I et år hed guitarkongen Peter

Kommentarer slået fra

I en kort, men indbringende periode i 70’erne var Peter Frampton stadionrockens konge. Han kunne i 1975 kalde sig ikke bare Peter den Store, men den Største. Hans dobbelte livealbum ’Comes alive’ gjorde netop dèt og var med sine 16 mio. solgte eksemplarer længe det bedst sælgende af slagsen overhovedet. Siden har han haft det svært, undtagen nede i banken.

Men den i morgen 60-årige Frampton var ikke en nyudklækket døgnflue. Så tidligt som 1968 var han anfører for The Herd, et popband med psykedelisk rockfernis, som hittede med ’From the underworld’ og ’I don’t want our loving to die’, og Frampton blev kåret som ’Årets ansigt’. Ivrig efter at vise andre sider af sig selv dannede han og Steve Marriott (fra Small Faces) Humble Pie. Trods kritikerros og en loyal fanskare blev potentialet aldrig forløst.

Efter at have gæstemusiceret, bl.a. på George Harrisons ’All things must pass’, solodebuterede Frampton i 1972, og turnerede derpå flittigt uden at øge pladesalget. Det var derfor godt tænkt at ville fastholde magien, og dermed Framptons guitarspil via en såkaldt talk box, på et livealbum. Som der stod i annoncerne: I hans naturlige miljø, den biotop, der går under navnet ‘koncertsalen’.

Gennembruddet kom bag på ham, som ellers havde indstillet sig på den forbandelse, det var at være en god guitarist, fanget i et teenageidols krop, som Allmusic.com har udtrykt det.

Lige så overnaturligt vellykket 1975 må have virket på ham lige så ubegribeligt forfærdelig må 1978 stå for ham. Efter en lunken modtagelse af efterfølgeren til livealbummet medvirkede han i filmatiseringen af ’Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band’, et af historiens største filmflop. Han kørte galt, og kæresten slog op. Inden året var omme kunne han føje et kortvarigt stofmisbrug til sit c.v.

Siden har Frampton forsøgt at løbe fra sit ry. Ved at spille med skolekammeraten David Bowie, og i Bill Wyman og Ringo Starrs bands. Samtidig har han forsvaret guitarist-æren på spillesteder, en del mindre end de stadions, han engang fyldte. Et nyt album er lige om hjørnet, og at dømme efter turnéoversigten snakker koncertarrangører stadig om ham og hans talk box.

Capac skriver om det nye album her.

Readmore  

Han fik dansk rock til at lette

9 Comments

Der er navne på den danske rockscene, man savner mere end andre. Cy Nicklin, som i morgen fylder 70, er en af dem. Før nogen vidste hvem Billy Cross var, var det englænderen Cy Nicklin, som gav den dengang noget fodslæbende danske rock et internationalt løft.

Sammen med den ufrivilligt eksilerede franske desertør Robert Lelievre og skuespilleraspiranten og sangeren Maia Aarskov (med svaghed for slaviske harmonikarytmer) dannede han i 1965 en trio, som de meget passende kaldte Cy, Maia & Robert. Det var midt i transformationen fra pigtråd til beatmusik, og avantgarden i miljøet havde hørt om Bob Dylan, men langt fra alle havde faktisk hørt ham. Det havde Cy Nicklin. Og efter en mere traditionelt folkemusikpræget debut-lp ‘On the scene’ udgav Cy, Maia & Robert i Sgt. Pepper-året 1967 det ambitiøse, genreblandende album ‘Out of our times’:

I et krydsfelt mellem Kingston Trio, The Byrds, cool jazz, Crosby, Stills & Nash og Fairport Convention og sig selv skabte trioen en plade, som både var midt i tiden og uden for den. Produceret af Gustav Winckler, mine damer og herre. Den hvide måge lettede.

Det er en af de fem danske plader, jeg ville tage med til en øde ø. Den er ikke bare god målt med lokale alen. Bittert og ubegribeligt at tænke på, at den endnu ikke er blevet genudgivet på cd, selv om musikken findes renset og digitaliseret som nyfødt et eller andet sted på en glemt hylde på pladeselskabet Universal. Det er intet mindre end en kulturel undladelsessynd.

Udlandsgennembruddet var vist kun mundsvejr og trioen sled på hinanden. Kort før jul 1967 gik de hver til sit. Aarskov fortsatte ad skuespillervejen, Lelievre tog til London og indspillede med bl.a. John McLaughlin et aborteret soloalbum før han vendte tilbage til Danmark. Først for at arbejde kortvarigt med Cy i High Crossfield. Siden kæmpede han med sit tungsind og sin musikalske originalitet i bandet Pan, før han begik selvmord i 1973.

Da havde Cy Nicklin nyetableret sig på den danske scene. Folkemusikken lå stadig som en klangbund i hans musik, men navne som Strawbs og Jefferson Airplane var en tydelig inspiration i bandet Day of Phoenix, som var en udløber af rhythm & blues-bandet The Maniacs – en slags husorkester på mit gymnasium, Schneekloths Skole. Day of Phoenix med Cy udgav den meget fine single ‘Tell me/I think it’s going to rain today – Randy Newman-nummeret, men der var lidt for mange kokke, så via High Crossfield dannede Cy i det sene efterår 1969 Culpeper’s Orchard. Kernen i første fase af bandet var ham, guitaristen Nils Henriksen og den omskolede jazzbassist Michael Friis. Debutalbummet er et mesterværk. Punktum. Knapt så overbevisende originalt er den mere soulprægede opfølger fra 1972 ‘Second Sight’ før mellemspillet ‘Going for a song’ med bl.a. den senere klyde, Tom McEwan på meget hørbare trommer.

Nicklins trang til musikalske udfordringer førte i 1977 til den selvfinansierede lp, ‘All dressed up and nowhere to go’. Titlen blev ufrivilligt selvprofetisk, for med en ung Morten Kærså som et gnistrende keyboardtalent og smækre melodier hører pladen til en af dem, man også gerne så genudsendt. Dengang blev den begravet i anmelderroser, men lagde sig nok for ubestemmeligt mellem Culpeper-stampublikummet og den gryende jazzrock, som tiltalte Cy Nicklin endnu mere. Han ville ikke ende som et hippielevn.

Sammen med Michael Friis og ikke mindst Kenneth Knudsen prøvede han at finde ind til en mening med musikken i bandet Anima, først som lydhør lydmand, siden som sanger med dette kraftfulde, men lyriske svæv, der er hans særkende. Det var smukt, særegent og aldeles usælgeligt. Sideløbende havde Nicklin høstet så mange erfaringer bag mixerpulten, at han etablerede sig som producer. Det nød en ung, ukendt gruppe ved navn TV-2 godt af. Han var med til at gøree Steffen Brandts Toyota fantastisk og verden vidunderlig, og før der gik hamsterrock i News lød de faktisk som et nyrockband, takket være Nicklin.

De seneste mange år har Cy Nicklin arbejdet som klangarkitekt, bl.a. for Palle Mikkelborg. Og i 12 år var han meget mere end en lydmand for Erik Moseholms EU-støttede kærlighedsprojekt, European Jazz Orchestra.

På Culpeper-videoen her, fra en eller anden forblæst dansk 70′er-festival, kan man i baggrunden blandt de mange mennesker, der altid fandtes på scenen dengang, se en fyr med solbriller. Det er Cys broder Gary, som selv fik sig lidt af et navn som tekstforfatter og lydtekniker.

Cy Nicklin har fået opkaldt et dansk band efter sig: Cy.

Jeg interviewede i 1977 Cy Nicklin om bl.a. hans baggrund og Cy, Maia & Roberts musik og grunden til deres opløsning. Læs mere her.

Readmore  

Skål for tanketomheden

Kommentarer slået fra

Journalistisk bliver skjult kamera tit mere et mål end et middel. Derfor har vi heldigvis domstolene til at regulere anvendelsen. Omvendt er det til at forstå, at journalister retter ryggen, når en retsinstans underkender en anden og godkender redskabet. Som nu i historien om behandlingscentret Møllen, der med et lille års forsinkelse kørte for åbent eller rettere skjult kamera i 21 Søndag, fordi Højesteret har vurderet, at afdækningen har ”væsentlig samfundsmæssig interesse«.

»Det er eddermaneme en vigtig afgørelse, for det … handler også om mulighederne for generelt at lave undersøgende journalistik,« har DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup jublet til fagbladet ’Journalisten’.

Han har nok ret, for Møllen fremstod som et dubiøst foretagende, der med slesk tale og magtens psykologi overtaler alkoholikere til behandling, og dèt på et tidspiunkt, hvor de ikke selv ved, hvad der er op eller ned i deres liv. Læg dertil ulovlig medicinering, uansvarlig patienttransport og dyre efterregninger, og vi fik på den staveplademaner, nogen kalder dybdeborende, fremkaldt et billede af det, et tidligere ’offer’ benævnte en pengemaskine.

Lederen Erik Zinck slap heller ikke for godt fra Reimer Bos udspørgen. Foreholdt uregelmæssigheder brugte Zinck det mest slidte trick i bogen: Beklagelse og den pågældende er ikke længere ansat. Omvendt havde DR i sin sejrsrus ikke plads til at afdække, om Møllen faktisk formår at behandle alkoholikere. Den valgte vinkling tillod ikke nuancer. Tankevækkende, især når samme Haagerup har meldt ud, at DR’s nyheder ikke skal ligne tabloidhistorier.

Det budskab blev sat i tragikomisk relief, da man lige i halen på indslaget bragte en solstrålehistorie om et fynsk bryggeri, der fejrede jubilæum. Det blev en ubetalelig reklameblok, hvor vi fik at vide, at brygmesteren tog sin første øl ved halvsyvtiden om morgenen, og hvor der var gratis ’køreøl’ til stalddørskunderne. ‘Tanketom’ er et tomt ord at bruge om dén redaktionelle disposition. Det behøver man hverken være alkoholiker eller pårørende til en sådan for at have svært ved at få til at glide ned.

