Aldrig mere 9. april?

Kommentarer slået fra

I Jay Lenos show figurerer en fistelstemmet, totalt uhæmmet bøsse ved navn Ross Matthews. Han laver alt det skøre. Senest så jeg ham interviewe en samling Paradise Hotel-typer på stranden. De var på spring break. Konceptet gik ud på at vise fotos af f.eks. Reagan og Putin og den slags og spørge de unge, hvem det var. Det vidste de ikke, men alt om, hvem der var hvem i Jersey Shore. En ret overrislet fyr kom fra Minnesota og det mente han, Minnesota burde være stolt af, men han vidste ikke, hvad hovedstaden i hans stat hed.

Det var skideskægt og ret forstemmende, hvis man hører til den generation, der ved, hvornår Christian IV levede og hvor mange gange Bertel Haarder har været undervisningsminister, og føler man kender sin nutid bedre, når man kender dens fortid.

Oplevelsen randt mig i hu – den gammelmodige form er valgt med vilje – da jeg her til morgen hørte, at godt halvdelen af danskerne ikke forbinder noget særligt med 9. april. Og blandt de 18-25-årige ved kun 17 procent, hvad der skete den dag. De siger virkelig “Aldrig mere 9. april”.

Vi andre kan så tygge på, hvordan det rimer med at Besættelsen, altså den fra 40 til 45, er en bogbestseller. Denne herostratisk berømte dag er jo blevet afdækket ned i mindste detalje af historikere, både de videnskabelige og de populære af slagsen, og betyder den dag i dag, at mange af os har det lidt svært med det tyske.

PS: Illustrationen er selvfølgelig det flyveblad, der som uønsket konfetti blev kastet ned fra de tyske fly, der jo kun var kommet for at beskytte os mod de stygge englændere.

PPS: Hovedstaden i Minnesota hedder St. Paul.

Readmore  

Messi, Messi, Messi, Messi

Kommentarer slået fra

Jo flere reklamepenge, der er kommet i fodbold, jo flere ligegyldige internationale kampe ser vi.  Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har opgivet at følge med i toptennis og Champions League i fodbold er simpelthen blevet for ligegyldig og ufokuseret, indtil man når de afgørende kampe. Der er man så nået til nu.

Arsenal tog til Camp Nou med illusionen om, at det var dem, der havde spillet uafgjort 2-2 hjemme i den første kvartfinale og ikke Barcelona, der havde tabt 2-2. Den illusion så ud til at få næring, da Nicklas Bendtner med sin vanlige elkjær’ske fandenivoldskhed fik vippet en umulig bold i nettet til 1-0. 18 minutter var da gået, og tre minutter senere var illusionen bristet. Årsag: Lionel Messi. What a bloody mess, må de have sagt i Arsenal-lejren.

Denne vævre argentiner, der spiller med en ynde og uforudsigelighed, der får nationalhelten Maradona til i sine velmagtsdage at ligne en ordinær tankforward, scorede fire gange, tre i første halvleg og en mod slutningen af kampen. Han mestrer det meste. Venstrebenshugget til 1-1 var ikke af denne verden. I hvert fald så Arsenal-keeperen Almunia først bolden, da han hentede den ud af målet. Og de øvrige mål så lige så nemme ud. Især det afsluttende mål demonstrerede, at al den snak om holdspil er fodboldtrænersniksnak. Fodbold er et spil, hvor egoisme og opportunisme betaler sig. I hvert fald når det udøves så målrettet som Messi.

Bendtner kunne med lidt held, lidt bedre boldbehandling og hurtigere reaktionsevne have scoret mindst en gang til. Det siger jeg helt generøst, mens jeg, en smule modfaldent, noterer mig, at min på Camp Nou indkøbte Barca-trøje er begyndt at stramme lidt til. Det kommer det garanteret også til for Inter, når semifinalerne fløjtes op.

Inden da bruger Messi på lørdag aften Real Madrid som opvarmning.

