Hair er ikke kun en musical

1 Comment

For et halvt års tid siden fik jeg en mail fra et menneske, jeg engang i en intens periode, fyldt med drømme større end livet, havde tilbragt de fleste af mine vågne timer sammen med, men ikke havde set siden starten af 70′erne. Benny var blevet kontaktet af en tysker ved navn Boris, som havde et pladeselskab, Mayfair Music. Om ikke Benny havde været med i det danske band, Hair? Jo, svarede Benny. Det havde han da. Boris var interesseret i at udgive bandets første, største og absolut eneste album – igen. Og igen i vinyl.

Da tilfældet har villet, at jeg siden er blevet en slags kustode for det band, jeg selv betragtede mig som en del af, selv om jeg kun skrev teksterne, overtog jeg kontakten til den interesserede tysker. Og fik clearet rettigheder etc., og for få dage siden ringede pakkeposten på. 

Den remastererede vinyludgave af Piece er et dobbeltalbum. Med på pladen er nemlig også de outtakes og singler, der dukkede op fra arkivmørket, da vi for små ti år siden - i samarbejde med det nu sørgeligt hedengangne Frost Records – fik lavet en cd-udgave med udførlig booklet. En udgivelse, som vi i det mindste selv var ret glade for. Og som nu henstår i tilbudskasserne hos TP Music. Må det ikke gå vinylgenudgivelsen lige sådan…

Nye lyttere kan begynde her:

Det er så længe siden, at det næsten er løgn. Statsministeren hed Hilmar Baunsgaard, Superligaen hed 1. division, B1903 og KB (tilsammen det nuværende FCK) var tophold og fuldblodsamatører, modstanden mod Vietnamkrigen blev mere og mere synlig i gade­billedet med stadig mere voldelige demonstrationer, studenterne sagde nej til professorvældet på Frue Plads, prinsesse Benedikte blev gift med sin Richard, mælk kom i buttede brune flasker og i kulisserne var embedsmændene så småt ved at realitetsforhandle betingelserne for at Danmark kunne blive optaget i det, der endnu ikke hed EU.

Det ville være forkert at sige, at alt dette ikke ragede de langhårede rødder, der stod i et øvelokale i Borup Ungdomsklub på Bellahøj i København og høvlede løs på el-guitarerne i sensommeren 1969. De var selvfølgelig både imod atomkraft og USA’s invasion af Vietnam, men det stod alligevel ikke allerøverst på deres dagsorden. Det gjorde rocken, så derfor var 1969 for dem mest det år, hvor 400.000 hippier i Woodstock i august skulle sætte en ny målestok for, hvor mange der kunne feste med rocken som omdrejningspunkt, og vel at mærke uden at have det andet end sjovt. Samtidig var det også de år, hvor rockens selvbevidsthed voksede. Den kunne ændre verden, sang vi. Og vi troede på det. Også i Borup Ungdomsklub.

Gruppen, der stod og glemte resten af verden til fordel for sig selv og rockens magnetisme, stod ved en skillevej. Vi vidste det godt. Vi kaldte os Second Review, og gruppen var en udløber af det, man i dag ville kalde et partyband – Respect var navnet, og repertoiret bestod af energiske kopier af stort set alt, hvad Small Faces og Spencer Davis Group havde indspillet suppleret med behjertede versioner af Tamla Motown og Stax-hits.

Det var ikke som at være der selv, men det var ret skægt, men rammerne blev gradvist for snævre, og af årsager, der dengang forekom indviklede, men i dag virker lige så naturlige som at ens børn vokser sig ud af deres tøj blev Second Review dannet. Det skulle ikke være pop, og selv om Beatles i de år både med ‘Det Hvide Album’ og Abbey Road satte nye standarder for genren, ville vi noget mere.

Vi hørte Cream, Jefferson Airplane, de i dag alt for undervurderede Traffic, The Band og var selvfølgelig i klar opposition til det kommercielle, datidens udyr i åbenbaringen. Numrene blev længere og længere jo bedre vi kunne spille, – og vi syntes selv vi var ret gode, i hvert fald bedre end alle de syrehoveder, der udgjorde den danske scene, men faktisk var begejstringen for os selv større end den tekniske kompetence. I den retning lignede vi hundreder af andre grupper dengang. Vi prøvede at få datidens anmelderstjerner som Carsten Grolin til at komme ud og høre os. Det gad han selvfølgelig ikke. For hvor interessant var det at høre Gershwins ‘Summertime’ udstrakt til femten minutter a la Vanilla Fudge.

