Gjedsted: Et DR-brand m.m.

Kommentarer slået fra

Du kender stemmen. Som skabt til radio. Og omvendt. Siden midten af 70′erne har Jens Jørn Gjedsted været en af DR’s radiofoniske garanter for fordomsfrihed, nysgerrighed, encyklopædisk viden og musikalitet. I dag fylder han 70, men selv om han dermed forlader de fastansattes rækker og går på pension, påbegynder han ikke sit otium. Han vil som freelancer fortsat få P8 til at swinge, så radioledelsen igen og igen flovt må undre sig over, at den kunne gøre en jazzredaktion så megen fortræd og så alligevel opleve et engagement af en karakter, der aldrig kan honoreres nok.

Selv om gratisarbejde gennem årene absolut ikke har været Gjedsted fremmed, er han som tidligere typograf også helt på det rene med, at arbejdets værdi også gerne må måles i penge. Musikken og musikjournalistikken er ikke løn i sig selv, selv om man tit skulle tro det, når man browser gennem hans c.v.

Vore veje mødtes, da han i 1974 med en stak gratis plader opfordrede mig til at skrive gratis i MM, et lille tidsskrift, han havde hjemme i skrivebordsskuffen på Grøndals Parkvej. MM var en videreudvikling af et programblad for nogle musikarrangementer i Reprise-biografien i Holte. Og endte som stildanner for magasiner som GAFFA.

Selv om MM var hans, besad han ingen ejerfornemmelser. Jens Jørns generøsitet er lige så kendt blandt kollegaer og venner som hans retfærdighedssans, stædighed, svaghed for god korrekturlæsning og en moderat  hippiesnoet venstreorientering, der ikke stod så godt til de velsituerede nordlige forstæder, hvor han voksede op.

I MM oprettede han sit eget grønne område for en generation af i virkeligheden vidt forskellige mennesker, som var fælles om et brændende behov for at meddele sig på egne og musikkens vegne. Det var en workshop og en legeplads. Ingen nævnt, ingen glemt. Og i den tilbagevendende rubrik, Hen ad vejen, sørgede Jens Jørn for at skrive samtiden i minutiøst og tørt kommenteret mandtal. Noget, der også gjorde ham til en naturlig og autoritativ redaktør af adskillige af de rockleksika, danske forlag nu om dage bilder sig ind, er erstattet af nettet.

Den professionalisering, MM undergik i 80′erne, var måske ikke altid lige Jens Jørns kop urtete, og når vi unge hedsporer havde lidt for travlt med at positionere os ved at gøre slagtning af danske plader til en omkostningsfri disciplin, gryntede den gamle redacteur en smule. Han var og blev nemlig så meget musiker, at også han følte sig ramt på den stands vegne, når ikke alt blev rost eller som minimum behandlet fair. Tit måtte han stå for skud ude i miljøet, som det hed dengang. Musikermiljøet, altså.

Skrivemaskinen og senere computeren var ikke hans eneste instrument. På trompet og flygelhorn har han kunnet høres med folk som Carsten Meinert, Holger Laumann, Engine, Lotte Rømer, hjertebandet Caracas (med en meget ung Anne Dorte Michelsen), Anne Linnet (på Kvindesind) og The Highlife Orchestra – for nu at nævne en håndfuld. Der er mange paletter på hans musikalske palet, men mest farvestrålende er verdensmusikken og omegn, garneret med den jazzrock, Gjedsted sidst i 70′erne var hjemlig goodwill-ambassadør for. Han har dog altid været til salg for en god popsang.

Da han i midten af 80′erne overlod MM til sig selv og andre nøglemedarbejderes uopfyldte ekspansionsdrømme, etablerede han sin egen lille tænketank i radioen. Sammen med Benny G. Jensen skrev han radio-og rockhistorie med den eksemplariske mammut-serie om Rockens Danmarkshistorie, men da der kun findes to slags musik for Jens Jørn – god og dårlig – var det naturligt for ham at blive en meget værdsat vært i programmer som Hotel Evergreen og Stardust, som fik en ny kant med ham bag mikrofonen.

Nu om dage kan man tage på safari med ham på jazzkanalen P8. De vilde jazzdyr skal nu ikke være bange. Jens Jørn Gjedsted behandler dem respektfuldt og ærligt. Samme behandling som han altid har givet lytterne.

PR-foto: DR

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

Readmore  

Geordie – flere facetter end falset

Kommentarer slået fra

Hvilken gruppe var mest populær i Danmark i 1966-67? The Beatles, Stones, The Walker Brothers? Gode bud, men ved scenekanten, hvor teenagepigerne trængtes om at komme til, så det grangiveligt ud, som om det var fem falsetsyngede englændere. De kaldte sig Red Squares.

Frontfigurerne var Ronnie Martin og charmetrolden David Garriock, bedre kendt som Geordie, fordi hans opvækst foregik i Nordengland. Nu om dage holder han til i Holbæk, for han blev her, da pigehvinene stilnede af. I dag fylder han 70.

Red Squares fornyede ikke musikken, men de er et godt eksempel på, at musikalitet og spilleglæde tit er lige så levedygtig som (fortænkt) originalitet. Geordie & co.’s recept var simpel: Lydefrie kopier af sange, som ikke var alt for kendte i Danmark og nærmeste omegn. Mange tror f.eks. den dag i dag, at Red Squares var først med ‘Sherry’, ‘Big Girls Don’t Cry’ og ‘People Get Ready’. Det var nu The Four Seasons og The Impressions, men de hittede ikke herhjemme.

Geordie og hans kammerater havde siden 1964 levet af at spille til dans, bl.a. på de amerikanske og britiske baser i Frankrig og Vesttyskland. Det blev man god af. Både til at synge og til at performe, for der skulle en del til at fastholde opmærksomheden.

Da danske bands dengang ikke sang godt, og slet ikke sammen, virkede Red Squares’ vokalharmonier som en åbenbaring og en inspiration. Og deres professionalisme befandt sig ligesom i en anden division.

Mangel på selvstændigt materiale og en evig, slidsom kamp om arbejdstilladelser opløste dog bandet i 1969. Geordie tog en afstikker til Sverige. Derovre udgav han et album og en række singler, før han kortvarigt gendannede gruppen i Danmark. En skilsmisse fik ham til at eftertænke sit liv. Han arbejdede de næste år som underviser på musik- og efterskoler. Og udbyggede og fintunede sit eget lydstudie.

I 1989 gendannede han gruppen med den velsyngende, originale trommeslager Howie Gee (Goldman), og enhver, der har set dem live, vil vide (YouTube-link), at det nok er nostalgisk, men absolut ikke afdanket. Geordies stemme kan stadig kvalificere til medlemskab af Beach Boys; et band, der stadig leverer en del af repertoiret ved Red Squares-koncerterne.

At Geordie har flere musikalske facetter end falsetten, kan man høre, når fødselsdagen markeres med soloalbummet All of this. Det udkommer midt i september og er hans første siden 2006-cd’en, der bar en titel, der kunne stå som motto for hans tilgang til musik i det hele taget – »Rock you gently«.

Foto: Karen Franch & David Garriock

Denne omtale kan også læses i dagens Politiken i en lidt kortere udgave.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

35 år næsten uden Elvis

2 Comments

I dag er det 35 år siden, Elvis Presley døde. Vanen tro markeres det med nye bøger og plader. Med fakler i hænderne vandrede titusinder i aftes grædende, nynnende, syngende ad Elvis Presley Boulevard i Memphis, Tennessee op til Graceland, sydstatspalæet, der ligner en kulisse fra Borte Med Blæsten, men var Presleys hjem, og som siden 1982 har tjent som et offentlig tilgængeligt relikvieskrin med faste åbningstider.

Disse poppilgrimme markerede ikke noget så banalt som endnu en dødsdag for en sanger, men en messe for underholdningsindustriens største ikon, Elvis Aaron Presley, manden, der med en milliard solgte plader er lige så kendt som Mickey Mouse, og synger lang bedre, men virker lige så uvirkelig.

Dagen derpå, 17. august 1977, fastlog den lokale avis i Memphis: A lonely life ends at Elvis Presley Boulevard.

Lad os tage tilbage til dengang ingen kunne have forudset, hvad der ville ske og hvordan det ville ende – hvis det da overhovedet er forbi:

CHEFERNE PÅ pladeselskabet RCA/Victor kunne ikke skjule deres forbløffelse og skuffelse. På pladetallerkenen drejede et testpres af den første single fra selskabets meget medieomtalte nyanskaffelse, Elvis Presley. Kontoret blev pludselig indtaget af en baryton, balancerende mellem tungsindig afmagt og desperation. Og stemmen var indsvøbt i et ekko så endeløst som kom den fra en anden verden; en verden, hvor kærlighed altid ender med at rime på ensomhed, og hvor der er lige langt fra popsentimentalitet til countryklicheer. Weltschmerz på elektriske versefødder.

Well, since my baby left me I’ve found a new place to dwell:
down at the end of Lonely Street at Heartbreak Hotel.
I’m so lonely, I’m so lonely,
I’ll be so lonely that I could die.

And though it’s always crowded you can still find some room
for broken hearted lovers to cry there in the gloom
and be so lonely, oh so lonely,

oh they’re so lonely they could die.

Efter to minutter og seks sekunder var det overstået. Hvad helvede var det? Skal vi absolut gøre pladekøberne kede af det ved selv at lyde så bundløst bedrøvede, spurgte de fra marketingafdelingen. Var det overhovedet en sang, de havde hørt? Hvor var omkvædet f.eks. blevet af? Det var i hvert fald ikke country med den der bidende, snerrende usmykkede guitarfigur, der blev ved at gentage sig selv og en bas, der lugtede langt væk af det, en journalist havde kaldt »animalistic nigger bop«. Lød det ikke snarere som en recitation, og hvad skulle alle de pauser til for? Hvornår begyndte nummeret egentlig og hvorfor lød det ikke som noget af det, denne unge hedspore dog havde haft en vis succes med nede sydpå? Havde de med andre ord købt The Hillbilly Cat i sækken? Spørgsmålene haglede ned over Steve Sholes, den repertoireansvarlige chef for selskabets country-division, der havde sikret sig Elvis Presley-signaturen. Sholes lignede med sit omfangsrige korpus en mand, der kunne holde til en hel del, men han var trængt, hårdt trængt. Det havde han sådan set været siden de første rygter var begyndt at løbe i branchen om, at han var ved at købe en ung sanger fra Sam Phillips’ talentfabrik i Memphis. Og dét for en rekordhøj sum.