Readmore  

Han fik guitar til at rime på sitar

Kommentarer slået fra

TO BILLEDER toner frem ved Ravi Shankars 90 års fødselsdag i morgen: Det ene stammer fra sitarmesterens optræden på rockfestivalen i Monterey i 1967. På jorden nede blandt publikum sidder Jimi Hendrix og ligner en, der undrende får en åbenbaring.

Det andet billede er fire år senere: George Harrison og Shankar har arrangeret to koncerter i New York for de nødlidende efter en masseødelæggende flodbølge i Bangladesh, og ex-beatlens mentor skal åbne showet. Efter at have bedt folk om at holde op med at fyre den fede, så længe han er på scenen, og i øvrigt blidt belært dem om, at indisk musik fordrer fordybelse og et åbent sind, begynder han og hans lille hold at spille. Kortvarigt. Så stopper de, og Shankar siger elskværdigt overbærende med sin tykke accent: ”Thank you, if you appreciate the tuning so much, I hope you will enjoy the playing more…” Den lo de meget af den aften.

Situationerne taler både om den indflydelse, Shankar havde på tidens toneangivende rock- og jazzmusikere, og om hans møde med et nyt publikum, der omklamrede ham med velvilje. Han blev set som et eksotisk, uspoleret dyr, der fik hippiebevægelsen til at ligne det, den var: en trend for forkælede middelklasseunger.

Ravi Shankar tog den nye tilbedelse med ironisk ophøjethed. For ham var det vigtigste, at indisk musik via hans venskab med en rockstjerne kunne blive yderligere udbredt. Berømmelse kendte han allerede. I Indien sås han som en af de ypperligste udøvere af sitaren, men også omdiskuteret, fordi han ville opbløde et ret stift system af forskellige musikformer. Ikke så få musikalsk lærde indere så ham som lidt for poppet, men påskønnede hans virtuositet på det mangestrengede instrument.

OG SÅ SKULLE han i virkeligheden have været danser. Ravi Shankar er ud af en velstående bengalsk brahmin-familie – hans far var rådgiver for den lokale maharaja – men den ene af hans syv brødre, Uday, blev koreograf, og som ti-årig fulgte Ravi med som danser på en tur til Europa. Her mødte han sitarspilleren Allaudin Khan, som overbeviste ham om hans sande kald. I 1939 spillede Shankar for første gang offentligt, i øvrigt sammen med Khans sarod-spillende søn, Ali Akbar, som, sammen med tablaspilleren Alla Rakha, var ved hans side gennem en menneskealder.

Shankar begyndte desuden som komponist for indisk radio, og fik sit kunstneriske gennembrud i midt-50’erne, hvor han skrev musik til Satyajit Rays internationalt berømmede filmtrilogi om Apu. Et møde med violinisten Yehudi Menuhin forstærkede Shankars ønske om at bringe sit hinduistisk baserede tonesprog i dialog med mere verdslig musik – siden er fulgt samarbejder med folk som Andre Previn og Philip Glass. Han begyndte at turnere i Europa med koncerter, som var introduktionskurser i indisk musik. Sideløbende udsendte han talløse plader, som holdt fast i traditionerne. Han var altså et stort navn i sin egen verden, da The Byrds i 1965 mødte ham, fordi de brugte samme indspilningsfaciliteter. The Byrds lod sig inspirere, deres ”Eight Miles High” er et studie i, hvad der kan ske, når indisk musik møder rock. Og de fortalte om ham til George Harrison, der gik i mesterlære hos Shankar. The Beatles brugte kun indisk musik som endnu en farve på paletten. For Harrison blev den indgangen til et nyt liv, der satte hulheden i det gamle i relief.

I dag er Ravi Shankar stadig aktiv. Indisk musik har ingen alder, og han har lige afsluttet en turne i Australien. Hans bånd til popbranchen blev brudt med Harrisons død, men selv om hans navn ikke siger et yngre publikum noget, kender de fleste hans ældste datter, sangeren Norah Jones. Hun spiller ikke sitar, men har arvet aversionen mod forjagethed efter sin far.

