Længe før ret mange vidste, at der var noget, der hed en blog, brugte Michael Falch sin hjemmeside på at nedskrive en række dagbogsnotater, som skulle blive rygrad i hans to mini-selvbiografier: Helligdage og Hjemveje. Nu har han været i gang igen i et stykke tid, selvransagende, velskrivende og med en ydmyghed, der ikke er kruk. Læs f.eks. her.
Anes konturerne til en tredje bog?
Readmore
Gasolin’ fik den, og The Beatles har omsider fået den, og nu får Shu-bi-dua den langt om længe også: Den store digitale boksbehandling. 17. maj vil Michael Bundesen, Michael Hardinger og co. uden anden ydre anledning end måske den norske nationaldag bevise, at de stadig er de eneste shu-bi-der-du’r, og gøre de andre og kester sure… den dag genudsendes nemlig bandets første ni albums i en boks, indpakket i mini-vinyl covers. Med 96 siders hæfte med biografi, information om ringetoner, sangtekster og videre i den dur og kun en smule mol. Indspilningskvaliteten dengang lød umiskendeligt af 70′erne, men det skulle blive mindre påfaldende i de nye re-mastereringer, “som virkelig giver musikken nyt liv”, som det hedder i pressemeddelelsen fra bandets til lejligheden genoplivede pladeselskab, Storkophon.
Synes man, det er lige voldsomt nok med sådan en boks, kan man få pladerne enkeltvis med 16 siders booklet til hvert album. Og vil man virkelig tilbage til dengang, Shu-bi-dua gav Gasolin’ gas, kommer pladerne også i tung vinyl, men kun i 300 eksemplarer pr. udgivelse, så samlerstatus synes sikret på forhånd.
Til efteråret udsendes resten af kataloget på samme måde. Og der bliver derpå mulighed for at få den komplette boks med alle 18 albums plus dvd’er, outtakes og resten af de luxe-svineriet, inklusive den herostratisk berømte film ‘Den røde tråd’, hvis man har gået og savnet den.
Shu-bi-dua har til dato solgt henved 6 mio. lp’er, kassettebånd og cd’er, og det er ikke første gang, de prøver at genopfinde sig selv. Da bandet i slutningen af 80′erne i den grad ikke var spor sjove, hverken mod hinanden eller at høre på, og man ikke kunne forære plader med dem væk, tilbagekøbte de udgivelsesrettighederne til deres bagkatalog for noget nær en slik, og satte sig selv til salg som discount-cd’er på tankstationer og døgnkiosker. Det gav gruppen nyt liv.
I 2003 markerede Shu-bi-dua ellers 30 års jubilæet med et 10 cd-bokssæt, hvor sangene ikke blev bragt i albumrækkefølge, men som et tværsnit. Denne gang lyder relanceringen lidt mere ambitiøs og diskografisk efter bogen. Der bliver naturligvis intensiv tv-annoncering (à 45 sekunder og 20 sekunders varighed), avisannoncer, outdoorplakater over alt, Bunden tager på en turne tilbage sit gamle medie, radioverdenen (ikke mindst P4), og han og Hardinger lader bygones være bygones, så Dingeren kommer hjem fra United Steaks og sparker kampagnen i gang ved en enkelt akustisk koncert for en sluttet kreds.
Man kan indvende, at alt dette er unødvendigt al den stund kendskabet til gruppen, ifølge markedsføringsfolkene, angives til at være 97 procent af befolkningen i aldersgruppen 15-100 år. Men måske tænker de på det, de selv engang sang: “der findes andre mennesker end dem der er danske …” Måske.
Af særlig interesse for denne sfære: Shu-bi-dua siger – en smule forsinket – også goddag til det nye årtusind med et nyt site.
Readmore
Der er en vis logik i at noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et frimærke ender med at få noget så tilgængeligt, brugbart og folkeligt som et omslag til en Gasolin’-plade som motiv. Det blev afgjort i dag, hvor P4′s lyttere kårede ‘Gas 3′ som det danske omslag, der skal pryde et kommende dansk frimærke til 5 kroner og 50 øre. Det lød til at passe radiovært Alex Nyborg Madsen svært godt.
