Tim C guldindrammer McCartney

Tim C guldindrammer McCartney

1 Comment

Måske er det en anmelder-arbejdsskade, men efter at have været højt oppe til en koncert, kan jeg dagen derpå spørge mig selv, om det nu også var godt. Sådan havde jeg det også, da jeg, den dag Paul McCartney fyldte 70, på det nærmeste gik hjemad på luftpuder. Og ikke kunne vente med at komme til tasterne (Link til anmeldelsen).

Nu foreligger Tim Christensen-projektet med at opføre Ram in extenso foreviget på dvd (og cd) under titlen Pure McCartney. Koncertoptagelsen er no-nonsense tro mod oplevelsen. Det var godt. Det er godt.

Jeg kan godt forstå, at de medvirkende har svært ved at tørre de smørrede smil af. Og hele tiden må tage sig ikke at springe dansende og børnehavehoppende rundt. Det, vi (gen)oplever her, er nemlig selve legemliggørelsen af spilleglæde. Skarpt og afslappet. Ikke alt for højtideligt, men aldrig sjusket, altid fokuseret – som om det var deres egne sange.

Med al respekt for Tim C. er den kongeniale mccartneyist ikke i centrum – og det er helt i koncertens ånd. Igen bedåres man(d) af Tracy Bonham. Navnlig hendes forstørrelse af McCartney-bagateller som ‘Heart of the country’ samt i ekstranummerafdelingen, ‘Junk’, med hillbillysprød violin og en stemme af den slags, man kan dyrke gåsehud på. Mike Viola’s forbløffende ‘Maybe I’m Amazed’ holder. Det samme gør hans humor og samspil med de andre. Han er ingen skønsanger, men fuld af lige dele soul og spas.

Omkring sig har de tre i front guitaristen Lars Skjærbæk, der – meget betegnende – spiller over en Matchless-forstærker, multiinstrumentalisten Christoffer Møller, den uopslidelige trommeslager Jesper Lind og bassisten Søren M. Koch, som kan det der med både at være stout og swingende. Fremaddrivende, men også kontemplativ – som i ‘The back seat of my car’. Og gennem det hele strømmer modet til at lade det enkle forblive enkelt, indrammet af intrikate, men indlysende vokalharmonier, Brian Wilson ikke kunne have forbedret.

Jeg er stadig ikke sikker på, at Ram er så god en plade, at den fortjener denne hyldest, men der må klappes og det bliver der. På begge sider af rampen.

Mon ikke McCartney stod ude i kulissen og glædede sig over, at dette band hin aften ikke var on the run, men levede og lod leve…

Tim Christensen, Mike Viola, Tracy Bonham & The Damn Crystals: Pure McCartney. Producere: Frank Birch Pontopiddan & Tim Christensen. Instruktion: Max Christensen. Mermaid/Sony.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Gid Paul fyldte rundt hvert år

2 Comments

Jeg havde egentlig lovet mig selv (og dermed læserne), at årets McCartney-kvote var ved at være opbrugt på denne blog. Det var før jeg i Vega havde sagt tillykke sammen med en stuvende fuld, begejstringsdampende sal. Okay, så Paul kommer ikke hertil i denne omgang. Det gjorde ikke noget i aftes. Han var der så rigeligt. I ånden.

Konceptet for Tim Christensen, hans uforlignelige Damn Crystals og gæsterne Mike Viola og Tracy Bonham var lige så enkelt som det var svært. Første sæt bestod af bandets udlægning af RAM, og efter pausen diskedes der op med Macca’s greatest.

Tim C. og hans band, som var meget mere og alt andet end “& co”, gjorde det svære enkelt, fordi det var så indlysende, at de havde det smittende sjovt. Ja, kapelmesteren selv lignede en, der havde fået en livsdrøm opfyldt. Og lød lige sådan. Som han skriver på Facebook: “What an education it has been to dig that deep into another musician’s (Mr. McCartney) work these last 7 days. Almost like musical-surgery. This is the most fun we’ve had in a looong time.”

Kan en kopi være bedre end originalen? Det spørgsmål trængte sig på, mens bandet con amore-arbejdede sig igennem RAM. Ved vejs ende må svaret være ja. Årsagen er den enkle, at aftenens band er langt bedre end det udvidede one man band, McCartney i sin tid omgav sig med. At Tim Christensen deler kunsterisk DNA med McCartney er ingen nyhed, men det til tider svimlende var i hvor høj grad de øvrige medvirkende var med til at facettere musikken. Både før og efter pausen.

Tracy Bonham var sej, sødmefyldt og livfuld og hendes tolkning af især ‘Heart of the country’ forvandlede sangen til hjertegribende, flosset blues. Og Mike Viola sang og spillede ‘Maybe I’m Amazed’, så der var grund til forbløffelse. At påtage sig medejerskab er én måde at karakterisere hans version på. En anden, lige så præcis er: Wow!

De flerstemmige vokaler havde – i sagens natur – en organisk fylde og lethed som originalen savner. Ikke mindst på grund af Søren Koch, som ikke bare er  beatles-nørd om en hals, men både kan få sig selv og elbassen til at synge. Og på den anden fløj gav Lars Skjærbæk blødheden kant med et guitarspil uden overflødige dikkedarer. Blær er for novicer. Her gik vi til benet og bed os fast. Overgangene sad samme sted som vokalerne – lige i skabet. Tænk at ‘Rockshow’ kan lyde som et nødvendigt nummer…

McCartneys musik er nok enkel i sin melodiske klarhed, men så nem at spille er den heller ikke.

Alligevel fremstod disse to timer så næsten urimeligt lystfulde. Og når kazooerne, megafonerne og de økologiske blæserinstrumenter fik spilletid, forlenedes showet yderligere med en burlesk cirkus-agtig karakter ikke ulig den, man i sin tid mødte hos Bonzo Dog Doo Dah Band og McCartney-bror Mike’s Scaffold. En fin ekstra pointe ved en koncert, der åbenbarede forskellen på cover og tribute. Ikke et band on the run, men et band on the fun, som en publikummer bagefter karakteriserede showet på Facebook.

Ja, der er grund til at ærgre sig, hvis man gik forgæves eller hellere ville se shortpassende Spanien sidsteøjebliksbesejre Kroatien, men fortvivl ikke: Der var videooptagende folk på plads, så mon ikke det ender med en dvd, der foreviger begivenheden …

På vej ud hørte jeg småbrok over, at der ikke var så meget som et Beatles-nummer på repertoiret. De numre, der blev spillet, demonstrerede til fulde, at Paul McCartney for længst er trådt ud af skyggen fra The Beatles.

Tim Christensen, The Damn Crystals, Mike Viola og Tracy Bonham: Pure McCartney. Store Vega. Mandag.

På Vegas hjemmeside finder du et galleri af Rasmus B.S. Hansen-billeder, der næsten er som at være der selv. Næsten.

Sætlisten var følgende:

FØRSTE SÆT – RAM

1. Too Many People
2. 3 Legs
3. Ram On
4. Dear Boy
5. Uncle Albert/Admiral Halsey
6. Smile Away
7. Heart Of The Country
8. Monkberry Moon Delight
9. Eat At Home
10. Long Haired Lady
11. The Back Seat Of My Car

ANDET SÆT – Greatest Hits

1. Venus And Mars / Rock Show
2. Coming Up
3. Live And Let Die
4. Maybe I’m Amazed
5. Pipes Of Peace
6. Let ‘Em In
7. Ballroom Dancing
8. Jet

Ekstranumre:
X. Junk
XX. Band On The Run

Midt i en beattid erfarer, at bandet som boblere havde numre som ‘Another Day’, ‘Tug Of War’, ‘My Love’, ‘My Brave Face’, ‘Jenny Wren’, ‘No More Lonely Nights’,’ Say Say Say’, men de forblev i øveren.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Foto og video: Lene Boisen ©

 

 

Readmore  

Tim C. fejrer McCartney

6 Comments

Som man har kunnet læse bl.a. her på bloggen, var et af mange højdepunkter ved Vega-koncerten med Tim Christensen og The Damn Crystals den kærlige kopi af ‘Band on the run’. Øjeblikket blev ikke mindre af, at Tim annoncerede, at han, bistået af bandet og åndsfællen Mike Viola, fejrer Paul McCartneys 70 års dag 18. juni med en koncert samme sted.

Nu løftes sløret for noget af aftenens indhold. Koncertens første sæt bliver en total gennemspilning af McCartney-albummet Ram. Det er fra 1971. Ret beset er det ikke et Paul McCartney-album, men et Paul & Linda McCartney-album. Ikke umodigt gjort af en mand, der ikke havde overbevist hverken presse eller publikum med sin solodebut året før.

Sangene på Ram er, hvad der kom ud af at gå i hi i skotske Mull of Kintyre. Pladen er indspillet i New York, udløste hits som  ’Uncle Albert/Admiral Halsey’, og en sang som ‘Dear Boy’ fik Lennons pis og småparanoide forfængelighed så meget i kog, at han senere skrev vitriol på vers i sangen ‘How Do You Sleep’. Nok så vigtigt for McCartneys solokarriere tændte Ram lysene på startbanen for Wings.

