Beatles-antologien på iTunes

1 Comment

Dagens gode Beatles-nyhed er, at Anthology-serien fra 1995-96 nu omsider er blevet remastereret. Den mindre gode er, at de tre oprindelige dobbelt-cd’er kun bliver tilgængelige digitalt via iTunes. Man kan så med nogen ret spørge, hvor meget nytte man vil få af den forbedrede lyd.

I stedet for dobbelt-cd’erne kan man købe en såkaldt highlights collection med 23 numre, og de tre plader kan også erhverves samlet som en slags bokssæt.

Til gengæld er vi stadig nogen, der synes EMI skulle få fingeren ud og lave et fysisk bokssæt, som enten inkluderede de små Anthology-dokumentarfilm. Eller udgav også filmsættet og cd-sættet samlet. Der må være et marked derude.

Beatles’ specielle iTunes-side vil man også kunne opleve en ny radio-feature, Meet The Beatles. Her vil folk som Rick Rubin, Brian Wilson og Jackson Browne berette om, hvorfor The Four var Fab.

Hvis man ikke selv kan høre det…

Anthology-cd’erne kan downloades fra 14. juni. Måske før.

Readmore  

Popmiraklet Marshall Crenshaw

1 Comment

I GÅR VILLE  jeg have givet en del for at have været i City Winery på Manhattan. Der fejrede Marshall Crenshaw nemlig 30-året for udgivelsen af  ‘Someday, Someway’. Sangen blev i 1981 et mindre hit for Robert Gordon og året efter et større hit for sangskriveren selv. Nummeret satte tonen for Crenshaws debutalbum, Marshall Crenshaw, der udkom i april 1982.

Der er plader, der kommer bag på en – ligesom en forelskelse. Sådan var det album. Og sådan virker de spontane, men velsmurte sange stadig.

Crenshaw landede midt i en tid, hvor discoen fortsat holdt stand, og hvor den udsigtsløse punk var afløst af den new wave, hvor stil og distance kæmpede for at blive til kunst. Han lød som noget fra en fjern fortid, men havde samtidig ikke så lidt af tidens ’det-preller-sgu-af-på-mig’-facon.

Men det var netop en facon, et scoretrick, for Marshall Crenshaw var så gennemsnitlig, at det gjorde godt at høre ham synge disse sange om »Girls, girls, girls …« med en hjertebanken, omvendt proportional med tykkelsen af hans overarme. Et par år før havde den sygekassebebrillede Crenshaw haft rollen som John Lennon i turnéversionen af nostalgishowet Beatlemania. Logisk nok følte han sig i det musikalske selskab stimuleret til at skrive de første sange, og det viste sig, at han havde naturlig tæft for træfsikkerhed. This Is Easy hedder et godt opsamlingsalbum med ham. Sådan lyder det også, som om sangene har været at skrive.

Samtidig sikrede tidens minimalistiske stil Crenshaw mod at ryge ud ad en retrotangent. Det var nok 24 karats pop, men iblandet en mild, ofte selvironisk kynisme. Musikalsk er det en af de plader, man som anmelder nemt bliver til grin på at forsøge på at analysere. Der er instrumenteret sparsomt, men aldrig nærigt, i en ’tilbage-til-rødderne’-opstilling med bas, trommer og guitar. Få (guitar)soloer, instrumenterne perfekt integreret, indrammet af en lyd, der ikke er ude på at forskønne. Sangeren stoler på sine sange. Det kan han roligt gøre.

DET ER POP, der ikke giver sig for at være mere, og derfor bliver så meget mere, fordi den bedste pop i virkeligheden ikke handler så meget om musikken som om det, der sættes i gang hos lytteren. Crenshaw skriver sange, charmerende spækket med finurlige finter til og maskerede citater fra denne eller hin sang. Bestandig stopper man op: »Hvor han har hugget det fra, og det og det?« Svaret er, at Crenshaw ikke ’hugger’.

For ham er traditionen fælles ejendom, og frit tilgængelig for enhver, der forstår at nærme sig den i den uspolerede ånd, den er skabt. Det forstod Buddy Holly, det forstod de tidlige Beatles, og det forstår Crenshaw. Derfor får man konstant dob- beltoplevelser på denne plade.

