Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Kommentarer slået fra

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker.

Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, ulasteligt sortklædte og konceptuelt bevidste.

Som trommeslager er Gaul pulsen i musikken, men selv om han absolut ikke er teknologiforskrækket, er TV-2’s anvendelse af rytmisk mekanik aldrig blevet umenneskelig. Tværtimod har Gaul forenet det moderne isenkram med et godt, gammeldags beat, der har hentet inspiration fra så forskellige folk som Phil Collins og Sly Dunbar.

Og så begyndte det hele i FDF i fødebyen Flensborg, hvor den tosprogede teenager Sven Holger lærte sig at spille marchlilletromme. Efter noder.

En studentereksamen fra Duborgskolen førte til en bifagseksamen i tysk fra Aarhus Universitet, men katederet skulle ikke blive Gauls scene. Sideløbende med årene i Taurus og den første tid i TV-2 arbejdede Gaul som booker for Århus Musik Kontor og brugte jobbet som en læretid. Popmusik er nemlig ikke kun for sjov, men business. Og her er TV-2 godt kørende med Gaul bag skrivebordet, hvor han sidder med samme naturlige ro som bag sit funktionalistisk opbyggede trommesæt.

TV-2 optager ikke hele hans sendeflade. Det musikfagligt organisatoriske har altid haft hans interesse. Han var formand for paraplyorganisationen, ROSA, Dansk Rock Samråd, 1991-93, og medlem af Statens Musikråd 1993-99 uden at nogen beskyldte ham for at gå sit bands ærinde.

Gauls integritet afspejles også af, at han på mandat fra de rytmiske musikorganisationer siden 2002 som repræsentant for de professionelle rytmiske musikudøvere har siddet i Københavns Musikudvalg, som fremmer og samordner musiklivet i den kommune, hvor han selv bor, når han da ikke turnerer med TV-2.

Den runde dag fejres i Kina på en fridag mellem TV-2-koncerter i Hong Kong og Shanghai. Her vil han møde andre, der er oppe på stikkerne…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Ukrediteret foto fra Gauls hjemmeside.

 

 

 

Readmore  

TV-2 la’r sig boksbehandle

2 Comments

TV-2 PÅ NODER og samlet i en boks – skulle det nu være nødvendigt? Er deres sange ikke kendt af nutidens unge før og nu, rigtige mænd og tidens kvinder samt andre yndlingsbabes, fra Skanderborg Station til Månen via Jakobshavn og Voldum? Det korte svar er joeh. Det lidt længere finder du herunder.

For et nodehæfte med 50 af de største TV-2-sange og bokssættet Bag duggede ruder i anledning af sidste års 30 års jubilæum (!) er så god en anledning som nogen til at blive mindet om, hvor meget musik, der faktisk er i Steffen Brandts sange. Eller rettere: Hvor udvidede de bliver ved den kreative nærkontakt med trommeslageren Sven Gaul, bassisten Georg Olesen og guitaristen Hans Erik Lerchenfeldt. Det er minimalisme, ja, men presset til det maksimale på den mest afslappede og alligevel totalt disciplinerede måde. Fra The Beatles over Motown og Stax-soul til disco og David Bowie og retur. Det er, som det hedder i en tidlig sang: »Pop til den fremtid vi har fået efterladt … pop når vi tvivler og pop når vi tror…«

Og det har det faktisk været næsten siden dengang der ind på de internetløse avisredaktioner i 1981 tikkede en telefax om, at Danmark nu endelig havde fået TV-2. En del journalister troede, der var tale om den længe ventede og omdiskuterede konkurrent til Danmarks Radio. Den måtte vi vente yderligere syv år på.

I mellemtiden havde TV-2 etableret sig som en moderne, betydeligt mere velklædt, men (lige så) folkekær pendant til både Gasolin’ og Shu-bi-dua.

Det var dog ikke til at forudse, da en gruppe med usexede navn, Taurus, albumdebuterede i 1978 med Whatever happened to the sixties. Svaret var, at tresserne var forbi. Det havde de været et stykke tid. Taurus spillede det, der hed progressiv rock. Det måtte gerne være indviklet, for så var det nok kunst, var tidens mantra. Gruppen var på udgivelsestidspunktet allerede et andet sted. Indspilningerne var halvandet år gamle, men pladeselskabet krakkede. Så nu udkom lp’en på Gnags-selskabet Genlyd – uden at give genlyd.

VED ÅRSSKIFTET 1980/81 var Taurus blevet til TV-2. Navnet hævdes at være en forkortelse af Taurus version 2. Men TV-2 og Taurus havde kun musikerne fælles. Brandt havde et bijob som keyboardspiller i Kliche, en gruppe, der virkelig iklædte sig tidens tonedragt. Inspirationen fra Kliche var tydelig på TV2-debut’en, men man skulle bare løbe titlerne på pladen igennem for at se, at der var noget originalt på færde. Alene titlen. Fantastiske Toyota. Hvad fanden betød det? Og betød det overhovedet noget? Det gjorde sangene i hvert fald. De var det, anmeldere kalder civilisationskritiske og satiriske på en alt andet end cirkusrevyagtig måde.

Der var fart på 80’erne og på TV-2, som kunstnerisk blev breaking news i 1983 med Beat, et album, som vakte opmærksomhed med moderniseringen af operetteklassikeren, ’Admiralens Vise’, som naturligvis hed ’Popmusikerens vise’, men det var en sang som netop ’Bag duggede ruder’, der afslørede, at TV2 ikke kun var sikkert behersket form, ikke kun et intellektuelt forsøg på at klone new wave og Shu-bi-dua, men havde noget mere på hjerte, meget mere. Om svimlende forelskelser, om kolde stuer, varme følelser og om en ensomhed større end denne verden. Og hvad var nu det? De kunne jo levere ørehængende refræner uden at skamride fladtrådte popklicheer, men tværtimod genopfinde dem. Den balancegang har Brandt og bandet mestret lige siden.

