You are here:  Home  /  Journalistik

Venstrefløjen topscorede

22. januar 2010   //    Kommentarer slået fra

Da denne blogger var en del yngre og en hel del tyndere spillede jeg hanbold på et vist niveau. Jeg stod på mål, og var vist af og til nogenlunde. I mangt og meget var spillet det samme dengang som nu. Nok mere impulsivt og improvisationslystent, og meget mindre taktisk, men det kan også være erindringsoptimisme, for der var fandeme også mange kedelige hold. En ting er dog helt forandret: I min ‘storhedstid’ – 1963-68 – foregik fløjkampene kun ude i den politiske virkelighed. Der var til gengæld nok af dem.

I håndboldhallen var det sådan, at fløjspillerne fik lov at gå selv. De kunne alligevel sjældent score. Som målmand skulle man bare sørge for at stille sig tæt op af stolpen, samle benene og holde dem samlet og så have ro nok til ikke at løfte en af fødderne. “Lad ham gå,” plejede markspillerne at råbe. Jeg tog en del skud fra fløjene. Mest højrefløjen.

Dengang sprang spillerne sjældent ret langt ind i feltet, når de satte af. Og gevindskud og underskruede bolde anede kun få, hvad var. Ikke at der ikke var ekvilibrister, men de stak ud fra mængden, fordi de var så sjældne. F.eks. århusianerne Mogens Olsen og hans elev, Iwan Christiansen, der begge mestrede kringleskuddet. Og da der så med HG kom et helt hold, der nærmest spillede cirkusbold og introducerede en del af de boldtryllerier, der nu er international hverdag, var det en sensation. De blev danmarksmestre fem år i træk fra 1966, anført af Camilla Andersens far, Gert. Før han tog nordpå til Helsingør var holdest mest spektakulære indslag den vævre og venstrehåndede Jørgen Petersen, der spillede så anti-autoritært, at det passede ind i tiden og gjorde det legitimt at dyrke sport, selv om man ville forandre verden. At der så siden blev dømt overtrådt mod ham, fordi han viste sig at være en kapitalistisk rod, er en anden sag.

Jo, der bliver sat fuldt blus på memory sticken, når man sidder og ser EM i hanbold. Tændsatsen i går var Anders Eggert, som ikke hører til de fløjspillere, man skal lade gå selv. Han scorede ti mål, da vi overraskende ubesværet (28-23) slog et serbisk landshold, der, med Nikolaj Jacobsens ord, især i første halvleg spillede både fornærmende ringe og alt for langsomt.

Det var dog også det danske holds fortjeneste. Omsider var der dømt ‘gennemgang forbudt’ i midterforsvaret med Michael V. Knudsen og Lars Jørgensen som bevægelige skildervagter, og Bo Spellerberg, dansk håndbolds humørsyge Michael Laudrup, havde ti gyldne minutter, som, parret med Eggerts one man show, var nok til den sejr, der sikrer plads i mellemrunden. Uanset lørdagens kamp mod de indtil nu skuffende islændinge.

Selv om jeg deler Wilbeks tilfredshed med navnlig første halvleg er det dog fortsat mildt bekymrende, at vi endnu ikke har fået forløst det skudpotentiale, der ligger i bagspillerne. Bevares, Mikkel Hansen havde eksplosive udbrud, men var ingen permanent trussel, og så har ingen af de danske keepere for alvor fået fat. Kasper Hvidt var dog klasser bedre end i åbningskampen mod Østrig. Alt andet ville også have været naturstridigt.

Jeg skal dog nok vare mig for at tilbyde min assistance…

Foto af Anders Eggert af Jan Christensen/DHF. Hentet på www.hopskud.dk

Readmore  

Han fik mor til at se rødt

17. januar 2010   //    Kommentarer slået fra

I Politiken søndag kan man i dag læse min fødselsdagshilsen til Troels Trier, som fylder 70 17.1:

”Drop kopierne, bevar originalerne” lyder et t-shirt-egnet slogan. Det handler om piratkopiering, men det kunne også være en hyldest til Troels Trier, der i dag fylder 70. Hvor i kulturlivet finder man hans lige? Se på ham! Se på ham igen! Lidt hjulbenet, næsten med vilje, med pilotlæderhjelm og en næsemaske, forlænget som en fallos. Raspende besynger han fremmedgørelse og storbyensomhed, så den neonlyser fascinerende farlig, eller han legemliggør en uromantisk solidaritet, både med de undertrykte og utilpassede og med de private følelser, han altid har undskyldt lidt, men ikke har kunnet lade være at synge ud, fordi han altid har været et levende dementi af en af sine bedste sange, den om funktionæren, der først bliver menneske, når han dør.

