Amy Winehouse 1983-2011

4 Comments

Selvdestruktion og rockmytologi hører uadskilleligt sammen, men selv om rockhistorien myldrer med eksempler på forudsigelige dødsfald, mindes jeg intet så skæbnebestemt som Amy Winehouses.

Meddelelsen om hendes død kommer altså ikke som en overraskelse. Hun tog sit hit ‘Rehab’ bogstaveligt – på den ufede måde.

Hendes soulfraseringer var som hentet ud af rockhistorien, Aretha mødte Dusty i hendes røgfyldte, smertelige stemme, og den lidt hurtige og sikkert kyniske vinkel på hende kunne være, at hun nu vil gå over i annalerne som lovende, talentfuld sanger.

Sandheden var måske, at der kunstnerisk ikke var så meget mere i hende end det, vi hørte på især hendes andet album.

Må Amy Winehouse omsider få den ro, hun aldrig nåede ind til, mens hun levede. Og må vi lære at vurdere hende ordentligt, når hypen har lagt sig og det forudsigelige kommercielle efterliv er brugt op.

Erik Jensen har i Politiken skrevet en meget personlig og dækkende nekrolog.

Readmore  

Anbefales: Charles Bradleys soul

1 Comment

Why is it so hard to make it in America, synger Charles Bradley, så man ikke et sekund er i tvivl om, at her er mand, der virkelig har prøvet på det. Nu lykkes det måske. I hvert fald albumdebuterer han i en alder af 62 med No time for dreaming. Og gør det med aplomb.

Bradley voksede op på Brooklyns asfalt og et afgørende øjeblik for ham var da hans søster tog ham med i The Apollo Theatre for at se, nej, opleve James Brown. Det syn, den lyd, den energi er han aldrig kommet over. Og han bar oplevelsen lige inden under huden, mens han blev voksen. Det var den drøm, der blev drivkraften for ham, mens han kæmpede sig vej op ad den sociale rangstige.

Der endte han som køkkenchef og kok, og som sådan arbejdede Charles Bradley i mange år, alt imens han sang og skrev sange, fulde af sjæl og et uudsletteligt ekko af James Brown-ballader som ‘It’s a man’s, man’s, man’s world’.

Der gik frasagn om hans optrædener på små spillesteder, og efter årtusindskiftet fandt han sammen med de dedikerede unge musikere i Menahan Street Band, der kan deres soulklassikerkatalog, som om de selv har skrevet et par kapitler i det. Et par singler udsendtes og nu altså dette album.

Ikke siden Wilson Pickett, Otis Redding og James & Bobby Purify har jeg hørt magen! Tiderne, og der har været flest af de hårde, har sat sig i Charles Bradley og i hans stemme, men der er aldrig noget selvmedlidende over hans blues. Kun viljestyrke og erfaring. Og så en inderlighed, der er umulig at modstå. Hør en sang som ‘I Believe In Your Love’. Man skal have et hjerte af sten for ikke at blive rørt.

Sådan er det hele vejen på en plade, det ikke dur at affeje som retro-soul. For Charles Bradley er soulmusikken ikke en nostalgisk stiløvelse, fuld af cool og hipness. Livet er for ham ikke en cat walk.

Han er ikke ude på at vinde stilpoint. ‘Kun’ ude efter at få sandheden frem. Bradley er, i al sin beskedenhed, formidabel.

‘What is soul’ hed en gammel sang. Svaret er her.

Charles Bradley: No time for dreaming. Daptone Records/VME.

Han optræder i øvrigt på Roskilde i år.

Readmore  

Philip Bailey runder 60

1 Comment

I sidste halvdel af 70’erne tilhørte verden Earth, Wind & Fire. I det mindste den del af den, som fik tiden til at gå i stå på dansegulvene i ”boogie wonderland”. Funk- og soulmusikken kom aldrig siden til at lyde så legende let og ærefrygtindgydende kompetent.

Det var ikke mindst sangeren Phil Baileys fortjeneste. I dag fylder han 60, og tidens unge hedsporer inden for genren nævner hans overjordiske falsetstemme som ikke bare en inspiration, men en målestok.

Bailey stammer fra Denver, Colorado. Der spillede han egentlig trommer, men blev forsanger i et band, der på repertoiret havde sangene fra det første Earth, Wind & Fire-album, der kom i 1971. Baileys band varmede op for idolerne, og Maurice White, stifteren af Earth, Wind & Fire, endte med at headhunte Bailey.