Plader som Nutidens unge og Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl gav dem »pop, succes og stjerner på«. Sangene ramte ikke bare tidsånden. De var med til at skabe den. Og med Nærmest lykkelig nøjedes Brandt i 1988 ikke med kun at være iagttager til den mærkværdighed, vi kalder det moderne samfund, et slaraffenland for drømmere og drømme, men også for populister og kynikere.

DER HAVDE VÆRET tilløb til den udvikling. På Rigtige mænd… handler en af de smukkeste sange, ’Eventyr for begyndere’, om ikke at snakke kærligheden ihjel, men gøre noget ved den. Bemærk i øvrigt i den sang, at det er kvinden, der kommer med den opfordring. Mere nede på alle fire var hun altså heller ikke. Og Nærmest lykkelig er en lang beskrivelse af, hvad der kan ske, når kærligheden overdøver forstanden, når man kysser det satans liv. Risikoen er, at det kysser igen. Den risiko har altid været værd at løbe. Også i selskab med TV-2.

De mere personlige, men aldrig navlepillende eller ugebladsafslørende sange har siden fundet deres faste plads på TV-2-sendefladen sideløbende med skamløse popperler som ’De første kærester på Månen’ og ’Der går min klasselærer’ samt dobbelttydige, alternative fædrelandssange som ’Kom lad os brokkke os’ og ’Det er Danmark’, og på den seneste cd, Showtime, er TV-2 nok blevet ældre, men herrekvartetten går stadig mere med charme- end støveklud. TV-2 laver på fjerde årti musik om, for og til alle os, der »hellere vil til Paris og se Venedig og dø end at vente hele livet i en byggemarkedskø…«

I en tid, hvor man, som de synger, »skal helt op til Gud for at finde uopdyrket land«, insisterer de midt i al den hvide overfladestøj på en musik, der måske ikke lyder sådan, men faktisk er »blues for store, blues for små, det er blues for os alle, der går med bluesen udenpå.«

Til gengæld skylder de os – heldigvis – stadig det ultimative boksæt. For nok er Bag duggede ruder labert less is more-layoutet og konevenligt formatteret (siger min kone), og nok rummer sættet kraftfulde remasters af alle studiealbums (inkl. The Beautifuls, men ingen Taurus nu vi var i gang), mærkelige, ikke altid lige langtidsholdbare remixes og en dvd med den meget repræsentative 2011-koncert fra Shepherd’s Bush Empire, men er det ikke lidt snoldet med tre booklets kun med bevares, glimrende, mindefremkaldende billeder?

Borte eller beskedenheden har nemlig taget den sammenhængende/karriereoverflyvende tekst for slet ikke at tale om ord fra Steffen Brandt himself om sangene og deres betydning – det fortæller han dog om på pladeselskabets hjemmeside? Og hvad med sangteksterne (som dog findes på bandets hjemmeside), demoerne, hvad med outtakes, hvad med… mine damer og herrer? Meget kan man kalde TV-2, men snoldede har de aldrig forekommet mig. Hvorfor så netop nu?

Til gengæld – eller skulle man sige i tilgift? – fejrer TV-2 sig selv og musikken og ikke mindst os med en eksklusiv retrospektiv, men uden tvivl også helt nu- og nærværende koncertrække frem til maj næste år. De tyvstarter i aften på Bispetorvet i Århus på en dejlig fredag.

TV-2: Bag duggede ruder. Koordination: Erik Vind m.fl. Design: Jo Dam Kjærgaard. Remastering: Jørgen Bo Behrensdorf. Universal Music. Udkommer i dag.
TV-2: Sangbogen – De 50 største. Stepnote Publishing. Udkommer i dag. Med forord af denne blogger.

 

 

 

 

 

 

 

 

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Trine Dyrholm: En ener på 40

Kommentarer slået fra

Krydsogtværskonstruktører skal være helt på det rene med, hvem de arbejder for. Ellers bliver de arbejdsløse. Derfor er der ikke noget sært i, at det kryds og tværs-hæfte fra Familie Journalen, som ligger i mit sommerhus, har en opgave, der lyder: »Hun var blot 14 år gammel, da hun deltog i Melodi Grand Prix i 1987 med ‘Danser i måneskin’. Tre år senere fik hun sit gennembrud som skuespiller med ungdomsfilmen Springflod. Hvem er hun?«

Det var ikke gået, hvis samme publikation havde spurgt: »Hun indspillede i 1987 med Rock-Nalle en slagsang for OB, sideløbende med kunstnerisk gennembrud på Dr. Dante og har siden i mere end en forstand blotlagt sig selv i teaterstykker som 4:48 Psykose og filmen Forbrydelser. Hvem er hun?«

I begge tilfælde er svaret naturligvis Trine Dyrholm, som i dag fylder 40. Jeg var ved at tilføje et ”kun”, når man tager hendes spændvidde i betragtning. Hendes fem Bodilstatuetter (og tre Robert’er) er givet for vidt forskellige præstationer; den første før hun blev uddannet som skuespiller – for hovedrollen i Springflod, og den seneste sidste år for sam- og modspillet med Mikael Persbrandt i Bier-bestselleren Hævnen.

MUSIKLÆRERDATTEREN fra Fyn stod på en scene som otteårig ved en korkoncert med Odense Byorkester. Siden kom hun med i koret i en juleforestilling på Odense Teater i 1982, hvorefter hun lavede lokal børneradio indtil hun gjorde Frans Baks ørehænger til moralsk vinder (YouTube-klip) af et grand prix, der havde Anne Cathrine Herdorf som officiel etter med ‘En lille melodi’.

Trine Dyrholm lagde skulderpuderne og det høje hår efter at et præmaturt forsøg på at gøre hende til popstjerne kuldsejlede efter det andet album. Rollen som Pouline i Springflod fik naturtalentet til at springe ud Og instruktørerne til at slå til. Bl.a. legemliggjorde hun i 1991 varsomt, men skæbneuafvendeligt Cecilies tiltagende sindssyge i DR’s Blicher-filmatisering af Hosekræmmeren. Siden kom hun på Statens Teaterskole, hvorfra hun tog eksamen i 1995. Målet var dels at dygtiggøre sig og dels at komme den usikkerhed og beskedenhed til livs, som hun i flere interview har udnævnt til sin livsledsager. Udover manden, Niclas Bendixen, og deres treårige søn, Axel.

