Pia som klasselærer

Kan De huske Pia Kjærsgaard? Jeg hjælper lige lidt på gled: Det var hende politikeren, der forholdt sig til stort og småt med ordene: »Det vil jeg ikke finde mig i.« Det vil hun stadig ikke. Nogen holdningskujon har hun aldrig været, heller ikke nu, hvor de politiske stokroser savner vand. Og der ikke er så meget bud efter hendes egenartede udlægning af fædrelandskærlighed.

Således gik hun i første afsnit af anden sæson af TV2-serien Velkommen til virkeligheden synligt smånervøs, men ærefrygtløs ind i den skolehverdag, hun mener behøver respekt for lærere, lektier, stilhed og morgensang. Hun var klasselærer for et par dage, i 3.a på Holmegårdsskolen.

Nu kan man jo klippe sig til meget, men børn lader sig ikke sådan lige instruere, så mon ikke vi fik rimeligt indblik i, hvordan det var at blive udsat for de kjærsgaardske undervisningsidealer. Hængende på stolene og henover bordene gabte eleverne sig forbløffende tolerante (eller ligeglade) gennem hendes katederundervisning. Den formede sig som en erindringsoptimistisk genopførelse af hendes egen skolegang. Som hun sagde om eleverne: »De er for små til at blive gjort medansvarlige.« Senere uddybede hun: »Vi bliver en tabernation på sigt, hvis vi bliver for inkluderende.« Lad ordene stå på tavlen en stund.

Situationen var arrangeret, så man kan ikke bare udlægge elevernes uengagerethed som argument for partilederens mantra om, at »disciplin er fantastisk vigtigt,« men klasselæreren, som »topfrustreret« så til, undrede sig over, at en kvinde, »der ellers nok kan få sat folk på plads, ikke kan klare en tredjeklasse«.

Tv-billedet af Pia Kjærsgaard som gæstelærer flimrende mellem det tåkrummende selvudleverende og så noget, der lignede en trailer for en børnefilm, Regner Grasten ikke havde haft hjerte til at lave færdig. På den anden side var der noget teflonbelagt determineret over hendes insisteren på at ville have sine pointer igennem, også over for så unge medborgere. De havde bare at være taknemmelige for at gå i skole, havde de. Den fes ikke ind.

Man kan sagtens diskutere svaghederne ved den differentierede undervisningsmodel, som klassens normale lærer, Louise Saggau, advokerede for, men alternativet var i hvert fald ikke Kjærsgaards »røv til bænk-undervisning« for nu at bruge Saggaus udtryk.

Oplevelsen i Hvidovre fik, måske ikke så overraskende, ikke Kjærsgaard til at ændre holdning. Men hun medgav, at skolen er en hård branche.

Præcis som politik. Det fik man indtryk af, da lille, frække Frederik ville vide, om hun kendte Helle Thorning-Schmidt? Jo, det gjorde hun da. »Har du fået hendes autograf?« Hun forsøgte at glide af, men nutidens ungdom og fremtidens vælgere tager ikke et tja for et ja, så Frederik fremturede: »Kan du skaffe den?«

Da lignede politikeren en smilende sylteagurk, der længtes efter det store spisefrikvarter.

TV2, torsdage kl. 20. Og kan genses på Sputnik.

Denne anmeldelse kan i en lidt kortere version læses i dagens printudgave af Politiken

Pressefoto: Frej Schmedes/TV 2 ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK