40 år med Maggie May

2 Comments

I disse dage for 40 år regerede Rod Stewart både i radioen og på hitlisterne. På begge sider af Atlanten. Singlen ‘Maggie May’ og Every picture tells a story, det album, den var hentet fra, endte begge med at blive nummer et i England og USA. Og en række andre lande.

Når man ser billeder fra dengang er det svært at forestille sig, at han var et sexidol med sit Polle fra Snave-hår, men ‘Maggie May’ gjorde ham til det. Selv om Stewart senere undrede sig over sangens succes – den manglede melodi, mente han! – var det første gang, han fik forløst sin kærlighed til både Motown og britisk folkemusik i en rockmusik, der har holdt sig forbløffende godt. Og som lige fik et ekstra touch af Ray Jacksons mandolin sat op mod Ron Woods guitar. Den oprindelige albumversion intoneres sågar af en akustisk guitar-intro, spillet af medkomponisten Martin Quittenton.

‘Maggie May’ handler om dengang den 16-årige sanger fik taget sin manddom, men som altid med de bedste sange så er det ikke så meget teksten som måden den synges på af Stewarts sandblæste, sårbare stemme, der bliver hængende i hukommelsen. Har han siden sunget bedre?

Oprindelig var nummeret b-siden til en ret dylansk fortolkning af Tim Hardins ‘Reason to believe’. Og det var ved slet ikke at komme med på albummet, fordi Stewart ikke syntes den var færdig.

‘Reason to believe’ gik i al diskretion ind på en 98. plads på Billboards Hot 100 17. juli, men bevægede sig meget langsomt. Radioværterne begyndte så at vende pladen om, og seks uger efter udgivelsen blev ‘Maggie May’ ophøjet til a-side og en 46. plads med en bullet.

Året endte med, at Rolling Stone erklærede Stewart ‘Rock star of the year’. Ikke mindst på grund af albummet, som i sig selv blev en af de mest holdbare byggesten i opbyggelsen af Rod Stewarts position.

Jo, he wears it well.

PS: Hørt med danske ører er det værd at huske, at den senere Sandmen-guitarist, nu afdøde Sam Mitchell spiller slide på albummet.

Illustration: Beskæring af coveret til The Seventies Collection

Readmore  

Julen havde ikke englelyd

6 Comments

Dvd-klubben har holdt årsafslutning og så ved stamlæsere, hvad jeg taler om.

Mens ganerne tog imod den velkendte blanding af designerøl, vin fra Piemonte, Montalcino og omegn og diverse anti pasti blev der til ører og øjne igen serveret ukendte delikatesser og sjældenheder samt solid basisføde.

Brætspilsredaktøren lagde ud med – igen – at flashe sin musikvidenskabelige diversitet. Først den mærkelige australske quasi-aborigine duo, Dead Can Dance alias Brendan Perry og Lisa Gerrard. Æterisk og æggende, men også enerverende krukket. Hun fulgte stærkt og overraskende op med Rammstein. Teutonsk agitrock med VERSALER.

Seniorkonsulenten havde siden sidst været ude og se Jeff Beck. Det var han endnu ikke kommet over. Det kan man sådan set godt forstå. Fuldstændig mavesugende godt var et klip, hvor Beck uannonceret får besøg af sin gamle med- og modspiller Rod Stewart.

Den efterhånden midaldrende middelalderprofessor bød på både Bowie og Adrian Belew samt Robert Fripp. Musik af den slags, som har givet tillægsordet ‘progressivt’ en kedelig bismag. Det må være, fordi man ikke lytter efter. Belew er en forrygende, innovativ instrumentalist. Og så som en ekstra, uventet bonus et Jon Lord-tema med bl.a. helt fremragende optagelser fra Deep Purple i KB Hallen. Fra dvd’en

Professorens yngste debuterede i klubben ved at introducere den grånende forsamling for bl.a. Paramore med sangeren Hayley Williams, en rødhåret svirrevip med en stor stemme og stor udstråling. Se bare.