Skål!

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens Politiken

Readmore  

Gitte fænger

Kommentarer slået fra

Der har sikkert været mere end et tidspunkt, hvor Gitte Naur forbandede, at skæbnen havde maget det, så hun skulle skabe sig en karriere i netop de år, hvor Sanne Salomonsen satte en ny standard for danske sangerinder. Naur, som i dag fylder 50, kom dog hurtigt over, at hendes band, News, først i 80’erne tabte kampen om gymnasieelevernes gunst til Sneakers. Selv fortsatte hun med at synge, så det tit var en bedre sag værdig.

I stedet for at blive ædt/typecastet af showbiz har Naur nu i næsten 30 år færdedes trygt i den utrygge freelance-jungle med sit talent, sin diskussionslyst og sit utrættelige engagement som de macheteknive, der har banet vejen for hende. Selv når det gik mest op ad bakke.

Efter to plader med News flaksede hun lidt rundt, men Søs Fenger tog hendes plads. Naur klippede film (bl.a. ’Isfugle’) og sang kor. Blandt andet for datidens største succes, Rugsted & Kreutzfeldt, og var en kort overgang med i Tøsedrengene, og var en af dem, der faldt mindst igennem i musicalen ’Frit Fald’ i 1982. Året efter lagde hun stemme til skuespilleren Nonny Sand i filmatiseringen af ’De Uanstændige’, men blev mere og mere synlig på den mere hemmelige del af den københavnske teaterscene. Ikke mindst til tekster af Erik Thygesen, og som del af gruppen En Over En Under genopdyrkede hun den næsten glemte cabaretscene med forestillinger, bygget over sange af John Lennon, C.V. Jørgensen og Sebastian samt senere Elisabeth.

Smør på brødet skaffede hun sig bl.a. ved at lægge stemme til reklamefilm (Sig Jolly til din cola i midt-90’erne) og synge kor, hvor der nu var brug for en, der ikke bare lirede teksten af, men sang den, som om hun selv havde skrevet den. Intet under at Naur også i en lang periode var en skattet sang-coach, bl.a. på Det kgl. Teater.

Der er nok blevet lidt længere mellem de store opgaver, men at hun fortsat kan udfylde dem, så man, da hun i efteråret 2009 på Taastrup Teater overbeviste i dobbeltrollen som Aslaug og den voksne Siri i Sebastian-musicalen ’Jernbyrd’.

En egentlig soloplade mangler sært nok stadig på hendes c.v. Første skridt til den tog hun måske i 2007 med den Ivan Pedersen-komponerede single ’Arachosia’, hvor Naur synger sammen med kurderen Hali Jafar, så politik rimer på poesi.

Undervejs i karrieren fik hun trang til at vide noget mere om, hvorfor samarbejdet omkring kultur altid er så sårbart, sprængfarligt og fuld af konflikter og tidsspilde. Gitte Naur gik i terapi. Og alenemoderen til to teenagebørn har siden 2005 som uddannet psykoterapeut ladet andre drage nytte af det, hun har lært af et liv, både med og uden spotlight på.

Fra næste måned er hun aktuel med et nyt band, der bare bærer hendes navn.

Privatfoto

Readmore  

Først rød, så kolorist

Kommentarer slået fra

SOM DRENG skar Leif Sylvester Petersen ikke skibe, men han drømte sig tit langt væk. Han var ordblind og det var jo næsten lig med dum i de år. I den bog, Egon Balsby udgav om ham for syv år siden, beskriver Sylvester sig selv som ”lille, dårligt klædt, oftest uden penge og uden mange venner”. Det har ændret sig.

70-årige Sylvester, der fylder 70 i dag, kan, hvis han ellers var nostalgiker, se tilbage på et liv, der førte ham fra småkårsopvækst på Amager over tiden som tømrer, gøgler, musiker, skuespiller samt Giro 413-favorit til et liv som efterspurgt billedkunstner af den slags, der kender forskel på det kulørte og det koloristiske. Og hele vejen har Sylvester været på det rene både med sin plads i billedet og med hvornår det var tid til at sprænge rammen.

Det var det i 1969. Tømrer Petersen var kommet gennem nåleøjet med sin selvlærte kunst til Kunstnernes Efterårsudstilling. På et kunstermøde gjorde en retorisk veludrustet mand indtryk med sine argumenter mod censursystemet. Manden var maler og kunstmaler. Nogle dage senere ringede Sylvester på Erik Clausens dør. Da den blev lukket op, åbnede en ny fremtid sig. Som Clausen fortæller i Kirsten Jacobsens biografi: ”Der starter en forbrødring med et dynamisk, anarkistisk, humoristisk, musikalsk, fantastisk samarbejde hen over tyve år…” Han så de to som ”håndværkere, der finder ud af, at en stor del af den kultur, vi er på vej ind i, indeholder et automatisk klasseforræderi.”

