The Beatles fourever & forever

5 Comments

Jeg kan ikke lige huske, hvem der sagde, at man var medlem af The Beatles på livstid. Noget er der om snakken, når man ser stakken af Beatles-relaterede genudgivelser her op til jul. Nu udsendes George Harrisons All Things Must Pass den 26. november som et individuelt nummereret 3LP-sæt. Remastereret efter de orginale analoge mastertapes.

Synes man det er for lidt eller for old school, kan man fra den dag også downloade albummet fra Harrisons site.

Og så nævner vi ikke, at pladen faktisk genudsendtes i 2001 i en glimrende remastering med ekstranumre og hele pivetøjet. Pladeselskaberne lader til at have indregnet Beatles-fans’ korttidshukommelse i deres budget.

Og mens vi er ved det: Hele det massive genudgivelsesprogram i anledning af Lennons 70 års dag ignorerer naturligvis, at pladerne er udkommet før. Også med ekstranumre etc. For slet ikke at nævne den lyseblå og ret formidable Lennon Anthology-boks fra 1998, men det er jo en evighed siden.

Og så skal vi ikke glemme Band on the run, som nu fås i en ny deluxe-genudgivelse. I 1999 forestod Paul McCartney ellers en glimrende jubilæumsudgivelse. Men sådan er der så meget.

I don’t want to spoil the party…

Readmore  

Er Lennon med på en lytter?

2 Comments

Jeg tror, vi skal være glade for at John Lennon er død. Han ville nemlig helt sikkert have givet os en opsang og bedt os om at holde kæft med al den helgengørelse af ham og hans (u)væsen i anledning af hans 70 års dag i dag.

Især er det tåkrummende, grænsende til det ubærligt salvelsesfulde at opleve hans kurator og enke, Yoko Ono, hvidvaske billedet af sin mand, så han nu fremstår som alt andet end dét, han faktisk var – et helt, men sammensat menneske, der, som han engang formulerede det “tried to face reality”.

I al beskedenhed prøver jeg i Yeah, yeah, yeah, min kommende krønike om The Beatles, at give et lidt mere afbalanceret bidrag til billedet af John Winston Lennon. Her er et uddrag, som fokuserer på forskellen mellem John og Paul og deres indbyrdes forskelle og afhængighed:

John havde længe været træt af at være fanget i det guldbur, verden kaldte The Beatles; så træt, at han efter selv at have hittet med ’Give Peace A Chance’ i sommeren 1969, fortalte de andre, at nu gad han ikke lege med mere. Individualisten gav dog gruppen endnu en chance. Den ny-revolutionære idealist kunne godt se fornuften i, at bandet ikke gik i opløsning midt i nogle afgørende kontraktforhandlinger. Da Paul så i april 1970 meddelte sin afgang, blev Lennon edderspændt rasende. Her havde han spildt et forsømt forår og en søvnig sommer på at slæbe og kede sig (og Yoko) igennem de indspilninger, der endte med at blive udsendt som Abbey Road og Let It Be. På den anden side kunne han bedre end nogen anden forstå Paul. The Beatles var Johns familie, og resten af sit liv hadede og elskede han gruppen, som man nu gør med familien. Over telefonen bød John, efter sigende, Paul velkommen til virkeligheden på egne ben.

Den virkelighed, eller i hvert fald en anden end den usammenhængende mellem Cynthia & Julian og The Beatles, havde John mødt via Yoko Ono. Man siger, at forelskelse gør blind. Forelskelse kan også få en til at se. Det var ikke mange sekunder siden, John med sin sædvanlige skarptungethed havde ment, at »avantgarde is French for bullshit« og havde hånet Paul for at bruge tid på alle de fiduskunstnere. Nu havde han selv mødt en, og fattede som ved et tungekys pludselig fidusen. Avantgarde er ingen ting, hvis den er usynlig.

Samtidig nærede han og Yoko en ægte og uden tvivl dybfølt bekymring for verdens tilstand. Senere på året skulle John tilbagesende sin MBE-orden til hoffet i protest mod den britiske support af krigen i Vietnam, Englands medansvar for krigen i Biafra og, som han skrev til »your majesty«, det dårlige salg af hans seneste solo-single ’Cold Turkey’. Hvorfor ikke kombinere bekymring og avantgardistisk happening? Få dage efter deres bryllup i Gibraltar den 20. marts 1969 – otte dage efter at Paul havde sagt ja til Linda – spiste John og Yoko  frokost i Paris med Salvador Dali og fortsatte derfra til Amsterdam. Her indlogerede de sig i værelse 902 på Hilton Hotel og påbegyndte en såkaldt bed-in som del af en anti-krigs kampagne, der, med Johns ord, forsøgte at gøre protest til et produkt, enhver burde købe i kassevis af.

Parret var bestemt ikke alene i deres suiter på diverse hoteller det år. Pressen labbede ikke budskabet, men synet af disse to sære, meget hårede freaks i sig og viderebragte billederne til den glubende, men undrende offentlighed. Lidet anende, at mens John var frivilligt sengeliggende som en levende plakatsøjle, solgte musikforlæggeren Dick James publishing-rettighederne til hans livsværk, så balladen handlede ikke kun om John og Yoko for nu at parafrasere over titlen på den single (med Paul på trommer), som John i The Beatles’ navn lynudsendte for at fejre sig selv og sin ikke helt unge bruds heroiske kamp for verdensfreden – med room service inden for rækkevidde.

Paul holdt noget lavere medieprofil. Når han ikke var i pladestudiet, var han på sin farm i Skotland, hvor han klippede får, slog græs og beundrede Lindas bristefærdige mave.

