Poul Krebs synger og taler

Kommentarer slået fra

Du har sikkert oplevet det selv, det der med at køre forbi en situation, to mennesker på en gårdsplads, et åbent vindue, en kvinde på vej væk, hvad som helst der kan sætte fantasien i gang og få dig til at digte videre. Hvad er der sket og hvad vil der ske? Sådan nogle øjeblikke er der en del af på det nye Poul Krebs-album Der er noget ved alting.

Han besynger det uudsagte i de ikke slet så medieoplyste hjørner af Danmark, giver almindeligheden og de lidt for kuldslåede forhåbninger mæle og starter med sig selv i sangen ‘Rastløs sjæl’:

Da jeg var 14 og færdig med at gå med aviser
Sagde min far til mig: Søn, hør nu her
Der er noget jeg må sige dig
Så blev han pludselig væk der midt i det hele
Og jeg fik aldrig svar på det store mysterie

Så meget smerte fortalt så hjerteskærende smertefrit. Efter faderens pludselige død måtte Krebs selv lære om livet. ‘Rastløs sjæl’ intonerer et livsforløb, men lader lytteren digte videre. Og Krebs synger i den fortrolige, men aldrig indladende tone, som han mestrer. Ikke fordi han har øvet sig, men fordi det er sådan, han er. Han er, trods al medieeksponering gennem årene, grundlæggende selv en af de stille eksistenser, der befolker hans sange “fra derude, hvor kun de færreste søger hen…”

Derfor får man fornemmelsen af, at han både kender og elsker personerne i sangene. Han underspiller snarere end uddyber. Når han i titelsangen fortæller, at ‘hun åbned’ en iskiosk og solgte espresso’ behøver han egentlig ikke synge videre. Man ser hende for sig, og for Poul Krebs er vi alle jyder. Som han synger om København: “Der kommer gud og hvermand jo fra Thisted fra…”

I persongalleriet finder man også David Johansen, “en af dem, De godt må grine af.” Han har en Maxi og ønsker sig så meget af livet, at han er for blufærdig til at sige det højt. Istedet affinder han sig. Andre, som Sammy i ‘En chance mer’, stjæler biler, fordi han ikke kan stjæle Maries hjerte. Han finder et helle i rockmiljøet, hvor han render rundt med et ‘Access all areas’-skilt. På den måde kan han glemme de områder, der ikke ville indtages.

Jeg kan godt læse, at sangene, når man genfortæller dem, kan lyde ret emneugedocerende. Det er de ikke. Istedet er de gennemstrømmet af noget så umoderne som medmenneskelighed.

Poul Krebs lyder som sig selv. Alt andet ville også være mærkeligt. Det er målt med branchealen ingen tid siden, han udsendte Magnolia Tales, og målt med den plade og den foregående, Angelino Road, har de nye sange et lavmælt, næsten ufærdigt præg, der kan få dem til at kæmpe om opmærksomheden på P4, men de snyder. De starter nok i det små, men ikke så få af dem vokser sig så store som livet.

Blandt andet de i virkeligheden fra starten ret private sange som den Karen Busck-agtige ‘De sidste to’ om at finde evigheden i Roms ruiner og den slet skjulte hommage til Dylans ‘Chimes of freedom’, ‘Lad klokkerne ringe’.

Alligevel er mine klokker ikke helt oppe at ringe. Grunden er den lidt for uldne lyd og Krebs’ nye band, som har sit eget navn, The Combardos, men endnu ikke sin egen identitet. Jeg har ikke hørt dem live, men her spiller de, så man godt forstår, at nogen kalder dem Krebs’ “efterskoleband’.

At modtage og videregive disse sange som musiker kræver en større følsomhed og indlevelsesevne. Spørgsmålet er, om ikke disse sange kunne have klaret sig selv bare med sangeren og hans guitar. Håndteringen af den vidunderlige ‘Som dug for solen’ bestyrker mig i min formodning.

Der er, som Krebs synger, noget ved alting, “men ikke alting, der er noget ved”. Når Poul Krebs er bedst, er han en af vore bedste skæbnefortællere. Og det er der heldigvis ikke noget at gøre ved.