Sam Phillips vidste det bedre end nogen anden: stor en salgssucces havde Elvis’ Sun-singler heller ikke været. De havde fået masser af radioeksponering – især i starten, hvor singlerne ikke havde været så benhårdt rock & roll’ede, som de siden blev, koncerterne var blevet større og større tilløbsstykker, men Phillips’ enmandsselskab havde, som alle uafhængige pladeselskaber altid har haft det, ondt i distributionen. Der burde være kunder nok til Elvis, men hans produkter var sværere at få fat på end Phillips brød sig om at indrømme. »That’s All Right« havde solgt lidt over 20.000 eksemplarer, og de følgende singler dykkede til fircifrede salgstal. Det amerikanske marked var meget regionalt opdelt, og der kunne være langt bare mellem nabostater, både i smag og hvad angår forhandlernetværk. Det gjorde ikke så meget, når man havde med sort musik at gøre. Den levede i og af sit eget kredsløb og skulle ikke konkurrere med de store selskaber, som ikke regnede sort musik for andet end en niche, det ikke var umagen værd at gøre indhug i. Elvis sang godt nok, så man over en bilradio kunne forveksle ham med en sort, men han var hvid, og de piger, der gik i spåner ved synet og lyden af ham, var meget hvide. Elvis lignede en, der inden længe ville sprænge den meget snævre countrygenre.

Næste station hed så pop, og den del af markedet var ukendt land for Sam Phillips. Samtidig havde man i rockens korte rockhistorie allerede set skræmmebilleder på, at succes både kunne løfte og sænke et lille pladeselskab. Øget omsætning og indtjening kræver nemlig flere ansatte, og det gør firmaet sårbart, hvis succesen kun bygger på een kunstner, så derfor var Sam Phillips begyndt at se sig omkring efter aftagere til Elvis (og arvtagere). Elvis kunne hurtigt vise sig at blive for stor for Sun, indså Sam. Som også var entreprenør af hjertet. Processen var for ham mindst lige så vigtig som resultatet. Han vurderede, at han ved at få afsat Elvis til et større selskab, kunne finansiere andre projekter. Historiske helhedssyn er og bliver for de bagkloge. Sam Phillips var nok en mand med stor kærlighed til traditionen, men han levede i nu’et, og han var ikke mere idealist end at han godt kunne lide penge. Så han kiggede på sin bankkonto og lod med blandede følelser jungletrommerne gå: Elvis Presley var til salg.

Her kom Tom Parker ind i billedet. Hank Snows manager, som havde hyret Elvis som opvarmningsnavn, havde ikke glemt Elvis. Han ventede bare på det rette øjeblik. Parker var en flamboyant blanding af hestepranger og charlatan, country & western-verdenens svar på Peter Aalbæk Jensen. Han var kommet ind i musikken via gøgler- og tivolimiljøet, og havde kontakter overalt. Nogen skyldte altid Obersten en eller anden tjeneste. Elvis havde sådan set allerede en lokal manager, Bob Neal, en novice i faget. Neal blev som føjeligt ler i Parkers hænder, da denne tilbød at hjælpe med at få ’de fine folk’ oppe nordpå til at indse Elvis’ potentiale. Og penge var der også i det, lod han forstå. Det lød godt, syntes Neal, så der blev indgået en kontrakt mellem ham og Elvis (og Vernon og Gladys Presley, da Elvis endnu ikke var myndig) og på den anden side Tom Parker og Hank Snows firma. For 2.500 dollars om året skulle Parker assistere i det, der blev kaldt »the built-up of Elvis Presley as an artist«. Det var ikke slut med det: For sin underbetalte uegennyttighed skulle Parker samtidig have ret til at arrangere 100 koncerter for Elvis, Scott & Bill i løbet af det næste år. For hver koncert ville trioen få 200 dollars! Hank Snow må på en eller måde senere være blevet købt/snydt ud af aftalen, for da toget først kom op i fart, var der kun en fyrbøder og en togfører – Tom Parker.

SALGSFILOSOFIEN VAR at forlange så høj en pris, at alle andre end de etablerede selskaber ville være ude efter første runde. Steve Sholes blev tidligt interesseret. Han havde nemlig med stigende bekymring bemærket, at publikum til countrykoncerter blev mere og mere midaldrende. Med den udvikling kunne man snart regne sig frem til countryens dødsdag, hvis ikke der blev gjort noget. Der var behov for produktudvikling, ville man sige i dag. Samtidig trængte Sholes til at positionere sig i et pladeselskab, som med historikeren Colin Escotts ord på det tidspunkt »var det mindst hippe på planeten« med topnavne som Perry Como, Harry Belafonte og Eddie Fisher. Det beløb, Obersten forlangte, virkede imidlertid uoverkommeligt, men Sholes havde en finansieringside, som siden kom til at sætte et afgørende præg på Elvis’ karriere. Sholes lod sig fast forsyne med sange fra musikforlæggerne Hill & Range. Var det ikke noget for dem at blive medsponsor på dette nye projekt mod at de fik en ny storkunde? Det var det. Så den 21. november 1955 blev det synligt, at guldfuglen var for lille til Sam Phillips’ bur. Den gamle økonomi købte den nye energi. RCA Victor erhvervede ved en uformel reception i Sun-studierne rettighederne til alle nye plader med Elvis og til genudgivelse af de gamle samt, nok så vigtigt, ret til udgivelse af allerede indspillet materiale – dummere var Sholes heller ikke. For 35.000 dollars.

Beløbet lyder i dag nærmest som en grov trykfejl, men datiden sammenlignede det med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneseriehelt, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag. Til sammenligning havde successangeren Frankie Laine skiftet selskab for 25.000 dollars. Uofficielt, men reelt, betalte RCA Victor dog kun Phillips 25.000 dollars., mens Hill & Range lagde ekstra dollars i kuverten. Derudover fik Elvis en såkaldt bonus på 5.000 dollars, men som Albert Goldman påpeger i sin bog om Elvis, så var det beløb i virkeligheden bare penge, Phillips skyldte sin opdagelse i ubetalte royalties. Obersten gned sig i hænderne, stak en ukendt under-bordet provision i lommen, og trådte ind i Elvis’ liv som hans nye faderskikkelse; en, der måske godt kunne finde på at forfalske en check, men som i givet fald ville gøre det uden at blive opdaget.

Det, der fik Sholes’ bosser til at ryste op med lige så mange dollars for et i bedste fald lovende, men nyt navn, som konkurrenten Columbia havde betalt for verdensstjernen Frankie Laine, var ikke en tro på, at fremtiden tilhørte rock & roll. Men en frygt for ikke at få en bid af kagen, før den mugnede til. I juli 1955 var »Baby, Let’s Play House« blevet Elvis’ hidtil bedst placerede single. Den nåede en tiendeplads på den nationale country & western-liste, og umiddelbart inden kontraktindgåelsen lå Elvis’ sidste Sun-udgivelse »Mystery Train« som nr. 1 på den samme liste, og i branchebladet Billboard kårede et panel af nationens pladevendere Presley til ’Årets mest lovende country & western kunstner« – altsammen tegn på de her & nu-muligheder, der var i knægten. Og væsentlige argumenter i Sholes’ forsøg på at overtale RCA-direktionen. Samtidig var Bill Haley’s single »Rock Around The Clock« i efteråret ’55 tikket ind på radioernes playlister og toppen af hitlisterne som endnu et tegn på, at noget nyt var i gære. RCA, og vel også Sholes, så tydeligvis Elvis som ’deres’ Bill Haley. Og hvem ved, næste år ville døgnfluen måske have mistet vingerne. Derfor bredte der sig en vis handlingslammelse i ledelsesgruppen efter at have hørt »Heartbreak Hotel«. Der var dem, der var imod at udgive den som single – det var de samme, der, som Dave Marsh skriver, håbede, de ville vågne en morgen og lettet opdage, at rocken var en ond drøm, men den rationelle tankegang vandt. Udgav man ikke singlen, var det det samme som at smide 25.000 dollars ud af vinduet. Plus det ikke uanselige prestigetab, der altid vil påvirke et aktieselskab. Så Sholes fik sin vilje, men det var også klart at direktionen med sit ja skubbede ham ud på tynd is. Og ikke helt få håbede, at isen ikke kunne bære.

Den 27. januar udkommer »Heartbreak Hotel« på single, men der sker ingenting. RCA har svært ved at håndtere, at Elvis både kan sælges på pop- og countrymarkedet. Bedre bliver det ikke af, at man af en eller anden grund ikke lader ham synge sangen de første to gange, han er på landsdækkende tv – i Brødrene Dorseys Stage Show. Steve Sholes holder vejret og synes, han kan høre isen knage. Han trøster sig med, at han sidst i januar havde ladet Elvis indsynge »Blue Suede Shoes». Den er god at have i reserve, selv om han har indgået en gentleman agreement med Sam Phillips om ikke at sende den på gaden, hvor den kan genere Sun-sangeren Carl Perkins, der ser ud til at få et hit med den sang. Først da han tredje gang på en lille måned er gæst hos The Dorsey Brothers inviterer Elvis seerne indenfor på Heartbreak Hotel. Resultatet udebliver ikke. Singlen placerer sig den 3. marts på Billboards pophitliste som nr. 68. Og så går det ikke stærkt, men støt opad listen. Den 3. april ser en fjerdedel af den amerikanske befolkning Elvis synge sin nye single i Milton Berle Show:

http://www.youtube.com/watch?v=gf0ClABB2P0

Og den 21. april slår Sholes op i sit eksemplar af Billboard og ånder lettet op. Elvis Presley er førstevalg i den nationale jukeboks med »Heartbreak Hotel«, sangen, som Mae Boren Axton, pr-medarbejder for Obersten i Florida, skrev på 22 minutter sammen med Tommy Durden efter at have set en avisomtale af en farvelnote fra en selvmorder, der skrev »I walk a lonely street.«

Succesen for »Heartbreak Hotel« og den måde den var opnået på, var en guldrandet understregning af en udvikling, markedsanalytikerne allerede et stykke tid havde prøvet at overbevise underholdningsindustriens stormoguler om: fjernsynet og teenagerne var kommet for at blive. Det samme var rocken. »Roll over, Beethoven and tell Tchaikovsky the news«, som Chuck Berry hoverede i en aktuel sang, der spejlede de unges selvforståelse. Dagligstuen var i stigende grad blevet den nye koncertsal. Tv-apparater var ved at blive lige så almindelige og selvfølgelige som køleskabe, og pladebranchen satte nye omsætningsrekorder år for år. 325 mio. dollars alene i 1955 – i dag er det tal blevet til milliarder. Showbiz blev noget enhver kunne overvære fra sofarækken uden at klæde sig ud som om man var til fest; noget enhver havde råd til. Og for rock & roll, som jo i sit udspring var anti-autoritær, blev massemedier som tv og plader en afgørende demokratisk dimension. Samtidig hæmmede det ikke ligefrem eksponeringen af Elvis og den nye musik, at netop 1956 blev det store lanceringsår for det sidste nye teknologiske skrig, den batteridrevne transistorradio, som gjorde musikken allestedsnærværende og mobil, og som klædte musikken, fordi lydgengivelsen harmonerede fint med den uraffinerede optageteknik. Ingen af disse faktorer havde dog fået andet end kuriøs betydning havde det ikke været for synliggørelsen af teenagerne som den nye, dagsordensættende forbrugergruppe – først i USA og snart efter i de øvrige vestlige lande.

I Elvis-året 1956 skønnede det uafhængige Institute of Student Opinion, at der fandtes 13 millioner teenagere i USA med en samlet årlig indkomst på syv milliarder dollars! Det var 26 procent mere end året før. Den amerikanske gennemsnitsteenager tjente 10 dollars og 55 cents om ugen. Hvad brugte de de penge til? De gik ikke til marshmallows og burgere allesammen. De købte plader. Og analysen viste, at de bedst kunne lide popmusik. I snit købte teenageren to plader om måneden, pigerne købte flest sammenlagt, men de virkelige samlere – dem, der købte over ti om måneden – var highschooldrenge. Og plader var i langt overvejende grad singleplader til 89 cents stykket.

DET HAVDE RCA taget højde for. Knap var blækket på kontrakten med Elvis tørt, før RCA op mod jul 1955 havde genudsendt alle de singler, Sun havde udsendt i det forløbne år. Det var et klogt træk, og en markering af, at en ting var at have lokal succes. Noget ganske andet er at færdes i the mainstream. Der er man nødt til at have flere våben, og man er nødt til at kunne trække først, men også være udstyret med så megen ammunition, at man kan overleve at skyde forbi. En singleplade havde ganske vist to sider, men som regel var det kun  den ene, A-siden, der slog an. En lp kunne rumme op til syv singler. Det var logik for førsteårs handelsstuderende, at man kunne få meget mere ud af en lp. Der var flere skud i bøssen simpelthen. Derfor havde Steve Sholes presset på fra starten for at få Elvis’ debutalbum på gaden så hurtigt det kunne lade sig gøre. Problemet var bare, at der ikke var nye sange nok. Elvis havde ganske vist været i studiet for RCA’s regning i starten af 1956, men han arbejdede ikke så samlebåndshurtigt, som RCA-budgetlæggerne var vant til. Han lagde sin sjæl i musikken og det tog tid. Sholes var nødt til at tænke kreativt. Dengang var lp-mediet nyt, og ingen tænkte det på det som en mulighed for at præsentere et samlet udtryk. lp-plader og singler indgik – endnu – ikke i nogen form for synergi. Lp’er tjente først og fremmest til at få solgt nogle flere singleplader – ikke omvendt. Pladen blev sammensat af fem uudgivne Sun-indspilninger, tre sange fra januarindspilningerne i Nashville, der også resulterede i »Heartbreak Hotel«, samt fire sange fra en session i New York sidst i januar. Lp’en, der udkom sidst i marts 1956, kom til at hedde Elvis Presley. Ikke andet. Det behøvedes ikke.

I dag har mange glemt, at albummet ikke indeholdt et eneste af Elvis’ hidtidige hits. Det var med vilje. Hvis lp’en rummede singleplader, ville den jo stjæle salg fra dem … samtidig blev lp’en senere på efteråret til singleplader, idet RCA stykkede den op i syv forskellige af slagsen, der blev udsendt samme dag! Læg dertil udgivelse af de samme sange i det såkaldte ep-format, fire numre på en plade. Lp’en solgte til at begynde med 300.000 eksemplarer i USA og afløste en anden RCA-kunstner, Harry Belafonte, på toppen af lp-hitlisten, hvor Elvis blev ti uger. Forskellen i salgsappeal mellem lp’er og singler illustreres af, at sommersinglen samme år, »Hound Dog,« blev købt af tre millioner amerikanere. Elvis var ankommet. Og albummet viste, hvad verden havde i vente. Ok, der er et par lidt for friserede søndagsskoleversioner, bl.a. af Little Richards »Tutti Frutti«. Den er der ikke meget usømmelighed over i Elvis’ version, men selv om pladen ret beset bestod af lidt lagerrealisation fra Sun-perioden, den hidtil tilbageholdte kopi af Carl Perkins’ »Blue Suede Shoes«, der totalt udvisker originalen, og et par sange, der stritter i alle retninger (fordi Elvis var sådan), er fusionen af country, blues og Tin Pan Alley-pop stadig unik. Og så det overskud. Her er en sanger, der vil af med noget. Et overtryk, der vil ud og ind. Elvis Presley synger om sex, så det bliver mere end den petting, der var normen på ethvert bagsæde i datidens USA – hvorfor var bilerne ellers så store?  Og så pludselig et sceneskift, der den dag i dag efterlader lytteren stakåndet – »Blue Moon« sunget af en hanulv, der hyler mod månen, ensom og forladt, men ikke fortabt. Hele vejen dette vibrato af en indre dynamo, som kører på lige dele respektløshed og en dyb, kærlig forankring i traditionen. Det siger noget om sammenhængskraften i Elvis’ vision, at hans hulter-til-bulter sammensatte debutalbum alligevel er så fokuseret og sprællevende. Og farligt. Så farligt, at værten for tidens mest sete og prestigiøse tv-show, Ed Sullivan, erklærede, at Elvis’ obskøniteter aldrig ville finde vej til hans scene.

Men man skal aldrig sige aldrig, så da Sullivans konkurrenter opnåede forbløffende seertal efter at have haft Elvis Presley på plakaten, var vejen banet for The Toast Of The Town. 80 procent af de mulige amerikanske seere så Elvis den 9. september, og mange af dem har det med den dato stadig som andre mennesker har det med John F. Kennedys død – de kan huske, hvor de var og hvilket tøj de havde på. Pigehvinene fra salen var øredøvende, men man kunne kun tænke sig til, hvad de reagerede på, for Elvis blev kun vist fra brystet og op. Hofterne og det, han gjorde med dem, var forbudt område for enhver tv-producer. 28. oktober gæstede han igen showet. Begge gange sang han en sang, som ikke lød som om den kunne true søndagsfreden ude i småborgerskabets Amerika. »Love Me Tender« hed den, og den endte med at være titelsangen til hans første spillefilm. Det var en ballade, der kunne have haft Kleenex som sponsor, men også et signal om, at Elvis måske alligevel talte sandt, når han sagde, at han ikke var klar over, hvad han gjorde, når han sang offentligt. Han kunne jo kun synge, hvis han brugte hele kroppen. Og når han af og til blev i tvivl om de signaler, han sendte, talte han med sin mor.

Et samtidigt Associated Press-referat af Elvis’ referat af en sådan konsultation er meget sigende og lader sig ikke oversætte fra det sydstatsdrævende: Til journalisten fortæller Elvis: »’Momma’, Ah said, ’Momma, you think Ah’m vulgah on the stage?’ ’Son,’ she said, ’You’re not vulgah, but you’er puttin’ too much into your singing. Keep that up, and you won’ t live to be thirty.’ ’Momma,’ Ah said, ’Ah cain’t help it, Ah just have to jump around when Ah sing.’« Og så betroede Elvis læserne: »but it ain’t vulgah. It’ s just the way Ah feeel. And Ah don’t feel sexy, when Ah’m singin’. If that was true, Ah’d be in some kinda instituion as some kinda sex maniac …« De kvindelige fans vidste selv bedst, hvad de så: »He’s fascinating – like a snake,« hed det i et læserbrev. En anden betroede en reporter, at Elvis havde »the hottest bedroom eyes ever.« Mange år senere vedholdt Scotty Moore, at det der med Elvis’ hofter, der nærmest gik i selvsving, og benene, der ikke ville stå stille, det var skam fysiologisk betinget. Han stod jo tættest på, så han måtte vide det …

FOR ELVIS var der ikke nogen modsætning i i den ene sang at ægge sine tilskueres hemmelige begær for så i den næste at advokere for en kærlighed, der nærmede sig det ærbart romantiske. Og som i hvert fald var langt fra det svinske tungekysseri, datidens moralske vogtere kunne konstatere en drastisk stigning i, når unge af forskelligt køn samledes i halvmørke til tonerne af Elvis og hans efterlignere. Hvor de så vidste det fra. Og iøvrigt elskede Elvis at se sig selv som renhjertet balladesanger; så meget, at Sam Phillips f.eks. ikke havde nænnet at sige nej til at lade ham synge de mange ballader, selv om Sam syntes Elvis var bedre i rollen som det, en tv-producer kaldte »Marlon Brando med en guitar.» Elvis så mest sig selv som James Dean.

