Da Nordkorea næsten vandt VM

Kommentarer slået fra

Okay, Nordkorea slog ikke Brasilien i går. Og var end ikke i nærheden af at gøre det. Selv om 1-2 lyder hæderligt, lyver resultatet. Brasserne sad på kampen. Men bag det sidste jerntæppe i verden lever man under alle omstændigheder højt på dengang nationalfølelsen fik et livsvarigt boost, da man VM-besejrede Italien i 1966 og i kvartfinalen næsten gentog sensationen, havde det ikke været for Eusebio, der vendte 0-3 til 5-3 til Portugal. Nordkoreas VM-debut var emnet for ’The game of their lives’, en DR2-dokumentar mandag.

Kunne man forestille sig, at Lars Løkke over en kop te havde aftvunget de danske spillere et løfte om at vinde mindst en kamp for ikke at vanære nationen? Måske havde det hjulpet. I hvert fald var det, hvad der skete for det »gloriøse« landshold, da de før VM i England mødtes med deres store fodboldelskende leder, Kim Il-Sung.

De leverede varen, soldaterspillerne, der for os kom som dalet ned fra månen. Dengang fodbold var i sort-hvid, men nok så farverigt og et spil i nuet. Replay kunne kun køres i hovedet. Det havde millionærerne fra støvlelandet ikke lyst til. Mazzola, Fachetti og Rivera fandt aldrig nøglen til egen defensiv og tabte 0-1 til et hold med en lynsnar, højdespringende keeper på 1,73, hårdt skydende skytter og som, med sportsjournalisten Per Høyer Hansens ord, kunne løbe en hare ihjel. Det var kommunismens sejr over kapitalismen, kollektivets triumf over individualismen. Briterne, som jo deltog i Koreakrigen, tog koreanerne til hjertet med en varme, der stadig bringer tårer frem hos spillerne, som det britiske tv-hold havde fået tilladelse til at opsøge i Pyongyang.

Efter VM gik der (sydkoreanske) rygter om, at de ved hjemkomsten blev fængslet. Det afviste de med orientalsk høflighed, her 44 år senere, helt skæve i ryggen af alle fortjenstmedaljerne. Holdet fra ’66 mødes med mellemrum og går af og til ud og græder ved mindesmærket for Kim Il-Sung, mens de mindes, da de ankom til England som de gamle fjender og forlod landet som de nye venner.

Et fint program, der uden falbelader belyste, hvorfor fodbold kan være større end livet. Giv os bolde i stedet for bomber.

Denne tv-anmeldelse står at læse i Politiken i dag.

Readmore  

Undskyld for Bloody Sunday

Kommentarer slået fra

Selv om der for længst er gået politisk mode i både at give og kræve undskyldning for al mulig uret begået for ofte meget, meget længe siden må man alligevel sige, at det er bedre sent end aldrig, at det officielle Storbritannien nu går ud og undskylder de blodige begivenheder, der er gået over i historien som Bloody Sunday.

I dag kaldte premierminister David Cameron det ‘unjustified og unjustifiable’, at engelske soldater 30. januar 1972 åbnede ild mod en borgerrettighedsmarch i Bogside-kvarteret i Londonderry. 14 ubevæbnede civile blev dræbt. En rapport har været 12 år undervejs og kostet 190 mio. pund, men har altså givet irerne, inkl. Bono og U2 ret i, at der var tale om en kolonimagts brutalitet mod sagesløse. Godt at have fået det på plads. Mon ikke der er flere begivenheder, der kræver en undskyldning?

For slet ikke at tale om erstatninger, selv om en undskyldning suppleret af en erkendelse om at Bloody Sunday netop var bloody wrong er en start.

Readmore  

Michael Friis fylder 60

1 Comment

Der er bassister og så er der Michael Friis. I snart 40 år har han med tilbagelænet autoritet betjent den el-bas, som for mange først bliver hørbar i tonesproget, når man fjerner den. Det indtryk har Michael Friis, som i dag fylder 60, gjort sit for at ændre. Han kan både akkompagnere og accentuere, men aldrig for at blære sig, selv om han har god grund til det, så suverænt som hans bas altid finder melodien i melodien.