Lad os lige trække vejret efter en introduktion, der lyder som et ekko af den sprechstallmeisterstil, der i 70’erne gjorde Troels Trier til en af landets mest spektakulære rockperformere.

Han er runden af miljøet omkring Vallekilde Højskole. Faderen var kunstmaler og moderen billedskærer. Den kunstneriske stafet ventede altså på at blive samlet op. Alligevel søgte Trier efter nogle år på valsen i Sydeuropa ind på Polyteknisk Læreanstalt. Han kom heldigvis ikke ind, men begynder som grafiker og keramiker. Og debuterede i 1961. Ni år senere fik han treårigt kunstfondlegat, men ville ud til flere end de få, der går på gallerier.

Sammen med broderen Lars begyndte han derfor at optræde ved ferniseringerne. Han sang efter bedste evne, nærmest på trods, men lillebroderen spillede virtuost. Og i 1969 dannede de, sammen med bl.a. Dea Trier Mørch (som med Troels fik børnene Rosa, Sara og Tobias), kollektivet Røde Mor, der skrev sange og skar i linoleum. Det var de store ords tid. Samfundsmodsætningerne blev mejslet ud med socialismens nådesløse hammer, og Røde Mor kaldte sig propagandistisk og proletarisk. I dag virker den sort-hvide grafik nostalgisk, men sange som ’Du flyver dag og nat på Vietnam’ og debutalbummet ’Rok Ork’ fremstår lysende originalt. Velvet Underground møder spansk folkemusik, så det både hylder frihedskæmperne i Latinamerika og Vietnam og er en subtil kommentar til Franco-Spanien.

Troels Trier var hverken bange for det kommercielle eller det profesionelle. Budskabet skulle ud. ”Man skal tage kampen op mod hele det rigt facetterede borgerlige kulturapparat, og så kan det ikke nytte, at man siger, at politisk kunst skal lyde eller se sådan eller sådan ud,” sagde han i 1976: “Og dér vil man så komme til at støde de, der har alt for enkle opskrifter på, hvordan marxistisk musik skal være.”

Røde Mors Rockcirkus blev lige så populære som Gasolin’. Venstreorientering var et hit. ‘Mødrene’ blandede musik, mening og (galgen)humor, så munkemarxisterne spildte forarget galde på bondeskjorterne. Noget andet er så, at bandets ortodokse forhold til de socialistiske stater næppe vil kunne holde til et eftersyn af Bent Blüdnikow.

Sideløbende udsendte Troels Trier pladerne ‘Rosa’ og ‘Larsbjørnsstrædes Vinduer’, hvor han ud fra en mere privat vinkel videreudviklede sine sange. De hører ikke til de mindst holdbare i hans katalog. Soloarbejdet intensiveres, da Røde Mor nedlægges i 1978, men han er ved at nå enden af den røde tråd.

Midt i 80’erne tager han og hans nye kone, Rebecca Brüel, livtag med folkeligheden. Det lykkedes. Sange som ‘Bøf med løg’ blev fast inventar i jukeboksene. Nogle mente, at parret ironiserede over deres nye publikum.

Først i 90’erne slog parret sig ned på Fyn og blev for en stund økologiske landbrugere. Trier skiftede mikronstativ ud med staffeli, men genopvækker Røde Mor med bokssæt og turneer. I 2007 får gruppen pladebranchens ærespris. I høj stemming modtager Trier trofæet og siger: “Fra os skal der til de unge lyde: Gå ud og gør noget ved det! Og til vore jævnaldrende: Smid så de golfkøller ad helvede til og find guitaren frem. Det er tid til rock and roll!”

Det er det ikke længere for Røde Mor. Som der står på hjemmesiden: “Med fuldt udtrukne gangstativer forlyder det fra Røde Mor ‘Vi ses om 30 år’.”

Foto af Danielle. Th. en anden rød mor, Henrik Strube.

Mere om Trier hos CAPAC

Readmore  

Bedste musikbillede i 2009?

