Velvet og Nico op fra undergrunden

Kommentarer slået fra

Da denne blogger var ung og mindre tung, var jeg hang-around i adskillige poporkestre. Et af de allerførste hed Fair Sex. Ja, smart navn, ikke? Vi nåede aldrig at spille offentligt, men øvede på guitaristens fars arbejde. Faderen var betjent eller sådan noget i Kirkeministeriet, så i weekenderne og efter lukketid ‘lånte’ vi et mødelokale og Frederiksholm Kanal genlød af sære, ukristelige lyde. De fleste af os i bandet var bedre til at spille håndbold end rock, betydeligt bedre endda, men det afholdt os ikke fra at udforske mulighederne. Vi kunne nogle numre af Spencer Davis Group og The Who samt selvfølgelig ‘Spoonful’ og ‘Summertime’. Under fremførelsen af de sidstnævnte slap vi gækken løs i noget, vi kaldte improvisation. Lange, endeløse forløb og jeg bidrog efter bedste evne med at lade min stålkam køre op og ned ad de ministerielle vinduesruder.

Det lød … nå, ja, som stålkam mod glas.

Jeg håber ikke nogen piratoptog det.

Jeg blev bragt tilbage til dengang det var før, fordi jeg netop har været igennem de seks cd’er på en såkaldt 45th Anniversary Super Deluxe version af The Velvet Underground & Nico, bananpladen blandt venner. To af pladerne rummer liveoptagelser fra The Valleydale Ballroom i Columbus fra 1966, samme år som Fair Sex kulminerede. Åbningsnummeret fra hin novemberaften i Ohio, det næsten halvtime lange ‘Melody laughter’, lyder kun marginalt bedre end os i Kirkeministeriet, men de får dog spillet sig op i løbet af nummeret, hvis man kan sige sådan om en musik, der henter sin dynamik fra en rugende, suggerende og sugende monotoni. Og som skylder en gruppe som The Fugs ikke så lidt, bortset fra at Lou Reed og John Cale tog sig selv noget mere alvorligt. Og havde mere renlivet rock i årerne, plus det andet.

Genhørt i dag er det mest chokerende ved selve studiealbummet hverken sangenes dystre enkelthed eller den afskrællelige Andy Warhol-designede banan, men hvor fjernt bandet var fra det, der foregik ovre, hvor det sneede – i Californien. Åbningssangen, ‘Sunday morning’ er det nærmeste vi kommer hippie-idyl. Og en popsang. Resten er fra et New York, kun få kendte. Bohemer, wannabes, groupier, forfatterspirer ventede på at berømmelsen skulle ramme den som det kick, alt for mange allerede var begyndt at få af nålen. Mørkere end mørkt. Ingen røgelse, men en masse røg af den slags, der kun var sjov i starten. Velvet Underground var forbi det sjove.

‘I’m Waiting for the Man’ synger Lou Reed som om han kender ham alt for godt. Og selv om der i dag kan være noget næsten komisk kitschet over Nicos absolut undskyldelige tykke tyske accent, er det svært at le  af hendes kranke skæbne. Hun var den urimeligt fotogene chanteuse i bandet, Reed var guitaristen, John Cale var den intellektuelle og Sterling Morrison og Maureen Tucker var arbejdsmændene. De spillede ikke minimalistisk af valg, men fordi de, bortset fra Cale, ikke kunne andet. Og i kulissen virkede Onkel Andy som en slags mentor eller var han bare endnu en groupie, der fik udlevet sine egne popstjernedrømme gennem bandet?

Albummet var ingen succes. Højeste placering på Billboard-listen var nummer 171. Siden er det som bekendt blevet en klassiker og stildannende. Det er ikke svært at høre hvorfor (selv om albummet ikke er mit foretrukne med VU). Bag al det depressive kæmper en livsvilje for at trænge igennem og når det lykkedes, er det så smukt som når en blomst gennemtrænger asfalten.

Det er ikke første gang, pladen genudsendes. Allmusic Guide opremser henved tredive genudgivelser gennem årene. Så sent som i 2002 kom en omhyggelig deluxe-udgave, bestående af både mono- og stereoversionen plus singler og uddrag fra Nico’s soloplade, Chelsea Girl.