Oprindeligt var han både til pigtråd og trad. jazz i Københavns Fodvarmere. Siden er der kommet flere farver på paletten. Han måtte til at begynde med love sin mor ikke at spille steder, hvor der blev serveret alkohol. Derfor befandt han sig ved juletid 1969 i en øvekælder i en skole ved Hareskoven med Cy Nicklin, som efter Cy, Maia & Roberts kommercielle kuldsejling ville noget andet. Det blev til Culpeper. Til 1978 var Friis bassist i det band og satte nye hjemlige normer, inspireret af Paul McCartney, Jack Bruce og bassisternes bassist, Jaco Pastorius, som Friis introducerede for den danskbyggede båndløse Mørch-bas, der blev hans varemærke. Og omvendt.

Efter Culpeper fortsatte Friis ad to spor: Med Kenneth Knudsen i Anima og med den noget mere folkekære Sebastian, hvis kunstneriske udvikling i 80’erne ikke var forløbet på samme måde uden Friis (og Knudsen). Siden har Friis fungeret som kapelmester ved stort set alle betydende Sebastian-projekter. Om et par uger er han igen kapelmester, når Sebastian sommerturnerer med sit genopstandne Dream Team.

Som freelancer kender han faren ved at lægge alle æg i en kurv, så han har også spillet – og i stigende grad produceret – for bl.a. Paul Banks, Brødrene Olsen, Bamse, Povl Dissing, Lis Sørensen, Jan Toftlund, Erann DD og Jacob Groth, hvis filmmusik han live-opfører. Producer er han ikke blevet, fordi han partout vil bestemme, men fordi mange har indset, at med ham i bandet er det som at gå over åen efter vand at hyre en anden til det job. Sideløbende har han også dyrket en svaghed de skæve taktarter, bl.a. i ensemblet Polkageist.

Hans vennesæle rundhed gemmer på en tør, ikke uskarp humor, som i en årrække gjorde ham til en naturlig del af Monrad & Rislunds platituder samt P3-satiren. Svagheden for det ikke alt for lagkagekomiske dyrker han stadig, nu som komponist og kapelmester for Bornholmerrevyen. Her arbejder han med Annette, hustruen gennem tykt og tyndt.

Parret er bosat på øen, hvis klippegrund synes at stå godt til hans soliditet.

Foto: Mikkel Thomas fra www.mikkel-thomas.dk

Readmore  

100 år med Howling Wolf

Kommentarer slået fra

I dag er det 100 år siden, bluesgiganten Howling Wolf, blev født som Chester Arthur Burnett på en plantage i Mississippi mellem West Point og Aberdeen. Der endte han med blive boende og hjælpe sin far med at passe jordlodderne, indtil han var fyldte 40. Når han ikke var i marken, lyttede han til musik, dels de bluesmusikere, der strejfede rundt som landarbejdere og dels på lakplader med folk som Charley Patton og Tommy Johnson. Patton mødte han tilfældigt som ung og glemte det aldrig.

Efter endt værnepligt (han blev hjemsendt af disciplinære grunde) fik han fod på egen jord og slog sig som farmer i 1948 ned i West Memphis. Her dannede han et weekendband med bl.a. James Cotton, Little Junior Parker og guitaristen Willie Johnson, og grundlagde en stil, han faktisk aldrig ændrede. Han var ikke meget værd som guitarist og der er hørt meget bedre mundharpespillere end ham – f.eks. hans svoger Sonny Boy Williamson, men hans stemme var unik. Han kombinerede Pattons rå, uskolede røst med sin egen udlægning af Jimmie Rodgers’ jodlen, og det gjorde ham hurtigt kendt som – Howling Wolf eller bare The Howl. Jeg skrev ‘gigant’ i indledningen. Med vilje. Han vejede i kampform 150 kilo og ragede små to meter op.

Sam Phillips, som endnu ikke havde opdaget Elvis, opdagede Howling Wolf. Et par singler førte til en kontrakt med Chicago-selskabet Chess og en flytning til the windy city, hvor bluesmusikken i de år var ved at ryste bomulden ud af træskoene. I Chicago mødte Wolf også sin rival Muddy Waters. De to blev aldrig venner, “men det var ikke fordi jeg ikke prøvede,” har Wolf sagt. De få, der kom han nær, tvivler. Han var en social analfabet, ville ikke røres ved og passede sig selv. En ensom ulv.

Heldigvis blev Wolf sat sammen med pladeselskabets bassist, kapelmester og huskomponist Willie Dixon. Sammen byggede de det musikalske fundament, Wolf brugte som ståsted for en berømmelse, han aldrig helt forstod eller påskønnede. Det gjorde derimod den fremstormende britiske bluesbølge, som aldrig havde taget fart uden sange som ‘Spoonful’, ‘Smokestack Lightening’, ‘Superstitious’, ‘The Red Rooster’ og ‘Wang Dang Doodle’ samt ikke mindst ‘How Many More Years’. Rolling Stones og Led Zeppelin skylder ham det meste.

I 1973 sendte en trafikulykke Wolf ud gennem bilens forrude. Han beskadigede nyrerne så slemt, at han resten af sit liv var i dialyse. Hans helbred skrantede, men på scenen virkede han, som om han var tilstede. Men kun i musikken. Klapsalver og omklamring af bluesfanatiske blegansigter sagde ham ikke noget. Han tolerede det, men mest fordi der var penge i det.

Illustrationen til dette indlæg er forsiden på hans sidste studiealbum fra 1973. Tre år senere var Ulven død, men hans musik strejfer stadig rundt derude. Den lader sig ikke tæmme.

Readmore  

Bowie afviser turnerygter

6 Comments

David Bowie har ikke turneret siden 2004, hvor han fik problemer med hjertet. Og vi skal nok ikke forvente at se ham on the road foreløbig. Forleden deltog han ved en branchefrokost i New York til ære for hustruen, der nu gør sig i kosmetik- og designbranchen og ikke lever af sin mands penge.

Den tidligere supermodel, somaliske Iman, er nu 55, men stadig så fotogen, at hun stjæler billedet fra sin berømte mand gennem 18 år. Bowie var nemlig bare med som ledsager, men undervejs hen til bordet spurgte New York Times ham, om ikke han snart skulle på landevejene. Svaret var kort, men klart: “Jeg tænker ikke på at turnere. Jeg føler mig godt tilpas.”

Bowie oplyste, at han bruger sin tid på at male, tegne og samle moderne kunst. Det er syv-otte år siden, vi har hørt ny musik fra the thin white duke, og selv om Iman sidste år twittede om, at hendes mand var ved at lave ny musik, er det siden blevet dementeret over for Rolling Stone.

Har du glemt, hvordan Bowie lyder live, kan du genopfriske hukommelsen på den live-cd, der kom tidligere på året. JP gav den seks stjerner med på vejen.

Readmore  

Nancy with the laughing face

1 Comment

Da Nancy Sandra Sinatra fyldte femten, forærede hendes far hende en Chevrolet, gaveindpakket med en sløjfe. I dag fylder »Nancy with the laughing face« 70. Selv om hun har begået to rehabiliterende bøger om ham, har det ikke været nemt at være datter af en alkoholiseret, utro og utilregnelig far, der prøvede at kompensere for sin sporadiske tilstedeværelse i familielivet ved at strø om sig med gaver og sidelinjebilletter til det skørlevned, han mirakuløst fik til at stemme med en karriere som verdens bedste og berømteste popsanger.

Som nittenårig medvirkede Nancy i et tv-show, faderen holdt for Elvis Presley, netop var hjemvendt fra værnepligt i Vesttyskland. Sinatra hadede rock ’n’ roll, men elskede gode seertal, så han holdt gode miner til slet spil. Og optrådte med Nancy og ’You Make Me Feel So Young,’ hvor han selvfølgelig sang »old«. Hans datter blev den aften klar over, at det ikke var nok at se yndig ud med de kendte. Hvis hun ville noget i showbiz, måtte hun selv  gå sine støvler til. I modsætning til lillebroren, Frank Jr., der aldrig kom ud af fars skygge, trods et uomtvisteligt talent.

Selvfølgelig fik hun sin pladekontrakt på grund af efternavnet, men da de første singler ingen vegne førte, var hun tæt på fyring. Så blev hun sat sammen med sangeren og sangskriveren Lee Hazlewood i 1965. Han havde produceret guitarkongen Duane Eddy, og var præcis så skæv i sin tilgang til pop, at han fik cheerleadertypen Nancy til at fremstå cool og gadehjørnefræk på den udødelige 1966-single ’These Boots Are Made For Walking,’ som bl.a. blev nummer et i USA. Efterfølgeren ’Summer Wine’ nåede ikke så højt, men er i dag evergreen. Det samme er duoens ’Some Velvet Morning’, og far Frank cementerede Nancys succes ved i 1967 at synge med hende på ’Something Stupid’, unægtelig noget mindre formeksperimenterende end den musik, hun og Hazlewood udfoldede på lp-plader, der fik kultstatus.