Poul Krebs: Der er noget ved alting. Producere: Kent Olsen, Niels Christian Simmelsgaard og Poul Krebs. ArtPeople.

Som en slags akkompagnement til pladen er udkommet featurejournalisten Stig Matthiesens bog. Det er i den, ordene om “efterskolebandet” falder.

Matthiesen har fulgt Krebs det meste af et år. Netop med ‘access all areas’. Altså oplagte arbejdsvilkår.

Desværre er bogen ikke vellykket. Den er alt for leddeløst skrevet, for ufokuseret og flagrende. Og får ikke rigtig fremkaldt sin hovedperson.

Der er gode passager. F.eks. om, at Krebs nu om dage har frabedt sig, at der på hans hotelbord pr. automatik stilles en flaske Bacardi, og at han ikke længere er til fest hver aften uden af den grund at blive danskvandskedelig. Det er også interessant, at manden, man troede tjente stort på at skabe små sensationer, efter eget udsagn mest er rig på erfaring, men forfatteren går ikke i materien, forklarer os ikke, hvordan det kunne gå til. Bare en halvkvædet vise.

Stig Matthiesen vil ikke nøjes med Poul Krebs og nærmeste omegn. Han vil have det hele med, fra den valgkampsdækkende Anja Westphal på Borgen til Bob Dylan, branchekrise og Spotify. Resultatet bliver, at han kun når det halve. Som en lidt for lang søndagsartikel.

Men der er noget ved alting: Bogen bugner af Carsten Ingemanns måske lige lovligt photoshoppede fotografier, men hold kæft hvor han har været til stede i det nu, der opstår, når rocken bliver en arbejdsplads for både drømmere og realister. Hans billeder siger mere end nok så mange ord. (Link til fotografens hjemmeside)

Bogen er den anden om Poul Krebs. I 2002 udgav Jonathan Løw en mere straight interview- og værkbaseret bog. Den er mindre, men meget tættere på hovedpersonen.

Stig Matthiesen: Poul Krebs – Der er noget ved alting. People’s Press. 314 sider.

Readmore  

Falch & Krebs under bøgen

1 Comment

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har ‘Instant Karma’ som en af sine John Lennon-favoritter. Det har noget at gøre med den instant on-impulsivitet, der er over indspilningen. Og den hænger igen sammen med, at sangen blev skrevet og indspillet 27. januar 1970, og udsendt i England 6. februar. Samme år. Som Lennon sagde: “we wrote it for breakfast, recorded it for lunch, and we’re putting it out for dinner..”

Den 11. august i år optrådte Michael Falch og hans ganske tætte band, Boat Man Love, på Smukfest i Skanderborg. Elleve dage senere forelå koncerten så som download. Vupti og samme friskhed og befriende mangel på efterbehandling. Instant karma med andre ord.

Når man tænker efter, er det jo en ret gammeldags dyd at sælge varerne, mens de er friske. Også i publikums erindring. Men alt for mange livealbums har gennem årene været døde i sværen. Ironisk nok er det takket være moderne teknik nu igen blevet muligt at holde gamle dyder i hævd.

Albummet er blevet til i samarbejde med det Billetlugen-ejede projekt Next2Live. Det går kort fortalt ud på at drage nytte af digitalteknikken, så varigheden mellem optagelse og udsendelse minimeres maksimalt. Du kan så købe pladen som download (og evt. brænde den over på en cd – til privat brug!). Du kan også allerede i forbindelse med købet af din koncertbillet reservere en liveoptagelse af den samme koncert.

Det er ikke alene smart, men også så logisk, at man undrer sig over, hvorfor det skulle tage så lang tid at få det på skinner. Rettighedsclearing har været en af hindringerne. Filosofien og praksis samt de allerede realiserede albums i projektet kan du læse mere om her.

Uden godt indhold intet bæredygtigt projekt. Og dokumentationen af Falch & Boat Man Love i Skanderborg er sprød og smittende.

Falch slår selv tonen an: “Er der noget vi ikke gider høre på festivaler, så er det nye numre … men hvis der ikke er et enkelt helt nyt nummer med, så dør vi.”