Her, ti år senere, kan man så investere i en ultranørdet, boglignende udgave, der må siges at være udtømmende. Ud over selve det vist nok re-remastererede studiealbum (i stereo og mono) og hele Nico-pladen (som fortsat fremstår som en smuk faretruende blanding af uskyld og alt for megen erfaring) indeholder sættet som sagt liveoptagelser af gruppen i sin vorden samt de i samlerkredse legendariske og ofte bootleggede, bestemt ikke uinteressante Scepter-demos. Lyt f.eks. til en forrygende, nærmest Jefferson Airplane-agtig udgave af ‘Run, Run, Run’. For slet ikke at tale om en højspændingsfyldt ‘Miss Joanie Lee’ fra en øvesession i The Factory. Den vildskab fik Velvet Underground aldrig helt op til overfladen, da de gik i studiet.

Det hele indpakket, med et ikke alt for lovhudlende Richie Unterberger-essay, som et coffee table-værk, så fashionabel og pyntelig som Velvet Underground bestemt ikke sigtede efter at blive i deres korte, hektiske levetid. Og ja, bananen kan igen skrælles.

Det bliver svært at se, hvordan 50 års-udgivelsen kan toppe dette bokssæt.

The Velvet Underground and Nico: Andy Warhol presents The Velvet Underground and Nico. Compilationproducer: Bill Levinson. Polydor/Universal. 6cd.

PS: Og så er det altid tankevækkende at se, hvor uforbeholdent yngre generationer modtager en gruppe som Velvet Underground. Jeppe Krogsgaard Christensen anmelder sættet i Berlingske her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

Readmore  

70 i dag: John Cale

1 Comment

Det er blevet sagt om John Cale, at han er for intelligent til rock. I dag, hvor den walisiske multiinstrumentalist, sanger og producer fylder 70, kan han se tilbage på en produktion, der ikke kan rummes i de fire bogstaver, r-o-c-k.

Han var en mønsterbryder. Søn af en kulminearbejder og en skolelærer. Klassisk skolet i London drog han i 1963 til New York for at dygtiggøre sig på hovedinstrumentet, bratsch. Hans mentor var komponisten Aaron Copland. Her hang han ud med avantgarden og dannede Velvet Underground med Lou Reed – med den tyske Warhol-model, Nico, som sangerinde. Det er Cales klaver, der er en vital del af ‘Waiting for the man’ og ‘Sister Ray’ havde ikke været så skræmmende smuk uden hans orgel.

Reed smed Cale ud af bandet efter tre stormfulde, stofmisbrugende år, der jo skrev rockhistorie. Det samme har solisten Cale ikke gjort, men hans baggrund og tekniske dygtighed sikrer altid anmelderbevågenhed. Selv om få af hans plader rager op som Vintage Violence og Paris 1919 er ingen af dem uinteressante, men ofte lidt for distræte.

Hjemvendt til England i 1974 lavede han med Brian Eno en trilogi af plader, der gav han tilnavnet ’godfather of punk’. Det var dekonstruktivt, før nogen kaldte det dèt, men med nerve. Og sange med næsten mere mindeværdige titler end melodier – ’Fear is a man’s best friend’ for eksempel. (YouTube-link)

De senere år har Cale arbejdet med genreblandende suiter, ikke mindst ved koncerter. Samt samarbejdet med yngre indie-navne, fjernt fra alfarvej.

Med risiko for at støde hans dedikerede fans: Cales eftermæle vil alene være sikret for co-produktionen af debutpladen fra The Modern Lovers samt Nicos 1968-album, det spøgelsessmukke kølige The Marble Index.

Se meget mere om John Cale her.

GAFFA havde sidste år et godt interview med Cale.

Readmore  

Da Lou var loaded

Kommentarer slået fra

Vi fejrer Lou Reed hele dagen her på bloggen. Og benytter lejligheden til at gå på genopdagelse i Velvet Underground:

Når vi er færdige med at snakke om kulturfornyelse, jævnbyrdigheden med litteratur som samtidsudtryk, det iboende oprør kontra hangen til at blive blåstemplet, den svære balanceakt mellem fast arbejde, livsstil og kunst, ja, så kommer vi ikke uden om at tale om, at mytologi er en vital del af motoren i rock & roll. De myter, der på god gammeldags, romantisk vis siger, at slidte cowboystøvler og udtrådte sko er mere ægte end fodformede og blankpudsede, at sorte T-shirts er mere eksistentielle end hawaii-skjorter, at stofmisbrug er en større garant for ægtheden af sangene end sunde levevaner, at de ulykkelige og utilpassede laver den bedste musik, og at hitlisteplaceringer er suspekte, fordi det viser, at man laver musik, der tiltaler så mange, at det, man laver, umuligt kan være dybt.

