George in memoriam

George in memoriam

6 Comments

George Harrison valgte den forkerte gruppe at blive sangskriver i. I enhver anden sammenhæng ville melodier som ’Here Comes The Sun’, ’Something’, og
‘While My Guitar Gently Weeps’ have kvalificeret til udødelighed.
Nu blev de mere eller mindre ‘bare’ brugt som eksempel på, at The Beatles skam var andet og mere end Lennon-McCartney,
så George var ikke den, der var mest ked af det, da Paul i april 1970 overhalede John indenom og annoncerede sin afgang til fordel for en solokarriere.
Sådan en havde han også længe tænkt på at få.

George havde, når alt kom til alt, været den, der havde advokeret mest vedvarende for, at de skulle ophøre med at give koncerter for døve, som han engang kommenterede de beatlemanierede tilskuere. Allerede i slutningen af 1964 følte han, at nyhedsværdien ved at være populær havde fortaget sig, fortæller han i sin biografi I Me Mine.

George var ikke kommet med i The Quarry Men for at blive populær, men for at kunne spille lidt mere fast med sin lidt ældre skolekammerat, Paul, og for at dygtiggøre sig. John havde nu ikke hørt den manglende dygtighed som et problem, da han i 1958 på førstesalen af en en halvtom dobbeltdækkerbus på vej til Penny Lane blev præsenteret for en klejn knægt med teddyboy-vandfald i håret. George spillede nemlig om muligt bedre end Paul. Harrison anbefalede sig selv med en gennemspilning af ’Raunchy’, et obskurt amerikansk instrumentalhit, som guitaristen Duane Eddy noget senere brugte til at fintune sin stil som Mr. Twang. Det, der bekymrede John, var Georges alder. John legede ikke med de små. Han mobbede dem.

En aldersforskel på tre år virker latterlig her, hvor George i morgen ville være fyldt 70, men den er meget i den alder, men Georges kompetence kompenserede for det. Og han blev Benjamin i bandet; en position han siden, forgæves, prøvede at komme fri af.

Det nye bandmedlem var, lige som Ringo, ud af noget fattigere kår end Paul og John. Den hjertevarme familie var romersk-katolsk, af irsk afstamning som mange i Liverpool. Georges far var buschauffør, moderen stod i butik og der var tre sønner og en datter at mætte hjemme. George var, som John, ret umulig i skolen, selv om han stred sig til en plads på samme grammar school som Paul, The Liverpool Institute. Han huskede siden skoletiden som den værste i sit liv: »De prøvede at forme alle til små rækker af karameller.« I hans karakterbog skrev en lærer om hans indsats: »Jeg kan ikke sige noget om hans arbejde, for han har ikke lavet noget.« Umulig, men ikke dum, bare utålmodig, så der var en vis logik i, at hans fars fremtidsdrøm for sine drenge var, at de skulle åbne et familieejet værksted. Harry skulle være mekaniker, Pete svejser og lille George elektriker. Det gjaldt om at kunne et håndværk. Og for at imødekomme sin far bare lidt, fandt George efter endt skolegang faktisk en lærlingeplads. Den var et godt værn mod arbejdsløsheden, syntes hans far.

Mod den havde George fundet et hemmeligt våben. Guitaren. Fra et åbent vindue havde han en dag hørt Elvis i radioen synge ’Heartbreak Hotel’ og da skifflebølgen brød løs, ville han også ride med på den. Han kaldte sit første band, en skifflegruppe, The Rebels. Navnet på bandet harmonerede med Georges selvopfattelse på den tid beretter den guitarspillende skolekammerat, Colin Manley, i Bob Spitz’ bog om The Beatles. Om Harrisons ildhu på instrumentet siger Manley: »Han vidste, hvordan han skulle farve et riff. Det var noget, ingen af os andre overhovedet havde overvejet at gøre før. Det var anderledes, så opfindsomt og så seriøst. De fleste af os ønskede bare at kunne spille på instrumentet, men George var ude på at erobre det … George studerede guitar på samme måde som andre ville studere en videnskabelig teori.«

Ind i The Beatles bragte han en øget bevidsthed om, at musik også er kunnen, ikke kun udtryk. Paul bød denne attitude velkommen. John var mere tvivlrådig. Hans idol, Elvis, kunne jo ikke spille guitar til andet end husbehov, men han forstod da at trykke den af alligevel, ikke? Omvendt var det jo Johns band, så han blev hurtigt klar over, at han måtte dygtiggøre sig, hvis han skulle fastholde den position. George har senere givet udtryk for, at han i starten tog den meget dominerende John fra oven og ned: »I just thought he was O.K.«

Ifølge Spitz var det noget mere end det. Til ham fortæller klassekammeraten Arthur Kelly, at »George idoliserede John lige fra starten. Det gjorde vi alle.« Selv har John sagt: »Jeg kunne ikke tage ham, da han først dukkede op. Han plejede at hænge i mine haser som en skide unge hele tiden… det tog mig år at tage ham ind, at begynde at betragte ham som en jævnbyrdig.« Først da de begge senere simultant begyndte at tage stoffer, blev de mere lige.

ALLE TALER ALTID om John som den rapkæftede i The Beatles. George gav ham nu ikke meget efter. Især lige efter gennembruddet føltes det nærmest, som om George skulle udjævne sin manglende anciennitet i bandet ved at råbe højt. Og være flabet. Som om verden bestod af skolelærere og uvorne elever. I den forstand er historien om, at han ikke kunne lide George Martins slips betegnende for hans måde at gebærde sig på. Over for andre. For indadtil var han indtil videre den, der føjede sig under Paul og Johns regime. Han havde dog ikke meget til overs for ret mange andre end The Beatles. Johns første kone, Cynthia, har fortalt, at det var dejligt og bemærkelsesværdigt at opleve, hvordan det stigende indtag af hash og senere langt stærkere stoffer gjorde George mindre ubehøvlet og »grim i munden.«

Mens George fandt stor tilfredsstillelse i arbejdet med musikken i The Beatles – i hvert fald i det første lange, kreative stræk, kunne han som nævnt hurtigt overskue charmen ved beatlemania. Netop derfor var han altid den, der meget nøjeregnende fulgte med i, om de nu fik de penge, de havde krav på. Selv da han blev mere rund i det og tilgivende, kunne han finde sin gamle skarphed frem, også på de andres vegne. F.eks. skrev han den indforståede ’Only A Northen Song’ som en kommentar til især Lennon-McCartneys copyright-kalamiteter med musikforlæggeren Dick James: »It doesn’t really matter what chords I play/what words I say/or time of day it is/’cause it’s only a Northern song…«

I Hunter Davies’ Beatles-bog, der kom i 1968, hvor The Beatles som band betragtet stadig blev taget for givet af andre end de værste rygtesmede i Fleet Street, kom Harrison med nogle udtalelser så åbenhjertige, at de var blevet stoppet af nutidens presserådgivere: »Hvad mig selv angår, nyder jeg ikke længere at være en beatle. Hele det Beatles-ståhej er trivielt og betydningsløst. Jeg har det op til her med alt det ’mig-os-jeg’ stof og alle de meningsløse ting, vi gør. Jeg prøver at arbejde med løsninger til de mere væsentlige aspekter af livet.« Og tilføjede: »At tænke over at være en beatle er at gå baglæns. Jeg er mere optaget af fremtiden, men det vil tage mere end et halvt år at fortælle dig præcist, hvad jeg tror på – alle hindu-teorierne, de østerlandske filosofier, reinkarnation, transcendental meditation. Det er først, når man begynder at forstå de ting, at man indser, hvor formålsløst alt det andet er.«

Første skridt i erkendelsen kom gennem det, Harrison senere kaldte »the dentist experience«. Denne første ufrivllige nærkontakt med lysergsyrediethylamid, bedre kendt som lsd, blev en bevidsthedsudvider for George. Han beskrev effekten »som en meget koncentreret udgave af den bedste ting, jeg nogensinde havde oplevet i hele mit liv. Jeg blev forelsket, ikke med noget eller nogen speciel, men med alting.« Derefter føltes skridtet fra The Beatles til Bhagavad Gita ikke langt.