4. januar 2010   //    Kommentarer slået fra

Jeg har haft fornøjelsen at sidde med i den jury under Dansk Musiker Forbund, som kårer Årets Musikfoto. Konkurrencen var knaldhård, diskussionen i juryen god og lærerig, og det var en særlig glæde for en gammel billedformidler at se, hvor få af Tordenskjolds soldater, der deltog, og hvor mange unge og nye navne, der ønskede at give deres bud på musikfotografiet, en af fotografiets mest skamredne klicheer.

Der var masser af modlys, røg og damp og guitarsvingere, taget i allehånde mere eller mindre fortænkte vinkler, men vinderbilledet af Per Lange viser Thomas Helmig, en mand, vi alle mener at kende, i en situation, hvor han ydmyg og selvforglemmende tager imod folkets hyldest i Skanderborg. Tommy Boy, indeed.

Per Lange ved i øvrigt selv, hvordan det er stå på en scene. Han spiller ved koncerter trommer i dansksprogede Klondyke, der har udgivet fire albums, nogle af dem produceret af Lange. Desuden har han lavet radiospeaks, reklamemusik og remix med bl.a. Aqua, Brdr. Olsen og News og sammen med Mika Vandborg skrevet musik til DR tv-serien “Mille”. Som komponist er han tilknyttet Warner/Chappell og har sit eget Globus Studio i København. Han har været producer og mixer for bl.a. Mark Linn, Entakt, The Alpine, Carlas, DQ, The Breakers og Magic Bullet Theory.

Du kan se et udvalg af billeder fra konkurrencen her. 123 fotografer deltog.

Readmore  

Happy new year

31. december 2009   //    Kommentarer slået fra

Det er faktisk langt lettere at finde julesange end nytårssange. Måske fordi vi alligevel ikke kan høre  nytårssangene for os selv og de andre. Evergreenen blandt nytårssangene er og bliver ABBA‘s Happy New Year. Den kom oprindeligt på 1980-albummet Supertrouper.

Det er en hamrende god popsang, men det er også en tekst om forhåbning og fortrøstning og om ensomheden, når champagnen er feset af. Måske et forvarsel om, at der var ægteskabelige og ikke slet så fotogene omvæltninger på vej i gruppen. Obamas taleskriverteam kunne have skrevet dem, men nok ikke melodien. Der er en del kopiversioner af den rundt omkring, men originalen er stadig bedst. Se den her.

2010 truer eller venter. Alt efter temperament.

PS: Og får ordet “krysantemumbomber” for en gangs skyld ikke en lidt mere festlig klang, når man ser illustrationen til dette indlæg?

Readmore  

Russisk udrykning

15. december 2009   //    Kommentarer slået fra

GER - AUT

Bjørnen sov ikke. Som vanligt lignede den russiske landstræner Jevgenij Trefilov ganske vist hele 1. halvleg en latent blodprop fra før Murens fald, men siden blev han næsten vennesæl med bedstefarsmil over for sine spillere. Det kan man godt forstå.

Danmark er ude af kvinde-VM med et fortjent nederlag til Rusland på 25-30. Louise Mortensen brændte meget symbolsk et overtids-straffekast, men dette VM blev ikke tabt i eftermiddag, men i kampen mod Angola.

Når det er sagt, og det er vist sagt så rigeligt, så fremturede russerne med en fysisk styrke, et næsten usportsligt højt tempo, en gennembrudsvilje og bredde, der var ubetvingelig. Nøglespillerne var bagskytten Ludmila Potsnova og ikke mindst den tidligere GOG-keeper Inna Suslina.

Det var en god kamp, måske den bedste under dette VM, og der skal to hold til at skabe en god kamp. Og det danske hold havde rystet nederlaget til Angola af sig, i hvert fald i forsvaret, hvor den gamle jernlady, Mette Melgaard, gav og tog, så det sang. Og var lige ved at kompensere for, at Jan Pytlick, tvunget af holdsammensætningen, holdt fast i en 6-0 opdækning, som ikke var den mest vandtætte dæmning mod russere for fuld udrykning.

Afgørende for kampens udfald blev, at russerne formåede at neutralisere Trine Troelsen, at Camilla Dalby og Line Jørgensen demonstrerede deres stereotypi som langskytter, at ingen af vore målmænd kom afgørende i gang, selv om 32-årige Karin Mortensen havde et gyldent, fodrapt kvarter i 2. halvleg, hvor det så lovende ud, indtil Trine Troelsen forivrede sig i 52. minut og fejlafleverede lige ind i det rådsnare russiske forsvar, og fra at kunne have været bagud med kun et mål, kom vi i løbet af ingen tid bagud med tre.