Der gik et par albums og utallige opvarmningsjob for større stjerner før Earth, Wind & Fire slog igennem med deres fjerde album og singlen ‘Keep Your Head To The Sky’. To år senere, med albummet That’s the way of the world, fornyede de soulmusikken.

Med Phil Bailey som vokalt fikspunkt anførte Maurice White et unikum af et orkester, både som instrumentalister, sangskrivere og scenekunstnere.

De spektakulære shows, som bl.a. henrykkede danskerne, fik dog aldrig lov til bare at blive blær. Phil Baileys stemme forlenede musikken med en åndedrætsstoppende inderlighed. Ballader som ‘Reasons’ og ‘After The Love Has Gone’ har skrevet sig ind i soulhistorien på linje med sange af Baileys egne forbilleder, Smokey Robinson og Eddie Kendricks.

I 1983 stoppede energiudladningerne. Maurice White havde tabt den kompositoriske pust og opløste for en stund bandet. En stor fan af Phil Bailey, Phil Collins, producerede hans første soloalbum, Chinese wall, og sammen fik de et globalt hit i 1984 med ‘Easy Lover’ fra samme plade.

Siden har Bailey udsendt en række plader med bl.a. gospel og hans gamle kærlighed, jazz, og virker som en sanger, der hviler i sig selv efter at have fået den værste sult stillet.

Han turnerer stadig med en version af Earth, Wind & Fire, og udsendte sidste år den selvfinansierede ep, Love is real, som viser, at hans stemme fortsat ejer en tidløs timbre.

Her er en Bailey, der aldrig sukrer til.

Illustration: Ukrediteret pressefoto fra sangerens hjemmeside.

Readmore  

Aretha gav loungen sjæl

Kommentarer slået fra

Det regnes normalt for en given rockhistorisk sandhed, at Aretha Franklin først blev en succes, da hun skiftede pladeselskab. Fra Columbia og John Hammond til Atlantic og Jerry Wexler, som kronede hende til soulmusikkens dronning. Det er ikke løgn, men det er heller ikke hele sandheden.

Tidligere på året kom et bokssæt med 12 cd’er af Franklins indspilninger for Columbia. Nu er det kondenseret til cd’en The Great American Song Book.

Det er rigtigt, at Columbia fik hende til at synge for mange alt for kendte og slidte evergreens. De kunne heller ikke finde ud af at markedsføre deres nye, 18-årige perle som andet end the sepia Streisand, men det er forkert, at hun ikke allerede dengang kunne synge, så hårene rejser sig.

Selv om Wexler med held og dristighed ramte tiden ved at give hende mere kontemporært materiale (Otis Redding etc), så viser Franklin på disse Columbia-indspilninger fra 1960-64, at hun ikke alene sang med en erfaring som en voksen, men også udfoldede sin inspiration fra gospelstorheder som Clara Ward og Ruth Davis.

Skulle nogen få den ide at lave en sort udgave af Mad Men er her lydsporet: ‘That lucky old sun’, et helt overraskende Robert Merseyarrangement af Hank Williams’ ‘Cold Cold Heart’, ‘What A Difference A Day Made’ og en kærlig hilsen til Billie Holiday i ‘God Bless The Child’ beviser, at John Hammond godt vidste, hvilket talent han havde foran mikrofonen. Han og vel også hun havde bare ikke dristigheden til at forvandle det til sort guld.

Men alt er det er mellemregninger for nørder. Hør Aretha Franklin synge om ‘This Bitter Earth’ og erfar på din gåsehud, hvad musikkens healende kraft egentlig er.

At høre den unge Aretha Franklin blade i den store amerikanske melodibog byder på den ene uventede åbenbaring efter den anden.

Respekt!

Aretha Franklin: The American Songbook. Sony Legacy.

SIDSTE: Aretha udsender sit første studiealbum i otte år. Læs mere her.

Readmore  

Marvin Gayes milepæl

2 Comments

I DISSE DAGE for 40 år siden arbejdede Marvin Gaye i The Sound Factory-studiet i Hollywood på at færdiggøre den soulmusikalske milepæl, han skulle udsende i maj 1971 under navnet What’s going on.

