60 år i dag: Daniel Lanois

1 Comment

I sit erindringsbind Krøniker giver Bob Dylan en levende skildring af, hvordan han under en privat middag delte en six pack med Guinness med Bono og drøftede livet, døden og musikken. Efter desserten anbefalede Bono Dylan at kontakte den canadiske sanger og komponist Daniel Lanois, hvis han skulle få brug for en ny producer. Ja, faktisk lobbyede Bono så uskrømtet for Lanois, at han ringede denne op og gav røret til Dylan.

Sammen med Brian Eno havde den nu 60-årige Lanois i 1987 for alvor sat U2 på rocklandkortet med The Joshua Tree, og havde givet Dylans tidligere kapelmester, Robbie Robertson, en lysende start på solokarrieren. Halvandet år senere var Lanois forløser af Dylan-albummet Oh Mercy, som for mange stod som en kickstart af legendens lidt stagnerende karriere.

Samme år, 1989, albumdebuterede Lanois i eget navn med Acadie; et atmosfærefyldt værk som søgte ind i musikkens mystik, og fungerer som en slags blueprint for hans virke. Som en anden arkitekt arbejder Lanois med vinkler, rumvirkninger og lysindfald i en musik, der er moderne nok til at kunne kaldes både ambient og dub og traditionsbevidst nok til at være americana, for nu at iklæde den genretermer, der bliver ligegyldige og utilstrækkelige, når Lanois er bedst. Musikken er for ham både stoflig og sfærisk.

Sammen med sin bror Robert etablerede Lanois allerede i 1970 et hjemmestudie i familiens bryggers i byen Hull i delstaten Quebec. De fik hurtigt lokale kunder og lidt af et navn. I 1982 indledte Daniel Lanois et samarbejde med Brian Eno, som førte til co-produktionen af U2′s The Unforgettable Fire. Derefter har Daniel Lanois ikke behøvet noget visitkort.

På cv’et står navne som Peter Gabriel (de multiplatinsælgende So og Us), Sinéad O’Connor, Neville Brothers, Emmylou Harris, Willie Nelson og Neil Young sideløbende med en anmelderrost solokarriere, hvor mere regulære, sangbaserede projekter har veksler med instrumentalmusik og filmlydspor.

Samarbejdet med U2 er fortsat – Lanois iscenesatte senest No line on the horizon. Derimod blev det kun til yderligere et album med Bob Dylan, det Grammy-vindende og dybt eksistentielle Time out of mind fra 1997. Under det arbejde blev Dylan både så inspireret af Lanois og så irriteret over dennes idelige iver efter at ville forbedre ham, at han siden har valgt at producere sig selv.

I virkeligheden helt i Daniel Lanois’ ånd, som er ikke at dreje på de samme knapper hver gang.

Lanois’ hjemmeside er et besøg værd.

Foto: Alex Ross ©

Readmore  

Edge giver U2 kant og kontur

Kommentarer slået fra

Ingen lades nogensinde i tvivl om, at Bono er talsmand for verdens p.t. mest omsættende rockgruppe U2, men Bono selv har altid været den første til at betone, at David Howell Evans er af lige så afgørende betydning for bandets egenart.

Evans er selvfølgelig bedre kendt som The Edge. Og i morgen mandag runder guitaristen, keyboardspilleren og komponisten 50 år.

Tilnavnet fik han angiveligt af Bono, fordi han var kvikkere i låget end de fleste teenagere på skolen i den nordlige forstad til Dublin, hvor U2 blev dannet i 1978. Men siden kom tilnavnet til at stå fint til hans guitaristiske kontur.

The Edge figurerer som nummer 24 på Rolling Stone’s prestigiøse liste over verdens 100 bedste guitarister, og han lyder ikke som nogen af de andre på listen. Han er guitarist, før han er solist. Som han har sagt: »Jeg er en musiker, ikke en skydegal revolvermand. Det er forskellen på det, jeg laver og det, en masse guitarhelte gør.«

Hans spillestil er minimalistisk og paradoksal. Fordi han betjener sig af avantgardistiske kunstgreb i en musik, der også skal fungere som stadionrock og pop. Samtidig bruger han rockklassisk udstyr som de Vox AC30-forstærkere også The Beatles anvendte. Og han gør det uden at lyde umoderne. Hans sindrigt tidsforsinkede guitarspil er den intelligent sammenvævede klangbund, Bono udfolder sig på. Og det har inspireret bands som Radiohead, Muse og R.E.M.

Selv om de fleste U2-kompositioner er kollektivt krediteret, har The Edge haft en hovedrolle i tilblivelsen af de fleste af dem. Mest kendt er nok ”Sunday Bloody Sunday”. Ligesom han, især på scenen, aflaster og understøtter Bono med sin ubesværede falset.

Et dusin albums med U2 er det – foreløbig – blevet til. Derudover har The Edge bl.a. skrevet filmmusik og kunne for nylig notere sig et af karrierens få flop, da han sammen med Bono skrev musikken til musicalen Spiderman.

