i mit – og utallige andres – liv i 1970. Det var vinter, vist på vej til forår. Jeg opholdt mig tit i Hjortekær, langs hegnet, i et parcelhus, bygget længe før energikrisen. Det gjorde jeg, fordi jeg var stormende forelsket, sådan gå-på-vandet-, benene-slået-væk-under-mig-forelsket.

Hun lejede et værelse der, og dem, hun boede hos, havde et stereoanlæg i maghonistuen. Det var ikke så almindeligt som det lyder, og jeg husker, at vi sneg os til at bruge det, når de ikke var hjemme. Bridge over troubled water var en af de plader, der kom oftest på. Vi var selvfølgelig betagede af titelmelodien – hvordan kunne man undgå at blive det af al den inderlighed og storladenhed? – men vi løftede tit pickup’en for at komme fra den sang til ‘Cecilia’, sprang med andre ord ‘El Condor Pasa’ over. Og vi elskede ‘So long, Frank Lloyd Wright’, selv om vi ikke anede, hvem fyren var.

Senere, da skæbnen, tidens tilfældigheder og ungdommens uforudsigelighed havde ændret vores liv, endte jeg med at gå tilbage til min første indskydelse: 1968-albummet Bookends, denne odyssé udi Amerika og det amerikanske, er et kunstnerisk mere fuldbragt værk.

Jeg er ikke længere helt så skråsikker nu, hvor Bridge over troubled water igen genudsendes. Som en markering af, at det er 40 år siden, duoen blev til to solister! Det er i dag indlysende at høre, hvorfor pladen står som en kommerciel monolit i rock- og poplandskabet, men også kunstnerisk rager den op, på højde med Sgt. Pepper, Thriller, Pet Sounds, you name it…

Ikke alene er der åbningsnummeret, den hvide gospelsalme, der både blev og satte en standard, men også ‘The Boxer’ med det ordløse refræns, som giver sangen sin egen mellemfolkelighed, samt ikke mindst de sange, der pegede frem mod Simons senere ekskursioner til verdensmusikken – ‘Cecilia’, ‘Keep The Customer Satisfied’ og ‘Baby Driver’. Og som var tydelige tegn på, at han ikke længere havde nødig at sige “and Garfunkel” efter sit navn.

Albummet ville i dag af en A&R-mand sikkert blive anset for at være for facetteret, ja, usammenhængende, og heller ikke i dag ville radiostationerne bryde sig om længden på den bærende sang, men pluralismen er netop pointen.

Pladen har været genudsendt adskillige gange, senest som led i et collected works-bokssæt i 2001. Man skal være større hi-fi flueknepper end denne blogger for at kunne høre en forbedring ved denne nye remastering, men godt lyder det.

Producer Roy Halee ophøjede jo ekkoet til en kunstform. Og studiemusikere som guitaristen Fred Carter Jr., Larry Knechtel (der med sit stumme ‘k’ skrev og spillede pianoarrangementet til titelnummeret, som jo var komponeret på guitar), trommeslagerlegenden Hal Blaine, Charlie McCoy på bas-mundharpe på ‘The Boxer’ samt Joe Osborn (hvis ottestrengede bas på ‘The only living boy in New York’ burde være tvangspensum. Den sang er i øvrigt netop nu aktuel som del af en bilreklame i USA.)

Man må denne gang undvære den skælvende, smukke demo-udgave af Bridge Over Troubled Water, som blev gravet frem i 2001. Til gengæld eller hvad man nu skal sige medtager dette nye sæt de live-optagelser fra efteråret 1969, der faktisk kom på cd i marts 2008 – til Starbucks kunder…

I ’69 havde ingen uden for studiet endnu hørt sangen – den kom først på single i januar 1970 – men det er, efter den sidste tone, stadig gåsehudsfremkaldende at opleve koncertpublikummets sekundkorte skift fra målløshed til applaus, der bringer himlen herned.

Sættet rummer også en dvd med den sjældent sete 1969-dokumentarfilm Songs of America, som rystede amerikansk mainstream-tv dengang. Den virker, i modsætning til musikken, nu lidt for tidstypisk, men også rørende og engageret. I stedet for at være en harmløs reklamefilm for hit-duoen krydsklippede man billeder af krigen i Vietnam med freden i Woodstock, Martin Luther King og Kennedy-brødrene vandrede rundt som helgenbilleder til tonerne af ‘The Sound of Silence’, og Simon & Garfunkel diskuterede USA’s kommende 200 års fødselsdag: “You think it’s gonna make it?”, spørger Paul uden ironi. Det var der god grund til.