Først hører man et refræn, der kunne få mig til at ønske mig en bil – bare for bilradioens skyld. Så sætter man den på repeat og hører en ny sang: »Mary Anne« bliver til en ukendt sang af Four Seasons, »The Usual Thing« bliver til »Rock & Roll Music«, »Soldier of Love« bliver til Lennon, forklædt som Smokey Robinson og så videre ..

SANGE SOM »There She Goes Again«, »Someday, Someway«, »Cynical Girl« og ikke mindst »You’re My Favorite Waste Of Time« (som ikke var med på originaludgivelsen, men findes på cd-genudgivelsen) er ganske enkelt noget af det mest oprigtige rock & roll siden de første plader med The Beatles. Og hvor kronologisk forkert det end lyder, er Crenshaw the missing link mellem Holly og Beatles.

Den har flere filminstruktører i øvrigt fanget. Crenshaw ledede bandet ved high shoolreunion-ballet i Coppolas Peggy Sue Got Married, og i La Bamba, om en anden 50’erhelt Richie Valens, havde Crenshaw rollen som Holly.

Måske balancerer komponisten Crenshaw ikke så dristigt som Holly mellem pubertet og manddom, men som sanger giver han fuld følelsesmæssig dækning for den drenget-uskyldige energi, der truer med at sprænge sangene af lutter utålmodighed efter at blive hørt og forstået.

Hvad sangene handler om? Piger, og hvorfor de for det meste ikke vil have ham. Hvad ellers?

Her er Marshall Crenshaw med Someday, someway hos Dave Letterman 1982.

Readmore  

Sange der kan skade dit helbred

Kommentarer slået fra

I dag for 40 år siden offentliggjorde delstaten Illinois’ crime commission en liste, som en gang for alle skulle advare hippierne mod al den musik, der, som der stod, kunne være “hazardous to your health”.

Listen over disse “drug-oriented rock records” stod – selvfølgelig – at læse i modkulturens menighedsblad Rolling Stone. Og så sådan ud – i uprioriteret rækkefølge:

Bob Dylan: Rainy Day Women
Procol Harum: A Whiter Shade Of Pale
Blood, Sweat And Tears & Carole King: Hi-De-Ho (that old sweet roll)
Jefferson Airplane: White Rabbit
The Beatles: With A Little Help From My Friends
The Beatles: Yellow Submarine
The Beatles: Lucy In The Sky With Diamonds
Ray Charles & Joe Cocker: Let’s Go Get Stoned

og

Peter, Paul & Mary: Puff The Magic Dragon.

Kom så ikke og sig, at du ikke blev advaret. Nu er det nok for sent…

PS: Puff The Magic Dragon fik en Grammy i 1964 som bedste børnesang – som om det gør sagen bedre!

Readmore  

Beatles går efter musikpirater

Kommentarer slået fra

Forleden måtte amerikanske pladeselskaber som måske bekendt sande, at der er grænser for, hvor mange penge man kan forlange musikpirater idømt i erstatningskrav. 75 billioner dollars var lige i overkanten. Til gengæld rapporterer BBC nu, at sitet bluebeat.com netop er blevet idømt en bod på 1 mio. dollars for ulovligt at streame Beatles-numre.

Ejeren af sitet, Hank Risan, har ellers gennem hele forløbet fastholdt, at han ikke gjorde noget ulovligt. Han har fortalt, at den teknik, han anvender, kaldes psycho acoustic simulation. Han streamede musikken via cd’er, han har indkøbt, og solgte dem videre for 25 cent pr. sang. Coldplay og Radiohead var også blandt hælervarerne på hans hylder.

Dommeren faldt ikke for de psycho-akustiske argumenter. Hun beskrev Risans metode som et andet ord for “obskurt og udefinerbart pseudo-videnskabeligt sprog, der prøver at sno sig uden om det, vi andre kalder sampling.”

