1. januar 2012 //
I dag, Nytårsdag, er det, tro det eller ej, 50 år siden The Beatles spillede til audition for at få en pladekontrakt med Decca Records. De tabte til Brian Poole & The Tremeloes. Her er historien om, hvordan det gik til:
Der var hverken champagne eller sjove partyhatte i den rustplagede, kastanjebrune Commer-varevogn, Neil Aspinall prøvede at styre nogenlunde sikkert ned gennem England. Det var ellers 31. december 1961. Målet var London. I bilen var det råkoldt, tæt på frysepunktet.
Med til at holde varmen havde han de musikere, som mere eller mindre havde kaldt sig The Beatles siden sommeren 1960. Det var hans gamle skolekammerater George Harrison og Paul McCartney, ham den lidt for blærede John Lennon og så den mutte trommeslager Pete Best, der virkede lidt udenfor. Kvartetten krøb sammen bagi på den begrænsede plads, der ikke var optaget af guitarer, trommer og andet grej. Uden for snestormede det. Motorvejen mellem Liverpool og London var endnu ikke bygget, så turen på misligeholdt asfalt tog næsten ti timer, inklusive den tid, det tog Aspinall at fare næsten vild nær Wolverhampton. De landede omsider i London omkring midnat, lige i tide til at se fulderikkerne hoppe i springvandene på Trafalgar Square, som Lennon husker det.
Anledningen til turen var en audition. Bandet skulle demonstrere deres potentiale for pladeselskabet Decca. En repertoiremedarbejder, Mike Smith, havde været i Liverpool nogle uger før og set The Beatles give en af deres i alt 292 koncerter i The Cavern. Under de beklumrede, uventilerede kælderhvælvninger, der havde huset et frugt-og grøntsagslager, samledes de hippeste unge i provinsbyen i en em af testosteron, billig parfume, tobaksrøg og armsved i frokostpausen og efter aftensmad for at flirte, danse og høre en musik, som rev mere i øregangene og underlivet end den plisserede pænhed, Cliff Richard fyldte radioen og hitlisterne med. The Cavern ville have været et must for Arbejdstilsynet. Eller som Pauls far plejede at sige: »Man skulle have haft risikotillæg for at gå derned…«
Mike Smith var heller ikke kommet der af egen fri vilje. Liverpool var langt væk. Det var i London, det sneede, også til daglig, men han var blevet beordret derop af sin chef. Ikke fordi musikken var sensationel, men fordi The Beatles’ nye manager Brian Epstein som pladebutiksbestyrer var en af Deccas største kunder. Og kunden har altid ret. I hvert fald som udgangspunkt.
Derfor var der gjort klar til optagelse af The Beatles kl. 11 mandag 1. januar 1962 i Deccas studier i Broadhurst Gardens i London. På et tidspunkt, hvor ellers kun tømmermænd var vågne. Epstein selv var fløjet i forvejen og havde overnattet hos en tante. Han stod nu og forsøgte at skjule både sin benovelse over omsider at stå i et rigtigt studie og sin irritation over, at ingen fra Decca endnu var mødt. Musikerne var også ret imponerede.
Epstein, som var en stor ynder af den finske komponist Jean Sibelius og bag sig havde en kort, frustrerende flirt med skuespillerfaget, havde sammensat det sangudvalg, hans boys skulle nå at indspille hin formiddag. For første (og næstsidste) gang afstod Beatles fra kunstnerisk kontrol. Epsteins købmandsrutinerede holdning var, at man skulle vise Decca, hvor bredt og dermed publikumsvenligt et spektrum, gruppen dækkede. Det var på sæt og vis en del af sandheden om The Beatles, men netop kun en del. »Der var for mange kønne sange,« gryntede Lennon senere om indspilningen.
KLAR TIL AT blive foreviget på de magnetiske stålbånd var: ’Three Cool Cats’ og ’Searchin’’, begge fra den humørfyldte amerikanske soul-gruppe The Coasters’ katalog; Chuck Berrys allerede dengang prototypiske rocker ’Memphis, Tennessee’; Bobby Vees nylige, strømlinet sentimentale hitlistetopper ’Take Good Care Of My Baby’; ’Money’, som Barrett Strong havde gjort til Tamla Motowns første hit i 1960; balladen ’To Know Her Is To Love Her’, en kønsbetinget omdøbning af Phil Spectors 1958-hit (med The Teddy Bears), og fra samme år Buddy Hollys ’Crying, Waiting, Hoping’ samt George Harrison-idolet Carl Perkins’ ’Sure To Fall.’ som i 1957 var en slags follow-up til hans gennembrud ’Blue Suede Shoes’. Og så en række kuriøse valg: Den mexikanske standard ’Besame Mucho’ fra 1940, som Frank Sinatra blandt mange andre havde indsunget, jazz-standarden ’The Sheik of Araby’ fra 1921, musicalballaden ’Till There Was You’ fra The Music Man, som McCartney havde hørt med Peggy Lee, der hittede med den i England i 1961, samt evergreenen ’September In The Rain’ fra 1937, og så lidt forpjuskede og forskræmte nederst i stakken ’Hello Little Girl’, ’Like Dreamers Do’ og ’Love The Loved’, tre ikke særligt originale Lennon-McCartney-originals fra kladdehæftet hjemme på Forthlin Road – de skulle senere komme til at udløse moderate hitlisteplaceringer for henholdsvis The Fourmost, The Applejacks og Epstein-protegéen Cilla Black.