John og Yokos selviscenesættelse i de dage er et godt eksempel på, hvad Paul i et interview med Q i 2010 mente med at sige, at når John løb af med sejren i mediekonkurrencen om, hvem der var mest hip, ham eller Paul, ja, så var det i høj grad, fordi John »råbte« sin avantgardisme og aktivisme »from the rooftops. I often just whispered it in the drawing room.«

©Torben Bille 2010

Bogen udkommer 20. oktober på Gyldendal

Vil man være med til at fejre/mindes John Lennon,
kan man f.eks.
gå i Galaksen i Værløse i aften.

Readmore  

Beatles-svanesang genoplivet

Kommentarer slået fra

Nu skal det jo ikke gå til i The Beatles her på bloggen, men musikmagasinet Mojo fortjener hædrende omtale for endnu et nyt kapitel i den føljeton af genfortolkninger af Beatles-album, som de har haft gang i et stykke tid som gratis cd-tilskud til det trykte ord.

I det netop udkomne nummer har de ikke kunnet ladet Let It Be være, men genfortæller historien om Beatlernes svanesang. Altid interessant læsning, men nok så interessant er den medfølgende cd Let It Be Revisited, en slags kommentar til den såkaldte Naked-version, den Phil Spector-allergiske Paul McCartney lod udforme for nogle år siden.

Mojo-cd’en rummer 12 numre, og man er igen langt fra den flinke fortolkning, der har præget nogle af de tilsvarende projekter på dansk, Sebastian-pladen rinder mig i hu.

Medvirkende er bl.a. James Apollo, John Grant, de dragende The Amorphous Androgynous, Wilko Johnson, Judy Collins med en lidt for grådlabil Long and winding road og Beth Orton med en vidunderlig I Me Mine kombineret med Dig It og såmænd stemmen bag Dr. Hook, Dennis Locorriere, der tager Dig A Pony i besiddelse – så jo, modsætninger mødes og mærkelig og mærkelig smuk musik mødes. 40 år efter.

Cd’en fås også som vinyl, hvad ellers?

Det nye nummer af Mojo rummer også et læseværdigt og ikke alt for klynkende interview med McCartney om den hårde, drukfældige tid lige efter The Beatles.

Se mere her.

Readmore  

De ti bedste Beatles-sange?

7 Comments

Magasinet Rolling Stone har sammensat et ekspertpanel, som har kåret de 100 bedste Beatles-sange. Den samlede liste er på vej i et specialnummer, men de løfter sløret for en Top 10, der nok skal vække debat:

1. A Day In The Life

2. I Want To Hold Your Hand

3. Strawberry Fields Forever

4. Yesterday

5. In My Life

6. Something

7. Hey Jude

8. Let It Be

9. Come Together

10. While My Guitar Gently Weeps

Hvor er og hvad med og hvorfor har de ikke?

Se mere her.

Readmore  

Beatles altid god for en bog

8 Comments

Nu er der jo ikke ligefrem mangel på bøger om The Beatles, men det afholder ikke folk fra at skrive nye. Læsere af denne blog vil vide, at jeg selv har en bog på vej om The Fab Four og deres samtid (på Gyldendal), men det skal ikke forhindre mig i at gøre opmærksom på den netop udsendte bog ‘Beatles for alle’.

Den er skrevet (og udgivet) af Per Wium. De, der kan deres danske rockhistorie, vil huske ham som keyboardspiller med bl.m.a. Ache, C. V. Jørgensen (‘Stynet strejfer’, ‘T-shits, terylenebukser og gummisko’ samt ‘Storbyens små oaser’) og Lotte Rømer Band. Senere endte han som redaktionschef i DR’s klassiske musikafdeling, som han – frivilligt – forlod i 2007 for at bandcoache samt holde foredrag. Ikke mindst om The Beatles.

Som supplement til pladeeksempler og eget klaverspil savnede han tit at kunne tilbyde sine tilskuere en slags pixi-bog, hvor man som lægmand kunne blive indviet i nogle af beatlernes musikalske hemmeligheder. I stedet for at gå og vente har Wium nu selv skrevet den.

Det er en musikers bog om musikere. Sprogligt er bogen ikke så musikalsk og de store linjer er udeladt. Til gengæld er den båret af en (måske lidt for ukritisk) kærlighed til sangene og en musikalsk indsigt, som videreformidles pædagogisk, men aldrig docerende. Et godt alternativ til den pseudoakademiske bedrevidenhed, der kan plage et referenceværk som Ian McDonalds studenterhue-tyngede  ‘Revolution i hovedet’.

Wium er ikke så interesseret i at sætte The Beatles i samtidsperspektiv eller han gør det i hvert fald ikke. Istedet gennemgår han med gehør en udvalgt perlerække af kvartettens sange og fortæller ved eksemplets magt, hvad der er op og ned på The Beatles. Det er meget smittende. Og man får hele tiden lyst til at afbryde læsningen for at tjekke efter, om der nu også sker det, han hævder et minut og syv sekunder inde i en skæring. Det gør der!

Det kan lyde som en ‘Beatles for begyndere’. Det er det i den grad også, men også viderekomne kan sagtens få noget ud af dette lille con amore værk, som er godt tænkt og på sine egne afklarede præmisser ret sikkert udført, yeah, yeah, yeah…

Se mere på www.beatlesforalle.dk

Forsidefotoet er taget af Jan Persson i K.B. Hallen juni 1964.