Dermed følger Post Danmark altså omsider op på den praksis, både det amerikanske, britiske og svenske postvæsen har med at hædre rockkoryfæer med frimærker. Man kan blot ærgre sig over, at Post Danmark ikke har besluttet sig for en hel serie, for er Peder Bundgaards omslag til Kim Larsens ‘Værsgo’ i virkeligheden ikke mere ikonografisk i sin karakter? Og hvad med Pan‘s Poul Bruun-designede omslag?
‘Gas 3′ var det første album produceret af Roy Thomas Baker i 1973. Godt med stortromme, bulderbas, sovs og kartofler, men også sange som “Rabalderstræde”, “Katten”, “Jeg troede jeg var” og “Det var Inga, Katinka og smukke Charley på sin Harley”. Dansk har aldrig lydt mere flabet, selvsikkert og svajercharmerende. Baker skulle senere gøre Queen til verdensmestre i pomp-rock.
Man må i øvrigt håbe, at Post Danmark har sat deres ophavsretsjurister på stand by. Der kan nemlig godt gemme sig en rettighedsgyser i omslaget.
Oprindelig hang billedet i baglokalet på Andy’s Bar, et af Gasolin’s mange vandhuller. Da musikerne så det, ville de have det som omslag. Det var CBS, deres pladeselskab, ikke sådan lige med på. Med amerikanske ejere måtte og skulle der cleares rettigheder først. Da ingen vidste, hvem der havde malet billedet, satte selskabets chefdesigner selskabets håndtegner til at tegne trusseløse timer i timevis. Peder Bundgaard var både og. Og fortæller historien i sin Gasolin-biografi ‘Masser af succes’. Gasolin’ syntes ikke om hans piger, så til sidst tog CBS chancen og sendte Susanne Mertz afsted for at tage et vellignende fotografi af maleriet i det underbelyste lokale. På billedet kan man stadig ane genskæret fra en lampe .
Da pladen havde solgt de første tyve tusinde eksemplarer, ringede en venlig mand ved navn Tage Hansen til Peder Bundgaard. Denne modtog koldsvedende meldingen om, at samme Hansen skam havde malet billedet. Hansen viste sig nu at være en skikkelig og aldeles uøkonomisk mand, der ikke anede at CBS var et multinationalt selskab. Han skulle bare have et par plader til sine døtre for sin ulejlighed. Og trøstede så i øvrigt Bundgaard (og CBS) med, at han selv havde ladet sig kraftigt inspirere af en pin-up plakat for et (længst krakket) amerikansk luftfartselskab i 50′erne.
Readmore
I dagens Politiken sender jeg raï-sangeren Khaled en hilsen i anledning af 50 års-dagen i morgen:
Man fornærmer vist ikke nogen ved at mene, at underholdning sjældent rimer på holdning i popmusik. Når det så endeligt sker, bliver det eksplosivt og farligt, hvis musikken fænger i et samfund, hvor staten eller religionen eller begge dele gerne vil regulere folks smag. Som f.eks. i Algeriet, hvor sangeren og sangskriveren Khaled i 1986 følte sig tvunget til at flytte fra sit fødeland til Frankrig. Hans massivt populære modernisering af den traditionelle raï-musik blev for meget for styret og præsteskabet. Ikke nok med at musikarten i forvejen hyldede alkohol og særdeles kødelig kærlighed, Khaled skiftede også violinerne ud med el-guitarer og tilsatte en moderne, stærkt dansabel puls. Og at han faktisk havde været i latent livsfare, viste sig senere ved mordene på to af hans kollegaer samt hans producer Rashid Baba Ahmed.
I dag er Khaled, eller Khaled Hadj Brahim, som han blev født i Oran for 50 år siden, ikke alene superstjerne i Mellemøsten, men også i de fransktalende lande. Hans rytmiske opdatering af en genre, som oprindelig var en oppositionel musik, en slags arabisk pendant til blues og reggae, sunget af beduinske gedehyrder i 30’ernes fransk besatte Algeriet, har længe været en inspiration for musikere fra Peter Gabriel over Sting til Outlandish, som fik et stort hit med deres blødgjorte udgave af Khaled’s ”Aicha” i 2002.