»Love Me Tender« solgte 2,5 mio. eksemplarer inden året var omme. Og på RCA Victor var cheferne ved at fatte rækkevidden af det talent, de havde betalt så mange penge for. Det beløb var der ingen i ledelsen, der længere bebrejdede Steve Sholes. RCA følte, at de havde fået det bedste af begge verdener: Elvis var lige nu mest rebel, men havde potentiale til at blive svigermors (våde) drøm. Ved årsskiftet 1956-57 kunne selskabet konstatere, at det havde solgt 10 millioner Elvis-singler, og at det samlede salg af Elvis-plader udgjorde halvdelen af selskabets samlede popomsætning. Elvis havde siden 21. april været nr. 1 på Billboards Hot 100 i sammenlagt 25 uger. Med fire sange. Plus det løse som ikke mindst indebar Oberstens millionindbringende systematisering af Elvis Presley-tilbehør. Parker kendte en succes, når han så den, så han havde hyret manden, der havde stået for Davy Crockett-succesen, og sammen lancerede de den første marketingkampagne entydigt målrettet teenagere, og især den kvindelige Elvis-fan.

Resultatet var, at hun havde mulighed for at få alt af Elvis, undtagen ham selv. Når hun stod op, kunne hun efter brusebadet tørre sig med et Love Me Tender-håndklæde. Hun kunne bruge sin Elvis-deodorant, og gå ned til morgenmaden, som hun indtog med sit Elvis-bestik på sin Elvis-tallerken. Så tog hun sin Elvis-skoletaske og gik i skole, hvor hun fik veninderne til at skrive i sin Elvis-poesibog, mens de beundrede hinandens Elvis-hårbånd. I spisefrikvarteret åbnede hun sin Elvis-madkasse og begyndte det at regne på vejen hen til skolebussen, slog hun sin Elvis Presley-paraply ud. Hjemme igen lavede hun lektier ved sit Elvis-chatol, mens hun drak af sin Elvis-sodvand, og når hun havde slukket lyset og ventede på de søde drømme, iført sin Elvis-pyjamas, kunne hun i mørket se hans selvlysende billede på væggen.

Elvis Presley lod sig kun overdøve af Suezkrisen i 1956. Med uskyldens usårlige styrke introducerede han en ny verdensorden, der ikke ville eller kunne fastholdes på papir, men lukkede sig op for den, der kunne danse til løsenet: »one for the money, two for the show, time to get ready, now go, cat, go …«

Foto: Alfred Wertheimer, 1956 ©

Ovenstående er et redigeret uddrag fra min bog, Den evige Elvis (Gyldendal, 2002)

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Franz fylder 70

1 Comment

Franz Beckerlee skilter på sin hjemmeside ikke med sin kanoniserede rockfortid. Gasolin’ er nævnt, men kun i forbifarten. I stedet er det meste af pladsen viet hans aktuelle virke som billedkunstner. Den form for underspillethed kræver format, og det har Beckerlee aldrig manglet. I morgen fylder han 70.

Som guitarist blev han verdensberømt i Danmark efter at han og hans gamle skolekammerat, Wili Jønsson, sammen med den frivilligt førtidspensionerede skolelærer, Kim Larsen, dannede Gasolin’. Beckerlee har sammenlignet personkonstellationen med det, der sker, når man lader en tændt tændstik dumpe ned i en krudttønde. Han tænkte ikke kun på musikken.

Hvis Gasolin’ var de danske Stones og Larsen var Mick Jagger, ja, så var Beckerlee Keith Richards. Men hans flamboyante ydre og ekspressive spillestil dækkede over en følsom, lidt sart sjæl, der ikke skulle finde forløsning i rockhedonismen, men i den tibetanske buddhisme, som er hans mentale livspartner den dag i dag. Længslen efter eftertanke ses legemliggjort i hans kolonihave, som er en studie i blomstrende zen.

Vejen til indre ro gik for Beckerlee tidligt via musikken. Han gik ikke til klaver, men til saxofon. Altsaxofon. På kanten til 60’erne dannede han og trompetisten Hugh Steinmetz et ensemble, som inspireret af først Miles Davis og siden Ornette Coleman, endte med at kalde sig Contemporary Jazz Quartet. Det improvisationslystne band leflede ikke for et i forvejen fåtalligt publikum. Arnold Schönberg, ragaer og Albert Ayler var den mørtel, den løst sammenhængende musik blev holdt sammen af. Og i tidens turtleneckklædte selvbevidsthed samarbejdede man også med Niels Viggo Bentzon, datidens uartige musikalske barn. I en skarp parentes bemærket kom kærligheden til det sære og skæve Beckerlee til gode, da han i 1969 producerede et dansk beatikon, Burnin’ Red Ivanhoes debutalbum.

Ligesom der senere var ret delte meninger om Beckerlees evner som rockguitarist, var han også som saxofonist et hedt diskussionsemne. Var han bare en dilettant, der forklædte sig som avantgardist eller en kompromisløs klangudforsker? I en anmeldelse af en cd-genudsendelse af Contemporary Jazz Quartet skrev Boris Rabinowitsch imidlertid i Politiken i 2001, at Beckerlee »i emotionelt henseende ikke sjældent nærmer sig kogepunktet.«

Det gjorde Beckerlee også, da han hørte Jimi Hendrix. Året var 1967, og den unge amagerkaner efterlevede det motto, han har stående som ledetråd på hjemmesiden: »Det er vigtigt, at vi er villige til at lade vores intuition vejlede os, og så har mod til at følge den vejledning, direkte og uden frygt.«

Da Gasolin’ i sensommeren 1978 var løbet tør, ville Beckerlee godt være fortsat. Danskerne var på fornavn med ham, men så vild blev han aldrig med folkeligheden. Det, der angik ham, var musikken og mulighederne i den, som for ham at høre endnu ikke var udtømte. De andre, og navnlig Larsen, var uenige. Masser af succes blev afløst af en hverdag, der ikke var lige fjong for alle i gruppen. For den før så feterede guitarist startede den nye tid på det lokale socialkontor.

Umulig har aldrig været et udtryk, der har indgået i Beckerlees ordforråd, så han kløede på. Et par soloplader rokkede dog ikke ved, at han havde fremtiden bag sig, da 70’erne blev til 80’erne. I det mindste hvis målestokken var Gasolin’. Så fandt han sig i en årrække bedre til rette som spillende manager for Christianshavns Blues Band.

Et sidespor som forfatter blev forladt, da hans debut, storbykrimien De gamle aber er de sjoveste, lige efter udgivelsen i 1984 blev trukket tilbage. Debutanten havde i for udstrakt grad ”lånt” plottet fra Neville Smiths Gumshoe. Beckerlee forsøgte – forgæves – at rehabilitere sig året efter med De sjældne og truede arter.

For ikke at risikere selv at ende som sjælden og truet trak han stadig oftere stikket ud, også af forstærkeren. Han engagerede sig i forarbejderne til det rockmuseum, der nu nærmer sig realisering i Roskilde. Samtidig blev han en nidkær kustode af Gasolin’s eftermæle, gruppen, han aldrig helt fik sagt farvel til. Nidkærheden fik denne blogger at mærke, da jeg sammen med fotograf Jan Persson lavede bogen Gas.

Den slags uautoriserede tiltag er ikke god tone i Gasolin’-lejren, som i 2006 også meget gerne ville have sig frabedt at komme med i Kulturministeriets kanon. Ingen af delene kunne de selvsagt forbyde, selv om nogen et kort øjeblik havde bildt dem det ind. Beckerlee kvitterede for bogen ved at signere et eksemplar med ordene “This book is a mistake”.

Til gengæld sagde den uddannede værktøjsmager goddag igen til den billedkunst, han som teenager havde fordybet sig i og leget med, dengang Robert Jacobsen var et lige så stort idol for ham som Miles Davis. Og glæden ved kunsten må det glæde ham at se videreført af datteren, den kunstakademiuddannede Honey Biba Beckerlee.

I dag har Beckerlee senior i nogen grad erstattet skrotmetalskulpturerne med installationskunst og farvelysende malerier (der måneden ud kan ses i Albrectsens Galleri i København). Installationerne har Ole Lindboe, redaktøren af magasinet Kunst, kaldt »et bud på et stykke kompliceret virkelighed, som vi hver især må afkode. Det er den udfordring, som hans kunst lægger. Besværligt, men også givende.«

Den sidste sætning er ikke langt fra at lyde som et signalement af personen Franz Beckerlee.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 Denne omtale kan i en kortere version læses i dagens printudgave af Politiken. Samme avis hylder også Franz i en billedkavalkade.

Readmore  

Smukkere vejr med Cecilie?

Kommentarer slået fra

Alle taler om vejret, men DR1 har denne sommer gjort noget ved det. I noget, der ligner et fjendtligt opkøb, har man hyret de unge stjerner på TV2’s vejrhold, Cecilie Hother og Mikkel Fønsskov.

Det er ellers kun et par år siden, DR1’s seniormeteorolog, Jesper Theilgaard, gik i rette med TV2’s vejrprognoser, som han kaldte fup, manipulation og overdrivelse. Den sommer, den agurk. I kampen om klimaet og seerne gælder alle kneb.

Meningen med nyerhvervelserne er at friske DR1-vejret lidt op. Kan man ikke købe sig til bedre vejr, kan man købe sig til smukkere vejrudsigter. Facebook-fans kalder Fønsskov »den lækre vejrmand,« og Hother har den udstråling, som må være grunden til, at Gud opfandt tv-kameraerne.