SYLVESTER har aldrig været til så store ord, men han var enig. Clausen & Petersen ville have kunsten ud af gallerierne. En produktiv periode fulgte, som blev garneret med det, duoen kaldte gøgl. Fra at have været et indslag ved havefester forvandlede deres optræden sig til mobil gadekunst, der dukkede op, hvor folk(et) var. Clausen var Tribini-typen, mens Sylvester agerede stum og ’dum’ muskelmand, der – næsten – fandt sig i hvad som helst fra Clausens side.

Troels Trier så dem. Han havde forladt kunsten i frustration over dens indelukkethed, og havde i Røde Mor skabt en slags socialistisk Gasolin’. Det lå lige for at udvide udtrykket med Clausen & Petersen i 1974. Som Røde Mors Rockcirkus. Syngespillet ”Betonhjertet” om livet og drømmene i forstæderne gik rent ind hos tidens seminarister, også selv om det nærmest var Broadway-professionelt.

Arbejdet gav Clausen & Petersen mod på musikken. Sylvester skrev melodi og Clausen tekst til de naivistiske sange om hverdag og utopi i et ikke alt for propagandistisk, men socialistisk skær. Debutalbummet ’Store Sonja’ delte vandene som en slags omvendt ’John & Yoko’. Folk ville hellere høre Sylvesters senere kone, Eva Madsen, end komponistens rustrøst. Efterfølgeren, ’I storbyens favn’, indskrev sig i folkets højskolesangbog med sangene ”I mormors kolonihavehus” og ”Friheden flyver”. Begge kom siden med i den ’rigtige’. Clausen & Petersen modtog i 1978 PH-prisen for at forny Giro 413-traditionen. Ret beset genopdagede de ’bare’ genrens sande værdier.

Vi vænnede os til Sylvesters stemme. Så meget at han i 1985, iført rockstjernesolbriller og bandana, var med på velgørenhedshittet ”Afrika”. Det er ham, der synger linjerne ”har vi sunget dine sange, har vi danset til din egen melodi.”

Han blev ved med at danse til sin egen melodi. Og den førte ham, efter at have færdigmalet selvportrættet som rocksanger, tilbage til billedkunsten.

SIDEN 1988 har han stået foran staffeliet i stedet for mikrofonen. Men i en lang periode også foran kameraet som det folkekære indbegreb af ukunstlet jordnærhed i film som ’Midt om natten’, ’Tarzan Mama Mia’, ’Otto er et næsehorn’, ’Rocking Silver’, ’Felix’ og ’En loppe kan også gø’, og sofafolket tog ham til sig, da han i slut-90’erne spillede mekanikeren Tom Lund i serien ’Taxa’.

Billedkunstneren Leif Sylvester udstråler samme uanmassende karisma som privatpersonen af samme navn. Stilen er farveglad og musikalsk, og han er naturligt nok efterspurgt som udsmykker, men billederne bliver aldrig sofastykker. Dertil er der for meget på spil i motiver, hvor Dubuffet møder Chagall, Henry Heerup og mentoren Arne Haugen Sørensen (i hvis spanske landsby, Frigiliana, Sylvester har et hus, når han da ikke opholder sig i Helsinge eller i Store Kongensgade). Et tværsnit af hans kunst kan p.t. ses på Sophienholm samt igen og igen i Peter Michael Hornungs godt sete og ødselt illustrerede bog ”Blikket som blikfang”.

Nogle af Sylvesters gamle socialistiske legekammerater vil nok synes, at det går ham lige lovlig godt med eget galleri og markedsbevidst genbrug af motiver på kaffekopper og den slags tøjeri, men for Sylvester er det mere afgørende at blive ved med at efterleve det motto, der er titlen på hans soloalbum fra 1983: ’Hold hovedet koldt og hjertet varmt’.

Maleri af Leif Sylvester: Indsmigrende dyr kan afhentes, 2009. Kan ses på Sophienholm indtil 24.5 2010

Artiklen kan også læses i Politiken i dag.

Readmore  

De slentred’ gennem regn

1 Comment

Livet var ikke en munter dansevise for Grethe og Jørgen Ingmann. Deres liv og karriere, opture og nedture, besynges i en ny Tivoli-forestilling, som havde premiere i går i Glassalen.

Det er næsten så længe siden, at det er løgn, men faktisk var der en del kritik af ”Dansevise”, da Sejr Volmer Sørensen og Otto Franckers sang i 1963 blev sunget til sejr i det danske Melodi Grand Prix af Grethe og Jørgen Ingmann. Og kritikken kom ikke fra de kulturradikale, der ellers havde så travlt med at forsvare den gode smag i de år. Næh, folkedybet syntes, at sangen var for indviklet og fin på den. En jazzvals og så ved et grand prix. Havde man hørt mage! I dag er vendingen ”et solstrejf i en vandpyt” blevet folkeeje, og enhver ved, hvordan ”en svag tag-fat lyd” lyder.

Under overskriften ”Et solstrejf i en vandpyt” iscenesætter konceptmagerne bag den succesrige Four Jacks-forestilling fra 16. april i Glassalen i Tivoli Grethe og Jørgen Ingmanns liv og karriere, som nok toppede med sejrene ved både det danske og det europæiske Melodi Grand Prix, men indeholdt mere end det. Både opture og nedture. Forestillingen, som har Trine Pallesen og Tom Jensen i hovedrollerne, lanceres som historien om, hvordan arbejderpigen møder middelklasseelegantieren og sød musik opstår. Det er næsten rigtigt.