Danmark faldt med ære, men den gider ingen hænge om halsen, der mener noget med sin sport.

PS: Til gengæld er jeg sikker på, at TV2 har verdens bedste håndboldkommentatorer i Thomas Kristensen og Bent Nygaard. De har boldøje og sprogøre, er begejstrede, men ikke nationalchauvinistiske, og evner både at uddele verbale øretæver og buketter med lige stor (k)ærlighed, både til spillerne, men sandelig også til spillet som sådan.

Ukrediteret foto fra IHF‘s hjemmesides mediesektion.


Readmore  

Bjørnen kommer

14. december 2009   //    Kommentarer slået fra

1030_7459

Der var engang, hvor Rikke Solberg satte sig på hele sendefladen, som Steffen Brandt sang. Og Anja & Camilla Andersen samt Susanne Munk Lauridsen og siden navne som fløjraketten Henriette Mikkelsen, Rikke Skov og hendes registrerede partner Lotte Kiærskou for ikke at glemme Karin Mortensen. Vi taler med andre ord hunbold. Dengang genren lignede sportens uopslidelige  “new black”.

Sådan har det ikke været længe. Og er det ikke længere. Det kunne man se i går, da det danske kvindelandshold tabte til Angola, hvis spillere alle lignede volleyballspillere, der var gået forkert, men som i den grad med et så simpelt og gennemprøvet våben som offensiv 3-3 opdækning gjorde danskerne rådvilde og modløse. Resultatet 23-28 er, så man tror det er løgn.

Det samme fristes man til at mene om den kinesiske tv-produktion under hele dette VM. Low key er det pæne ord. Præcis som tilskuertilstrømningen i dette håndbold-u-land. Havde det internationale håndboldforbund som mål at undgå atmosfære omkring kampene er det lykkedes.

I hunboldens guldalder dengang for flere VM’er og OL’er siden talte man en del om, hvorvidt kvinderne kunne slå et mandehold. En syg diskussion, for det kan og skal de selvfølgelig ikke kunne.  Kvindelige elitehold kamptræner af og til mod førsteynglinge herrer og lavt rangerende herreseniorhold og taber eller spiller højst lige op, men pointen ved kvindehåndbold er jo netop, at den skal være sig selv med al den lethed, poesi, fantasi og svævende ynde (og god gammeldags, kortbukset sexappeal) isprængt naturstridige krafteksplosioner, som herrehåndbolden i sin stadig mere udprægede forråelse efterhånden kun rummer som en undtagelse (Barcelona igen igen).

Derfor har det også ved dette kvinde-VM været forstemmende at se, hvor ringe det tekniske niveau p.t. er (og i det lys skal glæden over de indledende danske sejre vurderes). En ting er svigtende taktisk tæft og organisation og at ikke kun det danske hold savner samlende skikkelser, noget andet er, at mange af holdene, inkl. det danske, har problemer med helt basale håndboldskolediscipliner ting som at gribe bolden og at lægge afleveringerne højere end fodhøjde. Det giver kampe, der ofte har været en ynk at overvære for den, der kan huske forne tiders artisteri a la Anja.

Karin Mortensen er stadig med, og hun og hendes yngre kollega, stortalentet Christina Pedersen (fra FCK), gør deres til at leve op til de danske traditioner på keeper-posten, men lades alt for ofte i stikken af et forsvar, hvor kun Mette Melgaard udviser kampvilje, men hun kan ikke være overalt, selv om hun prøver på det.

Af de andre har kun “årets kvindelige håndboldspiller” Trine Troelsen i angrebet noget, der ligner star quality. Og en skudstyrke, der er aldeles udansk. Det samme kan man desværre ikke sige om hendes udnyttelsesgrad, der går hånd i hånd med det ineffektive kantspil. Jeg troede ellers danskerne havde opfundet fløjspillet. Både højre- og venstrefløjen.

I morgen venter russerne, som skal slås for at komme i semifinalen … er I med på den, som Jan Pytlick plejer at sige.

