Da Stones begyndte at rulle

1 Comment

I morgen er det som måske bekendt 50 år siden, et band ved navn The Rolling Stones eller rettere: Mick Jagger and The Rolling Stones optrådte for første gang. De fik jobbet på et afbud og spillede faktisk på musikalsk udebane. The Marquee Club var jazznørdernes fristed, men i stigende grad havde man de senere år åbnet for bluesmusik. Ikke mindst fordi mundharpisten og sangeren Cyril Davis havde et, skal vi sige, udpræget talent for at hænge ud med de rette. Men han havde også et talent for at efterligne de store Chicago-bluesmestre, så i mangel af den ægte vare var han Englands ukronede blueskonge i bandet Cyril Davies R&B All Stars, og Alexis Korner hans kronprins.

Korner var, i modsætning til Davies, mere social. Han var ingen stor musiker, men god til at skaffe jobs, og han havde øre for musikeres potentielle storhed. Derfor holdt han hof for en række unge musikere, der omgav ham som logrende hvalpe. Og håbede på af og til at sidde ind med det løst sammenfugede orkester, han kaldte Blues Incorporated (der lige havde fået en trommeslager ved navn Charlie Watts tilrejsende fra Randers).

En af hvalpene var et ungt slideguitartalent, Brian Jones, der ville være en hvid Elmore James, og af og til var i et band med en sanger, der kaldte P.P. Pond (men senere blev kendt som Paul Jones).

Andre var den aspirerende sanger Mick Jagger, der spillede mundharpe halvt så godt som Cyril Davies, men så mindst dobbelt så godt ud og var halvt så gammel, sådan cirka. Hans ven hed  Keith Richard (endnu uden s). Ingen kom musikalsk så fast sammen med nogen, at man ikke kunne flyttes. Man øvede sig, tog, hvad der kom og ventede sultent på en åbning.

I juli 1962 havde Korner fået et job i en BBC-radioudsendelse med Blues Inc. Det var ejeren af The Marquee Club ikke glad for, for så manglede der nogen til at spille halvdelen af aftenen. Korner foreslog Brian Jones’ spritnye band, bestående af Jones selv under dæknavnet Elmo Lewis, Jagger, Richard, bassisten Dick Taylor og boogiepianisten Ian ‘Stu’ Stewart. De havde ingen trommeslager, og på nettet diskuteres det stadig om den stol hin aften var besat af Tony Chapman eller Mick Avory (som endte i The Kinks).

Under alle omstændigheder menes bandet at have spillet følgende numre foran et publikum, som mest var til rullekraver og jazz:

Kansas City
Baby What’s Wrong
Confessin’ The Blues
Bright Lights, Big City
Dust My Blues
Down The Road Apiece
I’m A Love You
Bad Boy
I Ain’t Got You
Hush-Hush
Ride ‘Em On Down
Back In The USA
Kind Of Lonesome
Blues Before Sunrise
Big Boss Man
Don’t Stay Out All Night
Tell Me You Love Me
Happy Home

Bagefter var der ingen, der havde fornemmelsen af at have overværet noget historisk. Brian Jones var mest irriteret over, at hans band havde skiftet ejermand. Avisannoncen skulle vise sig at være profetisk.

Da 1962 blev til 63 havde Stones fået en mere permanent trommeslager, og Bill Wyman var kommet i stedet for Taylor, der dannede The Pretty Things.

Året efter døde Cyril Davies, af leukæmi. Og pludselig var det for mange hvide kids, som om det var Rolling Stones, der havde opfundet bluesmusikken. Selv om Brian Jones vidste bedre.

I et indlæg i tidsskriftet Jazz News havde han i oktober 1962 skrevet, at “vi må acceptere, at R&B er den amerikanske storbynegers popmusik – ikke mere, men heller ikke mindre.” Og fastslog han med en tyveårigs visdom og indsigt: “Rhythm & blues kan næppe regnes for at være en afart af jazz”. Og derefter går han i kødet på det, han kalder det snobbede jazzpublikum, som er bange for at få deres jazz “forurenet” af R&B. Rhythm & blues må, skriver han, heller ikke forveksles med rock & roll, “som jo bare en korrumpering af R&B.”

