Rolling Stones genfremkaldt

1 Comment

Når først en plade er blevet kritikerkanoniseret viser erfaringen, at den er meget svær at rokke. Der bliver sjældent rum til genovervejelse. Den er der ellers god grund til, hver gang et erklæret mesterværk shines digitalt op. Senest Exile on Main Street, det 1972-dobbeltalbum, Rolling Stones udsendte som en anti-tese til popsuccesen med Sticky Fingers og ‘Brown sugar’ året før (som blogkollega Capac i dag genhører)

Dagbladsanmelderne har allerede været der og generklæret deres kærlighed til værket. Ja, måske ikke så meget til værket som til myten, som jo altid har været en romantisk hyldest til stofmisbrug med Keith Richards i hovedrollen som ham, mange raske anmelderdrenge altid har drømt om at være, men aldrig helt har turdet. Heroinvraget, der drak Jack Daniels med samme selvfølgelighed som de fleste af os trækker vejret. Skål, siger jeg bare.

Albummet slog mig ikke dengang som uundværligt. Og gør det stadig ikke. De indledende ‘Rocks off’ og ‘Rip this joint’ rykker endnu, ligesom ‘Ventilator blues.’ Og ‘Tumbling dice’ er og bliver en god grund til at køre i bil med taget og håret strøget tilbage, men ‘Sweet Virginia’ er bare ‘Honky Tonk Women’ revisited. Og der er flere genbrugsriffs end bæredygtige melodier. Myten er større end musikken. Og så er det jo tankevækkendeog mytedistraherende, at en række af de centrale sange, inkl. ‘Tumbling dice’, faktisk var færdige, før Stones-lejren med den nygifte Mick Jagger som adspredt deltager indlogerede sig i skattely i Frankrig og etablerede en workshop i Keiths domicil i det tidligere Gestapo-hovedkvarter i slottet Nellcote. Ved dette års Cannes-festival deltog Mick Jagger ved præsentationen af en dokumentarfilm om pladens tilblivelse. Om den tid siger han: ‘Vi var unge, smukke og dumme. I dag er vi bare dumme…’

Ingen kan helt huske, hvad de egentlig fik gjort færdigt der, men med denne nye genudgivelse følger en ekstra cd med outtakes, for som Keith har sagt: ‘Hvis Mick siger, de blev indspillet ved den lejlighed, så er det rigtigt.’ I al korthed er disse hidtil ukendte numre noget af det bedste, jeg har hørt fra Stones. De må have været inde i et produktivt overdrive, siden de kunne skrotte sange som ‘Plundered My Soul’ og ‘I’m not signifying’ til side for slet ikke at tale om Charlie Watts’ trommer på ‘So Divine’ til en raga-rundgang. Medrivende ganske enkelt. Et helt nyt Stones-album ud af glemslen. Tak for det!

Medrivende er også lyden. Okay, det kan virke lidt ulogisk at gå ind og reparere på en lyd, der i sin tid satte en ære i at fremstå så mudret og rodet som mulig, og især nu, hvor flertallet af pladekøberne har investeret i anlæg, der hverken generer konen eller naboerne, men er gearet til mp3, men skal det være så er dette optimalt: Knivskarpe guitarer, rig mellemtonebas og en helt tæt-på Mick Jagger, der næsten lyder øm i stedet for affekteret. Lad så være, at man skal være flueknepper for at kunne høre  stor forskel på denne udgave og den remastererede version fra 1994…

Til gengæld skuffer indpakningen. 1994-udgivelsen indeholdt også de små postkort. Hvad er der blevet af dem? Og kunne det ikke have været fint med en ordentlig kreditering? Hvornår blev de enkelte numre indspillet? Eller ville det have afmytologiseret pladen? Og hvad med liner notes, som tager nye lyttere ved hånden og giver stamkunderne ny info? Kort sagt: En diskografisk udgave, når man nu alligevel havde støvkluden fremme.

