Busters fødselshjælper fylder 60

Kommentarer slået fra

Kim Sagild har altid været en af dem, der står med småt. Og som enhver ved, så er det der det vigtige står. I morgen fylder guitaristen, produceren og arrangøren 60, og hans cv er som et stikordsregister til en bog om de bedst sælgende danske popnavne i 80’erne.

Sammen med legekammerater (og musikalske vidunderbørn) fra friskolemiljøet omformede han i 1973 Frederiksberg Bluesorkester til latinrock-pionererne Buki Yamaz. Med i bandet var brødrene Nordsø, Kasper Winding og Henrik Bødtcher. De skulle sammen og senere hver for sig give dansk batikrock en tiltrængt gang rens og stryg.

Sagild er søn af skuespilleren Avi Sagild og dermed halvbror til Nikolaj og Paprika Steen, men selv om ingen kan beskylde ham for at gå i et med væggene i de pladestudier, der blev hans arbejdsplads, har han mest spillet bærende biroller som en alsidig, men ikke anonym guitarist og især lydhør producer med uforskammet sikker poptæft.

Svendestykket var arbejdet med og på Kasper Windings tre firserplader, og producergennembruddet blev Nannas stormende succesfulde andet album, ’Små blå breve’, i 1984, det med ’Buster’. Året efter hjalp han den unge århusianer Thomas Helmig på vej og samme år producerede han Nannas landeplage om at give en hånd til Afrika.

Siden fulgte samarbejder med bl.a. Elisabeth og Mona Larsen samt projekter som Dyrene i Hakkebakkeskoven med bl.a. C.V. Jørgensen. Efterhånden følte han, at det københavnske rockmiljø tog mere end det gav, og han har den sidste snes år boet i Århus.

Herfra har han arbejdet med så forskellige folk som Thera Hoyemanns og Ivan Sand afvekslende med job som medie- og musiklærer på højskoler, hvor eleverne drager nytte af, at Sagild aldrig har gjort en dyd ud af at nedtone sine meninger om de anmeldere, der kun skriver for de næste 24 timer, mens musikere arbejder i et langt bredere perspektiv.

I fødselsdagsgave giver han senere i år sig selv et soloalbum, sært nok hans første. Som han siger: “Efter mange år som sidemand har jeg fået lyst til at prøve at lave musik i eget navn. Sange om at gå, at se, og om at turde forundres. Udfordringen har været at skulle stå for det hele selv – skrive, spille, synge og producere. men jeg håber, at man kan høre, at det er et menneske fra ældresegmentet, der står bag”.

Han behøver ikke sige det ikke højt, men de, der har fulgt Kim Sagild gennem årene, ved også, at intet kunne rage ham mindre end om det rager anmelderne.

Foto: Stig Rune

Kim Sagilds hjemmeside finder du her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

 

Readmore  

Rockens Kaptajn Klo 75

Kommentarer slået fra

Klappen for øjet skyldes efterveerne fra en trafikulykke i 1967, men for den i dag 75-årige Ray Sawyer har den sorte tøjlap vist sig at være guld værd. Den og den lidt for store cowboyhat har brandet ham som selve Dr. Hook siden 1971.

Sammen med sangeren og sangskriveren, den godt ti år yngre Dennis Locorriere, startede han Dr. Hook (and The Medicine Show) i New Jersey som lidt af en joke. Satirikeren Shel Silverstein, som Thøger Olesen havde oversat til Povl Dissing, skrev gruppens debutalbum. ’Sylvia’s Mother’ blev et øjeblikkeligt hit (YouTube-link). Egentlig var sangen en parodi på 60’ernes pigepopdramaer. Det var der mange, der ikke fattede. Dr. Hook gjorde, ligesom Frank Zappa, også tykt grin med hippierne i sange som ’The Wonderful Soup-Stone’ og ’I Got Stoned But I Missed It’, og femtenminutters-berømmelsen stod for skud i sangen ’The Cover of Rolling Stone’ – hvorefter modkulturens svar på ALT for damerne selvfølgelig kvitterede og puttede bandet på forsiden.

