Torben Bille 1949-2013 – tak

tob4c-kopi

 

Tak til alle der var med til Torbens begravelse. Det blev en smuk dag – helt i Torbens ånd. Tak for blomster. Og tak for ordene på bloggen og i brevene.

Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda

 

 

Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn.

Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne.

 

 

 

 

180 kommentarer

  1. Tak for at være inspiratoren, og den tålmodige og venlige overbærende journalist, der gavmildt uddelte opgaver på Ekstra Bladet til den unge praktikant, der så gerne ville nå dig til sokkeholderne.

    Det er usigeligt trist at læse om din alt alt for tidlige død, kære, kære Bille.

    Æret være dit minde

  2. Man s-k-u-l-l-e jo læse, hvad Torben Bille skrev i Politiken og MM om nye album og navne og strømninger. Bedømmelsen havde klangbund, og sproget kunne spises med guldske. Tak for alt det, du nåede at fortælle.

  3. Kære Anna-Katrine, Jonas, Johanne og Amanda.
    Tanker til jer ovenpå denne triste meddelelse.
    Tak Torben for dit kæmpe engagement.
    KH
    Sara

  4. Jeg mailede med Torben Bille for mindre end en uge siden. Anledningen var anmeldelse af mit næste album, som snart udkommer. Jeg sluttede af med at skrive: “Jeg ser frem til at blive sablet eller salvet,” og det var kun ment halvt i sjov. Torben Bille kunne godt give smæk, hvis han ikke kunne lide det, han hørte. Her blev mit udsagn besvaret med en glad smiley.

    I starten af 80’erne købte min far 7 gamle årgange af magasinet MM til sin rocktossede 12 årige søn. Torben Bille, som netop er gået bort alt for tidligt, var som redaktionssekretær, journalist og senere redaktør ankermand på et banebrydende musikblad. Her læste jeg om jazzrock, kvindemusik, punkbølge, politisk rock, latinfunk og stort set alt andet, der kunne kaldes rytmisk musik.
    Torben Bille var en af de bedste musikskribenter, landet har set. Sindssygt vidende, engageret og nærværende.
    Jeg har slugt alle hans rockbøger, og hvad enten det handlede om Malurt eller Sebastian, så var det ligesom at være der selv, når “Billen” beskrev livescenen, studiesessions og menneskene bag.
    Hans bøger om min yndlings-sangskriver, Sebastian, har været brugt som baggrundsstof i mit bachelor-projekt på M.I. i sin tid.
    Megen musikdækning i medierne er distanceret og reserveret. Torben Bille var menneskelig, og menneskeliggørelsen af de musikere, han skrev om, var et adelsmærke hos ham.
    Torben Bille og kollegaen Bo Green Jensen var lige dybt engagerede hvad enten de elskede musikken, de skrev om eller ikke kunne døje den.
    Dygtige skribenter og rockdiggere, som senere inspirerede mig til at gribe pennen.
    Lad gå, at Torben Bille kun havde hån til overs for Pink Floyd og ShuBiDua (to bands, som jeg altid har elsket højt). Hvor mange rockanmeldere er blevet hudflettet så skarpt og alligevel kærligt, som da ShuBiDua sang “Billen på bladet”?

    “Jeg sidder på et morgenblad og hører bier summe
    nu var jeg ellers lige så glad
    jeg siger at bier er dumme.
    Men ingen kan forstå mit sprog
    selvom de gerne ville
    hvad nytter det at være klog
    når man er en bille

    Kun de færreste ved at de største intellekter
    kan man finde nede blandt de bidende insekter

    Jeg har det faktisk allerbedst imellem græssets rødder
    hvor duen er en sjælden gæst
    med sine versefødder.
    Jeg har plader på min krop; en tykhud blandt insekter
    bare jeg ikke bli’r samlet op
    og brugt som guitarplekter

    Kun de færreste ved at de største intellekter
    kan man finde nede blandt de bidende insekter”

    Kim Larsen og hans band gav Torben Bille buksevand i guldøl som tak for en strid avis-svada. ShuBiDua vidste, præcis som “Billen”, at ordet har en helt anden styrke.
    Noget insekt var Torben Bille på ingen måde, men hans spidse brod, skarpe vid og bankende musikhjerte vil altid blive savnet.