Og så kunne den historie nemt ikke have været længere. Hun skrottede en b-filmkarriere, der aldrig havde taget fart, blev skilt, gift igen og blev mor og brugte tiden på at passe hus og hjem. Indtil hun i 1995 forsøgte et comeback med albummet ’One More Time’, der blev fulgt på vej med en næsten-nøgen serie i Playboy. 54 år gammel. Billederne solgte magasiner, men ikke plader.

Sangeren Morrissey havde længe været fan af hende, og da de havde været naboer i Los Angeles, var vejen ikke lang til et samarbejde. Resultatet kom i 2004 med et album, der bare bar hendes navn. Bono og The Edge fra U2, Jarvis Cocker, Peter Yorn og Little Steven var blandt bidragyderne til pladen, der kun blev et hit hos anmelderne.

For det brede publikum vil hun for altid gå klædt i de hvide popart-støvler, der ikke har bragt hende ud af stedet siden sidst i 60’erne. Som hendes far sang: »That’s life…«

PS: Frank Sinatra gjorde nærmest sangen om Nancy med det leende ansigt til sin, og troede, at Jimmy van Heusen havde skrevet den til Nancy. Det havde han ikke. Sangen, med tekst af Phil Silvers og Bill Burke, er faktisk skrevet som en fødselsdagshilsen til van Heusens kone, Bessie i 1942. De sang den til hendes party med så stor succes, at de genopførte den ved venner og bekendtes fødselsdagsfester. Dog udskiftede de navnet. Altså også til lille Nancys fødselsdag. Frank blev begejstret og ville straks indspille sangen. Forfatterne havde ingen interesse i at fortælle ham, hvordan tingene hang sammen…

Readmore  

Tom Jones tager stadig imod kys

Kommentarer slået fra

DET HAVDE IKKE været det samme, hvis en af de mest notoriske trussetyve i showbiz havde heddet Thomas Woodward, vel? Ikke desto mindre er det fødenavnet på den sanger, der også forsøgte sig som Tommy Scott, før hans nye manager omdøbte den walisiske baryton med tarzanslipset til Tom Jones, opkaldt efter den frivole, sexede gavtyv i Fieldings klassiske 1749-roman, som var et filmhit, da Tom Jones, sangeren, slog igennem. I morgen fylder han 70, men kvinderne kaster stadig assorteret lingeri op til ham, når han giver koncert.

Tom Woodward blev til Tom Jones, da verden tilhørte Beatles-generationen og den bløde mand var ved at blive født. Alligevel satte han sig igennem med sin maskuline røst og den soul’ede single, ’It’s Not Unusual’, på begge sider af Atlanten. Jones lød så sort som Levi Stubbs fra The Four Tops. Faktisk troede amerikanske dj’s, at Jones var sort, før de havde set et billede af ham.

Succesen fortsatte med filmmelodierne ’What’s New, Pussycat’ og ’Thunderball’ (fra James Bond-filmen af samme navn), men hans manager, Gordon Mills, var proaktiv. Han indså, at Jones ikke i længden kunne holde trit med den pop, der var ved at blive til rock. Han måtte forankres i noget mere blivende, ikke mindst af økonomiske grunde. Løsenet var country. Ved juletid 1966, samtidig med Beatles-lp’en ’Revolver’, forvandlede frækkerten sig til den gode svigersøn med sin smægtende tolkning af ’Green Green Grass Of Home’ – en sang, der før var blevet sunget af Jerry Lee Lewis, rockeren, der også tog på landet. Stilen videreudvikledes med ’I’ll Never Fall In Love Again,’ og Jones rendyrkede den med visse udsving (’She’s A Lady’ og ’Delilah’) helt over til Las Vegas, hvor han blev ven med Elvis og nød der nogle lukrative sæsoner til ind i 70’erne.