Readmore  

Good Day Sunshine

1 Comment

VARMEPLADE 23:

Journalisten og Beatles-kenderen Mark Hertsgaard har sagt, at noget af det bedste ved The Beatles, er ‘at man bliver glad af at lytte til den.’  Det er ‘Good Day Sunshine’ et fint eksempel på. Sangen er skrevet af kritikerprügelknaben Paul McCartney og den indleder side 2 af Revolver, albummet, hvor i hvert fald John og George havde hovedet fuld af kemisk solskin. Paul virker bare natural high, som vi sagde dengang.

I biografien Many Years From Now siger Paul til Barry Miles: ‘It was really very much a nod to The Lovin’ Spoonful’s Daydream (igen!), the same traditional, almost trad-jazz feel. That was our favourite record of theirs. Good Day Sunshine was me trying to write something similar to Daydream. John and I wrote it together at Kenwood, but it was basically mine, and he helped me with it.’

Sangen blev indspillet i juni 1966. Solen skinnede både udenfor og indenfor.

The Beatles: Good Day Sunshine. 1966. Tid: 2.06

Readmore  

Han har ageret naturligt i 70 år

3 Comments

RINGO STARR har aldrig opponeret mod, at vi fra starten vænnede os til at kalde dem John, Paul, George og Ringo. Ikke omvendt. Måske fordi han, der fylder 70 i morgen, altid har kendt sin rolle i The Beatles og bedre end andre vidst, at han spillede meget mere end trommer i den gruppe. Han var ofte den vægtstang, der holdt balancen i bandet. I dag ville man have kaldt ham en mediator. Han var den, der tog luften ud af John Lennon, når denne pustede sig for meget op, den, der demonstrerede, at det somme tider var en vej frem bare at glide af, når Paul blev for emsig, og den, der sørgede for at forbinde Georges luftighed med jorden, men også den, der måske var for føjelig og fandt sig i for meget. Måske fordi det ufrivillige institutionsliv havde lært den svagelige dreng styrken i at mestre indpasningens kunst. Det var man nødt til, hvis man som ny skulle kunne begå sig, som Jonathan Gould skriver i sin bog om Amerika og The Beatles..

Den erfaring skulle hjælpe ham i svære stunder som dengang resten af gruppen tog på sin første verdensturne, mens Ringo lå derhjemme med hævede mandler. Kun sent i forløbet satte han hælen i, da han i 1968 forlod indspilningerne til The White Album, fordi han følte sig taget lidt for meget for givet. Han blev dog god igen. Det gjorde Ringo altid.

RINGOS STORE fordel var, at han aldrig havde bedt om at komme med i The Beatles. Det var dem, der bad ham. Han blev headhuntet før nogen anede, hvad dèt var. Noget helt nyt for drengen, der altid havde følt sig som den nye dreng i klassen. Sådan var det også i The Beatles, men Ringo knækkede hurtigt koden. Og han blev spurgt på grund af kvaliteter og karaktertræk, han aldrig afveg fra i de otte år, han var en fjerdedel af The Fab Four. Nok fordi han faktisk var voksen, da han overtog trommestolen efter Pete Best den 18. august 1962. Og voksen havde han været længe. Det blev man tidligt i det miljø, Ringo kom fra. Det var man simpelthen nødt til, hvis man ville overleve. I modsætning til ikke mindst John Lennon var Richard Starkey nemlig ufortyndet arbejderklasse, the lowest of the low. Hans familie og nærmiljø husede ingen hemmelige eller urealistiske ambitioner om at bryde den sociale arv. De anede ikke, at der var en sådan, men kunne bare mærke den på deres tuberkuloseramte kroppe der i Liverpool-kvarteret Dingle, lige ned til den mørke, grumsede Mersey-flod.

RITCHIE, SOM han blev kaldt, gik i kommuneskole med Billy Fury, et af de tidligste britiske rockidoler. Og fra samme nabolag kom også Gerry Marsden, som skulle blive berømt i Gerry & The Pacemakers, bl.a. takket være en sang, The Beatles nægtede at få udgivet som single. Meget senere voksede fodboldstjernen Robbie Fowler op i bydelen, som ellers ikke var tumleplads for stjernefrø. Man havde nok i at klare dagen og vejen i The Dingle. Ikke mindst når man som Elise Starkey var enlig mor til et enebarn, som til med var skrøbeligt. Kort før sin syvårs fødselsdag fik Ritchie blindtarmsbetændelse og fik blindtarmen fjernet. I sig selv et banalt indgreb, men der stødte komplikationer til og han fik bughindebetændelse og hang efter sigende mellem liv og død. Han endte med at tilbringe næsten et år på hospitalet. Ingen ting er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. På hospitalet kom Ritchie med i patientorkestret. Han kunne ikke spille, men det kunne de andre heller ikke. Han fik smag for det. Han havde hverken trommesæt eller stikker, men slog rytmen ved at banke poser med vatrondeller mod sit skab. Han kom af med indestængt energi og fandt hurtigt ud af, at her var det ham, der bestemte takten. I modsætning til udenfor, i det virkelige liv, hvor skolen og de mere og mere uoverstigelige lektier snart truede den i sagens natur ikke særligt boglige dreng.

Som trettenårig begyndte han at hoste lungerne ud. Moderen kunne sagtens høre, hvad det var. Hun boede ikke i Dingle for ingenting, og hendes søn blev indlagt til observation for tuberkulose, dengang arbejderklassens svar på middelalderens pest. Han havde heldigvis ’kun’ lungehindebetændelse. Da han efter to års rekonvalescens på et sanatorium omsider blev raskmeldt hjalp ingen kære mor. Virkeligheden ventede som ufaglært. Til gengæld blev han mere og mere selvlært som trommeslager.