Hun må dog siden siges at have fået styr på følelsen af utilstrækkelighed, men den er derinde bagved som en strømfører i hendes skuespil.

Det er kropsligheden også. Men en ting er at være et YouTube-hit i vekslende grader af afklædthed, noget andet er at kunne smide tøjet, så det giver mening. Scenen i omklædningsrummet i filmen ”Forbrydelser” er en klassiker i den retning. Sexet, sårbar og trodsigt stærk i samme skikkelse.

Hendes langlemmethed var også for stor og fotogen en fristelse for Thomas Vinterberg i Festen, hvor Dyrholm ikke havde verdens største rolle som Pia, men fyldte den helt ud.

Mindre æggende, men moderne folke(komedie)kær blev hun som Stine i successerien Taxa. I sit referenceværk, Danske filmskuespillere, ophøjede Morten Piil hendes håndtering af den figur til »lidt af et ikon på den unge danske pige af i dag, sød og imødekommende, men også med styrken til at skære igennem, hvis det påkræves.

TYPECASTING har dog aldrig været en fælde, Dyrholm er faldet i. Efter Taxa sagde hun farvel til rollen som det, Piil har kaldt 90’ernes evige unge pige i dansk film. Og spillede rendyrket bitch i I Kina spiser de hunde.

Karakteristisk for hendes karriere lader hele tiden at have været erkendelsen af, at avantgarde og mainstream ikke udelukker hinanden, og at selv den mest feterede filmstjerne trænger til den ro til fordybelse, man kun kan finde i teatrets rum; dér hvor ingen scener kan tages om. Før næste aften.

Hvad enten det har været på Østre Gasværk i Lars Kaalunds nytolkning af Romeo og Julie, intimscener som Edison eller på Betty Nansen i så forskellige stykker som Norén og Baby Blue, Steffen Brandts Dylan-hommage, hvor hun viste, at hun ikke havde glemt at synge. At hun også kan være sjov på alt andet end blondinemåden ved yndere af Langt fra Las Vegas.

Størst indtryk på denne skribent gjorde Trine Dyrholm, da hun (med Kristian Halken som videoindslag) i efteråret 2010 gæstespillede på Det Kongelige Teater i Jacob F. Schokkings Reumert-præmierede instruktion af Sarah Kanes monolog 4:48 Psykose, som hun første gang gestaltede i 2002. Nervepirrende, blottet for gusten skuespilrutine, blev det til noget så paradoksalt som et livsbekræftende stykke om et følelsesmæssigt forlis. Hendes sidste ord i stykket er: »Se mig forsvinde.«

Trine Dyrholm gør alt andet. Netop nu toner hun i biograferne frem med underspillethedens styrke som den indebrændte, men frygtindgydende magtkyniske enkedronning Juliane Marie i En kongelig affære. Og hun gør det igen med den totale tilstedeværelse i nuet, der er blevet hendes professionelle signatur. Alligevel er hendes spil heller ikke her uden denne undertone af noget hemmeligt, noget dyrebart privat, som kun kommer ud at danse i poesiens måneskin.

Få kan tænde det som hende.

Pressefoto: Per Arnesen/Sony Pictures (fra Hævnen/In a better world)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Vilde med dansk

3 Comments

Med fare for – igen – at lyde som en af de to gamle på balkonen i Muppet Show: Det er efterhånden blevet undtagelsen, at man på tv kan se kunstnere, som ikke har kendiskolleger til middag, får bearnaisen til at skille eller kører stockcar, men optræder med deres kunst. Alene derfor er der grund til at dvæle ved DR1-programmet Når lyset bryder frem – en hyldest til danske sangskrivere i lørdags.

I DR Underholdningsorkestret sås Ole Kibsgaard, som ikke for vild i dansen, men gjorde det, han er bedst til – spillede guitar. Han blev dirigeret af Michael Bojesen, som vi sidst så rose folk, der dirigerede efter naturmetoden. Nu var det ham, der var maestro.

Showet tyvstartede den tilstundende Spil Dansk-dag. Er der to ting, det er adgang forbudt at problematisere i dansk musik, så er det KODA-marketingtiltaget Spil Dansk Dagen og behovet for flere statspenge til rytmisk musik. Så ikke et ord om, at Spil Dansk-kampagnen altid har argumenteret for sig selv på samme måde som visse EF-modstandere i 1972. Og heller ikke et muk om, hvorfor det er så forfærdeligt at lade den frie konkurrence råde, når det gælder spillesteder og sangskrivere. Rockmusik blev da til i protest mod styring og regulering, remember?

I stedet vil jeg rose programmet for at være stemningsfuldt produceret i DR Koncertsalen, for at blive sendt direkte, med hvad deraf følger (bl.a. meget hørbare problemer med at afpasse lydniveauerne efter de enkelte indslag), samt være i stand til at gå sikkert på line mellem gammelt og nyt.

Huxi Bach og Niels Hausgaard var værter. Den første var bare på arbejde. Den sidste forhindrede med sin milde, men bidende ironi selvfejringen i at knopskyde. Han indledte med at spille to akkorder. Kan man spille dem »kan man spille alt,« som han sagde. Og tilføjede, at der findes dem, der hævder, at den musik, der ikke kun kan spilles med to akkorder, den er ikke værd at spille.

Det blev både bekræftet og modbevist i løbet af aftenen, hvor Sebastians bæredygtighed blev bekræftet ved at yngre sangere som Rasmus’erne Dissing. Nøhr og Walter fortolkede ham, så nyt lys brød frem. Sebastians ånd og hang til det eventyrlige hvilede også over Rasmus Seebachs suverænt turnerede ‘Nangijala’.

Behørigt nok fik også Steffen Brandt sin egen afdeling. Bl.a. i duet med Tina Dickow, hvis tolkning af ‘Randers Station’ burde danne platform for den plade med danske tekster, hun lyder som om hun har i sig.