Selv gik der ikke mange singlepladesucceser før Jones lod sig bestikke af det søde liv, som i hans tilfælde absolut blev bitttersødt. Som Bill Wyman senere har defineret Brian Jones og hans indflydelse: “He formed the band. He chose the members. He named the band. He chose the music we played. He got us gigs … Very influential, very important, and then slowly lost it – highly intelligent – and just kind of wasted it and blew it all away.”

http://www.youtube.com/watch?v=pf-rVKrlupI

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  

I eksil på Main Street 40 år senere

2 Comments

I denne uge er det 40 år siden The Rolling Stones udgav dobbeltalbummet Exile on Main Street. Af gammel vane røg den hurtigt til tops på hitlisterne, men lige så hurtigt ned ad dem igen, for musikken lød ikke som noget Stones tidligere – eller senere – har udgivet:

Få nulevende rockkunstnere er blevet beskrevet så udførligt som The Rolling Stones, og endnu færre har udtalt sig så lidet analyserende om deres eget livsværk. Okay, Mick Jagger har kloget sig et par gange eller tre og sagt noget om at videreføre arven fra den sorte musik, gøre den hvid uden at gøre den farve- og harmløs og den slags, og i sin selvbiografi giver Keith Richards et par nogenlunde ædruelige bud, men udregner man kvadratroden af alle artiklerne, står en 1995-udtalelse fra Charlie Watts i virkeligheden tilbage som noget af det mest dækkende.

Han blev i anledning af gruppens 117. verdensturne spurgt om, hvorfor han dog blev ved. »Jeg har opgivet at forstå det. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor det er så tiltrækkende, men jeg bliver vældig godt betalt,« svarede han og knipsede lidt fnuller væk fra Armani-turtleneck’en.

Selvfølgelig er der en god portion krukkeri i det citat, men der er den sandhed i det, at Rolling Stones altid har været langt mere intuition end intellekt. Instinktet, fornemmelsen, det uudsagte, det mellem linjerne, musikken – det er det, der har fået det til at blive ved at rulle for verdens somme tider sejeste og i det mindste altid mest sejlivede rockorkester. Og stadig gør det med den ’vi skylder-ikke- nogen-noget’-selvbevidsthed, som aldrig har forladt dem – en udstråling, der gennem årene, alt efter dagsformen, har virket øretæveindbydende, floskuløs, ja, ufrivillig selvparodisk eller helt selvfølgelig.

Det er rigtigt, som Keith Richards har formuleret det, at Stones for den generation, der voksede op i 60’erne, »er som solen og månen og den luft, man indånder«. Stones har altid været der, men var gruppen blevet ved med kun at nære minder for sine jævnaldrende, kunne de mageligt have nøjedes med at spille på 70’er-nostalgifestivalen i Esbjerg. Når det ikke endte sådan, skyldes det i sidste ende noget så simpelt som respekten for og ydmygheden over for musikken – et faktum, der ofte har det med at blive glemt, når Jagger har mest travlt med at dyrke sin verdensberømmelse og den kvindetække, der tilsyneladende ikke tager af med alderen.

Den respekt, den ydmyghed, denne ikke-skolelæreragtige historiske forståelse for ordløse sammenhænge gør, at Stones til hver en tid vil kunne spille i et tilrøget klublokale, så der bliver højt til loftet. Og på samme måde kan gruppen på en god aften forvandle et fodboldstadion til en dampende dagligstue. De har med andre ord altid haft formatet til at rive sig selv ned fra piedestalen; så at sige skrue sig tilbage til nulpunktet for at genfinde, hvad det end var, der i 1965-66 fik The Beatles til at ligne konfirmander i forhold til Jagger & co’s usammenlignelige blanding af arbejderklassebrøsighed og boheme-skødesløshed, som forargede og foruroligede middelklasse-englændere og gav deres døtre forbudte, sjaskvåde drømme.