Ravi Shankar sagde engang, at George for ham at se var mere indisk end mange indere. Et stykke tid før han anede, hvem Shankar var, mødte George en anden inder. Under filmoptagelserne til Help! på Bahamas var George og de andre beatler tit ude at cykle, noget filmselskabets presseafdeling ikke havde noget imod…  Mod dem kom en dag kørende »this swami guy«, som Paul husker det. På sin høflige indiske måde overrakte han dem hver en guide til hatha yoga. George så mødet som et tegn, sendt fra nogen, der var større end ham selv og nøjedes ikke med at læse bogen. »Jeg ved nu, at det var en del af et mønster,« fortæller han Hunter Davies: »Det var meningen, jeg skulle læse den nu. Det hele følger en sti, ligesom vores egen sti … John, Paul og George fandt sammen, og lidt senere Ringo … vi er alle bare små hjul i en handling, alle er en del af.«

george_harrison_1969_06_29

Harrison var den eneste i gruppen, der ikke syntes, at Østens mystik var mystisk. Nok kom han fra Liverpool, men han blev mere til rice ’n’ curry end fish ’n’ chips, og allerede tidligt gik han på opdagelse i indisk musik som andet end et klangligt krydderi. Ravi Shankar og sitarspillet kickstartede også Georges sangskrivning eller i det mindste hans ambitioner om at skrive sange, der ikke bare var pop. Dem skulle The Beatles naturligvis indspille. Det forekom dog ikke John og Paul helt så indlysende. Og et meget levedygtigt kim til utilfredshed slog rod i George.

Som han selv har sagt, så var det som om de to andre troede, de havde fortrinsret bare fordi

Readmore  
50 år med Please Please Me

50 år med Please Please Me

4 Comments

Mandag den 11. februar 1963 skete der sikkert væsentligere ting i verden end at et ukendt band ved navn The Beatles var booket ind i Studio 2 i EMI-studierne på Abbey Road fra ved ti-tiden om formiddagen, men da de kom ud igen 585 minutter og ti færdigindspillede numre senere, var det svært lige at komme i tanke om hvilke. Det er det stadig. Der er mange dage, faktisk flere og flere, hvor jeg mener, at The Beatles aldrig blev bedre end her, fastholdt i al deres vitalitet, uskyld og totale opslugthed af musikken og det, de kunne gøre ved den og omvendt.

Alene indledningen til første nummer, ’I Saw Her Standing There’, lyder som afsløringen af det hemmelige password til fremtiden: »One, two, three, fuh …« Sværere er koden ikke. Man skal investere sig selv i den, før den virker. Og det gør Paul, både med sin længselsfulde vokal og et basspil, der så tidligt i karrieren virker overlegent og udvidende. Et nummer af den slags, andre ville give halvdelen af deres karriere væk for at have skrevet.

Men der er meget mere:

Titelnummeret, som var indspillet allerede den 26. november 1962, med Johns sugende mundharpestød – en modsætning, ja, men sådan lyder det – der vræler som et orgel og en smældende blæsergruppe. Og George Martins enkle, men geniale påfund med bare at starte med omkvædet. Det har mange hitmagere og melodigrandprixdeltagere senere været ham taknemmelig for.

’Misery’ er måske ikke en af verdens største ballader, men de symbiotisk-unisone Lennon-McCartney-vokaler er unikke, og selv om vi ikke lagde mærke til det dengang, er det sjovt, hvordan John til allersidst med sine overdrevne, næsten ironiserende la-la-la-las synes at ville fortælle os, at nok er selvynk godt, men så har de heller ikke mere magt over os, de tøser.

’Love Me Do’ holder måske ikke længere helt, men den passer godt ind her i denne poesibog for drenge, der ikke er bange for at demonstrere deres drifter, men endnu ikke har så megen erfaring i at slippe dem løs. Vi er ude på Forhåbningsholms Alle snarere end Lovers Lane, men netop længslen og den skælvende porøsitet, man har i den alder, får overbevisende melodisk mæle i Pauls ’P.S. I Love You,’ hvor man ligesom på ’Please, please me’ går direkte til sagen uden forspil om jeg må sige. Samt ikke mindst ’Do You Want To Know A Secret’, som synges af George Harrison, følsomt og langtfra voksent. En hvisken i øret på hende, man endnu ikke har, men tænker sig til dag og nat. Det er blevet indvendt, at den er for sjusket udført, dårligt produceret og hvad ved jeg. Hellere en poetisk vignet end en overbroderet digt.

Seks ud af de 14 numre er skrevet af andre, hentet fra gruppens basisrepertoire, og det er på dem, deres sammenspillethed viser sig. Dette er den musikalske dividende af alle de aftener i Hamburg og The Cavern, udbetalt ved Kasse 1.

Johns fortolkning af Arthur Alexander’s ’Anna (Go To Him)’ (eksternt link) er intimiteten selv. Der er storsind og forpinthed i hans stemme, når han indirekte spørger hende, om hun nu også er så vild med at forlade ham. Han er ikke fyldt 23 og alligevel lyder han, som om han har søgt og ledt efter den eneste ene i hele sit liv: »All of my life I’ve been searching for a girl to love me like I love you…«

Endnu mere ensom og forsmået er han på ’Baby It’s You’, skrevet af Burt Bacharach, Hal David og Luther Dixon. Og lige så dagligstuenærværende synger han. Tragisk, storslået og igen alt for vidende af sin alder. En drilsk detalje er koret, hvor George og Paul synger »cheat, cheat« til Johns blødende ord om, at »you should hear what they say about you, they say, they say you never, never ever been true…«

Sangen var oprindeligt et hit for The Shirelles. Det var ’Boys’ også, igen af Luther Dixon med Wes Farrell, men med Ringo som sanger fik den en spøjs dimension. Han havde overtaget sangen fra Pete Best, som plejede at synge den. Det er Starrs første stjernestund. Der er saft og kraft i hans stemme. Han er oppe på beatet. Så meget, at man hurtigt holder op med at undre sig over, hvorfor de, bortset fra linjen »my girl says when I kiss her lips,« ikke har ændret teksten, så den passer til en mandlig forsanger. Ja, i et af omkvædene lyder det grangiveligt som om han synger »don’t you know I need boys« i stedet for forlæggets »don’t you know I mean boys.« Det høres ikke, når musikken spiller og dansegulvet er fyldt, som det altid blev, når John Lennon uden sikkerhedsnet kastede sig ud i ’Twist And Shout’, Isley Brothers-showstopperen, som han gør til sin med en stemme, der lyder, som om den kan sætte ud når som helst og at han derfor skal skynde sig at få det optimale ud af den. Det får han. Ved hjælp af halspastiller – han var svært forkølet hin dag – og de andres akkompagnement, der kun er ude på en ting: At stå last og brast med ham.

George Martin havde puslet med tanken om at lade The Beatles lp-debutere med en liveindspilning. Det gjorde han så alligevel. Bare uden publikum. Udgifterne til dagens maratonsession beløb sig til 400 pund. Og The Beatles modtog musikerforbundets tarif for deres ulejlighed. Til at begynde med.

Beatles-kalenderføreren Mark Lewisohn har om indspilningen af Please Please Me sagt, at der næppe findes “585 mere produktive minutter i historien om indspillet musik.” Han kunne have tilføjet “og mere rentable”.

Sammen med Elvis’ første lp er Please please me det bedste debutalbum nogensinde, lavet i en pause i en tandudtrækkende turne som opvarmning for Helen Shapiro. Og så ikke et ord om ’Taste of honey.’

Dagen efter var det atter hverdag. Og The Beatles stod på scenen to gange: I Azena Ballroom og Astoria Ballroom i hhv. Sheffield og Oldham. Og sådan blev det ved de følgende uger før turen med Helen Shapiro blev genoptaget den 23. februar i Mansfield.

En måned senere lød verden anderledes.

Illustration: Cover til et af flere uautoriserede forsøg på at dokumentere, hvad der faktisk blev indspillet den dag. I mange år antog man ud fra musikkens friskhed, at sangene kom i kassen som first takes. Det gjorde de ikke. F.eks. indspillede man ‘Hold Me Tight’ 13 gange, før man lagde den til side til senere brug (og genindspilning).

 

 

Readmore  

50 år med You’ve Really Got A Hold On Me

Kommentarer slået fra

Åh, alene starten: “I don’t like you, but I love you”. Det er jo sådan den også kan være – kærligheden, når den belejrer bevidstheden som en besættelse, mod bedre vidende. Og sunget af William ‘Smokey’ Robinson, så det lyder som om erkendelsen næsten er ubærlig.