De nyindkøbte kan sikkert hver måned glæde sig over, hvad de ser på lønkontoen. Til gengæld har vi endnu til gode at se, hvad de og DR1 skal bruge hinanden til.

Når Cecilie Hother gjorde danskerne både vilde med vejr og dans, var det jo fordi hun (og Fønsskov) som del af Go’ Morgen Danmark-teamet var i jævnbyrdigt, stimulerende selskab. Det var journalistfaglig udvikling for åben skærm, som tilmed gav godt og sjovt fjernsyn.

DR1 har endnu ikke fundet et format, der kan vise hendes format.

Hun virker, som om hun er gået forkert. Vejrudsigten læser hun op, så teleprompteren næsten er synlig, og den stivhed, som måske er nervøsitet, afmonterer hendes uimponerede charme.

Men hvordan skal det blive anderledes? DR1’s forhåbentlig foreløbige bud på en nyvinkling af vejrformidlingen hedder ”Sommervejret”. Det er et rigtigt mormorindslag som del af ”Aftenshowet”. Vejrudsigten er peppet op med redaktionelle indslag af den slags, der aldrig ville overleve skitseplanet ved et normalt redaktionsmøde, men nu skal tidsrummet fyldes og det bliver det. Derfor besøger vi en lavendelfarm! Og følger en morfar, der ferierer med sine børnebørn i en hestetrukken vogn. For at tilkendegive, at der er en verden og et vejr udenfor, dækkes regnstormen i Kina (med Fønsskov som telegramoplæser).

Det ligner tv fra før klimaforandringerne.

Ovre på TV2 kan Peter Tanev ikke være på vagt altid, så der har man (læs: produktionsselskabet STV) erstattet Hother og Fønsskov med journalisten Ellen Nybo, som man må se at få ud af rollen som talende fotomodel, samt vejrværten Majbritt Søgaard. Hun kommer fra DR1. Lille land, samme vejr.

Nå, som seer kan man nøjes med enten at kigge ud af vinduet eller sige med Bob Dylan: »You don’t need a weatherman to know which way the wind blows…«

Sommervejret, DR1, kl. 19.45 hverdage samt Go-Morgen Danmark, TV2

Foto: DR ©

Readmore  

Fogerty genopfinder sig selv

Kommentarer slået fra

Nu skal man jo passe på med, hvad man siger, og især om en mand, der hele sit liv har kæmpet for at komme til at besidde rettighederne til sin musik, men få sangskrivere er blevet så meget hvermandseje som John Fogerty. Hans Creedence Clearwater Revival-katalog er for mange i min generation kvintessensen af rock. Til oktober udsender han sin første cd for det estimerede pladeselskab Vanguard. Den hedder Wrote a song for everyone.

Albummet kommer til at rumme en række af Fogertys klassikere, nyfortolket af ham selv med gæster fra flere genrer og generationer. F.eks. har han netop været i studiet i New Orleans for at indspille ‘Proud Mary’ med Jennifer Hudson. Der rapporteres om sved på studievæggene bagefter. Allen Toussaint havde arrangeret og spillede piano. Og Rockin’ Dopsie trakterede sit washboard.

Andre af dem, Fogerty synger sammen med, er: Foo Fighters, Bob Seger, Keith Urban og My Morning Jacket.

Tracklisten på Wrote a song for everyone ser foreløbig sådan ud:

Jennifer Hudson: Proud Mary
Kid Rock: Born on the Bayou
Foo Fighters: Fortunate Son
My Morning Jacket: Long as I Can See the Light
Alan Jackson: Have You Ever Seen the Rain
Bob Seger: Who’ll Stop the Rain
Brad Paisley: Hot Rod Heart
Miranda Lambert: Wrote a Song for Everyone
Keith Urban: Almost Saturday Night
Dawes: Someday Never Comes

Dem må man nok tænke sig til, når John Fogerty den 9. i denne måned giver koncert i Skovdalen i Aalborg på en turne, der sender ham ‘rocking all over the world…’

 

Readmore  

Spanierne skrev historie

Kommentarer slået fra

De spanske farver dominerer forsiden på den bog med den passende titel, Europas bedste, som Niels Christian Frederiksen fik udgivet umiddelbart inden det EM i fodbold, som sluttede i aftes med en finale, hvor det spanske landshold dels holdt legestue med italienerne og dels dømte holdets kritikere offside.

På det seneste har fodboldjournalister, i hvert fald herhjemme, fundet det opportunt at angribe den spanske spillestil for at være kedelig i al dens enerverende boldsikkerhed. Selv en ellers fornuftig skribent som Weekendeavisens Joakim Jakobsen har kaldt “det storslåede spanske landshold så dødssygt at se på”. Det gjorde han i fredags under rubrikken ‘Pasningskværnen’.

Det er s’gu den bagvendte verden: Man bebrejder spanierne, at de spiller, så deres modstandere ikke kan få fat på bolden. Som Morten Olsens assistent, Peter Bonde, konstaterede i morges på TV2, så genopdager det spanske landshold jo bare den følelse, vi alle sammen kan huske, da vi spillede hjemme i gården som børn: Det er sjovest at have bolden.

Og sjovt var det i aftes. For alle andre end italienerne!

I Niels Christian Frederiksens spændstigt skrevne, godt fortalte og detailmættede, men ikke faktaoverlæssede bog om fodbold-EM’s korte historie handler et af afsnittene om 2008, året, hvor Spanien for anden gang vandt EM. Frederiksen beretter, hvordan spanierne for ikke så længe siden ikke identificerede sig med deres landshold, men med de stilforskellige klubhold, der var sportens ikoner i de enkelte regioner – Barca i Catalonien, Real på den kastillianske højslette, Atletic Bilbao i Baskerlandet etc. Og citerer den tidligere Real-sportsdirektør, Jorge Valdano, for de vise ord: “Alsidighed er godt, hvis man vil have en attraktiv liga. Men hvis man ønsker at skabe et stærkt landshold, er det en kæmpe udfordring.”

Den udfordring tog det spanske fodboldforbund op midt i 90′erne og etablerede en talentudvikling, der ikke havde til formål at ensrette talenterne, men at få dem til at udfolde deres bedste sider sammen med andre. Talento var ingen mangelvare, men det skulle kombineres med udviklingen af talante. Evne og karakter skulle spille sammen. 4-0 sejren over Italien er det seneste udtryk for levedygtigheden i den fodboldstil, en lokal kommentator døbte “Tiqui-taca, tiqui-taca”.

Frederiksens bog efterfølger hans skildring af Champions League, som kom sidste år. Denne gang er Per Høyer Hansens spøgelse ikke så synligt. Frederiksen har sin egen stil, hvor journalistik, anekdoter og analyser parres med en ikke ukritisk kærlighed til spillet, sat op imod de skiftende politiske virkeligheder.

Europas bedste er bygget op på samme måde som forgængeren, årstal for årstal. Fra slutrunden i 1960, som under navnet Nations’ Cup blev afviklet i noget nær mediemørke i et Europa, hvor der alt i alt kun var 21 millioner sort-hvide tv-modtagere. Til omsætningsrekorden på 9,7 mia. kroner i 2008. Og hver enkelt turnering iklædes interessante, men aldrig søgte vinklinger. F.eks. lader han ikke det danske landsholds EM-bedrift i 1992 vokse ind i klicheernes himmel, men gør en del ud af at påpege baggrunden med den jugoslaviske borgerkrig og er også så upatriotisk at minde om, at begge danske mål i finalen mod tyskerne af en anden dommer på en anden dag sagtens kunne være blevet annulleret. Men Schmeichels indsats får fortjent lov at stå uantastet i al sin monumentalitet. Peter den Store i sandhed.

Bøger af den slags risikerer altid at blive indhentet af virkeligheden. I bogen kårer Frederiksen tjekken Antonin Panenkas afgørende straffesparksscoring i 1976-finalen mod Vesttyskland til “historiens mest arrogant udførte straffespark”. Arrogance kan optimeres. Det beviste Andrea Pirlo i år, da han i kvartfinalen mod England lavede en modernisering af Panenkas vip i noget, der står tilbage som selve arrogancens apoteose (siden dubleret af Sergio Ramos, en af turneringens største profiler).

Men man vinder ikke i de lange løb på arrogance. Derfor blev det Spanien, der løftede pokalen i går.

Blev man ikke helt færdig med EM, er der en masse forlænget spilletid at hente i Niels Christian Frederiksens bog. Og mon ikke han allerede nu har indledt opvarmningsøvelserne til den samlende, opdaterede bog om VM, der da ligger lige til højrebenet før Brasilien 2014?

Niels Christian Frederiksen: Europas bedste – historien om EM i fodbold. People’s Press. 340 sider, godt illustreret og forsynet med statistik.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

 

 

Readmore  

Fodbold – nu også for akademikere

Kommentarer slået fra

Meddelelsen om at Danmarks afskedskamp ved EM blev overværet af 2,4 millioner seere, fik mig til at mindes dengang fodboldglæde ikke var noget, man flagede med. I hvert fald ikke i de halvstuderede, venstresnoede kredse, hvor jeg var batikfarvet hang-around. Vi skriver sentresserne til hen over midten af halvfjerdserne.

Fodbold var dømt offside af kommissærerne. Den var som holdsport ideologisk i orden – på papiret, men kun hvis den blev spillet i en arbejderklub på Fælleden. Ellers var den for stræbere, konkurrencedyr og – gys, det værste af alt – individualister. Samt folket, den leverpostejsfarvede pøbel, der skulle udfries af den nært forestående revolution. Jeg ser her i polemikkens uhellige navn bort fra AB, der som bekendt står for Akademisk Boldklub (sic!).

Mærkeligt nok overså man midt i det hele, hvor kropslig fodbold er, og dét i en tid, som ellers gerne ville give indtryk af at ville sætte kroppen fri.

Kynikere kunne fristes til at mene, at tabuiseringen af sporten måske fik lettere fodfæste, fordi danske landskamptilskuere i netop de år ikke havde mange grunde til at sejle op ad åen.