Det er sagt så mange gange, men lad os tage den engang til: Boat Man Love er et kongenialt backingband, der aldrig et øjeblik lader Falch falde til hvile i den kliche, et bestemt stegment af hans fans for tit lader til at være tilfredse med at se ham som.

Lars Skjærbæk og Søren Kochs guitarer fletter en intrikat tråd mellem Tom Petty og ‘Ticket to Ride’, og med den nytilkomne keyboardspiller Christoffer Møller lyder noget af det faktisk, som hvis Chick Corea spillede rock.

Falch selv er i god kampform. Okay, kombinationen af ‘Smukt forår’ og ‘Sommer på vej’ er måske lige lovlig guitardekonstruktivistisk for min smag. Til gengæld vokser ‘Vesterbros Torv’ sig mere og mere ind i kataloget som en af hans mest glødende manifester om glæde og sorg.

Før den havde han fået fulderikkerne og festaberne til at holde kæft med sin nye single ‘Blivende sted’ og nyklassikerne ‘Den eneste i verden’ og ‘Binder mig aldrig igen’. Ligesom den for sjældent hørte ‘Venter på Vind’ blev luftet godt igennem. Og en brusende, ja, berusende ‘Mød Mig I Mørket’ viste, at Skanderborg-publikummet i hvert fald den aften havde lige så meget malurt som øl i bægrene.

Dagen efter var det blodsbroderen og meddirektøren Poul Krebs’ tur. Anslaget er lidt mere countryrockende tilbagelænet, men afleveringen lige så intens, drevet frem af Kent Olsens trommer, der får hvileløshed til at gå i hak med timing.

Hele nitten numre rummer albummet, men for få fra hans seneste cd. Til gengæld er der en raffineret banjo-båren udgave af ‘Johnny Han Var Lige Ved At Blive Sindssyg”, som er lige ved at lyde som ‘All You Need Is Love’, spillet af The Nitty Gritty Dirt Band. Og også Krebs kan skabe ro og rum om sig og sine sange. Der skal et vist mod, men også selvtillid til netop det sted at synge en sang som ‘Shadow Soldier’. Og da det guitarvirile ekstranummer ‘Morgendagens Tåber’ trækker op, trækker jeg det der med det tilbagelænede i mig igen…

Både Krebs og Falch har tidligere i karrieren udsendt livealbums, men ingen så levende og vedkommende som disse. Det næste skridt for Nex2Live må være live-dvd’er.

Foto: Martin Dam Kristensen ©

Readmore  

Krebsesæson i Irma

2 Comments

Normalt plejer man at lede efter krebsehaler og den slags i køledisken i Irma. I denne tid står krebsen lige ved kassen. Der, hvor impulskøbene plejer at stå – tyggegummi, tørret frugt, dessertchokolade – står nu Magnolia Tales, den seneste cd fra – Poul Krebs!

Egentligt ikke i sig selv så underligt.

Nu om dage må man sælge de fysiske plader der hvor kunderne er. Det innovative – eller hvad man nu foretrækker at kalde det – i denne forbindelse er ikke, at albummet kan købes til en særpris. Næh, det er, at man også kan foretage det, der vist nok i de kredse kaldes et samkøb. Hvis man skal tro folderen ved kassen sker det i forlængelse af, at Krebs i 2004 var Irma behjælpelig med den interne slagssang, ‘Smil til mig, Irma’.

En af sangene på Magnolia Tales handler om lykken ved at være på Provence-slottet Vignelaure. Nu kan Irma-køberne mærke lidt af den ved at få to flasker vin fra bemeldte domicil plus pladen. Formedelst 225 kr. i alt.

Oveni handlen får man en opskrift på Crab cakes med Pico de Gallo-salsa og appelsinsalat, lavet af Poul Krebs.

Vinen beskrives som “en helt igennem afbalanceret vin”. Det samme kan siges om pladen, men det afholder ikke hippien i mig fra at tænke, at det godt nok er lidt længe siden, rocken og erhvervslivet var naturlige modsætninger.