Grethe Ingmann kom fra Amager og stod i lære som syerske, da hun i 1954 som 17-årig kom med i Malihini-kvartetten. Oprindeligt kun for at danse i bastskørt under et af kvartettens numre i Cirkusrevyen, men det dengang ret populære orkester var i gang med et stilskift fra hawaii-musik til latinamerikanske rytmer. Edmondo Ros var et stort navn. Også herhjemme. Grethe, som dengang hed Clemmensen, kom med kvintetten i radioen, selv om hun ifølge kvartettens leder ikke var køn nok, men til gengæld kunne hun synge. Det program hørte kapelmesteren Jørn Grauengaard. En opringning senere var hun ny forsanger i hans noget mere ambitiøse trio. Stilen var kultiveret jazz og adstadig swing, men der begyndte i musikerkredse hurtigt at gå frasagn om sangerinden med den tydelige diktion og alligevel så smittende musikalitet. Grauengaards trio var husorkester i restaurant Giraffen. Den lå som del af Palladium-biografen ved Rådhuspladsen i København, og havde ry for at tiltrække det, man dengang kaldte ’Hellerup-drengene’.

Sådan en kunne den tretten år ældre Jørgen Ingmann sagtens gå for at være, men i virkeligheden var han født og opvokset på Bellahøj af besindige middelklasseforældre, der accepterede, at deres søn blev mere og mere vild med jazz, så længe han fik en uddannelse. Allerede i læretiden som kontorassistent på Bording Bogtrykkeri, et af tidens største, begyndte han at spille. Han fulgte datidens store danske navn, violinisten Svend Asmussen, men valgte for alvor sit instrument, da han hørte guitaristen Charlie Christian. Under krigen begyndte Jørgen at spille på værtshuse og dansesteder, i begyndelsen i pauserne, fortæller Henrik Kristoffersen i sin store, men desværre lidt for høflige bog om parret, der kom i 2003.

Tingene greb om sig, og pludselig stod Jørgen Ingmann med valget mellem at spille tre måneder i Randers med Børge Roger Henriksens orkester eller fuldføre sin læretid. Han valgte heldigvis det første.
Som Grethe et ti år senere blev Jørgen Ingmann sådan en, man snakkede om musiker og musiker imellem. En dag ringede telefonen. I den anden ende var hans første idol, Svend Asmussen. Efter en succesfuld audition blev Ingmann som nittenårig medlem af Asmussens orkester. Der blev han i ti år. For som orkesterchefen senere fortalte Henrik Kristoffersen: ”Jørgen var lige fra begyndelsen forbløffende perfekt. Der var ingenting at rette. Det var lige som om alt, der havde med det musikteoretiske at gøre, bare sad. Der var intet, man behøvede at fortælle ham. Jeg ved ikke, hvor han fik sin viden fra. Der var ikke noget, som jeg vidste, som han ikke var klar over.”

Det var Grethe Clemmensen ikke klar over, men hun havde spottet, at den ofte smokingklædte yngre herre, der sad ved et af bordene tættest på scenen, var genganger aften efter aften. Han kom, om jeg så må sige, for at se giraffenn. Året efter blev de gift. Partnerskabet blev også musikalsk. Inspireret af ægteparret Les Paul og Mary Ford, som hittede over hele verden med sange som ”Tennessee Waltz”, ”How High The Moon” og ”Vaya Con Diaz”, fandt Ingmænnerne deres helt egen stil, båret lige meget af Jørgens udforskning af el-guitarens muligheder med noget så nymodens som trickindspilninger og Grethes vokal, der nok var følsom og indlevet, men skyede sentimentalitet. Otto Leisners tekst til den amerikanske ”Just Walking In The Rain” blev som ”Slentre gennem regn” et gennembrud for duoen i 1957, og året efter fulgte de op med ”Dagbogen”, Claus Walters fordanskning af Burt Bacharachs ”The story of my life”. Det var i en vis forstand country, men med mahognikant.

Den 24. februar 1963 stod Grethe på scenen i Tivolis Koncertsal og fremførte ”Dansevise,” som var der tale om et dramatisk syngespil. Bag hende sad Jørgen Ingmann og kælede for guitarklangene. Det virkede udsøgt. Sangen havde i sidste øjeblik undergået en forandring. Den var skrevet i mol, men Jørgen Ingmann syntes, at dens nordiske præg blev bedre betonet ved at lade den være i dur. Det viste sig, at dur duede. Sejr Volmer Sørensen havde i øvrigt også skrevet tekst til konkurrencens nummer to og tre det år. En ren Keld Heick. Ved den europæiske finale en måned senere i London havde parret og sangskriverne fået ørerne tudet fulde af sangens begrænsede folkelighed. De havde derfor besindet sig på, at Ester Ofarim med to stemmers overtal havde sunget Schweiz på førstepladsen, men så ringede den norske jury. Igen. Den havde talt forkert. Og så ikke et ord om, at de østeuropæiske nationer nu om dage altid holder sammen i det show.