I dag er det 50 år siden han sammen med The Miracles udgav singlen ‘You’ve Really Got A Hold On Me’.

Smokey var på forretningsbesøg i New York – han var som måske bekendt allerede tidligt med i ledelsen af Motown – og på radioen nonstop-spillede de Sam Cooke’s ‘Bring It On Home To Me.’ Det var inspirationen. Resten sørgede Smokey (og hans anden forsanger, Bobby Rogers), guitaristerne Edie Willis og Marv Tarplin, pianisten Joe Hunter samt Benny Benjamins trommer for hjemme i Detrot, hvor sangen blev indspillet i oktober 1962.

Sangen oprindelig b-siden til en single, hvor ‘Have A Happy Landing’ var tænkt som den melodi, der skulle forsikre, at den millionsælgende ‘Shop Around’ fra 1960 ikke havde været engangsmirakel. DJ’s på toneangivende radiostationer ville det imidlertid anderledes. De vendte simpelhen pladen om, og ‘You’ve Really Got A Hold On Me’ endte som nr. 8 på Hot 100 og som nr. 1 på Billboard’s R&B-singleliste samme vinter.

Efter nytår 1963 fik en lovende ung Liverpool-gruppe fat på singlen som specialimport, og begyndte at spille sangen ved sine stadig flere koncerter. Den 18. juli samme år gik The Beatles i studiet med den. John var forsangeren, og indspilningen var en af de fire coverversioner på albummet With The Beatles, som gruppen gjorde til sine egne og som samtidig tjente som plakatsøjle for sort popmusik.

På den plakat står Smokey Robinson med nogle af de største typer.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  

Beatles for alle – nu på tv

1 Comment

Musikformidling på tv burde være noget af det naturligste for DR. Sådan er det desværre langt fra. Og med formidling mener jeg her programmer, hvor man ikke kun hører og ser musikken, men bliver gjort klogere på den uden at føle, at man bagefter skal til eksamen i det, man har oplevet.

Forstå mig ret: Der er bestemt ikke noget galt i ’bare’ at spille musikken. Et af de mest sejlivede eksempler er den føljeton, der under navnet ’Dagens sang’ kører på DR K, hvor man præsenterer en gammel dansk sang i et nutidigt filmisk regi.

Kritikere vil givet føle kulturarven besudlet af al den vaseline på kameraet, men hvorfor skal DR Pigekoret nøjes med at lyde godt? Og det er faktisk fornyende for en sang som ’Sangen om Larsen’ at blive formidlet af et kor, der stramt koreograferet som rytmiske mappedyr opfører den på en af DR Byens rulletrapper.

Men om sangens tilblivelse og (kultur)historie får man ikke noget at vide.

Det gør man til gengæld i miniserien, ’Beatles forever’, som netop er startet på DR K i anledning af 50 års jubilæet for deres første singleudgivelse (i England). Her tegner og fortæller Beatles-eksperten, musikeren Per Wium, om nogle af hemmelighederne bag Beatles-lyden. Modelleret efter hans eksemplariske manual over emnet, Beatles for alle.

Billedsiden er lavbudgetteret – selvstændige producenter som Ulrik Holmstrup forgyldes ikke, når de sælger produkter til f.eks. DR – men i en sollys karnap lykkes det faktisk ikke alene at få levendegjort, men også at få kastet nyt lys over de sange, der med Wiums ord er så karakteristiske, at vi genkender dem efter få sekunder.

Han beretter nærværende og med lektoralt lune hvorfor, og i det første program, om ’Love Me Do’, bestod hemmeligheden af parallelle kvarter og kvinter, den dobbelte lead-vokal og dèt at Lennon-McCartney ikke anede, at de brød musikalske regler. De fulgte bare deres intuition. Resultatet blev som bekendt musik, der satte en ny, aldrig overgået standard.

Det bliver man frydefuldt mindet om af Per Wiums to gæster, sangeren Karoline Gro Budtz (billedet – pr-foto) og den i al underspillethed fremragende guitarist, Søren Bødler Madsen. Til daglig nytolker de i deres duo Beatles-kataloget begavet.

I DR K-serien spiller de ’bare’ sangene. Om ’Love Me Do’ sagde Wium, at det er en af de sange, hvor teksten fylder meget lidt, når man skriver den ud. Den skal høres. Så kan en god sanger forlænge sangen til en evighed. Det kunne Karoline Gro Budtz. Hun lyder som grunden til, at Lennon-McCartney skrev ’Love Me Do’.

I aften får hun ’Blackbird’ til at flyve.

Beatles forever, DR K hverdage kl. 19.50

Foto: Lars Schou/DR ©

Seriens afsnit vil løbende kunne ses på www.dr.dk

Denne anmeldelse kan også læses i dagens trykte udgave af Politiken.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

50 år med Love me do

Kommentarer slået fra

Tirsdag den 4. september 1962 fløj The Beatles med deres nye trommeslager ned til London. Alene transportmåden var et signal om, at nu ville Brian Epstein have forrentet sin investering. Nu skulle det være. Og ved 14-tiden var det sandhedens time i Abbey Road-studierne. George Martin havde en sang klar som deres nye single. Beatlerne kunne ikke genkende sig selv i ’How Do You Do It’. Den lød lidt for meget som Cliff Richard, men de indspillede den pligtskyldigt efter først at have omarrangeret den.

’Love Me Do’ og ’Please Please Me’ var et par af de andre sange, de forsøgte sig med, inden Martin inviterede dem ud at spise, før de vendte tilbage for fornyede forsøg med ’How Do You Do It’ (YouTube-link) og, skriver Mark Lewisohn i The complete Beatles chronicle, hen ved femten takes af ’Love Me Do’. Det stod for Martin klart, at Ringo Starr var bedre end Pete Best, som han jo i juni havde hørt i en langsommere og længere version af ’Love Me Do’, men så meget bedre var han heller ikke. Ringo havde en tendens til at hænge. Han tabte tempo.

For at være på den sikre side – ikke af musikalske, men af økonomiske grunde – hyrede Martin derfor den rutinerede studiemusiker Andy White til den 11. september, hvor debutsinglen skulle i hus, hvis den skulle nå ud under julesalget. Han fortalte ikke The Beatles, at de den dag ville få et midlertidigt medlem. Til gengæld fortalte de ham inden da, at det der med ’How Do You Do It’ kunne han godt glemme. De sagde det ikke på den måde. Dertil var respekten for stor og de var for unge, men Martins instinkt og erfaring sagde ham, at det ikke nyttede at gennemtrumfe noget, så Gerry & The Pacemakers endte med at få deres første hitlistetopper med den sang, i øvrigt i Beatles-arrangementet. Så den blev da i Liverpool, som Paul senere konstaterede.

Ringo blev til sin store fortrydelse forvist fra trommesættet og betjente maracas og tamburin, da The Beatles indspillede det, der var ment som den definitive version af ’Love Me Do’.

Ian McDonald ser sangen som ”standing out like a bare brick wall in a suburban sitting-room”.

Sangen havde Paul skrevet det meste af tilbage i 1958. Senere mente han generøst, at Lennon havde skrevet halvdelen. Det mente Lennon nu kun, når royaltyafregningerne kom ind.

Hvor om alting: Sangen havde Everly Brothers som forbillede, både melodisk og i den tostemmige forsang, men besad også et svagt countrykrydret blues-præg, forstærket af Johns mundharpe. The Beatles havde i sommeren 1962 ved en koncert i New Brighton været opvarmning for amerikaneren Bruce Channel. Han havde da et mindre hit med ’Hey Baby’, hvor mundharpen spillede en hovedrolle. I omklædningsrummet gav Channels mundharpist, Delbert McClinton, nybegynderen Lennon nogle fif. Han var en god elev.

’Love Me Do’ var derimod ikke en sang, hvor trommerne spillede den store rolle, så bagklogt er det ikke til at forstå, hvorfor Martin investerede så meget energi i den side af instrumenteringen. Det fortæller på den anden side en del om, hvor usikker han var over at betræde nye musikalske områder (og hvor nervøs han var for udgiftsoverskridelser). Derfor selerne og livremmen. Ironisk nok, og måske af mentalhygiejniske grunde, endte Ringos udgave af ’Love Me Do’ med at kunne høres på de første optryk af det, der blev bandets første single, med ’P.S. I love you’ som b-side – ved senere genudgivelser og på debutalbummet er det dog Andy White, der spiller. Med Ringo på tamburin.