Skifflebølgen greb også ham, men da den slap sit tag ville han stadig være musiker. Det var ikke noget fast job, men et godt alternativ til den arbejdsløshed, der i de år var stigende blandt ufaglærte. Så Ringo lånte 50 pund af sin morfar, og det var mange penge dengang. Han købte en efterligning af det Ludwig-trommesæt, han siden fik råd til. I 1959 blev han tilbudt at komme med i Rory Storm And The Hurricanes. Rory hed egentlig Alan Caldwell og var søn af en vinduespudser, og vild med skiffle, men også med selve det at have et band, at være noget. Han stammede, men ikke når han sang med en ikke særligt personlig røst. Selv om Storms band kunne levere varen og efter at have udstået deres læretid i tidens talentkonkurrencer, havde så meget at lave, at musikerne kunne leve af det, tøvede Starr lidt med at slå til. Han kunne se frem til en lærlingestilling hos en tømrer, men Storm lokkede med at give Starkey særskilt spotlight i en sekvens af showet, som skulle hedde Starr Time. Her skulle Ritchie, som flere og flere var begyndt at kalde Ringo på grund af hans besmykkede fingre, optræde med en trommesolo og synge sange som ’Boys’, et mindre hit for The Shirelles.

DEN FODBOLDGALE Storm og hans hvirvelvinde var på plakaten, da enhver rask rockdrengs yndlingsidol, Gene Vincent, optrådte på det nu nedlagte Liverpool Stadium i 1960. Og et sommerferieengagement i ferielandet Butlin’s blev deres billet til et job som stort set non-stop musikanter i Hamburgs natteliv i 1960, hvor de i Kaiserkeller skiftedes til at optræde med The Beatles, musikere de kendte, bl.a. fordi Storms søster, Iris, som tolvårig blev holde-i-hånd-kæreste med først den to år ældre George Harrison og siden, som syttenårig, lidt mere seriøst med Paul McCartney. Nogen mener hun var anledningen til ’I Saw Her Standing There’. Under alle omstændigheder var Rory og hans musikere nogle, John, Paul og George hang ud med. Både i Hamburgs døgnåbner og hjemme i Liverpool. Pete Best hang aldrig ud. Det skulle han måske have gjort. I hvert fald fandt de andre sådan en som Ringo langt sjovere, også selv om han måske tog frygtindgydende for sig af de våde varer ud på de små timer, og der lagde grunden til en alkoholisme, der til sidst krævede behandling.

Han var ganske vist mere teddy boy end beatlerne tilsammen, og virkede ældre, selv om han og John begge var født i 1940, men en jovial og lun fætter var han, og derfra og til at mene, at han også spillede bedre end Best, blev der stadig kortere.

Ringo har altid taget fyringen af Best med ophøjet ro. Og aldrig følt dårlig samvittighed. »Jeg kendte ham jo ikke, og desuden var jeg jo bedre end ham,« har han sagt. Til gengæld kunne han ikke undgå at blive berørt af det pres, Pete Best-tilhængere lagde på hans afløser, der blev lagt for noget nær had. Ringo kunne godt forstå dem. Som han senere konstaterede: »Fansene elskede Pete. Hvorfor så få en grim fyr med, når man allerede havde en, der så godt ud?«

GEORGE MARTIN var som bekendt ligeglad med, hvordan Ringo så ud, da debutindspilningerne for Parlophone fandt sted. Martin kerede sig om mandens tekniske kompetence. Og den overbeviste ham som bekendt ikke til at begynde med. Ringo tog udadtil producerens indforskrivning af studietrommeslageren Andy White med stoisk ro. Men var selvfølgelig såret og stødt. Hvem ville ikke være det? Her kom han, Liverpools p.t. mest efterspurgte trommeslager, og så blev han vraget lige før han nåede målstregen i første etape af karrierekapløbet. Men han vidste med sig selv, at det han kunne, var lige præcis, hvad de andre i The Beatles havde brug for. Som han fortalte Peter Schollert fra Jyllands-Posten i 2008: »Det var jo noget af et band, jeg var med i. Der var John, Paul, George og Ringo, og i en periode havde de fleste den opfattelse, at enhver kunne spille trommer, som jeg gjorde. Senere har de fundet ud af, at det kan alle ikke,« sagde Ringo, der ved samme lejlighed kaldte sig selv »en primitiv trommeslager«. Og uddybede det: »Jeg spiller trommer med fokus på den følelse, der fra gang til gang opstår i et nummer. Så jeg spiller altså ikke hundrede procent præcist – mit trommespil er ikke som ét mønster. Og hvis de andre musikere ændrer på et nummer, ændrer jeg mit spil.«

Alligevel er det almindelig brancheviden, at netop Ringo var den perfekte trommeslager til denne tidlige fase af The Beatles, og senere udviklede han sig i takt med de tre andre. I sin selvbiografi uddyber George Martin det synspunkt: »Jeg fandt hurtigt ud af, at Ringo var en udmærket trommeslager til det, der var brug for. Folk som Gene Krupa og Buddy Rich ville jo udklassere ham, men han er en god solid rocktrommeslager med et superstabilt beat, og han ved, hvordan han skal få den rette lyd ud af sine trommer. Og alt andet ufortalt så har han en individuel lyd. Man kan høre forskel på Ringos og alle andres trommer, og den egenskab var afgørende for de tidlige Beatles-plader.«

