You are here:  Home  /  Journalistik

Kryds ved Billy

12. marts 2012   //    6 Comments

I dag udkommer Billy Cross’ nye album. Jeg har skrevet den medfølgende pressemeddelelse og kan derfor i sagens natur ikke anmelde det. Det forhindrer mig dog ikke i at gøre opmærksom på pladen:

Hjemme hos Billy Cross er stueplanter ikke det, der fylder mest. Derimod står i hans dagligstue tre guitarer, som illustrerer den spændvidde, danskerne for længst har taget til sig. På den ene fløj står den akustiske, der signalerer singer-songwriter følsomhed. På den anden den røde Gibson, model Chuck Berry, der garanterer tidløs rock. Og i midten den metalskinnende dobro, der udstråler country, blues og traditionsbevidsthed.

Alle instrumenterne og Cross’ arketypiske rockrøst kan høres på albummet The dream hasn’t changed, hans fjerde i eget navn siden 1986. Og det første siden 2009-cd’en So far so good.

I mellemtiden har han haft succes i trioen Everybody’s Talking og etableret et samarbejde med guitaristen Aske Jacoby. Oprindeligt tænkt som en duo, hvor de to venner levede deres legesyge ud, men Aske er endt med at glide naturligt ind i Billy Cross Band, så det nu består af de to samt bassisten Flemming Ostermann og trommeslageren Henrik Askou.

»Vi har bestræbt os på at indspille pladen, så den afspejler, hvordan vi lyder live. Der er skruet op for rocken,« fortæller Cross. »Den nye plade er mere usminket, og samarbejdet med Aske har åbnet nye døre for mig. Han har gjort mig musikalsk mere frigjort, på totredjedele af numrene er leadvokalen f.eks. indspillet som first takes. I det hele taget har bandet fornyet min spilleglæde.«
Under indspilningerne bad Cross sin trommeslager om at spille »som en sekstenårig i løbetiden«. Selv føler han sig som en teenager, hver gang han står på en scene. Han er fyldt 65, men har ikke tænkt sig at gå på pension: »Jeg ved godt, at mange mener, at branchen er forbeholdt ungdommen, og fred med det, men jeg tror, der er plads til og behov for en musik, hvor erfaring og energi spiller sammen. Og rocken er jo ikke opfundet i går, så lidt historisk bevidsthed skader aldrig, vel?«

Musikalsk er The dream hasn’t changed en rundtur fra downtown Manhattan til Mississippi-deltaet og retur. Med undtagelse af en opdatering af ’Blue Suede Shoes’ har Cross skrevet alle sangene. Som ens ærlig bonus rummer pladen også den første indspilning, Cross medvirkede på: Singlen med New York-bandet The Esquires.

Elskere af Bo Diddley, Randy Newman, Bruce Springsteen og Ricky Nelson går ikke forgæves her. Og Cross har denne gang begået tekster, der også godt vil høres og som ikke rimer på den mandlige melankoli, Cross finder i så meget af tidens danske rock.

Her er sarkastiske sange om forbrugerisme og overfladiskhed i hans andet fædreland, Danmark, renlivede rockere som ’No One Here Gets Out Of This Alive’, sansede kvindeportrætter i sange som ’Suzy’s Just A Bad Girl’ og det både ærlige og mildt selvironiske titelnummer.

»Jeg har lavet denne plade, fordi jeg trængte til at vise, at jeg er et menneske på godt og ondt og tør stå ved det,« siger Billy Cross. Det gør han også ved sin lyst til igen at bringe guitarerne i front. Det kan man forvisse sig om på det nye album (som anmeldes her). Og guitarerne tager i den grad med, når Billy Cross Band tager på turne til foråret.

FØLG MIG OGSÅ TIL DAGLIGT PÅ FACEBOOK

Readmore  

Lou Reed rammer 70

1. marts 2012   //    1 Comment

Dan Turèll kaldte ham bundløs, og uddybede det: »Lou Reed sir ikke, sir aldrig, hvad han tilsyneladende sir, men det han så sir kan godt formuleres præcis som det han sir.« Så var det sagt.

