DR-chef forsvarer X Factor

4 Comments

Nu er der jo ikke noget nyt i, at DR-chefer går ud og forsvarer DR. Det hører ligesom med til jobbet. Hvad enten de er enige i dispositionerne eller ej.

I går meldte DR’s kulturdirektør Morten Hesseldahl sig i koret af forsvarere for den mellemfolkelige nytteværdi af X Factor. Anledningen var et undrende og kritisk indlæg i diverse medier, bl.a. JyskeVestkysten, af Per Wium, selv tidligere chef i DR’s musikafdeling.

Wium er bestemt ikke imod konkurrencer i musik. De kan, skriver han, være både udfordrende, animerende og inspirerende.” Hans hovedsynspunkt er, at X-Factor ikke er “en sund og stimulerende konkurrence. X-Factor er et mediestunt med formålet at skaffe højest mulige seertal. X Factor handler om at komme på forsiden af formiddagsbladene, og missionen lykkes.” (Se hele hans indlæg her)

Ikke overraskende svarer Hesseldahl ikke lige præcis på de påstande.

I stedet forsøger han sig med det ældste retoriske trick i argumentationshåndbogen: Når nogen kritiserer mainstreamkultur, er det bare fordi, de kun vil have finkultur. Han kan umuligt have læst Wiums indlæg.

Hesseldahl fremhæver X Factor som et godt eksempel på den public service, han og DR er sat i verden for at formidle. Også på kulturområdet: “Det er vigtigt at forstå, at det også hører med til public service, at vi skal underholde, det står i vores public service kontrakt,” udtaler han til DR Nyheder (Se hans indlæg her).

Og så spiller han trumfkortet ud: Det, han betegner som “den positive effekt” fra X Factor, rækker ud over selve programmet. “Man kan,” siger kulturdirektøren, “se, at det har en direkte effekt på søgningen til musikskoler … det er det mest effektive integrationstiltag i den danske medieverden, som jeg er bekendt med.”

Jeg skal nok lade være med at skrive, at DR så åbenbart har sat X-Factor i verden for at støtte musikskolerne, men det kunne, når glasset er stillet på bordet efter skåltalen, være interessant at se nogle tal for den påstand. Findes de?

Tilbage bliver, at kulturdirektøren skylder os svar på:

  • Hvorfor det så tit ender med poplic service, når DR skal formidle kultur i den bedste sendetid?
  • Hvorfor er DR, af alle, så berøringsangst over for den semantiske kendsgerning, at holdning indgår i begrebet ‘underholdning’?
  • Hvorfor er DR (og dommerne) med til i prime time at blåstemple underholdningsbranchens forløjede brug-og-smid-væk-kultur ved at foregøgle deltagerne, at de 15 minutters berømmelse kan vare bare en enkelt sæson?
  • Hvordan kan Morten Hesseldahl bilde sig selv ind, at X Factor handler om sangerne, når det så oplagt handler om dommerne og deres mere eller mindre castede selviscenesættelse? Ser han ikke programmet?

Og så skal jeg nok lade være med at minde kulturdirektøren om, at der var engang, hvor DR faktisk opfattede det som public service at have en radioenhed, der optog og transmitterede levende (rytmisk) musik, som vel at mærke som hovedregel var skrevet af musikerne selv.

For en sikkerheds skyld: Nej, jeg ønsker mig aldeles ikke tilbage til dengang det var før, men kunne i al stilfærdighed godt ønske mig et DR, som tog populærmusikkens kunstnere alvorlig. Også i den bedste sendetid. Bare hver tredje eller fjerde fredag.

Som det er nu er faktorernes orden alt for ligegyldig. Og i aften er det ikke Mortens aften, men Blachmans.

Pressefoto af Thomas Blachman: Claus Bech/DR©

FØLG MIG OGSÅ DAGLIGT PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

3. sukkerchok sms-valgt

1 Comment

Der må være en hunger efter X Factor. Også på konkurrerende kanaler. Mens DR-programmet tager tilløb til i endnu en sæson at stikke blår i øjnene på deltagerne, har man de seneste uger på TV2’s morgenflade kunnet følge seernes sms-stemmer afgøre, hvem der bliver det nye medlem i pigepoptrioen Sukkerchok.

Engang for 117 år og et internet siden blev personsammensætningen i popgrupper enten afgjort af pladeselskabet eller – chokerende nok – af grupperne selv.

Den slags har længe været lige så old hat som den hovedbeklædning, der allerede er so last year i branchen.           

Jojo, jeg har læst mig til, at nutidens unge er ligeglade med, om deres idoler bliver sponsoreret, men jeg har hidtil ment, at Go’morgen Danmark balancerer behændigt mellem underholdning og journalistik.

