Comeback for Cecilie

1 Comment

Det går op og ned i tv-vært-branchen. Først var Cecilie Frøkjær alles darling på morgen-tv, hun gjorde det med sit totale og stærkt fotogene nærvær til en svir at stå tidligt op, magtede som interviewer både det lette og det noget tungere i et vanskeligt regi. Siden holdt hun pause for så at styrte ud i en larmende fiasko, hvor hun løftede øjenbrynene alt for meget, skruede op for gestikken og råbte mere end hun lyttede i et show, der ikke fik seernes gunst.

Nu skal hun sige god aften til Danmark i programmet af samme navn. Hun afløser den skipperkække Mikkel Beha Erichsen, der igen afløser den skulderklappende Anders Breinholt som morgenmand på Go’morgen Danmark. Måske giver den faste tjans ham så mulighed at udvikle sin egen karakter. I stedet for bare at flytte fra program til program som en anden cykelvikar. Og Breinholt, ja, han skal være late night-vært, lidt ligesom sin sorte medspejder Anders Lund Madsen. Fantasifuldheden plager ikke dansk tv.

Taberen i rokaden er Kamilla Wahlsøe, som aldrig har overbevist om, at tv holder lige så meget af hende som hun af det. Nu glæder hun sig “til nye udfordringer på Nordisk Film TV”. Selvfølgelig gør hun det.

Heldigvis forbliver den p.t. barselsvikarierende Morten Resen og Ida Wohlert som de sande morgenfruer m/k.

Readmore  

Hvad blev der af Mik Schack?

5 Comments

Hvad blev der egentlig af Mik Schack, den chiliskarpe radiovært og kompromisløse tv-kok, der blev fyret fra Danmarks Radio efter 25 år som irriterende og inciterende enfant terrible? Jeg taler af erfaring, fordi jeg tidligt i 90′erne var programansvarlig for denne anti-autoritære charmør af grevelig æt. Det krævede sin chef, skulle jeg hilse og sige.

Jeg kom til at tænke på Schack, fordi DR2 i sidste uge fortalte historien om konservesdåsen. Det gjorde man første gang i 2007, så programmet var selv dåsemad, men det holdt til at blive åbnet igen. Ikke mindst som et aktuelt apropos til DR2’s vedholdenhed i at overbevise os om, at Anden Verdenskrig overgik både Tredive- og Hundredårskrigen i længde, for konserves blev netop opfundet på initiativ af en krigsherre, Napoleon. Jaka boven er, som det blev udtrykt, hans ansvar. Måske kaster det nyt lys over hans Waterloo, for dåseåbneren blev først opfundet små fyrre år senere.

På den led var der et væld af spøjse detaljer i det kun tyve minutter lange program, som sad lige i dåsen. I en Monty Python-inspireret scenografi oprulledes et stykke massekulturhistorie, vedkommende for enhver, der voksede op i 50’erne eller boede på kollegium i 70’erne, men også for de mange unge, som i dag er lykkeligt fri for at lade sig mætte af en dåsemenu af boller i karry (med ris), forloren skildpadde, ja, selv bønnespirer kom i hvidblik.

Rørende var det at se DR-klip fra anno dazumal, som med national stolthed og hvidkitlet pseudo-videnskabelighed berettede om dåsemad som gastronomisk hightech. Ja, en overgang var der ved grænsen en rullende kiosk, som solgte dansk mad – på dåse. Det var før Karoline mugede ud i vore maduvaner. Og sammenligningen mellem gullaschbaroner og yuppies kunne man selv tænke sig selv til, ligesom der var et kært gensyn med Ejnar Johansson, der kaldte Campbell-dåserne for Andy Warhols Mona Lisa. Den slags formidlere har passeret sidste salgsdato i nutidens tv. Desværre.

Og så er vi tilbage til start: Det samme gælder en ’take it or leave him’-type som Mik Schack. I et sekundkort klip fra 2004 opvarmede han, iført beskyttelseshjelm, en dåse tarteletfyld over en bunsenbrænder. Klippet fremstod som et skjult hint til den varmebehandling, DR nu om dage udsætter for mange af sine produkter for. Det fremmer som bekendt ikke vitaminrigdommen. Mik Schack ville ikke være en Jaka bov, så han er nu så sjælden og savnet som børn, der leger dåseskjul.