Risan og hans advokat betragter afgørelsen som en halv sejr. De sagsøgende pladeselskaber fik nemlig kun en brøkdel af det beløb, de havde krævet.

67.000 Beatles-skæringer nåede man at distribuere.

Bluebeat holder stadig åben under mottoet “create, share and listen to playlists of your favorite music.”

Readmore  

Power to the people fylder 40

Kommentarer slået fra

Samme dag som John Lennon skrev ‘Give Peace A Chance’ hjemme i herskabeligheden i Ascot, skrev han ‘Power To The People’. I morgen er det 40 år siden, den udkom som single i England. Og slog igennem. Både som et hit og som slagsang for alle wannabe-revolutionære. Dem var der en del af dengang, skulle jeg hilse os sige.

John Lennon, som et par år tidligere i sangen ‘Revolution’ havde været lidt uld-i-mund omkring graden af sin politiske radikalisme var pludselig ikke i tvivl: “Say we want a revolution/we’d better get it on right away”.

Det var en turbulent tid. Paul McCartney havde lige taget første skridt til en retssag, der officielt skulle opløse The Beatles. Lennon havde i et interview med Rolling Stone begravet samme gruppe for good. Verden stod mere eller mindre i flammer, og John blev igen og igen bebrejdet, at han og Yoko var så naive at tro, at de kunne forandre noget ved at sidde i en seng på et luksushotel, gøre V-tegn og sige “aldrig mere krig”.

Senest var Lennon blevet anklaget under et interview med det marxistiske magasin Red Mole. Som den bløde, påvirkelige mand han også var, var han godt klar over, at kærlighed ikke var alt, vi havde brug for. Og hans nye kone var stærkt påvirket af den radikalisering af venstrefløjen, som udspillede sig ikke mindst i hendes hjemland – det er ikke et tilfælde, at Lennon bærer en byguerillahjelm fra Japan på omslaget.

‘Power To The People’s levedygtighed som slagsang skal ikke her betvivles. Men det er måske på plads at citere, hvad Lennon nogle år senere sagde om sangen: “De universitetsrevolutionære i England fik os til at få så dårlig samvittighed over ikke at hade alle, som ikke var fattige, at jeg skrev den ret beskæmmende Power To The People ti år for sent. Vi beholdt selvfølgelig selv alle royalities…”

Med på pladen er Klaus Voormann på bas, Billy Preston på keyboards, Bobby Keys på sax, Jim Gordon eller Alan White på trommer og bl.a. Rosetta Hightower i koret. Og Yoko traller også med og tjatter på et klaver.

Right on!

Readmore  

Mere ros til Beatles-bog

Kommentarer slået fra

Musiksitet og blogportalen Goombay.dk har anmeldt Beatles-bogen. Læs her.

Readmore  

Var Beatles-bog bedst i 2010?

3 Comments

Buk-Swienty eller Bille? Beatles eller Hildegard? Berlingske, som ikke længere hedder Tidende til efternavn, offentliggør i dag de nominerede til den årlige konkurrence om Læsernes Bogpris.

Jeg kan, ikke uden en vis stolthed, fortælle, at Yeah Yeah Yeah – en krønike om The Beatles (Gyldendal) er blandt de ti udvalgte bøger, læserne kan stemme på, hvad enten de har købt eller lånt bogen. Eller har lyst til en af delene.

Læsernes Bogpris har været uddelt siden 2004. Og uddeles af Berlingske, Danmarks Biblioteksforening og landets biblioteker.

Du kan afgive din stemme her. Man kan stemme frem til 6. marts.

Jeg tror ikke, jeg behøver fortælle dig, hvilken bog jeg håber, du stemmer på, yeah, yeah, yeah.

Genlæs eller læs Politikens anmeldelse af bogen.

Genlæs eller læs Berlingskes anmeldelse af bogen.

Readmore  

Da Bert Kaempfert var hot

1 Comment

Når man, som denne blogger, ynder at gå tilbage i hitlistehistorien, kommer man ofte ud for nogle voldsomme stilsammenstød. F.eks. i denne uge for 50 år siden.