ATTITUDEN var altid anderledes, mere provokerende, mere uforskammet direkte, men musikalsk var Stones bare en mørkere side af den samme inspiration, der tjente som brændstof for The Beatles – amerikansk rhythm & blues og det, der senere udviklede sig til soul. Den amerikanske kritiker, Paul Evans, har forsøgt sig med en afsløring af hemmeligheden bag holdbarheden ved bandet: »Rolling Stones bekræfter fire grundlæggende sandheder om rock ’n’ roll: Attitude er – næsten – alting; rockens oprindelige kilder, sort musik og country, forbliver også dens mest frugtbare; Chuck Berrys rytmeguitar er selve essensen af rockens drivkraft; og rocksangtekster er mest suggestive, når det er lige før, de er utydelige.«

Han må have tænkt på Exile On Main Street, bandets eneste dobbeltalbum, som nærmest kom som en antidosis i foråret 1972 oven på det succesfulde, fuldtonende udspil Sticky Fingers. Exile … er en nedskrivning af udenværkerne, af mytologien og en opskrivning af essensen – rock som den sidste rest af ægthed midt i al den depraverede dekadence, der åd rockens ny-rige op indefra først i 70’erne. Pladen varer 67 minutter, og hvert sekund lyder som om døren af og til bliver sparket op til et øvelokale, hvor kaos og kakofoni er Gud.

Grundsporene er optaget som døgnlange jamsessions i den fugtige kælder i Villa Nellcote, Keith Richards’ franske eksil og skattely i Villefranche-sur-mer, og han styrer pladen uden samtidig at gøre forsøg på at styre sin brandert. Medens Anita Pallenberg var højgravid, var Richards langt ude i et selvforstærkende blandningsmisbrug, men da Jagger kun kiggede forbi af og til i en pause i jetset-plejen, var resten op til Richards, der – næsten – fik Jack Daniels til at rime på disciplin. Den relativt nye guitarist Mick Taylor får noget nær frit spil og misbruger ikke tilliden – hør bare Robert Johnson-sangen ‘Stop Breaking Down’.

Når det lyder tumultuarisk, er det, fordi det er, hvad det var. Gæstelisten virkede endeløs, og ingen kan længere huske, hvem der præcist spillede hvad, men de potente blæsere Bobby Keys og Jim Price og pianisten Nicky Hopkins er fuldgyldigt med overalt i musikken. Og stoisk uberørte spiller både Charlie Watts og Bill Wyman noget af deres mest jordforbindende på en plade, der genopdager udgangspunktet, grundstenene i rock & roll – guitarer, trommer og bas og så endnu flere guitarer, strømførende linket op til bevidstheden om, at paradis ligner en honky tonk beverding i Sydstaterne, og at Gud er neger, men meget tolerant over for hvide, bare de har lært at spille slideguitar og tælle til tolv imens.

KUN EN pæn håndfuld af pladens 18 sange er vel fuldbårne. De fleste er skitser, henkastede indfald, det, en grafiker ville karakterisere som roughs, en betegnelse, der får sin bogstavelige betydning igen på dette album. På den led er der alt for mange sange, men der er dage, hvor jeg har det sådan med pladen, at jo flere af dem, man hører, jo flere af samme slags ønsker man, der var.

Ingen har rocket lytterens og deres egen røv så meget i laser som Stones på ‘Rocks Off’, og få har lydt så sårbare som Stones på ‘Torn and Frayed’, eller så trompeterende livsglade som på quasi-gospel-sangen ‘Shine A Light’, eller så forelskede som på ‘Loving Cup’ med linjer, der afspejler arbejdsmiljøet under indspilningerne: »Give me a little drink from your loving cup. Just one drink and I’ll fall down drunk.«

Og så er det efterhånden overflødigt at nævne en klassiker som ‘Tumblin’ Dice’, der ikke bare reddede pladen fra at begå kommercielt selvmord, men fik Jagger til at sætte ny rekord i kvindeforagt og samtidig besynge kvinden som »my partner in crime« i en sang, der er så vild og angrebslysten som kærligheden, når den kommer over en med samme tilfældighed som et terningkast.