I morgen runder Reed 70, og få i rocken har sagt så mange så meget uden egentlig at sige meget. Reed har aldrig ruttet med følelserne, men de er der i hver en stridbar akkord, i hver en lakonisk frasering, i de fleste af disse sange om mennesker, der farer vild i sig selv, i hinanden og i verden. Og uden direkte at synge om sig selv, har Reed aldrig sunget om andet, og så de venner, han bag solbrillerne har spejlet sig i.

Ikke så mærkeligt at han ville have været journalist. Det blev kun til et par semestre på universitetet i Syracuse, hvor Reed også var radiovært. Her hyldede han forbillederne, doowop-sangeren Dion DiMucci og saxofonisten Ornette Coleman. I dette sære krydsfelt skabtes Reeds staccato-huggende rytmeguitarstil, og hans sangstemme, der altid har lydt som om den helst ville nøjes med at læse et digt op.

I New Yorks dengang nedslidte og ikke spor hippe Lower East Side dannede Reed og waliseren John Cale Velvet Underground som en antitese til hippiemusikken. Lyden var hård og desillusioneret. Som de miljøer, de færdedes i. Andy Warhol og hans slæng af rygklappere blev en del af Reeds omgangskreds, men selv om også han tog stoffer, blev han aldrig ædt af miljøet.

I stedet skildrede han det i sange som ’Waiting For The Man’, ’Heroin’ og ’Sweet Jane’. Warhols verden stod i 1973 også model til Reeds første og største hit som solist, ’Walk On The Wild Side’ fra albummet Transformer, et samarbejde med David Bowie. De iørefaldende sange om alt andet end mainstreamkultur besad en egen skræmmende og fascinerende kuldslået ensomhed. På samme plade findes også ’Perfect Day’, som tre årtier senere blev til en uhyre eksponeret velgørenhedsvideo og en af de bedste videoer nogensinde. (YouTube-link)

’Walk On The Wild Side’ flirtede med det androgyne, og sangen med linjer som »shaved her legs and then he was a she« lå på de samme hitlister som The Osmond og The Carpenters. Ret sjovt at tænke på.

Typisk for Reeds modvilje mod at behage branchen, efterfulgte han succesen med Berlin, konceptalbum om narko og fremmedgørelse. Det floppede, men er siden vokset i status. I 2007 genopførte Reed det i Operaen i København. Til en del anmelderes mishag og min store fornøjelse, selv om det jo ikke er en plade, der er en humørbombe.

I hans uhomogene pladeproduktion afløser ujævne plader utilnærmelige (ikke mindst Metal machine music, der til mandens ros ikke har en titel, der er falsk varebetegnelse), der efterfølges af perfekte og personlige værker som Magic & Loss til det seneste, indelukkede samarbejde med Metallica på albummet Lulu.

Lou Reed er gift med multikunstneren Laurie Anderson. I hende har han mødt en åndsfælle, der også begriber og overlever verden ved at se den som et absurd koncept, og som kan få den ellers ikke særligt lattermilde mand til at trække på smilebåndet af den hengivenhed, hans tilhængere møder ham med. F.eks. dengang Reed ved en koncert blev bidt bagi af en fan, der bagefter skreg »Åh, læder.«

Se mere om Reed her.

Illustration: Cover til 1998-albummet Perfect night – live in London. Foto: Timothy Greenfield-Sanders.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Denne omtale kan også læses i dagens printudgave af Politiken

Readmore  

Stoler DR Nyheder ikke på sig selv?

28. februar 2012   //    Kommentarer slået fra

Journalister vil ikke spændes for nogen eller nogens vogn. Det er en ædel og nødvendig bestræbelse i en verden, hvor det som mediebruger og medie er nemt at blive rundforvirret af løgne og spin. Vi journalister tager ikke noget for givet, nej. Skepsis er vores indre regulator. Bilder nogen os ind, at månen er lavet af grøn ost, vil vi smage på den, før vi viderebringer oplysningen. I hvert fald i princippet.

Denne principfasthed må være grunden til, at man på DR1’s nyhedsredaktion tilsyneladende stadig ikke er helt sikker på, om Assad og hans regime er i gang med at lukke den efterhånden ret blodige mund på oppositionen. Hvordan ellers forklare, at DR1 hver gang man bringer levende billeder fra døden i Homs og omegn partout skal indskyde forbehold som »ifølge oprørerne«, »ifølge ubekræftede forlydender« og »det er ikke lykkedes os at dokumentere disse oplysninger«.