Den tyske komponist og orkesterleder, Bert Kaempfert, havde med sit instrumentalnummer ‘Wonderland by night’ lige vippet Elvis Presley ned fra førstepladsen på Billboards Hot 100. Her havde Elvis ellers i seks uger spurgt ‘Are You Lonesome Tonight’, og ventende på at overtage Kaempferts noget overraskende topplacering lå Shirelles med ‘Will You Love Me Tomorrow’.

Kaempferts filmmusikagtige melodi var faktisk oprindeligt temaet til en tysk film, som fortalte om det vesttyske velfærdsopsving, wirtschaftswunder. Og han havde siden Anden Verdenskrig ledet sit eget orkester i Vesttyskland sideløbende med en karriere som komponist, producer og repertoirechef for pladeselskabet Polydor.

På hans c.v. stod hits med bl.a. Freddy Quinn, men han var et ubeskrevet blad i New York og omegn. Han tog selv over dammen med sin nye melodi, som allerede var et hit i Japan og forbundsrepublikken – to foretagsomme samfund. Amerikanske musikforlæggere kunne ikke høre potentialet i ‘Wonderland By Night’, men han fik den da omsider afsat.

Melodien gik ind på Hot 100, samme dag i øvrigt som en ny klub i Hamburg åbnede – Top Ten med engelske Tony Sheridan som fast inventar.

Tre måneder senere blev Kaempfert af sin protege, popsangeren Tommy Kent, overtalt til at gæste klubben. Han blev så imponeret af Tony Sheridan, at han skrev kontrakt med ham. Med i pakken fulgte mere eller mindre en samling uregerlige provinstosser fra Liverpool, som han gav hver 300 D-mark for at indspille med Sheridan. Han kaldte dem Beat Brothers skønt de vist hed The Beatles.

Bert Kaempfert havde altså en guldklump i sin hånd, men han lod den falde uden at fortryde det. Han klarede sig imidlertid siden ret godt uden, men døde, kun 56 år gammel, i 1980. Af kæderygning.

‘Wonderland By Night’ overlevede ham ikke. Det gjorde til gengæld ‘Wooden Heart’, ‘Spanish Eyes’, ‘Red Roses For A Blue Lady’ og ‘Strangers In The Night’ for nu bare at nævne en lille håndfuld af hans bidrag til populærmusikken.

Readmore  

Beatles bider ikke i surt æble

1 Comment

Selv 40 år efter opløsningen er The Beatles banebrydende. Nu meddeler Reuters, at succesen med at lægge gruppens plader ud på iTunes er en endnu større økonomisk gevinst for beatlerne end musikere er vant til i forhold til iTunes.

Branchekilder fortæller nyhedsbureauet, at det faktisk er lykkes The Beatles at få en aftale med de ellers normalt meget lidt forhandlingsvillige folk på iTunes. Downloadmonopolisterne betaler nemlig afgiften direkte til Beatles-selskabet Apple Corps og Sony/ATV, som er musikforlag for de mest betydende af bandets sange.

Altså ingen mellemmænd. The Beatles licenserer nemlig deres masterbånd til iTunes Store, og går dermed uden om EMI Music, som ellers normalt ville tage sig betalt for at administrere copyrightindtægterne.

Tidligere har andre bands som bl.a. Cheap Trick og Allman Brothers forsøgt sig med den model, men har ikke kunnet komme igennem med den.

Nu venter branchen spændt på om andre kunstnere har lige så mange muskler som The Beatles, når der skal genforhandles.

Meget kan man sige om både Yoko Ono og Paul McCartney, men usmarte er de i hvert fald ikke.

At der er tale om ret mange penge, kan man forsikre sig om ved at læse Reuters-historien.

Readmore  

Chuck har ikke stillet skoene

2 Comments

DEN FORUROLIGENDE meddelelse om, at Chuck Berry nytårsdag faldt om på scenen under en koncert i Chicago, er afløst af lettelse over, at han nu meldes i bedring og rekreerer hjemme i fødebyen St. Louis. På den anden side: Manden fyldte 84 i oktober, så ingen vil bebrejde ham et otium…

Intet er dog så dårligt, at det ikke er godt for noget: Nyheden gav mig anledning til igen at dykke ned i hans musik. Mange kalder sig eller er blevet kaldt stamfader til rocken. Charles Edward Anderson Berry er en af de få, der indiskutabelt er netop dèt.