Det kan ikke have været nemt at være trommeslager i The Beatles. F.eks. var og er Paul McCartney en glimrende trommeslager, og var aldrig bleg for at demonstrere det eller tilrettevise Ringo. Og engang Lennon blev spurgt, hvad han egentlig syntes om Ringos spil, svarede han: »Der findes bedre trommeslagere i bandet end Ringo…« Det skulle vist forestille at være vittigt, men afstanden til det nådesløse var aldrig lang for John Lennon. Som retfærdigvis også senere erklærede, »at hvis jeg får en ting til at køre, så ved Ringo i hvilken retning han skal bevæge, bare sådan uden videre…« Hvordan og hvor godt kan man høre på Lennons første soloalbum, hvor Ringo spiller trommer. Det er måske denne forladen sig på instinktet, Ringo selv kalder »primitiv«. Den soliditet, Martin fremhæver og hans evne til at holde tempoet, næsten som en metronom havde en praktisk sidegevinst: Den gjorde det faktisk muligt for The Beatles at indspille samme sang et halvt hundrede gange, og så klippe de bedste sekvenser fra hver enkelt optagelse sammen til een skæring uden at tempoet skiftede.

PÅ SAMME måde som The Beatles satte nye målestokke for popmusik, således introducerede de med Ringo også en ny trommeslagertype. En ting var, at den venstrehåndede Ringo med snilde fandt ud at spille på et konventionelt sæt, beregnet til højrehåndede. Mere synligt, var det, at medens Elvis’ og Cliff’s trommeslagere kun kunne se solistens ryg, blev Ringo sat på en piedestal. Han blev et show i showet, og selv om ’rigtige’ trommeslagere i starten hånede ham for hans meget håndfaste greb om stikkerne, dannede de skole. Væk var swingtidens spisepindefatning, som 50’ernes poptrommeslagere bare havde arvet som det naturligste af verden. Tiden var kommet til at slå med en større kølle, hvis man ville høres. Max Weinberg fra The E Street Band var aldrig kommet til at spille som han gør uden at have set Ringo. Og i den mere nørdede ende eksperimenterede Ringo med at stemme sine trommer lavere, og gjorde en del ud af at mindske den metalliske resonans i trommerne ligesom han som den første satte en mikrofon til hver tromme for at få lyden tættere på lytteren.

Lige så nyskabende var det, at Ringo også sang. For at parafrasere Lennon: Der var bedre sangere i The Beatles end Ringo, men musketerånden fik dem til at give ham spotlightet af og til for at understrege, at en kvartet består af fire dele, og fordi de jo kunne se, at Ringo uden at være sexet som Pete Best kunne generere samme respons fra salen. Ringo blev med tiden bedre til at synge, men der er en dumbo-agtig troskyldighed og charmerende amatørisme over indspilninger som ’Boys’, ’I Wanna Be Your Man’, ’Matchbox’, ’Honey Don’t samt ’What Goes On’ og hans stjernestund, ’With A Little Help From My Friends’. Hans egen ’Octopus’ Garden’ afspejler lige som ’Yellow Submarine’ mandens drengede sind, der i gruppesamværet ofte slog igennem som såkaldte ’ringoismer’, ordspil a la »a hard day’s night« og »eight days a week«. Og da vi når frem til The White Album har han lært at holde tonen og falder ikke igennem, hverken på ’Don’t Pass Me By’ eller den tilsovsede crooner ’Good Night.’ Man kan indvende, at valget af de sange, sunget med tyk scouse-dialekt, fastholdt ham i rollen som en storbybonde fra provinsen, men i The Beatles var filosofien, at man gjorde det man var god til. Det var til fælles bedste. Og det var Ringo.

Især amerikanerne tog ham til deres hjerter. Måske fordi han var nemmere at forholde sig til end John og Paul, der virkede som så oplagte popidoler. Ringo var netop ’one of the boys.’ Ukrukket, uintellektuel, men ikke dum trods en sporadisk skolegang, der aldrig fik lært ham at stave. Han var i mangt og meget legemliggørelsen af den grimme dreng, der klarer sig så smukt, at han selv bliver smuk. Som John Lennon engang sagde om ham: »Han var så kvik, at det virkede demoraliserende på de af os, der næsten havde det, som om vi havde gået i skole siden vi var to.« Beatles-filmene var nok blevet plagsomt studentikose uden Ringo Starr, der spillede, som om han efterlevede den sang, der tidligt blev hans signatur, ’Act naturally’. Han afviste selv, at han skulle have talent for at spille skuespil. »Jeg spiller jo ikke, men måske er det netop det,« sagde han. At nogen så godt senere kunne have rådgivet ham bedre i den metier er noget helt andet. Hans volapykgryntende huleboer i filmen Caveman dukker f.eks. af og til op i rerun-junglen på nat-tv. Den er så dårlig, at den end ikke er kitsch.

ÅRENE EFTER The Beatles var til at begynde med ikke spor sjove for Ringo Starr. Opløsningen gik ham på. Han havde ikke alene mistet det, han plejede at omtale som sine tre brødre, men også det bedste job, han havde haft. Han har selv fortalt, at han bare sad i sin have og prøvede at få tiden til at gå, mens drikkeriet langsomt tog til. Han manglede noget, selv om han nød en vis succes med George Martin- og Richard Perry-producerede soloplader, ja, fik nummer et-singler med ’Photograph’ og ’You’re Sixteen’ og hans (og George Harrisons) ’It Don’t Come Easy’ viste bredden i hans begrænsede baryton. Siden slutningen af 80’erne har han med mellemrum turneret med sit All Star Band, med skiftende besætning, men altid med Ringo som den, der giver plads til andre uden selv at forsvinde. Præcis som han gjorde i The Beatles.