Readmore  

Hun fik nok af pop

1 Comment

Det var ikke Agnetha Fältskog, der modtog trofæet, da ABBA for nylig noget overraskende blev indlemmet i rockens Hall of Fame. Det overlod hun til Frida Lyngstad og Benny Andersson uden at føle sig forbigået. Faktisk har Agnetha Fältskog, som i dag fylder 60, for længst lagt ABBA bag sig, ja, i 12-13 år levede hun fra midten af 80’erne, til sladderpressens fortrydelse og hykleriske harme, frivilligt isoleret som en anden Greta Garbo på en ø i den svenske skærgård. Hun havde fået nok af pop, fortalte hun siden i en selvbiografi, der kom i 1997.

I bogen ”Som jag är” beretter Fältskog om traumerne efter ABBA, men også om de drømme, der satte hende op på popsporet. Hjemme i barndomsbyen Jönköping voksede hun op med en passion for musik og dans, sang med et danseorkester, passede omstillingsbordet hos en bilsælger og toppede i 1968 de svenske hitlister med sin første single, den selvkomponerede ”Jag är så kär,” sunget, så man kunne høre, hun kom fra Småland.

Fältskogs arketypisk blonde, alfelignende ydre blev ingen bagdel for hende i den branche. Ungdomsoprøret satte sig ikke voldsomme spor i hendes musik, som var svensk levebrødspop. En række soloalbums fulgte, akkompagneret af flere hitsingler, og hun var Maria Magdalene i musicalen ’Jesus Christ Superstar’. Da havde hun mødt sangskriveren, Björn Ulveus, som hun blev gift med i 1971. Benny Andersson fra The Hep Stars trakterede orglet i kirken.

Året efter blev Bjørn og Benny bedt om at deltage i svensk Melodi Grand Prix 1973. Sangen ”Ring, ring” introducerede ABBA, en perfekt castet kvartet med en blond og mørk skønhed, flankeret af to joviale musikere. Og så var det hele i virkeligheden bare udsprunget af to vennepars glæde over at kunne arbejde sammen. Hobbyen greb om sig. I 1974 vandt ABBA europæisk Melodi Grand Prix med 60 procent af de afgivne stemmer. Resten er pophistorie. Succesen gjorde dem til millionærer, men penge giver ingen garanti for ubekymrethed. 1979-skilsmissen mellem Agnetha og Bjørn var en prolog til den opløsning af ABBA, der fulgte i 1982, paradoksalt nok efter at gruppen fremstod som musikalsk genfødt.

Mens hun var i ABBA, udgav Fältskog det fint afstemte album, ’Elva kvinnor i ett hus’. Med ABBA-berømmelsen i ryggen så det derfor ud til, at der ventede en solokarriere på verdensplan, men en række albums, bl.a. produceret af Peter Cetera, slog ikke an. Måske fordi hun samtidig kæmpede med at genfinde sig selv som menneske uden for spotlightet.

At det ser ud til at være lykkedes, kunne man bevidne i 2008, da den ellers så sky sanger overraskende lod sig hylde sammen med resten af ABBA og Meryl Streep ved lanceringen af filmmusicalen ’Mama Mia’. Mellem Agnetha og Bjørn var der dog kølig luft på balkonen, og Benny Anderssons nylige strøtanke om en mulig ABBA-genforening, er da også siden officielt blevet dementeret som en joke.

Det har Agnetha Fältskogs liv ikke altid været.

Pressefoto fra www.agnetha.net

Readmore  

Don Ø i Sydhavnen?

1 Comment

Vågnede med et sæt i morges, da nedenstående tikkede ind på min mac:

http://www.bkfrem.dk/artikel.asp?id=1771

Så kiggede jeg i avisen og så datoen. Suk.

Virkeligheden fortsætter i dag i Valby Idrætspark kl. 13. Læs mere her.

Readmore  

Danmarks Radio er andet end tv

1 Comment

I dag fylder DR 85 år. Man har valgt at forbigå dagen i noget nær stilhed, men 1. april 1925 påbegyndtes tre timers prøveudsendelser om dagen. De blev sendt fra Hovedtelegrafstationen i Købmagergade, og den daværende resortminister, trafikminister Friis-Skotte, blev udsat for en del folkelig hån, da han forudså, at han forventede 50.000 lyttere. Allerede to år senere betalte 130.000 licens til Statsradiofonien under ledelse af kammersanger Holm.

Nu om dage bliver det i den offentlige debat tit fortrængt, at DR ikke kun sender tv-amatørkonkurrencer, afslørende tv-forbrugerudsendelser og mikrofonholdende tv-nyhedsinterviews. Firmaets radioudsendelser indtager stadig en nærmest monopollignende status.

Lad mig benytte lejligheden til min egen private Top 5 for radioudsendelser:

1: Lasse Jensens Mennesker og medier (P1)
- her er der tid til at gå i dybden og dermed i kødet på alt, der er med til at skabe/forvrænge/forfladige mediebilledet. Inkl. det, DR fremkalder. En demokratisk nødvendighed.

2: Orientering (P1)
- måske et lige lovligt politisk korrekt valg, men uforligneligt hvis man vil kombinere madlavning med ny viden om infrastrukturen i bulgarsk landbrug eller den spændte indenrigspolitiske situation i Moldova. Ting, du ikke anede, du godt kunne lide at få at vide.

3: Eldorado (P4)
- et musikprogram, som kun Mylle kan lave det. Nørdet og folkeligt. For enhver, der har glemt, at der faktisk var noget godt at hente i Peter Sarstedt og Herman’s Hermits.

4: Besøgstid (P1)
- et samtaleprogram, hvor værten Karen Secher beviser, at længden spiller en rolle. Hun magter at få sine gæster til at fordybe sig uden at det af den grund bliver selvhøjtideligt.

5: Brødrene (P4)
- hvornår kommer Søren Rebbe og Alex Nyborg Madsen tilbage? Sammen!

Den, der skriver dette, var selv i små fire år ansat på P3 som en slags chef. Jeg fandt aldrig ud, hvorfor DR tror, at man kan omstrukturere sig ud af alting. Eller rettere: En stor del af den kontinuerlige ballade omkring DR skyldes, at man har et cheflag, hvor cheferne aldrig er i kontakt med den faktiske programudøvelse, og, uden at ville indrømme det, længes efter at lave noget konkret. De skal med andre ord dels have tiden til at gå og dels positionere sig indbyrdes og opad i systemet.

Jeg har derfor stor respekt for de mange medarbejdere, der dagligt fastholder, at det er programmerne, og ikke enneagrammerne, der tæller.

Tillykke med de næste 85 år. Mindst.

Foto: Statsradiofoniens første studie i Købmagergade i København blev kaldt “Den Omvendte Flødebolle”. Til højre ses radioens første driftsleder, kammersanger Emil Holm (DR Arkiv)


Readmore  

Beatles: Here, there and everywhere

Kommentarer slået fra

billboard

I denne uge for 46 år siden blev der skrevet historie på de amerikanske hitlister. Egentlig taler ord og tal for sig selv, men i fodboldsammenhæng svarer det til en kort samtidig periode i Spanien, hvor Real Madrid besatte alle pladser på det spanske landshold undtagen målmanden. Han hed Jose Angel Iribar og kom fra Athletic Bilbao.

Billboard-listen herover er den statistisk målbare effekt af Beatles-besøget i USA februar 1964, hvor de blev set og hørt af henved 73 mio. amerikanere i The Ed Sullivan Show. Her er lidt om den daværende markedssituation (fra min nye bog om The Beatles, der udkommer til efteråret på Gyldendal):

TILBAGE I England i god behold erklærede Brian Epstein: ”Vi vidste, at Amerika ville få os til at bryde sammen eller bryde igennem som verdensstjerner. Hun gjorde det sidste …” Og i Billboard den 4. april 1964 skabte Beatles breaking news, sort på hvidt, med en rød indramning, under overskriften Hot 100. Billboard var og er det toneangivende musikbrancheblad. Bladet begyndte i 1955 ugentligt at bringe, i mange år i lighed (og konkurrence) med Cashbox, hver uge en liste over de 100 mest populære singleplader plus en række special-lister, bl.a. over bedst solgte albums. Listen er sammenstillet ud fra et anslået gennnemsnit af radioafspilninger, det såkaldte airplay, samt antallet af solgte plader over disken.