Derfor overrasker det mig, at der undervejs ikke er kommet bare et lille bitte kvæk om, at det da er tankevækkende selvafslørende, at Sukkerchok, der fra starten har været en konstruktion, fornyr sig selv ved at overlade sin skæbne til andre, uanset hvor meget ben i de fotogene næser, især det ene af de to ’gamle’ medlemmer ser ud til at have.

I stedet kulminerede det følelsesladede forløb i grådlabilt gruppekram fredag morgen, da Simone, Etta Camerons barnebarn, fik et stort femtal af seerne og nu skal skifte job fra stylist til wannabe popstjerne. Forskellen virker ikke stor.

Taberne havde helt i tidens tern kun godt at sige om vinderen. Den ene holdt sindssygt meget af Simone (som hun første gang så for mindre end en måned siden). Den anden blev spurgt, hvad hun nu skal lave. ”Tilbage til det normale liv og har man lyst til det?,” sagde kontorassistenten, mens tårerne udviskede hendes showbizmakeup.

For andre kan selv dét virke uopnåeligt. I ’Ultimatum’, TV2’s usminkede og alt andet end følelsespornografiske serie om misbrug og misbrugere, gjaldt det for en af de medvirkende om at ”lære at være mig, bare være almindelig…”

I det lys kan virkeligheden virke som et sukkerchok.

Foto: Beskåret pr-billede af totredjedel af Sukkerchok, som nu får en ny sorthåret kollega

Readmore  

Hverdag for Thomas fra X-Factor

2 Comments

Fruen sad bag morgenavisen og kiggede op, da de første akkorder blev slået an på den akustiske guitar. “Hvem er det?,” spurgte hun. Det var ikke ironisk ment, og jeg kan godt følge hende. Thomas med det hemmelige efternavn Ring Petersen har heller ikke hørt til min paratviden siden X-Factor-finalen.

Nu stod han så der, så nøgen som man bliver som sanger: Kun udstyret med en akustisk guitar, og lidt forsigtigt ledsage-klaviatur. Live. Uden autotuning. Og lignede det, han indtil videre er: en vellidt klasselærer for 2. klasse på Hellerup Skole.

Desværre lød han også sådan. Nu er “My dream”, skrevet af konkurrencens tre dommere, heller ikke den mest originale sang på jord. Faktisk er det en dusinvare, forsøgt maskeret som et hit. Og melodi er der så lidt af, at sangen presser sin sanger til at investere sig selv mere end der er melodisk belæg for.

En ting er at stå i Parken, indrammet af en produktion, der kun har til formål at skjule ens medfødte svagheder. Noget ganske andet er at stå på gulvet i Go’ Morgen Danmarks studie. Han faldt igennem, ja, der var fraseringer, der nærmede sig det pinlige, og dobbelt pinligt blev det, fordi de opgejlede morgenværter hele tiden kaldte ham ‘rockstjerne’. Han krympede sig, når de brugte ordet.

Rockstjerne må man til hans ros sige, at han ser ud til godt at vide, at han ikke er, og aldrig bliver.

Bedre bliver det ikke af, at han åbenbart ikke passer ind i P3′s nuværende profil. Han er, før han overhovedet er kommet i gang med en karriere, indplaceret i P4-fødekæden.

Readmore  

Jamen, er det ikke helt vildt?

2 Comments

Kan to millioner mennesker tage fejl? Sagtens. Omvendt er der altid et massepublikum til den rørende middelmådighed. Det er nemlig den, vi nu om dage efter alt at dømme har det tryggest med, fordi vi kan spejle os i den uden at risikere, at nogen afkræver os andet end automatisk applaus. I det lys, og kun det, er X-Factor interessant.

Jeg er ikke psykolog, så jeg ved ikke, hvad der forvandler halvdelen af nationen til 13-årige piger. Det må man til gengæld lade DR, at de ved alt om. Lokalt set betyder størrelse tilsyneladende alt, når man i globalt perspektiv er en mediemus. I hvert fald har jeg ikke tal på de gange, hvor det blev nævnt, at dette var historiens største X-Factor-finale.

Cecil B. DeMille kunne ikke have iscenesat X-Factor-finalen i  Parken bedre. Det var massesuggererende grandiost, men også patetisk. Samt tåkrummende deprimerende midt i al denne jubel.

Nu om dage er det ikke nok, at noget er flot, næh, det er, som den åbenbart mikrofonløse værtinde Signe Muusmann råbte: “Overdrevent flot”. Og så spurgte hun ellers ad nauseum deltagerne om ikke bare, de synes, det er for vildt det her? Når hun da ikke rablede ufortøvet videre om den rejse, det havde været at komme så langt som til Parken. Går der da ikke busser lige til døren?