Bag grinene og sceneshowet, hvor de nøgne gruppemedlemmer poserede som en slags anti-Chippendales, gemte sig imidlertid et ganske solidt bar-band med en elskelig svaghed for countryfarvede soul-sjælere. Og den Alabama-fødte Ray Sawyers sydstatsdrævende vibrato lagde på en og samme gang distance til og gik helt ind i følsomheden.

Også i Danmark var Sawyer & co. efterspurgte. Vi elskede dem og de så ud til at knuselske os. For nu at sige det mildt, ja, en begavet entertainer som Eddie Skoller fik meget ud af at adoptere Silversteins sange og gøre Dr. Hooks humor stueren. Der var noget forsonende over Dr. Hook i en tid, hvor valget stod mellem disco og selvhøjtidelig rock. ’Tonic for the soul’ var deres slogan. Populariteten forhindrede dog ikke Dr. Hook i at gå fallit, hvorefter de kaldte deres næste plade Bankrupt.

I 80’erne mødte de udfordringen fra MTV med den videobårne ’Baby Makes Her Blue Jeans Talk’ (YouTube-link). Da var satiren gået fløjten. Tilbage var det gammelmandslumre. Og Sawyer forlod bandet i 1983 uden at få held med en solokarriere.

Nu om dage holder han retrokredsløbet i gang ved at turnere som Dr. Hook, hvis greatest hits-udgivelser synes sat på ’repeat’.

Dennis Locorriere kører selv en karriere på vågeblus som ’The Voice of Dr. Hook’. Men er nok den, der griner sidst. Selve navnet ’Dr. Hook’ udlejer han nemlig til Ray Sawyer på licensbasis.

Illustration: Rolling Stone Magazine 1971

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Readmore  

Don Everly fylder 75

5 Comments

At kalde Beatles, Beach Boys og The Hollies for inspirerede af Everly Brothers er en underdrivelse. Sammen med sin lillebror, Phil, raffinerede den i dag 75-årige Don Everly countrymusikkens tradition for vokalharmoniserende duoer, og gjorde det, så de bedste af parrets sange blev kladder for tidlige Lennon-McCartney-melodier – ’Please, please me’ og ‘I Should Have Known Better’ kunne have været sunget af Everly Brothers.

Brødrene var født i et hjem med guitar. Faderen havde et radioshow i Iowa, hvor sønnerne optrådte. De blev hørt af husvennen Chet Atkins, som bragte dem i kontakt med musikforlæggeren Wesley Rose. Han forsynede også Elvis med sange. En af disse, Felice og Boudleaux Bryants ’Bye, bye love’ (YouTube-link), havde Presley afvist. I stedet gik den til Everly Brothers, som tog den til hitlistetoppen i 1957.

Sangen introducerede brødrenes flerstemmige stil med Phil som den lyse og Don som den mørke stemme, der som regel også var den, der sang for. Sange som ’Wake Up, Little Suzie’, ’All I Have To Do Is Dream’ og deres egen ’Cathy’s Clown’ viste, at arven efter Buddy Holly blev videreført uimodståeligt ørehængende.

I 1961 blev brødrene indkaldt til militæret. De genvandt aldrig samme kommercielle fodfæste, men kunne glæde sig over, at den nye britiske beatbølge aldrig var opstået uden dem. Folk som Paul McCartney forsømte aldrig en lejlighed til at erklære dem sin respekt. Pladerne blev ved med at komme, men privat var harmonien mellem brødrene blevet tyndslidt.

De mødte 70′erne med længere hår, men Dons flerårige narkoafhængighed samt diverse kontraktproblemer underminerede deres forhold, som var på standby i et tiår. I 1983 kom de på talefod, udgav comebackalbum, kom med i rockens Hall of Fame, turnerede med deres nogle af deres største fans, Simon & Garfunkel, en anden duo, der ikke altid var en toenighed. Der var sikkert nogle fælles erfaringer, der kunne udveksles i garderoben. The Everlys giver fortsat koncerter, men med stadig længere mellemrum.