Det er Stones, som vi kender dem fra ‘Get Off Of My Cloud’ og ’19th Nervous Breakdown’. Eller som Charlie Watts også sagde i et 1995-interview: »Rolling Stones er en gruppe individer, som bliver til Rolling Stones, når de samles. Der sker noget omkring os, sker noget med os. Det sker, når vi spiller. Enten magi eller katastrofe …« Den sommer i Sydfrankrig var det lige tæt på begge dele.

Da Exile On Main Street udkom, blev den betragtet som en rodebutik. Det er den stadig, og en for stor en af slagsen, men der er masser af fund at gøre på hylderne, og det, der lød som en lagerrealisation, har med årene taget form som en af de plader, der i ét hug, uden fodnoter, kan forklare, hvad rock egentlig er for en ustyrlig, uforklarlig størrelse.

Rolling Stones: Exile On Main Street. Producere: Jimmy Miller m. The Glimmer Twins Cover: Robert Frank & John Van Hamersveld. Rolling Stones Records, 1972. Albummet er blevet genudgivet en del gange. Mest udtømmende i 2010.

Readmore  

Drags fra Stones til D-A-D

Kommentarer slået fra

D-A-D gør en slags comeback i dag med udsendelsen af albummet ’DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK’. Titlen er en slet skjult maskering af bandets originale navn. Jeg har endnu ikke hørt pladen, men den er blevet venligt modtaget af Erik Jensen i Politiken. Til gengæld har jeg set den bærende video for albummet, bygget over sangen ‘I Want What She’s Got’.

Musikalsk går man galt i byen, hvis man forventer opfindsomhed fra D-A-D. Og respekt for det mod! Til gengæld har de forhåbentlig ikke betalt nogen alt for meget for idéarbejdet med videoen. Den bygger nemlig visuelt på et af de ældste og mest slidte trick i rockbogen: Mænd, der klædes overdrevent ud som kvinder.

Listen af musikere, der har leget med tvekønnetheden, er lang. Lad os her nøjes, når det nu er klassisk rock, med Rolling Stones. Man skal ikke hedde Uffe Buchard for at se, at Mick Jagger åndeligt talt tit har gået i stiletter.

Første gang var i september 1966 på forsiden af singlen ‘Have You Seen Your Mother, Baby, Standing In The Shadow’. Billedet, som ses herover, blev taget en stille lørdag i en gyde i New York af Jerry Schatzberg. Til lejligheden omdøbtes gruppemedlemmerne til Molly (Keith), Flossie (Brian), Millicent (Charlie), Penelope (Bill) samt Sarah alias Mick, der skulle forestille at være det, man dengang uden blusel kaldte ‘neger’.

Stones beholdt udklædningen på, da singlen blev forsynet med en af de første rockvideoer (link til YouTube). Begge dele vakte lige så megen furore som Andrew Loog Oldhams reklame-pay off “Would you let your daughter marry a Rolling Stone.”

Selve sangen lød næsten ikke som Stones. Den var mixet, så det eneste, der kom frem, var den ubestridelige energi og så det trompetdominerede blæserarrangement, skrevet af Mike Leander. Pladen blev ikke nummer et, hverken i USA eller Storbritannien. I USA nåede den kun niendepladsen og hjemme i England blev den holdt fra førstepladsen af – Jim Reeves og ‘Distant Drums’.

Stones genopførte siden drag-temaet på bl.a. albumforsiden til Some Girls.

Og så må vi hellere lade være med at minde både D-A-D og Stones om den gamle sang, hvor Mick Jagger synger “what a drag it is getting old…”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Den stille rullesten fylder 75

3 Comments

Bill Wyman lod de andre i The Rolling Stones om at te sig. Selv stod han nærmest skulpturelt på scenen, stum, som støbt i et med sit instrument, som han holdt lodret, fordi det var lettere for hans små hænder at spille på det på den måde. Og så anede man i mundvigene et lille smil, der sagtens kunne tolkes som overbærenhed med hele det kaos, han var vidne til og i en vis forstand med til at pumpe op med sit støt pulserende spil.