Det blev os mere og mere klart, at vi manglede en sanger. Den, der skriver dette, havde prøvet at synge med, men blev kærligt, men bestemt betonet, at det nok var bedre, at han nøjedes med at skrive det, der skulle synges, så vi indrykkede en annonce. En af reflektanterne, en Ivar Hedegaard, kunne ganske vist ikke selv synge, men han kendte en fyr, som måske kunne gøre noget for os.

Denne anden fyr var »et eller andet ude på Metronome«. Det var forjættende nok for os. Metronome var dem, der i Danmark udgav The Doors. Kunne man komme nærmere himlen? Ind trådte en lille, slank fyr på vores alder, men alligevel langt ældre. Han hed Paddy. Det vil sige: Egentlig hed han Niels-Henrik, og var født i Oslo, men Paddy passede lissom bedre. Han havde en guitarkasse med og var ikke bange for at åbne den, selv om det vist i starten slet ikke var meningen, han skulle være med på den måde. I hvert fald blev Hair først lanceret som en trio. Men pludselig blev det hele anderledes for legekammeraterne Benny Dyhr, Peter Rolnæs, Allan Sørensen og fra sidelinjen Torben Bille. Nu skulle ambitionerne have ben at gå på.

Vi småbrokkede os ganske vist over Paddys forslag til nyt navn: Hair! Det var sgu da en musical. Ja, sagde Paddy, men når vi først er ankommet, glemmer folk alt om den. Den åd vi. Vi havde ikke en krone, men den vinter spillede det ingen rolle. Vi anskaffede os et Acoustic-anlæg med horn på klods og ubegribelig forhandlergoodwill, der dog fik en ende. Jeg kan ikke huske om det lød så meget bedre. Det var ikke det, der talte. Det var meget dyrere, flottere designet, ingen andre herhjemme havde det endnu – et væsentligt konkurrencemoment, og så spillede The Doors på et tilsvarende. Fuck Marshall!

Det første job var 3×45 minutter den 12. august 1969 i  Studenter­foreningen i København, en hippiehøjborg. De kunne bare vente sig. De lå ned, da vi kom og de lå ned, da vi forlod scenen for sidste gang. Om vi var gode, er vist ikke sådan at afgøre. Vi spillede i hvert fald højt. Tordnende højt.

Med Paddy kom der en anden målrettethed ind over arbejdet. Han vidste, hvad han ville, og var ikke bange for hverken at skubbe til hellige køer eller træde på indgroede ligtorne. Og det kunne ikke undgå at påvirke magtbalancen i bandet. Samtidig foregik der et ikke altid lige stilfærdigt kultursammenstød mellem hans kostskolebaggrund og vores forankring i Valby, Vesterbro og Sydhavnen.

Paddy blev sjakbajs, selv om ingen i de plenumtider sagde det højt.. Og han blev det mest, fordi han havde et repertoiremæssigt overblik og et drive, som vi andre manglede. Hvor meget han egentlig arbejdede for The Doors, stod hen i det uvisse. Han havde i hvert fald en luksusudgave af Jim Morrisons digte på bøttepapir. At bladre i den var næsten lige så godt som sex. Og han var en af de få, jeg kendte, som var ret vild med The Soft Parade, der lige var blevet udsendt.

Inden vi fik set os om, sad vi i april 1970 på Frederiksberg i Wifos-studierne hos Philip Foss klar til at indspille vores debut-lp. Vi var meget imponerede, men tjekkede nok til at skjule det. Foss, en civilingeniøruddannet teknikernørd, havde hidtil enten indspillet akustisk visesang af Trille og den slags, og af el-guitarister kendte han kun Jørgen Ingmann, så da Benny trådte wah wah-pedalen i bund, og lod Telecasteren give lyd, kom Foss styrtende frem bag ruden: »Jamen, den forvrænger jo«. Det lo vi siden meget af.

Tre-fire dage senere så vi anderledes ud. Paddy var ikke kommet endnu. Foss spurgte, om vi ville have lidt kolbekaffe. Ja tak, og »nu må vi se at få nået noget i dag, ikke«. Hvorefter han på glasklart dansk forklarede os, at han undrede sig lidt over, at EMI ikke havde bestilt studietid skriftligt samt indbetalt forskudsleje.

Hvorfor ringede han ikke og fik den biting ud af verden? Paddy havde jo aftalt med dem derude. Sindige Foss ringede, og kom tilbage. Der blev meget stille. EMI kendte intet til en gruppe ved navn Hair, og endnu mindre til at samme gruppe p.t. befandt sig på Nyvej 6 for firmaets midler.