SIDEN FULGTE kunstnerisk magre år, men efter Mills’ død overtog Jones’ søn managerstolen. Han fik faderen til at indse, at selv laurbær kan visne, så Tom Jones genopdagede sin gamle begejstring for soulmusik og sang så i et tv-show sin tolkning af Prince-hittet ’Kiss’. Det så et medlem af synthpop-bandet Art of Noise, ringede og foreslog Jones, at han skulle begynde at spille moderne. Jones kastede sig hovedkulds ind i projektet, og sang sangen, så han både gjorde lidt grin med sin egen status og understregede en sexappeal, der ikke var blevet mindre med alderen.

Den Trevor Horn-producerede single kom ud i Art of Noises navn, solgte mere i Storbritannien end originalversionen, og gav Jones et nyt, niende liv.

I 1997 gjorde hans formue ham, ifølge magasinet Business Age, til tredjerigeste popstjerne i England, kun overgået af David Bowie og Paul McCartney. Tom Jones var blevet kult, men selv om han ikke formulerer sig intellektuelt om sin musik, fik han fornyet troværdighed som sanger. At der så kan være noget gimmick-agtigt over hans seneste plader, bl.a. med Wyclef Jean, rokker ikke ved indtrykket af en mand, der nok kigger sig i spejlet, men ikke ser på kalenderen. Han hviler sig i selv og er stadig i god form.

LIDT FOR GOD har hun somme tider syntes, Melinda, hans hustru gennem 50 år, som i perioder har levet en ikke uproblematisk skyggetilværelse. Trussetyven har nemlig noget at have sit tilnavn i. Tom Jones har gennem årene gjort sit for at leve op til romanheltens ry. Et uægte barn har en dna-test skaffet ham, og en del stjerner har gennem tiden vedgået deres forhold til ham, bl.a. Mary Wilson fra The Supremes, og endnu flere har gerne villet have et til manden, der engang blev – om jeg så må sige – udsat for omvendt hustruvold. Melinda, som ser ud til at kunne slå en proper nævne, gjorde netop dét. Tom Jones’ reaktion? »Jeg tog det som en mand.«

Han fejrer fødselsdagen med et nyt album, ’Praise and blame’. Her genopdager han sin veneration for gospel. Og fortolker bl.a. Bob Dylans ’What Good Am I’ med en ydmyg, Johnny Cash-lignende inderlighed, der vil komme bag på de fleste, og måske også Melinda.

Pressefoto 2009

Readmore  

Hold fingrene fra Henleys hits

1 Comment

I skrivende stund skændes de videre i Folketingets sæsonafslutningsdebat. Det kunne være opkvikkende, hvis et af de ærede medlemmer begyndte at synge sine meninger ud til tonerne af kendte danske rocksange. Vi taler ofte om, at dansk rock er så upolitisk, så her ville være en mulighed for at lade rocken indgå i den politiske virkelighed som andet end endnu et subsidieringsområde.

I USA har der altid været en tradition for at rocken blander sig i politik. De senere år mest som lydspor for det, vi opfatter som den amerikanske venstrefløj, selv om Obama vist nærmest, når det kommer til stykket, er en højre-liberal socialdemokrat. Det har dog ikke forhindret folk som Bruce Springsteen og Don Henley i at støtte ham aktivt.

Det omvendte har også været tilfældet, altså at politikerne blander sig i rocken: En række amerikanske politikere, bl.a. Reagan og Clinton, har jo således brugt rocknumre til kampagnesange. Med vekslende grad af godkendelse fra komponisterne. Senest har Jackson Browne fået rettens medhold i, at John McCain ulovligt brugte ‘Running On Empty’ under sit sidste præsidentvalgkamp. Sagen kom dog ikke til doms, men endte i forlig. Og en undskyldning og et hemmeligholdt antal dollars til Browne.

Sidste år besluttede den californiske, republikanske senator-kandidat Chuck DeVore så at sige at vende meningen om. Han fik som del af sin kampagne mod Obama & co. alias statens siddende demokratiske senator, Barbara Boxer, produceret nogle videoer, som han lagde ud på Youtube (de er nu trukket tilbage) Underlægningsmusikken til videoerne var af Don Henley, men – og det er her the tricky part starts – faktisk havde DeVore skrevet nye tekster til kendte sange som ‘Boys Of Summer’ og ‘All She Wants To Do Is Dance’.