I morgen fylder Bill Wyman 75, så han var allerede en voksen og gift mand, da han i 1962 afløste Dick Taylor som bassist i de meget unge og meget selvbevidste Stones. Han fandt ind i et godt samspil med den lige så stoiske Charlie Watts. Sammen holdt de sammen på musikken, så der var friere spillerum for Jagger & Richards.

Wyman forlod Stones i 1990, og selv om han blev remplaceret af yngre kræfter, kom bandet i mine ører aldrig til at rulle så solidt som i hans tid.

Det kan godt være, at Richards med sine erindringsbog, Livet, har ydet sit bidrag til bandets omtumlede historie, men Wyman har virket som uofficiel kurator af gruppens kollektive hukommelse. Fra barnsben i yderste fattigdom i det sydlige London under fødenavnet William George Perks førte han dagbog. Det blev han ved med i Stones-tiden. Dagbogsnoterne folder sig ud i en håndfuld vægtige værker om og omkring bandet, hvor han ikke skåner nogen, men heller ikke hænger nogen så meget ud, som han lader ane, at de kunne have fortjent. En svær balance, som han mestrer.

Mindre held har han gennem årene haft med at administrere sit kærlighedsliv. Mens de fleste troede, Jagger var topscorer hos pigerne, var det i virkeligheden Wyman. Han gik dog stille ved dørene med utroskab og erobringer indtil han mødte den 13-årige Mandy Smith. Den forbindelse og deres senere fireårige ægteskab fra 1989 gjorde Wyman til forsideguf for de britiske tabloidaviser. Historien tabte ikke i nyhedsværdi, da Wymans søn af første ægteskab blev kæreste med Mandys mor.

I lighed med Ringo Starr turnerer og indspiller Wyman med sit eget all star-band, The Rhythm Kings, når han da ikke glæder sig over bundlinjen i sin restaurantkæde, Sticky fingers, opkaldt efter et album med The Rolling Stones.

Samtidig fotograferer han på ret højt niveau og som ivrig amatørarkæolog har Wyman desuden patenteret og serieproduceret sin egen metaldetektor. Måske i erkendelse af, at andre scorede mere guld på The Rolling Stones end ham.

Illustration: Beskæring af coveret til Bill Wyman’s Rhythm Kings’ Just for at thrill-album

Readmore  

Charlie Watts: 70 år på stikkerne

2 Comments

Charlie Watts, som torsdag med velklædt værdighed fylder 70, spillede ikke rock med Rolling Stones, da han sidst var i Danmark, men jazz. Sådan var det også første gang, han var på disse kanter. Dengang gik han som nyuddannet reklametegner og grafisk designer med seriøse planer om at skabe sig en karriere her. Han boede i Randers i 1961-62, hvor han i sin fritid spillede sammen med nu afdøde Holger Laumann i bandet Safari Jazz og Kardinalerne.

Hjemme i fødebyen London havde Watts inden afrejsen til det jyske siddet ind med Blues Incorporated. Kapelmesteren Alexis Koerner lokkede ham tilbage med løftet om et fast job, og sikkerhed i ansættelsen har altid betydet en del for Watts; måske en reminiscens af en arbejderklasseopvækst med en far som lastbilchauffør.

Blues Incorporated var husorkester i en klub i Ealing. Der hang alle mulige og umulige håbefulde ud. Blandt andre Mick Jagger og Keith Richards, som dannede Rolling Stones, der spillede i pauserne i klubben. Watts lod sig ved årsskiftet 1962-63 efter talrige inklinationer omsider overtale til at afløse den senere Kinks-trommeslager Mick Avory.