I det perspektiv er Velvet Underground en af rockhistoriens bedste grupper og er da også for længst blevet kanoniseret som sådan. Og i det samme lys er Lou Reeds sidste Velvet Underground-plade, Loaded, bandets dårligste.

Nu er mytologi som bekendt til for at blive mistroet. Men det er da rigtigt, at det første nummer på Loaded nærmest kommer brasende ind i hovedet på en som en cold turkey, efter Nico, Chelsea Hotel,White Light/White Heat og Andy Warhol. ‘Who Loves The Sun’ er en fuldmoden, flerstemmigt sunget, quasi-californisk countryrocker i tidens efterspurgte Crosby, Stills & Nash-snit. Og så er den poppet, uforskammet iørefaldende endda. Den synges tilmed ikke af Onkel Lou, men af Doug Yule, som afløste Reeds ærkerival, John Cale, i 1968. Chokket fortaber sig dog et par takter ind i første omkvæd. For hvad er nu det? Det er jo endnu en sang om mismod og ensomhed; en blues, forklædt som pop. Pyha, det lettede:

Who loves the sun
Who cares that it makes plants grow Who cares what it does
Since you broke my heart

Who loves the wind
Who cares that it makes breezes Who cares what it does
Since you broke my heart

Who loves the sun PaPaPaPa
Who loves the sun PaPaPaPa

Not everyone PaPaPaPa
Who loves the sun

DET MÅ det også have gjort for Atlantic Records’ stifter, Ahmet Ertegun, da han hørte sangen – hvis han da ikke lyttede så nøje efter teksten. Han havde skrevet pladekontrakt med Velvet Underground, fordi han håbede at kunne få dem til at hitte omsider, og, sagde onde tunger, fordi han ad den vej håbede at få Andy Warhol til at designe omslaget til det næste Stones-album, Sticky Fingers. Det sidste lykkedes.

Det gjorde det første ikke, selv om Reed holdt, hvad han – næsten – havde lovet Atlantic-bossen: Ingen direkte referencer til stiknarkomani og obskøn sex. Ertegun havde ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Det, han puttede penge i, var nemlig en gruppe i opløsning, og selv om det, som kritikeren David Fricke har sagt, kan være svært at fatte for nutidens sortklædte kritikere, så betød Velvet Underground nul og prut i 1969-70, selv hvis man talte undergrunden med.

Det var et band med fremtiden bag sig, og en komponerende og syngende kapelmester, der konstant ledte efter nødudgangen. Lou Reed var ikke den eneste. Guitaristen Sterling Morrison var begyndt at tænke på et liv efter rocken og var i gang med at universitetsuddanne sig i engelsk litteratur. Trommeslageren Maureen Tucker var højgravid og prøvede, men kunne faktisk ikke nå ind til trommerne på grund af maven, så hun gik på barsel. Det overlod scenen til Doug Yule og Reed, to inkompatible størrelser, som dog prøvede at holde en slags væbnet våbenhvile, for måske var dette allersidste chance for et kommercielt gennembrud. At bandet ville ende som prototype for punk og tidlig new wave, havde Reed måske på fornemmelsen, men han kunne ikke bruge det til noget henne hos købmanden.

DET ER den nu-eller-aldrig nerve, der gennemsitrer de fleste sange på Loaded, og som overskygger, at Dougs broder, Billy, spiller alt for konventionelle trommer, og at Doug selv kun gør det lidt bedre på sko-magerbas. Sangene er Reeds bedst realiserede inden Transformer: Han synger dem, så Mick Jagger burde have betænkt sine manerer, og så det er til at høre, hvor Bowie fik Ziggy Stardust fra, og sangene sparkes det afgørende ekstra stykke ud over rampen af hans uforudsigelige energiudvekslinger med Sterling Morrison på guitarer, der spiller rytme og lead samtidig, imod og med hinanden. Når de da ikke etablerer en sej, stilskabende tæthed som på ‘Sweet Jane’, det guitarriff der siden har kickstartet karrierer fra John Mellemcamp til Nikolaj Christensen. Vi er i drømmenes asfalterede mekka, New York, og vi kunne være i den umondæne halvdel af »the wild side«:

Standing on the corner,
suitcase in my hand
Jack is in his corset, and Jane in her vest, And me I’m in a rock’n’roll band Hah! Ridin’ in a Stutz Bear Cat, Jim
You know, those were different times!
Oh, all the poets they studied rules of verse And those ladies, they rolled their eyes

Sweet Jane! Whoa! Sweet Jane, ohoha! Sweet Jane!

