Mærsk blev begravet tre gange

Kommentarer slået fra

I mediebranchen er den ulige kamp mellem holdning og underholdning ude i overtid. De smarteste aktører taler om nye udfordringer, mens pessimisterne ikke kan se sig ud af den kendsgerning, at stadig færre unge behøver en nyhedsdækning på hævdvundne journalistiske præmisser.

Lyder det kedeligt? Det er det også. For mediebrugerne, for journalistikken og for det, vi i skåltaler kalder demokratiet.

Trods krisebetinget smalhals skorter det dog i branchen ikke på investeringsvilje, når det skal være. Og dét skulle det, da Mærsk Mc-Kinney Møllers såkaldte private begravelse blev væg-til-væg-dækket af DR1 og TV2. Det handlede så i sagens natur mere om gammelt end ungt.

Allerede på dødsdagen anede man, hvor det bar hen. De sene TV2-nyheder sendte en uddannet journalist til Esplanaden. Han kunne fortælle det, vi alle kunne se – at der var lukket og slukket. Man skal vist være nyhedsdirektør for se nytteværdien af det indslag.

Rustvognsruten var ikke myldrende kranset af taknemmelige borgere og aktionærer, men dækningsgraden af begivenheden antydede, at vi bivånede generalprøven på næste kgl. begravelse.

Begge kanaler havde helikoptere i den skyfri luft, hvis vi havde glemt, hvordan byen så ud fra oven. Den over fire timer lange transmission havde sat journalister på uriasposter. Som hende, der af DR1-værten blev spurgt, om hun troede, folk ville forlade stedet eller blive stående og vente på at se gæsterne forlade kirken. Tja, hvad synes du selv?

Alligevel var der forskel på dækningen. TV2’s unge seniorjournalist, Johannes Langkilde, var, mildt salvelsesfuld, Des med seerne. Flaget var på halv, lød det. Og folk står med »bøjede hoveder«. Det så nu mest ud, som om manden i billedet sendte en sms. Den ugebladssentimentale tilgang blev hæmmet af, at man dårligt vidste, hvem der var hvem af gæsterne. Virkelige magthavere hjemsøger nemlig ikke Billed-Bladet.

DR1’s Kim Bildsøe Lassen var ikke ufølsom, men han og hans kolleger havde proportionerne i orden. En sigende detalje kom, da kisten blev båret ind: DR1’s kvinde foran kirken tav, fordi situationen, som hun sagde, krævede ro. På TV2 kværnede de bare videre af frygt for at seerne skulle zappe videre.

Til gengæld lykkedes det begge konkurrenter at fortælle om den fædrelandskærlige kapitalist uden at ty til netop den kliche. DR1’s Niels Lunde og TV2’s Ole Krohn havde styr på stoffet og modstod fristelsen til at gå amok i anekdoter.

Imens lå hovedpersonen i sin dannebrogsdraperede kiste og undrede sig over dobbeltdækningen. Det ressourcespild var aldrig gået i hans foretagende.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top