Tim Christensen hørte pladen første gang, da han var ti år, og som han siger: “Ram er ikke alene mit favorit McCartney soloalbum. Det er mit favorit soloalbum fra alle fire Beatler. Albummet vrimler langt fra med hits – og er ikke det lettest tilgængelige McCartney-udspil. Til gengæld er det en Paul, som virker usædvanligt inspireret. Frustrationen over bruddet med The Beatles er tydelig og bliver brugt flittigt i mange af sangene, enten som vrede eller som længsel, og det klæder ham og dette helstøbte album utroligt godt.” 

Med ved koncerten er også den amerikanske sanger Tracy Bonham, og i andet sæt spiller holdet personlige favoritter fra McCartneys solokatalog.

Jeg er ikke enig i hans vurdering af Ram, men mon ikke Tim C. & co. vil gøre deres bedste for at overbevise mig om, at jeg har taget fejl alle disse år…

Ram er i øvrigt på vej i deluxe-udgave.

Pressefoto

Readmore  

Tim Christensen & kunsten at hviske i vilden sky

3 Comments

Lad mig starte med konklusionen: Der var ikke så få øjeblikke under gårsdagens koncert i Vega, hvor Tim Christensen og The Damn Crystals lød som det bedste rockband, Deres udsendte nogensinde har hørt. Resten af tiden lød de ‘bare’ som det mest komplette. Det var en aften til gemmebogen. Alt sad i skabet, og selv de passager, hvor Tim Christensen tillod sig en klædelig sårbarhed, virkede aldeles overvældende i al deres nøgne gavmildhed.

Alene bandets frontlinje er respektindgydende. Kapelmesterens kvaliteter og kapacitet som en i virkeligheden ret uortodoks leadguitarist er velbeskrevne, men med Lars Skjærbæks intrikate fusion af rytme- og leadguitar samt Søren Michael Kochs ordførende og både brutale og blide Rickenbacker-bas trækkes der ikke så store veksler på ham. Resultatet er, at hans solospil kommer som flænsende og rensende udbrud i en musik, der altid har formet sig som det mest melodiske stykke sorgarbejde i ikke alene dansk rock.

Bag de tre gør Christoffer Møllers keyboards sig uundværlige ved at kunne noget af det sværeste og mest undervurderede – at kende sin plads og funktion, og i Jesper Lind har bandet måske ikke den mest letfodede – til gengæld er hans stortromme livsfarlig og kun få kan accelerere med den kraft i et lilletromme-roll.

Det forbløffende ved musikken er, at dens sværhedsgrad i virkeligheden slet ikke er egnet til vore dages koncertgængeradfærd, hvor man ikke så meget kommer for at høre musik, men sig selv og hinanden. Som en skriver i dag på solistens Facebook-væg: “…damn you, djævleyngel, der møder op for at ævle med veninderne!” På den led er Tim Christensen en gammeldags performer, der tror på, at alene det at investere sig selv, kan få folk til at glemme deres iPhone for en stund. Og det gjorde de faktisk. Omsider.

Der er til en Tim Christensen-koncert både noget til de rockhistorisk bevidste og til Nikolaj & Julie-generationen. Hverken luftguitarister eller kærestepar går forgæves her. Og det hele serveres med en selvfølge, der aldrig bliver til pralerøvsselvbevidsthed. Okay, de kan attituderne i det band, men legesygen får så hatten passer. Og så kan de faktisk gøre selv de quasi-symfoniske, tempo- og temperaturskiftende dele af musikken spiselige for denne anmelder, fordi de eksekveres, så eksercits og løssluppenhed forenes i det samme blitzhvide, selvforglemmende øjeblik. Med andre ord: Fordi det er svært at spille, behøver det ikke lyde svært. Læg dertil at melodien aldrig forrådes.

I et smukt og bevægende mellemspil med netop et par af de store ballader inviterede Tim Christensen salen til at gøre sig til en del af noget større. Ingen afslog den invitation. Fællessangen var milevidt fra det fadølsbøvede. Publikum tog faktisk versene ud af munden på sangeren, som ellers har en af de sjældne stemmer, der ikke bare kan holde en tone til den tårebristende grænse, men føre den videre til forløsning og fortrøstning. Han kan både skrige og ikke mindste hviske i vilden sky.

Tim C. kan simpelthen bare synge, så Paul McCartney bør være beæret over at blive nævnt som et forbillede. Og musikkens indbyggede Beatles-bagtæppe blafrede smukt, foldet ud af især Søren Michael Kochs ‘I Saw Her Standing There’-harmonier.