Arketypisk, langtidsholdbar Lou, også selv om den psykedeliske intro og korarrangementet til slut angler lidt for meget efter at blive hørt af radiostationernes playlisttilrettelæggere. Og som en naturlig forlængelse ‘Rock & Roll’ om et barns opdagelse af meningen med livet:

Ginny said when she was just five years old
There was nothing happening at all
Every time she puts on a radio
There was a nothin’ goin’ down at all, not at all
Then one fine mornin’ she puts on a New York station You know, she couldn’t believe what she heard at all
She started dancin’ to that fine fine music

You know her life was saved by rock ’n’ roll

Reed har selv senere sagt, at denne fængende sang handler om hans opdagelse af rock, men den handler om den choklignende erkendelse, enhver oplever, når der pludselig ud af noget så upersonligt som en højttaler kommer et afhængighedsskabende alternativ til mors og fars musik, ja, mors og fars liv.

Reed, der engang selv skrev doowop, er dog fuld af veneration for traditionen, som illustreret på den vidunderlige ‘I Found A Reason’, hvor han med usædvanlig og ubetinget mildhed erklærer sin kærlighed, ikke kun til sin elskede, men til småsentimental 50’er-pop; filatelister vil i refrænet genkende koret fra 1958-hittet ‘Chanson D’Amour’ med Art & Doty Todd! Lige så melodiøs, men nok så desillusioneret er den afsluttende, psalmiske ‘Sweet Nuthin’, en slags ‘I Shall Be Released’ med omvendt fortegn. Sjældent har udsigtsløshed og nihilisme klinget så rent: »Oh, sweet nuthin’, she ain’t got nothing at all …« Følelsen af ikke at høre til, måske i branchen, måske i livet, i hvert fald i Velvet Underground, iklædte Reed stålblå akkorder, ‘Train Round The Bend’, som er hans Chicago-blues, hans ‘Mystery Train’, men toget kører ikke med hans elskede. Det kører med ham, væk fra et liv, han har udlevet, og mod noget nyt.

I DAG ER det ikke til at høre, at Velvet Underground stort set ikke var et band under indspilningerne, som sled sig gennem fire-fem måneder og næsten lige så mange hovedrystende producere. På et tidspunkt gik det op for Ertegun, at han havde lagt skinner ud til et tog, som ikke længere gad køre. Og inden Loaded udkom, havde Lou Reed forladt Velvet Underground og var taget hjem til sine forældre, hvor han skruede ned for radioen og renskrev breve for sin fars revisorfirma. “Tag nu det kursus i maskinskrivning,” sagde min mor, da jeg gik i high school. ’Det er altid rart at have noget at falde tilbage på.’ Hun fik ret,” fortæller han i teksthæftet til det retrospektive bokssæt Between Thought And Expression. Han smækkede ikke med døren. Han gik bare efter en koncert, og selv om han siden lagde afstand til Loaded, må han have indset sangenes potentiale.

Halvdelen af hans soloalbum to år senere bestod nemlig af sange fra de sessions, der blev til Loaded, og fra samme fjernlager kom Transformer-hittet ‘Satellite Of Love’, mens der på Berlin er et par melodier, som også blev indspillet i de dage, hvor nogen troede, Velvet Underground kunne komme op i lyset som popstjerner.

Da pladen skulle markedsføres, var pladeselskabets prioriteringer ændret. En Atlantic-medarbejder har siden fortalt, at han havde fået til opgave at ’sælge’ debutalbummet med Emerson, Lake & Palmer til tidens vigtigste anmelder, den senere Springsteen-producer og -manager, redaktør Jon Landau fra Rolling Stone. Pr-manden havde også medbragt Loaded på datidens hippe medie, et kassettebånd, og spillede kun den for Landau, stik mod alle ordrer.

En begejstret Landau satte Lenny Kaye til at anmelde. Kaye, senere bl.a. Patti Smith-guitarist, producer og rockarkæolog, blev lige så begejstret. I Rolling Stone nr. 76 havde han nogle relevante indvendinger mod den rodede lyd, men mente ellers, at hvis det ikke lykkedes pladeselskabet at score et par Top 40-hits med så indlysende gode sange, så måtte man revurdere selskabets opbygning og strategi.

Loaded opnåede end ikke at blive placeret på Billboard’s Top 200. Emerson, Lake & Palmer kom på Top 20.