Siden har han været medlem af Stones, der på deres hjemmeside præsenterer ham som selve hjerteslaget i gruppen. Samtidig er der højt nok til loftet i det orkester til, at man kan se Watts citeret for at mene, at »jazz er min lidenskab. Det er den musik, jeg virkelig vil spille. Stones er blot et irriterende tidsfordriv.«

Selv om udsagnet ikke er ment ironisk, er det ikke det samme, som at han ikke har givet sig selv fuldt i Stones-sammenhænge. Et arbejde er et arbejde, og det passer man. Han er kendt for aldrig at tabe fatningen. Hans kombination af stoisk ro, tør humor og en velpointeret, effektskyende spillestil har i perioder været den samlende, livsnødvendige konstans i det mere eller mindre kreative krukkede kaos, Stones altid har udgjort.

Bortset fra en nedtur i 80’erne, hvor alkohol og stoffer truede med at gøre Charlie Watts til selve billedet på den depraverede rockstjerne, han ellers foragter, har han overlevet berømmelsen ved aldrig at lade sig mærke af den. Groupier og hedonisme har han ladet Jagger og Richards om. Han har været gift med sin Shirley siden 1964.

Og så har jazzen for Watts været en konstant påmindelse om, hvad der satte ham i gang med at spille. Som den autodidakte trommeslager engang har udtalt: »Jeg vidste ikke, hvad fanden Charlie Parker spillede. Jeg kunne bare godt lide den måde han gjorde det på.« Jazzgiganten fik i 1964 hovedrollen i Charlie Watts’ tegnede hyldestbog Ode to a flying Bird.

Fortiden i reklamebranchen er også kommet Stones til gode. Watts’ covertegning til albummet Between The Buttons er i dag ikonografisk. Og de sidste mange år har det været Watts, som i samarbejde med Mick Jagger, står for gruppens koncertscenografi.

Sideløbende med Stones er det blevet til en ganske præsentabel jazzkarriere. I 70’erne spillede han med Stones’ oprindelige pianist Ian ‘Stu’ Stewart i boogie woogie-bandet Rocket 88, og siden udgav han med egen kvartet et par plader med jazzstandards.

I 2004 fik han konstateret strubekræft, men er nu erklæret rask. Og har de senere år brugt en del penge og energi på diverse større orkestre, bl.a. The Charlie Watts Tentet. Her har han vist talent som bigbandarrangør og komponist, bl.a. af en suite tilegnet kollegaen Elvin Jones, og sidste år fik han Radioens Big Band op på stikkerne ved en koncert i København.

Charlie Watts er helt sikkert ikke foruroliget ved meddelelsen om, at Mick Jagger er i færd med at danne et nyt band som supplement til Stones, der ellers rygtedes på landevejene igen for at fejre næste års 50 års jubilæum.

Han har nemlig altid været et hjemmemenneske, og nyder dagligdagen i den landsby, hvor fruen driver et stutteri og han pusler med sine fuldblodsbiler i millionklassen. »Jeg hader at tage hjemmefra,« har han sagt. »På den led er det et lidt upraktisk job, jeg har valgt, for jeg elsker jo også at spille…«

PR-foto af APA/Zeppelzauer

Capac fejrer også rullestenen.

Readmore  

Stone Age – en glemt Stones-lp

5 Comments

I disse dage for fyrre år siden kunne man i engelsk musikpresse se en annonce, indrykket af The Rolling Stones. Annoncen var en protest og en advarsel mod opsamlings-lp’en Stone Age, som gruppens oprindelige pladeselskab Decca netop havde udsendt for at få en bid af den fornyede interesse, gruppen lige havde genereret med Sticky fingers.

Pladen, som i dag selvfølgelig er et samlerobjekt, rummede følgende numre:

01 Look What You’ve Done
02 It’s All Over Now
03 Confessin’ The Blues
04 One More Try
05 As Tears Go By
06 The Spider And The Fly
07 My Girl
08 Paint It, Black
09 If You Need Me
10 The Last Time
11 Blue Turns to Grey
12 Around and Around

Altså typisk b-sider, enkelte sjældenheder og numre, der af den ene eller anden grund ikke havde været at finde på et britisk album eller kun fandtes på et amerikansk ditto.