Ringo Starr var altså ikke, som en amerikansk avis mange år senere skrev, »bare en hr. Hvemsomhelst, der var så heldig at komme med i verdens bedste band.« Han var med til at gøre dem til netop det, for som Jonathan Gould skriver, så kan det godt være, at det lykkeligste i Ringos liv var at blive spurgt, om han ville med i The Beatles, men det lykkeligste i de andres liv var, at han sagde ja. Ved den første Gasolin-trommeslagers død skrev forfatteren Peder Bundgaard, at enhver gruppe burde have sin egen Bjørn Uglebjerg. De ord kunne også have være møntet på Ringo Starr.

Denne artikel er endnu en smagsprøve på min kommende bog, Yeah Yeah Yeah – en krønike om The Beatles, der udkommer primo oktober på Gyldendal. Eftertryk ikke tilladt.

© TORBEN BILLE 2010

CAPAC fejrer også manden med de mange ringfingre her.

Readmore  

It was 43 years ago today…

4 Comments

I DAG gør vi honnør for Sergeant Pepper. Efter næsten uhørte syvhundrede studietimer, og lige så uhørte ti måneder siden ‘Revolver’, udkom ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ den 1. juni 1967. For første gang var The Beatles ikke forud for deres tid. Musikalsk foregik der langt mere interessante ting end i Abbey Road, ja, selv der kunne de høre den nye tid i form af Pink Floyd, som indspillede debutalbum inde ved siden af, men for millioner af mennesker var The Beatles det nye, fordi de mainstreamede beatrevolutionen. I tilgift fik vi nogle gode sange, men et kluddetæppe af et album. Det sidste er jeg dog klar over, at der er ret delte meninger om…

EN TING var musikken. Noget andet var emballagen. Der skulle være noget for både øje og øre i de år. The Beatles havde først fået den hollandske kunstnerduo The Fool til at udfærdige et moderigtigt psykedelisk cover. Det blev kasseret som værende for oplagt. The Fool skulle siden tage sig rigeligt betalt som nogle af dem, der nassede mest kriminelt på beatles-formuen i Apple-perioden.

McCartney henvendte sig derpå til Robert Fraser, galleriejeren, som sendte opgaven i opdrag hos Peter Blake. Blake var en af tidens mest omtalte pop-art kunstnere. I samarbejde med McCartney nåede han frem til fremstillingen af de fire beatler iført noget, der lignede brugte uniformer fra en af de habsburgske kejseres garderobe, men var lejet kluns fra den lokale Amorin. Ordenerne til tøjet lånte John af Neil Aspinall, som lånte dem af Pete Best, der igen havde dem fra sin far, der havde fået dem som fortjenstmedaljer efter Anden Verdenskrig.

Sgt. Pepper havde fået sit band. Og bag dem stod billeder af en række personer af varierende berømthed, klæbet op på finerplader. Hele sceneriet blev fotograferet af Michael Cooper.

EMI MÅTTE punge ud med alt andet end småpenge for noget så dengang perifert som et pladeomslag. De skulle blive klogere. Og kunne, da Pink Floyd nogle år senere fik gode ideer, med vemod tænke tilbage på dengang de kunne nøjes med at give Robert Fraser 1.500 pund for ulejligheden og Peter Blake 200 pund en gang for alle, mens Michael Cooper fakturerede EMI for cirka 700 pund for fotografering, atelierleje, fotoassistenter og negativer og farveprint. I alt løb de samlede udgifter til omslaget op i mere end 2.800 pund. Ifølge Blake »budgetterede EMI normalt med 25 pund for et fotografi til omslaget, og de forventede sikkert at måtte gå op til 75 pund for et band af Beatles’ kaliber.«

EMI’s arbejdende bestyrelsesformand, Sir Joseph Lockwood, fortalte Fraser, at de kunne have lejet hele London Symphony Orchestra for den sum, det kostede at pakke Sgt. Pepper ind.

Readmore  

Lennon som butiks-og kussetyv

7 Comments

John Lennon står for mange – af ikke altid lige indlysende, men altid ret forudsigelige grunde – som den mest interessante af The Beatles. Og kanoniseringen af ham blev ikke mindre, da han blev skudt. Derfor er det også helt indlysende, at hans barn- og tidlige ungdom nu er blevet genstand for en spillefilm, Nowhere Boy.

Jeg gik ind og så den med min ældste datter (17). Hun er lige i den alder, hvor man bliver vild med The Doors (og det forstår jeg godt), og The Beatles har hun været mere eller mindre tvangsindlagt til siden fødslen; i de senere måneder mere intensivt end tidligere, da hendes far er ved at færdiggøre en bog om The Fab Four (ude på Gyldendal til efteråret)

Hun kunne godt lide filmen. Vældig godt, sagde hun endda. Og tog, som jeg, en lille tudetur, da John blev moderløs, da Julie ikke så sig for, da hun gik ud foran en bil. Jeg vidste, det ville komme. For hende var det et chok, lige som det må have været for John Winston Lennon. Og hans mor.

‘Nowhere Boy’ er det, anmelderne vist plejer at kalde en fin, lille film, sådan til fire stjerner eller deromkring. Der er gjort en del ud af at genskabe omgivelserne fra dengang. Således er The Quarrymens optræden på kirkebasaren i Woolton i juli 1957 nærmest koreograferet efter virkeligheden, i hvert fald så vidt den lader sig sammenstykke af de tilstedeværende kilder. Om det så er Lennons ternede skjorte så ligner den. Der er måske lige lovligt med Korsbæk-kulisser i den, men der er en god atmosfære over scenerierne.