Readmore  

Americana klæder Krebs

4 Comments

Hvis man husker langt tilbage på en sang som ‘Gone Gone Gone’ og hvis man hører til de mange, der har nydt hans koncertparløb med Michael Falch, er det ikke overraskende, at Poul Krebs nu udgiver sit første engelsksprogede album. Crosby, Stills & Nash, Dan Fogelberg og Jackson Browne er jo en del af hans musikalske arvegods.

Det overraskende er, hvorfor cd’en først kommer nu, og så, hvor vellykket og personlig den Charlie Sexton-producerede Magnolia Tales udfolder sig. Intet ville have været mere forventeligt end behjertede smukke pasticher. Okay, pladen lyder godt, men det skal man vist hedde Thomas Treo for at have noget imod…

Men den lækre lyd er ikke et mål i sig selv. Kun en medgift, når man kombinerer smagfuld sangskriver med subtil guitarist og producer af den slags, der både fremhæver detaljer og helheden. Ikke nogen dårlig egenskab, når man arbejder med en sanger, der ikke længere er folkrockens svar på en crooner, men et menneske, der har været sit igennem, så det kan høres.

Charlie Sexton er ikke ude på at få nevø Poul til at klinge som onkel Bob, selv om en sang som ‘Shadow Soldier’ (en opdatering af Helmand-bluesen ‘Skyggernes Nat’) godt kunne lyde som et outtake fra Street Legal, og det er i min bog et plus.

Den hang til at give sig så meget hen, at rørstrømskheden altid er en risiko, når Krebs synger på dansk, forvandles på engelsk til en fornyet inderlig blidhed. Som ikke bliver mindre af at han synger amerikansk, som om han drømmer på det sprog. Et nummer som ‘Guess What’ burde gøre Krebs rig og berømt over there i tolvte time; en sang om, lige før dommeren fløjter kampen af, at møde det uventede, store og selvforglemmende – kærligheden.

Andre små sensationer på pladen er ‘Marie (I Say Nothing)’, som Brødrene Olsen burde indspille for at komme ud af deres repeat mode. Og ‘Just A Moment’ om at finde livsbekræftelse i noget så flygtigt som den elskedes åndedræt, akkompagneret af en melodi, fuld af rig klanglig tekstur – Sextons stjernestund på en plade, hvor han ellers nedtoner sig selv og sine instrumentale kvaliteter til fordel for solisten og sangene.

Samt ikke mindst den afsluttende country-gospel, den ‘I Shall Be Released’-beslægtede ‘Let It Ring Out’, som er en hyldest til nuet og til utopien. Sunget skælvende, men fuld af styrke.

Jo, Poul Krebs slipper ikke taget i sådan nogen som os.

Og så skal jeg lige huske at nævne, at Mads Mikkelsens stilfulde indpakning er endnu en grund til ikke at lade sig nøje med at downloade.

Poul Krebs: Magnolia Tales. Producer: Charlie Sexton. KrebsFalch/Transistor. Udkommer i morgen.

 

Readmore  

Poul Krebs går til Charlie

2 Comments

Jeg var i aftes i Glassalen i Tivoli til turneafslutningen for Michael Falch og Poul Krebs. Jeg har tidligere her på bloggen beskrevet deres smittende indforståethed, gudindgivne vokalharmonier, lune og selvironi og deres måde at forny hinandens sange på. Sådan var det også i går, så det vil jeg ikke trætte med igen.

Undervejs gav Krebs appetitvækkende smagsprøver på sin kommende engelsksprogede cd, Magnolia tales. Og nævnte en passant, at den var produceret af Charlie Sexton.

Den Austin-fødte Sexton sanger, sangskriver og guitarist er en af søjlerne i moderne americana. Han befæstede og udvidede sit ry som guitarist med og for Bob Dylan 1999-2002. På scenen gav han i duet med Larry Campbell Dylans sange nyt liv. Og han er en væsentlig del af albummet Love and theft. Siden 2009 har han atter deltaget i The Never Ending Tour.

Før det gav han lyd på plader med bl.a. Lucinda Williams – hendes mesterværk Car wheels on a gravel road – og Shawn Colvin. Sexton viste lovende takter, allerede da han i slutningen af 80′erne som tyveårig udsendte sit første soloalbum. Folk som Ron Wood og Keith Richards opmuntrede ham, men selv om det er blevet til en håndfuld fine plader som solist, virker han til at have det bedst i samspil med og som forgylder af andres ideer.