    Kærlig hilsen fra en rock- og skrivegal Roskilde-dreng.

  5. Kære Torben.
    Tak for dine dejlige ord og din støtte.

    Tanker og hilsner til din familie.

    Kærlige Hilsner Nana

  6. Mindeord om Torben Bille

    At blive musikanmelder er at bede om øretæver. Torben Bille påtog sig ikke desto mindre rollen, sikkert drevet af lige dele kærlighed til musikken og lyst til polemik. Han elskede at diskutere værdier. Selv om han som kritiker var autodidakt, imponerede han alle med sit ekstraordinære sproglige talent og sin analytiske sans, og der er stadig kun ganske få af hans kolleger oppe i hans liga. Billen blev et brand.

    Ligesom hans enorme viden om musik og samfund er Torben Billes mod også blevet legendarisk. Ved musikbladet MM og på Politiken, Ekstrabladet og ikke mindst i de senere år på sin meget læste blog skrev han lodret op imod leflen for enhver epokes billige points og trendy tidsånd.
    Denne belevne og lidt kejtede mand tog dansk musik alvorligt for alvor og gjorde produktionerne til seriøst kulturstof. For alle skikkelserne i musikscenens persongalleri blev han samtidig både en slags offentlig anklager og opbyggelig opdrager. Han var for dansk musikliv, hvad de største musikjournalister ved det amerikanske musikmagasin Rolling Stone var for det internationale.
    I 80´erne stod vi musikere ofte i kø før midnat ved kiosken på Rådhuspladsen og ventede dirrende nervøse på, at morgenaviserne kom til salg, så vi ikke mindst kunne læse Billens dom over vores nye udgivelse.

    Når ægtheden syntes at svigte sangskriverne, og musikerne kørte på automatpilot, så malede Billen skriften på væggen for os og manede til større mod, mere dybde og hengivenhed. Samtidig undgik han behændigt bare at rette ind efter tidens og branchens dogmer, og somme tider kunne han overraskende hylde værker, som alle andre i medierne ellers havde været døve for.

    Nogle af os skrev han sågar bøger om. Der var artister, som hans blik åbenbart lettere fandt formildende omstændigheder ved, omend han aldrig bare udtrykte udelt begejstring over nogens konkrete anstrengelser. Når tendensen i hans artikler var positiv, blev det ikke bare til reklameblokke. Der kunne sjældent ”sakses” helt entydige, firkantede budskaber fra dem, for der var altid et levende tvesyn og en drenget, skælmsk politisk ukorrekthed på færde i alt, hvad satyren tbille producerede i lejligheden på Gammel Kongevej. Den bagvedliggende filosofi syntes at være: Sort og hvidt findes ikke i den virkelige hverken – helten er også skurk, og skurken er også en helt.

    De artister, han ikke kunne bære helt så meget over med, har kun sjældent haft stor glæde af Torben Billes skriftlige arbejder. Han var nemlig ikke nødvendigvis elskværdig. Ikke kun nogle af os, men de fleste af os har oplevet at blive direkte rasende på ham. Og sandt nok kunne polemikeren Bille i de højspændte år til tider tage magten fra musikelskeren Torben, men det vedblev at være en uimodsagt kvalitet ved ham, at han altid vovede at tage til genmæle mod kanoniserede sandheder og fredhellige koryfæer.