I annoncen var alle fem rullesten medunderskrivere på en tekst, der lød sådan: “Vi vidste ikke, at denne plade ville blive udsendt. Den er, efter vores mening, under den standard, vi prøver at opretholde, både når det kommer til indhold og design.”

Ikke alle lyttede til advarslen: Stone Age nåede en fjerdeplads på de engelske hitlister. Og ret skal være ret: Der er hørt dårligere Stones-kompilationer end denne, men en ting havde de ret i – grim er den.

Readmore  

Stones – nu i HD

5 Comments

Vi bliver ved The Rolling Stones. Om den gruppe kan man sige meget, men at dens plader skulle være et paradis for hi-fi-freaks er nok lige at stramme den. Derfor virker det paradoksalt, at gruppens musik nu vil kunne fås som download i HD-kvalitet. I modsætning til f.eks. Beatles-genudsendelsesprogrammet.

23 af de tidlige britiske og amerikanske Stones-albums vil via HDTracks blive frigivet til download fra nu og henover sommeren: Out Of Our Heads | December’s Children | Aftermath (US) | Let It Bleed | Out Of Our Heads (UK) | Aftermath (UK) | Between The Buttons (UK) | Beggar’s Banquet | The 60′s UK EPs – The Rolling Stones/Five By Five/Got Live | Singles Collection | Between The Buttons (US) | Flowers | Their Satanic Majesties Request | Metamorphosis | Got Live If You Want It! | Get Yer Ya-Ya’s Out! | Big Hits – High tide and green grass (UK) | Through The Past, Darkly (Big Hits, Vol. 2) (UK) | Hot Rocks | More Hot Rocks | The Rolling Stones (US) | The Rolling Stones Now.

Det er den gamle remaster-mester Bob Ludwig, som har været i gang ved knapperne. Det eneste, der mangler nu, er at folk anskaffer sig nogle bedre hovedtelefoner til deres i-potter.

Læs den mere nørdede version af denne historie her.

Readmore  

Hvis privatliv krænkes her?

1 Comment

Det var en mærkelig bagvendt verden, også dengang. I dag, for 40 år siden, anlagde den amerikanske Hell’s Angels-underofficer Alan David Passaro sag mod The Rolling Stones. De havde nemlig, mente han, krænket hans privatliv.

Det havde de indirekte gjort ved at tillade dokumentarfilm-brødrene Maysles at vise, hvordan Passaro i 1969 stak tilskueren Meredith Hunter til døde under Stones’ herostratisk berømte koncert på speedwaybanen i Altamont.

Passaro blev to år senere frikendt for anklagen om drab. Han havde handlet i selvforsvar. Det konkluderede dommerne efter at have set Maysles-filmen Gimme Shelter. Her fremgik det, at Hunter havde viftet med en pistol, så …

Passaro og Stones indgik senere frivilligt forlig om det med privatlivskrænkelsen, præcis som Stones havde gjort med Meredith Hunters mor, der fik 10.000 symbolske dollars som kompensation for sit tab.

Noget helt andet er så, at Altamont efterlod et billede af specielt Mick Jagger som både arrogant, barnligt naiv og verdensfjern; et billede, der siden har været lige så svært at udviske som billedet af mordet på Meredith Hunter.

Alan Passaro blev i øvrigt i 1985 fundet druknet, 36 år gammel. På sig havde han 10.000 dollars. Det var nok ikke et rovmord, konkluderede politiet.

Still fra filmen.

Readmore  

Tættere på Stones-turne

Kommentarer slået fra

Næste år er det som måske bekendt 50 år siden, The Rolling Stones blev dannet, da Mick Jagger, Keith Richard (dengang uden s) og Dick Taylor mødte Brian Jones og Ian Stewart i Ealing Jazz Club. Rygterne har længe gået om en kombineret jubilæums- og farvelturne. Nu har de fået ny næring af to civile søgsmål.