Det er altså en ret pålidelig registrering af den øjeblikkelige musikalske folkestemning. Ugens højdespringer på den første hitliste i april var The Beatles med ”Can’t buy me love”. Den var ugen før med forhåndsordrer på 1,7 mio. eksemplarer gået direkte ind som nr. 27. Nu havde den afløst ”She loves you” på førstepladsen, og der blev den liggende yderligere fire uger, således at der i 14 uger i træk det forår lå en Beatles-plade øverst på listen. Men det var ikke slut med det. Nedenunder ”Can’t buy me love” stod der Beatles på de fire næste pladser: ”Twist and shout,” ”She loves you,” ”I want to hold your hand” og ”Please, please me,” men det var slet ikke slut med det. ”I saw her standing there” var nr. 31, ”From me to you” på vej op fra 50 til 41, ”Do you want to know a secret” var nr. 46 med en såkaldt bullet, hvilket betød, at den bevægede sig hurtigt op ad, og så blev den oven i købet sunget af George Harrison – det var vi nu ikke mange, der kunne høre dengang, skulle jeg hilse og sige. ”All my loving” var også i fart, nu som nr. 41, ”You can’t do that’ gik direkte ind som nr. 65, ”Roll over Beethoven” var nr. 68, ”Thank you girl” var ny på listen som nr. 79. I alt 12 plader på listen, aldrig sket før eller siden. Og i England og resten af Europa gik det også helt pænt.

DET VAR THE BEATLES here, there and everywhere. Og fornemmede man som programtilrettelægger eller pladebutik stadig ikke helt, hvad der foregik, kunne man få det ind med blokbogstaver på hyldestsangene ”We love you Beatles” med The Carefrees på 42. pladsen og på vej op samt Four Preps med ”A letter to The Beatles”. Og radioen spillede også sange som ”My boyfriend got a Beatle haircut,” ”Yes, you can hold my hand”, og Ringo, som amerikanerne især havde taget til deres hjerte (måske fordi han var den lettest genkendelige), fik sin helt egen hyldest i form af sangen ”Ringo, I love you” med linjerne ”I love you yeah yeah yeah, more than anything in this world, I wanna be your own girl, please let me hold your hand … more than anything I want to wear your ring …” Sangen var produceret og skrevet af Phil Spector som en uskrømtet Beatles-pastiche, og blev sunget af den stærkt fotogene debutant Bonnie Jo Mason. Hun skulle året efter mærke suset på førstepladsen af hitlisterne med sangen ”I got you babe”. Da havde hun afkastet sig pseudonymet og var blevet halvdelen af Sonny & Cher. På aprillisten fandt man i øvrigt på hurtig fremmarch som nr. 8 Betty Everetts originalversion af ”Shoop shoop song,” som samme Cher fik et verdenshit med i 1990.

BORTSET FRA DEN historiske dominans af et enkelt navn er listen fra 4. april også interessant, fordi den afspejler markedet her lige før musikken får en afgørende anden lyd. Endnu er de engelske navne få: Fra Liverpool er The Searchers på vej op med ”Needles and pins”, som sammen med ”Ticket to ride” skulle få både The Byrds og Tom Petty til at investerere i en tolvstrenget Rickenbacker-guitar. Og byfællerne Swinging Blue Jeans er aktuelle med ”Hippy hippy shake.” Et andet engelske band er Dave Clark Five, som det år blev vældigt store i USA med de fodstampende ”Glad all over” og ”Bits and pjeces”, der foregreb The Troggs og ”Wild thing,” men så er det også ved at slut med engelske navne.

Strøet ud over listen er en række sorte navne, som antyder væksten af et nyt marked, kulturelle udbrydere af den ghettoisering, de sorte ellers stadig var udsat for i USA. Marvin Gaye, Temptations, Impressions, Chuck Berry og Motowns nye håb Mary Wells, hvis ”My guy” faktisk endte på førstepladsen. Og nede i bageste geled finder vi en debutant, verden skal komme på fornavn med – Otis Redding.