    Som hhv. artist og kritiker er og bliver det en vanskelig sag at opnå en helt afslappet, åben venskabelig social relation til hinanden. Man vil, trods al venskabelighed, altid også være på hver sin side af hegnet og lidt på vagt. Snart kommer dagen, hvor nye værker skal vurderes, og derfor kan relationen ikke tåle at blive alt for nær. Først i løbet den periode i 2006, hvor Torben Bille interviewede mig mange gange i forbindelse med sin bog om mig, blev jeg således i stand til at aflægge det distancerede ”Billen” og kunne tøvende begynde at kalde ham ved fornavn.

    Torben Bille er den eneste rockskribent, der aktivt lyttende, observerende og skrivende har været ved ringside i alle de år, jeg selv har været en del af dansk musik.
    Jeg var længe før min aktive musikkarriere engang i 70´erne ude i en læserbrevsfejde mod ham i MM, da han usentimentalt havde rakket en Gnags-plade ned. Jeg fik på samme tid en stor artikel om Neil Young direkte i hovedet igen fra ham med besked om, at den var alt for universitetslitterær og tekstfikseret.
    Endnu før vi havde udgivet en plade med Malurt, var Billen var på plads foran scenen i Saltlageret i 1980 og anmeldte os og ikke mindst vores ledsagende lysbilledshow. “Alt sammen så rigtigt, at det går hen og bliver forkert!”, skrev han med vanlig sans for sproglige stød til leveren. Men han var mødt op, og han havde skrevet om os, og det gav os mod på mere.
    Han var der også, da Bruce Springsteen sang med os i Forum, og han rejste landet rundt med os. Han var der da førstepladserne kom, og han var også til stede ved min bundrekord, da kun 42 mennesker engang i 90´erne var troppet op for at høre mig en søndag aften i Svendborg. (Han anmeldte koncerten positivt og var solidarisk nok til at undlade at nævne antal publikummer).
    Han fulgte stadig med fra salen og sidelinjen flere år senere, da vinden vendte, og jeg fik opløftende besøgstal igen. Han har været der hele vejen, i de sidste mange år ofte sammen med sin elskede Anna-Katrine. Han var opsøgende, flittig, skarp, sober, morsom og vildt velskrivende, selv når han rent faktisk pissede på én.

    På trods af at vi altid med jævne mellemrum stod som opponenter i mediernes boksering, så kom jeg med tiden til at opfatte Torben som en ven. En ven med ret til at sige til og fra – og med carte blanche til at drille ucensureret. Han følte for alt det, jeg brændte for, og han fulgte mig empatisk men aldrig ukritisk. Jeg fik også lov at komme på besøg bag den professionelle facade, og jeg følte, at jeg (og mine sange) fik del i hans hjertelighed. Og jeg så ham i en smuk hjemlig rolle – som kærlig familiefar og hengiven ægtemand. Den rolle klædte ham som ingen anden.

    Torben begik selvfølgelig fejl. Han erkendte dem dog som regel hen ad vejen. Jeg blev aldrig træt af at pine ham med én af dem: Da Springsteen udgav “Born to run”, affejede Billen ham i sin anmeldelse som bare endnu en mislykket oppustet Dylan-kopi uden fremtid. Lidt sandt var det måske (for hvem var ikke det?), men fremtid kunne han lige godt ikke tage fra manden. Billen gik siden hen og blev et af de mest begejstrede Bruce-hoveder i landet, men den bøf har jeg tit og ofte fået ham til at svede over gennem årene. Og nu vi er ved ”bøffer”, er der en lille klassiker fra Billens hånd fra en anmeldelse af en svag koncert med Rolling Stones: “Charlie Watts lavede så mange bøffer, at han mageligt kunne åbne en ny burgerkæde”…