Everly Brothers var altid de pæne drenge i klassen. Netop derfor er det lidt skægt, at Dons datter, eks-modellen Erin Everly, en overgang var gift med Axl Rose fra Guns ’n’ roses. Nå ja, skægt og skægt – hun har beskrevet ægteskabet som et hustruvoldshelvede. Og har ingen intentioner om at følge budskabet i en af de bedste af hendes fars sange: ’Walk right back’.

Illustration: Udsnit af dobbeltalbummet The Definitive Pop Collection (2006), som i min reol meget passende står ved siden af Everybody’s Talkings plader. Det er Don med det mørkere hår.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK 

Readmore  

Spillemænd på en tagryg

Kommentarer slået fra

I dag er det 43 år siden The Beatles prøvede at genopfinde sig selv ved at give en næsten-impromptu koncert på taget af Apple-bygningen i Savile Row. Udgangspunktet var ikke det bedste. Gruppen var i studiet og det swingede mildest talt ikke:

JOHN OG YOKO var så væk i herointåger, at de kun kunne kommunikere med hinanden. Resten af tiden hang John og kedede sig monumentalt. »Jeg var stenet hele tiden og det hele ragede mig en skid,« fortalte han senere Jann Wenner. Kun på en af de få nye sange, han havde medbragt, ’Don’t Let Me Down’, blev han næsten skræmmende nærværende. Ringo kedede sig også. George kom lige fra et skænderi med sin kone, men havde ellers sat sig op til de sessions.

Før jul havde han været i Woodstock og hyggearbejdet med The Band og Dylan, og den oplevelse sidder stadig i ham som noget godt at bygge videre på. Paul er igen i sit es som selverklæret kapelmester, storleverandør af flotte, nye sange og et overblik, der burde vidne om overskud, men viser sig at være topstyring i forklædning. Han instruerer, irettesætter og irriterer de andre i et væk. Han er derfor også stort set den eneste, der griner på de atmosfærefyldte fotos af Ethan Russel, som udgjorde hovedindholdet af hæftet til Let it be, det album, der efter lang ventetid på hylderne og en kontroversiel strygerbelagt nyiscenesættelse af Phil Spector året efter blev udbyttet af de trøsteløse dage i januar og februar, som George Harrison i Anthology kalder »vort mismods vinter«·

Da Paul var den, der havde medbragt flest nye numre og eftersom ingen ville bryde den spinkle illusion om, at alle fire betød lige meget, brugte The Beatles store dele af tiden på at jamme, gamle sange fra Cavern-repertoiret, ting helt tilbage fra Hamburg-tiden og fælles favoritter. Spildtiden var enorm. Det akkumulerede den kollektive frustration også til at blive.

Klippene fra filmen taler deres tydelige sprog: Paul, der sidder bag Blüthner-flygelet som stod han på en kommandobro. Ringo, der småsover. Fuldemandsrock med John og Paul på ’Shake, Rattle And Roll’. John, der ryger en joint. George Martin, der ser ud som om han ikke aner, hvad han gør her. The Beatles plus Yoko siddende ved mixerpulten som stenfigurer. Yoko, der indgående studerer sine knoer. John og Yoko, der i en smuk drømmesekvens valser gennem rummet, tabt for den omverden, de snart skal ud og forsøge at redde. Men også billedet af deres gamle Hamburg-kammerat, den smilende Billy Preston bag elpianoet, som blev hentet ind for at sprede gode vibrationer og faktisk lykkedes med det, så længe han var i rummet. Det var han ikke i den herostratisk berømte situation, hvor Paul forsøger at gøre ved George, hvad han gjorde ved Ringo året før: Fortælle ham, hvad han skal spille. Nummeret er ironisk nok ’Two of us’. »Jeg prøver at hjælpe dig. Jeg er ikke ude på at gøre dig sur,« siger Paul på den mest patroniserende måde, mens han bliver ved og ved og ved. George hvisler med syrlig ironi: »Jeg vil spille præcis, hvad du vil have mig til at spille. Eller jeg spiller overhovedet ikke. Jeg vil gøre, hvad der skal til for at du skal blive glad …«