Hvis man betvivler sandhedsværdien i billederne, hvorfor så bringe dem?

Seneste eksempel kom i søndags. 18.30 bragtes klip fra Homs, der lignede Warszawas sidste dage. Billederne fik de obligate besværgelser med på vejen. Samtidig annoncerede man, at man havde haft Puk Damsgård under cover i Homs. Hendes reportage blev bragt i 21 Søndag. Den var rystende i al sin nedtonethed. Hun fik øjenvidneberetninger og besøgte et interimistisk hemmeligt hospital, hvor operationer blev udført, mens morterild regnede over læger og sårede.

Godt, tænkte jeg. Så fik vi da syn for sagn. Sådan tænkte man ikke på redaktionen, for bagefter kaldte studieværten, Kim Bildsøe Lassen, dét, vi netop havde set resultatet af, for »den påståede nedslagtning.« Så meget for tiltroen til sin egen krigszoneudsendte.

Selv de bedste principper kan på den måde blive dårlige, grænsende til det groteske.

Jeg medgiver DR1, at de syriske oprørere kan have allieret sig med en b-filminstruktør, som har lært dem, hvordan man sminker skudsår på raske mennesker, hvordan man uden brug af svær kaliber perforerer murværk, hvordan man smører stole og fortove ind i teaterblod og hvordan man klipper den nobelprisbelønnede franske læge, Jacques Bérès, ind i indslaget, så det fremstår, som om han grangiveligt er til stede.

Men hvor sandsynligt er det? Tæller logisk sans og almindelig snusfornuft ikke længere i den redaktionelle proces? Hvis ja, hvorfor så disse forbehold?

I den forbindelse var det tankevækkende at se Steffen Jensen på TV2.

Han deltog i en regeringskontrolleret sightseeing i Damaskus i anledning af folkeafstemningen om en forfatningsreform. Han var ikke i tvivl om den paradeforestilling, han overværede, men som han aldrig blev del af, fordi han bevarede både ironien og sin journalistiske instinkt. Uden at virke propagandistisk.

Denne anmeldelse kan læses i kortere form i dagens printudgave af Politiken    

Videograb af Puk Damsgård v. DR Nyheder ©    

Readmore  

Vores første rock-mama

17. februar 2012   //    Kommentarer slået fra

Nu om dage kan man blive konservatorieuddannet i musikkøbmandskab, men selv om der ikke mangler kvalificeret kvindelig arbejdskraft i fødekæderne i musikbranchen, fattes der fortsat kvinder på direktionsgangene i de danske pladeselskaber. Da Henriette Blix, som i dag fylder 60, blev headhuntet af Richard Branson i 1983 som direktør for Virgin Records’ nystartede danske filial, var der endnu færre. Og de fleste var tvunget til at nøjes at være fotogene, lave chefkaffe og passe kopi- og telefaxmaskinerne.

Henriette Blix lavede også kaffe. Til sig selv. Efter at have flirtet med engelsk litteratur og teatervidenskab kom studenten fra Sorø ind i branchen; ikke fordi hun gik op i at kindkysse, men fordi hun, uden at være mundlam, var god til at lytte og endnu bedre til at lede og fordele. Sammen med Jan Degner, i dag direktør for Art People, gjorde hun i midt-halvfjerdserne bookingbureauet PDH til en magtfaktor, med en effektivitet, der var omvendt proportional med den hippie-tilbagelænethed, de i de første år var omgivet af og som de betjente. Kundelisten var som en blå bog over tidens lokale stjerner.

Jobbet på Virgin-toppen indebar, at hun solgte PDH til medarbejderne for at koncentrere sig om en forretning, der i branchens guld- og platinalder voksede til trecifret millionomsætning. Blix blev ansvarlig for lokal markedsføring af navne som Janet Jackson, Rolling Stones, George Michael, Rockers By Choice samt Sanne Salomonsen, der skrev kontrakt med Blix, fordi hun, som hun dengang sagde, »godt vil arbejde med nogen, der er fri for al det lir, der er i branchen.«

Da Virgin blev opkøbt af EMI i 1992, smed man ikke Blix på gaden. Det gør man ikke med guld. Blandt hendes nye tiltag var succeskonceptet Absolute Music, der resulterede i 29 cd’er.