Det var en af de aftener, hvor man på vej hjem var dybt taknemmelig over, at The Beatles aldrig blev indkaldt til militæret og glædede sig over, at Led Zeppelin ikke blev ved med at spille Yardbirds-numre.

Mod slutningen af koncerten gav bandet en lidt løs, men meget legesyg udgave af ‘Band On The Run.’ De kan bare understå sig i at løbe for langt væk.

Tim Christensen & The Damn Crystals, Vega, København fredag. Turneen fortsætter. Se hvor her.

Jeg anmeldte bandets album her.

Sætliste:

The Damn Crystals
Jump The Gun
Far Beyond Driven
Superior
Time Is The Space Between Us
Isolation Here I Come
Secrets On Parade
Wiser
Never Be One Until We Are Two
How Far You Go
King’s Garden
Happy Ever After

Surprise MeGet The Fuck Out Of My Mind
Screaming At The Top Of My Lungs/Whispering At The Top Of My Lungs

Band On The Run (sammen med Mike Viola)
Love’s Is A Loser’s Game

Silverflame

Foto: Gitte Gammelgaard fra Tim Christensens FB-side.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Koncerten er også anmeldt i B.T. 

Readmore  

Tim C. solo med band

6 Comments

I aftes startede Tim Christensen sin Danmarksturne. Turen bliver skiftevis solo og med hans nye band, The Damn Crystals, og den varer til april. Jeg er sikker på, at hans nye album varer væsentlig længere.

Det er vist hverken særligt anmelderhipt eller musikpolitisk korrekt at kunne lide hans musik. Det kan jeg. Få har som han så meget melodisk overskud, så uskrømtet, nærmest pedantisk detailsans og så samtidig så tilbagelænet en musikalitet. Og så glemte jeg lige at sige, at han ikke bare kan synge som en engel, men også spille som en djævel. Beatles møder Led Zeppelin og det virker. Og forbløffer.

Det gør det også på Tim Christensen and The Damn Crystals.

Jeg har læst, at han er holdt med at spille ‘Right Next To The Right One’, men de, der aldrig er blevet trætte af at lege Nikolaj og Julie, får alligevel en ekstra chance på sange som ‘Million MIles Away’ og pladens sidste sang, den meget McCartneyske og åndeløst inderlige ‘Never Be One Until We’re Two’. Det er en sang af den slags, som det altid har faldet Christensen så let at skrive som at trække vejret, at man godt forstår, hvis han ikke altid gider. Lidt af et luksusproblem for en sangskriver.

Til gengæld byder albummet på andre udfordringer. F.eks. det to-fasede åbningsnummer, ‘The Damn Crystals’, med lige dele skramlet guitar og Abbey Road-strygere. Og en ‘A Day In The Life’-syret koda. Som følges op på ‘Wiser’ med små hints til både ‘Eight Miles High’ og Nirvana.

Pladens mange finurlige finter og citater fra Beatles-(og Byrds)kataloget er inkorporeret organisk og som alt andet end epigoneri i musikken, ikke mindst takket være Beatles-eksperten, den følsomt modulerende bassist Søren Koch, og hans kollega fra Boat Man Love (og Michael Falch), guitaristen Lars Skjærbæk, der ligesom kapelmesteren kan det der svære med også at turde lade være med at spille.

Pladens tonefald er en anelse mere agressivt end forfængeren. Og det kan godt betale sig at skrue op. Man bliver mindet om, at Tim Christensen i sin tid reintroducerede guitarrocken herhjemme med Dizzy Miss Lizzy, men selv om der bliver fyret godt op under den store riff-gryde sker det aldrig på bekostning af det smagfuldt melodiske, som er og bliver sangerens musikalske forankringspunkt.

Og så mestrer Tim C. som få, ikke kun herhjemme, den svære balancegang mellem det sørgmodigt selvransagende og det sentimentalt selvmedlidende. Både som tekstforfatter og sanger. Kærligheden er der altid i hans sange som en lysende mulighed for enden af selv det mørkeste mismod. Ærligheden er der som en nødvendighed.

Fik jeg sagt tydeligt nok, at dette er en fuldbragt plade, der ikke behøver skilte med sin storhed?

Tim Christensen: Tim Christensen And The Damn Crystals. Producere: Tim Christensen, Frank Birch Pontopiddan & The Damn Crystals. Mermaid Records/Sony.

Turneplanen findes her.

PR-foto: Helene Hasen/RawFormat

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

 

Readmore  

Tim C. skal bistå unge talenter

1 Comment

Nu om dage er sangskrivning som bekendt et fag. Det kan man mene om, hvad man vil. Det positive er, at det gode håndværk som regel aldrig formindsker talentet.