Gaye var i krise, da 60’erne umærkeligt gled over i 70’erne. Han havde ikke udgivet et album i halvandet år, syntes, han havde tømt sin form for indhold efter næsten ti år som hitleverandør til Motown.

Han havde været i krise før. Uberegnelighed og fortærende melankoli hørte med til signalementet af Gaye, og kynikere i branchen mente, at netop det gjorde, at han gjorde en forskel – ikke mindst på Motown, hvor livsglæden og spontaneiteten nærmest var sat i samlebåndsagtigt system.

Dagene kom og gik med sidespringssex, drugs og alt for lidt rock ’n’ roll. Han skændtes nonstop med konen, som var søster til hans arbejdsgiver, Berry – ikke verdens smarteste forretningskonstellation i krisetider. Og når han ikke var høj, eller i ramme alvor drømte om en professionel karriere som football-spiller, var han så langt nede, at vennerne frygtede for ikke alene hans helbred, men hans liv. Hovedpersonen i Four Tops-sangen ‘Seven Rooms Of Gloom’ havde det sjovt sammenlignet med Gaye.

Til en fest sad netop et medlem af Four Tops, Renaldo Benson, og fiflede med en guitar og nogle akkorder sammen med Al Cleveland. De gik rundt om resultatet et stykke tid, før de præsenterede det for deres ven, Marvin. Var den sang ikke noget for ham at gå videre med?

Han tøvede. Det lød ikke, som det plejede, men på den anden side: Verden var heller ikke som den plejede at være. Og det gik Gaye på, at der blev mindre og mindre grund – og ret – til at danse ubekymrede rundt de tre minutter, en hitsingle varer.

Hans bror, Frankie, var netop hjemvendt fra Vietnam. Gaye blev grebet af det paradoks, der lå i, at de sorte amerikanere var paria hjemme, men godt kunne bruges, når fædrelandets interesser skulle forsvares. Og som om det ikke var nok, var miljøforureningen ved at komme på dagsordenen, og fattigdommen og storbykriminaliteten blev i de år stadig tydeligere. Samtidig var den sorte selvbevidsthed og stolthed over at have en kulturel egenart voksende i de år.

BENSONS OG Clevelands sangskitse blev til ‘What’s Going On’. Det spørgsmål var der andre end Marvin Gaye, der stillede, men sangen blev indgangen til et album af samme navn, hvor Gaye i inderlig bøn og sørgmodig undren gav uroen, fremtidsfrygten og følelsen af afmagt et musikalsk udtryk, så stærkt og appellerende, at pladen blev hørt som en opfordring til at redde verden ved så simple virkemidler som redelighed, kærlighed og engagement.

Selv om sorte musikere som Isaac Hayes allerede var begyndt at udfordre den musikalske vanetænkning i sort pop, blev ‘What’s Going On’ modtaget med vantro i Motowns marketingafdeling. Svigerfar tøvede med at ville udsende det. Men Marvin Gaye fik sin vilje, og What’s Going On satte ny målestok for ikke alene sort musik.

For at vise, at dette godt nok var en Gaye-plade, men også en frugtbar proces, fremgik studiemusikernes navne for første gang i Motowns historie af pladecoveret. Bassisten James Jamerson og guitaristen Robert White trådte omsider frem af anonymiteten. Gaye selv spillede det melodibærende instrument, piano, og sangene var ganske vist opdelt, som om det var singler, men sammenhængskraften er usvækket, når man genhører pladen.

Det er en ikke-klynkende klagesang, et nyt sted mellem Cannonball Adderley-influeret jazz, soul, gospel og filmmusik, fuld af spirituel styrke og sans for de klanglige helheder og nuancevirkninger helt ud i de subtile detaljer, som vidner om, at Gaye netop i de år havde årskort til Detroit-symfonikerne.