Lige efter årtusindskiftet blev Blix strukturramt. Endnu en virksomhedsfusion fik hende til at tage konsekvensen af en stigende interesse for alt det, der er med til at skabe musik mellem mennesker. Hun privatpraktiserer i dag som gestaltterapeut, men har ikke sluppet musikken.

Hendes firma, Blix Management, varetager karriereplejen for kunstnere som Martin Brygmann, Chris Minh Doky og Sinne Eeg, og som en påmindelse om, at der også er et liv uden scenebelysningen, arbejder Henriette Blix som frivillig telefonrådgiver for Psykiatrifonden en gang om ugen.

Privatfoto.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

McCartney con amore

11. februar 2012   //    7 Comments

Man behøver bare høre de første strofer af Paul McCartneys nye album, Kisses on the bottom, for at blive bragt tilbage til Forthlin Road i Liverpool, hvor Paul og Mikes udearbejdende alenefar, Jim, after hours satte sig ved klaveret i den diminutive, gasfyrsopvarmede dagligstue og diverterede med melodier fra sin tid som swingmusiker.

For Paul McCartney og hans generation betyder ‘It’s Only A Paper Moon’ og ‘The Glory of Love’ lige så meget som ‘Long Tall Sally’ og ‘Hound Dog’. Og sangene giver lige meget genlyd over alt i Beatles-kataloget.

Paul var ikke den første, der fik den ide at gå på genopdagelse i Hotel Evergreen og dets filial Heartbreak Hotel. Ringos første udspil i eget navn var såmænd Sentimental Journey, udsendt i 1970 midt i Beatles-sammenbruddet. Og en af de sange, han valgte, ‘Bye Bye Blackbird’, har McCartney også udset sig. Uden sammenligning i øvrigt.

Med sig i studiet har McCartney haft pianisten Diana Krall, hendes producer Tommy LiPuma og hendes musikere, bl.a. den elegante guitarist John Pizzarelli og den omsorgsfulde, nærmest melodisk kærtegnende bassist Robert Hurst. Det er folk, der kan deres kram. Ja, det er vel nærmest jazz uden at det skal lyde som en advarsel. Gæster som Eric Clapton og Stevie Wonder mindsker ikke kvalitetsniveauet. Der er tale om udsøgt musiceren.

McCartney har fortalt, at han længe havde gået med ideen, men blev slået en smule ud af kurs, da Rod Stewarts American Songbook-serie kom i vej. Hvor Stewart ikke i sine fortolkninger lægger skjul på, at han netop er Rod Stewart, stiller McCartney sin stemme til rådighed for sangene og for traditionen. Det er til tider så tilbagelænet, at det er ved at falde bagover, men også afleveret med stor kærlighed og ydmyghed. Et con amore-arbejde i bogstaveligste forstand. Som han dog kan synge de sange hjem! Ubesværet, uden den hang til sentimentalitet, han så tit har givet efter for, og med en intimitet, der forstærkes af en optageteknik, der kun kan karakteriseres som hudnær.

Okay, en sang som Andrew Sisters’ ‘Ac-Cent-Tchu-Ate The Positive’ er og bliver fjollet, og ‘My Very Good Friend The Milkman’ er og bliver en bagatel, som også Clapton forsøgte at løfte til noget større på sit seneste album, men Irving Berlins ‘Always’ synger McCartney, som om han har skrevet den.

Albummets højdepunkt er ‘My Valentine’, en nyskreven McCartney-sang, i Sinatras cigaretrygende, fortællesyngende stil. En af McCartneys store kærlighedsoder folder sig her ud, så det bliver til en film om naivitetens styrke og forelskelsens vingefang. Clapton og London-symfonikerne lyder, som om de også har prøvet det der med at møde en ny kærlighed så omvæltende, som er det den sidste. Det er gåsehudsfremkaldende rørende.