Vil man undgå abstinenser kan Schack ses på DK4. Og han betjener stadig sit vaskebræt sammen med Billy Cross og Flemming Ostermann. Velbekomme.

Nogen på DR må have det med ham ligesom jeg, for trods fyringen kan man stadig kigge hans madlavning efter i kortene her. Og vi der har smagt den i hans eget dagligstuelignende køkken (eller er det omvendt) ved, at her er en mand, der praktiserer velsmagende anarkistisk gastronomi.

Foto: Mogens Engelund/Wikipedia

Readmore  

Han er for ung til Charlie

4 Comments

Der findes et billede af de dengang helt ukendte Gasolin’ i Thylejren den lange, våde sommer 1970. Foran scenen flakser en ung, barfodet hippie rundt til deres musik så ukoordineret og livsglad som vi nu gjorde dengang, hvor vi var vilde med dans uden at kunne danse.

Hippien hed Søren Berlev, et år senere var han blevet trommeslager i Gasolin’ og i morgen fylder han 60, men har stadig brændstof nok på tanken til at holde mindet om Gasolin’ kørende i Søren Berlev Gas Show, hvor han med tyk heavy metal-accent bladrer i det sangkatalog, han selv var med til at gøre tidløst:

Berlev kom med i Gasolin’ lige før indspilningen af debutalbummet. Et par engelsksprogede singler var gået forud med Bjørn Uglebjerg på trommer. Han valgte at forlade Gasolin’, fordi hans væsen ikke harmonerede med den en-for-alle-alle-for-en-og-sig-selv-nok-stemning, der rådede i Gasolin’. Samtidig skændtes gruppen nærmest korporligt om, hvorvidt de nu skulle synge på engelsk eller dansk. I det slagsmål havnede unge Berlev i en træningslejr på Mors.

Producer Poul Bruun syntes, at det hele var ordgas, og besluttede, at albummet skulle være på dansk. Værsgo.

Det fik ingen grund til at fortryde. Og i Berlev havde de fået en trommeslager, der nok var bandets benjamin og som ikke i samme grad som Uglebjerg fyldte i det sociale samvær, men som havde ambitioner, ikke på egne, men på trommespillets vegne. Berlevs ofte dramatisk anlagte spil løftede faktisk Kim Larsens lejrbålssange til rock. Og de andre endte med at løfte i flok.

Ni plader og syv år senere var det slut. I hvert fald på papiret. Og da Berlev jo ikke var den, der havde skrevet flest sange, måtte han nu finde noget andet at bruge sin tid og ildhu på. Han, der ikke var født i København, men Nakskov, havde forladt Paltholmskolen i Farum efter syvende klasse, og siden havde han, bortset fra en kort flirt med glarmesterfaget, forsøgt at leve af den rock, han levede for.

Efter Gasolin’ drog han til USA og prøvede lykken med en reggaeinspireret trio, Wild Remain. Hjemvendt gik han, og Franz Beckerlee, med i Lone Kellermann-orkestret med det retvisende navn Christianshavns Blues Band. Siden har han sammen med bl.a. Den skaldede Kok rørt i gryderne i Midnight Blues, som effektivt og uden nykker har holdt bluesgløden ulmende. Og de senere år har Berlev så haft en del at lave med sit Gas Show uden at glemme sin anden store passion, maleriet.

I denne sæson af X Factor skulle deltagerne i et afsnit synge Gasolin-sange. Som trommeslager havde man meget apropos indkaldt Søren Berlev. Det var synd for sangerne, men da Berlev er en flink mand, lod han sig ikke mærke med, at han var den eneste med X Factor den aften.

Det kan godt være, han lyder kælenavnet ’Charlie’, men pensioneringen ligger ikke lige for.

Foto: Rudi Daugsch fra Flickr.

Omtalen står også i dagens Politiken.

Readmore  

Skønheden tabte 1-0

Kommentarer slået fra

Retfærdighed får aldrig meget spilletid i fodbold. Og selv om mit hjerte slog i dobbelttakt under Barcelonas belejring af Inters mål i aften, og selv om Messis langskud var gået ind mod en anden målmand end Julio Cesar, og selv om Messis lob til Bojan resulterede i et overplaceret hovedstød, og selv om samme Cesar burde være blevet vippet ud for nøl, og selv om frisparket til sidst var diskutabelt, er der ingen grund til at forklejne Inters indsats her til aften.