Michael Cohl, af mange regnet for opfinderen af den moderne rockturne, er blevet sagsøgt af sin tidligere arbejdsgiver, koncertarrangørmastodonten Live Nation. Ifølge dem skal Cohl punge ud med over fem millioner dollars, fordi han angiveligt ikke har overholdt de aftaler, der blev indgået, da han ufrivilligt måtte fratræde sin stilling ved Live Nation i 2008.

Cohl har svaret igen ved at stævne Live Nation for forsøg på at obstruere hans mulighed for at arrangere en kommende verdensturne med Stones – en opgave, han har haft siden Steel Wheels-turneen i 1989.

Live Nation hævder, at Cohl ikke, som ellers aftalt, har betalt dem små ti millioner dollars for at slippe for, at Live Nation ville byde på at arrangere en kommende Stones-tur. Den udlægning er Cohl naturligvis ikke enig i. Retten til at stå for en turne med Rolling Stones er nemlig et guldæg, og jo færre der er om at ruge det ud, jo mere er der til den enkelte.

D’herrer Jagger og Richards forholder sig efter sigende neutrale i konflikten, og venter. Men med andre ord: Når juraen har talt, kan lastbilerne rulle og guitarstikkene sættes i.

Indviklet? It’s only rock ‘n’ roll som bekendt.

Sidste: Stones har siden selv afvist at de tager på turne og siger, at de ikke har noget aftaleforhold med Michael Cohl.

Readmore  

Livet som Keith husker det

2 Comments

Enhver, der har været i en svensk boghandel (kan anbefales) ved, at hinsidan er der et publikum til lokale oversættelser af engelske og amerikanske musikbiografier. Derfor er der grund til at glæde sig over, at Keith Richards’ memoirer nu er tilgængelige på dansk. Oven i købet samtidig med, at de udsendes på engelsk og andre sprog world wide.

Den, der skriver dette, har redigeret den danske udgave, men alligevel eller netop derfor vil jeg gerne anbefale bogen. Den er for måske lang, for slentrende og sine steder for meget båndafskrift, men selv om den altså er autoriseret, er den ikke kedelig.

Få forholder sig så uautoriseret til sig selv som Keith Richards, der konstant overrasker ved absolut ikke at betragte verden gennem en junkie-filter. Og det modspil, han ikke får af den båndoptagende journalist, giver han sig selv.

Der er skarpe, nådesløse (også over for ham selv) iagttagelser af Stones i almindelighed og Mick Jagger i særdeleshed, men også kærlighed og forbundethed i beskrivelserne af livet i og omkring et band, der aldrig står så stille, at der når at gro mos på det.

Hovedvægten er – naturligt – lagt på de tidlige, fandenivoldske 70′ere (som i øvrigt nu kan genses på ny dvd), men der er også fine, nænsomme, men aldrig sentimentale input om barndommen og hans børn.

Han kalder en spade for en spade, når han fortæller om sit forhold til og afhængighed af stoffer (kokain er i hans optik ikke narko, i modsætning til heroin, som han blev afvænnet fra i 1979), femme fatalen Anita Pallenberg og den absolut mindre udskejende Patti Hansen. Hun lærer eller forsøger at lære ham fornuften og hverdagen at kende.

Uden at han af den grund giver slip på den hæmningsløshed, der er det mindst tiltrækkende ved ham – med mindre man altså er anmelder. Som myg mod lyset tiltrækkes de jo af den vildskab, som de ikke selv tør kaste sig ud i.

Og så er der masser af musik i bogen. Fra Brian Jones over Muddy Waters til Richards egne fritidsbands. Faktisk har Keith Richards lige så meget på hjerte i den retning, som Dylan i Chronicles.

At Richards så, når følgespotten er slukket, også er en bogslugende, encyklopædisk vidende skabsintellektuel, gør ikke billedet af ham mindre facetteret og fascinerende.

Bogen er ude nu på Lindhardt & Ringhof.

Læsningen kan med fordel suppleres af Victor Bockris’ biografi om manden, der fås som paperback. Nu i øvrigt med Henrik Wivels fine essay om Keef, som forlaget havde glemt i førsteudgaven!

I det seneste nummer af Rolling Stone har David Fricke interviewet rullestenen.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top