Allerede som fjortenårig udsendte Khaled sin første single efter at have optrådt ved bryllupper og dansanter med denne ugudelige musik – mod sin hårdtslående faders vilje. Inspireret af både The Beatles, Otis Redding og James Brown fandt han en ny vej mellem tradition og pop. At han tilmed lignede et idol, var ingen bagdel. Han levede livet. Noget, der jo i sig selv er en hån mod fundamentalister. Khaled, som lød tilnavnet Cheb (den unge mand), sang om åndelig frihed og længtes selv mere og mere efter den.
I Frankrig mødte han et mere frodigt musikermiljø. Imens sang de unge hjemme i Algeriet hans ’El Harba Wine?’ under blodige optøjer mod styret. Sangen handler om at ville flygte, men ikke have noget sted at flygte hen. Khaled gik selv i studiet i Paris. Uden den forventede øjeblikkelige succes. Måske fordi han for hårdt forsøgte at lægge sin musik i sporet på tidens vestlige trends. Han genfandt balancen i 1992, da hans stærkt smitsomme, uimodståelige ’Didi’ blev den første arabiske sang øverst på den franske hitliste. Akkompagneret af en video, hvor let påklædte kvinder danser og ser ud til at have sjovt imens. Pladen var produceret af Don Was, som kom lige fra et samarbejde med Bob Dylan. Og med ’Aicha’ fire år senere blev Khaled et etableret navn på den knopskydende verdensmusik-scene.
Det har dog langt fra gjort ham sat. Senere har han både flirtet med hip hop og rap, men vendte også, i 2004, tilbage til sine algeriske rødder.
I 2000 var der tøvejr på den kulturelt-religiøse koldfront i hans borgerkrigsplagede hjemland, og Khaled gav for første gang siden flugten til Frankrig en koncert i hovedstaden, som der stadig står gny om. Det gør der også om hans koncert sidste år i Store Vega. I Gaffa kaldte Torben Holleufer den ”en fest, der aldrig havde skyggen af et dødt øjeblik.” Præcis som Khaleds liv.
Readmore
Det virker som en evighed siden Peter Gabriel som frontfigur i Genesis på en og samme gang gjorde rocken mere spektakulær og introvert end den kunne rumme. Han kunne ikke selv holde til modsætningen. I 1975 smed han maskerne. I morgen fylder han 60. Og siden afskeden med Genesis har han ikke alene gået, men skabt sine egne veje med en musik, der har nægtet at følge tiden, men måske netop derfor har haft stor succes. Ikke kun hos kritikerne, for deres ros kan ingen leve af.
Der skal et vist (over)mod til at opkalde sine første fire soloalbums efter ens eget navn, men sangene skilte sig ud. Den dynamiske soulpastiche ”Sledgehammer” om sexlivets komplikationer blev, ledsaget af en innovativ video, et verdenshit i 1986, men før det havde han sat en ny, endnu ikke overgået standard for politiske sange med ”Biko”, en hyldest til den sydafrikanske anti-apartheid-aktivist, der efter alt at dømme døde af politibrutalitet. Og Kate Bush-duetten ”Don’t Give Up’ lød som en kærlighedssang, men handlede om arbejdsløshed. Ikke just det stof, hitlister gøres af.
Efter kommercielt og kunstnerisk klimaks med albummet ’So’ i 1986 virkede det, som om Gabriel var tilfreds med at have vist U2’s Bono og Phil Collins, hans afløser i Genesis, hvem der skyldte hvem hvad vokalt.
GABRIEL blev drivkraft i WOMAD, World of Music, Arts and Dance, som er en både rejsende og virtuel ambassade for nødvendigheden af at åbne sig for den tredje verden. På den måde byder Gabriel globaliseringens uniformering trods. Her kan man møde alt fra usbekisk over indisk til japansk musik plus selvfølgelig den rigt facetterede afrikanske musik. Han har introducerede senegalesiske Youssou N’Dour for et vestligt publikum.