Man kan indvende, at folk som Michael Falch, Tim Christensen, Anne Linnet og Thomas Helmig manglede. I stedet sendte Dickow – uden at nævne hende – en smuk hyldest til Pia Raug, som kameraet fangede på tilskuerpladserne synligt bevæget over genopdagelsen af ‘Fugleflugt’. Det var hun ikke ene om.

Showet i showet var dog Annika Aakjær. Med ‘Skulder ved skulder’, en ny sang (tilegnet veninden Marie Key), som vil være at finde i 2012 på hendes kommende Henrik Marstal-producerede album.

Den danske sang er ikke længere en ung, blond pige, men en flammende rødhåret kvinde i et psykedelisk mareridt af en kjole. Hun kan mere end to akkorder, og går ikke på akkord med originaliteten. Dansk musik som tryghedsfaktor er i farezonen med hende ved klaveret. Heldigvis.

Hun gør det svært ikke at være vild med dansk.

Denne anmeldelse står i en kortere version i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR©

Readmore  

Dylan genopdages igen igen

Kommentarer slået fra

“Nobody sings Dylan like Dylan”, hed den gamle Billboard-annonce jo. Det er rigtigt, men netop hans sange har også fået ganske mange sangere til at yde deres mest personlige.

Her er min Top 20 over anbefalelsesværdige versioner af Dylan-sange:

1: All Along The Watchtower - Jimi Hendrix Experience

2: Hjärtat Mitt (Heart of Mine) – Ulf Lundell

3: Mr. Tambourine Man – The Byrds

4: When I Paint My Masterpiece – The Band

5: This Wheel’s On Fire – Julie Driscoll m. Brian Auger

6: Tears of Rage – The Band

7: Masters of War – Eddie Vedder

8: Blowing In The Wind – Stevie Wonder

9:  Positively 4th Street – Bryan Ferry

10: Det Meste Af Tiden (‘Most Of The Time’) – Steffen Brandt

11: My Back Pages – The Byrds

12: Tomorrrow Is A Long Time – Elvis Presley

13: It Ain’t Me Babe – The Turtles

14: Only A Hobo – Rod Stewart

15: The Mighty Quinn – Manfred Mann

16: Emotionally Yours – Hanne Boel m. Laid Back

17: Just Like A Woman - Joe Cocker

18: Legionnaires Disease – Delta-Cross Band

19: One Too Many Mornings – The Association

20: Down In The Flood - Blood, Sweat And Tears

Gå på jagt efter andre Dylan-covers her.

Kollega CAPAC har puslet med en liste over Dylans kærlighedssange. Se mere her.

Readmore  

Stadig guld på Skatteøen

Kommentarer slået fra

VI LEVER i sandhed i jubilæumstider. Det gamle guld graves op igen og igen. Noget glimter stærkere end andet. Sebastians Skatteøen er et eksempel på det første. 25-året for pladens udgivelse markeres med en ret lækker genudgivelse. Lyden er shinet op; demoer, som ganske vist blev udgivet både på den længst udgåede Piratpladen og var med på 2006-udgaven, der markerede 20-året for originaludgivelsen, men her får man en ekstra, og det giver faktisk fornyet mening samlet at høre disse rentegninger, forklædt som skitser – sat op imod udgivelsesens sande raison d’etre, musikkens live-orkestrale fuldbyrdelse på en dvd af DR-koncerten fra 1986, Sebastian på Kronborg.

Her viser Lis Sørensen, Steffen Brandt og Lars H.U.G, hvorfor Sebastians sange er så æggende en udfordring for enhver sanger med et ambitionsniveau, der rækker ud over nuet. Og så bygger de sørgeligt nok ikke den slags bands længere…

Som fan af genudgivelsesessays er det måske lidt skuffende, at pladen ikke rummer et sådant eller i det mindste et interview med komponisten, hvor han forholder sig til gårsdagens musik med nutidens ører.

Jeg tillader mig derfor som en slags ydmyg kompensation at bringe et kondenseret uddrag fra min 2009-bog, Sebastian – Når lyset bryder frem (Lindhardt & Ringhof).

Nye læsere kan begynde her.

De gamle læsere kan nøjes med atter at stævne ud med Hispaniola. På øen er der nemlig stadig guld at finde, hvor man mindst venter det.

…………

“TEATERVERDENEN var – ligesom rockbranchen dengang – lille og selvsupplerende. Derfor krævede det mere dristighed og udsyn, end man skulle tro i dag, da Folketeatrets direktør Preben Harris i 1984 henvendte sig for at høre, om Sebastian mon var interesseret i at skrive musikken til Harris’ egen dramatisering af drenge­bogen over alle drengebøger, Robert Louis Stevensons Skatte­øen. En musical! En årelang drøm ville gå i opfyldelse. Samtidig så Knud en mulighed for at gøre op med en af de mest sejlivede fordomme i branchen dengang som nu. Den om at musik ikke kan sælge, medmindre den er rettet mod bestemte målgrupper. Han var led og ked af al den generationsfiksering. Eller som han fortalte mig og Politikens læsere: »Det er på tide at vise, at det godt kan lade sig gøre at lave musik, der kan tale til alle, både store og små.«

Preben Harris forestillede sig cirka 25 sange. Knud svarede, at dem ville det tage to år bare at skrive. Og at han i øvrigt ikke var nogen revymaskine, men godt ville være med til at genskabe den danske musical, for som han sagde: »Hvis det går godt, kan det blive den første danske musical, som har en chance for at blive folkelig på andre præ­misser end den traditionelle musical. Den lefler ikke for nogen bestemt aldersgruppe, men bygger kraftigt på den kends­gerning, at jeg er vokset op med rockmusikken. Dermed håber jeg, at den kan nå ud i andre hjørner af dansk kulturliv, hvor man jo som en gylden regel arbejder efter den tese, at der ikke er sket noget siden Osvald Helmuth og My Fair Lady.«

En ekstra charme ved projektet var for Knud, at »det jo er en farverig historie, så selvfølgelig bliver der en del bajersange, men samtidig giver det store antal mig også mulighed for at bevæge mig i mange forskellige stilarter, og det er jeg glad for. Vi kan jo ikke alle sammen være Bruce Springsteen«. The Boss var da ved at bryde globalt igennem med Born In The USA.

