Mandige & følsomme Olsen

1 Comment

Det er et yndet kritiker- og musikermantra, at der på tv ikke er nok af den musik, der med et teknokratudtryk kaldes rytmisk. De gange, hvor f.eks. DR har forsøgt sig med et magasinprogram, har man sendt det så sent, at ledelsen bagefter har kunnet sige, at der alligevel ikke er seere nok.

Og der har altid været animositet mod at give rock og pop den nyhedsdækning, man giver f.eks. fodbold. Argumentet er noget med, at musikerne og deres bagmænd jo bare vil have afsat deres vare. Hallo, alle på tv vil sælge noget. Både sportsfolk, sangere og tv-journalister.

Under alle omstændigheder har de nye medietider medført, at der er blevet plads til musikprogrammer, der ikke er så marketing- og produktrelaterede. Man skal bare kigge godt efter dem.

TV2’s seniorkanal, Charlie, dokumenterer, uden at råbe højt om det, den musik, som ikke kunne finde på at kalde sig kunst. Koncerter og portrætter båndsløjfes til benefice for den grånende erindring.

Torsdag faldt jeg ind i et 2009-afsnit af Mig og mine sange. I Cafe Kellerdirk på Frederiksberg, i sin tid bararealet i Hit House, fortalte og sang Brødrene Olsen fra et liv i showbiz, hvor der længe var langt mellem stjerneskuddene.

Trods en overskuelig kreativitet de senere år er de i misundelsesværdig form. Jørgens vibrato er så mandig og følsom som hans fremtræden, og Noller er den charmeret småkiksede, der faktisk kan synge. Det fremgik, at de kan have det som søskende af og til har det med hinanden, men det gjorde kun programmet endnu mere uforstilt. I et interview, hvor Keld Heick balancerede ubesværet mellem at være god kollega og journalist, beskrev Noller, hvordan det at have følt sig »totalt identitetsløs« havde ført ham ud i en nu helbredt alkoholisme.

I ET HELT andet regi med ambitiøse kameragange og en alt andet end flad lyssætning er Tobias Trier vært i Cafe 8 i ørestadsbygningen 8-tallet. Der præsenterer han mindre kendte navne, og bekræfter sit finurlige, ikke altid lige forløste talent og eminente, men undervurderede guitarspil.

Samme aften som Olsen-stævnemødet genudsendte DR K Triers møde med Ida Gard, et af de mest lysende talenter i tidens rockunderskov. Hun synger moderne blues med teatralsk charme. Og lyder, som om hun foretrækker caffe latte med dobbeltshots.

Når jeg havde foretrukket et program kun med hende, skyldes det, at konceptet virker kunstlet; som tror det ikke på musikkens iboende kraft. Der skal hele tiden noget smart meta-agtigt indover med krydsklip til øvning og grejopsætning, og publikum er staffage lige som de levende papfigurer, Deadline på visse dage stadig udspiller sig på baggrund af.

Den var ikke gået med Brødrene Olsen. Dertil er deres taknemmelighed over for publikum for renhjertet.

Ukrediteret pr-foto fra Olsens hjemmeside.

Ovenstående er en længere udgave af dagens tv-anmeldelse i Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

  1. comment-avatar
    Kim Holm Nielsen14. maj 2012 - 16:46

    Ja, det er dejligt at se, at der trods alt kommer lidt musikdækning på de danske kanaler. Vi har i mange år haltet langt efter svenskerne. Der stadig kan finde på at sende rytmisk musik i primetime uden for x-factor-regi. Kun en god siden at de viste John Cale og Malmø Operaorkesters opførelse af Paris1919 en lørdag aften kl. 19. Der skal vi vist tilbage til monopolets tid med Edmondt Jensen og Flemming la Cour for at være med.. Cale er i øvrigt kommet langt siden den aften i Montmartre i Nørregade, hvor du konstaterede at han forsøgte at gøre en dyd ud af ustemt guitar. Sammen koncert hvor Lars Villemoes anmeldte teksterne og Poul Borum legenden.
    Så ham senest for et par måneder siden med hans eminente band. Næsten 2 timers koncert med en stor portion nye (gode) numre på repertoiret. Så er det jo ingen sag at blive 70!

Related Articles

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne [...]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, [...]

Back to Top