Nu skulle der gøres noget ved salget af ’Love Me Do’, der udkom på single i Storbritannien den 5. oktober.

Her var det ret handy, at Brian Epstein jo selv rådede over en mindre nordengelsk butikskæde. Nogle hævder, at han købte i nærheden af titusind eksemplarer af singlen. Det er nok lige i overkanten, men givet er det, at pladen altid var til at få i NEMS. Sydpå var det sværere at skaffe sig ørenlyd. Det efterår skulle The Beatles konkurrere med ’Sheila’ med Tommy Roe, Little Eva’s ’Locomotion’, skrevet af Carole King, hvis egen ’It Might As Well Rain Until September’ tegnede til at blive et pænt hit, Four Seasons’ falsetpophymne ’Sherry’ og ’Let’s Dance’ med Chris Montez plus den faste garde med Cliff og Elvis, hvis ’Return To Sender’ bliver årets storsælger.

Radioen var dengang nøglen til success, men ikke mange pladevendere faldt for The Beatles. »Amatøragtige« lød en af kommentarerne, når EMI’s sang-pluggere kom ud og præsenterede singlen. Langsomt, men sikkert krøb den dog op ad listen, og nåede sin højeste placering som nr. 17 – to år senere blev ’Love Me Do’ nr. 1 i USA og i 1982 hittede den igen i England, nu på en fjerdeplads.

‘Love me do’ er ikke i sig selv en stor sang, faktisk lidt af et småbanalt øvelsesstykke, men dens symbolværdi kan ikke overvurderes. Som McCartney senere sagde: “In Hamburg we clicked. At the Cavern we clicked. But if you want to know when we ‘knew’ we’d arrived, it was getting in the charts with Love Me Do. That was the one. It gave us somewhere to go.”

Så det gjorde de! Og tog os andre med. Det var jo selve lyden af de svimlende kaotiske følelser, der både gjorde det uudholdeligt og muligt at leve.

Okotober og november 1962 vil dog gå over i historien som andet end de måneder, hvor The Beatles for første gang blev hitlisteplaceret. Cuba-krisen fik en hel verden til at holde vejret, en atomkrig mellem stormagterne USA og Sovjetunionen var i en kort, højintens tid en realistisk risiko, efter at et amerikansk spionfly havde afsløret raketramper på Cuba. Russerne forsikrede, at der ikke var tale om offensive våben, men amerikanerne var ikke begejstrede for at have en tidsindstillet trussel parkeret i deres egen baghave, og krævede ramperne fjernet.

Sovjet nægtede, ministerpræsident Khrusjtjov bankede sin sko i bordet ved FN’s generalforsamling, men USA iværksatte en blokade og erklærede, at alle skibe på vej mod Cuba med raketter ville blive opbragt. Tilslut tabte russerne nervekrigen og bøjede sig. Love me do, indeed.

Beatles-eksperten og musikeren Per Wium (og sangeren Jacob Speake) markerer i november jubilæet ved en række koncertforedrag. Se her.

FØLG MIG OGSÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Roger McGuinn fylder 70

3 Comments

I 1963 introducerede Peter, Paul and Mary med lydefrie udlægninger af ‘Blowing In The Wind’ og ‘Don’t Think Twice It’s Allright’ den ukendte Dylan til et mainstreampublikum. Det var dog The Byrds’ hitlistetoppende elektrificering af ‘Mr. Tambourine Man’, som i 1965 gjorde ikke bare rockfolket, men i høj grad også Dylan selv opmærksom på potentialet i hans sange.

»Vi spillede vores versioner for ham, og mange af dem kunne han ikke genkende,« har Byrds-sangeren og stifteren, Roger McGuinn, senere fortalt. I morgen fylder han 70.

McGuinn, søn af journalistforældre, var flyttet til Los Angeles fra Chicago. Han var selv rundet af folkemusikken, kunne sin banjo til mere end husbehov og havde spillet med bl.a. Chad Mitchell Trioen og en kort tid med Bobby Darin. Da McGuinn hørte Dylan trakteret af Peter, Paul & Mary følte han, at folkemusikken var ved at blive »indpakket i cellofan«.

I 1964 var han i biffen med sit ensemble, The Jet Set. De så A Hard Day’s Night og gik bagover; også over pigernes reaktion, som satte tanker og drømme igang. Få dage senere ekviperede McGuinn sin gruppe med kortskaftede støvler og de samme instrumenter, The Beatles betjente i filmen. Den såkaldte jingle-jangle-lyd fra den store, i virkeligheden ret uhåndterlige, 12-strengede Rickenbacker-guitar, blev hans signatur.

Før de kaldte sig The Byrds, havde de indspillet ‘Mr. Tambourine Man’ i en version, der ikke indikerede, hvad der var i vente. Det kunne man derimod ikke undgå at høre, da en ny version af samme sang – hvor alle instrumenter undtagen McGuinns guitar var indspillet af sessionmusikerne i The Wrecking Crew – udsendtes som singleforløber til et debutalbum, der rummede hele fire Dylan-sange.

Musikken med dens sprøde vokalharmonier og karakteristiske komprimerede guitarlyd sat op mod en enkelt tamburin igangsatte en modbølge, der pudsigt nok også påvirkede The Beatles og ikke mindst den anden store Liverpool-gruppe, The Searchers. The Byrds’ første håndfuld plader blev fødselshjælpere for folkrock-genren. Og fortæller stadig bedre end mange ord, hvorfor vi dengang talte om rockens tre store b’er – Beatles, Beach Boys og Byrds.

Musikkens originalitet blev matchet af, at gruppen bestod af alt andet end konfliktsky enere. McGuinn var ikke så mild i mælet, når han ikke sang. Først forlod den introverte Gene Clark gruppen, og i ’the summer of love’, 1967, blev David Crosby smidt ud. Året før havde The Byrds indspillet sangen ‘Eight Miles High’, hvor de syreguitaristiske John Coltrane-fraseringer og inspirationen fra indisk musik overbeviste en ny gruppe ved navn Pink Floyd om, at de var på vej ad en farbar vej. Tidligere havde McGuinn lært George Harrison, hvad der var op og ned på en sitar. Og på en chillum.

McGuinn vendte i 1968, med hjælp fra vidunderbarnet Gram Parsons, tilbage til udgangspunktet på Sweetheart of the Rodeo; det album definerede endnu en ny genre, countryrocken, som selv Rolling Stones lod sig forny af. McGuinn havde da, efter en kortvarig flirt med en eksotisk trosretning, skiftet fornavn fra Jim til Roger.

Som sådan solodebuterede han i 1974 med Peace On To You, efter at The Byrds havarerede. I 1975 deltog han i Dylans forsinkede weekendkaravane, Rolling Thunder Revue, men selv om kritikerne kunne lide hans plader, forsøgte han sidst i 70’erne med de oprindelige Byrds-medlemmer, Gene Clark og Chris Hillman, at genvinde momentum. Det lykkedes ikke. Der var stadig mere had end kærlighed blandt de gamle hippier.

I 1991 kom The Byrds med i rockens Hall of Fame, men trods et respektabelt comeback med albummet Back to Rio var McGuinn på vej tilbage til sine rødder i den musikalske muldjord.

Via det spirende internet påbegyndte han i 1995 genindspilninger af amerikansk folkemusik. Hver måned lagde han en ny sang op på sit site. Han fik en Grammy for sin pionerindsats. Og The Folk Den Project kom som bokssæt i 2005 og han fortsætter indspilningerne, som står som et monument over den uramerikanske musik, der forekommer ham forrådt af den kommercialisme, som ironisk nok blev næret af den succes, der blev ham selv og The Byrds til del.

Roger McGuinn har betalt gælden tilbage, så det vil være urimeligt at mene, at han skylder nogen noget. Snarere tværtimod.

Dette er indlæg nr. 1000 siden Midt i en beattid satte stikket i i november 2009. Tak for den fortsatte og stigende interesse.

PR-foto: John Chiasson @ 2004

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

McCartney: 70 og evergreen

2 Comments

Paul McCartney, som nu runder de 70, er ikke den, der bærer nag nu om dage. Han omtaler altid John Lennon med vemod, kærlighed og respekt. Måske er det alderen, måske er det fordi det er sådan, han helst vil have det skal blive ved med at blive husket, deres nu næsten mytologiske samarbejde.