Paddys måde at tage det slag på, burde alene kvalificere ham til at være kapelmester. Det var da rigtigt nok, sagde han og mobiliserede al sin Hellerup-frejdighed, men af og til må man jo gamble, ikke? Foss fortalte ham så bestemt, men så venligt som muligt, at han ikke drev et spillecasino, men en forretning.

Enden på det hele blev, at EMI endte med at betale for opholdet på Nyvej. Officielt var versionen, at vi for egen regning havde indspillet et bånd, som vi solgte til EMI og færdiggjorde for deres penge, Produktionen satte ny hjemlig rekord: små 50.000 kroner. Uhørt herhjemme – og så for en debutant. Derfor var der ikke flere penge til at reklamere for!

Den sommer legede vi superstjerner. Og da pladen kom, var det til rimelige anmeldelser. Indrammet blev især anmeldelsen i Berlingske Tidende, der ikke roste sangen, ja, faktisk fremhævede den som et minus, men stort set kunne lide resten. Ikke mindst fordi musikken – og lyden – forekom anmelderen så professionel målt med danske alen. Den kunne vi godt lide. Selv om Hair spillede til de samme arrangementer som den danske elite, Alrune Rod, Day Of Phoenix og den slags, så vi os i klar modsætning til dem. Der blev ikke røget meget hash i Hair. Og det tætteste bandet kom på en hippie,, var dets tekstforfatter, som den sommer deltog i Thylejren, men tog hjem, da det blev for regnvådt … Vi var med andre ord ikke dus med de indflydelsesrige, og var ikke selv særligt diplomatiske, men fremstod sikkert som nogle nogle-og-tyveårige pralrøve. Vi blev aldrig en del af miljøet, som man siger.

Men Hair kom til gengæld i tv. Det eneste af slagsen, der var – Danmarks Radio. Et rockshow fra Enghaveparken med os som hovednavn, og et ungt, uvasket orkester som opvarmning. Gasolin hed de. Honorar: 2.500 tarifudregnede datidskroner. Og i løbet af efteråret 1970 etablerede vi os faktisk som et af de bedst gagerede danske bands. Vi kom på en popularitetshitliste i Vi Unge som nr. 5, men før Alrune Rod.

Vi havde masser at lave, og troede derfor på os selv. Alt imens hobede regningerne sig op. Det kunne eller ville vi ikke høre for lyden af det ubetalte anlæg. Højdepunktet var en koncert i KB-hallen den 14. november 1970, hvor Hair faktisk scorede en uomtvistelig succes, akkompagneret af et stort kor fra Statsgymnasiet Schneekloths Skole, hvor Benny, Peter og jeg havde gået. Hair var verdensmestre i en halv time, og de roterende lamper på Paddys Yamaha-orgel signalerede gennembrud, gennembrud, gennembrud. Indtil hovednavnet Deep Purple gik på scenen … og Roger Clover intonerede ‘Speed king’, så ingen var i tvivl om, hvem der regerede.

Det er svært at sige helt præcist, hvorfor Hair langsomt begyndte at gå i opløsning, men det ulmede allerede før K.B. Hallen. Når vi overhovedet havde kor med der, var det for at understøtte den nye single ‘Happy Child.’ Singlen blev et hit og gik Top 10 i en uge, men jeg var sur og Benny Dyhr var endnu mere sur. Jeg var sur, fordi Paddy havde skrevet en af mine tekster så radikalt om, at han med god ret kunne kalde den sin egen. Jeg var, inspireret af Keith Reid i Procol Harum, begyndt at lege intellektuel, og følte mig og min forfængelighed forulempet. Måske var jeg bare jaloux på Paddy. I hvert fald skred jeg til tonerne af et Top 10-hit. Faktisk forbedrede han teksten, men det siger jeg først højt nu.

Da jeg havde kommet sammen med Bennys lillesøster, holdt vi naturligvis sammen, og kaldte Paddy stygge ting. De to andre blev. De var mere pragmatiske eller også var de bare musikere. Og det til den bitre ende. Paddy gav nemlig ikke så let op.

‘Happy Child’ blev fulgt op af nyt materiale fra hans hånd. Benny Dyhr fulgte mig over i et andet band, og den tilbageværende trio gik lige efter nytår 1971 i Tommy Seebachs Soundtrack-studier på Gammel Kongevej og indspillede der en række nye sange, bl.a. ‘Sunday Suite’. Pladeselskabet turde dog ikke binde an med endnu et album. Og udsendte i stedet i maj 1971 singlen ‘Come Tell The People’, også meget Doors-inspireret. Samtidig blev bandet suppleret med guitaristen Kasper Marott og sangeren Claire Rayner. En række job lovede godt, men i juli måned samme år var det ved at være slut.