VED AMBASSADEFESTEN i Washington, hvor der var velgørenhedslotteri, havde den altid sarkastiske John Lennon som slutreplik affyret, at vinderne af Meet The Beatles-lp’erne jo altid kunne bytte den til en plade med Frank Sinatra. Det segment var nemlig stadig stort, ja, i en vis forstand stadig det største sammen med country & western-publikummet. For de befolkningsgrupper var The Beatles en kortlivet anomali i en verden, hvor der heldigvis stadig var forskel på sort og hvidt.

De kunne med fortrøstning notere sig, at navne som Terry Stafford, Elvis Presley, trompetisten Al Hirt, Danny Williams og Brenda Lee stadig storsolgte. Ja, selv gamle Louis Armstrong kunne endnu, med ”Hello Dolly”, der skulle ende som nr. 1. En position, han brugte til at minde om, at rocken skyldte jazzen alt. Og allernederst på listen indsneg sig med Barbra Streisand og ”People” endnu et beroligende bevis på, at der stadig blev skrevet nye på ventelisten til at komme ind på Hotel Evergreen – ingen, heller ikke The Beatles, forestillede sig, at de havde evighedsbooket en suite der.

(Eftertryk ikke tilladt)

© Torben Bille 2010

Readmore  

Ikke bare Tommys boy

1 Comment

I dagens Politiken skriver jeg om øjeblikkets danske hitlistetopper:

Hvad får man, når man parrer Thomas Helmig og Nik & Jay med moderat hip hop, svensk poprock og en nedarvet svaghed for dansktop? Svaret er Rasmus Seebach. Han fylder i dag 30, og har siden efteråret redet højt på radiobølgerne og holdt til i de øvre lag af hitlisten med sit debutalbum, i konkurrence med Helmig-pladen ’Tommy boy’. Et fysisk pladesalg på hen ved 100.000 eksemplarer i disse downloadtider fortæller alt om, at tiden heldigvis aldrig vokser fra popsangere, der tør stole på bærekraften i den ægte banalitet. Og mens disse linjer lægges ud, har Seebach sågar tilbageerobret førstepladsen på hitlisten fra Gorillaz.

Seebach har det, som efternavnet turde antyde, ikke fra fremmede, men i ganske lang tid gjorde han, uden at lægge afstand, alt for ikke at blive sammenlignet med sin far, der lærte os at danse ’Disco Tango’ med meget mere, fra han i 60’erne dukkede op som vidunderbarn i Sir Henry And His Butlers.

Efter at have forsøgt sig som rapper med sin bror Nicolai i G-Bach, og produceret, akkompagneret og skrevet sange for folk som Natasja og Jokeren samt arbejdet med Remee på tsunami-støttesinglen ’Hvor små vi er’, opdagede Rasmus Seebach sin egen x-faktor, da han og broderen skrev sangen ”Engel”. Den virkede ligesom for god til at forære væk. En af den slags sange, man skal iføre sig meget tyngende studenterhue for ikke at skråle med på. Det samme gælder andre af sangene på debutalbummet. Uimodståelig naiv og rørende er ’Den jeg er,’ direkte henvendt til faderen: ‘Det tog mig 29 år, men jeg fatter det nu – nu har jeg gjort, li’som du sa’, jeg sku’ – Syng knægt, bare syng – og det gør jeg så’. Senior får også en musikalsk hilsen med på vejen i ’Lidt i fem’.

Som yngre stod valget for Rasmus Seebach mellem fodbold og pop. Han var udtaget til U18-samling, og var et af de navne, man ude på KB talte om som en fremtidens spiller. Han valgte musikken. Der kan man som måske bekendt score lige så meget. Faderens død som alkoholiker i 2003 gjorde ondt. Og godt. Som han sagde til B.T. så ’trængte han til at starte på ny.” Og sangen ’Engel’ blev fulgt af flere, og pludselig, lidt uplanlagt, var der til et helt album, som ved Zulu Awards i år blev belønnet med trofæer for ’Årets hit’, ’Årets nye navn’ og ’Årets sanger,’ og på klubturneerne hvinede pigerne, som de ikke har hvinet, siden Helmig var forbi sidst.