»Jeg var meget heldig,« fortalte han f.eks. Q Magazine så sent som i 2010: »Jeg havde den ultimative samarbejdspartner i John og omvendt. Der skete noget særligt, når John og jeg satte os sammen for at skrive, to kammersjukker siddende over for hinanden, mens vi gjorde det, vi nu gjorde. Det var magisk. Jeg tror ikke, mange opnår det bare èn gang i livet, og jeg er ret sikker på, at ingen opnår det to gange,« sagde han som svar på, om ikke han af og til savner en at skrive sange sammen med. Og så er sandheden vel den, at de relativt kort tid inde i karrieren holdt op med at komponere helt så tæt sammen, ’I Want To Hold Your Hand’ var en kulmination, men de blev ved med at bruge hinanden, indtil de havde brugt hinanden op.

Og det havde de et godt stykke tid før, de fandt hver deres nye livsledsager. På Help! havde Paul sunget om at have fundet ’Another Girl’. Da han og John så faktisk gjorde det, viste det sig at være mindre simpelt end en popsang. Men Yoko Ono og i mindre grad Linda Eastman var bare katalysatorer i en proces, der måtte ende som den gjorde.

Beatles-forfatteren Ian McDonald mener, at grunden til, at det gik som det gjorde, var, at Paul var optimist, mens John var pessimist. Måske. Man kan også sige, at den senere fredsevangelist, John, længe var ligeglad med verden, mens Paul var glad for omverdenen. Han sugede til sig, bildte sig ikke ind, at han kunne forstå det hele, men fik en kulturel vækkelse, da han midt i tresserne blev kæreste med den 17-årige skuespiller Jane Asher, som kom fra et kulturelt nysgerrigt hjem. Paul fra kommunens ejendomme med den tykke Liverpool-dialekt, men de pæne manerer og det pæne smil, var bedåret, både af hendes rødhårede skønhed og hendes familie, der i dannelsesgrad var så ulig hans egen. Der var noget at lære, og noget at vinde.

Social status spiller ofte en rolle, når man kommer fra et hjem så småt, at der er ikke plads til at vende sig, uden at ens dagdrømme støder ind i en væg. Pauls aleneforælder, den musikglade, men hørehæmmede eks-musiker Jim, kendte selv til udlængsel og sociale ambitioner, og støttede sine to drenge Paul og Michael, men faderen kunne ikke lære dem om en verden, han ikke selv kendte. Det måtte de selv gøre. Og Paul var lærenem. Blandt andet fordi han havde et meget vindende væsen. Han kunne smigre uden at sleske. Og var aldrig, i modsætning til John, i tvivl om sit værd. Ikke nogen dårlig arv at have fået med hjemmefra.

Paul havde ingen alvorlige kvababbelser ved at blive tiljublet som en beatle. Det var selvfølgelig træls, at pigerne ved koncerterne skreg så meget, at man ikke kunne høre, hvad man selv tænkte endsige spillede, men grundlæggende nød han det, så det ikke var til at overse for dem nede i salen.

Paul nød også at blive bedre og bedre i pladestudiet, hvor han også fandt ud af, at han var god til at få folk til at gøre som han ville. Han erstattede lidt lykke og lidt held med lidt charme og lidt list.

Og når det ikke var nok, kørte han henover folk med et smil, der ikke altid nåede øjnene. The Beatles skulle jo holdes i gang, og han, Paul, var igangsætteren.

Han var også den, der hele tiden holdt fast i, at de ikke skulle blive forudsigelige. Hverken i den ene eller den anden retning. Han var med til at punktere de største luftkasteller, men var også den, der selv yndede at bygge dem. Og midt i det hele, når prætentionerne trængte til en pause, så kreativiteten igen kunne indfinde sig, kunne han finde på at tage en timeout. Som f.eks. den 6. december 1966, året efter at han og især John og George havde fået smag for både lsd og marihuana. De var i Abbey Road og arbejdede på to vidt forskellige (og alligevel ens) sange: ’Strawberry Fields Forever’ og ’Penny Lane’. For mange essensen af forskellen på John og Paul. Under et break i alt det sjove, men også vældigt seriøse trak Paul ud af Hofner-bassen en sang, de andre svagt kunne huske som en, de havde spillet på klaveret nærmest som pausesignal, når deres lydanlæg gik i stykker i gamle dage i The Cavern.

McCartney havde skrevet den, da han var 15 eller 16, kilderne er uenige, og siden satte han tekst på, da hans far fyldte 64 i 1966. Den kunne de da godt lige løbe igennem. Den blev færdig i løbet af fire indspilningsdage, og midtvejs skrev George Martin et arrangement for tre klarinetter, så sangen til slut fremstod som noget, der kunne være blevet spillet på Titanic eller i Wivex i Tivoli i de brølende tyvere. Det var vaudeville og camp fra mellemkrigstidens uforstyrrede England, og på toppen af fornemmelsen af ikke særlig fjern fortid lå så Paul McCartneys stemme, som var drejet en tone højere ved at man havde forøget båndhastigheden. En Giro 413-klassiker var født: »When I get older, losing my hair/many years from now/will you still be sending me a valentine/birthday greetings, bottle of wine?« Og så de mildt sarkastiske linjer, som viste, at sangen vist ikke helt er ment, som det synges: »will you still need me/will you still feed me/when I’m sixty-four…« Man kan for evigt diskutere, hvordan Sgt. Pepper ville have lydt, hvis ikke ’When I’m Sixty-Four’ var kommet lige efter den højstemte ’Within You Without You’. Det havde klart være en tungere, ikke slet så eventyrlysten omgang, og slet ikke en plade, der i samme grad præsenterede alle farver på den musikalske palet og alligevel for mange formede sig til eet billede. Det var McCartneys fortjeneste, og så kan kritikerne komme og sige, hvad de vil, inklusive den, der skriver dette.

John Lennon sagde om ’When I’m Sixty Four’, at »den sang kunne jeg end ikke have drømt om at skrive« og kaldte det i det hele taget »granny music«, når Paul kom med den slags melodunter, der jo i pinlig grad var med til at minde de nye verdenserobrere om, at de kom fra provinsen. Ringo Starr, som året før med blandede følelser havde fået ’Yellow Submarine’ i tvivlsom evighedsgave, skulle vist nok oprindeligt have sunget ’When I’m Sixty Four,’ men man må lade McCartney, at han altid har stået ved sin spraglede smag, der, som en kritiker har formuleret det, altid har været »en indre kamp mellem kliche og geni.« I den røgelsestunge atmosfære af hippie-selvovervurdering, som herskede også i Abbey Road, forekommer det mig, at det krævede mere mod – og selvtillid – at introducere en sang som ’When I’m Sixty-Four’ end bare at lægge sig i lemmingstrømmen af tidens modernistmedløbere. Den sang var med til at gøre Sgt. Pepper til mere end et periodestykke. Og så handlede den endda slet ikke om tiden. Eller det vil sige, det gjorde den jo på sin egen bagvendte måde, for var der noget, vi dengang ikke turde sige højt så var det, at ungdommen ikke ville vare evigt. Alderdom var tabu. Eller som digteren Iwan Malinovski skrev året efter: »Verden er blevet for gammel. Den lugter af lig. I har ret, alle over tredive er livsfarlige …« Ham havde Paul nok ikke læst, men han havde læst så meget andet, mens John sad derhjemme og stenede.