Det var derfor en tiltrængt åbenbaring, da Hans-Jørgen Nielsen i 1979 udgav ’Fodboldenglen’. Han kaldte ikke bogen en roman, men en “beretning”, fordi den fortalte historien om, hvor vigtigt det var at generobre glæden ved spillet. Og placere det i den rette kulturpolitiske kontekst, som det hed i anmeldelserne af bogen.

Nielsen havde gået på universitetet, men var ikke akademiker. Han var fra Amager. Søren Lerby, Frank Arnesen, Fremad Amager og The Beach Boys var hans idoler. Og jeg tror, han ville have undret sig lidt over tidens klumpspil på mediemidtbanen af netop akademikere. Men også glædet sig over, at fodbold bliver forklaret og udlagt af andre end selvlærte journalistspecialister. Det giver sporten modspil. Og det holder den nok til.

Som nu på P1. Her markerer Danskernes Akademi i disse dage EM med en miniserie, centreret omkring Zlatan Ibrahimović som symbol og kulturbærer i en sport, der holdes i vater af en kamp mellem enere og holdspillere, mellem stjerner og vandbærere.

Lene Juul er samtaleskabende udspørger af Weekendavisens fodboldkommentator, Asker Hedegaard Boye. Han er cand.mag. i religionsvidenskab og idehistorie, så jo, fodbold er kommet til højbords. Heldigvis tynges han ikke af intellektuel ballast. Han er en formidler, der skyr klicheer, og han har godt (bold)øje for for- og bagdele ved typer som Zlatan og forfalder ikke til at gøre svenskerens stærkt mediedækkede egocentricitet til kun et etnisk spørgsmål. Det vil også være for tabloidbanalt kan man forvisse sig om ved at læse Zlatans nyligt udsendte erindringer.

Istedet gør Asker Hedegaard Boye sig stimulerende overvejelser over dansk klubfodbolds udfordringer i forhold til at holde på enerne og få deres individualisme til at smitte af på de andre. Her ligner et fodboldhold jo en folkeskoleklasse, men i modsætning til skolen er klubben ikke underlagt det plagsomme, skævvridende begreb, vi kender som diffenrentieret undervisning, hvor resultatet er, at de dygtige må klare sig selv som de nu bedst kan. At mange klubber så agerer, som om de var del af folkeskolen forklarer måske, hvorfor vi herhjemme har så få Zlatan’er (min bemærkning, ikke Boyes).

Nu skal man ikke frygte, at akademiseringen af fodbolddebatten bliver ukontrollabel på kanten til det ufolkelige. Bare et enkelt kig på en overskrift på tekst-tv virker beroligende (eller foruroligende): »Zlatan-slangehug sænker Frankrig…«

Under alle omstændigheder: Nu hvor “de danske drenge” er taget på sommerferie, kan vi omsider koncentrere om andet end overdreven optimisme, dårlige undskyldninger og ureglementerede underhylere.

Illustration: Officiel wallpaper, sikkert ikke lavet af en akademiker.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

McCartney: 70 og evergreen

2 Comments

Paul McCartney, som nu runder de 70, er ikke den, der bærer nag nu om dage. Han omtaler altid John Lennon med vemod, kærlighed og respekt. Måske er det alderen, måske er det fordi det er sådan, han helst vil have det skal blive ved med at blive husket, deres nu næsten mytologiske samarbejde.

»Jeg var meget heldig,« fortalte han f.eks. Q Magazine så sent som i 2010: »Jeg havde den ultimative samarbejdspartner i John og omvendt. Der skete noget særligt, når John og jeg satte os sammen for at skrive, to kammersjukker siddende over for hinanden, mens vi gjorde det, vi nu gjorde. Det var magisk. Jeg tror ikke, mange opnår det bare èn gang i livet, og jeg er ret sikker på, at ingen opnår det to gange,« sagde han som svar på, om ikke han af og til savner en at skrive sange sammen med. Og så er sandheden vel den, at de relativt kort tid inde i karrieren holdt op med at komponere helt så tæt sammen, ’I Want To Hold Your Hand’ var en kulmination, men de blev ved med at bruge hinanden, indtil de havde brugt hinanden op.

Og det havde de et godt stykke tid før, de fandt hver deres nye livsledsager. På Help! havde Paul sunget om at have fundet ’Another Girl’. Da han og John så faktisk gjorde det, viste det sig at være mindre simpelt end en popsang. Men Yoko Ono og i mindre grad Linda Eastman var bare katalysatorer i en proces, der måtte ende som den gjorde.

Beatles-forfatteren Ian McDonald mener, at grunden til, at det gik som det gjorde, var, at Paul var optimist, mens John var pessimist. Måske. Man kan også sige, at den senere fredsevangelist, John, længe var ligeglad med verden, mens Paul var glad for omverdenen. Han sugede til sig, bildte sig ikke ind, at han kunne forstå det hele, men fik en kulturel vækkelse, da han midt i tresserne blev kæreste med den 17-årige skuespiller Jane Asher, som kom fra et kulturelt nysgerrigt hjem. Paul fra kommunens ejendomme med den tykke Liverpool-dialekt, men de pæne manerer og det pæne smil, var bedåret, både af hendes rødhårede skønhed og hendes familie, der i dannelsesgrad var så ulig hans egen. Der var noget at lære, og noget at vinde.

Social status spiller ofte en rolle, når man kommer fra et hjem så småt, at der er ikke plads til at vende sig, uden at ens dagdrømme støder ind i en væg. Pauls aleneforælder, den musikglade, men hørehæmmede eks-musiker Jim, kendte selv til udlængsel og sociale ambitioner, og støttede sine to drenge Paul og Michael, men faderen kunne ikke lære dem om en verden, han ikke selv kendte. Det måtte de selv gøre. Og Paul var lærenem. Blandt andet fordi han havde et meget vindende væsen. Han kunne smigre uden at sleske. Og var aldrig, i modsætning til John, i tvivl om sit værd. Ikke nogen dårlig arv at have fået med hjemmefra.

Paul havde ingen alvorlige kvababbelser ved at blive tiljublet som en beatle. Det var selvfølgelig træls, at pigerne ved koncerterne skreg så meget, at man ikke kunne høre, hvad man selv tænkte endsige spillede, men grundlæggende nød han det, så det ikke var til at overse for dem nede i salen.

Paul nød også at blive bedre og bedre i pladestudiet, hvor han også fandt ud af, at han var god til at få folk til at gøre som han ville. Han erstattede lidt lykke og lidt held med lidt charme og lidt list.

Og når det ikke var nok, kørte han henover folk med et smil, der ikke altid nåede øjnene. The Beatles skulle jo holdes i gang, og han, Paul, var igangsætteren.

Han var også den, der hele tiden holdt fast i, at de ikke skulle blive forudsigelige. Hverken i den ene eller den anden retning. Han var med til at punktere de største luftkasteller, men var også den, der selv yndede at bygge dem. Og midt i det hele, når prætentionerne trængte til en pause, så kreativiteten igen kunne indfinde sig, kunne han finde på at tage en timeout. Som f.eks. den 6. december 1966, året efter at han og især John og George havde fået smag for både lsd og marihuana. De var i Abbey Road og arbejdede på to vidt forskellige (og alligevel ens) sange: ’Strawberry Fields Forever’ og ’Penny Lane’. For mange essensen af forskellen på John og Paul. Under et break i alt det sjove, men også vældigt seriøse trak Paul ud af Hofner-bassen en sang, de andre svagt kunne huske som en, de havde spillet på klaveret nærmest som pausesignal, når deres lydanlæg gik i stykker i gamle dage i The Cavern.

McCartney havde skrevet den, da han var 15 eller 16, kilderne er uenige, og siden satte han tekst på, da hans far fyldte 64 i 1966. Den kunne de da godt lige løbe igennem. Den blev færdig i løbet af fire indspilningsdage, og midtvejs skrev George Martin et arrangement for tre klarinetter, så sangen til slut fremstod som noget, der kunne være blevet spillet på Titanic eller i Wivex i Tivoli i de brølende tyvere. Det var vaudeville og camp fra mellemkrigstidens uforstyrrede England, og på toppen af fornemmelsen af ikke særlig fjern fortid lå så Paul McCartneys stemme, som var drejet en tone højere ved at man havde forøget båndhastigheden. En Giro 413-klassiker var født: »When I get older, losing my hair/many years from now/will you still be sending me a valentine/birthday greetings, bottle of wine?« Og så de mildt sarkastiske linjer, som viste, at sangen vist ikke helt er ment, som det synges: »will you still need me/will you still feed me/when I’m sixty-four…« Man kan for evigt diskutere, hvordan Sgt. Pepper ville have lydt, hvis ikke ’When I’m Sixty-Four’ var kommet lige efter den højstemte ’Within You Without You’. Det havde klart være en tungere, ikke slet så eventyrlysten omgang, og slet ikke en plade, der i samme grad præsenterede alle farver på den musikalske palet og alligevel for mange formede sig til eet billede. Det var McCartneys fortjeneste, og så kan kritikerne komme og sige, hvad de vil, inklusive den, der skriver dette.