Pladeselskabet ønskede at satse på Paddy Gythfeldt, efter at han havde været i studiet som en del af Hair for at indspille den countryfarvede ballade ‘Sweet Falling Rain’. Da skiltes vandene og vejene. Sangen udsendtes i november 1971 under navnet Paddy Gythfield. Ind over processen var også den dengang herboende tidligere Kinks-bassist Pete Quaife som producer og sparringspartner. Og trods min exit fra Hair endte Quaife og jeg med at skrive en række sange sammen, som skulle give ham comeback og gøre mig rig …

Den 31. oktober 1971 underskrev Peter Rolnæs og Allan Sørensen et papir, hvori de fraskrev sig deres rettigheder. Og Hair, som vi kendte bandet, havde trukket stikket ud. Paddy fortsatte, ukueligheden selv, i flere andre inkarnationer af Hair, og spillede bl.a. på Roskilde Festival året efter under det navn. Men gennembruddet udeblev og gradvis blev tiden en anden, og en ting kan man sige om Paddy – han sad aldrig på skødet af smagsdommerne.

Hair blev fortid, og Hair blev glemt. Vinylpladen stod og samlede støv indtil arbejdet med Politikens Dansk Rockleksikon 2002 tog fart. Det indeholder nemlig en liste over værdisætningen af de sjældneste danske lp’er. Piece ligger højt på den liste, og går på pladeauktioner stadig for 2-3.000 kr. Tekstforfatteren begyndte at tænke sit, og begyndte at tænke det højt, da han havde været en tur på nettet og via en japansk leverandør havde anskaffet sig en pirat-cd-udgave af Piece. Samtidig begyndte bandet at dukke op på diverse, ofte østeuropæiske samleres hjemmeside som »very recommendable …« Syret af et band, som i virkeligheden var ret straight.

Kontakter blev etableret og genetableret, misforståelser ryddet af vejen og længst glemte masterbånd blev reddet fra erodering, og blev renset og shinet op efter alle digitale regler. Vi havde håbet, at der var nogle ordentlige livebånd, der ydede koncertbandet Hair retfærdighed. Det var der ikke. Ærgerligt nok, men de livebånd, der fandtes, illustrerede meget godt en af grundene til bandets opløsning – mangel på materiale. Gruppen spillede alt for længe de samme sange, og for at kunne udfylde de udmattende tidsrammer for job dengang – ofte 4×45 minutter (!) – kastede den sig ud i lange improvisationer af den slags, man skulle være til stede for at elske.

Paddy Gythfeldt fik ikke helt ret i det, han sagde i Borup Ungdomsklub. De spiller stadig Hair overalt, men mindst fem personer i denne verden vil altid tænke på noget andet end musical, når der bliver sagt »Hair «.

Vinyludgaven kan fås her.

Boris har genbrugt det originale engelske cover. Pladen blev i sin tid nemlig også udsendt i England. Kom ikke her…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Da solen stod op over rock & roll

Kommentarer slået fra

Da John Mellencamp fornylig gæstede Vega viste han en dokumentarfilm om tilblivelsen af albummet No Better Than This, som bl.a. er indspillet på det autentiske udstyr i Sun-studiet i Memphis. Mellencamp var synligt fuld af ærefrygt, da han så krydset på gulvet, hvor Elvis havde stået og sunget. Og det bragte mig – igen – tilbage i tiden:

HISTORIEN indfinder sig den 5. juli 1954 i et lille studie på 706, Union Avenue i Memphis, Tennessee. Det er en lummer, fugtigvarm mandag aften, hvor studiets ejer, Sam Phillips, har koblet to håbefulde lokale musikere på en 19-årig knægt, der var blevet ved at løbe ham på dørene efter selv at have finansieret indspilningen af et par sentimentale lakplader, angiveligt til hans mor.