Jeg har noteret mig, at alderskortet af flere lokale anmeldere er blevet kylet flittigt og forudsigeligt i bordet. Ord som ‘morfar’ og ‘sutsko’ har ikke været ment som en ros. I mine aldersstegne ører er det at misforstå pladen og sangerens intentioner. Og jeg tror, McCartney er ligeglad.

Kisses on the bottom er et udvalg af evergreens, der sagtens selv kan ende med at blive en evergreen.

Paul McCartney: Kisses on the bottom. Producer: Tommy LiPuma. MPL/Universal. Deluxe-versionen.

Pressefoto: Mary McCartney/MPL ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

50 i morgen: Sheryl Crow

10. februar 2012   //    Kommentarer slået fra

Når man i dag ser billeder af den i morgen 50-årige høstakblonde Sheryl Crow med cowboyhat og singer-songwriter guitar, er det svært at forestille sig, at hun i midt-80’erne med amokpermanentet højt hår og lige så høje stiletter sang både kor og duet med Michael Jackson på dennes verdensomspændende Bad-turne. Men det gjorde Crow, og dét som om hun aldrig havde gjort andet eller for den sags skyld havde tænkt sig at gøre andet. (YouTube-link)

Hun vidste, hvad hun gjorde, også selv om hun sikkert ønsker sig en del af de sexede poseringsbilleder fra dengang for ugjorte. Jobbet så juristdatteren og Los Angeles-tilflytteren fra Missouri som et udstillingsvindue, der kunne bringe hende ud af de karrieremæssige blindgyder som velbetalt jingle-sanger for bl.a. McDonald’s.

Pladeselskabsinteressen udeblev ikke, men et færdigindspillet debutalbum blev i sidste øjeblik skrottet i 1992. Godt det samme, for Crow følte sig hjemløs i den rolle som endnu en danseglad poptøs, som pladeselskabet havde tiltænkt hende. I stedet brød hun igennem året efter med singlen ’Leaving Las Vegas’ fra det Grammy-vindende ’Tuesday Music Club’, som tidligt fremstod som en nyklassiker i grænselandet mellem country og poprock, hvor Fleetwood Mac møder bluegrass. Deluxeudgaven fra 2009 bekræftede det indtryk.

Siden hittede Crow med bilradiovenlige singler som ’Soak Up The Sun’ (YouTube-link) og selv om de efterfølgende cd’er ikke helt nåede samme succes som debut’en, mistede musikken ikke kontur. Tværtimod lader hun ikke kollegaer som Lucinda Williams noget efter i forhold til musikalsk kant, hvis man ellers kan lytte sig igennem fordommene om hende som en celebrity-sanger.

Det indtryk er en afsmitning af, at Crow i 2003 og de næste par år blev et paparazzimål. Årsag: Hun kom sammen med Lance Armstrong, ja, parret nåede at være forlovet, før de gik hver til sit i 2006. Cykelrytteren var blevet et ikon, ikke mindst fordi han havde gjort comeback efter at have haft kræft i 1996. Det var derfor skæbnens bittersøde ironi, at Crow kort efter deres brud selv fik kræft, i brystet.

Hun er i dag helbredt, løber halvmaraton og lever på sin farm uden for Nashville med sine to adoptivsønner. Næste album ventes i år, og Crow har lovet, at musikken bliver med endnu tydeligere countryaccent.

www.sherylcrow.com

Readmore  

Isbjørnen bider i Beatles

9. februar 2012   //    2 Comments

Al respekt for Nordisk Films markedsføringsmuskler. Teatertordenen begyndte allerede at buldre på nettet i går, hvor netaviserne uden mådehold og uden undtagelse dækkede meddelelsen om, at Isbjørnen senere på dagen ville annoncere en nyhed, der ville, som det hed, ryste teaterverdenen. Og det var kun varslingen. Nogle timer senere var det en kendsgerning, at koncernen går ind i den del af teaterbranchen, som har specialiseret sig i konceptuelle teaterkoncerter. Kodeordet for Nordisk Film er “live entertainment blockbusters”. Med andre ord shows for de, der ikke har tålmodighed nok til rigtigt teater eller synes de er blevet for gamle til at gå til rigtige koncerter.

