Eric Burdon – en overlever

Hvis der var retfærdighed til i rocken, burde Eric Burdon spise med guldbestik og bo i et palæ. Det gør den tidligere sanger i The Animals ikke. I morgen fylder han 70, og bliver ved med at synge, hvor han kan komme til det. Fordi han ikke kan lade være, men også fordi han er nødt til det.

Selv om Eric Burdon i 60’erne markerede sig som en af de mest originale sangere i den britiske rockbølge, blev han offer for gangstermanagere, entreprenante kollegaer og sin egen blåøjethed. I dag ejer han således ikke i England retten til at markedsføre sig under navnet The Animals. Den ret tilhører gruppens første trommeslager, John Steel.

Jura eller ej: Eric Burdons dybe og uslebne bluesrøst fremstod i tiden som et tiltrængt supplement til den affekterede Mick Jagger, og øvede varig indflydelse på så forskellige sangere som Bruce Springsteen og ikke mindst Peter Belli. Selv var han inspireret af John Lee Hooker og Bo Diddley.

Den lille, store sanger fra den ufashionable havneby, Newcastle, slog igennem med sine Animals med singlen ‘House Of The Rising Sun’, en traditionel sang, som Bob Dylan havde indsunget på sin debut-lp, men som Burdon havde fundet på en plade med Josh White.

Pladeselskabet EMI var ikke begejstrede. De så mere The Animals som en konkurrent til The Kinks, og fandt, at ‘House of The Rising Sun’ både var for lang og for kedelig.

Det syntes pladekøberne ikke. Og solen stod virkelig op over Burdon, som lagde stemme til nogle af periodens rockklassikere, ‘We Gotta Get Out Of This Place’, ‘Don’t Let Me Be Misunderstood’ samt ikke mindst ‘It’s My Life’. Den sidste med omkvædet »it’s my life and I’ll do what I want« blev overleveren Burdons motto.

I ‘the summer of love’ tog han til San Francisco og blev bedøvet af hippierøgelsen i en grad, så han blev der, og med en ny inkarnation af The Animals hittede han med sange som ‘San Franciscan Nights’. Da blomsterne var gået ud, samarbejdede han med den lokale funkgruppe War (med den danske mundharpespiller Lee Oskar). Pladerne blev rost dengang, men tiden har ikke været god ved dem.

Det var 70’erne og 80’erne heller ikke ved Eric Burdon. Flid skortede det ikke på, men han virkede stilforvirret, diverse gendannelser af The Animals forekom unødvendige og hans helbred havde det ikke godt. Astma, kæderygning og alkohol står ikke godt til hinanden. Den, der skriver dette, telefoninterviewede Burdon dengang. Det var ikke til at forstå, hvad han sagde.

I 1986 udgav han ikke desto mindre selvbiografien I used to be an Animal but I’m all right now, hvor han hverken skånede sig selv eller sine eks-venner.

I 2004 udkom My secret life, Burdons første album med nye indspilninger i 16 år. Han virkede igen i fin form. Det blev to år senere fulgt op af Soul of a man. En af pladens bedste og mest selvbiografiske sange havde også en titel, der kunne være en dobbelttydig overskrift til Eric Burdons liv og karriere: ‘Never give up the blues’.

Illustration: Udsnit af forsiden til albummet My secret life. Foto: Jörg Kyas.