Glen Campbell fylder 75

Kommentarer slået fra

Ingen har så følsomt og mandigt bragt os fra Phoenix via Alberquerque og Wichita til Galveston som Glen Campbell, countrysangeren, der fylder 75 i morgen. Han står for mange som selve lyden af de store amerikanske vidder og de store amerikanske følelser.

Og så det endda længe ud til, at hans kærlighed til countrymusikken skulle blive af den ulykkelige slags, som han senere gjorde masser af mennesker så lykkelig ved at synge om.

Campbell er en ud af 12 børn af fattige landboforældre i bomuldsbæltet i Arkansas. Hans far købte på postordre en guitar til sønnike formedelst fem dollars. Som sekstenårig droppede Glen ud af skolen for at ernære sig som musikalsk løsarbejder.

I et forsøg på at nærme sig drømmen om et liv som solist slog han sig fra 1961 ned i Los Angeles. Ironisk nok blev han meget efterspurgt som studiemusiker og korsanger. Han var del af Phil Spectors Wrecking Crew, det hold, den excentriske producer brugte på sine store indspilninger. Også Sinatra, Merle Haggard og Elvis Presley var blandt Campbells kunder.

Han hang også ud med Beach Boys, og da Brian Wilson i 1964-65 var for mentalt svækket til at turnere, udfyldte Campbell hans plads ligesom han spillede guitar på plader som Pet Sounds.

Da var han allerede pladedebuteret som forsanger i The Green River Boys i 1962. Hans gennembrud lod vente fem år på sig. Hans tolkning af John Hartfords ‘Gentle on my mind’ blev ikke bare et stort hit. Den ryddede også bordet ved årets Grammy-uddelinger og har nu standard-status; et bevis på, at man godt kan mikse Hank Williams og Frank Sinatra.

Siden indledte Campbell et samarbejde med komponisten Jimmy Webb, der for nylig gav koncert på Louisiana. Webbs novelleagtige fortællestil stod perfekt til Campbells artikulerede, men altid poesifyldte tenor. Anti-krigssangen ‘Galveston’, ‘Wichita Lineman’ og ikke mindst ‘By The Time I Get To Phoenix’ sikrede begge mænds alderdom. Og er den dag i dag uundgåelige i enhver country-kanon.

Da 60’erne gled over i 70’erne havde Campbell sit eget tv-show med gæster så forskellige som Eric Clapton og Lucille Ball, han spillede golf med Bob Hope og Bing Crosby, men var på privatfronten handicappet af et heftigt drikkeri, som op til flere ægteskaber ikke kunne holde til. Ikke desto mindre holdt han fanen højt på hitlisterne. Kendingsmelodien ‘Rhinestone Cowboy’ blev nummer et i 1975. Det samme blev ‘Southern Nights’ to år senere.

Dette stressende dobbeltliv blev afdækket i hans selvbiografi fra 1994, på et tidspunkt, hvor han også fik en del ud af at genopdage gospel.

I dag, 45 millioner solgte plader senere, siges han at nyde livet i Malibu med sin fjerde kone, Kim. Når han da ikke lige er på turne med The Glen Campbell Show, der tæller tre af hans otte børn i rollen som det, deres far startede som: Akkompagnatør.

SIDSTE: Han stopper karrieren. Se her.

ALLERSIDSTE: GC har fået konstateret Alzheimer’s. Se mere her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top