Den dobbelte grand prix-sejr og den pludselige folkeyndest var god for forretningen Ingmann. Jørgen havde allerede i 1960, lidt uden for nummer, smagt succesens sødme og et millionstort pladesalg, da hans instrumentalnummer ”Apache” storhittede i USA, og var derpå blevet ansat som producer på Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab Metronome. Her stod han bl.a. bag ”Belinda” med Rocking Ghosts, og sammen med sin kone fortsatte han deres forfinelse af schlagergenren. ”Sommervind” og ”Bare gi’ mig en rose” er gode eksempler på at folkeligheden ikke fik lov at forfladige deres musik. Det var nok også grunden til, at Grethe Ingmann aldrig blev en renlivet dansktopsanger, da Dansktoppen blev indviet i 1968. Hun havde en række folkekære hits, men der var altid mere, ja, næsten for meget på spil, når Grethe Ingmann sang sig ud og ind. Hør f.eks. hendes version af ”Lonesome Town”. Hun vidste, hvad ensomhed var. En dansk Patsy Cline ville ikke være en dårlig sammenligning. For nogen af dem.

Ensomheden fyldte efterhånden også privat. Parret havde det ikke altid lige nemt. De havde fået parcelhus, som de døbte ”Villa Slendrian”, og to børn, men Jørgen led af en lampefeber, der ikke bare var en grille, men sad i ham som en begrænsende besættelse. Kombiner det med, at Grethe Ingmann musikalsk var ret kræsen og samtidig typen, der livede op foran et publikum, og man har opskriften på en tilværelse, der kræver sin m/k, og konstant fik tilsat ekstra kulør via ugepressens evige opvartning.
Uden at det var nogens skyld blev parret skilt i 1976, efter at Grethe havde mødt en ny mand. Jørgen fik nok af spotlightet, og Grethe endte med at søge trøst og støtte i alkohol. Solopladen ”Lige nu” er en af de oversete danske skilsmisseplader. Melodi Grand Prix havde dog stadig glæde af hende. I 1978 opnåede hun ”kun” en femteplads med halvbroderen Leif Pedersen og Keld Heicks ”Eventyr.” Det er til gengæld en fornem ballade, som lige det år blev overdøvet af en stortromme fra Mabel. Året efter måtte hendes lige lovligt folkelige duet med Liller ud i omvotering med Tommy Seebach, hvis ”Disco Tango” endte med at vinde.

Mens Jørgen Ingmann så skriften på væggen og for evigt hængte sin guitar op på selvsamme i 1984, blev hans ekskone kørt eller kørte sig selv ud på et sidespor. Hun følte sig aldrig hjemme på den blokvogn, hvor hun efterhånden kun med stadig længere mellemrum kunne tjene sine penge ved tivolier og byfester, når hun da ikke krøb i skjul oppe i Asserbo, mens Anne, Sanne og Lis-generationen overtog scenen. Du kan dø af ensomhed, sang hun. Og mærkede dag for dag, hvordan det var. Hendes nedtur blev udstillet i den bedste sendetid, da hun ret overrislet deltog i det direkte TV2-program Eleva2ren i 1990.

Få måneder senere fulgte hundreder af fans den kun 52-årige Grethe Ingmann til graven fra den samme kirke, hvor hun blev gift. En historie så fantastisk, at den burde filmatiseres, som DR-medarbejderen Søren E. Jensen har sagt. Nu bliver den til en musikforestilling, selv om den både er en gyser og en tragedie. Af den slags, der får klicheer til at blive til sandhed. I hvert fald når Grethe Ingmann synger.

Sol, sol, kom igen…

Denne artikel blev først offentliggjort af Dagbladenes Bureau.

Readmore  

I demokratisk ophøjethed

Kommentarer slået fra

Jeg tilstår det gerne: Jeg stod som pædagogstuderende luksussocialist sammen med tusinder af andre (men bortset fra min senere første kone godt nok ikke så mange andre fra mit seminarium) og råbte hurra på Christiansborg Slotsplads hin råkolde 15. januar i 1972, da statsminister Jens Otto Krag udråbte en sorgklædt prinsesesse Margrethe til dronning. Et stykke danmarkshistorie, som blev overgået 2. oktober samme år, da et flertal stemte os ind i EF. Da råbte jeg ikke hurra.

I dag er der også grund til at råbe hurra. Dronningen fylder 70.

Torsdag aften klokken kvalme så jeg et program om hende på ARD. Det var lavet af en såkaldt adelsekspert, Rolf Seelmann-Eggebert – de kan noget med titler (og efternavne), de tyskere. Programmet vægtede naturligvis hendes såkaldte tilknytning til Tyskland uden i øvrigt at føre synderligt bevis for den, og rullede over skærmen som et levende pynteligt postkort, men undervejs blev dronningen interviewet.