Og hvad indeholder så Nordisk Films brancheomvæltende og konkurrenttruende satsning? Hold vejret – en teaterkoncert bygget over Beatles-kataloget. Medvirkende er bl.a. Cecilie Stenspil, Pernille Rosendahl, Jimmy Jørgensen og Troels Lyby, alle fire kan synge, de tre bedre end den fjerde. Jamen, har vi ikke allerede to sæsoner kunnet se den forestilling ude på Gasværket? Nejnej, den hed Come Together. Nu hedder den Hey Jude. De musikalske sagsbehandlere er de samme, brødrene Jens og Peter Hellemann. Og instruktøren hedder stadig Nikolaj Cederholm.

Da det kom til dækningen af selve indholdet af begivenheden var den med få undtagelser dårligt til at skelne fra en annonce for Billetlugen. Tillægsordene kappedes om at komme først i køen. Kom så ikke og sig, at der mangler begejstring i kulturjournalistikken.

Nordisk Film har til deres nye satsning hyret en såkaldt forretningskonceptudvikler, Jon Stephensen. Det lyder ikke som et alt for svært job. Det vigtigste bliver at sikre sig, at Forum er til at få i julefrokostperioden.

Eneste tilbageværende spørgsmål er, om man i Hey Jude kommer til at høre en af de bedste Beatles-fortolkninger, den med linjerne:

Well, now give me money, (That’s what I want)
A lotta money, (That’s what I want)
Oh yeah, I wanna be free, (That’s what I want)
Oh, lotta money, (That’s what I want)
That’s what I want (That’s what I want) yeah,
That’s what I want.

Eller vil den pointe være for tyk?

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Ivan P. angriber YouTube

9. februar 2012   //    Kommentarer slået fra

Ivan Pedersen har altid kaldt en skovl for en skovl og idioti for idioti. Både dengang han uden at skamme sig sang skamløs pop i Laban og nu som meget ordførende og dagsordensættende formand for DPA, interesseorganisationen for danske populærautorer.

I dagens udgave af Politiken går han i rette med, hvad han kalder avisens “nyopfundne hjertesag, ’korstoget imod ophavsretsloven’”. Anledningen er dels en klumme for nylig, hvor Bjørn Bredal, oversat til dansk, spurgte om ikke ophavsretten var en forældet gammelmandsvenlig lov. Og dels en større artikel i lørdags, hvor avisen lagde papir til en diskussion videre ad samme spor, ansporet af den allererede forkætrede Acta-traktat, som blev angrebet af tre unge netbrugere.

Og man må sige, at den gode Pedersen udtrykker sig umisforståeligt. Et par citater:

Jeg kender ikke Acta-traktatens indhold ord til ord. Jeg har dog forstået, at traktaten ikke ændrer nogen regler om adgang til nettet her i landet, men primært er rettet mod ulovligheder i omgang med rettighedsbeskyttede mærkevarer og patenter i det store udland. Denne forstærkede fokus på pirateri og ulovligheder er Novo Nordisk, Lego, Danfoss, den danske møbelindustri og mange tusind andre danske virksomheder rigtig glade for. Hitmans, Volbeats og Aquas store succeser i udlandet ville heller ikke give brød på nogens bord uden rettighedsbeskyttelse.

Og:

Unge aktivister har længe forlangt frihed på nettet, alt gratis uden begrænsende regler. Unge har lov til den slags opfattelser, men der er sørme ikke meget bæredygtigt helhedssyn eller hensyn til andre grupper i det ståsted.  Et ’frit’ internet uden regler for nogle – kan nemlig stærkt begrænse andres frihed. F.eks. kunstneres frihed til selv at bestemme over egne værker.

Min rettighed er – uden aktiv opretholdelse –ingen ret, og politikeres legitimering af gratis brug af mine produktioner ser jeg som en de facto-ekspropriation og konventionsomgåelse. Dette har Danmark vedtaget og knæsat med resten af verden i Rom- og Bernerkonventionerne. Det skal der altså mere end tre uoplyste Aalborgdrenge og en forvirret Politikenredaktør til at ændre på. 
Heller ikke YouTube går ram forbi:
Mange kalder YouTube lovlig. Niks, blot genialt udtænkt svindel med ubetalt indhold. Al musik på YouTube med f.eks. undertegnede er lagt op af velmenende mennesker, som Google tvinger til med et flueben at tage personligt juridisk ansvar for uploadet. På en måned har YouTube i USA fået fem millioner henvendelser fra utilfredse kunstnere – 5 millioner!