Fire dage senere, angiveligt efter et skænderi med John om den tikkende bombe under Apples finanser, laver George sin egen ’ringo’. Han forlader indspilningerne. »See you round in the clubs,« lyder hans afskedssalut. Efter at han har rådet dem til avertere efter en afløser for sig. Scenen er ikke med i den færdige film. Det er også unødvendigt. Og nådigt. Dermed slipper vi nemlig også for at se den eneste gang, Yoko smilede under de sessions. Det var nemlig, da George forlod bandet. De to var ikke kompatible, selv om George jo ellers var faldet for østlig mystik. Vi er fra første parket øjenvidner til et band i uskøn opløsning. Ikke højrøstet, det var ikke deres stil, men indædt og enerverende. Egentlig ikke så mærkeligt at filmen ikke har været i distribution siden først i 80’erne. En opshinet dvd-udgave var ret langt i processen, men er blevet sat på standby af Paul og Ringo, fordi gensynet med de gamle optagelser genoplivede en række gamle spørgsmål, som Neil Aspinall udtalte.

George kom tilbage, men ikke uden betingelser. Og han er i en position, så han kan stille dem.

HANS HOVEDKRAV er, at det planlagte tv-show, der skulle afrunde forløbet, bliver skrinlagt. I stedet går han med til, at The Beatles giver en friluftskoncert for sig selv og nabolagets kontorfolk, der skabte trafikkaos nede på gaden, fordi de stoppede og kiggede op efter lyden på toppen af taget i Apple-hovedkvarteret i Saville Row 3, som sommeren før var erhvervet for 500.000 pund. Optagelsen er legendarisk.

Ved frokosttid torsdag den 30. januar 1969 trodsede John, Paul, George og Ringo samt Billy Preston den kolde blæst, og mens kameraerne og to ottespors båndoptagere rullede, opfyldte The Beatles endelig formålet med hele Get back-projektet:

De genfandt og genopfandt sig selv i et konfliktfrit helle, hvor de atter virkede som det firkløver, meget få af os finder frem til i underskoven af muligheder. Hver gang jeg ser den sekvens, mindes jeg Ringo, da han engang sagde, at det eneste, der altid havde ærgret ham ved at være med i The Beatles, var, at han så aldrig fik mulighed for sidde nede i salen og se dem spille live. Det var længe siden, de havde været så levende som i den frokostpause: Paul i habit, Ringo i sin kones orangerøde regnfrakke, John i Yokos imposante pels og George i en sort vams og gummisko. Numrene var ’Get Back’, ’Don’t Let Me Down’, ’I’ve Got A Feeling’, ’One After 909’, ’Danny Boy’ og ’Dig A Pony’. Plus det løse, som blev skåret væk i den endelige film. 42 minutter senere stoppede politiet koncerten på grund af naboklager. The Beatles havde – igen – forstyrret den offentlige orden. For sidste gang. John fik de sidste, ofte citerede ord ved denne allersidste Beatles-koncert: »I’d like to say ‘thank you’ on behalf of the group and ourselves and I hope we passed the audition.«

Det syntes han i hvert fald de havde. Og glædede sig både til at se filmen og høre pladen, som han mente kunne blive den mest ægte Beatles-plade nogensinde. De andre var ikke enige. De blev de følgende uger ved at forkaste de bud på en sangrækkefølge, lydtekniker Glyn Johns kom op med, ja, man var så langt, at Apple havde udsendt anmeldereksemplarer af pladen, men den endte med at blive skrinlagt. Ingen af dem orkede at tage stilling til den. Optagelserne blev skudt til hjørne og tiet ihjel. I stedet var The Beatles, uden at gå i plenum om det, indstillet på at ville tage revanche.

Selv John var oppe på at forsøge igen. I første omgang troede han, at de nye sessions var en måde at forbedre og supplere Get back-indspilningerne på, men gradvist gled optagelserne over i arbejdet med en helt ny plade. For første gang længe reelt produceret af George Martin, som var blevet opfordret og kun havde sagt ja, fordi han var blevet lovet, at det skulle blive som i gamle dage. Han betingede sig også, at Paul undlod at give ham instruktioner…

Se mere om koncerten her.