Med kun 10 spillere på holdet og 90.011 mod sig på Camp Nou var det en realpolitisk manøvre af de store at holde nullet så længe, at Barca-målet til sidst kun var kunstigt åndedræt, og dermed komme i CL-finalen mod Bayern München. Ucharmerende, ja, usympatiske, ja, effektive, ja, determinerede og fokuserede i forsvaret, ja i den grad.

Fodbold tilhører ikke altid kun de smukke. Det må Lionel Messi sande i aften. Og kan vi holde ud at se blærerøven Mourinho vinde? Nej, men vi må vænne os til det.

Illustration: Inter-spilleren Christian Chivu fuld fart frem, men han kan også løbe hurtigt tilbage.

Readmore  

Vi køber stadig mindre musik

3 Comments

Kunsten stiger ikke. Men salget af den bliver ved med at falde. I hvert fald den del af den, som fås på plade eller som download.

Pladebrancheorganisation IFPI offentliggør i dag nye tal, der viser et omsætningsfald på 7,2 procent – på verdensplan. Og det på et tidspunkt, hvor branchen ellers kunne glæde sig over, at salget på bl.a. det britiske marked er steget. Det batter bare ikke rigtigt, når de to største afsætningsområder, USA og Japan, viser markant vigende salg.

Omregnet til kroner betyder de 7,2 procent, at pladeselskaberne i 2009 omsatte for 95 mia. kroner. I det tal gemmer sig en stadig stigning af det digitale salg, der nu har en værdi af ca. 25 mia. kroner. Eller en fjerdedel af den samlede omsætning. Det skal der nok være nogle, der ser som den rigtige vej.

Årsagen til det generelle globale fald mener IFPI – måske ikke overraskende – at kunne finde i piratkopiering. Utvivlsomt, men man kunne også ymte noget om musikalsk uniformering, for mange og for mange ufokuserede udgivelser for slet ikke at tale om pladeforretningernes dødsrallen. Mens vi tænker over, om det er hønen eller ægget, kan vi kigge på den liste over sidste års globale bestsellere, som IFPI samtidig har præsenteret:

1: Susan Boyle: ‘I Dreamed A Dream’
2: Black Eyed Peas: ‘The E.N.D.(The Energy Never Dies)’
3: Michael Jackson: ‘This Is It’
4: Taylor Swift: ‘Fearless’
5: Lady Gaga: ‘The Fame’
6: Michael Bublé: ‘Crazy Love’
7: U2: ‘No Line on the Horizon’
8: Michael Jackson: ‘Thriller’
9: Michael Jackson: ‘Number Ones’
10: Andrea Bocelli: ‘My Christmas’

Vi lader titlerne stå et øjeblik.

Readmore  

Det kører for Jay Leno

Kommentarer slået fra

Set udefra ligner amerikansk talkshow-tv en andegård, hvor grotesk overbetalte, forfængelige egoer ikke kun kæmper om seerne, men om at få de samme kendisser placeret i sofaen til glæde for programsponsorerne og dermed i sidste ende for værtens bankkonto. Slagmarken er placeret omkring midnat, og en af de mest udholdende aktører er Jay Leno, som i dag fylder 60 midt i noget, der ligner tv-historiens mest omtalte comeback. Vel at mærke uden at stryge filmstjerner med håret. Som Leno har sagt, så »siges det, at fostret ikke kan eksistere løsrevet fra dets moder. Logisk må mange mennesker i Hollywood så juridisk set være døde…«

I september 2009 blev Lenos stol i ’The Tonight Show’ overtaget af Conan O’Brien, og Leno selv flyttet frem til kl. 22 med ’The Jay Leno Show’. Øvelsen var enkel, men indviklet, og handlede om seertal og den afledte effekt af disse på nyhedsudsendelserne. Seertallene var ikke med nogle af værterne, og O’Brien tabte magtkampen i NBC’s korridorer. Leno fik sit gamle tidspunkt tilbage, lige over for den evige rival David Letterman, O’Brien blev tilbudt Lenos før-midnat tidspunkt, men sagde nej og kunne indkassere 32 mio. dollars i aftrædelsessum, og Lenos show kom igen til at hedde ’The Tonight Show.’ Er De forvirret? Det er den amerikanske offentlighed til gengæld ikke. Derovre e-l-s-k-e-r man tv i almindelighed og tv-stjerner i særdeleshed.