John Lennon sagde om ’When I’m Sixty Four’, at »den sang kunne jeg end ikke have drømt om at skrive« og kaldte det i det hele taget »granny music«, når Paul kom med den slags melodunter, der jo i pinlig grad var med til at minde de nye verdenserobrere om, at de kom fra provinsen. Ringo Starr, som året før med blandede følelser havde fået ’Yellow Submarine’ i tvivlsom evighedsgave, skulle vist nok oprindeligt have sunget ’When I’m Sixty Four,’ men man må lade McCartney, at han altid har stået ved sin spraglede smag, der, som en kritiker har formuleret det, altid har været »en indre kamp mellem kliche og geni.« I den røgelsestunge atmosfære af hippie-selvovervurdering, som herskede også i Abbey Road, forekommer det mig, at det krævede mere mod – og selvtillid – at introducere en sang som ’When I’m Sixty-Four’ end bare at lægge sig i lemmingstrømmen af tidens modernistmedløbere. Den sang var med til at gøre Sgt. Pepper til mere end et periodestykke. Og så handlede den endda slet ikke om tiden. Eller det vil sige, det gjorde den jo på sin egen bagvendte måde, for var der noget, vi dengang ikke turde sige højt så var det, at ungdommen ikke ville vare evigt. Alderdom var tabu. Eller som digteren Iwan Malinovski skrev året efter: »Verden er blevet for gammel. Den lugter af lig. I har ret, alle over tredive er livsfarlige …« Ham havde Paul nok ikke læst, men han havde læst så meget andet, mens John sad derhjemme og stenede.

I 1965 HAVDE Barry Miles, John Dunbar og Janes bror, Peter, åbnet en lille boghandel, The Indica. Paul var den første kunde. Han købte bøger som Ed Sanders digte og Gandhis tanker om ikke-vold. Som Barry Miles husker det i Q, så havde Paul antennerne ude. »Den ene dag gik han til et vaudevilleshow, den næste en eller anden popsanger og så John Cage-eleven Cornelius Cardew, som sad og slog på et klaverben. Jane introducerede ham for tidens eksperimenterende filminstruktører som f.eks. Antonioni. Paul mødte mange af dem, når de kom til byen.« Sådan et hjem havde Asher-familien. Der var åbent hus og nye input var velkomne. Det samme sagde hendes forlovede også i de år. Fra båndeksperimenter (Luciano Berio) til digtoplæsninger (Allen Ginsberg), fra billedkunst (Warhol og Magritte) til opera (Benjamin Britten). »Jeg havde,« husker McCartney i samme nummer af Q, »tid til at give mig selv tid til at åbne mig for den slags, som havde fascineret mig fra jeg var en stor teenager. Det var på den anden side velafbalanceret med den mere klassiske substans i The Beatles, og det var rart, at det kunne sive ind i The Beatles på den måde, det nu gjorde.«

»Det var lidt mærkeligt,« fortsætter han, »for på samme tid var jeg kendt som the cute beatle… John var den kyniske, the wise beatle, den intellektuelle. I virkeligheden var det vildt meget helt omvendt. Jeg husker, når John kom ind fra landet i sin Rolls Royce (med chauffør) og sagde: ’Gud, mand, jeg misunder dig virkelig.’ Han måtte frigøre sig og det var jo, hvad han gjorde. Senere.«

Midt i al denne berusende frisætning følte Paul McCartney som den eneste også et stort ansvar for The Beatles. Selv om han uden tvivl kørte de andre hårdt og kunne være så bedrevidende, at både George og Ringo kortvarigt blev eks-beatler, mens John bare fortabte sig i lsd, reagerede Paul altid på vegne af The Beatles. Ikke for sin egen skyld. Det var ham, der uden at have erhvervserfaringen til det prøvede at redde, hvad reddes kunne, da Apple-drømmen brast. John var et andet sted i sit hoved, Ringo besad ikke noget ønske om at tage ansvar for andre end sig selv og George var så ’peace, love and understanding’, at han i december 1968 havde inviteret nogle californiske Hell’s Angels til at kigge forbi Apple. Som han skrev i sit memo til personalet: »De kan se ud, som om de vil gøre jer ondt, men de er helt i orden og gør gode ting, gør dem ikke bange eller stressede. Prøv at hjælpe dem.« Gæt hvem der endte med at blive bange, da de rygmærkede gæster plyndrede køkkenet? Intet under at Paul somme tider følte, at han var den eneste i The Beatles, der ville The Beatles.

Det var også ham, der på et kritisk punkt i Let it be-processen over for de andre (og Yoko) opridsede, hvor bandet stod netop da: »Jeg mener, at vi har været meget negative siden hr. Epstein døde … det er derfor, vi alle efter tur har været lede og kede af gruppen. Det er lidt en skam. Det er lidt ligesom at vokse op – på et tidspunkt i livet forlader ens far en og så står man på egne ben. Som I ved, så er Far nu væk. Jeg synes, at vi enten skal gå hjem eller komme videre. Vi behøver disciplin. Hr. Epstein, han sagde ’på med habitterne’ og det gjorde vi så. Selv om vi altid bekæmpede den disciplin en smule. Nu om dage er det vores eget ansvar, og vi gør så lidt som muligt, men min holdning er, at det kræver lidt mere, hvis vi skal fortsætte med det her.« Georges svar viste Paul, hvad han var oppe imod: »Okay, hvis det er, hvad det indebærer at komme videre, så ønsker jeg ikke at gøre noget.«

Pointen er, at uden Pauls udholdenhed var bandet ikke nået frem til Abbey Road, altså albummet. »Vi kom ud af en tunnel,« har han for nylig sagt om dengang. »En sang som ’Here Comes The Sun’ var bogstaveligt talt, hvordan George følte det: ’it’s been a long cold lonely winter’. Vi havde været gennem dårlige tider og lettelsen over bare at finde sammen igen og gøre det, vi kendte til og ikke stille for mange spørgsmål, var lidt af en glæde.«

Alligevel var det bedste, der nogensinde er sket for Paul McCartney, at han i 1970 forlod The Beatles – som om The Beatles ikke for længst havde forladt sig selv. Måden, han gjorde det på, var lidt uelegant, men situationen var tilspidset, så han tyede som så ofte før til realpolitikken, for John havde jo heller aldrig ligefrem tilhørt det diplomatiske korps. Der var noget ’jeg-skal-vise-dig-skal-jeg’ over handlingen.

Intet er sværere at aflive end fordomme, og de trådte storskrydende frem, da Pauls soloalbum kom på gaden. Musikken var unplugged, før nogen kaldte det sådan, og virkede halvfærdig trods den ekstatiske videreførelse af ’Let It Be’, som han kaldte ’Maybe I’m Amazed’. Og i en tid, hvor kollektivet stadig var en skattet samværsform, var det direkte provokerende med en plade, der var privat – ingen sagde et ord om Lennon, der lige havde fået lp-udgivet en nyforelsket nats eksperimenter på en båndoptager. McCartney blev brugt som det uigendrivelige bevis på, at Paul var et musikalsk bløddyr modsat den rå rocker, John Lennon. John var avantgardist. Paul var en poppedreng. Dette vrangbillede tog Paul med sig ind i solokarrieren som et åg, der længe plagede ham og fik ham til hele tiden at ville retfærdiggøre sig selv. Ydermere kunne han ikke bare nøjes med at være solist. Han skulle også have sin kone med. Ikke at John ikke havde det, men hun var jo kunstner, ikke? Linda var bare … Linda. Da han i 1971 dristede sig til at danne Wings, betragtede mange Fab Four-fans det som en besudling af mindet om The Beatles. Og for at føje skade til spot sad hun naturligvis med ved elklaveret og sang kor. Bandets første koncerter fandt sted i universitetskantiner, kulturhuse og småklubber i den samme uannoncerede anonymitet, han tidligere forgæves havde foreslået The Beatles som en måde at komme tilbage til koncertscenerne på. Ved en af disse første koncerter med Wings knasede hans mikrofon konstant. Paul fortalte tilskuerne, at mikrofonen lige skulle skiftes til en, der duede. Nede fra salen lød det: »Så giv for fanden den gamle til din kone…«

WINGS VAR lidt længe om at lette. Da de omsider gjorde det, foregik det, af alle steder, fra Lagos. Forinden var gået fire plader med stigende succes, Red Rose Speedway blev nummer et i USA i foråret 1973. De hittede bare ikke hos anmelderne, der havde svært ved at tage beatles-hørebrillerne af. Siden har en række genudgivelser til en vis grad rehabiliteret ham og hans tidligere post-Beatles-plader. Senest RAM, som jeg vender tilbage til her på bloggen.

Paul McCartney havde, som superstjerner nu engang har for vane, fået den eksentriske idé at indspille de nye sange i de varme lande. Nærmere bestemt EMI’s pladestudie i Nigerias hovedstad. Umiddelbart inden afrejsen skrumpede Wings ind til en trio, da guitaristen og trommeslageren smækkede med døren – McCartney har efter The Beatles ikke haft ry for som boss at praktisere medbestemmelse. Som om stækningen af Wings ikke var nok, havde nogen glemt at fortælle ham, at Nigeria var et militærdiktatur med udgangsforbud og kriminelle gadebander, og at studiet i Lagos lignede det, det var – et indspilningsteknologisk u-land, der næsten fik ham til at længes efter Apple-fusentasten Magic Alex.

Det forhindrer ikke Band On The Run i at være elementært rockmedrivende, hvad enten der strækkes ud på ’Jet’ og ’Helen Wheels’ eller sjæles på McCartney-patenterede ballader som ’No Words’ og ’Bluebird’ samt den malerisk instrumenterede ’Picasso’s Last Words’. Og nok så afgørende: Det sødladne, der altid lurer hos McCartney, er erstattet af en forelsket sødme, der sammen med en rytmisk fremadrettethed gør dette til McCartneys gyldne øjeblik i en karriere af gyldne øjeblikke. Band On The Run blev hans helt egen Abbey Road, hvor fragmenter ophøjes til hele sange, hvor breaks og stemningsskift falder helt naturligt, og hvor han brillerer både som trommeslager (en virtuos udgave af Ringo) og som leadguitarist (den plade må de have hørt meget i et band som 10cc og den må have fået George til at tænke sit) af den slags, der både er til seje riffs og melodisk rundhed.

Selv om titelsangen må være skrevet i samme åndedrag som McCartneys James Bond-tema ’Live And Let Die’ er det fortsat et nummer, der dels aftvinger respekt alene i sin opbygning, og dels på fem minutter når længere rundt end de fleste gør på et helt album. Alene overgangen fra introen til omkvædet, som i virkeligheden er en hel sang … Hvad den handler om? Jeg ved det ikke helt. Noget med nogen, der flygter fra presset, hverdagen, virkeligheden. Det er ikke pointen. Pointen er popmusik, hvor høj sværhedsgrad ikke står i vejen for umiddelbarhed.