En uetisk businessmodel, hvis du spørger mig, for to dage senere ligger alt indholdet der igen. Engang skulle kunstneren sige ja til en aftale, før hans produktion kunne bruges af andre til forretning. Nu skal kunstneren bede om at slippe. 

Endelig spørger Ivan Pedersen – retorisk:

Er nettet da så fuldstændig forskelligt fra den analoge verden, at enhver retstilstand er ophørt? Skal kun børneporno og terrorisme bekæmpes, mens al anden ulovlig virksomhed får lov at sejle sin egen sø? Er gratisprincippet ophøjet til en ny menneskeret? Nej, heldigvis ikke.

Nogle lovgivere forstår, at hvis vi – uden at komme til at skraldergrine – skal kunne tale om at skaffe landet indkomst fra ’vidensøkonomi’ eller ’oplevelsesøkonomi’, går det ikke uden respekt for – og opretholdelse af –ophavsretten.

Kunstnere og producenter kan bare kan lave nogle lovlige tjenester på nettet, så løser det hele sig af sig selv, siger man. Men ingen lovlig tjeneste kan konkurrere med tjenester, hvor alt er gratis.

Ord, jeg godt synes, man kunne tænke lidt over. Både som YouTube-bruger, blogger, brokker og almindelig musikforbruger.

Pressefoto: Gorm Valentin

Debatindlægget finder du her.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK 

Readmore  

70 år i dag: Carole King

9. februar 2012   //    1 Comment

Vi har alle vort bedste år. For Carole King må det være 1971. Da var hun på alles læber. Hendes lp, Tapestry, lå 15 uger på toppen af den amerikanske hitliste, var i alt listeplaceret 302 uger, og har globalt solgt 25 millioner eksemplarer. Indtil videre. Singlen derfra, ’I Feel The Earth Move/It’s Too Late’, lå øverst på singlelisten fem uger, og Kings melodiske og følsomme, men aldrig sentimentale musik har defineret generationer af sangskrivende sangerinder. Samme sommer placerede hendes ven, James Taylor, King-kompositionen ’You’ve Got A Friend’ på hitlistetoppen. Som om det ikke var nok, lå Donny Osmond i efteråret 1971 nummer et med ’Go Away Little Girl’ – skrevet af Carole King.

Det der med at være en bestseller, var ikke nyt for den Brooklyn-fødte Carole King, som i morgen fylder 70. Hun kom fra en kunstinteresseret familie med et klaver, hun tidligt bemestrede. I high school var hun kæreste med Neil Sedaka, som skrev ’Oh, Carol’ til hende (hun svarede senere tilbage med ‘Oh, Neil). I gymnasiet gik også Paul Simon. Hun udskiftede sit jødiske efternavn, Klein, og fik, med sin senere mand Gerry Goffin som tekstforfatter, sangskrivning som sit levebrød.

Deres arbejdsplads var Don Kirshners musikforlag i The Brill Building på 1650 Broadway. Og første visitkort var ’Will You Love Me Tomorrow’, som The Shirelles sang til tops i 1961. Siden fulgte så mange sange med evergreenvokseværk, at man skal til Rodgers & Hammerstein og Lennon-McCartney for at finde magen. De første var en inspiration for King. De sidste lod sig inspirere af hende og indsang tidligt hendes ’Chains’.

Listen over King-kompositioner, der fornyede popformlen i årene efter Elvis, er for lang til denne omtale, men brutalt forkortet: ’Hi-De-Ho’, ’Take Good Care Of My Baby’, ’Go Away Little Girl’, ’One Fine Day’, ’Up On The Roof’, ’I’m Into Something Good’, ’Going Back’, ’Pleasant Valley Sunday’, ’You Make Me Feel Like A Natural Woman’ – blandt mange andre. De kunstnere, der har sikret tandhøjt smør på Carole Kings brød, spænder fra Bobby Vee over Aretha Franklin til The Monkees og Amy Winehouse – og gang på gang forbavses man over, hvem der har fortolket hende. F.eks. blev Grand Funk Railroad i 1974 nr. 1 med ’The Loco-motion’, som King & Goffins babysitter, Little Eva, havde toppet med i 1961.