    Og så var der altid fodbolden – og i særdeleshed boldklubben FREM. Og der var Sydhavnen, hvor han voksede op. Og frem for alt var der familien. Det fik stærke følelser frem i Torbens stemme, når han omtalte sin familie – han var så enormt stolt af sine børn og sin kone! De vil nu mangle en grundsten i deres tilværelse. Somme tider slutter livet så ubegrundet.
    Vi andre vil savne en ven, en medlevende kollega, en respekteret modstander. Jeg kommer til at savne vores intense samtaler, hvor jeg gennem mere end tre årtier jævnligt oplevede det sjældne, at alle mine særinteresser blev delt ligeværdigt med et begejstret medmenneske, der endda kunne krydre sine bidrag med en flabet humor, inside-viden og et vid af en anden verden. Jeg vil komme til at savne et helt bestemt drillesygt, kampberedt glimt i de intense øjne bag brillen. Det glimt af Torben Bille, der også røbede den passionerede kærlighed til sangene, der til syvende og sidst er det eneste, der får musikken til at spille.

    Michael Falch

  7. For trist, for tidligt, tusind tanker til jer alle.
    De kærligste hilsner Ulla og Claus

  8. Kære Torben
    Tak for alle dine varme ord og for din Beatles bog, som du gavmildt lagde i mine hænder
    og som jeg åd rå i løbet af et par dage. Personlig, skarp og vittig.
    Og vi havde jo lige aftalt at du skulle komme og høre os unplugged, når vi nu havde øvet os ; )
    Håber du sidder et sted og stadig lytter med, for det er jo alt alt for tidligt at vi har mistet dig og alle dine ord.
    Tanker og hilsner til din familie i en sværd tid.

    Dodo

  9. Da jeg startede som freelanceskribent på Muiskmagasinet Gaffa, i september 1986, var Torben Bille om nogen symbolet på “det etablerede rockskriverrmiljø” – og som manden, der ikke havde mange lovord til overs for den punk og heavy metal, som jeg selv var dedikeret til.

    Det gav glød og motivation til en dengang 22-årig, der ville slå et musikideologisk slag for “sin” rockkultur. Og sådan blev det – og vi mødtes vist mest på fodboldbanen. På hver sit hold.

    For tre år siden bød Torben så på morgenkaffe og rundstykker inde på Politiken. Jeg skulle interviewe ham til min bog “Heavy Metal – 40 år med hård rock”. Det blev til et par timer i et meget imødkommende, inspirerende, åbenhjertigt og engageret selskab præget af gensidig respekt, fuld af nuancer, masser af fede musikanekdoter, nye spændene vinkler, mange fine citater, grader af selvanerkendelse og med positive perspektiver på den subkultur, som Torben ellers altid havde stået som “opponent” overfor (hos os bastante metalfolk, i alle fald).

    Dét kendetegner en stor mand; at have sine meningers mod og stå på mål for dem, men også at få øje på nuancerne, nå til nye erkendelser og at udtrykke dem. I dette tilfælde også til citat.

    Det var en meget, meget fin og interessant interviewsamtale, som jeg blev uendelig meget klogere af. På både det musikhistoriske og menneskelige plan (hovsa, jeg nævnte musikken først, men det føles nu ikke helt så upassende i nogle mindeord til Torben Bille).

    Tusind tak for alle ordene og dit engagement, Torben, og jeg håber at Keith Moon slår endnu hårdere og vildere på gryderne der hvor du er nu!

    Mine varmeste kondolencer til dine kære.

  10. Den største musikkender har forladt os pludseligt, det er uhyre trist. Jeg sidder netop i øjeblikket og læser Midt i en Beattid og nyder hver en side. Tak for alt.

  11. Kære Jonas, Anne-Katrine og familje,
    Det gør mig ondt at høre om Torben. Jeg beklager virkeligen og tænker på jer. I skal vide at I er i mit hjerte i disse dage.

    Mine tanker og dybeste medfølelse er med jer alle. I har mistet en far, farfar og mand og Danmark har mistet en stor autoritet indenfor musikkens verden.
    Jonas, du var kun 8 år da du vandrede ind i mit liv og mit hjerte da jeg mødte din mor Lisa. Som 20-årig flyttede du hjemmefra og nu er du voksen. Du vil altid have en plads i mit hjerte og derfor smerter det ekstre meget at høre om Torben.
    Mine tanker er med dig og jer alle.