Samme Signe (og den åh, så inderligt patroniserende Pernille Rosendahl) læser tilsyneladende ikke Dagbladet Information. I dagens udgave skriver Rune Lykkeberg nemlig: “Det værste er skamridningen af rejsemetaforen. Hver eneste seance mellen dommer og deltager udråbes til en enormt udviklende dannelsesrejse. Hvis bare de har været sammen et kvarter, så skal der snakkes tyve minutter om den ‘rejse, vi har været på sammen’. Alle momenter bliver til udflugter og ethvert samvær til en rejse. Nu er sæsonen slut, vi vil gerne hjem, og vi vil aldrig mere med på de rejser.”

Man troede det umuligt, men alene introen til aftenens finaleshow satte ny DR-rekord i svulmende selvfedme. “Når en ny stjerne fødes, følger vi alle med,” forkyndte radioteaterstemmen, som skulle vi til at overvære Jesu genkomst, men da det jo først er i næste weekend, dèt show genopføres, måtte det være noget andet og større. Med andre ord: Tre wannabees, som metodisk, af folk, der ved bedre, er blevet bildt ind, at de med deres auto-tunede kopinumre har noget originalt og blivende at tilbyde.

Dommerne drak champagne undervejs. Formodentlig for at have noget at skylle den dårlige smag ned med.

Vinderen ser ud som Søren Sko, men hedder Thomas. Til hans ros skal siges, at han ligner en tvivler.

Taberen blev os alle.


Readmore  

Døgnfluer med evigt liv

1 Comment

I aften tildeles amatørismen igen bedste sendetid, når DR/SMS-tv blænder op for finalen i X-Factor. Man kan mene, at det er en vældig iscenesættelse af noget, der i virkeligheden bare er en nedtælling til hurtig glemsel. Men hvis jeg var dommer, ville jeg skrue lidt ned for tillægsordene ihukommende, at sidste års vinder, færøske Linda, netop har fået at vide, at hun ikke får fornyet sin kontrakt hos Sony.  Vi lader den lige stå et øjeblik og mindes daværende dommer Lina Rafns ord om, at Linda var hende, der fremover skulle give danskerne de store ballader …

Nu er pop og fabrikation jo ikke nogen ny kombination, og somme tider kommer der faktisk noget levedygtigt og paradoksalt nok ægte ud af spekulation. Meget apropos X-Factor er der netop sendt en boks med Labans samlede sange på gaden plus rariteter. Den kan forekomme lidt skrabet i al sin handyness, men det er silly love songs, som har vist sig ikke at være så dumme endda:

Skru’ tiden tilbage til 1982. Den nye statsminister hed Poul Schlüter, tidens glohede politiske emne var fastfrysningen af dyrtidsreguleringen, fodboldlandshold var så småt begyndt at opfinde danish dynamite. I udlandet handlede det – også dengang – om Israel og PLO, og de hotteste udenlandske hits var med enten Chicago, Fleetwood Mac eller Joe Cocker & Jennifer Warnes. Herhjemme kørte alle ud af det samme lydspor, landeplagen Hvor Ska’ Vi Sove I Nat?, sunget af Lecia Jønsson og Ivan Pedersen, som fik deres kaldenavn Laban af co-produceren Tommy Seebach.

Hun var en smukt falmet dansktopstjerne som, sammen med sin søster Lucienne, havde sunget sig til lokal verdensberømmelse med sangen Rør Ved Mig. Han var trommeslager og sanger i Ålborggruppen McKinleys. De blev ført sammen af Cai Leitner, en af datidens mest påhitsomme pladeselskabsfolk, og det viste sig, at hun sang lige så naturligt, som hun trak vejret. Han kombinerede nordjysk jordbundethed med italiensk schlagercharme. Oveni kunne han også alle de amerikanske rockklassikere udenad, og vidste, at han kunne give branchen mere end den kunne give ham – uden at han af den grund var indbildsk. Snarere tværtimod.

Hvor Ska’ Vi Sove I Nat, spurgte Laban. Og det spørgsmål var i al stilfærdighed en sensation i dansktopgenren, et tabubrud.  Her havde der aldrig været tradition for de direkte opfordringer til sex. I virkeligheden var Lecia & Luciennes opfordring til at blive rørt ved, så de kunne mærke, at de levede, det direkte forspil til Labans gennembrud. Sangen blev uundværlig ved enkeballer, og resten af Danmark havde den konstant i hovedet.