Den anden film på dvd’en, The harmony game, går via øjenvidneskildringer tæt på indspilningen af albummet, som de i store stræk indspillede hver for sig på bedste Lennon-McCartney-maner – Art var en del af tiden optaget af filmoptagelser i Mexico (Catch-22) og får på sangen ‘The Only Living Boy in New York’ Pauls ord med på vejen om den prioritering.

Filmen giver samtidig et godt indtryk af to mennesker, der mødte som skolekammerater og siden voksede op sammen for så at vokse fra hinanden. I dag ser de som ældre mænd tilbage på tiden og deres forhold som ‘old friends’, og gør det med mere respektfuld bittersødme end det uklædelige had, der somme tider har flydt frit mellem dem, trods sangenes lægende karakter.

Værd at se og absolut værd at genhøre. Vi har alle vort Hjortekær. Og holder det kært.

Simon and Garfunkel: Bridge over troubled water. Producere: Paul Simon, Art Garfunkel & Roy Halee. Genudgivelsesproducer: Bob Irwin. Columbia/Sony.

Readmore  

De bar striktrøjer før Lund

3 Comments

Picture-33

I dagens udgave af Politiken mindes jeg Liam Clancy. Her er en lidt længere version af samme nekrolog:

Sarah Lund har ikke patent på at brande sig selv ved hjælp af striktrøjer. Det trick blev allerede opfundet tidligt i 60’erne af The Clancy Brothers, hvis yngste og eneste overlevende medlem, Liam Clancy, er død, 74 år gammel, af en arvelig lungesygdom.

Sammen med sine brødre og Tommy Makem var han i en menneskealder turnerende ambassadør for den irske sangtradition og gjorde sange som ”The patriot game”, ”Jug of punch” og ”The leaving of Liverpool” kendte.

Som millioner af deres landsmænd søgte sønnerne i Clancy-klanen lykken i USA i 50’erne. Liam Clancy kom senere over dammen end sine brødre, tilskyndet af folkloristen og millionærarvingen Diane Guggenheim Hamilton, men hun viste sig at være interesseret i andet end hans stemme. Interessen var ikke gensidig.

Oprindelig ville Liam være skuespiller, men da han fandt ud af, at han som musiker kunne tjene fire gange så meget på at spille halvt så længe var karrierevejen udstukket. Først skulle hans brødre dog have aflagt den amerikanske accent, som de til Liams forundring og irritation meget hurtigt havde tillagt sig. Den stod ikke så godt til den irske oprindelighed, der blev deres varemærke.

Efter at have spillet irske pubs tynde i New York og omegn kom de i 1961 på et afbud til at spille 16 i stedet for de berammede tre minutter i det landsdækkende Ed Sullivan Show, datidens mest effektive tv-reklamesøjle (bare spørg Elvis og Beatles). De ramte en tone i tiden med deres sentimentale, robuste og revolutionære sange. Om det var imod den engelske kolonimagt eller det imperialistiske Amerika kom ud på et for deres nye studentikose publikum. De udstrålede en etnicitet, der på sin vis var lige så autentisk overbevisende som den, der uden anden sammenligning i øvrigt gjorde Harry Belafonte til et navn på den samme scene. Clancy Brothers hang ud i boheme-bydelen Greenwich Village og øvede stor indflydelse på folk som Tom Paxton, Paul Simon, Leonard Cohen og især en ung Bob Dylan, som meget senere kaldte Liam Clancy den bedste ballade-sanger, han har hørt. Vel at mærke ballade i den oprindelige betydning som en fortællende sang.

The Clancy Brothers mødte allerede tidligt kritik for at være “professionelle irere” med al deres djærvhed og sømandssweatere, men selv om de senere blev slået i hartkorn med The Dubliners, var de ikke nær så fadølsjoviale og folkemindesamlingsagtige. Faktisk blev The Dubliners startet i 1962, inspireret af Clancy Brothers, der fik irerne til at genopdage deres sangtradition. De havde kant og blev det arvesølv, grupper som U2 og The Pogues langt senere gav en rock-overhaling. Og selv om man sagtens kan indvende, at ingen af Clancy-brødrenes mange plader helt indfangede den atmosfære, de kunne skabe på en scene, ringer Liams smukke baryton stadig igennem som de kirkeklokker, der gennem århundreder havde kaldt øboerne til samling mod englænderne.

Midtvejs i 70’erne gik bandet i opløsning, og Makem og Liam Clancy fortsatte for sig selv med succes, men brødrene genforenedes på en scene i 1996. Liam Clancy efterlader sig hustru, to søstre, fire børn og otte børnebørn – helt i den gamle irske tradition. Og et skab af striktrøjer.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top