DR åbner nu et digitalt sangskriverværksted. Et forum for “unge sangskrivere”, hvor de unge, som det hedder i pressemeddelelsen, “kan hjælpe hinanden, uploade deres sange og få konstruktiv kritik af andre unge og af ‘månedens mentor’”.

Blandt mentorerne er Tim Christensen, Kira Skov, Marie Fisker og Mads Nygaard (fra Sterling). Den snart cd-aktuelle Steffen Brandt lægger ud som mentor fra 1. februar.

DR fremhæver som “et af de helt centrale steder på det nye site sangeren og sangskriveren Tobias Triers sangskriverværksted, hvor han fortæller om alt fra det gode omkvæd til hooklines, genkendelse og overraskelse, riffs og meget andet”. Her kan man også få råd til festsange, som det bliver en fest at synge.

”Sitet skulle gerne give gymnasieelever og højskoleelever lyst til at kaste sig ud i sangskrivning og finde den indre sangskriver frem. Vi har allerede prøvet det af hos udvalgte gymnasieklasser i efteråret, og det blev en stor succes. Og de har allerede uploadet de første sange,” siger Birgit Bergholt. Hun er  projektleder for DRs Syngelyst-kampagne, der står bag initiativet.

Syngelyst er en tre-årig-kampagne fra 2009-2011, der har til formål at få børn og unge til at synge mere, synge sammen, synge selv, skrive sange og forholde sig til sang.

Birgit Bergholt betoner, at det ikke drejer sig om ”at DR nu vil lære de unge at snedkerere et sikkert hit. Derimod handler det om at hjælpe dem til at udtrykke sig i sang og musik.”

Herfra skal bare lyde eet spørgsmål: Hvad med de lidt ældre sangskriverspirer?

Læs mere på Dr.dk/sangskriver.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR ©

Readmore  

Hit med sangene fra 00′erne

2 Comments

KODA, der i disse gratistider har det slidsomme og udskældte hverv at håndhæve komponistrettigheder i Danmark, har netop offentliggjort sin årsrapport. Og benytter den bl.a. til at gøre status over, hvilke sange og hvilke komponister, der var de mest spillede ude og hjemme i det ti-år, vi snart forlader, og som ingen vel nogensinde vænner sig til at kalde 00′erne.

Lad os tage hjemmemarkedet først:

Top 10 over de mest spillede danske komponister ser sådan ud:

1: Steffen Brandt

2: Thomas Helmig

3. Kim Larsen

4. Anne Linnet

5. Thomas Troelsen

6. Anders Bønløkke

7. Peter A. G. Nielsen

8. Aura

9. Kasper Winding

10. Tue West

Og de fem mest spillede danske værker i DK 2000-09:

1. Right next to the right one m. Tim Christensen

2. The second you sleep m. Saybia

3. Vent på mig m. Martin Brygmann, Peter Frödin og Hella Joof

4. No promises m. Brian Rice

5. Beautiful m. Alex (altså ikke Nyborg Madsen!)

De sidste ti års mest spillede danske værker i udlandet er:

1. Superstar m. Jamelia/Christine Milton

2. Tango Jalousie m. alle mulige og umulige igen igen igen

3. Played alive m. Safri Duo

4. Move your feet m. Junior Senior

5. Sha-la-la-la m. The Walkers/Vengaboys

Og den anden vej: De mest spillede udenlandske komponister her til lands:

1. George Michael

2. Ryan Tedder (One Republic)

3. Bruce Springsteen

4. Sting

5. Paul McCartney

6. John Lennon

7. Michael Jackson

8. Stevie Wonder

9. Shaffer Smith (Ne-Yo)

10: Timbaland

Så kan smagsdommerne lige tygge på denne sammenkogte ret fra folkets køkken…

Som et appendiks er også opgjort de mest live-opførte danske sange i 2009:

1. Kvinde min

2. Kald det kærlighed

3. Joanna

4. This is my life

5. Så længe jeg lever

Vi mindes Frede Fup, der på spørgsmålet om, hvorfor Gasolin’ ikke bliver gendannet, svarede: “Det har de da folk til”.

Og mest afspillede udenlandske og danske sange i samme år på P3 og P4:

1. Magnificent m. U2

2. Ayo Technology m. Milow

3. Last dance m. Raveonettes

4. Celebration m. Madonna

5. The fear m. Lily Allen

KODA’s årsberetning med kommentarer og grafiske lagkager og skæreoste kan hentes her.

Og i Politiken onsdag følges der op på tallene af musikredaktør Erik Jensen.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top