Illustration: Sammenkopierede videograbs fra ‘Let It Be’, lånt herfra.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

God formiddag med Friis

Kommentarer slået fra

Lad mig et kort, reklamefrit øjeblik tage dig tilbage til dengang net var noget, man fangede fisk i og mænd gik i figursyede skjorter. Det var dengang, alle altid så det samme program. Et af dem var Lørdagskanalen, DR’s firserflagskib.

Programmet formgav fremtidens journalistiske underholdning. Dagens eksempler er legio. Værternes fremtoning udløste hidsig faglig debat. Hvad lignede det at introducere Gorm & Gregers med radioteaterspeaker og følgespot? Hvorfor reducere det hele til cirkus? Ak ja.

Målt med nutidens alen virker Gorm & Gregers’ (selv)iscenesættelse som en troskyldig leg med mediet. I dag lanceres tv-værter som betydende samfundspersonligheder, selv om de jo bare er på arbejde. Et arbejde, der i tidens foretrukne format, debat-tv, består i at bestyre mundhuggeri og så tage ordet fra dem, man har inviteret. Hele tiden lyder det i øresneglen: Videre, videre, videre. Pauser, eftertanke og noget så profant som tavshed er tabu.

Så er det godt, vi har P1. Og Poul Friis. Han er kommenterende ordstyrer i det timelange debatprogram P1 Formiddag, et koncept, renset for lir. Men det ville falde sammen uden ham. Jeg har læst mig til, at han er født på Amager. Måske er det der hans bondske snusfornuft og autoritetsskepsis stammer fra.

Mandag var børne- og undervisningsministeren hans gæst. Afsættet var kampagnen, ’Godt du kom’, som sætter fokus på pjæk i skolen.

Emnet ’skal-skal ikke gå i skole i dag’ hører jo, som Friis formulerede det, til et af dem, alle kan snakke med om. Og det gør hans lyttere så, både i højttaleren og på Facebook, mens programmet kører.

Christine Antorini lød undervejs ikke alt for ministeriel. Hun brugte kun ordet ’italesætte’ et par gange og afstod fra at sige ’adressere’ – tak for det. Men hun er systemets kvinde og plæderede for, at det var den enkelte elevs pligt at møde op på samme måde som det – i nogen grad – var skolens pligt at tilrettelægge en undervisning, der var værd at møde op for.

Ekstra bid fik programmet, da en far fortalte om den mobning, hans datter blev udsat for og som skiftende skoler ikke kunne stoppe. Antorini stak ikke hovedet i busken, men nægtede klogeligt at sagsbehandle. Hun lyttede. Det var der tid til.

Til sidst introducerede en lytter en problemstilling, der i sig selv kunne have fyldt formiddagen. Hun anfægtede det mantra om undervisningsdifferentiering, som også ministeren besang. Lytteren oplevede en virkelighed, hvor folkeskolen sætter barren efter de dårligste elever og lader de bogligt stærke om at passe sig selv.

Socialdemokraten Antorini kunne godt se problemet, men så var der radioavis.

P1 Formiddag sendes hverdage kl. 9.10 med genudsendelse samme aften kl. 19.03. Og kan podcastes.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Henrik Dithmer/DR@

Readmore  

Dewey Bunnell fra America bliver 60

1 Comment

Der er en egen ironi i, at en af de mest prototypiske hippiesange dels er skrevet af en søn af en udstationeret, amerikansk karriereofficer og dels kom på et tidspunkt, hvor hippierocken var ved at blive mainstream.

Oprindeligt kaldte Dewey Bunnell sangen ’Desert Song’, men ændrede titlen til ’A Horse With No Name’.

Det fik han ingen grund til at fortryde, sangeren og sangskriveren, der i dag fylder 60. Og som stadig er med i America, den gruppe, han var med til at danne på en luftbase i England. De første syv år som en trio, men siden (den senere afdøde) Dan Peek forlod bandet har Bunnell og Gerry Beckley vedligeholdt vokalharmonierne og lejrbålsakkorderne i en musik, der lod sig inspirere af Crosby, Stills, Nash og navnlig Young – for nu at sige det pænt.