Hun blev spurgt om, hvorfor vi dog i et moderne samfund skal have et konstitutionelt monarki. Og tøvede ikke med svaret: Fordi vi i en stadig mere rodløs tid har brug for det, hun kaldte “et orienteringspunkt”. Og det kunne man ikke lige så godt have i en præsident, spurgte indbyggeren i en republik. Nej, for denne er valgt for en tidsbegrænset periode, svarede dronningen. Og dermed er der, som hun tilføjede, jo altid nogen, der ikke har valgt ham/hende. Så hvad når han/hun bliver erstattet med en anden?

Hun sagde ikke noget om historisk sammenhæng og kontinuitet og den slags. Det behøvede hun ikke. Det giver sig selv.

Går hun dog ikke snart af, ville de vide her til morgen på Go’ Morgen Danmark, mens de savlede over hendes fødselsdagslagkage (begået af min lokale konditor). Historiker Jes Fabricius Møller mente, at det først ville ske ved om jeg så må sige naturlig afgang, for, som han replicerede: “Kunne man forestille sig statsministeren stå på balkonen og sige: Dronning Margrethe er pensioneret. Kong Frederik X leve…”

I stedet må vi leve med en regent, som er en større livskunstner end billedkunstner, men mestrer den sjældne kunst, Fabricius-Møller kaldte ‘demokratisk ophøjethed’.

At det så er svært at leve med al den servile kongerøgelse, der bliver fyret af i disse dage og som kulminerer i dag med den minutiøse breaking news-tomme dækning af fødselsdagen, er en anden sag. Og kan ikke lastes dronningen. Hun har jo, som Paul McCartney engang sang om hendes kollega: “not a lot to say…”

To luck with that…

PS: Efter at jeg havde skrevet ovenstående fik jeg læst Politikens leder i dagens avis. Den vil nok komme bag på en del medarbejdere og læsere…

Foto: Les Kaner © Se flere af hendes billeder her.

Readmore  

Muren genopføres

1 Comment

Jeg var engang rejseleder. Det var ikke så stor en succes, så jeg har ikke genoptaget hvervet. Vi skriver 1980. Anledningen var den første Pink Floyd-turne med The Wall, Roger Waters monstrøse, traumatiserede billede af efterkrigstids-England. Politiken-læsere havde deltaget i lodtrækningen om en rejse til Europa-premieren i London. Og af en eller anden grund syntes min daværende arbejdsplads, at jeg ville være den rette guide. Selv om jeg ikke havde anmeldt albummet alt for imødekommende i avisen, for nu at sige det mildt. Opblæsthed har altid givet mig røde knopper. Både egen og i særdeles den, der bærer en type som Roger Waters.

Dengang var avisbudgetterne og flypriserne ikke til, at man fløj vindere af sådan en konkurrence til London. Næh, vi tog toget til Belgien og derfra en brækoverfyldt færge over kanalen. Undervejs var der rig lejlighed til at diskutere. Da vi nåede London, var der nærmest lynchstemning mod mig. Sammen med med 17.975 andre sad vi i Earls Court. Mine sidekammerater dirrede af spænding, ikke mindst efter at stemmen over højttaleranlægget havde sagt: Please no fireworks, believe me, there will be enough explosions in your mind. Ikke desto mindre havde jeg svært ved at holde mig vågen, og da mit hoved nikkede uopretteligt i andet sæt, overvejede mange af mine rejsefæller at undlade at forny deres abonnement.

Jeg fandt The Wall dybt kedsommelig. Og ufrivillig komisk i al sin isolerende selvhøjtidelighed. Opbygningen og – i andet sæt – nedrivningen af en mur i skumgummiblokke lignede scenografien fra en dansk film som Reptilicus. Konkurrencevinderne syntes, det – og den engelske øl – var storslået. Jeg var meget stille på vejen hjem, som forekom ret lang.

Ingen fans er nemlig så dedikerede og irriterende bedrevidende som Pink Floyd-fans. De er ligesom Roger Waters. Selv om jeg havde lyst til det, forekom det mig trods alt for uhøfligt at krybe i læ bag mig min nyindkøbte Walkman.

Nu får jeg chancen igen, men jeg tror, jeg står over – Roger Waters, som jo er Pink Floyd, uanset, hvad David Gilmour siger, genopfører The Wall. Fordi han synes, tiden er moden til det, og fordi mange af de samme temaer fra dengang i følge ham går igen i debatten. Samt vel ikke mindst fordi det er 30 år siden, og fordi hans egen solokarriere måske ikke har været helt så murbrækkende.

Foreløbig er der kun afsat datoer til amerikanske opførelser, men lur mig …

Readmore  

Han fik Miles til at smile

Kommentarer slået fra

Der har aldrig hersket nogen tvivl om Herbie Hancocks kompetence.  Allerede som 11-årig kunne han førstesatsen af Mozarts femte klaverkoncert, og sådan er det blevet ved for klaviaturspilleren og komponisten, der på sin 70 års dag i dag kan se tilbage på en karriere, hvor han har delt vandene, scoret kassen, fornyet jazzen og prøvet det lille format og det helt store udtræk med sand dødsforagt for anmeldermeninger.

