Beatles: Here, there and everywhere

I denne uge for 46 år siden blev der skrevet historie på de amerikanske hitlister. Egentlig taler ord og tal for sig selv, men i fodboldsammenhæng svarer det til en kort samtidig periode i Spanien, hvor Real Madrid besatte alle pladser på det spanske landshold undtagen målmanden. Han hed Jose Angel Iribar og kom fra Athletic Bilbao.

Billboard-listen herover er den statistisk målbare effekt af Beatles-besøget i USA februar 1964, hvor de blev set og hørt af henved 73 mio. amerikanere i The Ed Sullivan Show. Her er lidt om den daværende markedssituation (fra min nye bog om The Beatles, der udkommer til efteråret på Gyldendal):

TILBAGE I England i god behold erklærede Brian Epstein: ”Vi vidste, at Amerika ville få os til at bryde sammen eller bryde igennem som verdensstjerner. Hun gjorde det sidste …” Og i Billboard den 4. april 1964 skabte Beatles breaking news, sort på hvidt, med en rød indramning, under overskriften Hot 100. Billboard var og er det toneangivende musikbrancheblad. Bladet begyndte i 1955 ugentligt at bringe, i mange år i lighed (og konkurrence) med Cashbox, hver uge en liste over de 100 mest populære singleplader plus en række special-lister, bl.a. over bedst solgte albums. Listen er sammenstillet ud fra et anslået gennnemsnit af radioafspilninger, det såkaldte airplay, samt antallet af solgte plader over disken.

Det er altså en ret pålidelig registrering af den øjeblikkelige musikalske folkestemning. Ugens højdespringer på den første hitliste i april var The Beatles med ”Can’t buy me love”. Den var ugen før med forhåndsordrer på 1,7 mio. eksemplarer gået direkte ind som nr. 27. Nu havde den afløst ”She loves you” på førstepladsen, og der blev den liggende yderligere fire uger, således at der i 14 uger i træk det forår lå en Beatles-plade øverst på listen. Men det var ikke slut med det. Nedenunder ”Can’t buy me love” stod der Beatles på de fire næste pladser: ”Twist and shout,” ”She loves you,” ”I want to hold your hand” og ”Please, please me,” men det var slet ikke slut med det. ”I saw her standing there” var nr. 31, ”From me to you” på vej op fra 50 til 41, ”Do you want to know a secret” var nr. 46 med en såkaldt bullet, hvilket betød, at den bevægede sig hurtigt op ad, og så blev den oven i købet sunget af George Harrison – det var vi nu ikke mange, der kunne høre dengang, skulle jeg hilse og sige. ”All my loving” var også i fart, nu som nr. 41, ”You can’t do that’ gik direkte ind som nr. 65, ”Roll over Beethoven” var nr. 68, ”Thank you girl” var ny på listen som nr. 79. I alt 12 plader på listen, aldrig sket før eller siden. Og i England og resten af Europa gik det også helt pænt.

DET VAR THE BEATLES here, there and everywhere. Og fornemmede man som programtilrettelægger eller pladebutik stadig ikke helt, hvad der foregik, kunne man få det ind med blokbogstaver på hyldestsangene ”We love you Beatles” med The Carefrees på 42. pladsen og på vej op samt Four Preps med ”A letter to The Beatles”. Og radioen spillede også sange som ”My boyfriend got a Beatle haircut,” ”Yes, you can hold my hand”, og Ringo, som amerikanerne især havde taget til deres hjerte (måske fordi han var den lettest genkendelige), fik sin helt egen hyldest i form af sangen ”Ringo, I love you” med linjerne ”I love you yeah yeah yeah, more than anything in this world, I wanna be your own girl, please let me hold your hand … more than anything I want to wear your ring …” Sangen var produceret og skrevet af Phil Spector som en uskrømtet Beatles-pastiche, og blev sunget af den stærkt fotogene debutant Bonnie Jo Mason. Hun skulle året efter mærke suset på førstepladsen af hitlisterne med sangen ”I got you babe”. Da havde hun afkastet sig pseudonymet og var blevet halvdelen af Sonny & Cher. På aprillisten fandt man i øvrigt på hurtig fremmarch som nr. 8 Betty Everetts originalversion af ”Shoop shoop song,” som samme Cher fik et verdenshit med i 1990.

BORTSET FRA DEN historiske dominans af et enkelt navn er listen fra 4. april også interessant, fordi den afspejler markedet her lige før musikken får en afgørende anden lyd. Endnu er de engelske navne få: Fra Liverpool er The Searchers på vej op med ”Needles and pins”, som sammen med ”Ticket to ride” skulle få både The Byrds og Tom Petty til at investerere i en tolvstrenget Rickenbacker-guitar. Og byfællerne Swinging Blue Jeans er aktuelle med ”Hippy hippy shake.” Et andet engelske band er Dave Clark Five, som det år blev vældigt store i USA med de fodstampende ”Glad all over” og ”Bits and pjeces”, der foregreb The Troggs og ”Wild thing,” men så er det også ved at slut med engelske navne.

Strøet ud over listen er en række sorte navne, som antyder væksten af et nyt marked, kulturelle udbrydere af den ghettoisering, de sorte ellers stadig var udsat for i USA. Marvin Gaye, Temptations, Impressions, Chuck Berry og Motowns nye håb Mary Wells, hvis ”My guy” faktisk endte på førstepladsen. Og nede i bageste geled finder vi en debutant, verden skal komme på fornavn med – Otis Redding.

VED AMBASSADEFESTEN i Washington, hvor der var velgørenhedslotteri, havde den altid sarkastiske John Lennon som slutreplik affyret, at vinderne af Meet The Beatles-lp’erne jo altid kunne bytte den til en plade med Frank Sinatra. Det segment var nemlig stadig stort, ja, i en vis forstand stadig det største sammen med country & western-publikummet. For de befolkningsgrupper var The Beatles en kortlivet anomali i en verden, hvor der heldigvis stadig var forskel på sort og hvidt.

De kunne med fortrøstning notere sig, at navne som Terry Stafford, Elvis Presley, trompetisten Al Hirt, Danny Williams og Brenda Lee stadig storsolgte. Ja, selv gamle Louis Armstrong kunne endnu, med ”Hello Dolly”, der skulle ende som nr. 1. En position, han brugte til at minde om, at rocken skyldte jazzen alt. Og allernederst på listen indsneg sig med Barbra Streisand og ”People” endnu et beroligende bevis på, at der stadig blev skrevet nye på ventelisten til at komme ind på Hotel Evergreen – ingen, heller ikke The Beatles, forestillede sig, at de havde evighedsbooket en suite der.

(Eftertryk ikke tilladt)

© Torben Bille 2010