Det forstår man godt, når man ser videoen “Glad igen”:

Til sommer vil scenerierne gentage sig, når Rasmus Seebach tager på festivalturne. Han virker som en person, der kan tåle det. Og kommer han i tvivl, kan han jo altid ringe til netop Helmig og få gode råd om, hvordan man bærer sig ad med at holde fast i sig selv, selv om man bliver tilbedt sønder og sammen.

Pressefoto af Nicolas Tobias Følsgaard fra sangerens hjemmeside.

Readmore  

Døgnfluer med evigt liv

1 Comment

I aften tildeles amatørismen igen bedste sendetid, når DR/SMS-tv blænder op for finalen i X-Factor. Man kan mene, at det er en vældig iscenesættelse af noget, der i virkeligheden bare er en nedtælling til hurtig glemsel. Men hvis jeg var dommer, ville jeg skrue lidt ned for tillægsordene ihukommende, at sidste års vinder, færøske Linda, netop har fået at vide, at hun ikke får fornyet sin kontrakt hos Sony.  Vi lader den lige stå et øjeblik og mindes daværende dommer Lina Rafns ord om, at Linda var hende, der fremover skulle give danskerne de store ballader …

Nu er pop og fabrikation jo ikke nogen ny kombination, og somme tider kommer der faktisk noget levedygtigt og paradoksalt nok ægte ud af spekulation. Meget apropos X-Factor er der netop sendt en boks med Labans samlede sange på gaden plus rariteter. Den kan forekomme lidt skrabet i al sin handyness, men det er silly love songs, som har vist sig ikke at være så dumme endda:

Skru’ tiden tilbage til 1982. Den nye statsminister hed Poul Schlüter, tidens glohede politiske emne var fastfrysningen af dyrtidsreguleringen, fodboldlandshold var så småt begyndt at opfinde danish dynamite. I udlandet handlede det – også dengang – om Israel og PLO, og de hotteste udenlandske hits var med enten Chicago, Fleetwood Mac eller Joe Cocker & Jennifer Warnes. Herhjemme kørte alle ud af det samme lydspor, landeplagen Hvor Ska’ Vi Sove I Nat?, sunget af Lecia Jønsson og Ivan Pedersen, som fik deres kaldenavn Laban af co-produceren Tommy Seebach.

Hun var en smukt falmet dansktopstjerne som, sammen med sin søster Lucienne, havde sunget sig til lokal verdensberømmelse med sangen Rør Ved Mig. Han var trommeslager og sanger i Ålborggruppen McKinleys. De blev ført sammen af Cai Leitner, en af datidens mest påhitsomme pladeselskabsfolk, og det viste sig, at hun sang lige så naturligt, som hun trak vejret. Han kombinerede nordjysk jordbundethed med italiensk schlagercharme. Oveni kunne han også alle de amerikanske rockklassikere udenad, og vidste, at han kunne give branchen mere end den kunne give ham – uden at han af den grund var indbildsk. Snarere tværtimod.

Hvor Ska’ Vi Sove I Nat, spurgte Laban. Og det spørgsmål var i al stilfærdighed en sensation i dansktopgenren, et tabubrud.  Her havde der aldrig været tradition for de direkte opfordringer til sex. I virkeligheden var Lecia & Luciennes opfordring til at blive rørt ved, så de kunne mærke, at de levede, det direkte forspil til Labans gennembrud. Sangen blev uundværlig ved enkeballer, og resten af Danmark havde den konstant i hovedet.

Laban ville flyve længere end en døgnflue. Og kom til det. Sangene, også Hvor Ska Vi Sove I Nat?, var tit hentet fra det uudtømmelige italienske schlagerskatkammer. Lyden var moderne, ikke så blank som ABBA, ikke så sort som Tamla Motown, men en farbar dansk mellemvej, som påvirkede tidens danske rock. Det var i Rugsted-Kreutzfeldt-æraen, og den eneste grund til, at Laban ikke blev anerkendt hos anmelderne, var, at de kom fra den mærkelige, sære del af Danmark, hvor en dobbelt carport ikke er nogen forbrydelse, et barskab og et sofabord med kakler ikke er tegn på dårlig smag, og hvor man hellere køber billigt og godt end dyrt og dårligt.