 

MED BIBELSK styrke påkalder Marvin Gaye det upåkaldelige i åbningslinjerne: “Mother, mother, there’s too many of us dying, brother, brother, there’s far too many of us dying … you see war is not the answer, for only love can conquer hate … don’t punish me with brutality. Talk to me, so you can see, what’s going on …”

Og på ‘Wholy Holy’ kaldes Gud som vidne på tingenes tilstand, men Gaye er ikke i tvivl om, at det ikke er hans skyld. Mennesket kan kun bebrejde sig selv: “Jesus left a long time go said he would return he left us a book to believe in In it we’ve got an awful lot to learn…”

http://www.youtube.com/watch?v=Y9KC7uhMY9s

Men bibelstudierne skal foretages i marken, og What’s Going On emmer af storbypuls, hvor sange som ‘Inner City Blues’ skildrer ghetto-livet: “Crime is increasing, trigger happy policing, panic is spreading, God knows where we are heading …” Og på ‘Mercy Mercy Mercy’ tages Moder Jord i forsvar med en ømhed, som er tårefremkaldende.

What’s Going On’s klangbund er uden udløbsdato. Det har man siden kunnet forvisse sig om på masser af hiphop-, soul- og rap-plader. Selv var Gaye ikke i tvivl: “For the first time I really felt like I had something to say,” sagde han senere.

Musikken forløste imidlertid ikke ham selv. Smerten blev inde i hans plagede, svære sind, og da han i 1984 blev dræbt af sin far, blev spørgsmålet igen sørgelig aktuelt: “What’s going on?”

Og nu meldes omsider en spillefilm på vej.

Readmore  

Sam Cooke er ikke spor død

1 Comment

FØRST ER der stille, helt stille. Som i splitsekundet før læberne bliver til et kys mod sitrende, forventningsfuld hud. Men der bliver aldrig kontakt. Der er ingen at kysse, ingen der sitrer. Kun stilheden, fuld af alt det, der var, og så kontrabassens dumpe hjerteslag under denne stemme, fløjlsbetrukken, overtalende, lokkende og så alligevel så mørk og ensom som dybhavets bund:

I am lost and I’m looking for my baby wonder where my baby can be found Lord knows my baby ain’t around …

Savn og længsel har et navn: Sam Cooke. Den første skæring på hans 1963-album Night Beat hedder »Lost & Lonely«, som om den sang behøvede en titel, efter at Cooke havde legemliggjort den. Og Cooke fortæller i få gentagne linjer, hvordan det er, hvordan det føles, men også at ingen er alene om at være alene. Det bliver en spirituel, næsten religiøs oplevelse, når Cooke synger om at mærke verden via smerten:

This is a mean old world to live in all by myself this is a mean old world to be alone
without someone to call your own …

som det hedder i den næste sang på Night Beat, det måske eneste fuldbragte album fra en sanger, der, tro mod sin tid, havde singlepladens tre alt-eller-intet-minutter som udtryk. Fuldendte sange som ‘A Change Is Gonna Come’, ‘Cupid’, ‘Only Sixteen’ og ‘You Send Me’ gjorde ham i de tidlige 60’ere til den første såkaldte cross over artist – fra superstjernestatus på 50’ernes gospelscene med The Soul Stirrers til popidol og sexsymbol for både sorte og hvide i et USA, der stadig var raceadskilt.

Men ingen kunne beskylde Cooke for at være Onkel Tom. Han holdt fast i sig selv og sit religiøse udgangspunkt, blev en tydelig inspiration for den unge balladesanger, Elvis Presley, og var, ud over at være den croonende sammenfatning af Frank Sinatra og Nat King Cole, samtidig den første betydende sorte musikentreprenør og talentspejder med eget produktionsselskab.

ALLIGEVEL havde han, helt efter bogen dengang, ikke kontrol over sine egne indspilninger. Og fik stadig sværere ved at stille sig tilfreds med at se pladeselskabet fylde hans lp’er op med letvægtsmateriale, som slørede hans potentiale.

Efter at man i 1963 havde lagt et indspillet livealbum på hylden, slog han i bordet, og fik, som noget helt uhørt, frie hænder til at lave en plade helt efter eget hjerte. Det hjerte var stort. Night Beat ville være blevet kaldt lo-fi, hvis det var blevet udsendt i 80’erne eller 90’erne.

Sam Cooke sætter en scene, som bringer lytteren ind i en tobakstilrøget bar kort før eller måske lige efter lukketid. Det er sent, lyset er søvnigt, aftenens jalousiscener er udspillet, de hurtige dates er gået hjem. Tilbage sidder dem, Sinatra engang besang som »only the lonely«. »Nobody knows the trouble I’ve seen …« synger Cooke, og man tror ham. Han synger om ham, der gemmer sin ensomhed bag rollen som partyklovnen, men klovnen græder.