    Kærligst
    Bertil

  12. Et stort tab. Torben Bille var et forbillede – og bør være det – for enhver, der kaster sig over musikkritik. Sproget, engagementet, nysgerrigheden, modet og ikke mindst den personlige integritet var til stede i generøse mængder i alt, hvad han skrev. Han gik bort alt for tidligt. Æret være hans minde.

  13. En avislæser blandt mange. En musikelsker blandt mange. En fast Bille fan blandt mange. Som sådan læste jeg med fornøjelse og med beundring fødselsdagshilsnen til Rock Nalle i Politiken forleden. Blot nogle få dage siden. Vel ankommen fra Hovedstaden til det lille bondehus på Lolland åbnes den moderne ven af en iPad … Og på mærkværdig vis berøres jeg dybt af et for mig personligt ukendt menneske. Jeg har aldrig mødt mennesket Torben Bille, men er jo simpelthen opvokset siden mine purunge dage med Billen som musikalsk opdrager. Det er trist at erkende, at så megen viden, velskrivende ekspertise og dybt fængende indsigt er væk så pludseligt og alt, alt for tidligt. Det må efterlade stor sorg i den nærmeste familie, hvorfor jeg fik trang til at sende jer denne hilsen.

  14. Kære Torben, væk, væk, væk – sådan er det ikke. Du er i manges bevidsthed – og hvor du nu end er, opfang en hilsen fra gamle dage, kollektivet Hellerupvej 88, Pundiks barndomshjem med egetræet i haven. Her havde du din gang og tog imod. Sydhavnen og Vestbyen var vores fælles udgangspunkt – her begyndte din digtning.”…du bevæger dig og står stille for altid.” Jo. Jo. Ikke så tosset. Godt vi fik udgivet dig dengang. Og godt du kom videre og så godt det også gik dig. Ulrik Gräs

  15. Torben var nok den første, der forstod – og havde evnerne til – at skabe dansk rockjournalistik med konsekvens, kontinuitet og kvalitet. For mit eget vedkommende gav han mig en kæmpechance, da han ringede til mig og tilbød mig at skrive for Politiken. Det blev til nogle fantastiske og stormomsuste år. Vi var ikke altid enige, men vi brændte vel nogenlunde lige meget for ord og musik. Derfor er der nu kun to ord, jeg kan sige til ham – og han brugte dem selv meget ofte og med rette: rock on! Anders

  16. Det er et stort chock for mig at erfare at Torben er død. Jeg synes lige jeg vinkede til ham fra min bil på Gl Kongevej. Hvor er det bare uretfærdigt. Jeg har altid beundret Torben for engagementet i musikken, som jeg jo selv kender så godt. Jeg har sandelig gennem årene fået mange verbale knubs af Torben, men jeg har aldrig kunne blive sur eller vred over dem, for det var jo hans ærlige mening. Formuleret som få kan det. I de senere år har vi mailet lidt, og jeg har lagt mærke til hans store engagement også i grundrocken, som var den genre der startede mig selv. Han var også til stede ved det sore brag i Falconer sidste år, da vi for en udsolgt sal fejrede pigtrådsmusikkens 50 års jubilæum. Jeg vil savne ham og hans bredt favnende interessefelt på mange niveauer

  17. Kære Torben,

    Må englene synge i kor, mens Jim og Jimi sætter strøm til.

    Æret være dit minde

  18. Kære Torben

    Jeg husker det stadig. Det var i foråret 1982, at jeg læste din anmeldelse i Politiken af debutalbummet fra den for mig dengang totalt ukendte Marshall Crenshaw. Din begejstring var så smittende, at jeg for første gang nogensinde kastede mig ud i at købe en plade udelukkende på baggrund af en anmeldelse. Det kom jeg aldrig til at fortryde, og du blev senere “ansvarlig” for flere af mine LP-indkøb. Tak for dem og for de mange gode musiksnakke, vi efterfølgende havde gennem årene. På min liste vil du altid være nr. 1.