Fyren virkede ikke som noget særligt, men da Phillips, som drev Sun Records, en dag havde fået en sang ind, som han manglede en sanger til, og alligevel havde lidt ledig studiekapacitet, imødekom han sin sekretær Marion Keisker. Hun havde nemlig været en smule indtaget i den unge mand. Og i en intern note havde hun ud for hans navn skrevet »Good ballad singer. Hold.«

Han var både nærmest selvudslettende høflig, beskeden og øretæveindbydende selvsikker. Da Keisker spurgte ham, hvad slags musik han sang, havde han svaret: »I sing all kinds, ma’am.« Og da hun spurgte, hvem han lød som, tøvede han ikke: »I don’t sound like nobody …«

Det sidste var noget selvovervurderende, syntes Phillips, da Elvis Aaron Presley havde givet sin version af »I Love You Because«, coun- trysjæleren, som et par år forinden havde været et hit for bl.a. Ernest Tubb og senere skulle blive det for Jim Reeves. Elvis lød som hvem som helst, så Phillips lod de tre have deres øvetime i fred (i virkeligheden havde de vist øvet sammen en måneds tid).

HAN PUSLEDE med at lodde ledninger ude bagved, da han pludselig spidsede ører. Den sang kendte han da; han, der så bluesmusikken som den amerikanske nationalmelodi, og som i 1951 udgav ‘Rocket 88′, den første egentlige rock & roll-melodi. Jo, det var den – Arthur ’Big Boy’ Crudups 1953-hit, ‘That’s All Right’. Og så alligevel ikke. Der var noget nyt i den. Noget legesygt, noget naturstridigt erfarent og noget levedygtigt langt ud over dette øjeblik.

Elvis ejede pludselig rummet. Phillips fik skubbet underkæben på plads – sådan må Moses have følt det, da han så ind det forjættede land – og råbte ind i mikrofonen, at de da vist havde gang i noget der, Elvis, guitaristen Scotty Moore og gulvbassisten Bill Black. Kunne de ikke lige køre baglæns, så ville han få båndoptageren til at køre forlæns. No sweat, sir!

Endelig havde Sam Phillips fundet, hvad han altid havde ledt efter. Han havde altid spøgt med, at hans fremtid var sikret, hvis han fandt en hvid, der kunne synge med samme følelse som en neger. Phillips havde skabt sig et navn og respektable salgstal som producer af en række blues- og rhythm & blues-navne. Men Phillips tænkte den aften ikke på de penge, han havde lovet sig selv at ville tjene, når det øjeblik oprandt. Da det først var der, tænkte han på musikken.

Og – uden at sætte ord på – på den svimlende selvfølgelige syntese af de racemæssige og kulturelle forskelle, der til daglig stødte mod hinanden i et apartheidpræget samfund, men som her, foran en mikrofon, forløst af en fattig, uintellektuel varevognschauffør, tonede frem som en dristig demonstration af, at musik er bedre end politik, når det drejer sig om at få os til at lytte til hinanden og hinandens forskelligheder.

SAMME AFTEN eller måske aftenen efter gik de frejdigt i kødet på Bill Monroes bluegrass-vals, »Blue Moon of Kentucky«. Og vendte vrangen ud på den.

http://www.youtube.com/watch?v=pZWXpmbu4Z4

I overstadig firefjerdedelestakt antog den karakter af et pophit, og Sam Phillips vidste, at han havde den første Elvis-single i hus. Sun 209, som filatelisterne kærligt forkorter den. Fire andre fulgte, og fokus på Elvis flyttedes gradvist fra Syd- til Nordstaterne, op, hvor pengene var, og berømmelsen kunne katapultere dig til evigheden eller gøre det af med dig. Som bekendt oplevede Elvis begge dele.

Den 21. november 1955 måtte Sam Phillips modstræbende erkende, at guldfuglen var for lille til hans bur. RCA Victor købte ret- tighederne til nye plader med Elvis og til genudgivelse af de gamle. Den gamle økonomi købte den nye energi. For 35.000 dollars med 5.000 mere eller mindre under bordet til Presleys nye manager og faderskikkelse, Tom Parker, halvt hestepranger halvt charlatan, countrymusikkens svar på Peter Aalbæk-Jensen.

Beløbet lyder nærmest som en trykfejl i dag, men datiden sammenlignede det med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneseriehelt, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag. RCA vidste dog, hvad de gjorde, selv om de gik i slips og mest hørte Perry Como. Da Elvis’ første RCA-single landede i butikkerne i januar 1956, blev der hurtigt overbooket på ‘Heartbreak Hotel’ og Elvis Presley lavede en cross over, før nogen kaldte det dét, fra country til noget, som endnu ikke havde et navn, men aldrig var set eller hørt før. I marts kom debutalbummet.

Her introducerede Elvis med uskyldens usårlige styrke en ny verdensorden med ordene »one for the money, two for the show, time to get ready, now go, cat, go …«

Foto lånt herfra.