I 1965 HAVDE Barry Miles, John Dunbar og Janes bror, Peter, åbnet en lille boghandel, The Indica. Paul var den første kunde. Han købte bøger som Ed Sanders digte og Gandhis tanker om ikke-vold. Som Barry Miles husker det i Q, så havde Paul antennerne ude. »Den ene dag gik han til et vaudevilleshow, den næste en eller anden popsanger og så John Cage-eleven Cornelius Cardew, som sad og slog på et klaverben. Jane introducerede ham for tidens eksperimenterende filminstruktører som f.eks. Antonioni. Paul mødte mange af dem, når de kom til byen.« Sådan et hjem havde Asher-familien. Der var åbent hus og nye input var velkomne. Det samme sagde hendes forlovede også i de år. Fra båndeksperimenter (Luciano Berio) til digtoplæsninger (Allen Ginsberg), fra billedkunst (Warhol og Magritte) til opera (Benjamin Britten). »Jeg havde,« husker McCartney i samme nummer af Q, »tid til at give mig selv tid til at åbne mig for den slags, som havde fascineret mig fra jeg var en stor teenager. Det var på den anden side velafbalanceret med den mere klassiske substans i The Beatles, og det var rart, at det kunne sive ind i The Beatles på den måde, det nu gjorde.«

»Det var lidt mærkeligt,« fortsætter han, »for på samme tid var jeg kendt som the cute beatle… John var den kyniske, the wise beatle, den intellektuelle. I virkeligheden var det vildt meget helt omvendt. Jeg husker, når John kom ind fra landet i sin Rolls Royce (med chauffør) og sagde: ’Gud, mand, jeg misunder dig virkelig.’ Han måtte frigøre sig og det var jo, hvad han gjorde. Senere.«

Midt i al denne berusende frisætning følte Paul McCartney som den eneste også et stort ansvar for The Beatles. Selv om han uden tvivl kørte de andre hårdt og kunne være så bedrevidende, at både George og Ringo kortvarigt blev eks-beatler, mens John bare fortabte sig i lsd, reagerede Paul altid på vegne af The Beatles. Ikke for sin egen skyld. Det var ham, der uden at have erhvervserfaringen til det prøvede at redde, hvad reddes kunne, da Apple-drømmen brast. John var et andet sted i sit hoved, Ringo besad ikke noget ønske om at tage ansvar for andre end sig selv og George var så ’peace, love and understanding’, at han i december 1968 havde inviteret nogle californiske Hell’s Angels til at kigge forbi Apple. Som han skrev i sit memo til personalet: »De kan se ud, som om de vil gøre jer ondt, men de er helt i orden og gør gode ting, gør dem ikke bange eller stressede. Prøv at hjælpe dem.« Gæt hvem der endte med at blive bange, da de rygmærkede gæster plyndrede køkkenet? Intet under at Paul somme tider følte, at han var den eneste i The Beatles, der ville The Beatles.

Det var også ham, der på et kritisk punkt i Let it be-processen over for de andre (og Yoko) opridsede, hvor bandet stod netop da: »Jeg mener, at vi har været meget negative siden hr. Epstein døde … det er derfor, vi alle efter tur har været lede og kede af gruppen. Det er lidt en skam. Det er lidt ligesom at vokse op – på et tidspunkt i livet forlader ens far en og så står man på egne ben. Som I ved, så er Far nu væk. Jeg synes, at vi enten skal gå hjem eller komme videre. Vi behøver disciplin. Hr. Epstein, han sagde ’på med habitterne’ og det gjorde vi så. Selv om vi altid bekæmpede den disciplin en smule. Nu om dage er det vores eget ansvar, og vi gør så lidt som muligt, men min holdning er, at det kræver lidt mere, hvis vi skal fortsætte med det her.« Georges svar viste Paul, hvad han var oppe imod: »Okay, hvis det er, hvad det indebærer at komme videre, så ønsker jeg ikke at gøre noget.«

Pointen er, at uden Pauls udholdenhed var bandet ikke nået frem til Abbey Road, altså albummet. »Vi kom ud af en tunnel,« har han for nylig sagt om dengang. »En sang som ’Here Comes The Sun’ var bogstaveligt talt, hvordan George følte det: ’it’s been a long cold lonely winter’. Vi havde været gennem dårlige tider og lettelsen over bare at finde sammen igen og gøre det, vi kendte til og ikke stille for mange spørgsmål, var lidt af en glæde.«

Alligevel var det bedste, der nogensinde er sket for Paul McCartney, at han i 1970 forlod The Beatles – som om The Beatles ikke for længst havde forladt sig selv. Måden, han gjorde det på, var lidt uelegant, men situationen var tilspidset, så han tyede som så ofte før til realpolitikken, for John havde jo heller aldrig ligefrem tilhørt det diplomatiske korps. Der var noget ’jeg-skal-vise-dig-skal-jeg’ over handlingen.

Intet er sværere at aflive end fordomme, og de trådte storskrydende frem, da Pauls soloalbum kom på gaden. Musikken var unplugged, før nogen kaldte det sådan, og virkede halvfærdig trods den ekstatiske videreførelse af ’Let It Be’, som han kaldte ’Maybe I’m Amazed’. Og i en tid, hvor kollektivet stadig var en skattet samværsform, var det direkte provokerende med en plade, der var privat – ingen sagde et ord om Lennon, der lige havde fået lp-udgivet en nyforelsket nats eksperimenter på en båndoptager. McCartney blev brugt som det uigendrivelige bevis på, at Paul var et musikalsk bløddyr modsat den rå rocker, John Lennon. John var avantgardist. Paul var en poppedreng. Dette vrangbillede tog Paul med sig ind i solokarrieren som et åg, der længe plagede ham og fik ham til hele tiden at ville retfærdiggøre sig selv. Ydermere kunne han ikke bare nøjes med at være solist. Han skulle også have sin kone med. Ikke at John ikke havde det, men hun var jo kunstner, ikke? Linda var bare … Linda. Da han i 1971 dristede sig til at danne Wings, betragtede mange Fab Four-fans det som en besudling af mindet om The Beatles. Og for at føje skade til spot sad hun naturligvis med ved elklaveret og sang kor. Bandets første koncerter fandt sted i universitetskantiner, kulturhuse og småklubber i den samme uannoncerede anonymitet, han tidligere forgæves havde foreslået The Beatles som en måde at komme tilbage til koncertscenerne på. Ved en af disse første koncerter med Wings knasede hans mikrofon konstant. Paul fortalte tilskuerne, at mikrofonen lige skulle skiftes til en, der duede. Nede fra salen lød det: »Så giv for fanden den gamle til din kone…«

WINGS VAR lidt længe om at lette. Da de omsider gjorde det, foregik det, af alle steder, fra Lagos. Forinden var gået fire plader med stigende succes, Red Rose Speedway blev nummer et i USA i foråret 1973. De hittede bare ikke hos anmelderne, der havde svært ved at tage beatles-hørebrillerne af. Siden har en række genudgivelser til en vis grad rehabiliteret ham og hans tidligere post-Beatles-plader. Senest RAM, som jeg vender tilbage til her på bloggen.

Paul McCartney havde, som superstjerner nu engang har for vane, fået den eksentriske idé at indspille de nye sange i de varme lande. Nærmere bestemt EMI’s pladestudie i Nigerias hovedstad. Umiddelbart inden afrejsen skrumpede Wings ind til en trio, da guitaristen og trommeslageren smækkede med døren – McCartney har efter The Beatles ikke haft ry for som boss at praktisere medbestemmelse. Som om stækningen af Wings ikke var nok, havde nogen glemt at fortælle ham, at Nigeria var et militærdiktatur med udgangsforbud og kriminelle gadebander, og at studiet i Lagos lignede det, det var – et indspilningsteknologisk u-land, der næsten fik ham til at længes efter Apple-fusentasten Magic Alex.

Det forhindrer ikke Band On The Run i at være elementært rockmedrivende, hvad enten der strækkes ud på ’Jet’ og ’Helen Wheels’ eller sjæles på McCartney-patenterede ballader som ’No Words’ og ’Bluebird’ samt den malerisk instrumenterede ’Picasso’s Last Words’. Og nok så afgørende: Det sødladne, der altid lurer hos McCartney, er erstattet af en forelsket sødme, der sammen med en rytmisk fremadrettethed gør dette til McCartneys gyldne øjeblik i en karriere af gyldne øjeblikke. Band On The Run blev hans helt egen Abbey Road, hvor fragmenter ophøjes til hele sange, hvor breaks og stemningsskift falder helt naturligt, og hvor han brillerer både som trommeslager (en virtuos udgave af Ringo) og som leadguitarist (den plade må de have hørt meget i et band som 10cc og den må have fået George til at tænke sit) af den slags, der både er til seje riffs og melodisk rundhed.

