Melodi Grand Prix igenigen

1 Comment

Forleden havnede jeg, takket være remotecontrol og magnetisk sofa, i en tidslomme. Zap, sagde det, og så var jeg via DR K tilbage i 1985. Skulderpuder, oprullede jakkeærmer og højt hår fyldte skærmen, så jeg måtte skrue på hukommelsesjusteringen. Forgæves. Sådan var Melodi Grand Prix dengang, men jeg havde glemt, at programmet levede på tålt ophold i DR i de år.

Det var længe før et vist stjerneskud, så den danske finale fandt sted i noget, der mest lignede en gildesal i en boligblok. Med lige så flad en belysning. Mylle læste tøvende point op fra et papir og så lettet ud, hver gang det tal, han havde nævnt, fes ind på lystavlen. Kirsten & Søren mimede sig til en sejr, hvis du sku’ spørge fra no’en, og seere kom igennem og fortalte twittertomt, hvad de syntes.

Det var et rørende stykke kulturhistorie. Dengang rimede scenografien bedre på mange af sangene end nu, hvor finalerne ligner overbelyst skrotjern fra en U2-koncert. Rammerne har længe været omvendt proportionale med indholdet. Således også i Oslo. Men man må lade nordmænd, at de har plads til begejstring. De flager med humøret, hvad enten de bliver sidst i roning ved OL eller først i grandprix’et. Det blev de ikke i år.

Det gjorde Danmark heller ikke. Vi sendte en ABBA’iseret Olsen-ballade, en so-so sangerinde og en træmand med det selverkendende dæknavn, N’evergreen. Han går for at være superstjerne i Rusland, men vi fik kun et point af russerne. Læser de ikke danske formiddagsaviser derovre?

Bortset fra en klædelig nedskæring af kvoten af lettiske havneluder-lookalikes lignede showet sig selv: Sangene er allerede glemt, Serbien stemte på Bosnien og omvendt, og sådan var det hele vejen, mens en armensk kavalergang overbeviste mange om den europæiske drøm.

DR’s udsendte kommentator, Nicolai Molbech hader ikke genren, men formidler den med tilpas kant. Tak for ham, og tak for den tyske vinder Lenas reaktion på, hvordan det føltes: »This is not real,« stønnede hun.

Det er svært at være uenig.

Kollega Capac opremser fra Daily Telegraph her ti grunde til at tyskerne vandt.

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.

1 Comment

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top