Jerry Leiber 1933-2011

3 Comments

Der går mange anekdoter om Jerry Leiber, som døde i mandags, 78 år. Sammen med Mike Stoller skrev han fra først i 50’erne jo nogle af poppens og rockens mest langtidsholdbare sange.

Ikke mindst til Elvis. Engang hang Leiber og Stoller ud til en indspilningssession. Elvis kunne nemlig godt lide dem. Det kunne manager Tom Parker ikke lide. Han brød sig ikke om, at nogen kom for tæt på hans boy. Den dag var det dog ret praktisk. Der manglede nemlig en sang.

»Kunne I to ikke lige skrive en,« spurgte Parker. Jo, hvornår skulle den bruges? Nu, lød svaret. Duoen fortrak til herretoilettet, og kom ud et kvarter senere med ‘Santa Claus Is Back in Town’.

De opfattede ikke sangskrivning som kunst, og netop derfor blev deres sange det ofte. Stoller tog sig af tonerne, men Leiber skrev teksterne, som intonerede en tiltrængt, hverdagsnær friskhed kombineret med gadehjørnehumør.

Engang fortalte Stoller, at Leiber satte scenen for deres sange: »Han var en idefabrik. Til hver eneste situation i en sang havde han tyve ideer. Han arbejdede i døgndrift.«

Det nød til at begynde med især The Drifters og The Coasters godt af. Sange som ‘Under the Boardwalk’, ‘Yakety Yak’ og ‘Poison Ivy’ er gode eksempler på Leibers affotografering af virkeligheden. At han også mestrede melodramaet uden at falde i klichefælden, bevises af ‘Stand By Me’, skrevet til Ben E. King, men som John Lennon siden gjorde til sin.

Allerede i 1953 havde Leiber og Stoller givet Big Mama Thornton et hit med ‘Hound Dog’:

Tre år senere forvandlede Elvis Presley sig med sin version af den sang fra et lokalt til et nationalt og siden globalt fænomen.

Siden skrev de andre sange til Elvis: ‘Jailhouse Rock’, ‘Don’t’, ‘Loving You’, ‘Just Tell Her Jim Said Hello’, ‘King Creole’ og ‘Girls, Girls, Girls’, som Coasters i øvrigt først takkede nej til.

Det var der ikke mange, der gjorde, efter at samarbejdet med Elvis havde gjort Leiber & Stoller til et brand. Når det gjaldt sangleverandører var det et kernepunkt for Tom Parker, at hans klient ikke sang noget, som Elvis og dermed Parker ikke havde forlagsrettigheder til. Det blev nærmest en selvfølge for Parker. Og det i grad, så han i stedet for at sende en kontrakt over til Leiber & Stoller en dag bare overrakte dem et blankt stykke papir. De skulle så bare sætte deres signaturer under. Så skulle Obersten nok selv udfylde resten…

Man kan med nogen ret mene, at de ikke siden slutningen af 60’erne skrev noget mindeværdigt. Den indvending bliver ret akademisk, hver gang en af Jerry Leibers tekster fylder rummet. Han skrev sange, der for mange blev selve meningen med opfindelsen af grammofonen.

CAPAC siger også farvel til Leiber. Her.

Readmore  

Da solen stod op over rock & roll

Kommentarer slået fra

Da John Mellencamp fornylig gæstede Vega viste han en dokumentarfilm om tilblivelsen af albummet No Better Than This, som bl.a. er indspillet på det autentiske udstyr i Sun-studiet i Memphis. Mellencamp var synligt fuld af ærefrygt, da han så krydset på gulvet, hvor Elvis havde stået og sunget. Og det bragte mig – igen – tilbage i tiden:

HISTORIEN indfinder sig den 5. juli 1954 i et lille studie på 706, Union Avenue i Memphis, Tennessee. Det er en lummer, fugtigvarm mandag aften, hvor studiets ejer, Sam Phillips, har koblet to håbefulde lokale musikere på en 19-årig knægt, der var blevet ved at løbe ham på dørene efter selv at have finansieret indspilningen af et par sentimentale lakplader, angiveligt til hans mor.

Fyren virkede ikke som noget særligt, men da Phillips, som drev Sun Records, en dag havde fået en sang ind, som han manglede en sanger til, og alligevel havde lidt ledig studiekapacitet, imødekom han sin sekretær Marion Keisker. Hun havde nemlig været en smule indtaget i den unge mand. Og i en intern note havde hun ud for hans navn skrevet »Good ballad singer. Hold.«

Han var både nærmest selvudslettende høflig, beskeden og øretæveindbydende selvsikker. Da Keisker spurgte ham, hvad slags musik han sang, havde han svaret: »I sing all kinds, ma’am.« Og da hun spurgte, hvem han lød som, tøvede han ikke: »I don’t sound like nobody …«

Det sidste var noget selvovervurderende, syntes Phillips, da Elvis Aaron Presley havde givet sin version af »I Love You Because«, coun- trysjæleren, som et par år forinden havde været et hit for bl.a. Ernest Tubb og senere skulle blive det for Jim Reeves. Elvis lød som hvem som helst, så Phillips lod de tre have deres øvetime i fred (i virkeligheden havde de vist øvet sammen en måneds tid).

HAN PUSLEDE med at lodde ledninger ude bagved, da han pludselig spidsede ører. Den sang kendte han da; han, der så bluesmusikken som den amerikanske nationalmelodi, og som i 1951 udgav ‘Rocket 88′, den første egentlige rock & roll-melodi. Jo, det var den – Arthur ’Big Boy’ Crudups 1953-hit, ‘That’s All Right’. Og så alligevel ikke. Der var noget nyt i den. Noget legesygt, noget naturstridigt erfarent og noget levedygtigt langt ud over dette øjeblik.