Uden ham ville The Beatles være startet og endt som et danseorkester. Keith Richards skylder ham hvert eneste guitarriff af betydning. Bruce Springsteen ville aldrig have taget kørekort uden Berry. Dylan har lyttet en del til Woody Guthrie, men det var hos Berry, han lærte at lade sproget følge sin egen vej. Beach Boys var aldrig kommet op på surfbølgen uden lån fra ham til ‘Fun, Fun, Fun’ og ‘Surfin’ USA’, Ramones havde ikke turdet stille sig op på en scene uden hans sange som børnelærdom, og 117 millioner rockbands gennem tiderne ville aldrig have kunnet give ekstranumre.

ROCKEN VAR ikke blevet det globale musikalske fællessprog uden Chuck Berry. Punktum og udråbstegn.

De tre cd’er i den såkaldte Chess-boks, Chuck Berry, er stadig det bedste sted at starte, og slutte – havde jeg nær skrevet, men man bliver aldrig færdig med Chuck Berry.

Fra 1955 til ’59 udsendte han en række sange, der alle, hver for sig, ville kunne forklare en alien fra det ydre rum, hvad rock & roll egentlig er: ‘Maybellene’, ‘Roll Over Beethoven’, ‘Rock And Roll Music’, ‘Sweet Little Sixteen’, ‘Johnny B. Goode’, ‘Around An Around’, ‘Carol’, ‘Memphis’, ‘Little Queenie’ og sidst, men ikke mindst ‘Johnny B. Goode’:

… sange, båret af en brusende lykke over at være i live netop her og nu, og vel at mærke et her og nu, som varer evigt. Eller som han synger i ‘Sweet Little Rock ’n’ Roller’ om pigen, der ikke kan holde op med at danse: »… her partner can’t hardly hold her, she never gets any older, see the little rock ’n’ roller …«

CHUCK BERRY slog igennem i de raceadskilte sydstater, men i hans musik mødtes den hvide country, den hillbilly-musik, Hank Williams gjorde til et hit, og så den elektrisk forstærkede rhythm & blues, som havde Muddy Waters som talerør. Det var Waters, der skaffede kosmetologen Chuck Berry en pladekontrakt, og Waters’ komponist, Will Dixon, spillede bas på de vigtigste af Berrys indspilninger.

Selv om miljøet omkring Berry altså var sort, appellerede han mindst lige så meget til den voksende del af den hvide amerikanske middelklasse, man kaldte teenagere. Berry syede det lydtæppe, som fik den subkultur løftet ud af samlebåndsparcelhuse og karseklippet koldkrigskonformitet, og på den led er hans sange en ouverture til det, vi forkorter ungdomsoprøret. Folkemusik for teenagere.

Det er mundret musik, båret af en ringende Gibson-guitar, som i Berrys hænder nok kan begive sig ud i solistiske eskapader, men aldrig glemmer melodilinjen. Og ordene synges, som man kan forestille sig, de bliver talt. Det er rap før rap, hiphop før hiphop.

Hans tekster er som et stikordsregister til den tids USA, hvor forbrugerisme frontalsammenstødte med tidligere tiders mådehold, hvor voksenherredømmet og det, Berry kaldte »the golden rule«, så småt stod for fald i skolerne, og et nyt frisind var ved at gry, skildret af Berry i et meget håndgribeligt sprog, der viste, at han ikke selv var et af Guds bedste børn. Faktisk har han været en skidt knægt og en voldelig mandschauvinist.

Men han har skrevet de bedste sange om selve musikken med linjer, der er endt som rene bonmot’er. Tænk bare på »roll over Beethoven, tell Tschaikowsky the news and dig these rhythm and blues …«

Og nu må jeg hellere stoppe, før det ender med at lyde som en nekrolog i utide. Det er sangene alt for lyslevende til.

Do the Duck with Chuck.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top