Jeg ved godt, at superdeluxe-udgaven med både cd, dvd og lp og jeg skal komme efter dig imødekommer nogle af mine ønsker, men den er trods alt for dyr for mig. På den anden side passer det passer egentlig godt til Stones at iscenesætte sig så dekadent som muligt.

Her kan du høre produceren Don Was reflektere over pladen og maset med at finde de forsvundne bånd.

Illustration: Udsnit af omslaget

Readmore  

Lykkesten

2 Comments

Mens vi venter på de luxe-indpakningerne af “Exile on Main Street”, Stones’ enten over- eller undervurderede sex, drugs & roll ‘n’ roll-ekskursion, er her en koncertoptagelse fra udgivelsesåret med “Happy,” der kom som single i juli 1972. Og både Mick Jagger og Keith Richards ser faktisk nærmest lykkelige ud, selv om de nok ikke havde bestået en audition hos Crosby, Stills & Nash.

Ude til venstre står Mike Taylor i Rolling Stones-t-shirt og minder om, hvor god en guitarist han var/er og hvor meget han tilførte Stones musikalsk. At han så aldrig blev en af drengene, var en anden sag og ikke hans skyld.

Readmore  

Han gav os The Beatles

2 Comments

I dagens udgave af Politiken har jeg skrevet nekrolog på impressarioen Niels Wenkens:

Han var aldrig selv typen, der skreg ”yeah, yeah, yeah,” han var mest til jazz, men impressarioen Niels Wenkens, som er død, 67 år gammel, fik sin startkapital, da han (og makkeren Knud Thorbjørnsen) i 1964 arrangerede de eneste koncerter med The Beatles i Danmark. Året før havde han kontaktet en distingveret, lidt naiv engelsk kollega for at høre, om han ikke havde nogle af de der nye beatnavne, Wenkens kunne lave koncerter med. Brian Epstein tilbød The Beatles, som Wenkens aldrig havde hørt om. Han kunne ellers få dem for en uge formedelst 600 pund.

Så mange penge havde Wenkens ikke, men han gav Epstein nummeret på en svensker, der måske var interesseret. Sådan gik det til, at The Beatles turnerede i Sverige i oktober 1963 og sådan gik det til, at de kom til K.B. Hallen året efter, for den ene tjeneste var den anden værd. Godt nok var prisen steget til 2.000 pund, men det samme var berømmelsen.

Det kunne den handelsuddannede Wenkens sagtens regne ud. Allerede som teenager havde han vist sig driftig ved at sælge slik på travbanen og røde pølser i K.B. Hallen, og jazzklubben i Nærum nød tidligt godt af hans organisationstalent og no nonsense-tilgang til tingene, som sikrede den lille klub en koncert med tidens danske superstjerne, Otto Brandenburg. Wenkens kunne dog bedre lide jazzen end den kunne lide ham, så han opgav at gå til spil hos trommeslageren Alex Riel, som han siden skulle blive manager for, da Riel spillede i Savage Rose.

På det tidspunkt var Wenkens godt i vej for de 150.000 kr. han tjente på Beatles-eventyret. Halvanden million i nutidskroner, men showbiz er en troløs kæreste, så efter en optur som kongen af dansk pigtråd og beat med kunder som Peter Belli og koncerter med bl.a. Rolling Stones, Duke Ellington, Count Basie og Tom Jones gik Wenkens i 1972 fallit efter en mislykket turne med toppen af Dansktoppen.

Han smøgede ærmerne op og tog så et job som afrydder på en bodega. Og var hurtigt tilbage på karusellen igen, men aldrig i så høj fart, at han blev svimmel. Det kunne man ellers godt blive af de beløb, der løb ind, efter at han i 1988 blev manager for Linie 3, og siden Kirsten Lehfeldt, Søs Egelind og senest Ørkenens Sønner, som alle har nydt godt af hans tæring-efter-næring købmandsskab. En overgang havde Wenkens i sin stald en jysk komiker, som måske skulle have lyttet og lært af sin manager, mens tid var. Hans navn er Finn Nørbygaard.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top