Den 22. marts kan vi høre om, Poul Krebs har nydt godt af det. Da udkommer nemlig hans nye plade. Selvfølgelig på pladeselskabet KrebsFalch.

Her kan du klikke dig videre til et klip, hvor pladeselskabsdirektør Falch interviewer sin kunstner om, hvordan samarbejdet med Sexton kom i stand.

Illustration: Beskæring af forsiden til Sexton-albummet Cruel and gentle things.

Readmore  

Højtflyvere og fastholdere

Kommentarer slået fra

Falch & Krebs (eller er det Krebs & Falch?). Det lyder som en lægepraksis eller et mindre advokatfirma. Som de mange, der overværede duoens Danmarksturne for et år siden, vil vide, er konstellationen Michael Falch-Poul Krebs både fuld af helbredskraft mod tidens ulidelige hastighed og af musikalske sagsanlæg mod de, der ikke kan se helheden for lutter enkeltdownloads.

Nu er de tilbage. Jeg så dem i går i Glassalen i et snelandskabeligt Tivoli. Der var småkoldt, da vi satte os, men det varede ikke længe. De to klæder hinanden. Det musikalske slægtskab har længe været indlysende, men de er også modsætninger, der får det bedste frem i hinanden.

Poul Krebs kan have en hang til at forfalde til det seminariebløde, mens Michael Falch til tider kan slås med lidt for megen hårdkogt eksistentialisme. Krebs er måske mere til truckstops-country, mens Falch er til renlivet Neil Young. Falch er en romantiker, der ser virkeligheden i øjnene. Krebs er en sanger, der søger og tør få øje på romantikken i (social)realismen. Begge har de en heldigvis uhelbredelig svaghed for den filmiske fremkaldelse af skæbnefortællinger fra deres eget liv, Falch lidt mere ublufærdigt end Krebs. Sammen giver det en sjælden symbiose.

Repertoiret gør en dyd ud af ikke at trække overdrevent på de kendteste sider af d’herrers bagkatalog. Selvfølgelig er de der, hitsene, men i afmålte doser. Genkendelighed er nemlig ikke koden på denne turne. Intet mindre end dialogen og helheden søges. Og findes tit. Bl.a. fordi de synger hinandens sange. F.eks. gør Krebs Falchs signaturmelodi “De vildeste fugle” til sin i en lavmælt tolkning. Og det er ikke til at stå for Falch, når han morsomt og kærligt demonstrerer, hvor meget Krebs skulle have ofret, hvis hans “Sådan nogen om os” var blevet oversat til Nashville-banalitet.

To andre højdepunkter:

Falchs el-klaverakkompagnerede indlevede fremførelse af sin egen “Binder mig aldrig igen” fra det aktuelle album “Fodspor i havet”. “Jeg hører et hit”, kom det fra pladeselskabsdirektør Krebs. Han kunne også have sagt “en ny evergreen”.

Krebs’ fødselsdagsgave til datteren (i stedet for en i-pod) “Smiler din sol” med de gåsehudsfremkaldende linjer “lykkelige mig at jeg har fulgt dig på din vej”. I hvert fald når man selv er far til to teenagetøser. Og så klæder det sangen at blive spillet en kende hurtigere end sidste år.

To bonusgevinster:

Falch som skramlet, men indædt solist på akustisk bomuldsplukkerguitar.

Vokalharmonier, der må være blevet kallibreret i himlen. Crosby, Stills og Nash fik en hilsen undervejs. Den virkede ikke indbildsk. Krebs og Falch kan både holde fast og flyve højt. Det sidste gør Falch i den grad på Hitlisten, hvor hans nye cd er nr. 6 i denne uge.

Sammen magter Krebs/Falch/Falch/Krebs både det afslappede og det kontrollerede.

Turneen fortsætter. Se selv her. Som et visitkort er netop på eget selskab udsendt et dobbelt live-album fra sidste års turne, der kan købes ved koncerterne.

Det er godt nok, men ikke så godt som at være der selv.

Pressefoto af Stine Heilmann fra Skandinavian.dk

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top