Det var et – skal vi nøjes med at sige – ret varieret repertoire, men McCartney huskede senere tilbage på mixet som en meget tro afspejling af, hvad han havde stående i sin meget lille pladesamling for fodenden af sengen på førstesalen hjemme i Allerton. Jeg melder mig i koret. Oven på reolen i det værelse, jeg delte med min lillebror i P. Knudsensgade, stod min plademappe. Den var af en slags luftpudeagtig, gråbrunt kaffeplettet plastic, illustreret med rødtonede friske unge fyre med Cliff-frisurer og touperede Christel-piger, der dansede mellem en masse noder.
Sådan en mappe havde vi alle sammen. Og vi havde lige få plader. Kun seks procent af de unge i de år ejede mere end 10 plader. Og det var mere eller mindre det samme smagsvirvar. Vi havde ikke noget filter og var endnu ikke bevidst om, at musik kunne polarisere endsige ændre verden. Der var ganske enkelt ikke så meget musik, at vi tillod os at være kræsne.
Decca var et af verdens største pladeselskaber, så stemningen i studiet var ærefrygtig og anspændt. Der var flyveforbud for de kvikke bemærkninger, der ellers allerede tidligt var det kit, der holdt The Beatles sammen og skærmede dem af mod verden. Eller som Lennon senere huskede: »Vi var skrækslagne og nervøse … man kan høre det på bootleg-pladen. Det begynder skræmmende, men udjævner sig. Vi er godt sammenspillede, men du kan høre, at det er primitivt, og det er ikke optaget så godt, men energien var der. Og det var den slags sange, vi spillede, når vi spillede til dans …« McCartney havde besvær med overhovedet at synge, hans stemme knækkede over flere gange, Lennon for vild i ’Memphis,’ og Pete Best spillede lige ensformigt og tungt uanset stilart. Da lidt over en time var gået, og sangene var i kassen som first takes, kom Mike Smiths tommelfinger i vejret bag ruden. Lige før Beatles forlod Decca den dag, følte han sig endda forpligtet til at sige, at han ikke kunne se nogen grund til, at de ikke skulle kunne indspille en rigtig plade. De ville blive kontaktet …
Brian Epstein gav frokost. Med vin. Det sidste forekom de øldrikkende beatler at være ret ekstravagant – som Bob Spitz anfører i sin Beatles-bog så var vin i deres familier noget, man kun fik til begravelser. De tolkede det som det endelige tegn på, at noget stort var ved at ske. Omsider så virkeligheden ud til at reagere på det heppekor, de havde brugt til at holde modet oppe med – det der startede med, at John Lennon spurgte de andre: »Hvor skal vi hen, gutter?« »Til tops, Johnny,« lød svaret. »Og hvor er det,« replicerede han. »To the toppermost of the poppermost,« brølede de andre tilbage.
Svaret fra Decca trak ud, fordi Smiths chef, Dick Rowe, var i USA. Hovedkontoret krævede besparelser. Det vidste Mike Smith ikke, da han den første arbejdsdag i det nye år fortalte sin chef om de sensationelle talenter, han havde fundet: The Beatles og Brian Poole & The Tremeloes. Bob Spitz gengiver Rowes svar: »Nej, Mike, det er umuligt. De kan ikke begge være sensationelle. Du er nødt til kun at vælge en af dem«. De to hørte så sammen de to optagelser. Og besluttede sig. I enighed. Valget faldt på Brian Poole. Dels fordi deres audition var gået bedre, og dels fordi de boede i nærheden af London, og ikke i Liverpool, som for Smith lige så godt kunne have været i Grønland.
Den 40-årige Dick Rowe gik rundt om den varme grød et par uger. Epstein var trods alt storkunde, og det kunne have sine konsekvenser at sige nej til ham. Imens forsøgte Epstein at få sine drenge afsat til andre London-selskaber, men maddingen på krogen var ikke fristende nok. Den 1. februar blev han ringet op af Rowe. Efter de indledende undskyldninger over ikke at være vendt tilbage noget før kom Rowe med et afslag, der var til at tage og føle på. Decca mente, at guitargrupper var på vej ud, men hvad var Brian Poole så, spurgte Epstein sig selv. The Beatles lød desuden for meget som The Shadows, og fremtiden tilhørte sangsolister. Epstein var sendt til tælling, men for at vinde tid bad han Rowe om et møde ugen efter i London.
Decca-chefen, som stadig ikke var helt sikker i sin sag, besluttede i mellemtiden i al hemmelighed selv at tage til Liverpool for ved selvsyn at opleve The Beatles live. For at stå bedre rustet til mødet med Epstein. Da han ankom til The Cavern øsregnede det, og pigekøen udenfor var længere end hans tålmodighed. Dick Rowe skoddede sin smøg og gik tilbage til sin bil gennem regnen og ind i historien som ham, der sagde nej til The Beatles.
Da Rowe døde i 1986 foreslog et kynisk branchehoved, at netop den sætning skulle stå på hans gravsten. Det nej har fået de fleste til at glemme, at Rowe senere, måske belært af bitter erfaring, sagde ja til The Rolling Stones, Them med Van Morrison, The Animals, The Zombies og John Mayall’s Bluesbreakers for blot at nævne nogle få på et c.v., der også tæller Engelbert Humperdincks ballade ’Release Me’, som i 1967 spærrede vejen til førstepladsen på den engelske hitliste for The Beatles og ’Strawberry Fields Forever’.
Dette er et redigeret uddrag fra min bog om The Beatles: Yeah, Yeah, Yeah (Gyldendal, 2010)
FØLG MIG PÅ FACEBOOK
Readmore