Det samarbejde blev for Gabriel en platform for et uegennyttigt arbejde for bl.a. Amnesty. Han har også økonomisk støttet andre sager, men uden den selvpromoverende selvgodhed, andre kollegaer ynder at promenere. Han gav penge til Labour, da Tony Blair var ved magten, men gik op imod Blairs krigsdeltagelse i Irak. Og sammen med Sir Richard Branson finansierer han tænketanken The Elders, et Nelson Mandela-anført forum for tidligere statsmænd- og kvinder. Logisk nok fik Gabriel ’Man of peace’-udmærkelsen i 2006 i Nobel-regi. Tre år senere fik han Polar-prisen for sin musik.
SIDELØBENDE med WOMAD etablerede Gabriel Real World, som er et produktionsselskab, men også et værksted for ideer, der bygger bro mellem ny teknologi og musik. Et godt eksempel er albummet ’Big Blue Ball’ fra 2008, hvor Gabriel lod irske Sinead O’Connor møde navne som den congolesiske soukous-musiker Papa Wemba og den belgisk-arabiske sanger Natacha Atlas. Pladen blev distribueret digitalt udenom de normale kanaler, og sikrede Gabriel langt større indtægter end han ville have fået på en normal pladekontrakt.
I 70’ere opfandt Gabriels far et telefonisk ’dial-a-program’-koncept. Inspireret af det iværksatte Gabriel og nogle forretningspartnere i 1999 OD2, en digital on-demand-tjeneste, som fik vokseværk, og i 2004 blev solgt videre for 21 mio. pund. Nogle af pengene planlagde Gabriel at investere i Mudda, et alternativt distributionskoncept, sammen med Brian Eno, for som han siger: ”En ny verden skabes, mens en anden dør, og hvis vi kunstnere ikke involverer os, så vil vi blive røvrendt, som vi har haft for vane at blive …”
SOM MAN kan regne ud, er der blevet længere mellem egentlige Gabriel-plader. Han har istedet brugt tid på filmmusik; Allan Parker’s ’Birdy’ og Scorcese-melodramaet ’The Last Temptation of Christ’ nød godt af det. I en helt anden boldgade blev han i 2009 Oscar-nomineret for Wall-E-sangen ’Down to earth’, skrevet sammen med Thomas Newman, fætter til Randy Newman.
Randy Newman er meget apropos en af dem, Peter Gabriel hylder, når ’Scratch my back’, hans første album i otte år, udkommer i disse dage. Titlen antyder indholdet, som er fortolkninger af sange, Gabriel ville tage med til sin øde ø. Selvfølgelig med trådløs opkobling. Der bliver sange af bl.a. Magnetic Fields, Paul Simon, Lou Reed, Talking Heads, Bon Iver, Neil Young og Radiohead. At dømme efter smagsprøver er der tale om kopier, der er alt andet end rygklappende. Helt i Peter Gabriels ånd. Han har aldrig været nogen engel, men alligevel altid fløjet højt.
Foto af Steve Double fra forsiden af Hit – the defenitive two cd collection, 2003
Readmore
I dagens Politiken sender jeg Natalie Cole denne fødselsdagshilsen:
At blive født med en sølvske i munden kan efterlade en bitter eftersmag, der kan vare det meste af livet. Det kan Natalie Cole tale med om. På lørdag fylder hun 60, selv om det ikke er til at se på det officielle pressefoto… Som datter af sangeren og pianisten Nat King Cole, ’the sepia Sinatra’, voksede hun op i velstand i en familie, der blev kaldt ’de sorte kennedyer’, men overfladen løj. Utroskab var dagens uorden, og børnene blev forsømt eller sendt på kostskole.