Ifølge forfatningen er det, ligesom herhjemme, sådan at parodiering giver nogle videre rammer, når man taler krænkelse af ophavsret. DeVore hævdede naturligvis, at hans nye versioner, ‘Hope of November’ og All She Wants To Do Is Tax’ gjorde grin med sangene som sådan. Henley sagde, at hans copyright var blevet krænket, fordi DeVore misbrugte sangene i et andet ærinde, nemlig vendt mod Obama-fløjen. Med andre ord: Havde DeVore skrevet nye tekster, der kun hånede Henley, havde det været tilladt.

Distriktsdommer James Selna var, skriver Hollywood Reporter, enig med Don Henley i at der var tale om rent og skært tyveri af hans sange. Dommen var den første af sin slags. Og er vældig langhåret i sin skelnen mellem parodi og satire, men skal nok blive studeret af diverse kampagneledere.

Først til november i år skal Californien vælge senator. Mon ikke DeVore nu får en del at bokse med?

Foto: Jim Shea (Rhino Media)

Readmore  

Jo, Tom Robinson runder de 60

2 Comments

Da vi tog hjem fra Roskilde i 1979, var min kammerat og kollega, Ebbe Rossander, og jeg enige om, at vi havde set rockens fremtid. I dag er jeg ikke så sikker.

Det havde været en lidt tam festival. Jeff Beck forsøgte med stort held at underminere sit ry ved at spille sammen med pralerøvsbassisten Stanley Clarke, Bifrost holdt 70′ernes 60′er-ånd i live, Talking Heads introducerede overbevisende sig selv og 80′erne i solskin en flad eftermiddag. Shit & Chanel var et stort navn, Lost Kids var … nå ja, Lost Kids og Lindisfarne var et udenlandsk topnavn, men søndag aften lukkede og slukkede Orange Scene med Tom Robinson Band. Her kommer det med fremtiden ind.

Det blev en koncert af de sjældne og overraskende. Sjældent har jeg knyttet næverne i luften så meget. Og haft det sjovt med sange om, at det egentlig ikke er spor sjovt med undertrykkelse og diskrimination.

Tom Robinson Band kom i den grad ud over den ikke særligt høje rampe med punkens usødethed, en agitationsiver, der blandede Røde Mor og The Kinks (Ray Davies producerede debutalbummet) og et scenisk nærvær, der var en Bruce Springsteen værdig. Ikke ulig den nye danske gruppe Malurt, der i undergrunden på Nørrebro var ved at erklære Schlüter-regeringen ‘Kold krig’.

I den arbejdsgiverbetalte taxi hjem (det var dengang) skrålede Ebbe og jeg, to uhelbredeligt heteroseksuelle, videre på slagsangen ‘Glad To Be Gay’.

Siden blev Robinson og hans ganske lille band ved med at udsende plader, men ingen så overbevisende som albummet ‘Power in the darkness’, der var ment som en knytnæve lige i sylten på den nyvalgte premierminister Margaret Thatcher, men talentet viste sig mindre slidstærkt end retorikken.

I dag fylder han gudhjælpemig 60, han, der ellers så så ung og udødelig ud. Robinson, der er biseksuel (en pladetitel er ‘Having it both ways’) og nu gift (med en kvinde) og har to børn, er stadig fortaler for bøsser og lesbiske og modstander af generel uret mod enhver, folk og fæ, men musikalsk er der skruet ned. Istedet har han lavet en del radio, senest på lukningstruede BBC 6 Music. Og kører en uregelmæssig blog på The Guardian.

Men hver gang jeg – nu ikke længere i taxi – kører ud ad en motorvej , har Tom Robinson det med at nynne frem fra underbevidstheden:

2-4-6-8 ain’t never too late
Me and my radio truckin’ on thru the night
3-5-7-9 on a double white line
Motorway sun coming up with the morning light

I aften fejres han med en koncert, der naturligvis har fået overskriften ‘Glad to be grey’.
Readmore  

Jordemoder for The Beatles

2 Comments

En af de uopslidelige historier i Beatles-mytologien er den om, at en ung fyr ved navn Raymond Jones i efteråret 1961 i Liverpool efterspurgte en plade, som de dengang ikke slet så kendte bysbørn, The Beatles, lige skulle have udsendt. Brian Epstein, som bestyrede pladebutikken, kendte hverken den eller dem, og satte en ære i at finde ud af om det var rigtigt. Det var det, men det er historien ikke. Epstein kendte godt The Beatles. De hang ud i hans butik og var tit i et fanblad, han solgte. Til gengæld er det sandt, at han bestilte 200 eksemplarer hjem af pladen uden at der skete det store ved det. Til at begynde med.