Laban ville flyve længere end en døgnflue. Og kom til det. Sangene, også Hvor Ska Vi Sove I Nat?, var tit hentet fra det uudtømmelige italienske schlagerskatkammer. Lyden var moderne, ikke så blank som ABBA, ikke så sort som Tamla Motown, men en farbar dansk mellemvej, som påvirkede tidens danske rock. Det var i Rugsted-Kreutzfeldt-æraen, og den eneste grund til, at Laban ikke blev anerkendt hos anmelderne, var, at de kom fra den mærkelige, sære del af Danmark, hvor en dobbelt carport ikke er nogen forbrydelse, et barskab og et sofabord med kakler ikke er tegn på dårlig smag, og hvor man hellere køber billigt og godt end dyrt og dårligt.

Tonen fik dog en lidt anden lyd, da Laban på deres andet album diskede op med gæstemusikere som verdensbassisten Niels Henning Ørsted Pedersen og guitaristen Billy Cross. Siden rendyrkede Laban sin stil, og 1984-85 forsøgte duoen at skabe ørenlyd på det overbefolkede amerikanske marked. Love In Siberia, en engelsk udgave af Kold Som Is, var inde og slikke bunden af de amerikanske hitlister. For at slå igennem i USA, skal man imidlertid ville det 200 procent, og på det tidspunkt var Laban så småt ved at indstille sig på, at der venter en hverdag efter selv den fedeste fest. I efteråret 1987 udsendte de deres femte og mest helstøbte album, som samtidig blev svanesang for to mennesker, der lignede de fleste af os, men de sang om de drømme, der får hverdagen til at glide lettere ned.

De var sukkeret på havregrynene, de var pop uden at være pap. Eller som Ivan engang sagde: »Drop det ord Kunst. Det er bare en dum bås beregnet på at adskille de dumme fra de kloge… Vi har skabt en respektabel popmusik, som både appelerer til børn og som man godt kan have liggende fremme i hjemmet. Sangene egner sig lige godt til dans og opvask.«

Det gør de stadig …

Hør bare deres måske bedste skæring, Gi’ Mig Det Jeg Savner, en forrygende fordanskning af Brook Benton’s Gimme A Little Sign.

Illustration: Forsiden af Labans debutalbum (Foto: Mogens Frederiksen)

Readmore  

Eksfaktor

5 Comments

I dagens udgave af Politiken tv-anmelder jeg X-Factor:

Snart rinder DR’s grotesk overdimensionerede talentkonkurrence ud for denne gang. Heldigvis, siger jeg, selv om det er op ad bakke at have den holdning til X-Factor, når nu politikere midt i finanskrisen vil bruge samråd på at diskutere sms-afstemninger, og man på morgen-tv kan se en Cavling-nomineret, nu tilpasningsduelig chefredaktør på B.T. begrunde, hvorfor man giver amatørerne så meget plads, at man – næsten – savner bladets dækning af Zobel-sagen.

I gårsdagens semifinale skulle deltagerne bl.a. synge Gasolin’. Det holdt de nok til, altså Gasolin’. Kim Larsen havde takket nej til at bivåne arrangementet. Han kaldte det ”ren porno”. Og nok er den gamle svajer en selverklæret romantiker, der begræder tabet af ismejerier og lædersnørede fodbolde, men han har jo ret.

Det forstemmende ved X-Factor er ikke DR’s teflonagtige besværgelser om, at det jo er ”høj kvalitet i sin genre,” som den nye mediedirektør i går i helt anden anledning følte sig kaldet til at mene, og at man skam ikke bilder deltagerne noget ind. Mange af dem har jo snuset til medieforståelse i skolen, og menes derfor åbenbart at kunne gennemskue, at den prime time-iscenesættelse, der forstørrer deres gennemsnitlighed, bare er en illusion, som skal gøre den uundgåelige nedtur mere festlig og dermed skånsom.

Næh, det sørgelige er, at dommerne vil medvirke til den momentane massepsykose. Remee, Soulschock og Pernille Rosendahl kender om nogen popbranchens faldgruber. Alligevel ifører de sig juhu-hat og krokodilletårer og booster deltagernes forfængelighed med superlativer, der for længst har mistet al mening, men da deltagerne også synes, det er for vildt, gør det ikke den store forskel. Lige bortset fra, at dommerne taler mod bedre vidende, når de spår mange af deltagerne store karrieremuligheder, fordi de kan karaokesang for viderekomne.

Dommerne ved nemlig, og DR bør vide, at faktorernes orden er ligegyldig. Forude venter ikke den røde løber i Los Angeles, men Lyngby Storcenter før den nådige glemsel, som kun afbrydes, når B.T. laver den obligate ’hvad-blev-der-egentlig-af-dem’-serie.

Og apropos X-factor, så har sangeren Elisabeth gjort sig nogle tanker, efter at hun var blevet spurgt, om hun ville være dommer i samme program. Læs mere her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top