Derfor er de dyrest betalte værter ofte lige så kendte som de berømtheder, de interviewer. Sådan har det været siden Johnny Carson skabte prototypen på en vært med sit aftenshow. Han bød velkommen i 30 år. Da han gik af, troede David Letterman, at det bare var en formssag, at en ny legende skulle afløse den afgående.

Han havde om jeg så må sige gjort regning uden vært.

Jay Leno, som havde fået skærpet sine pointer og sin situationsfornemmelse som konstant turnerende standup-komiker, havde nemlig fået samme ide. Og da han tilmed havde holdt sig til og bl.a. fungeret som medvært for Carson, kom det kun bag på Letterman, at valget som Carsons afløser i 1992 faldt på Jay Leno.

Siden er han hver hverdagsaften blevet set af fire-fem millioner seere, alene i USA. Showet syndikeres til alverdens lande, og kan herhjemme ses på TV3+. Undervejs har Leno rejst nogle milepæle i det, der kaldes late night-branchen. F.eks var han den første vært, der havde en regerende præsident i stolen (Obama). Se eller gense de 25 minutter her.

Man kan indvende, at kun fintælling afgør forskellen på ham og Letterman. Vel er deres show opbygget næsten ens om end Letterman har et sejere band, men Leno er mindre selvbevidst, lidt mere moderne og skødesløs og en hel del frækkere, ikke mindst i valget af medværter. I Ross Mathews alias ’Ross the intern’ har han et fund af en selvkarikerende bøsse, der går ud i marken og spørger ’dumt’. Det kommer der tit ret klogt tv ud af på grinebidermåden. Anders Lund Madsen ville ønske, han havde råd til Ross.

I 1987 kom en grinende Jay Leno på forsiden af magasinet People med sit karakteristiske hageparti, der bringer ham i slægt med den svenske prinsesse Victoria. Billedet var forsynet med overskriften ‘The sexiest man alive- og underteksten: ‘Just kidding…’ En ting har foreløbig adskilt Leno fra Letterman: Man har ikke kunnet gribe ham i en sexskandale. Den inkarnerede ikke-rygende og ikke-drikkende luksusbilsamler, der stadig stand-up’er 100 gange om året, er på tredivte år trofast gift med Mavis, som han blev interesseret i, da hun som tilskuer ved en af hans optrædener som en af de få i salen lo ad alle hans jokes på de rigtige tidspunkter.

Det er hun ikke længere ene om.

Foto: General Motors

Denne artikel står også at læse i Politiken onsdag.

Readmore  

Noma, Noma så kom den dag…

4 Comments

Her er London, her er London: Det forlyder i disse minutter, at den forsamlede molekylær-gastronomiske elite har overgivet sig til det nye nordiske køkken. Restaurant Noma på Christianshavn er netop blevet kåret til verdensmester i avanceret kogekunst foran de senere års ellers urørlige champ, elBulli i Barcelona, restauranternes fusionerede svar på Real Madrid og FC Barcelona.

Vi kipper med kniv og gaffel og dessertske for René Redzepi og hans hold. Redzepi er som måske bekendt kokken, der til sammenligning får Wassim Hallal i Helvedets Køkken til at ligne en kantinebestyrer på valium. Redzepi behandler sine råvarer bedre end han behandler sine medarbejdere, fremgik det i hvert fald af et tv-portræt for et par år siden, men mad kan han lave. Og da kokke tilsyneladende har et selvplagerisk gen, har han ikke problemer med at skaffe personale.

Ambitionsniveauet og priserne går hånd i hånd i hans butik. Målsætningen er befriende udansk i sin mangel på ydmyghed over for alt andet end maden. Som der står på hjemmesiden: “I sin yderste konsekvens ser vi det som vores udfordring at medvirke til en genrejsning af det nordiske køkken, så det favner det Nordatlantiske, og med sin velsmag og regionale egenart lyser op i verden”. Man mere end aner den Claus Meyerske retorik. Han er medopfinder af konceptet. Og medejer.

Store ord til stor mad. Selv har jeg kun spist der en gang og jeg betalte naturligvis ikke selv, men havde inviteret en forvænt fransk forretningsforbindelse. Han lod den indre tricolore hænge på halv stang efter at have smagt det ny-norrøne køkken.

Det er tre-fire år siden nu, før al hypen, og jeg kan stadig huske i detaljer, hvad vi fik, men også huske fornemmelsen af at være med i skjult kamera. Tager de pis på os eller skal det være sådan?