Selv om titelsangen må være skrevet i samme åndedrag som McCartneys James Bond-tema ’Live And Let Die’ er det fortsat et nummer, der dels aftvinger respekt alene i sin opbygning, og dels på fem minutter når længere rundt end de fleste gør på et helt album. Alene overgangen fra introen til omkvædet, som i virkeligheden er en hel sang … Hvad den handler om? Jeg ved det ikke helt. Noget med nogen, der flygter fra presset, hverdagen, virkeligheden. Det er ikke pointen. Pointen er popmusik, hvor høj sværhedsgrad ikke står i vejen for umiddelbarhed.

Albummet var Pauls måde at sætte kritikerne på plads på. Han kunne dog ikke gennem resten af tiåret holde musikalsk momentum. Da Back to the egg udkom i 1979 opsummerede Rolling Stone hans seneste plader med ordene: »Denne eks-beatle har udlånt sine i sandhed formidable talenter som sanger, sangskriver, musiker og producer til nogle af de mest slappe og dovne plader i rockens historie.« Og ramte dermed ned i et af problemerne med og for Paul: Han har skrevet broderparten af de bedste kapitler i Lennon-McCartney-bogen (jo, han har!), men den legende lethed, hvormed han turnerer sine musikalske pointer, har været et tveægget sværd. Det lyder hverken svært eller sært nok, og kan på en dårlig dag – og hvem har ikke det? – sløre det faktum, at Paul er en af populærmusikkens bedst begavede og alsidige komponister. Det sidste behøver man ikke have koden til hans netbank for at finde ud af. Man kan nøjes med at høre hans plader. Eller de bedste af dem, for netop letheden er hans fjende.

Den lidt nonchalante, men selvsikre attitude har fået ham til at udgive flere plader end godt af, men det sidste tiår har han unægtelig virket i bedre og mere stabil form end nogensinde. Cd’er som Flaming Pie, Driving Rain og Chaos And Creation In The Back Yard rummer musik af den slags, der får et begreb som contemporary rock til at ophøre med at være et skældsord. Desuden har han, med måske ikke altid lige indlysende kunstnerisk nødvendighed, afsøgt for ham nye former som oratorier og electronica-farvet ambient. Og i en alder af nu 70 virker han utrættelig på en scene som forvalter både af Beatles-arven og sin egen plads i musikhistorien. Bare se koncert-dvd’en fra 2009, Good Evening New York City, hvor han på det nyåbnede Citi Field, placeret der hvor Shea Stadium lå, både lod sig hylde og hyldede musikken og de 42.000 tilskuere, hvor af mange end ikke var født, da han 44 år tidligere spillede på matriklen sammen med The Beatles, men alle kendte hans bagkatalog, som om de havde været der, da han skrev det. Og værd at bemærke: Helt blanket af ved Dick James’ famøse salg af Northern Songs blev Paul ikke. I sin årlige ’rich list’ opgjorde Sunday Times i 2010 hans formue til i omegnen af 475 mio. pund eller små 4,3 mia. kroner; en forøgelse i forhold til året før, hvor han som andre mærkede krisen samt en skilsmissegodtgørelse i 200 mio. kroners-klassen til Heather Mills, kvinden, der kortvarigt ’afløste’ hans kræftdøde ’Lovely Linda’. Bundlinjen er, at Paul i hvert fald ikke giver koncert for pengenes skyld. Det kan man godt mærke!

Nu om dage tager han kritikken i strakt arm. Han har ikke længere noget at forsvare eller forklare. Skæbnen ville, at han fik det sidste ord. Han endte med at blive andet og mere end en eks-beatle. Via sit holdingselskab, MLP Communications, ejer eller forvalter Paul rettighederne til bl.a. forbilledet Buddy Hollys katalog, komponisten Frank Loesser (bl.a. ’On A Slow Boat To China’ og ’The Ugly Duckling’), musicals som Grease, Annie, La cage aux folles, Guys and dolls og A chorus line samt evergreens som ’Stardust’ og hans og Johns ’Love Me Do’ og ’Please, Please Me’ plus selvfølgelig det meste af hans egen produktion efter The Beatles.

Med historiens ironi er forretningsmanden McCartney altså endt med at blive en magtfaktor, man må tage alvorlig i den musikforlagsbranche, der engang tog røven på to naive og uvidende opkomlinge. Til gengæld er spørgsmålet, om det er musikeren McCartneys mål at blive taget alvorligt på den måde, kun musikanmeldere kan tage noget alvorligt. I 1976 luftede han med sangen ’Silly Love Songs’ noget, der stadig lyder som en trosbekendelse:

You’d think that people would have had enough of
silly love songs

but I look around me and I see it isn’t so
some people wanna fill the world with silly love songs
and what’s wrong with that?

I’d like to know ’cause here I go again …

Sangen gav hans kritikere frisk vand til slibestenen, men mens de hvæssede deres knive, måtte de tage sig i at nynne med…

PS: Apropos ’When I’m Sixty-Four’ og historisk ironi: I 2002 licenserede Sony/ATV sangen til det amerikanske forsikringsselskab Allstate Insurance, som anvendte den som led i en reklamekampagne. De brugte ikke originalen, men bekostede en nyindspilning, sunget af ham, Paul McCartney havde skrevet ’Hey Jude’ til – Julian Lennon…

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af Paul-portrættet i min Beatlesbog, Yeah, Yeah, Yeah (Gyldendal).

Foto: Ukrediteret pr-foto

 FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Sgt. Pepper fylder 45

1 Comment

At benægte at Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band er den kendteste rockplade ville svare til at afvise, at Mount Everest er verdens højeste bjerg. Dette, det ottende Beatles-album på fire år (!), er blevet et ikon for sin tid, men er det også det fyrtårn, der udstak rockens retning, sådan som mange dengang og siden har ment? I morgen er det 45 år siden, albummet udkom, og jeg er stadig i tvivl om svaret.

Det skyldes, at pladen som koncept både er gennemført og samtidig ikke så lidt af et intelligent illusionsnummer. Havde det ikke været for det smågeniale og frække indfald med at gentage titelsangen sidst i forløbet, suppleret af de næsten glidende overgange mellem skæringerne, er der tale om en plade, hvor forskelligheden ‘kun’ bliver til blomstrende mangfoldighed, fordi lysten til at eksperimentere og lege er så smittende.

Tag bare listen over de anvendte instrumenter: Akustiske og elektriske guitarer en masse, klaver, Hammond- og Lowery-orgel, Fender Rhodes el-klaver, pianette, spinet, harmonium, el-bas, mundharpe, maracas, glockenspiel, trommer, tamburin, conga- og bongotrommer, pianette, violiner, bratscher, kontrabas, celloer,
harpe, oboer, basuner, klarinetter, saxofoner, trompeter, valdhorn, timpani, tuba, og i den mere eksotiske afdeling: tambura, sitar, dilruba, svarmandal og tablaer plus det løse fra ikke mindst EMI’s lydeffektarkiv, styret og sammensyet med fantasifuld hånd af Paul McCartney med George Martin som både sparringspartner og bagstopper. Dette mindre og mindre umage par udfordrede hele tiden studiets firsporede ydeevne til det yderste og gjorde båndkopiering og overdubs til tidens nye kunstart.

The Beatles’ klangeksperimenter forekommer bare som en udvidelse af det, Brian Wilson året før havde gjort på Pet Sounds, og ligesom på Revolver er der på Sgt. Pepper finurligheder, der er for tidbundne, men dér, hvor musikken holder, er ironisk nok der, hvor den ikke, som på Revolver, bare bliver et ekko af (hippie)tiden, men glider tilbage for at genopdage den corny-gammeldags engelskhed, The Beatles var rundet af.

I stedet for at nedsænke sangene i et syrebad udsætter man dem for music hall og vaudeville på ’With A Little Help From My Friends’ og den two-beat swingende ’When I’m Sixty’ (som også vovede at synge om at blive gammel og sat – i en tid, der tilhørte evig ungdom), koglende markedspladsmiljø på ‘Being For The Benefit Of Mr. Kite’, Lennons glansnummer af en veritabel oplæsning fra en cirkusplakat, og galoperende heste, uortodokse taktskift og lyden af England i går til hans minimale melodi til ’Good Morning Good Morning,’ sat op imod tv-tiden – cornflakes-reklamerne fra Kellog’s startede med de hanegalende ord »good morning good morning.«

SOM ANTYDET er det McCartneys magnus opus som beatle. Hans ’She’s Leaving Home’ er måske ’bare’ en genfremkaldelse af ’Eleanor Rigby’, men lige så sørgmodig-smuk og ordene »fun is the only thing money can’t buy« synges som om Paul (og de andre) efterhånden kender alt til sandheden i den linje. Hans ’Getting Better’ bliver faktisk bedre og bedre med årene. Ikke mindst takket være den dobbelte forsang, de skarpe guitarriffs, Martins klaverspil (direkte på strengene i stedet for tangenterne) og som overalt på pladen McCartneys eget sublimt-melodiske, snurrige basspil – er han verdens bedste rockbassist?