Hans musikerliv strækker sig fra at have sagt farvel til bebop i 60’erne for i 70’erne og 80’erne at forny funken.  Det hele er sket med samme virtuositet, og problemet for Herbie Hancock (og ikke mindst hans kritikere) har altid været, at han er gået  lige meget ind for det, han har kastet sig ud i. Han er blevet kaldt kamæleon, ja, har koketteret med det på et af sine største hits, men for ham har det aldrig været et skældsord.

Hancock blev ’opdaget’ af trompetisten Donald Byrd, der introducerede ham på 1961-albummet ’Free form.’ Sådan lød det også. Det prestigiøse Blue Note tilbød Hancock et soloalbum, ’Taking Off’. Og det var, hvad han gjorde, godt løftet af ”Watermelon Man,” som Mongo Santamaria gjorde til et Top 10-hit, der betalte Hancocks husleje en rum tid.

Det var dog ikke hans evne til at forny en 16 takters blues, men den sublime brug af pedalteknik, der var med til at gøre ham interessant for Miles Davis, som var ved at sætte en ny kurs i midten af 60’erne. I Davis’ nye kvintet mødte Hancock saxofonisten Wayne Shorter, trommetalentet Tony Williams og bassisten Ron Carter, så jazzen ikke var den samme, da konstellationen ophørte i 1968. En af deres plader hed ’Miles Smiles’. Med god grund.

Sideløbende kørte Hancock sin egen karriere, og havde, ansporet af Miles, anskaffet sig et af de nye el-pianoer. Han havde snuset til funkrytmikken, men sprang efter tiden hos Miles ud som en mindre kødelig, men ovenud kapabel viderefører af den tradition, James Brown havde grundlagt og Sly Stone opdateret.

Han investerede også i et Hohner clavinet og resten af synthesizersvineriet, og dermed også i fremtiden, som han fik til at starte her og nu med 1973-albummet ’Headhunters’. Det, og singlen ’Chameleon,’ dementerede, at jazz var usælgelig. Omvendt var der mange jazzelskere, der syntes, Hancock tog strøm på jazzen; ikke mindst da den nye nonstopkanal MTV i 1983 gjorde hans videobårne ’Rockit’ til et kæmpehit.

Hancock, som var blevet buddhist, kunne ikke forstå kritikken. For ham var musik musik. Og mellem hans ører gik der en lige, men dansende linje mellem Ravel og Otis Redding. Parallelt med sin nye status som pop- og discostjerne holdt Hancock fast i sit akustiske udgangspunkt. Indtil et godt stykke ind i 90’erne genoplivede han af og til den gamle kvintet bag Miles Davis med Freddie Hubbard som substitut for Davis. Og spillede med både Wynton Marsalis og Chick Corea.

Senere i 80’erne blev det til et samarbejde med den gambianske kora-spiller Foday Musa Suso, der var mere interessant end forløst, men demonstrerede, at Hancock holdt fast i den nysgerrighed, som var noget af det, Miles Davis satte pris på. For et par siden udsatte Hancock således både Gershwin og Joni Mitchells melodier for sin kølige lidenskab. Det havde de rigtigt godt af.

Og til sommer præsenterer han ’The Imagine Project’, et genre- og grænsesprængende samarbejde, hvor Hancock på film og plade møder Jeff Beck, Anoushka Shankar, Seal, Pink, Wayne Shorter, The Chieftains og mange andre for at betone, at ”musik er et universelt sprog”, som kan være med til at sikre ”verdensharmoni på alle planer.”

Mindre kan også gøre det. F.eks. i biografen, hvor mange af os har hørt Hancock uden at vide det. Allerede i 1966 skrev han musik til Antonionis Cannes-vindende og Oscar-nominerede ”Blowup”, han begik ledemotivet til den første ”Death Wish”-film samt ikke mindst musikken til Bertrand Traveniers ”Round midnight” med Dexter Gordon i en uforglemmelig hovedrolle, frit efter Lester Young og Bud Powells liv. Den musik indbragte Hancock en Oscar. Nu er der en spillefilm på vej om Miles Davis. Med ny musik – af Hancock. Som det er blevet sagt ude i blogosfæren: ”Man kan ikke forestille sig en bedre til at skrive netop den musik.”

Jeg tror, Herbie Hancock er helt enig.

Illustration fra omslag til The definitive Herbie Hancock, 2008

Readmore  

Oh, Jeeeeesus

Kommentarer slået fra

Mens debatten om cølibatets uheldige sideeffekter i kølvandet på afsløringer af sexmisbrug også kører herhjemme, senest i går i Jersilds debatprogram, er det dog vand mod debatten i lande, hvor katolicismen virkelig betyder noget. Der kører det, om jeg så må sige, på de høje nagler.

Senest er det satiriske tyske magasin Titanic kommet i den offentlige skudlinje for at bringe ovenstående tegning på forsiden. Ifølge redaktøren forestiller den slet ikke det, nogen åbenbart tror. Ja, alt er en trossag.

Illustration fra forsiden af Titanic

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top