F.eks. var der til moskusoksetataren (det grønlandske islæt) intet bestik. Meningen var, at man skulle spise den med fingrene. Lune brødstykker ankom indpakket i tilsnørede læderpakker, smagte godt, men havde de ikke også gjort det i en brødkurv? Jeg ved det ikke og det er det, der er det fascinerende ved Noma. Og hvor får man om jeg så må sige stukket en skærekniv ud i læderskede til at skære hovedretten ud med? Uden at det bliver Vikingespillene i Frederikssund. For slet ikke at tale om en dessert bestående af øllebrød, som vor mor ikke kunne have drømt om at lave endsige spise den, men det var menuens bedste ret. Luftig og tung på samme tid. Og så har jeg slet ikke nævnt mælkeskindet. I 50′erne var det den slags, der lå ovenpå mælken på varme sommerdage og som vi tog af, mens vi sagde ‘bvadr’.

Nu spiser vi det sgu. Det er fandeme godt gået, René.

Og flere dage efter glædede jeg mig, når jeg kunne mærke, at en bøvs pressede sig på. Den smagte nemlig af mere.

Mens du sparer sammen til et besøg, kan du læse dette portræt af René Redzepi, skrevet af den mest velskrivende danske gastroskribent, Søren Frank, som engang for mange redaktørattesterede restaurantregninger siden skrev om nyrock i MM. Dengang tog vi selv mad med på arbejdet:-)

Kommunikationsforum lavede efter tv-udsendelsen denne analyse af medarbejderplejen i Noma. Læs mere her.

Readmore  

Den første danske guitargud

2 Comments

Amerikanske hitlister var ikke paratviden herhjemme i 1961. Vi havde nok i vores eget. Så først senere gik betydningen af datoen 3. april op for den hjemlige musikbranche. Den dag var The Marcels nummer et i USA med ’Blue Moon’, som havde vippet Elvis og ’Surrender’ ned til en tredjeplads. Et par pladser nede kæmpede Shirelles for at holde sig i feltet med ’Dedicated to the one I love’, men set med danske øjne var det vigtigere at se Jørgen Ingmann på andenpladsen med ’Apache,’ et instrumentalstykke, The Shadows havde hittet med i Europa.

Vi skal helt frem til en syvendeplads for ’Barbie Girl’ i 1997 for at opleve noget, der på den måde modsvarer Jørgen Ingmann (i modsætning til hvad mange tror blev Bent Fabric ikke nr. 1 med ‘Alley cat’ året efter, ‘kun’ nr. 7, men den vandt til gengæld en Grammy). Dermed er denne generte guitarelegantier sat i musikhistorisk perspektiv. I dag runder han 85 i stilhed. Man skal altså ikke forvente ham som ’hemmelig’ gæst ved den Grethe & Jørgen Ingmann-forestilling, der p.t. kører i Tivoli. Allerede i 1984 blev Gibson-guitaren hængt op på væggen. Han havde fået nok. Ikke mindst af den fortærende sceneskræk, der var med til at forkorte og formindske den komfortable karriere, ’Ingmænnerne’ ellers kunne have fået efter at have vundet Melodi Grand Prix med ’Dansevise’ i 1963.

Ingen af de mange danserestaurantgæster, der i efterkrigstidsårene nød Ingmanns Charlie Christian-inspirerede spil kunne have forudset hans modvillige popsucces. Mindst af alle ham selv.

Efter realeksamen i 1941 blev Ingmann piccolo hos musikforlaget Wilhelm Hansen og derpå kontorelev hos F. Bording, et af tidens største trykkerier. Han sparede op, og investerede 45 kroner i en guitar. Som barn havde han lært at begå sig på en violin, og da han tog et kursus i klaverspil stod han teknisk bedre rustet end de fleste. Musiker og musiker imellem begyndte man at tale om hans talent for at forene melodi og improvisation. Bent Fabricius-Bjerre var en af de første, der spottede ham. Det samme gjorde Børge Roger-Henrichsen. Få uger uger før læretiden udløb tilbød han ham et tre måneders job i Randers. Jørgens far kunne ikke forstå, at sønnen sagde ja. Og tak tilmed.