Readmore  

Da Poul Borum mødte Bob Dylan

Kommentarer slået fra

Steffen Brandt, Benny Holst og Sebastian var ikke først med at oversætte Dylan. En af de mest slidte bøger på mine reoler er, som man kan se herover, Ny amerikansk poesi. Bogen kom på Gyldendal i 1969, og i den introducerede og oversatte Poul Borum en række amerikanske lyrikere, fra Robert Bly over Denise Levertov og Sylvia Plath til John Ashbery og … Bob Dylan.

Borum kastede sig kyndigt og frygtløst ud i tekstnære oversættelser af sangerens greatest hits. Et arbejde, hvis ekstra succeskriterium var, at de faktisk skulle kunne synges.

Her er et par eksempler:

Kom, godtfolk og skidtfolk
kom alle som en
for vandene stiger og tiden er sen
og snart er I våde
til marv og til ben
Er der nogetsomhelst
I vil redde
må I hellere svømme
før I synker som sten
Det er TIDERNE DER SKIFTER

og:

Du blir stenet når du prøver at være god,
de stener dig fordi du er imod
de stener dig når du går hjem
bare fordi du ikke er en af dem
Men lad vær og føl dig trist og sær
stenet, stenet blir enhver

samt ikke mindst:

Hvor det regned allerførst
Og jeg var ved at dø af tørst
så jeg kom til dig
din forbandelse gør ondt, men størst
er smerten i mit bryst
Jeg kan ikke bli’
og det er fordi

der er langt fra dit til mit
så vi må hellere gå hver til sit,
Og når vi ses igen
og præsenteres af en fælles ven,
så lad som om du ikke kendte mig
da jeg sulted og verden tilhørte dig…

Bogen kan fås antikvarisk og ikke kun værd at anskaffe sig for Dylan-oversættelserne, men fordi den uden falbelader placerer Bob Dylan som en ligemand i amerikansk efterkrigstidslitteratur. Uden at musikken forstummer af den grund. Snarere tværtimod.

Nobelpriskomiteen må bestå af blinde og døve.

Readmore  

Mere ros til Beatles-bog

Kommentarer slået fra

Musiksitet og blogportalen Goombay.dk har anmeldt Beatles-bogen. Læs her.

Readmore  

Declan møder Reginald

Kommentarer slået fra

I disse kulturelle sparetider må Elvis Costellos show Spectacle være enhver tv-producers drøm. To musikere sidder på hver sin stol, belyst af et par spots. Bag dem står et lille band, og så går snakken ellers, kun afbrudt af, at den ene eller den anden eller begge musikere giver en sang foran et opmærksomt cafepublikum.

Showet har bl.a. kørt på svensk tv. Nu sender DR K første sæson hver tirsdag (med genudsendelser). Der er to sæsoner. En tredje overvejes.

Jeg ville ikke betænke mig. Åbningsprogrammet var fra 2008, men virkede tidløst. Costello, den fhv. vrede, unge mand i britisk rock, mødte Elton John (en af seriens bagmænd). De talte sammen som de venner, de ikke skjulte, at de også er.

De blev dog aldrig indforståede. Heller ikke selv om der rockhistorisk blev nørdet igennem, så luften var tyk af navne, der ikke kan have sagt det overvejende unge publikum alverden. Elton fortalte om sin fascination af den amerikanske sangskriver David Ackles, og gav et af dennes numre i duet med Costello, som er en lydhør vært, der formår at skabe en atmosfære af lige dele afslappethed og tankevækkende alvor.

Præcis som den musik, der tales om. Elton demonstrerede pædagogisk ved pianoet, hvordan Laura Nyros sangskrivning havde inspireret ham til ‘Burn Down The Mission’. Han fortalte også om første gang, han mødte sit idol, Leon Russell, og troede, han stod til spanking for sit spil, som ikke havde været overbevisende hin aften. Det eneste råd, Russell gav ham, var om et skyllemiddel til halsen, som Elton bruger den dag i dag.

Faktisk bliver der spillet forbløffende lidt musik i programmet. Det føles bare ikke sådan, fordi musikaliteten og glæden ved den er så allestedsnærværende. Det er vist den slags tv, nogen vil rubricere som old school. Den vil jeg godt være evighedselev i.

»Var det kedeligt,« spurgte Elton John til sidst. Nej, kun vanedannende.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken.

Readmore  

Var Beatles-bog bedst i 2010?

3 Comments

Buk-Swienty eller Bille? Beatles eller Hildegard? Berlingske, som ikke længere hedder Tidende til efternavn, offentliggør i dag de nominerede til den årlige konkurrence om Læsernes Bogpris.