For John, Paul, George og Pete – Ringo var endnu ikke med – var det største selve indspilningen. Den havde de en birolle i. Hovedrollen havde den i morgen 70-årige Tony Sheridan (billedet).

Han var jævnaldrende med Lennon, men en sand professionel i sammenligning. I England havde han som guitarist medvirket i ’Oh, Boy,’ et af de første egentlige popshows på tv. Faktisk var han den første, der spillede el-guitar live på britisk tv. Inden da havde han backet koryfæer som Conway Twitty og Lennon-forbillederne Gene Vincent og Eddie Cochran, når de turnerede i England. Han var med på den turne, hvor Cochran forulykkede fatalt i en trafikulykke.

Siden juni 1960 havde Sheridan spillet i Hamburg på The Top Ten Club. Beatlerne spillede i naboklubben Kaiserkeller. Sheridan var en kompetent, men også anarkistisk performer, der både diskuterede med og skændte på sit publikum og sit band. John Lennon var ret hurtig til at tage den stil op og kunne finde på at heile mod publikum, som han jævnligt titulerede »krauts«.

Sheridan var en kapabel Elvis-efterligner og et omvandrende rockopslagsværk. Paul McCartney refererer den dag i dag til ham som »the teacher«. Det var Sheridan, der gav The Beatles en lynintroduktion til gamle r&b-navne som Jimmy Reed, T-Bone Walker og John Lee Hooker, og selv fik Sheridan senere et hit med sin version af Bill Haleys ’Skinny Minnie’, der altid afsluttede hans koncerter ved seks-tiden om morgenen, ja, ofte kørte han over tiden, fordi han blev grebet af musikken.

»Han havde guitar-diarre,« husker en stamkunde. Intet forekom derfor beatlerne mere naturligt end at jamme med Sheridan, som oven i købet var en hyggelig fyr, når han da ikke var i sit slå-på-tæven humør – han havde, sagde George Harrison, både en for- og en bagside. Mens de jammede, glemte de, hvad der stod med småt i deres kontrakt. Den forbød dem at optræde andre steder end Kaiserkeller inden for en radius af fem kilometer.

Klubejeren Bruno Koschmider kunne ikke sidde kontraktbruddet overhørigt og blev ydermere irriteret, da The Beatles krævede, at de kom til at bo lige så menneskeligt som Sheridan. Ikke prangende, men bare så de ikke behøvede at sove, klæde om og have piger med hjem i det samme lurvede, vinduesløse rum.

Konkurrencen mellem spillestederne i Hamburg var benhård, og da Koschmider hørte rygter om, at ejeren af Top Ten Club havde viftet hans husorkester med et tilbud, satte han hælen i. Og opsagde kontrakten efter 58 aftener i Kaiserkeller. Hvad der derefter skete, fortaber sig i gode historier.

Der var snak om, at MCartney og Pete Best i ungdommeligt trods havde sat ild til et kondom ’hjemme’ på firesengsstuen, men bundlinjen var, at George Harrison var i Hamburg uden arbejdstilladelse. Og desuden var mindreårig. En eller anden fortalte det til myndighederne.

Så Harrison blev sendt retur til Liverpool den 30. november 1960. Dagen efter skete det samme for McCartney og Best. Godt nok blev en sigtelse for pyromani frafaldet, men et eksempel skulle statueres. Hjemvendte anede de ikke, hvad de skulle tage sig til, men genvandt lidt efter lidt momentum.

Den succes, de nu mødte på spillestederne i Liverpool, kom bag på dem, men bekræftede dem i, at nattelivet i Hamburg havde været hårdt, men gavnligt for sammenspilletheden, så i april 1961 returnerede de til Hamburg.

TONY SHERIDAN spillede stadig i Top Ten Club, og The Beatles akkompagnerede ham af og til. Beatles-bassisten Stuart Sutcliffe ville hellere være billedkunstner, så Paul overtog bassen. Hans svendeprøve stod i Friederich Ebert Halle 22. juni 1961, hvor The Beatles for første gang indspillede professionelt. Ikke alene, men som backing for Tony Sheridan.

