En knæskade forkortede Povlsens karriere, og nu er han kommentator på TV2. Der virker han ikke helt så naturbegavet. Faktisk fremstiller han fodbold så banalt, som ignoranter tror, spillet er. Udsagn à la »det er aldrig rart at tabe« kommer fra ham med samme forudsigelighed som det danske opspil mod Sydafrika. For at bevare illusionen om TV2 som førende fodboldkanal transmitterer man de danske testkampe, og Flemming Toft speaker, som om de betød noget. Hutlihut hvor går der masser af kedelig tid med det.

Tilbage til studiet alias DR2. Selv om historien om EM i 1992 er så slidt som snøren i den bold, vi lossede til i min barndom, er den stadig båret af den virkeliggjorte ønskedrøm, der forlener fodbold med magi. Billederne af den rød-hvide folkemængde på Rådhuspladsen er lige så meget danmarkshistorie som Montgomery vinkende fra sin åbne bil samme sted. Pludselig var Faxe ikke kun en buttet fadøl, og selv pæne piger talte om »at ramme den lige i røven«. Imens skålede vi i Lambrusco, og var enige med Brian Laudrup i, at HCA »ikke kunne have skrevet et bedre eventyr«.

Et landshold tæller også bagstopperne. De kom i spil i Lisbet Barretts lidt for minutiøse, men gode reportage. Med massøren Allan Poulsen som omdrejningspunkt kom vi ind i en verden, hvor neglerødder, diamantbor, toiletpapir, salt-sukker-balance, støvleknopper, kontaktlinser, kampen mod overvægt (af spillertøj) samt en fokuseret kommunikationschef lægger grobund for det spil, der udspringer af landstrænerens »demokratiske diktatur«.

Desværre tæller intet af dette, når dommeren fløjter af, så der er god grund til at »screw down the expectations,« for nu at citere manden bag 1992-holdet, Richard Møller Nielsen.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken

Programtilrettelæggerne af gårsdagens direkte TV2-transmission af de kongelige og andre konsorters konsumering af kalvefilet på Christiansborg skal have tak for at overtale Dronningen til at udvælge et stykke skiveskåret skinke af Rune Klan. Det var kongelig humor.

Og tak for en talkshow-befriet Cecilie Frøkjær, og så i den kjole (som kun blev overgået af Margrethe Vestagers!). Og yes til hendes medvært,  og tak for bemærkningen om Boldklubben FREM.

Meget mindre tak for ideen om at lade en række kunstnere synge et tilfældigt valgt potpourri af 70 års danske sange.

Ideen fejlede sådan set ikke noget, men selv om Peter Frødin – af alle – var finurlig tvetydig i ‘Se Venedig og dø’ og Søs Fenger trak sin gamle sweater godt på, var der flest svipsere. Medina stiv som et bræt i ‘Glemmer du’, Aura mest af alt mærkelig på ‘Papirklip’ – var hun på noget? – og Steen Jørgensen bedrøveligt ved siden af sig selv. At glemme teksten til ‘To lys på et bord’ svarer til at sige du til dronningen.

Helt ydmygende blev det for Lis Sørensen, der ikke fik Olsen-brødrenes stjerneskud til at lette. Det måtte de selv klare for hende. Hvad var meningen med denne trio, der aldrig blev til noget? Kunne man ikke i stedet have fået hende til at stråle med ‘Stille før storm’. Det er da også en slags evergreen eller hur?

Uden for nummer var selvkarikaturen Kim Larsen og de lidt anstrengt morsomme og ikke længere helt så skøre Nattergale. Til gengæld fik vi de ægte morsomme Ørkenens Sønner.

HH Margrethe så af og til ud, som om nogen forsøgte en insisterende fodflirt med hende, men gjorde generelt gode miner til middelmådigt spil.

Kollega CAPAC har også fået begivenheden på bloggen her.

Let’s face it. Kriminalitet er stærkt underholdende, medmindre man selv udsættes for den. Det har de fattet på TV2, som er førende udi dækning af det, der vel efterhånden kan kaldes ’genren’. Navnkundig i journalistkredse er stationens embedding med etaten i ’Station 2’, og dagligt sørger årvågne nyhedsredaktører for at minde os om, at der er grund til ængstelse. Alting kan ske, som Malurt sang. Og sker jo af og til.

Så kombinationen af drabssigtet somalier, psykisk utilregnelighed og sagsbehandlerutryghed var for god til at gemme i den note, historien om den flygtede fange ville have fået engang. Den fik ikke for lidt torsdag aften. Vi manglede kun at få at vide, om hans underbukser var lange eller korte, bom- eller kameluld, men at han frøs derude i natten uden overtøj, kunne en politimand forsikre os om. Det var så man gøs, og vel at mærke ikke på hans vegne.

Nu har TV2 jo ikke patent på politiet. Sidste sæson åbnede TV3+ ’Politistationen’, hvor vi fulgte politiet i Aalborg i stort og mest småt. Nye afsnit ruller nu over skærmen med blå blink og en dramatiserende underlægningsmusik, der betoner, at dokumentarismen bare er journalistisk figenblad for noget, der i bund og grund er underholdning.

Klokken er tit mange, og kun få bliver taget til fange, men programmet giver indblik i en arbejdsplads med god plads til kulance. Som historien om den 16-årige pige, der havde brugt falsk id for at komme på værtshus. Da der blev akut brug for betjentene i Jomfru Ane Gade – hvor ellers? – bad de hende vente, til de kom tilbage. Det gjorde hun sgu! Derefter fulgte de hende hjem til mor, og da det var straf nok, optog de ikke rapport. Langt mere alvorlig var en dødelig trafikulykke, men ufrivilligt absurd blev det at høre indsatslederen tale om en til halvanden omkomne. Og så må vi have Jørn Lund til at forklare, hvorfor nogen i deres talesprog helt ubesværet bruger ord som ”forurettede” og ”skadelidte”.

Og somalieren? Han kom ind i varmen igen. Så TV2’s udsendte stand-upper ville naturligvis fredag morgen høre en sagsbehandler på Jobcenter Holstebro, hvordan hun følte det lige nu. Hun var lettet.

Er det det, man kalder borgernært fjernsyn?