Dermed fik Ingmann et visitkort, som fik Mr. Swing King til at ringe. Fra september 1948 til oktober 1958 var han med i Sven Asmussens Kvintet. Gradvist skiftede han klangideal. Fra Charlie Christian til Les Paul, der lagde navn til guitaren af samme navn. Ingmann var mystificeret af Pauls tonesprog, og nørden i ham satte sig for at afkode det. Han begyndte at trickindspille. I dag lyder det af ingen ting, men dengang krævede det, at man ikke kun skulle være god på en guitar – man skulle være mindst lige så god med en båndoptager. Sammen med civilingeniøren og studieejeren Philip Foss udviklede Ingmann en rumklangsenhed, der kunne forsinke klangene. Effekten kan høres på en række af de mange numre, han indspillede fra midt-50’erne og frem.

Den del af Ingmanns musikalske virke holdt han gang i, selv da han og hustruen oplevede størst efterspørgsel, og de indspilninger danner rygraden i det minutiøst dækkende bokssæt, der kom for fem år siden.

I 1975 blev han og Grethe skilt. Skilsmissen gjorde ikke noget godt for nogen af dem. Der var flere vandpytter end solstrejf. Ingmann blev indspilningschef for Fabricius-Bjerres selskab Metronome og påbegyndte en endeløs strøm af plader. De hed ’Jørgen Ingmanns Hitparade’, men burde have heddet ’Jørgen Ingmanns Lydtapet’. Samtidig var han gæstestjerne på Johnny Reimars turneer, men når spotlightet blev slukket var det svært at tro, at den lille mand, der sad og hang ovre i hjørnet, engang havde været højere placeret på hitlisten end Elvis Presley. Hans faglige stolthed må have været hårdt såret, og selvpensioneringen kan ikke have været et svært valg.

Da Jørgen Ingmann fyldte 80, fortalte han Se & Hørs læsere, at han havde skiftet guitarplektret ud med en pensel og malede abstrakt kunst, og i øvrigt finder livet ”pragtfuldt” med to børn og fire børnebørn.

Illustration fra www.cykelkurt.com

Denne artikel stod først at læse i Politiken 25.4.

Readmore  

Kurt Wallander var ikke hjemme

2 Comments

Egentlig skulle La signora og jeg have været til Bologna, men den påståede askesky sendte os i stedet til Skåne. Ikke at vi havde noget imod det, dér findes også glimrende italienske restauranter, men det er lige som ikke helt det samme. Nu hjælper det, at vi betragter os selv som kendere og elskere af Malmö, hvortil vi er taget på weekendture, også før det ikke var til at mase sig frem for danskere med flade a’er.

Så Malmö blev det og Hotel Savoy igenigen, stedet hvor både Lenin og Ulf Lundell har overnattet.

Som en bonus forærede vi os selv en togtur til Ystad, byen, hvor Henning Mankell bor (når han ikke bor i Maputo) og har skabt sin romanfigur Kurt Wallander. Her i huset er vi ret vilde med Krister Henrikssons og co.’s gestaltning af Wallander, og det lidt ældre segment af familien (mig) har en nostalgisk svaghed for Rolf Lassgårds mere romantro udgave af Wallander, så hvorfor skulle vi ikke være vilde med Ystad?

Efter 50 minutter i den lyslilla rædsel, der kaldes Pågatoget, indtog vi Ystad under høj, solbeskinnet himmel. Når man fratrækker de lidt for mange thai take-aways er det det, min mormor ville have kaldt en yndig by: Bindingsværk, gråbrødrekloster og gadekær og den slags. Gammeldansk med andre ord.

Undtagen de steder, hvor den mest lignede Frederiksværk. Og Wallander-afficinados kan om sommeren komme på op til flere ture både i byen og oplandet, hvor man besøger åstederne fra bøgerne. Det fandt vi ud af på turistkontoret på torvet, hvor der ikke hænger det svenske kongepar på væggen, men fotos af Mankell og Henriksson.

Vi blev kun guidet af os selv, men så da Mariagaten 10, hvor Wallander skyller tristessen ned med single malt og opera (længst nede i gaden, t.v. ved den gule karnap). Og om hvert andet  hjørne forventede vi at løbe ind i Linda og Stefan. Istedet mødte vi en del svenske hattedamer og ret mange pensionister, men flere blå stedmoderblomster end blå blink.

Ystad sover, når det ikke er sommer. Det behøvede vi ingen retsmediciner Nyberg for at opklare, men hyggeligt var det, og en smuttur værd.