Samtidig så Knud muligheden for at bryde den dengang knæsatte norm om, at ingen rockstjerne med respekt for sig selv sang andet end sange, skrevet af ham eller hende selv. En norm, der dengang var meget dansk. Og som Knud nu var parat til at tage et afgørende livtag med efter med succes at have øvet sig med Lis Sørensen og ‘Stille før storm’.

Medens mange med en lp prøvede at lave en novellesamling, ja, så havde Knud aldrig bestræbt sig på mindre end en roman. Det skulle vise sig, at han ikke fik svært ved at samle sangere, der gerne ville være med til at gøre romanen til rock.

HISTORIEN OM Steffen Brandt er typisk. Da TV-2-sangeren var lille, vågnede han tit badet i sved. Fast hovedrolleindehaver i mareridtet var Blinde Pew, en af sørøverkaptajnen Long John Silvers håndgangne mænd. Så da Sebastian ringede Brandt op og spurgte, om ikke han kunne tænke sig at synge Blinde Pews parti, sagde Brandt ja, før han havde hørt en strofe. Eller tag Michael Falch. Han var ved at lancere sig selv som solist efter Malurt og havde et meget stramt program med pladeindspilning og Bodil-vindende medvirken i sin anden film, Mord I Mørket, men lod sig overtale. På den betingelse, at det kun tog én dag. Den betingelse brød han selv. Da han først var kommet i gang, brugte han nemlig den ene dag flere gange i en nattelang session.

Eller hvad med Lars H.U.G., der tøvede med sit tilsagn om at synge partiet som sørøveren Bill Bones. »Jeg kan jo risikere at miste mit publikum på det,« sagde han. »Jamen, du kan også risikere at få et nyt,« svarede Knud. Det er måske historien om hønen og ægget, men i hvert fald fik den tidligere rockprovokatør Lars H.U.G. smag for et større publikum og fik et skub ud af avantgardebåsen.

Sebastian gravede det første spadestik på Skatteøen så tidligt som 1973. På Over Havet Under Himlen findes sangen ‘Hey ho’, som med omkvædet »femten mand på en død mands kiste« indleder lp-pladens side to, der handler om et menneske, der drager ud for at finde lykken. Og Knud glemte aldrig, da han tog sin tjans i koret i Jesus Christ Superstar. Han har ganske enkelt en svaghed for den genre og kan The Who’s pop-opera Tommy udenad. Og så i Skatteøen en mulighed for at lave »en rockting, der ikke dør, når diskoteket lukker, eller den næste plade udkommer …«

DA PLADEN præsenteredes for pressen, skete det – selvfølgelig – til vands. Den sidste mandag i april 1986 stævnede det gode skib Georg Stage fra Langeliniekajen mod Vedbæk i magsvejr. Om bord var sangerne, pressens udsendte, 100 nyindkøbte redningsveste, ti gange så mange krydderurtsfrikadeller, thairejer, passionsfrugter og stenfrie vindruer på noget, der lignede en firmaskovtur for alle i dansk rocks blå bog. Eller som en deltager bemærkede: “Trak man bund­proppen ud på den her skude, ville Se Og Hør og Billedbladet blive arbejdsløse på en nat.«

Sebastian var ikke alene på øen. Med ham var – ud over Falch, Brandt og H.U.G. – Søs Fenger, Peter Thorup, Allan Mortensen, Peter Abrahamsen, Flemming Bamse Jørgensen, Jarl Friis-Mikkelsen, Anne Grete og hendes hund, Lis Sørensen, den klassiske violinist Kim Sjøgren og Niels-Henning Ørsted Pedersen samt Nils Henriksen, Jens Rugsted, Morten Kærså og Jan Sivertsen. Blandt andre.

Så mange stjerner på én og samme plade. Det måtte da være til fordel for et eller andet, Røde Kors, Amnesty og aids, lød spørgsmålet i en tid, hvor rock- og popbranchen kompenserede for et vigende politisk engagement ved at involvere sig i en stribe velgørenhedsprojekter. »Næh, er pladen til fordel for nogen, er det dansk rock,« sagde Knud, som havde valgt netop de solister, fordi »det kan blive interessant at se, hvad der sker, når de kommer ud af de kasser, de er anbragt i til daglig«.

Sebastian havde en bærende ambition: Han ville se, om ikke det er muligt – til en afveksling – at lege sig gennem et projekt uden at slække på de professionelle kriterier. Det var det! På forhånd lignede det historien om de mange kokke, den gode opskrift og den let fordærvelige mad, men der kom ikke røg i køkkenet. It’s the singer, not the song, plejede de at sige i Frank Sinatras guldalder. Underforstået: En god sanger kan forvandle lort til lagkage. Det handlede om sangerne, og sangene.

OP TIL UDGIVELSEN blev Knud udfrittet om, hvorfor han tog til Skatteøen netop der i fattig-80’erne. Havde han villet lave en allegori over refrænet »enhver er sin egen lykkes smed«? Eller var den rævesnu, distanceblændende Long John Silver i virkeligheden et billede på den Schlüter, som ved valget i 1984 scorede 16 ekstra, usandsynlige, konservative man­dater og kom til at sidde som statsminister årtiet ud? Ville Knud have os til at forstå, at vi allerede var tilbage til de gamle dyder, som accepterede snyd, bare det blev gjort behændigt og i stor målestok? Ikke et ord om vor tid, Stein Bagger og Milena Penkowa.

