Mark Tulin 1948-2011

Kommentarer slået fra

The Electric Prunes ramte tiden perfekt i 1966-67 med deres singler ‘Get Me To The World On Time’ og ‘I Had Too Much To Dream (Last Night)’ – ja, den sidste blev nærmest et slogan. Nu meldes gruppens bassist og praktiske tovholder, Mark Tulin, død af et hjertestop, 62 år gammel.

Sveskerne kaldte sig først The Sanctions og senere Jim & The Lords hjemme i San Fernando i Californien. Et tilfældigt møde med produceren og lydteknikeren Dave Hassinger ændrede alt. Han havde lige siddet bag pulten for Rolling Stones under indspilningen af Aftermath, og var på udkig efter sin egen genvej til berømmelse.

‘I Had Too Much Dream To Dream’ nåede en ellevteplads på Hot 100, efterfølgeren blev noget dårligere placeret og bandets første og andet album gjorde ikke meget væsen af sig, men fik kultstatus blandt hippier, der gerne ville blære sig med at kende et band, der kombinerede kærligheden til Dick Dale og Miles Davis.

I 1968 udgav bandet Mass In F Minor, et monstrum af et album, konciperet som et rockrequiem, skrevet af David Axelrod. Han havde en baggrund som A&R-mand for jazzen på Capitol, og viste sig hurtigt at være alt for dygtig til The Electric Prunes. Mark Tulin havde til at begynde begået arrangementerne til pladen, men blev bedt om at finde en stol og holde mund. Og på det efterfølgende, lige så opstyltede album, Release of an oath, spillede bandet ikke en tone, men nøjedes med at synge.

Gruppen huskede senere oplevelsen som en bitter påmindelse om, at de var og blev et garageband, som tiden og tilfældet havde givet en kortvarig succes.

Da Lenny Kaye i 1972 udsendte dobbeltalbummet Nuggets med guldklumper fra den psykedeliske periode, kom der fornyet interesse for The Electric Prunes. De lod sig gendanne og spillede stadig som om wahwah-pedalen lige var blevet opfundet. De senere år har gruppen også udsendt nyt, ikke dårligt materiale, og Tulin samarbejdede med en fan, Billy Corgan fra Smashing Pumpkins om ny musik.

Mark Tulin ernærede sig sideløbende som psykolog med speciale i aldersbetingede lidelser. I sin fritid dykkede han, og det var i den forbindelse hans hjerte ikke ville mere.

Hans og gruppens storhedstid fik et fint, varieret eftermæle i en retrospektiv dobbelt-cd, udsendt af Rhino i 2007.

Der lever drømmen.

Readmore  

Luftkaptajn Kantner fylder 70

1 Comment

Da han var ung, lignede Paul Kantner den mandlige legemliggørelse af den kulturrevolution, der blev kaldt ungdomsoprøret: Han kom fra San Francisco, var høj og blond, var droppet ud af universitetet, bar uindfattede. intellektuelle briller, ledte ikke efter ordene og spillede nogenlunde elektrisk guitar i et band, der så sig selv som modkulturens talerør. Og blev hørt som sådan.

I morgen fylder Paul Lorin Kantner 70, og mærkedagen markeres, som man kan se på plakaten, med en gallakoncert over to dage, hvor alt, hvad der kan krybe og gå af gamle hippier vil komme på scenen. Der vil blive trængsel og tilbagelænet koncentration.

Præcis som der var, da Kantner med sit band, Jefferson Airplane, gav koncert i København i 1968. Dengang bad bandet om at få tændt lyset i salen, fordi de så godt ville kunne se os, mens de spillede. Det var sådan det var.

Bag kulisserne var det anderledes. Jefferson Airplane var sangeren Marty Balins ide, men med Kantner ombord i 1965 fik bandet en luftkaptajn uden højdeskræk. Desuden besad Kantner forretningstalent. På et tidspunkt, hvor tidens bands var tilfredse med kontrakter på 5.000 dollars, sikrede han Jefferson Airplane uhørte 25.000 dollars for deres første plade.

Debutalbummet var folk-præget, men da den oprindelige sanger hellere ville være mor, kom Grace Slick med. Hendes stemme og sangskriverkombinationen Kantner-Balin-Slick gjorde albums som Surrealistic pillow, Volunteers og Crown of creation til hits, men det var som improviserende, bevidsthedsudvidende koncertband, at Airplane fløj højest. Se f.eks. dette klip fra 1970.

Revolutionen kom på hitlisterne, og Kantner brugte sin nye synlighed til at rase mod krigen i Vietnam og småborgerskabet. Han så sig selv og gruppen som lovløse, og frivillige i forsøget på at få USA tilbage til dets oprindelige frihedsværdier.

Internt i gruppen var der derimod nærmest borgerkrig. Der turde man ikke tænde lyset af frygt for, hvad man så ville se. Kantner og Slick dannede par, »den psykedeliske udgave af John og Ono.« Balin og Slick hadede at elske og elskede at hade hinanden. Paranoiaen og intrigerne blev ikke mindre af den umådeholdne indtagelse af tidens designerdrugs. Ikke mindst lsd (og apropos: Så meldes en af de navnkundige lsd-producenter død)

Først i 70’erne havarerede gruppen. Samtidig blev Slick gravid, og under sin barsel lavede hun og Kantner det science-fiction-syrede album Blows Against The Empire med en løsere besætning af musikere, der antydede en arbejdsform, gruppen under navnet Jefferson Starship skulle få de næste årtier. I en periode i 80’erne blev bandet dog så rendyrket mainstream-rock, at Kantner forlod det med en erklæring om, at man var for langt væk fra udgangspunktet. Da var bankkontoen fuld.

Gennem tiden og helt op til vore dage har Paul Kantner optrådt i så mange inkarnationer af sin oprindelige gruppe, at det både er en drøm og et mareridt for rockhistorikere. Læg dertil retssager om rettigheder til navnet, ofte anlagt mod ham af Grace Slick. I dag har han ret til at optræde under navnet Jefferson Starship, men ikke som Jefferson Airplane, medmindre ekskonen er med.

Det har hun ikke været længe. Efter at have fået bugt med sin alkoholisme trak Slick sig tilbage fra rampelyset i 1988. Den nu 71-årige sangerinde er ikke til nostalgi. »Det er som at se på spøgelser,« har hun sagt. Mere eller mindre levende spøgelser vil der givet være nok af, når den nu for længst stoffrie Paul Kantner i weekenden fejrer sig selv og en tid, der svandt.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top