Ligesom sin makker er mangemillionæren og fembarnsfaderen The Edge en stor, men noget mere lavprofileret filantrop. Især var han og hans stedse stigende formue en faktor, da genopbygningen efter orkanen Katrina fandt sted.

Selv er han som entreprenør på det seneste havnet i en mindre mediestorm. Planer om et luksusresort-byggeri i de naturskønne bjerge ved Malibu i Californien mødte først modstand, siden blev The Edge beskyldt for at smøre lokale myndigheder med millionbeløb, der skulle dække de miljøskader, hans byggeri ville forvolde på natur og dyreliv, men her i forsommeren blev projektet nedstemt af den californiske kystkommission.

Til Los Angeles Times udtalte kommissionsformanden, at det var det værste eksempel på miljøødelæggelse, han havde set i sin tid. Og tilføjede: »Det er lidt af en selvmodsigelse – man kan ikke være seriøs som miljøforkæmper og så udvælge sig dette sted…«

Iagttagere vurderer, at sagen ender der, hvor så megen rockmusik nu om dage ender – hos advokater. Imens koncentrerer The Edge sig om sin guitar, hvor han aldrig spiller falsk.

Illustration: Forsiden af Australian Guitar, 2007.

Readmore  

Joshua Tree – bedst i 80′erne?

15 Comments

For hvad den slags nu er værd, så har Rolling Stone bedt sine læsere om at kåre de ti bedste albums fra 80′erne.

Listen ser sådan ud:

1. U2: Joshua Tree
2: Guns ‘n’ roses: Appetite for destruction
3: Michael Jackson: Thriller
4: Bruce Springsteen: Born in The USA
5: Prince: Purple Rain
6: AC/DC: Back in black
7: The Smiths: The King is dead
8: The Clash: London calling
9: The Cure: Disintegration
10: Metallica: Master of puppets

London calling er en formidabel plade, men den er strengt taget ikke fra 80′erne. Den udkom i 1979.

Under alle omstændigheder får den slags lister altid legebarnet frem i mig, så her er en liste over ti plader fra 80′erne, som jeg stadig frivilligt hører uden at blive mindet alt for meget om skulderpuder og mærkeligt hår. De er listet i alfabetisk orden:

Phil Collins: Face value
Cowboy Junkies: Trinity sessions
Marshall Crenshaw: Marshall Crenshaw
Billy Joel: Innocent man
Kim Larsen: Forklædt som voksen
Ulf Lundell: Den vassa eggen
Prince: Purple Rain
Paul Simon: Graceland
Bruce Springsteen: Tunnel of love
TV-2: Nærmest lykkelig

plus alle de andre, der kvalificerer sig på andre dage end denne.

Hvordan ser din liste ud?

Readmore  

Bono ‘liker’ Facebook

1 Comment

Joakim von And har som bekendt forlængst taget mødommen på rockmusikken. Og fordi man har et idealistisk gen, behøver man jo ikke nødvendigvis skrue ned for sit kapitalistiske ditto.

Det er Bono og resten af U2 et godt eksempel på.

Gruppen havde ved sidste tælling 6,6 mio. registrerede Facebook-fans. Men engagementet i det sociale netværk og det ugennyttige ønske om at nå så mange som muligt slutter ikke der.

Ifølge theeword ejer Bonos investeringsfond Elevation Partners nu 1,5 procent af Facebook. Det lyder måske ikke af meget, men omsat til dollars svarer det til 750 mio.

Elevation Partners råder p.t. over en samlet risikovillig kapital på 1,9 milliarder dollars.

Sidste år blev Bono ellers af 24/7 Wall St. kaldt USA’s dårligste investor, fordi han til det sidste stod til et giganttab for sine investeringer i smartphonefirmaet Palm. Dette endte så med at blive solgt lukrativt, så Bono alligevel fik, hvad han ledte efter. Om jeg så må sige.

It’s only rock ‘n’ roll…

Readmore  

Undskyld for Bloody Sunday

Kommentarer slået fra

Selv om der for længst er gået politisk mode i både at give og kræve undskyldning for al mulig uret begået for ofte meget, meget længe siden må man alligevel sige, at det er bedre sent end aldrig, at det officielle Storbritannien nu går ud og undskylder de blodige begivenheder, der er gået over i historien som Bloody Sunday.

I dag kaldte premierminister David Cameron det ‘unjustified og unjustifiable’, at engelske soldater 30. januar 1972 åbnede ild mod en borgerrettighedsmarch i Bogside-kvarteret i Londonderry. 14 ubevæbnede civile blev dræbt. En rapport har været 12 år undervejs og kostet 190 mio. pund, men har altså givet irerne, inkl. Bono og U2 ret i, at der var tale om en kolonimagts brutalitet mod sagesløse. Godt at have fået det på plads. Mon ikke der er flere begivenheder, der kræver en undskyldning?