Tonen fik dog en lidt anden lyd, da Laban på deres andet album diskede op med gæstemusikere som verdensbassisten Niels Henning Ørsted Pedersen og guitaristen Billy Cross. Siden rendyrkede Laban sin stil, og 1984-85 forsøgte duoen at skabe ørenlyd på det overbefolkede amerikanske marked. Love In Siberia, en engelsk udgave af Kold Som Is, var inde og slikke bunden af de amerikanske hitlister. For at slå igennem i USA, skal man imidlertid ville det 200 procent, og på det tidspunkt var Laban så småt ved at indstille sig på, at der venter en hverdag efter selv den fedeste fest. I efteråret 1987 udsendte de deres femte og mest helstøbte album, som samtidig blev svanesang for to mennesker, der lignede de fleste af os, men de sang om de drømme, der får hverdagen til at glide lettere ned.

De var sukkeret på havregrynene, de var pop uden at være pap. Eller som Ivan engang sagde: »Drop det ord Kunst. Det er bare en dum bås beregnet på at adskille de dumme fra de kloge… Vi har skabt en respektabel popmusik, som både appelerer til børn og som man godt kan have liggende fremme i hjemmet. Sangene egner sig lige godt til dans og opvask.«

Det gør de stadig …

Hør bare deres måske bedste skæring, Gi’ Mig Det Jeg Savner, en forrygende fordanskning af Brook Benton’s Gimme A Little Sign.

Illustration: Forsiden af Labans debutalbum (Foto: Mogens Frederiksen)

Readmore  

Andrew Jensen tjekker ud fra P3

Kommentarer slået fra

To every thing there’s a season, sang The Byrds engang. De har mig bekendt aldrig været placeret på Tjeklisten, som nu – om jeg så må sige – tjekker ud som fast weekend-holdepunkt på P3. Efter 16 sæsoner og 764 lister og mere end 3.000 store og små hits. Sidste program sendes søndag 28. marts. For sidste gang bestyret af Andrew Jensen, en af landets kendteste radiostemmer og en af de mindst sete radioværter overhovedet. Det har altid været med vilje. Andrew er en bestemt, men beskeden herre, som synes, musikken er vigtigere end værten, og den slags mennesker har jo trange tider nu om dage.

I min tid på P3 var Andrew allerede veteran, og absolut del af det, der blev kaldt musikpolitiet. Det vil han fortsat være, når han rykker over som aftenvært på P4, i hvis musikredaktion han allerede sidder.

Tjeklisten har, netop fordi den var baseret på lyttervalg, altid fungeret som et korrektiv, hvis de skiftende playlistudvalg havde det med at vælge lidt for perifere musikstykker i kategorien ‘indie mig her og indie mig der’.

Andrew Jensen bliver ikke afløst. Det vil også være umuligt. I stedet lancerer P3 10. april et nyt lørdagsprogram Musiksystemet, bestyret af Nicholas Kawamura. Programmet vil også være listebaseret, men som Kawamura siger i en pressemeddelelse: “Vi vil gerne skabe noget overblik, præsentere lytterne for noget ny musik og selvfølgelig også udfordre og underholde undervejs.” Det vil man gøre ved både at have en brugerbestemt hitliste, men også præsentere lister fra udlandet og få kunstnere til at sammensætte deres egne liste samt give overblik over “de fedeste gratis downloads”.

Det får mig af en eller anden grund til at mindes, da Frank Zappa af Rolling Stone’s Book of Rocklists blev bedt om at liste sine yndlingsanmeldere.
Listen så sådan ud:

1.

2.

3.

4.

5.

I øvrigt er der aktuelle hitlister andre steder (man skal bare selv synge til). F.eks. de officielle danske på hitlisten.nu og de amerikanske i Billboard. Skulle man få lyst til at mindes Tjeklisten gennem tiden, kan man altid få fat i Andrew Jensens (og Jan Poulsens) bog.

Pressefoto: DR

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top