Elvis ejede pludselig rummet. Phillips fik skubbet underkæben på plads – sådan må Moses have følt det, da han så ind det forjættede land – og råbte ind i mikrofonen, at de da vist havde gang i noget der, Elvis, guitaristen Scotty Moore og gulvbassisten Bill Black. Kunne de ikke lige køre baglæns, så ville han få båndoptageren til at køre forlæns. No sweat, sir!

Endelig havde Sam Phillips fundet, hvad han altid havde ledt efter. Han havde altid spøgt med, at hans fremtid var sikret, hvis han fandt en hvid, der kunne synge med samme følelse som en neger. Phillips havde skabt sig et navn og respektable salgstal som producer af en række blues- og rhythm & blues-navne. Men Phillips tænkte den aften ikke på de penge, han havde lovet sig selv at ville tjene, når det øjeblik oprandt. Da det først var der, tænkte han på musikken.

Og – uden at sætte ord på – på den svimlende selvfølgelige syntese af de racemæssige og kulturelle forskelle, der til daglig stødte mod hinanden i et apartheidpræget samfund, men som her, foran en mikrofon, forløst af en fattig, uintellektuel varevognschauffør, tonede frem som en dristig demonstration af, at musik er bedre end politik, når det drejer sig om at få os til at lytte til hinanden og hinandens forskelligheder.

SAMME AFTEN eller måske aftenen efter gik de frejdigt i kødet på Bill Monroes bluegrass-vals, »Blue Moon of Kentucky«. Og vendte vrangen ud på den.

http://www.youtube.com/watch?v=pZWXpmbu4Z4

I overstadig firefjerdedelestakt antog den karakter af et pophit, og Sam Phillips vidste, at han havde den første Elvis-single i hus. Sun 209, som filatelisterne kærligt forkorter den. Fire andre fulgte, og fokus på Elvis flyttedes gradvist fra Syd- til Nordstaterne, op, hvor pengene var, og berømmelsen kunne katapultere dig til evigheden eller gøre det af med dig. Som bekendt oplevede Elvis begge dele.

Den 21. november 1955 måtte Sam Phillips modstræbende erkende, at guldfuglen var for lille til hans bur. RCA Victor købte ret- tighederne til nye plader med Elvis og til genudgivelse af de gamle. Den gamle økonomi købte den nye energi. For 35.000 dollars med 5.000 mere eller mindre under bordet til Presleys nye manager og faderskikkelse, Tom Parker, halvt hestepranger halvt charlatan, countrymusikkens svar på Peter Aalbæk-Jensen.

Beløbet lyder nærmest som en trykfejl i dag, men datiden sammenlignede det med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneseriehelt, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag. RCA vidste dog, hvad de gjorde, selv om de gik i slips og mest hørte Perry Como. Da Elvis’ første RCA-single landede i butikkerne i januar 1956, blev der hurtigt overbooket på ‘Heartbreak Hotel’ og Elvis Presley lavede en cross over, før nogen kaldte det dét, fra country til noget, som endnu ikke havde et navn, men aldrig var set eller hørt før. I marts kom debutalbummet.

Her introducerede Elvis med uskyldens usårlige styrke en ny verdensorden med ordene »one for the money, two for the show, time to get ready, now go, cat, go …«

Foto lånt herfra.

Readmore  

Aloha og på gensyn fra Elvis

Kommentarer slået fra

I dag er en mærkedag i Elvis-historien, en af mange. Lørdag 25. marts 1961 optrådte Elvis Presley for 4.000 tilskuere i Bloch Arena i Pearl Harbor på Hawaii. Anledningen var et velgørenhedsshow, der skulle hjælpe til at finansiere et mindesmærke for de mange, der druknede, da krigsskibet Arizona blev sænket af japanske jagere under angrebet på basen i 1941.

Elvis mumlede sig “yes, sir og yes, ma’am”-høfligt igennem et pressemøde inden koncerten, og lod sin manager og reservefar, Colonel Tom Parker, om at levere de one-liners, der kunne blive til citater i morgendagens aviser.

Elvis-showet genererede et overskud på 62.000 dollars – og det var mange penge dengang. Aftenen viste en performer i topform, iført guldlamejakke og boblende af overskud. Musikalsk veltrænet kom han og musikere som Scotty Moore og D.J. Fontana lige fra pladeoptagelser i Nashville. Det  var synligt, at Elvis nød at stå på en scene igen.

Åbningsnummeret var ‘Heartbreak Hotel’. 14 sange senere sluttede det med ‘Hound Dog’. Og det blev i mere end en forstand sidste nummer. Faktisk skulle det blive den sidste Elvis-koncert i otte år. Allerede om mandagen tog Elvis fat på at indspille Blue Hawaii on location.

Tom Parker havde nemlig regnet ud, at der var langt flere penge i at indspille film i Hollywood end i at turnere. Nogleogtredive forglemmelige af slagsen blev det til.

Først i 1968 genopfandt Elvis i et akut, men kortvarigt anfald af selvstændighed sig selv som scenekunstner.

PS: Et eksempel på Tom Parker’s Onkel Joakim-agtige tilgang til sin guldkalv udspillede sig i øvrigt på Hawaii nogle dage senere. Han beordrede pludseligt filmoptagelserne stoppet og krævede flere penge, fordi hans “boy” ifølge kontrakten skulle have 10.000 dollars ekstra, hvis han filmede i sit eget tøj. Producer Hal Wallis studsede. Elvis indspiller jo stort set bare i badebukser. Hvor synes Parker det med eget tøj kom ind? Parker peger med pokerfjæs på Elvis’ armbåndsur. Og fik sine penge. Det gjorde han altid.

Se mere om dagen og koncerten her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top