Det er blues, så man genkalder sig 30’ernes countryblues, som den blev spillet af Robert Johnson i hans og Cookes fødeby Clarksdale, Mississippi. Og i mange af sangene kunne vi lige så godt være i en kirke som på en bar.

Bag Sam Cooke hører man musikere som den altid årvågne trommeslager Hal Blaine, pianisten Raymond Johnson, en meget ung Billy Preston på orgel, bassisten Clifford Hils og guitaristerne Rene Hall, Clifton M. White og selveste Barney Kessel, som alle kan den svære kunst at holde igen. De leverer et bagtæppe som skræddersyet til Sam Cooke, sangeren, der fik en oktav ekstra foræret af Gud.

I morgen er det 80 år siden, Sam Cooke blev født. Han døde i december 1964 af skudsår efter en aldrig fuldt opklaret episode på et motel. Ingen har siden kunnet fylde hans fodspor, men mange har prøvet.

Det er på Night Beat, moderne soul fødes.

Sam Cooke: Night Beat. Producer: Hugo & Luigi m. Rene Hall, RCA Victor, 1963

NPR Music har en interessant artikel, som spørger, hvad Sam Cooke kunne være blevet til, hvis ikke han var død så ung.

Cover: Iris Keitel & William Claxton

Readmore  

Rygterne går om Rumer

2 Comments

Og det har de gjort et stykke tid om den britiske sanger af pakistansk afstamning. Videoen til hendes single ‘Aretha’ er et studie i cool, men også fuld af passion. Jeg vil se den igen. Og igen.

I disse dage udsendes Rumers debutalbum. Jeg vil godt lægge hovedet på bloggen på, at det er en af årets debut’er.

Se, læs og hør mere om hende her.

Readmore  

Solomon Burke 1940-2010

Kommentarer slået fra

Lad os mindes en af soulmusikkens giganter, Solomon Burke, med at vise en af hans kendteste sange, ‘Everybody Needs Somebody To Love’.

Burke døde i går i Schipol-lufthavnen i Amsterdam. Hjertet ville ikke mere efter et liv, hvor det har banket i en lang række af sange. ‘Cry To Me’ er en anden soulklassiker fra Burke, som efterhånden havde antaget en vægt, der nærmest syntes at skulle symbolisere, hvor tungtvejende hans indflydelse har været på soulmusikken.

Selv om han stod i skyggen af folk som James Brown og Otis Redding, var Burke aldrig selv i tvivl om sin betydning, men på sin egen sære måde også en ydmyg mand, i musikkens tjeneste. Læs f.eks. dette interview fra Rolling Stone.


Readmore  

En sjæler af de sjældne

3 Comments

Det kan som bekendt være svært at sige farvel, ja, op til flere sange handler om aldrig at sige farvel. Mick Hucknall har haft et af sine største hits med Cole Porters ’Ev’rytime We Say Goodbye’, så da han i 2008 annoncerede, at han ville markere sit band, Simply Reds 25 års jubilæum i 2010 med at takke af som sanger, sangskriver og flammende rødhårede frontfigur, faldt det ham naturligt allerede i 2009 at lægge ud på en afskedsturne.

Den bragte ham bl.a. til Horsens, men der blev åbenbart ikke krammet igennem, så til november gentager han farvelkysset i Arena Fyn, en måned før han i London trækker stikket endeligt ud på Simply Red efter mere end 50 millioner solgte plader.

Fra midt i 70’erne til et godt stykke ind i det nye årtusind var den i dag 50-årige Hucknall et af de bedste britiske bud på det, man kalder ’blue-eyed soul’. Han synger med så megen elegance og overlegen stilfornemmelse, at det er svært at forestille sig, at han faktisk startede som punker. Den lokale dj, som var opvokset hos en alenefar og en tante og havde forsøgt sig på art college, dannede, inspireret af Sex Pistols, hjemme i Manchester Frantic Elevators. Siden han efter nogle forgæves singleudspil opløste det band i 1984, er det kun gået opad for ham.