Historien turde være velkendt, og instruktøren Sam Taylor-Wood fortæller den lige ud af landevejen og redeligt, men aldrig kedeligt. Hun tager sig nogle kunstneriske friheder og sammenpresser forløb, som faktisk strakte sig over længere tid. Og lader f.eks. Lennon opholde sig mere hjemme hos sin mor end han reelt gjorde. Hendes mand ville nemlig ikke have ham der. Men kender man fodnoterne i den rigtige historie kan man lægge til og trække fra, og gør man ikke, er man alligevel godt underholdt.

Filmen har dog to problemer: John Lennon spilles af Aaron Johnson. Født i 1990 er han distraherende for gammel og på vej til det pluskæbede til rollen, men kæmper godt med at give billedet af teenageren Lennon som den sårbare, usikre blærerøv, der både er butiks-og kussetyv. Det sidste er der ikke så meget belæg for at mene som det første, men det giver saftige billeder. Instruktøren forestiller sig et noget mere frivolt kærlighedsliv i 50′ernes Liverpool end der var.

Det andet problem er fremstillingen af Lennons mor, Julia, spillet af Anne-Marie Duff. Hun ligner Julia slående, men nok var Julia lidt af en flirt, men at hun var så nærmest ustyrligt kropslig, at det virkede som om hun hvert øjeblik ville kaste sig over sin søn, er nok at stramme den. Der er lir i luften, men trods alt en levende skildring af en kvinde, der efter alt at dømme var manio-depressiv. Dengang hed det bare humørsvingninger.

Som moster Mimi er Kristin Scott Thomas fremragende underspillet som en kvinde, der ikke rutter med sin følelser, men i den grad på sin egen måde nærede dem over for sin plejesøn, der jo heller ikke selv stillede sine følelser til skue. Ikke før han mødte Yoko Ono og Arthur Janov.

Musikken og Paul McCartney (fremstillet med en egen poetisk styrke af Thomas Sangster) spiller en rolle, men ikke en hovedrolle. Endnu. Forude venter verdensberømmelsen og livet i Nowhereland.

Readmore  

Jordemoder for The Beatles

2 Comments

En af de uopslidelige historier i Beatles-mytologien er den om, at en ung fyr ved navn Raymond Jones i efteråret 1961 i Liverpool efterspurgte en plade, som de dengang ikke slet så kendte bysbørn, The Beatles, lige skulle have udsendt. Brian Epstein, som bestyrede pladebutikken, kendte hverken den eller dem, og satte en ære i at finde ud af om det var rigtigt. Det var det, men det er historien ikke. Epstein kendte godt The Beatles. De hang ud i hans butik og var tit i et fanblad, han solgte. Til gengæld er det sandt, at han bestilte 200 eksemplarer hjem af pladen uden at der skete det store ved det. Til at begynde med.

For John, Paul, George og Pete – Ringo var endnu ikke med – var det største selve indspilningen. Den havde de en birolle i. Hovedrollen havde den i morgen 70-årige Tony Sheridan (billedet).

Han var jævnaldrende med Lennon, men en sand professionel i sammenligning. I England havde han som guitarist medvirket i ’Oh, Boy,’ et af de første egentlige popshows på tv. Faktisk var han den første, der spillede el-guitar live på britisk tv. Inden da havde han backet koryfæer som Conway Twitty og Lennon-forbillederne Gene Vincent og Eddie Cochran, når de turnerede i England. Han var med på den turne, hvor Cochran forulykkede fatalt i en trafikulykke.

Siden juni 1960 havde Sheridan spillet i Hamburg på The Top Ten Club. Beatlerne spillede i naboklubben Kaiserkeller. Sheridan var en kompetent, men også anarkistisk performer, der både diskuterede med og skændte på sit publikum og sit band. John Lennon var ret hurtig til at tage den stil op og kunne finde på at heile mod publikum, som han jævnligt titulerede »krauts«.

Sheridan var en kapabel Elvis-efterligner og et omvandrende rockopslagsværk. Paul McCartney refererer den dag i dag til ham som »the teacher«. Det var Sheridan, der gav The Beatles en lynintroduktion til gamle r&b-navne som Jimmy Reed, T-Bone Walker og John Lee Hooker, og selv fik Sheridan senere et hit med sin version af Bill Haleys ’Skinny Minnie’, der altid afsluttede hans koncerter ved seks-tiden om morgenen, ja, ofte kørte han over tiden, fordi han blev grebet af musikken.

»Han havde guitar-diarre,« husker en stamkunde. Intet forekom derfor beatlerne mere naturligt end at jamme med Sheridan, som oven i købet var en hyggelig fyr, når han da ikke var i sit slå-på-tæven humør – han havde, sagde George Harrison, både en for- og en bagside. Mens de jammede, glemte de, hvad der stod med småt i deres kontrakt. Den forbød dem at optræde andre steder end Kaiserkeller inden for en radius af fem kilometer.

Klubejeren Bruno Koschmider kunne ikke sidde kontraktbruddet overhørigt og blev ydermere irriteret, da The Beatles krævede, at de kom til at bo lige så menneskeligt som Sheridan. Ikke prangende, men bare så de ikke behøvede at sove, klæde om og have piger med hjem i det samme lurvede, vinduesløse rum.

Konkurrencen mellem spillestederne i Hamburg var benhård, og da Koschmider hørte rygter om, at ejeren af Top Ten Club havde viftet hans husorkester med et tilbud, satte han hælen i. Og opsagde kontrakten efter 58 aftener i Kaiserkeller. Hvad der derefter skete, fortaber sig i gode historier.