Da pladen lige var færdigindspillet, uddybede komponisten over for mig: »Selvfølgelig kan man sagtens spørge, om ikke den har noget med vores tid at gøre. Her har vi et samfund, som på mange måder er på vej tilbage til de gamle dyder med nykon­ser­vatisme, og enhver er sin egen lykkes smed, og jungleloven og alt det der, og så er der ikke langt til imperialismen. Set i det lys kan Skatteøen godt læses som en gammel, tidløs historie om adel, røvere og pøbel og ambitioner. Så, ja, man kan godt føre den op til i dag. De ting ligger der, og man kan samle dem op, hvis man vil. Silver er jo så charmerende og intrigant en skurk, at han i dag kunne have været konservativ statsminister, men det er også en historie om eventyrlyst og længslen efter at finde frihed i en kiste med guld.«

Nok hørte nogle Skatteøen som en forvokset børneplade, men snarere havde Sebastian lavet en plade for voksne, der ikke er bange for at gå i barndom, men vel at mærke ikke gemmer sig i den. Og med Skatteøen kom komponisten Sebastian for alvor frem i lyset. Ganske vist bedyrede han i kølvandet på Skatteøen, at han ikke havde planer om at koncentrere sig om at være komponist: »… Uanset om den går skidt eller sælger 100.000, er der jo ikke noget, der binder mig til at lave musicals resten af mit liv.« Den lader vi stå lidt.

PLADESELSKABET Medley blev taget på sengen. Man troede fra starten ikke helt på projektet, men følte, at man skyldte sin danske bestseller at få sin vilje. Og nu stod man med et hit, der bare ikke var designet som sådan et. Men ikke desto mindre netop endte med at sælge langt over 100.000 eksem­plarer. Her var intet band, man kunne sende på turne, ingen video, man kunne lave, godt nok en masse stjerner, men fra forskellige pladeselskaber. En plade, der solgte alene på sine kvaliteter. Branchen var målløs. Det var Knud ikke.

Sceneopsætningen kunne ikke leve op til pladeindspil­ningen. Folketeatret satsede på at nå børnefamilierne. Det føl­somme blev rørstrømsk, og det direkte truende i dele af musik­ken blev tegneseriekulørt med knaldhætter og ketchup. Succesen var dog hjemme alligevel.

Og den dag i dag er Skatteøen fast trækplaster på Folketeatret, hvor den p.t. opføres igenigen. Ligesom den har været, vældig vellykket, opsat i Oslo samt – af alle steder – i Letlands hovedstad, Riga. Og forestillingen kunne nok være nået længere ud, havde det ikke været for Preben Harris’ lidt for fodformede dialog. Til gengæld er Knud glad over, at Skatteøen er blevet en klassiker i det danske amatørteaterrepertoire. Ikke mindst Mastodonterne fik glæde af den. Som Kasper Wilton, Odense Teaters direktør, engang sagde til ham: »Skatteøen er meget mere end en musical. Den er et brand

Skatteøen og dens succes rejste nogle spørgsmål for Sebastian. Hvem var han – sanger eller sangskriver? Hørte han overhovedet hjemme i et rockmiljø, der mindre og mindre lignede det, han var blevet voksen sammen med? Var han færdig før de fyrre? Eller var der et liv og en karriere uden for rampelyset? Svaret beholdt han for sig selv.

Foreløbig.”

Sebastians Skatteøen. Producere: Sebastian, Thomas Brekling, Stig Kreutzfeldt og Nils Henriksen. Genudgivelseskoordinator: Thomas Trolle Hemdorff. EMI.


Readmore  

TV-2 skal bæres herfra

Kommentarer slået fra

Og pludselig kan det hele hænge sammen uden at man påskønner det nok: Deltagelse i Beatles-symposium som afslutning på den fremragende udstilling på Koldinghus, TV-2 og Showtime højt opskruet på repeat i ipotten i stillekupeen, hvor jeg læser om Brandt i Ud & Se. Udenfor kører Danmark forbi, så vinterbrunt, gråt og smudsigt, at det bare er om selv at lægge farver på.

Kun få grupper er så danske som TV-2, kun få danskere så danske som Steffen Brandt, kærlighedens besynger og besværger, poppens sidste store tvivler, der har skrevet en sang, der hedder ‘Shakespeare i amerikansk politik’ og som kan få Randers Station til at lyde som et password til poesien og drømmene.

Det er med TV-2 som med det intercitytog, de lige så aarhusianske Gnags engang hyldede: Det bringer os fra her til der. Og som regel til tiden og (næsten) uden svinkeærinder.

Toget som metafor får kød og blod i sangen ‘En stil med emnet død’: “Det der endeløse savn/det er et tog, som kører langsomt forbi”. Og det er jo sådan det kan være, mærker jeg efter, mens vi og tiden af uvisse grunde holder stille mellem Nyborg og Odense.

I andre af sangene kommer toget op i fart og bliver en elektronisk evighedspuls, som trommeslageren Sven Gaul både forlyster sig med at løbe op og med at holde i gang. Han og bassisten Georg Olesen er de hemmelige stjerner i dette band, hvor det er alt for længe siden guitaristen Hans Erik Lerchenfeld har taget ordet og beholdt det længere et par takter.

Jeg har læst mig til, at nogle af mine kollegaer ikke synes så godt om pladen. De synes, den ligner de foregående for meget, ikke kan leve op til dengang klasselæreren gik, bruden blev kysset og kvinden kom – kortvarigt – ned på alle fire. Med andre ord: Anmeldermodtagelsen har været så blasert og positionerende som den plejer. Ude i folkedybet er der derimod ingen tvivl: Der er p.t. showtime øverst på hitlisterne, både dem for fysisk salg og for download.

Anmelderne går galt i byen, fordi de glemmer gruppens præmis: TV-2′s katalog er ikke kun en række albums af varierende kvalitet (men med høj laveste fællesnævner). De udgør een lang sang, udsat for forskellige variationer, tempi og temperamenter. Man kan også på dette nye album sagtens fordybe og fortabe sig i associationerne til Kliche, Depeche Mode, en lineær udgave af Talking Heads og få The Beatles til at møde David Bowie, men det er og bliver TV-2 med Steffen Brandt som både brand og momentvis brændende.

‘Fuck den kærlighed’ var næsten for indlysende som første singlevalg og radiolandeplage, en af disse bon mot-poprundgange, som TV-2 kan servere ad libitum. Men der er meget andet på albummet.