Alligevel lå den røde løber og ventede på Natalie Cole, da hun modstræbende, efter faderens død af lungekræft, begyndte som sanger. I 1975 slog hun igennem, både på soul- og popmarkedet med ’This will be’. Ligesom sin far kunne hun nå både det sorte og hvide publikum. En god sanger og entertainer uden at være sjælsrystende. Hit fulgte på hit. Hun tog stikkene hjem.
Det gjorde hun også i bogstaveligste forstand. Natalie Cole blev heroin-misbruger. I en grad så man i branchen kaldte hende ’the freebase queen’. Det fortæller hun selv i den meget nærgående selvbiografi fra 2000. Da var hun blevet stoffri, og havde reetableret sig, bl.a. ved hjælp af den far, der ellers aldrig var der, da hun var barn. Nu sørgede moderne teknik for, at far og datter kunne synge duet på faderens kendingsmelodi ’Unforgettable’. Den slags e-l-s-k-e-r amerikanerne. Siden har far og datter gentaget tricket.
Musikalsk er hun blevet mindre spændende med årene; hun er, som sin far, vokalt en suveræn tekniker, men flagrer for ubeslutsomt mellem gospel, jazz og pop, uden at populariteten dog er aftaget.
For et par år siden indhentede fortiden hende. Hun fik konstateret hepatitis C, formentlig fordi hun i sin tid havde delt beskidte nåle med andre, og fik i 2009 en nyretransplantation samtidig med at hendes søster døde – af lungekræft. Da Natalie Cole gjorde koncert-comeback senere det år, var der stående bifald i Hollywood Bowl, før hun havde sunget en strofe. Naturligvis.
Readmore
Hvad kæmper vi for, sagde de danske håndboldspillere efter hver time-out. Anført af Kasper Hvidt lød svaret: Guld. Og før EM luftede også Ulrik Wilbek medaljedrømme. Som EM skred frem, viste det sig, at han fik mindre og mindre at have dem i. Ingen af de danske målmænd fik gang i spillet og vort nationale håndboldmæssige adelsmærke, fløjspillet, fungerede kun sporadisk ligesom skudtruslen fra bagspillere som Mikkel Hansen.
I dag vandt Frankrig over Kroatien 25-21 i en finale, der navnlig i første halvleg demonstrerede, hvor langt de danske EM-mestre i virkeligheden var fra at kunne gentage den overraskende succes for to år siden. Der blev i dag vist håndbold på et artistisk og intuitivt niveau, der var medrivende og magisk.
Anført på fransk side af den uforlignelige Nikola Karabatic (billedet) og verdens p.t. bedste keeper, lille frygtløse og lynsnare Thierry Omeyer. Samt et hyperbevægeligt forsvar. Og fra kroatisk side af den uopslidelige boldtroldmand Ivano Balic og målmanden Mirko Alilovic, som nægtede at gå ned, men ikke kunne holde koncentrationen. Især ikke da et par arbitrære dommerkendelser fik kroaterne til at bruge mere tid på at diskutere end på at spille, så Frankrig kunne gå fra 9-12 til 17-13 og dermed reelt afgjorde kampen et lille stykke inde i 2. halvleg. Ikke mindst fordi den uberegnelige koleriker af en kroatisk landstræner lod Balic sidde ude i denne afgørende fase.
Med sejren kan Frankrig smykke sig med den håndboldmæssige tricolore: Verdensmestre, olympiske mestre og europamestre. Der må jubles. Ikke mindst på spillets vegne. Merci bien.
Også til Kasper Hvidt for den tid, der har været. Ingen er uundværlig, men med hans farvel må danskerne parkere medaljedrømmene på bænken et par sæsoner.
Pressefoto fra www.nikolakarabatic.com
ReadmoreVi kender det til ulidelighed: To journalister, der interviewer hinanden. Dybest set om hvordan det er at være journalist, selv om det kan forklædes på mange måder. Selvfedme er en af fagets uudryddelige følgesygdomme. Ligesom i øvrigt nærtagenhed.
I dagens Mediawatch advokerer MetroXpress’ chefredaktør Jakob Høyer for en intensivering eller ligefrem genopdagelse af den journalistiske nysgerrighed i stedet for at blive ved med at kanonisere journalister til eksperter. Læs hans tankevækkende indlæg her.