Albummet var Pauls måde at sætte kritikerne på plads på. Han kunne dog ikke gennem resten af tiåret holde musikalsk momentum. Da Back to the egg udkom i 1979 opsummerede Rolling Stone hans seneste plader med ordene: »Denne eks-beatle har udlånt sine i sandhed formidable talenter som sanger, sangskriver, musiker og producer til nogle af de mest slappe og dovne plader i rockens historie.« Og ramte dermed ned i et af problemerne med og for Paul: Han har skrevet broderparten af de bedste kapitler i Lennon-McCartney-bogen (jo, han har!), men den legende lethed, hvormed han turnerer sine musikalske pointer, har været et tveægget sværd. Det lyder hverken svært eller sært nok, og kan på en dårlig dag – og hvem har ikke det? – sløre det faktum, at Paul er en af populærmusikkens bedst begavede og alsidige komponister. Det sidste behøver man ikke have koden til hans netbank for at finde ud af. Man kan nøjes med at høre hans plader. Eller de bedste af dem, for netop letheden er hans fjende.

Den lidt nonchalante, men selvsikre attitude har fået ham til at udgive flere plader end godt af, men det sidste tiår har han unægtelig virket i bedre og mere stabil form end nogensinde. Cd’er som Flaming Pie, Driving Rain og Chaos And Creation In The Back Yard rummer musik af den slags, der får et begreb som contemporary rock til at ophøre med at være et skældsord. Desuden har han, med måske ikke altid lige indlysende kunstnerisk nødvendighed, afsøgt for ham nye former som oratorier og electronica-farvet ambient. Og i en alder af nu 70 virker han utrættelig på en scene som forvalter både af Beatles-arven og sin egen plads i musikhistorien. Bare se koncert-dvd’en fra 2009, Good Evening New York City, hvor han på det nyåbnede Citi Field, placeret der hvor Shea Stadium lå, både lod sig hylde og hyldede musikken og de 42.000 tilskuere, hvor af mange end ikke var født, da han 44 år tidligere spillede på matriklen sammen med The Beatles, men alle kendte hans bagkatalog, som om de havde været der, da han skrev det. Og værd at bemærke: Helt blanket af ved Dick James’ famøse salg af Northern Songs blev Paul ikke. I sin årlige ’rich list’ opgjorde Sunday Times i 2010 hans formue til i omegnen af 475 mio. pund eller små 4,3 mia. kroner; en forøgelse i forhold til året før, hvor han som andre mærkede krisen samt en skilsmissegodtgørelse i 200 mio. kroners-klassen til Heather Mills, kvinden, der kortvarigt ’afløste’ hans kræftdøde ’Lovely Linda’. Bundlinjen er, at Paul i hvert fald ikke giver koncert for pengenes skyld. Det kan man godt mærke!

Nu om dage tager han kritikken i strakt arm. Han har ikke længere noget at forsvare eller forklare. Skæbnen ville, at han fik det sidste ord. Han endte med at blive andet og mere end en eks-beatle. Via sit holdingselskab, MLP Communications, ejer eller forvalter Paul rettighederne til bl.a. forbilledet Buddy Hollys katalog, komponisten Frank Loesser (bl.a. ’On A Slow Boat To China’ og ’The Ugly Duckling’), musicals som Grease, Annie, La cage aux folles, Guys and dolls og A chorus line samt evergreens som ’Stardust’ og hans og Johns ’Love Me Do’ og ’Please, Please Me’ plus selvfølgelig det meste af hans egen produktion efter The Beatles.

Med historiens ironi er forretningsmanden McCartney altså endt med at blive en magtfaktor, man må tage alvorlig i den musikforlagsbranche, der engang tog røven på to naive og uvidende opkomlinge. Til gengæld er spørgsmålet, om det er musikeren McCartneys mål at blive taget alvorligt på den måde, kun musikanmeldere kan tage noget alvorligt. I 1976 luftede han med sangen ’Silly Love Songs’ noget, der stadig lyder som en trosbekendelse:

You’d think that people would have had enough of
silly love songs

but I look around me and I see it isn’t so
some people wanna fill the world with silly love songs
and what’s wrong with that?

I’d like to know ’cause here I go again …

Sangen gav hans kritikere frisk vand til slibestenen, men mens de hvæssede deres knive, måtte de tage sig i at nynne med…

PS: Apropos ’When I’m Sixty-Four’ og historisk ironi: I 2002 licenserede Sony/ATV sangen til det amerikanske forsikringsselskab Allstate Insurance, som anvendte den som led i en reklamekampagne. De brugte ikke originalen, men bekostede en nyindspilning, sunget af ham, Paul McCartney havde skrevet ’Hey Jude’ til – Julian Lennon…

Ovenstående er en lettere bearbejdet udgave af Paul-portrættet i min Beatlesbog, Yeah, Yeah, Yeah (Gyldendal).

Foto: Ukrediteret pr-foto

 FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Jørgen Leth – fuldtidsflanøren fylder 75

1 Comment

I dag fylder Jørgen Leth 75. Jeg husker, som var det i går, første gang, jeg læste en digtsamling med hans navn udenpå. Året var 1967, bogen hed Sportsdigte og den bjergtog mig, så jeg selv begyndte at skrive digte om sport. Nu om dage fylder sport jo hele sendefladen, og ikke kun p.t. Dengang var sport politisk ukorrekt. Den blev i de kredse, hvor jeg færdedes, set som udtryk for stræbermentalitet og tidsfordriv for borgerliggjorte konkurrencedyr.

Jørgen Leth accepterede ikke at blive dømt holdningspolitisk offside. Han skrev bare. På sin passion. Og han ignorerede linjevogterne. Også dengang.

Nu kunne det lyde som om Sportsdigte handler om fodbold. Det gør de ikke. Der er kun et digt om fodbold eller det, der ligner, i bogen. Selv om han har lavet en film om Michael Laudrup, har holdsport aldrig sagt ham meget. Han er til enere. Samlingen er f.eks. tilegnet Ole Ritter.

Digtene handler, nej, beskriver drømmen om at eje en baghånd (bordtennis), handler om cykelløb og cykelhelte, både på bane og især på landevej (ikke overraskende) og i bund og grund om kærlighed. Til vovemod og sensibilitet. På bagsiden kalder Jørgen Leth selv bogen “et forsøg på en eksakt beskrivelse af, hvordan man kan blive dygtigere til at leve.”

Denne dragen mod dygtiggørelse har altid været hans indre motor, både som forfatter og filmskaber (og for Leth er det svært at skille de to). Og er det også i det tredje bind af erindringsværket, Det uperfekte menneske, som udkommer i dag med titlen Et hus er mere end en ting.

Denne gang handler det ikke bare om at leve, men også om at overleve. Bogen er et blotlæggende forsøg på at skrive sig fri af jordskælvet i Haiti i januar 201o og hvad det udløste af fysiske og psykiske efterskælv.

En af bonusglæderne ved at læse Jørgen Leth er, at det er umuligt ikke at høre hans distinkte stemme imens. Denne gang har hans malmfulde nøgternhed dog fået en nervøst sitrende undertone. Selv om store dele af bogen foregår i de varme lande, er det til at læse/høre, at forfatteren tit er på følelsesmæssig tynd is. Det er ikke kun hans elskede Haiti, der trænger til nødhjælp. Heldigvis har han sin familie, sine venner og det han, uden blusel, kalder sine “folk” (læs: den lille, loyale tjenerstab på Haiti). Han er en mand, der har let til taknemmelighed, ja, er så generøs med den, at den somme tider tangerer en kliche, men aldrig bliver det.

Bogen er en slags dagbog, en følelsernes logbog med katastrofen på Haiti som start- og slutpunkt (beskrevet i billeder så uafvendeligt nære som nogen nyhedsreportage), og så den omdiskuterede film om Det erotiske menneske (og det ikke uproblematiske forhold til on & off-kæresten Shilaine) som omdrejningspunkt.

Tonen er hverdagsagtig, isprængt eksistentialistisk småfilosoferen og præcise skildringer af effekten af både James Brown og Fabian Cancellara. Af og til bliver det lige lovligt privat og namedroppende i sin opremsning af de praktiske og logistiske trivialiteter, der holder et liv sammen og bringer det på fode igen, men hele tiden bringes jeg til at tænke på det signalement, Leth engang i et interview i Information (oktober 1979) gav af sit arbejde: “Der er to kvaliteter, som gælder for mit arbejde: Sanselighed … og saglighed. De er ikke modsætninger.”

En anden skønånd, Oehlenschläger, beskrev i sit Skt. Hans Aftens Spil det, han som noget typisk dansk kaldte “Småhedsånden”. Den har altid provokeret og pirret Jørgen Leth og gør det stadig. Man kan som læser undervejs undre sig over, hvordan han får finansieret sin livsstil. Vi er klar over, hvad han lever for, og det er ikke kun dampende, viagrabåren negroid sex, sval hvidvin og østers og det årlige indkøb af Armani-tekstiler, men hvad lever han af?

Det svar udebliver. Til gengæld klæder det ham at vise storsind over for bonerthedsapostle som TV2′s daværende sportschef, Morten Stig Christensen, hyklerne på Ekstra Bladet og andre, der ikke går i håndsyede sko.

Et hus er mere end en ting er et værk, hvor forfængelighed og forgængelighed sammen klinger ud i en løvfaldssmuk kadence, som ikke er skuffende.

Jørgen Leth: Et hus er mere end en ting. Cover: Harvey Macaulay m. foto af Lærke Posselt. Gyldendal. 242 sider. 

Link til forfatterens hjemmeside her. Og kommer man forbi Kunstforeningen på Gl. Strand, er Leths ‘liv’ såmænd udstillet.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top