Blues-elskeren levede ikke op til de kærlige fordomme, men genopdagede på pædagogisk vis for os alle Elvis årgang 1968. Et større Elvis-år fås ikke. Det skulle da lige være 1955. Kongen velhængt og veloplagt i læder og nogenlunde ukontrolleret løssluppenhed i alle tiders mest anti-julede juleshow. Efterfulgt af klip med vokalvirtuoserne Crosby & Nash. Folkrock på kanten til jazz. Jo!

Selv stod jeg for solide råvarer som Bruce Springsteen & The E Street Band fra Promise-boksen, den udødelige Jeff Buckley samt U2′ Rose Bowl-koncert. For lige som at sikre, at oksemørbraden kom med på nytårsmenuen.

Det hele skulle jo nødigt gå til i eksotisk garniture.

Jeg skulle hilse fra de andre klubmedlemmer og ønske læserne et rigtig rock nytår.

Og runder dermed indlæg nr. 400 siden denne blog begyndte at rulle i november 2009. Tak for tålmodigheden.

Readmore  

Bryan skærer ind til benet

Kommentarer slået fra

VI ER TRE numre inde i Bryan Adams’ nye live-cd Bare Bones, da han nærmest lidt henkastet spørger publikum om de mon har fået information om aftenens koncert. “Hvis ikke”, tilføjer han, “så kan jeg fortælle, at dette er bandet“. Og peger så på sig selv, sin akustiske guitar og pianisten Gary Breit.

Det sidste års tid har Bryan Adams været ude for at genopdage sig selv. Metoden har været lige så enkel som svær. Stadionrockeren og hjerteknuseren omplantet til en unplugged miljø, som han sidst frekventerede i 1997. Tilskuerne er ellevilde og medlevende. Det forstår man faktisk godt. De er i vokal topform. Præcis som solisten.

Bare Bones viser, hvilken solid sangskriver og troværdig sanger, Bryan Adams er. Han klæder sine sange af, og de fryser ikke i nøgenheden. Undervejs klæder han også anmelderfordommene af.

Det er en beskeden, men meget givende plade. En greatest hits-samling, javist, men han når ind til hjertet. Og som han jo kan spille akustisk guitar…

BRYAN ADAMS lignede næsten den karrikerede prototype på en rockstjerne, da han kom frem først i 80’erne.

Han var forsidefotogen, læderjakken og cowboybukserne sad, som om han var født med det tøj på. Han havde et godt greb om sin løsthængende guitar og sang sange, der stod godt til både radio, MTV og ungpigehjerter.

Kritikerne efterlyste en dybere klangbund som hos Bruce Springsteen, en autencitet som hos Bob Seger og en flabethed som hos Rod Stewart, for nu at nævne de tre mest indlysende inspirationskilder. Publikum var ligeglad, så i de år fyldte Adams stadions og hitlister verden over. ”Straight From The Heart” hed hans første store hit. Som et motto, syntes mange.

Inden da havde Adams allerede etableret sig i hjemlandet Canada, hvor han voksede op som søn i en engelsk diplomat. Hans tredje album, Cuts Like A Knife, gav et mindre amerikansk gennembrud, men det var efterfølgeren, Reckless, der, samme år som Springsteen hittede med Born in The USA,gjorde Adams til et endog rigtig godt papir. Halvdelen af albummets numre blev udsendt som (hit)singler, og ‘Summer Of 69′ og balladen ‘Heaven’, som naturligvis begge er med her, demonstrerede Adams’ spændvidde – og produceren Bob Clearmountains evne til at få en popsang til at fylde hele verden i de tre-fire minutter, den varer.

En verdensturne fulgte, og mens meningsmagerne mukkede, stod kolleger som Roger Daltrey, Bonnie Raitt og Neil Diamond i kø for at synge Adams’ og makkeren Jim Vallances kompositioner.

I 1990 SAD filmkomponisten Michael Kamen med en sang, der skulle være kendingsmelodi til en ny film om Robin Hood med Kevin Costner i titelrollen. Han prøvede at få både Kate Bush og Annie Lennox til at synge den. Så kom nogen i tanke om Bryan Adams.

Han skrev ny tekst til melodien, og indsang den selv, og 27. juli 1991 indledte ‘Everything I Do I Do It For You’ den første af syv uger på toppen af den amerikanske hitliste. 29 andre lande fulgte eksemplet. Tre år senere skrev Kamen, Adams og Mutt Lange ‘All For Love’ til nyfilmatiseringen af De Tre Musketerer. Sting og Rod Stewart bistod Adams med vokalen, og pladekøberne klarede resten.

Biografsuccesen flyttede for en stund fokus for Adams, og hans albums forekom udtyndede, men mandens tæft for mundret rock kunne ikke holdes tilbage.

Sange som ‘The Only Thing That Looks Good On You Is Me’ viste, at han stadig kunne få det optimale ud af et simpelt riff, og da Adams i 2000 drog ud på endnu en global turne spillede han som gjaldt det om at dementere, at mainstreamsuccesen havde trukket stikket ud på hans indre rockmusiker. ’18 Till I Die’ hedder et af hans 90’er-album. Og sådan virkede han også, da han optrådte på Midtfynsfestivalen i 1999.

I DET NYE årtusind har han ellers mest gjort sig bag kameraet. Og vel at mærke ikke på flickr-niveauet. Hans måske lige lovligt vaseline-indsmurte billeder af berømtheder som Harry Belafonte, Kate Moss, Micky Rourke, Lindsay Lohan, Amy Winehouse og Cindy Crawford er blevet præsenteret i magasiner som Vogue og Vanity Fair.

I hans portofolio er også billeder af den danske model og Bond-birolleskuespiller Cecilie Thomsen, som Adams i en del år dannede par med.

At dømme efter hvinene på den nye cd nærer mange kvinder stadig drømmen om at efterfølge hende.

Bryan Adams: Bare Bones. Producer: Bryan Adams. Polydor/Universal.

Illustration: Ukrediteret wallpaperfoto

Readmore  

Debutant opdaget i Malmö

6 Comments

For nogle uger siden var det, som nogen måske husker, Record Store Day, en mindedag for eller en påmindelse om de stadig færre pladehandlere, der som en uddøende, trodsig race stadig tilbyder personlig betjening og har et forhold til det, de sælger. Ja, som af og til i bedste ‘High Fidelity’-stil nægter at sælge noget, fordi musikken er for dårlig. Pladebutikker, som gør FONA til Bilka-stor joke og afslører, at forbogstaverne i TP-kæden står for tilbudspriser.

Selv om jeg er så heldig at have en sådan butik lige om hjørnet, findes der faktisk mindst hele to af dem i Malmö, hvad der i mine ører gør Skånes hovedstad til en sand metropol. På Lilla Torg Folk å rock, som, selv om den for at overleve nu også serverer sandwiches og caffelatte, stadig holder et højt niveau i udvalget, og bag Trianglen den lille, arketypiske Musik och Konst, som oprindelig blev startet af salig Lennart Persson og Peter Thulin, og som netop kunne have stået model til Nick Hornbys roman.

I Musik ock Konst stod jeg forleden som så ofte før og ventede på at blive forledt til at misbruge kortet, da den musik, de kørte over anlægget, blev ved at forstyrre på den gode måde. Hvem fanden var det nu det var? “Er det den nye Harper Simon-plade”, spurgte jeg omsider. Nej, svarede Peter Thulin, men tilføjede begejstret: “Det kunne det have været eller hans far fusioneret med en ung Rod Stewart, og nu skal du bare høre det her nummer…” To numre senere havde jeg købt min første og den første cd med englænderen Jon Allen. ‘Dead mans suit’ hedder den med et smittende titelnummer, der hele tiden er ved at glide over i ‘All along the watchtower’, men ikke gør det.

Jeg har nævnt Rod Stewart anno Gasoline Alley og Paul Simon, kunne også nævne Miller Anderson og The Beatles, for som Allen selv har sagt, så ‘vedkender jeg mig alle disse navne, og skulle jeg nævne et år, mine sange kunne være skrevet i, må det være 1970.’ Han blev selv født i 1977.

Det er, som den skånske pladehandler sagde, ikke musik, der vælter verden, men den får kloden til at dreje smukkere rundt. Jeg gør hans ord til mine. Jon Allen var navnet. Altså på sangeren og sangskriveren. Orglet hedder Hammond.