Jeg kan, ikke uden en vis stolthed, fortælle, at Yeah Yeah Yeah – en krønike om The Beatles (Gyldendal) er blandt de ti udvalgte bøger, læserne kan stemme på, hvad enten de har købt eller lånt bogen. Eller har lyst til en af delene.

Læsernes Bogpris har været uddelt siden 2004. Og uddeles af Berlingske, Danmarks Biblioteksforening og landets biblioteker.

Du kan afgive din stemme her. Man kan stemme frem til 6. marts.

Jeg tror ikke, jeg behøver fortælle dig, hvilken bog jeg håber, du stemmer på, yeah, yeah, yeah.

Genlæs eller læs Politikens anmeldelse af bogen.

Genlæs eller læs Berlingskes anmeldelse af bogen.

Readmore  

Roskilde-katastrofen genlæst

Kommentarer slået fra

I aften kl. 21.00 kaster DR2-serien ’24 timer vi aldrig glemmer’ igen lys over dødsulykken på Roskilde Festival i 2000. Det har fået mig til at genlæse min egen leder fra Information mandagen efter den tragiske weekend. Du er hermed inviteret til at læse med:

Musikkens magt

“Be good to each other and take care …”
Leif Skov, leder af Roskilde Festival,
fra Orange Scene fredag nat

UFATTELIGT, lød det fra en rystet festivaldeltager fredag nat på Dyrskuepladsen i Roskilde, da tragediens forstemmende facit lød på otte døde, en snes kvæstede, heraf en alvorligt, og en festival, drevet ud i en identitetskrise, der kan føre til dens ophør efter små 30 år som en tidsudfordrende platform for 60’er-idealer som love, peace and understanding, uden at
nogen kan påstå, at festivalen ikke er fulgt med tiden. Men det virkeligt ufattelige er, at det ikke er sket før.

Der var, især i midten af 80’erne, festivaler, der lignede katastrofeområder, og der har ikke så få gange foran scenen været øjeblikke, hvor kun Forsynet har været redningsmand. Enhver, der har stået forrest på Smatten, har oplevet den skræk- og euforiblandede fryd ved at blive ført med, når musikken tager fart og begejstringen går i selvsving. Bevidstheden – og fødderne – letter, og man underlægges noget større end en selv. Som regel går det godt. Fredag sprang det indre flokdyr ud i enhver, og stoppede først, da det var for sent.

Undervejs krydsede dyret den skæbnesvangre linje mellem henrykkelse og hensynsløshed, som er en af rockens mange modsætninger. Allerede i sit 1970-essay Oprør Mod Neonguden talte Thorkild Bjørnvig om rockens, dengang beat’ens, “dionysiske dobbelthed”. Han filosoferede over, hvor kort der i rocken er fra dans og glæde til “ekstatisk-tilfældig” vold. På den led ligner en rockkoncert et dionysisk ritual, hvor man blev ét med guden – synliggjort ved at indtage råt kød. Dionysos var nemlig ikke kun glædens gud. De gamle grækere kaldte ham også “menneskesønderriveren”.

Sandheden i det tilnavn kan de ambulancefolk, der kørte de døende festivaldeltagere til Roskilde Sygehus hin nat, bekræfte.

Naturligt nok har der været efterlyst forklaringsmodeller på ulykken. Når de er udtømt, og man – igen – er holdt op med at undre sig over den indbyggede modsætning i, at festivalen skaffer penge til op- og forebyggende ungdomsarbejde ved at drikke samme ungdom ustyrlig og sanseløs, bliver musikkens magt tilbage.

ROCKEN HAR altid handlet om liv og død. I den henseende nedstammer den i lige linje fra ungdomsdyrkende 1800-talsromantikere som Byron og Hölderlin. Og en af rockens sejeste myter er da også den om, at kunsten kræver sin mand.
Der er med andre ord uforudsigelige ting på spil, når musikken spiller op. Saxo beretter om, hvordan Erik Ejegod blev så opflammet af spillemandsmusik, at han gik besærk og dræbte flere i sin håndgangne hird. Nu skal man ikke tro på alt, Saxo fortæller, men de otte unge døde i Roskilde er en påmindelse om, at musikken har iboende utæmmelige kræfter, som vi har glemt, fordi musikken mere og mere tager sig ud som en vare; underlagt, og tæmmet af, marketing, segmentanalytikere og produktionskalkuler.