Intet under, at Carole King syntes, hun klarede sig rimeligt uden en solokarriere, men presset voksede og hun albumdebuterede med den lidt for løse, men lovende Writer i 1970. Hun led af sceneskræk, men kom gradvist over den ved at spille med James Taylor, både på hans plader og i klubber, hvor hun i læ af ham spillede sig mod til.

Helt overvundet sin fobi fik King aldrig, og har aldrig selv set sig som den store sanger, men efter Tapestry turnerede hun en del og udgav succesfulde, men ikke slet så langtidsholdbare plader med et twist af jazz, man i dag genhører hos bl.a. Norah Jones. Dele af Kings bagkatalog står i øvrigt over for en tiltrængt restaurering. Og hendes erindringer er annonceret til udgivelse til april i år.

Fra 80’erne og frem blev Kings diskografi mere overskuelig. Seneste album er fra 2001. Sidste gang et af hendes studiealbum lå på Top 10 i USA var i 1976. Men at amerikanerne, og vi andre, aldrig glemmer hendes bedste år, kunne man se, da cd’en ’Live at The Troubadour’ i 2010 blev et Top 5-hit. På scenen var hun sammen med James Taylor (YouTube-link). De blev fejret og fejrede sig selv.

Det forstår man godt.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Da J. Geils Band ejede dansegulvet

6. februar 2012   //    5 Comments

Det tog J. Geils Band elleve albums og tusindvis af tilbagelagte landevejskilometre og lige så mange jobs, før bandet med forsangeren Peter Wolf som indpisker endelig endte øverst på Billboards HOT 100. Og blev der i seks uger. Det skete i denne uge for 30 år siden med singlen ‘Centerfold’, skrevet af bandets keyboardspiller og de facto kapelmester Seth Justman. Singlen kom fra albummet Freeze-Frame, som samtidig toppede lp-hitlisten.

Vi befandt os i MTV’s spæde barndom, og videoen med ‘Centerfold’ kom i heavy rotation, og er i dag en kitsch-klassiker. (YouTube-link) Bandet blev kritikerangrebet for at forråde de bluesrødder, musikerne havde gjort meget ud af at pleje, men de afviste kritikken med, at de aldrig havde været purister. De elskede bare gang i gaden og radiovenlig rock & roll, midtvejs mellem Steppenwolf, Southside Johnny og Hall & Oates. Deres kærlighed blev gengældt af publikum. Og den dag i dag består sangene fra det album, og det foregående, Love stinks, fyld-dansegulvet-testen med Wolf som en mindre krukket amerikanisering af Mick Jagger.

Det var svært ikke at unde bandet den succes. Til gengæld var det for nogle af os også svært at undgå at tænke tilbage på den juniaften i 1972, hvor Boston-bandet i København var opvarming for de quasi-symfoniske vægtløftsrockere Emerson, Lake & Palmer. Det var ikke dem, men hovednavnet, der var malplaceret hin aften.

Fødderne levede deres eget liv i ørkenstøvlerne under J. Geils Bands partyskabende, Chicago-bluesopfostrede sydstatssoul. Anført af Wolf og mundharpisten Magic Dick blev der sparket røv fra første taktslag. Det var stramt, men elastisk og hele tiden henvendt til publikum, som ganske enkelt ikke fik lov at døse hen som pseudointellektuelle senhippier.

Ikke mange var den aften kommet for at høre J. Geils Band. Emerson, Lake & Palmer var kommet for at imponere. J. Geils Band var kommet for at incitere, Og bag solbrillehårdkogtheden glimtede noget så sjældent dengang som humor.

Siden købte jeg fast deres plader (og senere Wolfs alt for oversete soloproduktion). Og lod andre om at høre Emerson, Lake & Palmer. Selv om J. Geils Band med tiden blev mere og mere mainstreamtilskåret og keyboardsvulmende, forblev musikken i sin essens “nothing but a house party”.

Hør Peter Wolf i et nyligt interview genkalde sig tiden.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Readmore  

Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top