Billedet er det officielle pressebillede af kvindelandsholdet, taget af Jan Christensen/DHF.
Hentet fra www.dhf.dk

Readmore  

Bogradio stiller ind på Sebastian

14. december 2009   //    Kommentarer slået fra

1518966

Lidt reklame for min bog om Sebastian i form af et interview med mig på den journalistiske nyskabelse www.bogradio.dk.
Du kan høre interviewet her. Og bogen kan stadig fås, der, hvor du plejer at købe bøger.

Readmore  

We want the world

7. december 2009   //    Kommentarer slået fra

Her på klimatopmødets første dag fik jeg af en gammel legekammerat tilsendt disse linjer:

What have they done to the Earth?
What have they done to our fair sister?
Ravaged and plundered and ripped her and bit her
Stuck her with knives in the side of the dawn
And tied her with fences
And dragged her down

I hear a very gentle sound
With your ear down to the ground

We want the world and we want it ...
NOW!
Nej, de er ikke skrevet af Barack Obama eller Connie Hedegaard,
men af Jim Morrison.
Readmore  

George Michael juler igennem

6. december 2009   //    Kommentarer slået fra

georgemichael_25_cdcov

George Michael er ikke typen, der inviterer pressen indenfor. Som om han har gode erfaringer med at holde sit privatliv privat … men i den engelske avis The Guardian gør han en undtagelse i denne søde juletid. Anledningen er, at manden, der hvert år gør juletiden mere udholdelig med “Last Christmas”, i morgen udsender “Live in London”, en dvd-dokumentation af sin netop overståede verdensturne plus om en uge en single med den aktuelle titel “December Song”.

I interviewet afslører George Michael, at han har gjort ting i sit liv, som han har fortrudt, at han står op ved 10-tiden (om morgenen), lader sin personlige assistent løbe ned efter en kop Starbucks-kaffe (har de hørt om selv at lave kaffe i den husholdning?) og tager så ellers hul på en dag, som p.t. tilbringes mest i studiet, hvor han er i gang med at indspille nye sange. Hvordan de bliver, vil han ikke afsløre, men de lyder, med hans egne rod, “skizofrene”. Til gengæld gør han ikke noget ud af at tilsløre, at han ryger en del joints om dagen, “men det går ikke ud over min stemme.” Og han er også på crack, “men det har ingen af mine musikere klaget over.”

Intet af det ser han dog som en svaghed. “Det er jo bare sådan jeg er,” lyder det fra idolet, der selv har Elton John som sit største idol, men godt vil have sig frabedt, at nogen hanker op i ham. Og slet ikke Elton og hans emsige velgørenhedsslæng af hattedamer, bl.a. Bono.

Der har været rygter om, at der var en selvbiografi lige om hjørnet og om at et rekordstort forskud skulle være udbetalt. Det passer, men nu tilbagebetaler George Michael det. Han kan nemlig ikke skrive bogen. I hvert fald ikke nu. Tiden er ikke rigtigt til det, siger han. Måske next Christmas.

Foto en beskæring af forsiden på cd’en “TwentyFive” fra 2008.

Readmore  

Beyoncé fylder en del

4. december 2009   //    Kommentarer slået fra

beyonce

Mens den danske pladebranche har sat Danish Music Awards on hold og regner med at lade dem genopstå næste efterår (forhåbentlig med landsdækkende tv-dækning og tilsvarende mere seervenlig produktion), kører det amerikanske Grammy-cirkus på 52. år.

Onsdag aften, amerikansk tid, blev årets nomineringer offentliggjort (naturligvis direkte på landsdækkende tv, bare til DR og TV2′s orientering). Traditionen tro var der nu ikke mange overraskelser, hvilket, ikke overraskende, fik kritikerne til at hvæsse pennene. Beyoncé er nomineret ti gange, den blonde nye countrybombe Taylor Swift kan modtage en Grammy otte gange og Black Eyed Peas, Kanye West og Maxwell kan i bedste fald gå seks gange op på podiet den 31. januar, når statuetterne uddeles.

Andre nominerede er Bruce Springsteen, Dave Matthews Band, Lady Gaga og Kings of Leon. Og Bob Dylan er blandt de nominerede i kategorien “best solo rock vocal performance”. Derimod mangler en sangerinde som Whitney Houston. Hendes på mange måder meget tilfredsstillende comeback-album udkom nemlig så sent, 31. august, at det ikke kvalificerer sig til en Grammy-nominering denne gang. Og næste år er det nok glemt. Men debatten om forbigåelsen kører på højtryk derude.

En komplet liste over de nominerede findes her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top