Nogle iagttagere har, med reference til hooliganismen, set fredagens begivenhedsforløb som udtryk for, at stadig flere her i individualiseringens guldalder bekymrer sig stadig mindre om andre end dem selv. Et øjenvidne fortæller således til Ritzau, at omkring 15 personer væltede, og at mængden bagved simpelthen skred hen over dem, selv om “det stod klart, hvad der var ved at ske …” Omvendt er det svært at gardere sig mod situationens dræbende inerti.

I dette nådesløse lys skal den moralsk selverklæret ansvarlige festivalledelse træffe sin beslutning om at genopføre ritualet til næste sommer. Når man er færdig med – med nogen ret – at føle sig uretfærdigt behandlet af tilfældet. Ingen festival har nemlig så målbevidst, uegennyttigt og til tider irriterende politisk korrekt arbejdet med at udvide festivalrummet til mere end bare et sted for musik. Da f.eks tilskuertilstrømningen ikke syntes at ville toppe, adgangsbegrænsede man af sikkerheds- og trivselshensyn.

Men man er altid en hårsbredde fra, at det går galt. Det er spillereglerne, når rocken ruller i den store skala. At overtræde dem kan være lige så fatalt som at køre galt i den trafik, statsministeren indirekte hyldede ved lørdagens indvielse af Øresundsbroen.

Samme dag, hvor han også bebudede en justits- og kulturministeriel undersøgelse af festivalsikkerheden, blev fire danskere, en mor, to børn og deres mormor, på vej hjem fra Sverige dræbt i kollision med en lastbil…

Jeg ville ikke have skrevet den leder så meget anderledes i dag.

Statsadvokaten for Sjælland afgav en redegørelse. Læs her.

Her er en kronologisk status.

Readmore  

John, Rune, Torben & Per på P1

1 Comment

Hvis man ikke allerede er blevet led og ked af dødsdagsdækningen af John Lennon, kan man fredag formiddag kl. 10.03 tune ind på DR P1. I Kulturkontoret rydder Katrine Nyland Sørensen skrivebordet til en rask diskussion om sangeren og sangskriveren, der nægter at dø.

Omkring bordet sidder Per Wium, anmelderen og journalisten Rune Skyum-Nielsen og undertegnede samt måske en sangskriver.

Vi høres måske ved.

Readmore  

Biblioteker roser Beatles-bog

3 Comments

Lektørudtalelserne er en af de rettesnore, bibliotekarerne har at købe ind efter. Nu er der kommet udtalelse om min Beatles-bog. Jeg kvitterer med et “yeah, yeah, yeah”.

Her er udtalelsen in extenso:

Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau:

Henvender sig til både nybegyndere og kendere af Beatles. Sekundært også til interesserede i rockmusikkens historie.

Beskrivelse:

Torben Bille (f.1949), kendt som kritiker, journalist og redaktør på flere store dagblade samt det hedengangne legendariske tidsskrift MM. Torben Bille har fulgt The Beatles siden starten af deres karriere og var en af de heldige som overværede en af to koncerter i Danmark d. 4. juni 1964. Bogens udgivelse skyldes bl.a. 40-året for Beatles’ opløsning og 50-året for navnet The Beatles. Bogen er en personlig beretning om The Beatles’ karriere fra starten og til opløsningen i 1970, krydret med mange karakteristiske s/h fotos. Vi følger historien delvis kronologisk foruden et par interessante indspark om den danske musikscene på daværende tidspunkt. Bagerst i bogen forsøger Torben Bille sig på en genanmeldelse af Beatles’ oprindelige albums ud fra nogle selvvalgte “dogmeregler”. Bogen indeholder desuden en fyldig litteraturliste med “abstract”.

Sammenligning:

Torben Billes bog gør sig rigtig godt sammenlignet med den store Beatles-litteratur.

Samlet konklusion:

Det er jo som at få genfortalt en historie, man kender i forvejen, men i Torben Billes hånd føles materialet frisk igen. Bogen er fuld af fine personlige og humoristiske anekdoter foruden interessante vinkler, man måske har glemt. Som samlet fremstilling af Beatles’ karriere fungerer bogen glimrende.

Readmore  

Fem nye stjerner til Beatles-bog

3 Comments

I dagens udgave af Berlingske Tidende fylder anmeldelsen af min bog (og tre andre relaterede udgivelser, herunder Per Wiums) forsiden af Kultur-sektionen og hele side 2. Om mit eget lille værk skriver Søren Kassebeer, at “det er en af mange års mest læseværdige Beatles-bøger … ganske ligetil og helt sin egen. Det er godt gået.”

Det bliver en god dag:-)

Læs hele anmeldelsen her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top