Bandets debut-lp rørte sig ikke ud af stedet, men fik så i et nyoptryk tilføjet den nyskrevne ’A Horse With No Name’, og i marts 1972 fortrængte America – pudsigt nok – netop Neil Young fra toppen af den amerikanske hitliste.

America udgav indtil først i 80’erne velsmurte plader, bl.a. produceret af George Martin. Selv om andre bidrog til kataloget er det Bunnells hjemlængselsfyldte, mildt countryrockende melodier, der bliver hængende. Gennembrudssangen, ’Riverside’, ’Sandman’, ‘Tin Man’ og ’Ventura Highway’ fik anmelderhug for at være for lette, men vejer stadig forbløffende godt til.

http://www.youtube.com/watch?v=ZRY361U3A5Y

Ikke mindst når America giver en af de koncerter, der fylder mere i kalenderen end aftalerne i pladestudiet. Duoen har den sidste snes år udsendt flere greatest hits-samlinger og livealbum end egentlige nye plader. Dog kom sidste år cd’en Back Pages, hvor de fortolker aldrig udtørrende inspirationskilder som Paul Simon, Brian Wilson, Joni Mitchell og – naturligvis – Neil Young.

Illustration: Ukrediteret pr-foto lånt herfra.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Shirley Bassey bliver 75

Kommentarer slået fra

Det walisiske bidrag til pophistorien er begrænset. Til gengæld er både Tom Jones og Shirley Bassey jo indiskutable stjerner. Sidstnævnte fylder 75 i morgen, men selv om hun mest forbindes med Bond-temaet ’Goldfinger’ er det ikke på hitlisterne, men i koncertsalene hun etablerede sig med sin dramatiske, ja, nogen vil mene overdramatiserende stemme.

Hun havde fra barnsben noget at have dramaet i. Født som sidst i en børneflok på ti voksede hun op i et belastet nabolag i Tiger Bay. Hendes nigerianske far blev tidligt skilt fra hendes mor, og blev siden dømt for i seks år at have haft sex ikke med, men mod en pige, der var ni år, da overgrebene startede. Oplysningerne fremkom i en biografi i 2010.

Allerede som ung teenager vakte Basseys stemmepragt opsigt ved familiefester, og efter job som fabriksarbejder sang hun ved dansanter på mindre steder. Hun hittede i 1957 med ’Banana Boat Song’ og toppede hitlisten de følgende år med bl.a. ’As I Love You’.

Med Nelson Riddle som arrangør skabte hun sig et koncertnavn i USA. ’Goldfinger’ (YouTube-link) kom i 1965 på Top 10 derovre, men mærkeligt nok ikke i England, hvor den end ikke endte på Top 20. Sangens liv viste sig at vare længere end som så, og den, og ’Big Spender’, blev hendes kendingsmelodi ligesom den gav hende adgang til at synge temaerne til yderligere to Bond-film.

Siden har hun som en af de sidste divaer udsendt en lang række plader, men det er først og fremmest som del af den Garland’ske divatradition, at Bassey har fået stående applaus for en musik, der er som skabt til den slags.

At det hele ikke altid ender i dybe buk, bravo-råb, genfremkaldelser og gallakjoler så man, da Dame Shirley Bassey i 1999 fremførte den officielle sang til rugby-VM på hjemmebanen i Cardiff. Hun var iført en robe, syet af det walisiske flag!

Ukrediteret pr-foto.

Readmore  

Bonnie bryder 7 års pause

1 Comment

Der har længe været lidt stille inde på Bonnie Raitts hjemmeside. Forældrenes, broderens og en nær vens død har betonet for hende, at der er vigtigere ting end musik. Hun har, siger hun til Rolling Stone, haft brug for igen at komme i kontakt med den anden side af sig selv.

Nu er hun klar med ny cd, den første siden Souls alike, der kom i efteråret 2005. Den nye cd, Slipstream, kommer bl.a. til at rumme coverversioner af et par Dylan-sange samt en reggaeudgave af Gerry Rafferty-nummeret ‘Right Down The Line’. Pladen forventes ude til april på Raitts eget selskab.