Der var snak om, at MCartney og Pete Best i ungdommeligt trods havde sat ild til et kondom ’hjemme’ på firesengsstuen, men bundlinjen var, at George Harrison var i Hamburg uden arbejdstilladelse. Og desuden var mindreårig. En eller anden fortalte det til myndighederne.

Så Harrison blev sendt retur til Liverpool den 30. november 1960. Dagen efter skete det samme for McCartney og Best. Godt nok blev en sigtelse for pyromani frafaldet, men et eksempel skulle statueres. Hjemvendte anede de ikke, hvad de skulle tage sig til, men genvandt lidt efter lidt momentum.

Den succes, de nu mødte på spillestederne i Liverpool, kom bag på dem, men bekræftede dem i, at nattelivet i Hamburg havde været hårdt, men gavnligt for sammenspilletheden, så i april 1961 returnerede de til Hamburg.

TONY SHERIDAN spillede stadig i Top Ten Club, og The Beatles akkompagnerede ham af og til. Beatles-bassisten Stuart Sutcliffe ville hellere være billedkunstner, så Paul overtog bassen. Hans svendeprøve stod i Friederich Ebert Halle 22. juni 1961, hvor The Beatles for første gang indspillede professionelt. Ikke alene, men som backing for Tony Sheridan.

I et brev til sin far og bror, dateret den 4. maj samme år, fortalte Paul McCartney, at The Beatles havde haft en VIP-tilskuer: »… her forleden aften kom en af Tysklands største rock & roll-stjerner ind i klubben … han hedder Tommy Kent, og han sagde, vi var det bedste band, han nogensinde havde hørt. Jeg håber, han mener det«.

Den besøgende var døbt Guntram Kühbeck, men det kunne man ikke hedde som popsanger. I 1958 var den Ib Mossin-blonde lægesøn blevet spottet som 16-årig af det tyske svar på Bent Fabricius-Bjerre, komponisten, kapelmesteren og produceren, Bert Kaempfert. Året efter nåede Guntram som Tommy Kent en fjerdeplads på den nationale hitliste med sangen ’Susie Darling’, og var i Hamburg for at indspille en ny single. Han var så småt begyndt at indstille sig på, at han havde fremtiden bag sig, i det mindste som popstjerne. Siden skulle han blive en anerkendt arkitekt.

Den aften i Top Ten Club så han nogle med fremtiden foran sig. Hans begejstring for Sheridan og især The Beatles fik hans producer til at tage med næste aften. Kent sang med på ’Be-Bop-A-Lula’, og Kaempfert lovede at vende tilbage. Han holdt sit ord.

I modsætning til Sheridan skrev The Beatles ikke kontrakt med Deutsche Grammofon, men med Kaempferts produktionsselskab. The Beatles ville modtage fem procent for det tyske pladesalg, og væsentlig mindre for salg i udlandet. John Lennon stod påført som autoriseret modtager af gruppens royalties. Endnu et lille skridt var taget på den lange vej til the toppermost.

I studiet, som var en koncertsal i en skole, stod lydteknikeren Karl Hinze med sin to-spors Telefunken båndoptager. »De repræsenterede noget nyt for os,« huskede han senere: »Det var højt, højt, højt!« Hidtil havde Hinze og hans slags indspillet sangstemmer med musik. Nu skulle de indspille musik med vokaler.

Det var aftalt, at man kun skulle forevige sange, som musikerne allerede havde på deres koncertrepertoire. En af dem var ’My Bonnie’, en skotsk folkevise. Ray Charles havde i 1958 udsat sangen for et jazzet, blues-arrangement, men de nuancer fandtes ikke i den lige-ud-på-dansegulvet version, Sheridan fik i kassen med The Beatles den 22. juni. Andre indspilninger var Jimmy Reed-nummeret ’Take Out Some Insurance On Me, Baby’, Sheridans egen ’Why’, Hank Snow-tåreperseren ’Nobody’s Child’, som senere Lonnie Donegan indspillede.

The Beatles fik overladt mikrofonen i  ’Ain’t She Sweet’, herhjemme gjort kendt af Leo Mathiesen, men Lennon brugte Gene Vincents version fra 1956 som reference. The Beatles’ opdatering er mere energisk end original.

Bandet gjorde da heller ikke noget blivende indtryk på Kaempfert. Han kastede sine penge efter Sheridan. ’My Bonnie’ udsendtes den 23. oktober 1961 som single i Vesttyskland med ’When The Saints…’ som b-side. The Beatles figurerer som »and The Beat Brothers« på etiketten. Halvandet år senere huskede Lennon i New Musical Express pladen som »a tremendous hit in Germany«. Han huskede forkert.

’My Bonnie’ entrer den officielle tyske hitliste i december som nr. 47. Måneden efter opnår den sin højeste placering som nr. 32, men den bliver et pænt lokalt hit i Hamburg, hvor den konkurrerer med Nana Mouskouri’s ’Weisse Rose Aus Athen’, ’Sauerkraut Polka’ med Gus Backus, amerikanske Connie Francis på tysk med ’Eine Insel Für Zwei’ og Kallman-koret med ’Elisabeth Serenade’.

Senere kom både ’My Bonnie’ og især The Beatles jo efter det. Og Tony Sheridan var sikret evigt kredsløb på nostalgimarkedet, hvor han stadig er efterspurgt.

Foto af Tony Sheridan 2007 af Rapidshot fra Panoramio.com

Denne tekst er et stærkt forkortet uddrag af et kapitel i min kommende krønike om The Beatles,
der udkommer på Gyldendal
til oktober.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top