F.eks. den showstoppende ballade om ‘Den dag min elskede kommer hjem’. Over en melodi, der kunne være en opdatering af en af Svantes viser, bekender sangeren: “Jeg er en drømmer/den sidste tilbage/efter at John Lennon er død/men jeg vågner op igen/når min elskede kommer hjem…” Bortset fra at dansklæreren i mig siger, at der hverken er noget, der hedder vågne op eller ned, er følelsen ikke til at undgå. Virkelighedsfornægtelsen, håbet og den helt urimeligt fortærende længsel har ikke siden Povl Dissing været udtrykt så hudafskrabet på dansk.

Og så er det ikke længere relevant at tale om Steffen Brandt som ham, der gemmer sig i tvetydighed og subtil ironi. I virkeligheden er han altid lige om hjørnet, hvis man gør sig den ulejlighed at blive stående i venteposition lidt.

På parforlis-sangen ‘Bæres herfra’ er “drømmen lukket/fremtiden spærret af”, men undervejs i sangen bliver jeg mere og mere sikker på, at han lige så godt kan synge om de to, der bor i ham selv: “Du ser mig i skyggen jeg ser dig i lyset”. Tilbage bliver et højdepunkt, som viser sig at være et nulpunkt: “Du er alene på jorden/du er den største, selv kærligheden/er overvundet…” Et sted at begynde fra.

Smukkere startblokke findes ikke end på albummets afsluttende, nej, afrundende sang, ‘Vandfald’, en psalmisk perkussiv, keyboardbaseret ballade med ulmende guitar og ulmende uro. Engang bad Brandt os om at kysse det satans liv. Nu hedder det: “Græd for livet, mens du kan det/i morgen er det måske for sent”. Og der trækkes en lige linje til en af pladens andre sange, det meget personlige møde-med-døden i ‘Go tur hjem’.

Sådan er det med Steffen Brandt og TV-2. De hænger sammen, med sig selv og med tiden. Både den, der er gået, men altid kommer tilbage, og så den, der står og banker på.

Og så længe sendeforholdene er så gode, er der for mig at høre ingen grund til at brokke os.

TV-2: Showtime. Producere: Thomas Troelsen, Frederik Thaae & Kristian Vad. Universal.

Cover-design: Jo Dam Kærgaard

Readmore  

Tim C. skal bistå unge talenter

1 Comment

Nu om dage er sangskrivning som bekendt et fag. Det kan man mene om, hvad man vil. Det positive er, at det gode håndværk som regel aldrig formindsker talentet.

DR åbner nu et digitalt sangskriverværksted. Et forum for “unge sangskrivere”, hvor de unge, som det hedder i pressemeddelelsen, “kan hjælpe hinanden, uploade deres sange og få konstruktiv kritik af andre unge og af ‘månedens mentor’”.

Blandt mentorerne er Tim Christensen, Kira Skov, Marie Fisker og Mads Nygaard (fra Sterling). Den snart cd-aktuelle Steffen Brandt lægger ud som mentor fra 1. februar.

DR fremhæver som “et af de helt centrale steder på det nye site sangeren og sangskriveren Tobias Triers sangskriverværksted, hvor han fortæller om alt fra det gode omkvæd til hooklines, genkendelse og overraskelse, riffs og meget andet”. Her kan man også få råd til festsange, som det bliver en fest at synge.

”Sitet skulle gerne give gymnasieelever og højskoleelever lyst til at kaste sig ud i sangskrivning og finde den indre sangskriver frem. Vi har allerede prøvet det af hos udvalgte gymnasieklasser i efteråret, og det blev en stor succes. Og de har allerede uploadet de første sange,” siger Birgit Bergholt. Hun er  projektleder for DRs Syngelyst-kampagne, der står bag initiativet.

Syngelyst er en tre-årig-kampagne fra 2009-2011, der har til formål at få børn og unge til at synge mere, synge sammen, synge selv, skrive sange og forholde sig til sang.

Birgit Bergholt betoner, at det ikke drejer sig om ”at DR nu vil lære de unge at snedkerere et sikkert hit. Derimod handler det om at hjælpe dem til at udtrykke sig i sang og musik.”

Herfra skal bare lyde eet spørgsmål: Hvad med de lidt ældre sangskriverspirer?

Læs mere på Dr.dk/sangskriver.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Readmore  

Hit med sangene fra 00′erne

2 Comments

KODA, der i disse gratistider har det slidsomme og udskældte hverv at håndhæve komponistrettigheder i Danmark, har netop offentliggjort sin årsrapport. Og benytter den bl.a. til at gøre status over, hvilke sange og hvilke komponister, der var de mest spillede ude og hjemme i det ti-år, vi snart forlader, og som ingen vel nogensinde vænner sig til at kalde 00′erne.

Lad os tage hjemmemarkedet først:

Top 10 over de mest spillede danske komponister ser sådan ud:

1: Steffen Brandt

2: Thomas Helmig

3. Kim Larsen

4. Anne Linnet

5. Thomas Troelsen

6. Anders Bønløkke

7. Peter A. G. Nielsen

8. Aura

9. Kasper Winding

10. Tue West

Og de fem mest spillede danske værker i DK 2000-09:

1. Right next to the right one m. Tim Christensen

2. The second you sleep m. Saybia

3. Vent på mig m. Martin Brygmann, Peter Frödin og Hella Joof

4. No promises m. Brian Rice

5. Beautiful m. Alex (altså ikke Nyborg Madsen!)

De sidste ti års mest spillede danske værker i udlandet er:

1. Superstar m. Jamelia/Christine Milton

2. Tango Jalousie m. alle mulige og umulige igen igen igen

3. Played alive m. Safri Duo

4. Move your feet m. Junior Senior

5. Sha-la-la-la m. The Walkers/Vengaboys

Og den anden vej: De mest spillede udenlandske komponister her til lands:

1. George Michael

2. Ryan Tedder (One Republic)

3. Bruce Springsteen

4. Sting

5. Paul McCartney

6. John Lennon

7. Michael Jackson

8. Stevie Wonder

9. Shaffer Smith (Ne-Yo)

10: Timbaland

Så kan smagsdommerne lige tygge på denne sammenkogte ret fra folkets køkken…

Som et appendiks er også opgjort de mest live-opførte danske sange i 2009:

1. Kvinde min

2. Kald det kærlighed

3. Joanna

4. This is my life

5. Så længe jeg lever

Vi mindes Frede Fup, der på spørgsmålet om, hvorfor Gasolin’ ikke bliver gendannet, svarede: “Det har de da folk til”.