Loaded udkom i 197o, men blev genudsendt efter alle kunstens digitale regler i 1997.

PS: Et indblik i pladeselskabsengagementet leverede coverdesigneren Stanislaw Zagorski, da han i teksthæftet til genudgivelsen af Loaded for- talte, hvordan han fik jobbet, og hvorfor coveret endte med at se ud, som det gjorde, fjernt fra bananer, Warhol og new yorker-cool. »Det foregik, som det plejede at gøre. Selskabet ringede mig, fortalte mig, hvad musik- ken handlede om, og hvordan den lød, og da jeg jo var udlænding og nylig ankommet, associerede jeg ’underground’ til noget med tog og togstatio- ner,« siger Zagorski, der mest designede jazzplader.

Readmore  

Lou Reed rammer 70

1 Comment

Dan Turèll kaldte ham bundløs, og uddybede det: »Lou Reed sir ikke, sir aldrig, hvad han tilsyneladende sir, men det han så sir kan godt formuleres præcis som det han sir.« Så var det sagt.

I morgen runder Reed 70, og få i rocken har sagt så mange så meget uden egentlig at sige meget. Reed har aldrig ruttet med følelserne, men de er der i hver en stridbar akkord, i hver en lakonisk frasering, i de fleste af disse sange om mennesker, der farer vild i sig selv, i hinanden og i verden. Og uden direkte at synge om sig selv, har Reed aldrig sunget om andet, og så de venner, han bag solbrillerne har spejlet sig i.

Ikke så mærkeligt at han ville have været journalist. Det blev kun til et par semestre på universitetet i Syracuse, hvor Reed også var radiovært. Her hyldede han forbillederne, doowop-sangeren Dion DiMucci og saxofonisten Ornette Coleman. I dette sære krydsfelt skabtes Reeds staccato-huggende rytmeguitarstil, og hans sangstemme, der altid har lydt som om den helst ville nøjes med at læse et digt op.

I New Yorks dengang nedslidte og ikke spor hippe Lower East Side dannede Reed og waliseren John Cale Velvet Underground som en antitese til hippiemusikken. Lyden var hård og desillusioneret. Som de miljøer, de færdedes i. Andy Warhol og hans slæng af rygklappere blev en del af Reeds omgangskreds, men selv om også han tog stoffer, blev han aldrig ædt af miljøet.

I stedet skildrede han det i sange som ’Waiting For The Man’, ’Heroin’ og ’Sweet Jane’. Warhols verden stod i 1973 også model til Reeds første og største hit som solist, ’Walk On The Wild Side’ fra albummet Transformer, et samarbejde med David Bowie. De iørefaldende sange om alt andet end mainstreamkultur besad en egen skræmmende og fascinerende kuldslået ensomhed. På samme plade findes også ’Perfect Day’, som tre årtier senere blev til en uhyre eksponeret velgørenhedsvideo og en af de bedste videoer nogensinde. (YouTube-link)

’Walk On The Wild Side’ flirtede med det androgyne, og sangen med linjer som »shaved her legs and then he was a she« lå på de samme hitlister som The Osmond og The Carpenters. Ret sjovt at tænke på.

Typisk for Reeds modvilje mod at behage branchen, efterfulgte han succesen med Berlin, konceptalbum om narko og fremmedgørelse. Det floppede, men er siden vokset i status. I 2007 genopførte Reed det i Operaen i København. Til en del anmelderes mishag og min store fornøjelse, selv om det jo ikke er en plade, der er en humørbombe.

I hans uhomogene pladeproduktion afløser ujævne plader utilnærmelige (ikke mindst Metal machine music, der til mandens ros ikke har en titel, der er falsk varebetegnelse), der efterfølges af perfekte og personlige værker som Magic & Loss til det seneste, indelukkede samarbejde med Metallica på albummet Lulu.

Lou Reed er gift med multikunstneren Laurie Anderson. I hende har han mødt en åndsfælle, der også begriber og overlever verden ved at se den som et absurd koncept, og som kan få den ellers ikke særligt lattermilde mand til at trække på smilebåndet af den hengivenhed, hans tilhængere møder ham med. F.eks. dengang Reed ved en koncert blev bidt bagi af en fan, der bagefter skreg »Åh, læder.«

Se mere om Reed her.

Illustration: Cover til 1998-albummet Perfect night – live in London. Foto: Timothy Greenfield-Sanders.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Denne omtale kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top