I et brev til sin far og bror, dateret den 4. maj samme år, fortalte Paul McCartney, at The Beatles havde haft en VIP-tilskuer: »… her forleden aften kom en af Tysklands største rock & roll-stjerner ind i klubben … han hedder Tommy Kent, og han sagde, vi var det bedste band, han nogensinde havde hørt. Jeg håber, han mener det«.

Den besøgende var døbt Guntram Kühbeck, men det kunne man ikke hedde som popsanger. I 1958 var den Ib Mossin-blonde lægesøn blevet spottet som 16-årig af det tyske svar på Bent Fabricius-Bjerre, komponisten, kapelmesteren og produceren, Bert Kaempfert. Året efter nåede Guntram som Tommy Kent en fjerdeplads på den nationale hitliste med sangen ’Susie Darling’, og var i Hamburg for at indspille en ny single. Han var så småt begyndt at indstille sig på, at han havde fremtiden bag sig, i det mindste som popstjerne. Siden skulle han blive en anerkendt arkitekt.

Den aften i Top Ten Club så han nogle med fremtiden foran sig. Hans begejstring for Sheridan og især The Beatles fik hans producer til at tage med næste aften. Kent sang med på ’Be-Bop-A-Lula’, og Kaempfert lovede at vende tilbage. Han holdt sit ord.

I modsætning til Sheridan skrev The Beatles ikke kontrakt med Deutsche Grammofon, men med Kaempferts produktionsselskab. The Beatles ville modtage fem procent for det tyske pladesalg, og væsentlig mindre for salg i udlandet. John Lennon stod påført som autoriseret modtager af gruppens royalties. Endnu et lille skridt var taget på den lange vej til the toppermost.

I studiet, som var en koncertsal i en skole, stod lydteknikeren Karl Hinze med sin to-spors Telefunken båndoptager. »De repræsenterede noget nyt for os,« huskede han senere: »Det var højt, højt, højt!« Hidtil havde Hinze og hans slags indspillet sangstemmer med musik. Nu skulle de indspille musik med vokaler.

Det var aftalt, at man kun skulle forevige sange, som musikerne allerede havde på deres koncertrepertoire. En af dem var ’My Bonnie’, en skotsk folkevise. Ray Charles havde i 1958 udsat sangen for et jazzet, blues-arrangement, men de nuancer fandtes ikke i den lige-ud-på-dansegulvet version, Sheridan fik i kassen med The Beatles den 22. juni. Andre indspilninger var Jimmy Reed-nummeret ’Take Out Some Insurance On Me, Baby’, Sheridans egen ’Why’, Hank Snow-tåreperseren ’Nobody’s Child’, som senere Lonnie Donegan indspillede.

The Beatles fik overladt mikrofonen i  ’Ain’t She Sweet’, herhjemme gjort kendt af Leo Mathiesen, men Lennon brugte Gene Vincents version fra 1956 som reference. The Beatles’ opdatering er mere energisk end original.

Bandet gjorde da heller ikke noget blivende indtryk på Kaempfert. Han kastede sine penge efter Sheridan. ’My Bonnie’ udsendtes den 23. oktober 1961 som single i Vesttyskland med ’When The Saints…’ som b-side. The Beatles figurerer som »and The Beat Brothers« på etiketten. Halvandet år senere huskede Lennon i New Musical Express pladen som »a tremendous hit in Germany«. Han huskede forkert.

’My Bonnie’ entrer den officielle tyske hitliste i december som nr. 47. Måneden efter opnår den sin højeste placering som nr. 32, men den bliver et pænt lokalt hit i Hamburg, hvor den konkurrerer med Nana Mouskouri’s ’Weisse Rose Aus Athen’, ’Sauerkraut Polka’ med Gus Backus, amerikanske Connie Francis på tysk med ’Eine Insel Für Zwei’ og Kallman-koret med ’Elisabeth Serenade’.

Senere kom både ’My Bonnie’ og især The Beatles jo efter det. Og Tony Sheridan var sikret evigt kredsløb på nostalgimarkedet, hvor han stadig er efterspurgt.

Foto af Tony Sheridan 2007 af Rapidshot fra Panoramio.com

Denne tekst er et stærkt forkortet uddrag af et kapitel i min kommende krønike om The Beatles,
der udkommer på Gyldendal
til oktober.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top