For slet ikke at tale om erstatninger, selv om en undskyldning suppleret af en erkendelse om at Bloody Sunday netop var bloody wrong er en start.

Readmore  

En mand med en mission eller to

1 Comment

DER MÅ være sket en fejl. Det var min første indskydelse, da jeg så de lister, Time Magazine traditionen tro offentliggjorde i den forgangne uge over de personer, der gør en forskel i verden. Bonos navn var ingen steder at se. Og så lige før han i dag fylder 50… Han blev ellers Time’s ’Person of the year’ i 2005 sammen med Bill og Melinda Gates, og er de sidste ti år kommet på en krammer med alverdens statshoveder i sine kampagner mod fattigdom, amerikansk våbenlovgivning, Vestens gældsfængsling af den tredje verden og Aids og hvad man ellers kan nævne af veldædige sager, han har kastet sig frontalt ud i, uden at det forunderligt nok har skygget for hans indsats som sanger i U2.

Den vel nærmest ateistiske katolik Bono alias Paul Hewson fra Dublin-forstaden Glasnevin har heller ikke ytret sig særligt om den verserende børnemisbrugsskandale i den katolske kirke, men kaldte for nogle år siden pave Johannes Paul II en »gadekæmper og en snu forkæmper for verdens fattige«. Har Bono mistet grebet? Eller er det ikke kun Time’s redaktion og mig, der får allergi af Bonos politiske korrekthed?

Lad svaret blæse i vinden, som et af Bonos få idoler engang sang, og tage  tilbage til Roskilde Festival. Året er 1982, og U2 har kun udgivet to albums, men står, takket være arrangørernes allerede dengang veludviklede fremsynethed, alligevel på den store scene. Bono uden tonede briller forsøger at forcere det pigtrådskransede hegn ud mod publikum, og senere overtaler han en betuttet kranfører til at løfte sig ud over Dyrskuepladsen. Her hænger han, syngende ’Give peace a chance’, og alligevel så tæt på os, at vi tror på, at rockstjerner aldrig korrumperes og altid vil så tæt på publikum som muligt. En legendarisk koncert:

Dem har Bono og U2 givet nogle stykker af, siden de først i 80’erne løb afgørende fra punk og nyrock, og etablerede sig med en musik, der fik næring fra Bonos vrede, fortvivlelse og utopiske optimisme over situationen på hans fødeø, og som her 13 albums senere er endt i en liga for sig selv. Magasinet Spin kårede for nylig U2-albummet ’Achtung Baby’ som det bedste de seneste 25 år. Begrundelsen lød: »I modsætning til Radiohead … tog U2 ikke deres post-industrielle, traditionelle rock-desillusion som et tegn på kulturel svaghed, men som en udfordring til at sadle om og transcendere.« Og 1987-udgivelsen ’Joshua Tree’ er blandt de plader, mange anmeldere ville tage med på en øde ø.

SPØRGSMÅLET er, om man ville kunne holde ud at have Bono selv med på sådan en ø. Jeg tvivler. Ikke at hans indsats mod uretfærdighed ikke er uegennyttig og lydefri, og han er da også blevet overhængt med alverdens ordner og priser i den anledning. I 2006 blev Bono af dronning Elizabeth II udnævnt til Knight Commander of the Most Excellent Order of the British Empire for sin musikalske og humanitære indsats. Ligesom i øvrigt en anden velgørenhedsveteran, Bob Geldof. Men, for der er selvfølgelig et men, ja, der er flere: Man kan undre sig over, at en så ressourcebevidst person som Bono ikke går af vejen for en gargantuansk koncertscenografi, der står i tragikomisk kontrast til den uskyldige nærhed, vi mindes fra Roskilde. Der er gået elefantiasis i den del af U2.

Man tænkte også sit, da han og bandet kom under beskydning i britisk presse, fordi de angiveligt skulle have anbragt millioner af deres pund i skattely i Holland. Kritikere fremhævede, at netop skatteunddragelser er med til at gøre den fattige del af verden endnu fattigere. Bono afviste anklagerne, men ikke selve skattetænkningen.

Som ved alle store kunstnere bliver alle indvendinger dog smålige, når Bono synger. Han har sådan set en ret spinkel stemme, men få får stemmen til at fylde så meget som han. På det seneste U2-album, ’No line on the horizon’, synger han om at synge sangene frem i vore øjne, så vi alle kan bære dem som en krone. Det er denne vilje til at ville dele, denne generøsitet på musikkens vegne og så balladerne af salmelignende skønhed, der giver Bono syndsforladelse for sin lidt for duracell-agtige fremturen som en verdensfrelser in spe. I musikken nøjes han ’bare’ med at være et helt menneske.

Som han vel også er til daglig hjemme i Killiney med hustruen Alison og deres fire børn.

Pressefoto

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top