Og mest afspillede udenlandske og danske sange i samme år på P3 og P4:

1. Magnificent m. U2

2. Ayo Technology m. Milow

3. Last dance m. Raveonettes

4. Celebration m. Madonna

5. The fear m. Lily Allen

KODA’s årsberetning med kommentarer og grafiske lagkager og skæreoste kan hentes her.

Og i Politiken onsdag følges der op på tallene af musikredaktør Erik Jensen.

Readmore  

Onkel Bob og hans nevø Steffen

Kommentarer slået fra

BABY BLUE_steffen b_03_W3910.ashx

På Betty Nansen Teatret går for tiden musikteaterforestillingen Baby Blue med afsæt i Steffen Brandts nye dobbelt-cd af samme navn. Jeg har endnu ikke set stykket, men bidrager i al ydmyghed til det i form af en tekst til programmet:

FOR MANGE medieår siden, i 2001, var jeg med til at give Bob Dylan en boggave på hans 60 års dag. Til antologien ”Dage i Dylan” fik jeg Steffen Brandt til at bidrage med et digt, ”Klarhedens hav”, der solidariserede sig med den nådesløse ensomhed, der altid har været Dylans selvvalgte lod. Uanset hvor insisterende verden end bankede på hans dør.

Det er et godt digt, lige som det er en god plade, Brandt nu nærmest som en forsinket forlængelse af digtet har udgivet med kongeniale gendigtninger af atten af Dylans sange. Projektet er ikke bare vellykket, men logisk, for de ligner hinanden, onkel Bob fra Amerika og hans nevø, Steffen fra Sjællandsgade.

INGEN AF DEM har været til fals for smiger eller pressegunst, ingen af dem synger, så det kunne have bragt dem ind på konservatoriet eller med i et boyband, ingen af dem har kastet deres privatliv i grams, de har brugt det sprog, de drømmer på, til det yderste, ikke ens – Dylan fantasifuldt flagrende og Brandt ind-til-benet dagligdags og dog drilsk og underfundigt – men de har begge leget ståtrold bag dobbeltbund og sarkasme, med hver sin grad af intensitet. Dylan kunne især i sine unge år lide at skrue op, mens Brandt fik en del ud af at skrue ned. På den måde har begge tegnet tiden, deres tid. Uden at det skal lyde som en nekrolog, dertil er de stadig alt for levende.

Før nogen begynder at mumle, at nu skal han ikke komme for godt i gang med at sammenligne de to, er det på sin plads at sige, at disse ord ikke er et forsøg på at gradbøje de to i forhold til hinanden endsige tildele dem stjerner, hjerter eller hvad ved jeg, som er tidens afmægtige måde at vurdere kunst på. Men de synes begge at glide ubesværet på plads i enhver gymnasielærers drøm om at fastholde selv så forskellige kunstnerne i skuffen med titlen: ”Sangskrivere, der lissom siger enormt meget om samtiden.” Mistænkeligt ubesværet.

RUBRICERING HAR altid været fortolker-holgernes værn mod den kunst, der ikke vil fastholdes, men selvfølgelig er der lidt om det. Dylan skrev i 60’erne sange, der ikke kun beskrev, men reflekterede borgerrettigheder, ungdomsoprør og antimilitarisme. Og tidens turbulens. Det forbløffende ved de Dylan-sange er, at de fleste af dem siden har løsrevet sig fra den tid, de blev til i. ”Blowing in the wind” er f.eks. både en slags ”We shall overcome” for tvivlere og en banal lejrbålssang, ”Like a rolling stone” er en fædrelandssang til Utopia, mens ”The times they are a-changing” og ”Masters of war” er blevet mere udhulet af tidens tand. The Beatles, derimod, kan ikke ligge stille i skuffen med samtidsbeskrivere, selv om der er almindelig (anmelder)enighed, at netop de fire tonsatte 60’erne på en måde, der virker tidløs. Alligevel kan kun få Lennon-McCartney-sange siges at gå ind i strømninger i datiden. Ja, selv et dengang brændende emne som ’revolutionen lige om hjørnet’ havde de så splittet en mening om, at de faktisk lavede to udgaver af sangen ”Revolution” – en, hvor de sagde ja og en, hvor de sagde nej.

DENNE VÆGREN sig ved det definitive bringer mig naturligt tilbage til Brandt. På samme, men unægtelig mere lokale, måde som Dylan besang 60’erne, beskrev han de fattigfirsere, der var rige på umådehold, attituder og fremtidsfortrængning. Han gav den kreative klasse og dens medløbere en på kassen, så det gav kasse. Uden at lyde udspekuleret. Snarere løber der gennem TV-2-sangene fra den tid et vemod, grænsende til medlidenhed, nødtørftigt forklædt som ironi. Var han spejlet eller stod han selv foran det? Præcis som Bob Dylan.

DA DYLAN havde fået nok af verden, vendte han sig en kort, hengiven overgang mod Gud, men har siden sunget om sig selv, mere eller mindre. Hans (k)ærlighedssange fra det seneste ti-år er ikke så ikoniske som hans 60’er-træffere, men han sætter meget mere på spil. De handler stadig om tiden, men nu om den tid, han har tilbage.

BRANDT ER ikke holdt op med at synge om danskerne, men siden ”Nærmest lykkelig” fra 1988 har han givet sig selv og sit mere plads. Ironien har ikke længere førsteret til sendetiden. Noget, der sagtens kan gå for at være alvor, og som lyder mistænkeligt som inderlighed, dukker med stadig hyppigere mellemrum op i hans sange. Nogen vil mene, at netop vægtningen af det personlige er et tidstypisk tegn, men Brandt er ikke navlebeskuer og egoist. Personligt mod kan bare antage mange former.

På den led er hans Dylan-plade helt i Dylans ånd. Sammen tager de bad i klarhedens hav. Uden at blive gennemsigtige.

Pressebillede fra forestillingen taget af Natascha Thiara Rydvald

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top