Readmore  

Roden genfinder sjælen

4 Comments

Det er vist ikke særligt hipt at kunne lide Rod Stewart. Han står for mange som rockroden, der iførte sig smoking, dekadence og unge modeller og tabte forbindelsen til musikkens sjæl. Den mening har jeg aldrig fuldtidsabonneret på. Bevares, han har lavet for mange plader, og hans ekskursioner udi den store amerikanske sangbog kunne godt have været mindre omfattende og mere undersøgende end registrerende, men han er stadig en fremragende sanger.

Seneste eksempel er “Soulbook”. Den kom før jul, og jeg kviede mig ved at betale fuld pris, men her i dag stod den til 75 kr i en rodebunke henne om hjørnet, så …

Rod Stewart blev til den sanger, han er, på grund af den soulmusik, som hærgede de engelske hitlister i midt-60′erne, mens The Beatles gjorde USA usikker. Og i liner-noterne til cd’en erklærer han, at “this is the album I have waited my whole life to record.” At det ikke er tomme ord afsløres fra første nummer, Four Tops-klassikeren ‘It’s The Same Old Song’, som Stewart netop giver som alt andet end den sædvanlige samme sang. Overraskende og effektfuldt synger han hele første vers som en ballade, der kunne være skrevet af Paul McCartney, hvorefter hele Motown-maskineriet sætter igang med vandrebas og tamburiner.

Og Temptations-træfferen “Just my imagination”, som også Mick Jagger har haft fat i, forvandler han til det rene Sinatra uden at forråde sangen. Andre numre, som Jimmy Ruffins “What Becomes of The Broken Hearted” ‘nøjes’ han med bare at synge, men gør det, så det bliver til at høre, at Stewarts liv ikke har været et langt cocktailparty.

Kan ikke anbefales nok. Radio Soft? Måske, men hverken stryge-med-hårene blidt eller udflydende.

PS: I øvrigt er dette mit indlæg nummer 100 på denne blog. Jeg takker for tålmodighed og udvist opmærksomhed undervejs.

Readmore  

Slidstærk

2 Comments

Forleden stod jeg som sædvanlig og rodede i kasserne hos min lokale pladepusher. Her fandt jeg en Henning Stærk-plade, jeg må have overset, for jeg er ellers lige så modtagelig for ham som for en pose Tappsy til “Livvagterne” søndag aften. Og hans 1997-album “Somewhere Someone’s Falling in Love” er for mig en ‘øde ø’-kandidat.

Han er i mangt og meget lige så god en fortolker som en af bedste af slagsen, Rod Stewart. Sammenlign deres versioner af “I Don’t Wanna Talk About It”, Danny Whittens stjernestund. De lyder absolut ikke ens, men deres respekt for stoffet er den samme, og de swinger som ind i …

Jeg tog “Old Time Rocker” med mig hjem for en halvtredser, en pris, der nærmest er en fornærmelse mod musikken, men sådan er det i en verden, hvor døgnfluerne flyver så tæt og lavt, at de spærrer for udsynet. Og nutiden er fortid på udsalg inden der er gået en måned.

Siden har albummet ikke været ude af min cd-afspiller. Stærk, som de engang kaldte “den hvide neger fra Holstebro” og som faktisk har spillet trommer i Gnags, lever sig helt ind i så forskellige sange som Neil Youngs “Heart Of Gold”, Supremes’ “Stop In The Name of Love”, hans åndsbeslægtede Delbert McClintons “Don’t Want To Love You Anymore” og Carole King-klassikeren “Will You Love Me Tomorrow”.

Bag sig har Stærk et ganske godt lille band med den saftige guitarist Sune Hånsbæk, der yder hans varme, voksne stemme fuld retfærdighed. Ikke mere, men sandelig heller ikke mindre.

Jeg har noteret mig, at bl.a. Jyllands-Posten jordede albummet, da det kom sidste år. Synd for dem.

Pressefoto: Jørgen Nielsen, hentet fra sangerens hjemmeside.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top