Mens Harrison fortsat prøver at få sin indiske inspiration til at ligne en åbenbaring, men ender i en blindgyde med ’Within You Without You’, minder Lennon sig selv om, at han også er digter (selv om han aldrig kaldte sig det). Det vil sige en sangskriver, der ikke partout skal forstås, men opleves. ’Lucy In The Sky With Diamonds’ er Alice i Eventyrland, set gennem lsd. Barnligt-drilsk, ørehængende poppet som en sang af The Hollies, men med billeder af den slags, der ikke vil udviskes: »newspaper taxis appear on the shore…« Hvad betyder det? Ikke godt at vide og godt, vi ikke ved det. En sang, tilegnet »the girl with kaleidoscope eyes«. Musik, man ikke behøver være høj for at blive høj af.

Akkurat som afslutningsnummeret ’A Day In The Life’, krystalklart sørgmodigt tager Lennon os igennem en dag, hvor små ting bliver store og omvendt og de mest vilkårlige indfald tager sig planlagte ud i etunderstøttes af et crescendo af fuldtonende lyd før de afbrydes af vækkeuret uden at hverdagen holder op med at være en drøm. Det sørger hashrygningen for eller hvordan er det nu det er? Der er skrevet spaltemetre om den sang. Den kan heldigvis ikke analyseres ihjel. Og er den sang, der fortsat giver trumfkortet til de, der mener, at Sgt. Pepper fortjener alle de ordener, der gennem tiden er blevet hængt på ham. »I’d love to turn you on…«

Bonusinfo: Den 29. maj 1967 kunne B.T. berette, at »i slutningen af denne uge kommer The Beatles’ nye LP-plade, ’Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, den hidtil dyreste pigtrådsplade. Den har kostet 300.000 kr.« svarende til 2,4 mio. nutidskroner. Journalisten tilføjer: »Det har taget seks måneder at indspille pladen, og alene i studiet har The Beatles brugt 673 timer.« Til sammenligning oplyser avisen, at EMI samtidig udsender »den hidtil dyreste danske pigtrådsplade, Red Squares’ ’It’s Happening’. Den har kostet 25.000 kr. at producere.« Og som B.T. anførte: »Flere af numrene er egne kompositioner.«

Covercollage: Peter Blake & Jann Haworth

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Per Wium markerer også årsdagen på sin blog.

Readmore  

The Beatles i særnummer

Kommentarer slået fra

Det estimerede amerikanske nyhedsmagasin, Newsweek, har lige udgivet et såkaldt “special commemorative issue”. Det, vi i dette særnummer skal komme i hu, er 50 året for The Beatles’ egentlige pladedebut, singlen ‘Love Me Do’. 1962 blev, som Rolling Stones-seniorskribenten Anthony DeCurtis erklærer, “the year that changed everything.”

Blandt bidragyderne til særnummeret er Andrew Loog Oldham, som beretter, hvorfor Storbritannien i al sin konforme gråhed var den oplagte grobund for The Beatles. Og Billy Joel, som kalder sig en af verdens største Beatles-fans, skriver i et essay, at de fire fra Liverpool var lige, hvad de kollektivt traumatiserede amerikanere havde brug for efter mordet på John F. Kennedy.

Hard core-fans vil nok ikke finde så meget nyt i bladet, som til gengæld er ødselt layoutet med intelligent anvendelse af ikke alt for kendte billeder. Og sjov er den rundspørge om “what’s your favorite Beatles song?”, man har foretaget til andre stjerner. Brad Pitt vakler mellem ‘While My Guitar Gently Weeps’ og ‘Come Together’. Sangerne Taylor Swift og John Legend peger på hhv. ‘Here Comes The Sun’ og ‘I Want You (She’s So Heavy), mens Norah Jones kalder ‘Long Long Long’ for alt, hvad man kan begære i en enkelt sang! James Taylor, som i sin tid blev opdaget af Paul McCartney, kan hårdt presset bedst lide ‘Penny Lane’, mens skuespillerne Kenneth Branagh og Michael Cane bedst kan lide hhv. ‘For No One’ og ‘Hey Jude’ – Jude Law derimod er mest til ‘Across The Universe’.

Og så er der ellers skægge lister over Beatles-kopibands fra Argentina til Slovakiet (nej, ingen danske), og en tankevækkende grafisk fremstilling af, hvornår hvilke Beatles-sange blev indspillet og hvor lang tid det tog, før de var i kassen.

Om selve kassen, altså pengene, som det alt sammen trods alt har genereret, er Newsweek overraskende lidt dybdeborende, men man kan jo selv trække fra og lægge til, når man får at vide, at bandet til dato har solgt 600 mio. album og stadig sælger – nu også på iTunes, hvor der alene er blevet downloadet over 1 mio. enkeltnumre siden Apple og Apple blev enige om, at ‘money can’t buy you love’, men at mindre også kan gøre det.

PS: Kan man ikke i kioskerne få fat i Newsweek, er det stadig muligt at få bøger om emnet…

Readmore  

The Shirelles – de første dream girls

1 Comment

Af og til tager det kun fem minutter at skrive et hit med en spilletid på under tre minutter. Sådan var det i foråret 1962, hvor den sangskrivende producer, Luther Dixon, og hans tekst forfatter, Florence Greenberg, var i studiet med pigegruppen The Shirelles. Indspilningskvoten for den planlagte session var sådan set opfyldt, men også dengang var tid penge, så da de endnu havde studiet i ti minutter, satte Dixon og Greenberg sig sammen i et hjørne og skrev en sang, som blev indspillet på stedet af Shirley Owens, Doris Jackson, Addie ‘Micki’ Harris og Beverly Lee alias The Shirelles fra New Jersey.

En måned senere, i denne uge for 50 år siden, overhalede sangen, ‘Soldier Boy’, Dee Dee Sharp’s ‘Mashed Potato Time’ og gjorde dermed Elvis’ ophold på den amerikanske hiltistetop med ‘Good Luck Charm’ til en kort, to uger lang fornøjelse.

The Shirelles lå nummer et på Hot 100 i tre uger, og dét på et tidspunkt, hvor The Supremes løb Motown på dørene for at synge kor for Marvin Gaye eller bare få lov at tømme papirkurve.

Nummer et-fornemmelsen var ikke ny for The Shirelles. Året før, i januar 1961, sang de Carole King og Larry Goffins ‘Will You Love Me Tomorrow’ til tops. Samme år hittede de med ‘Dedicated To The One I Love’ – i virkeligheden en kopi af et nummer med The 5 Royales, som The Shirelles uden held allerede havde indspillet i 1959, men genudgivelsen viste sig at være et godt træk. Den single blev i øvrigt råspillet hjemme hos nogle vordende hippier, der senere kaldte sig Mamas And Papas.

‘Soldier Boy’ skulle vise sig at blive det sidste væsentlige hit for The Shirelles. De kunne, som så mange andre, ikke modstå Beatles-bølgen og havde hverken en Diana Ross, en Berry Gordy eller en Phil Spector som skjult ressource og drivkraft at stå imod med. Tiden blev mere til pop end til doo wop.

Siden gik kvartetten i opløsning og næsten-glemsel på grund af kontraktlige bindinger, som forhindrede dem i at indspille. Og de før så tætte veninder blev uvenner. I 1996 blev The Shirelles indlemmet i rockens Hall of Fame. To af medlemmerne er døde af hhv. hjerteanfald og kræft. I dag ejer Beverly Lee rettighederne til navnet, og turnerer med skiftende korsangere under sloganet The Shirelles – the original Dream Girls.

Mamas And Papas var i øvrigt ikke de eneste, der faldt for charmen ved The Shirelles. Manfred Mann fik et hit med deres ‘Sha La La’, og The Beatles indspillede to af deres numre, ‘Baby, It’s You’ og ‘Boys’ – den sidste var den originale bagside til ‘Will You Love Me Tomorrow’.

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top