Som et apropos til hans kommentar kunne man her til morgen på Go’ Morgen Danmark overvære, hvordan to journalister sad og klogede sig på det retlige grundlag for et nedlagt navneforbud i en mulig narkosag mod en kvinde fra det, der engang blev kaldt det bedre borgerskab. Den ene af journalisterne var værten, den anden var ham, der i Ekstra Bladet breakede sagen, før der blev nedlagt navneforbud. Trygt og kollegialt, men fagligt indspist og utilstrækkeligt.
Mon ikke man ved at gøre sig en lille smule umage kunne have fundet noget så sensationelt som en jurist, der på uvildigt dansk kunne have fortalt om rettens mulige bevæggrunde? Ja, man kunne måske have fundet plads i den umagelige sofa, så journalisten ikke havde behøvet blive hjemme, men kunne have deltaget i diskussionen, så seerne blev klogere.
For man kunne jo aldrig forestille sig den situation, at andre end journalister og til nød politikere diskuterede journalistik…
Readmore
Barbi Benton fylder i morgen torsdag 60, men på nettet og i erindringen lever billederne af hende fra dengang i 70’erne, hvor hun ikke struttede af silicone, men af sundhed, sødme og en pigelig naivitet, der virkede for god til den verden af beregning, hun blev blikfang for.
Som teenager hjemme i Sacramento supplerede Barbara Klein lommepengene med modelarbejde. Ad den vej kom hun ind i Playboy-imperiet. Hun kom, om jeg så må sige, ikke sovende til sin karriere som model. I seks år var hun Hugh Hefners kæreste, og i mangt og meget et forsøg på fornyelsen af playmate-typen i en tid, hvor nøgenhed ikke længere var det chok, det havde været før hippierne smed klunset.
Ingen historie om Hefner uden en anekdote: Da Playboy-stifteren inviterede hende ud første gang var hun 18, han 42. Barbi var lidt loren ved invitationen. Mest fordi hun aldrig tidligere havde gået ud med en, der var ældre end 24. Jamen, det har jeg heller ikke, kom det rapt fra Hefner.
Barbi Benton fik lyst til at skifte fra glittet papir til ikke slet så afdækkende medier. Måske mere lyst end evne, men hun gjorde fin fyldest i ’Hee Haw’, en slags Saturday Night Live for landmænd. Og derfra var vejen ikke lang til pladestudiet. Faktisk kunne hun synge. Hun hittede moderat i countrygenren i 1975-77.
Dengang var udklækningen af døgnfluer ikke, som i X-Faktor, sat i system, men skete af sig selv, ofte ved et tilfælde. I 1975 lagde sherif McCloud de danske gader øde, når han red gennem de new york’ske ditto for at opretholde lov og orden med bondsk snuhed. Vi var nået til 33. afsnit, der handlede om pirateri og bestikkelse af pladevendere. Sangeren i centrum var Barbi Benton. Og ’Ain’t That Just the Way’, sangen fra serien, blev et stort hit – ikke bare i Danmark. Lucretia McNeal havde glæde af den i 90’erne.
Benton fortsatte sangerkarrieren som en slags Linda Ronstadt light, ja, nåede endda at få udgivet et ’greatest hits’-album, hvordan det så gik til. Samtidig indspillede hun film. Titlerne er dækkende for indholdet: ’Naughty Cheerleader’, ’Hospital Massacre’, ’Deathstalker’ og ’Schulmädchen’.
Selv om hun giftede sig med den hovedrige entreprenør George Gradow i 1979, slap hun ikke af med sit image som en dum bimbo, for hendes mand kunne ikke dy sig for at sige, at han var så lykkelig hver aften, når det var tid at gå i seng. Siden er det blevet til to, nu voksne, børn og en karriere som efterspurgt indretter af luksusboliger. Gradow røg ganske vist femten måneder i fængsel i 2006 på grund af skattefusk, men som hans kone synger: ’Ain’t that just the way that life goes/down down down…’
Readmore
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