Med elevatordrengene havde han indspillet en af sine egne kompositioner, ’Holding Back The Years’. Den genindspillede han til Simply Reds debutalbum, ’Picture Book’, og fik den udsendt som single i 1985. Det skete der heller intet ved. Et halvt år senere blev den genudsendt, og alle gode gange tre endte den øverst på hitlisterne i det USA, som ellers huser alle Hucknalls forbilleder, fra Marvin Gaye og Bobby Blue Bland til Smokey Robinson og Al Green.

Ja, i 1989 lykkedes det faktisk Hucknall at gentage kunststykket, da hans fornemme udlægning af Harold Melvin & The Blue Notes-klassikeren ’If You Don’t Know Me By Now’ blev nummer 1 i USA og nummer 2 i England. 90’erne gjorde Simply Red til stjerner – før der gik inflation i begrebet. Albums som ’Stars’ og ’Life’ røg over disken med samme fart som friske fish ’n’ chips og holdt sig længere. Et ’greatest hits’-album med Hucknall og hans band er stadig en god gave at give kærestens i-pod.

Efterhånden havde der længe været sådan et gennemtræk af musikere, at det stod klart, at Simply Red var lig med Mick Hucknall. Musikalsk virkede konceptet måske lige lovligt fastlåst. Vi kunne godt have undværet en flad fortolkning af Hollies-hittet ’The Air That I Breathe’ lige som reggaenumre som ’Night Nurse’ ikke gik ind under huden på samme måde som når Hucknall lukkede op for den stadig lige overraskende autentiske soulstemme på Sam & Dave-sjældenheden ’Ain’t That A Lot Of Love’ og Stylistics-sjæleren ’You Make Me Feel Me Brand New’.

Det lå derfor lige for, at Hucknall i 2008 tog forskud på den solokarriere, der nu venter, med en vellykket ajourføring af Bobby Blue Band. På albummet ’Tribute To Bobby’ klædte det Mick Hucknall at skrue bissen lidt mere på, uden at jeg tror, han bliver smidt ud af nogen kvindes soveværelse af den grund. Dertil er han for meget en sjæler af de sjældne.

Readmore  

Teddybjørnen er død

1 Comment

De kaldte ham Teddy Bear, og for mange kvinder var Teddy Pendergrass det ultimative krammedyr. Nu er soulsangeren død, 59 år gammel, af kræft. Siden 1982 havde han siddet lænket til en kørestol, men det hindrede ikke masser af kvinder i at miste jordforbindelsen, når hans mørke, sensuelle baryton lagde op til forførelse. Og vi andre kunne ikke undgå at blive påvirket. Han var mindre glat end Lionel Richie, mindre elegant end Marvin Gaye og ikke så spirituel som Al Green, men han videreførte stafetten fra Four Tops-giganten Levi Stubbs som en af de stemmer, der gav soul’en tiltrængt kant i de ellers så nougatbløde 70’erne.

Ligesom Gaye startede Pendergrass som trommeslager hjemme i Philadelphia, og hans band blev i 1969 akkompagnatører for de lokale Harold Melvin & The Blue Notes. Året efter avancerede Pendergrass til forsanger, og i samarbejde med producer-komponisterne Gamble & Huff scorede Pendergrass og Melvin en række hits i 70’erne. Ikke mindst signaturmelodien ’If you don’t know me by now’, kærlighedssangenes pendant til ’I shall be released’.

Gruppen blev dog for lille til dem begge, så i april 1976 blev Pendergrass solist. Med platinplader, og musik, som blev en inspiration for både Justin Timberlake og Thomas Helmig. Og så som sagt kvindetække, så Tom Jones reduceres til en træmand. Ja, faktisk arrangerede hans manager ’for women only’-koncerter. Nede i salen blev der dånet og hvinet, når tilskuerne da ikke suttede på en af de teddybear-formede slikpinde af hvid chokolade, som blev udleveret ved indgangen.

I 1982 kørte han i en eneulykke galt med sin Rolls Royce. Medpassager var en transseksuel natklub-entertainer. Det mindskede ikke rygterne om grunden til ulykken, som lammede Pendergrass fra hofterne og ned.

Han fortsatte karrieren uden at genvinde sit gamle momentum, men selv om Pendergrass profiterede af den amerikanske svaghed med at ikonisere enhver stjerne, der har haft modgang, behøvede man ikke at købe hans plader af medlidenhed. De talte for sig selv som traditionsbunden soul, der blev til her og nu. ’Satisfaction guaranteed’ som en af hans sange hedder.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top