Billeder bl.a. fra www.willyerland.com

Readmore  

Lidt af en laban

1 Comment

Man kan både lave og overleve en landeplage, bare man selv undgår at blive bidt af den. Det kan Ivan Pedersen tale med om. I dag fylder han 60, og selv om han som halvdelen af Laban med ”Hvor ska’ vi sove i nat” i marts 1982 brød et dansktoptabu om ikke at synge direkte om sex og samtidig belejrede hitlistetoppen, ja, så undgik Pedersen at blive stigmatiseret af poppen.

Her, mange døgnfluer senere, fremstår han som fornuftens alt andet end kedelige fortaler i rockbranchen. Med sine 1.93 og klare stemmeføring rager han op som formand for Kodas råd, en position, han bl.a. har nået, fordi han altid har stået ved det, han lavede.

Laban, som netop er blevet blåstemplet med et bokssæt, begyndte livet i repertoirechef Cai Leitners krøllede hjerne. Han havde rettigheder til schlageren ’Sarà perché ti amo’, samt en sangerinde, der savnede nye udfordringer og en nordjysk antiheltetenor, som hele tiden kom rendende og efterspurgte arbejde. Leitner satte tenoren til at skrive en dansk tekst og fik ham til at synge den sammen med Lecia Jønsson. Resten er millionsælgende musikhistorie. Se den udfolde sig her.

Da ingen forventede sig spor, udsendtes singlen i anonymiseret indpakning. Ivan Pedersen sejlede derpå til Norge og retur med Oslo-båden for et månedlangt engagement sammen med en pianist. De tog ’Hvor ska’ vi sove i nat’ på repertoiret og måtte skrive mange autografer, fordi Ivan lød næsten lige så godt som ham på pladen … Når Ivan havde landlov, færdiggjorde han med Lecia det album, singlehittet fordrede.

Ivan Pedersen tog det dog roligt. Han havde nemlig tidligere været lige ved og næsten. I 70’erne blev den Salling-fødte sanger verdensberømt i Nordjylland som syngende trommeslager i McKinleys. Han kunne synge Four Seasons, Queen, Turtles, Eagles og Beach Boys og samtidig være på stikkerne, men selv om han, og en række af de andre i gruppen, hævdede at studere ved Århus Universitet var de ikke progressive nok til tidens rockmiljø.

Ironisk nok oplevede McKinleys at blive hørt af flest, da de i 1980 blev nr. tre i Melodi Grand Prix, samme år Bamse fik en lille båd til at gynge. De sang den atypiske ”Robin Hood”, og bandet var da de facto opløst efter fem albums med støt stigende salg. Undervejs havde de skrevet jingler til Jolly Cola og Esso (”Put en tiger i tanken”), men havde ikke gjort reklame nok for sig selv. Desuden var de jo jyder. Gnags kunne fortælle samme historie om hyret med at få anmelderne i tale.

Da Laban i 1988 stemplede ud efter som svanesang at have været placeret på den amerikanske hitliste, vendte Ivan Pedersen tilbage til sine rødder. Han sang sammen med Henning Stærk kor for den ukendte Poul Krebs sideløbende med at han kom med i Moonjam, en umage konstellation, som begge parter havde gavn af.

I 1990 lavede Ivan Pedersen sit eget studie med sangskriverpartneren Søren Jacobsen, tjente til terminen med korarbejde, der ikke bare sagde juhu, og begyndte på politisk fagligt arbejde i Danske Populærautorer, fordi han fik knækket sangskrivningskoden effektivt. Det takker bl.a. Esther Brohus ham for den dag i dag.

Genoptagelsen af kærlighedsforholdet til den mere rodfæstede del af rocken førte til dannelsen af det fortsat aktive band Backseat, OL i Atlanta-hittet ’No. 1 in your heart’ og en – for nogle – overraskende Grammy som ’Årets bedste sanger’ i 1996. Alt sammen gav det rygstød til en solokarriere, der efter årtusindskiftet har udløst to albums af selvbiografisk snit, ’Monogram’ og ’Udenfor nummer men venligt stemt’. Begge i minefeltet mellem voksenrock og dansktop. Dér færdes ingen mere sikkert og modigt end Ivan Pedersen.

Han er alt andet end »half a man«, for nu at citere en af hans største ballader.

Pressefoto af Gorm Valentin fra www.ivanpedersen.com.
I øvrigt et af de bedste danske af slagsen, bestyret af hustruen Jytte Poulsen.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top