  19. Kære Anna Kathrine,
    Blot et par ord for at sige, at rigtig mange tanker går din vej i disse dage. Jeg kendte ikke din mand; men for ikke længe siden havde jeg brug for en ‘rock’-oplysning, så jeg skrev naturligvis til Torben Bille og i løbet af en time lå svaret på min computer. Jeg var tilbørligt imponeret!
    Kærlige hilsener til dig og dine børn fra Lilo

  20. Lige siden sidst i 70’erne har vi fulgtes ad, men på hver side af “hegnet”. Og nu i over 20 år har vi nærmest været naboer, altid med et hyggeligt vink og en lille kommentar, når vi stødte på hinanden vi vores fælles Irma.
    Og så sker det underlige, at du i onsdags stod på vej over Gl.Kongevej lige der hvor min cykel stod parkeret. Og vi fik en snak og opdatering af hinanden, lige fra min tid på Demos, Genlyd og Replay, og dit uvurderlige arbejde på MM, Politiken, Information , og senest hans Blog..
    Vi nåede lige at aftale at vi skulle finde fælles stund over en latté inden for en overskuelig fremtid. Så skiltes vi og du slentrede over Gl. Kongevej og op i din opgang.
    ……og så vågnede du slet ikke morgenen efter. Det er helt uvirkeligt og uden mening.
    Men sådan overhaler virkeligheden os alle, så af hele mit hjerte: Tak, Torben! for et langt musikliv sammen, med masser af øretæver og anerkendelser i passende opdragende doser.
    Bliv ved at iagttage og dele, der hvor du skal hen nu, det er du fantastisk til!

    Den største medfølelse til hele din familie.

  21. Tak til et menneske, der gjorde en forskel i s å manges liv. Og som skrev med ord smedet i begejstring og engagement. Ingen kunne som han få en klumme til at springe ud af avissiden og hive fat i kraven på én. Hans grundholdning til musikken – et andet ord for livet, tror jeg han ville være med på at kalde den – var altid klar: Det her betyder noget, venner!

    Det gør det. Tak, Torben.

    Marc

  22. Hej Torben og famillie.

    Må en fan af dig skrive nogle ord selvom jeg ikke har været tæt på dig. Og dog de 2 gode bøger om Sebastian alias Knud Christensen har givet mig en glæde over at du kunne komme så tæt på et menneske som du gjorde. Et indblik der siger mig hvor stor glæde og indlevelse du havde til musikken. Må du bruge din luftguitar i himlen. Kh til dig og din famillie A. Wagner

  23. Det er med stor sorg, at jeg i supermarkedet så, at Torben Bille var død. Som ung journalist i musikbranchen var han et af mine forbilleder – Bille skrev så godt, at mange af hans sætninger stadig sidder fast i mit indre. De senere år havde jeg så den ære at lære Torben at kende, og det er ikke mange måneder siden, at vi fik en lang snak på Gammel Kongevej, hvor vi tilfældigt stødte på hinanden.
    Torben Bille var en mand, der tog sig sammen i alt hvad han lavede – tak for inspiration…
    Peer Kaae
    forfatter

  24. Hvor er det trist at finde ud af, at Torben Bille ikke er her mere. Tak Torben for vores tid sammen på MM.

    Kærlige hilsner fra Grahnen

  25. Logistikken forhindrede mig i at overvære Torben´s, begravelse,men det glædede mig at se familien omgivet af så mange gode venner, som kunne kaste lidt lys over en sorgens dag!

  26. Trist, trist, trist…

    Jeg håber at denne side vil fortsætte og udbygges med flere af Torbens tekster om musik.

Der er lukket for kommentarer.