Marvin Gayes milepæl

I DISSE DAGE for 40 år siden arbejdede Marvin Gaye i The Sound Factory-studiet i Hollywood på at færdiggøre den soulmusikalske milepæl, han skulle udsende i maj 1971 under navnet What’s going on.

Gaye var i krise, da 60’erne umærkeligt gled over i 70’erne. Han havde ikke udgivet et album i halvandet år, syntes, han havde tømt sin form for indhold efter næsten ti år som hitleverandør til Motown.

Han havde været i krise før. Uberegnelighed og fortærende melankoli hørte med til signalementet af Gaye, og kynikere i branchen mente, at netop det gjorde, at han gjorde en forskel – ikke mindst på Motown, hvor livsglæden og spontaneiteten nærmest var sat i samlebåndsagtigt system.

Dagene kom og gik med sidespringssex, drugs og alt for lidt rock ’n’ roll. Han skændtes nonstop med konen, som var søster til hans arbejdsgiver, Berry – ikke verdens smarteste forretningskonstellation i krisetider. Og når han ikke var høj, eller i ramme alvor drømte om en professionel karriere som football-spiller, var han så langt nede, at vennerne frygtede for ikke alene hans helbred, men hans liv. Hovedpersonen i Four Tops-sangen ‘Seven Rooms Of Gloom’ havde det sjovt sammenlignet med Gaye.

Til en fest sad netop et medlem af Four Tops, Renaldo Benson, og fiflede med en guitar og nogle akkorder sammen med Al Cleveland. De gik rundt om resultatet et stykke tid, før de præsenterede det for deres ven, Marvin. Var den sang ikke noget for ham at gå videre med?

Han tøvede. Det lød ikke, som det plejede, men på den anden side: Verden var heller ikke som den plejede at være. Og det gik Gaye på, at der blev mindre og mindre grund – og ret – til at danse ubekymrede rundt de tre minutter, en hitsingle varer.

Hans bror, Frankie, var netop hjemvendt fra Vietnam. Gaye blev grebet af det paradoks, der lå i, at de sorte amerikanere var paria hjemme, men godt kunne bruges, når fædrelandets interesser skulle forsvares. Og som om det ikke var nok, var miljøforureningen ved at komme på dagsordenen, og fattigdommen og storbykriminaliteten blev i de år stadig tydeligere. Samtidig var den sorte selvbevidsthed og stolthed over at have en kulturel egenart voksende i de år.

BENSONS OG Clevelands sangskitse blev til ‘What’s Going On’. Det spørgsmål var der andre end Marvin Gaye, der stillede, men sangen blev indgangen til et album af samme navn, hvor Gaye i inderlig bøn og sørgmodig undren gav uroen, fremtidsfrygten og følelsen af afmagt et musikalsk udtryk, så stærkt og appellerende, at pladen blev hørt som en opfordring til at redde verden ved så simple virkemidler som redelighed, kærlighed og engagement.

Selv om sorte musikere som Isaac Hayes allerede var begyndt at udfordre den musikalske vanetænkning i sort pop, blev ‘What’s Going On’ modtaget med vantro i Motowns marketingafdeling. Svigerfar tøvede med at ville udsende det. Men Marvin Gaye fik sin vilje, og What’s Going On satte ny målestok for ikke alene sort musik.

For at vise, at dette godt nok var en Gaye-plade, men også en frugtbar proces, fremgik studiemusikernes navne for første gang i Motowns historie af pladecoveret. Bassisten James Jamerson og guitaristen Robert White trådte omsider frem af anonymiteten. Gaye selv spillede det melodibærende instrument, piano, og sangene var ganske vist opdelt, som om det var singler, men sammenhængskraften er usvækket, når man genhører pladen.

Det er en ikke-klynkende klagesang, et nyt sted mellem Cannonball Adderley-influeret jazz, soul, gospel og filmmusik, fuld af spirituel styrke og sans for de klanglige helheder og nuancevirkninger helt ud i de subtile detaljer, som vidner om, at Gaye netop i de år havde årskort til Detroit-symfonikerne.

MED BIBELSK styrke påkalder Marvin Gaye det upåkaldelige i åbningslinjerne: “Mother, mother, there’s too many of us dying, brother, brother, there’s far too many of us dying … you see war is not the answer, for only love can conquer hate … don’t punish me with brutality. Talk to me, so you can see, what’s going on …”

Og på ‘Wholy Holy’ kaldes Gud som vidne på tingenes tilstand, men Gaye er ikke i tvivl om, at det ikke er hans skyld. Mennesket kan kun bebrejde sig selv: “Jesus left a long time go said he would return he left us a book to believe in In it we’ve got an awful lot to learn…”

http://www.youtube.com/watch?v=Y9KC7uhMY9s

Men bibelstudierne skal foretages i marken, og What’s Going On emmer af storbypuls, hvor sange som ‘Inner City Blues’ skildrer ghetto-livet: “Crime is increasing, trigger happy policing, panic is spreading, God knows where we are heading …” Og på ‘Mercy Mercy Mercy’ tages Moder Jord i forsvar med en ømhed, som er tårefremkaldende.

What’s Going On’s klangbund er uden udløbsdato. Det har man siden kunnet forvisse sig om på masser af hiphop-, soul- og rap-plader. Selv var Gaye ikke i tvivl: “For the first time I really felt like I had something to say,” sagde han senere.

Musikken forløste imidlertid ikke ham selv. Smerten blev inde i hans plagede, svære sind, og da han i 1984 blev dræbt af sin far, blev spørgsmålet igen sørgelig aktuelt: “What’s going on?”

Og nu meldes omsider en spillefilm på vej.