Der er kommet fornyet interesse for Raitt efter at Adele har indspillet hendes nyklassiker ‘I Can’t Make You Love Me’ fra Raitts Luck of the draw-album ligesom Bon Iver på amerikansk tv for nylig gav samme sang (og en stump af ‘Nick of time’).

Bonnie Raitt-begyndere kan starte her:

Da hun legede på børneværelset, kunne hun høre sine forældre nedenunder, men på en anden måde end de fleste. Moderen var pianist og faderen, musicalstjernen John Raitt, så musik var ikke bare noget, man lyttede til. Som hun leende sagde i et interview: ”Det der med at min far var på arbejde om aftenen og spillede golf om dagen, satte nogle tanker i gang…”

Hun blev som teenager bidt af blues, og mens de fleste piger i hendes nabolag lavede te til revolutionen, ville Raitt være god til at spille bottleneck-guitar. Så god, at hun begyndte at hænge ud med koryfæer som Howling Wolf. Som 22-årig debuterede hun som en usleben diamant, men hun ville ikke bare være en ny Janis Joplin. Hun ville fortolke tidens sangskrivere, og denne blanding gjorde pladerne ujævne. Omvendt var der noget for enhver. Og i 1977 hittede Sweet Forgiveness via en version af Del Shannons ‘Runaway’.

Det var dog som koncertkunstner, Raitt for alvor funklede. Hun fik mange musikervenner, men også et stigende alkoholproblem. Et samarbejde med Don Was kombineret med et rehab-ophold gav i 1990 Raitt tre Grammyer for Nick Of Time, som endte øverst på hitlisten. Og hun holdt op med at udleve andres drømme om hende.

Siden er det blevet til en halv snes plader, et væld af støttekoncerter for alt fra miljøet til bøssers helbred, og hun har stiftet en fond, der støtter sorte musikere, der er blevet snydt af pladeselskaber. Alt dette uden at Bonnie Raitt lyder som en kustode i sit eget museum, for som hun har sagt: “Blues skal ikke puttes i en boks. Det er en levende organisme.”.

www.bonnieraitt.com

 

Ukrediteret pressefoto 

Readmore  

It was 50 years ago today

Kommentarer slået fra

I dag, Nytårsdag, er det, tro det eller ej, 50 år siden The Beatles spillede til audition for at få en pladekontrakt med Decca Records. De tabte til Brian Poole & The Tremeloes. Her er historien om, hvordan det gik til:

Der var hverken champagne eller sjove partyhatte i den rustplagede, kastanjebrune Commer-varevogn, Neil Aspinall prøvede at styre nogenlunde sikkert ned gennem England. Det var ellers 31. december 1961. Målet var London. I bilen var det råkoldt, tæt på frysepunktet.

Med til at holde varmen havde han de musikere, som mere eller mindre havde kaldt sig The Beatles siden sommeren 1960. Det var hans gamle skolekammerater George Harrison og Paul McCartney, ham den lidt for blærede John Lennon og så den mutte trommeslager Pete Best, der virkede lidt udenfor. Kvartetten krøb sammen bagi på den begrænsede plads, der ikke var optaget af guitarer, trommer og andet grej. Uden for snestormede det. Motorvejen mellem Liverpool og London var endnu ikke bygget, så turen på misligeholdt asfalt tog næsten ti timer, inklusive den tid, det tog Aspinall at fare næsten vild nær Wolverhampton. De landede omsider i London omkring midnat, lige i tide til at se fulderikkerne hoppe i springvandene på Trafalgar Square, som Lennon husker det.

Anledningen til turen var en audition. Bandet skulle demonstrere deres potentiale for pladeselskabet Decca. En repertoiremedarbejder, Mike Smith, havde været i Liverpool nogle uger før og set The Beatles give en af deres i alt 292 koncerter i The Cavern. Under de beklumrede, uventilerede kælderhvælvninger, der havde huset et frugt-og grøntsagslager, samledes de hippeste unge i provinsbyen i en em af testosteron, billig parfume, tobaksrøg og armsved i frokostpausen og efter aftensmad for at flirte, danse og høre en musik, som rev mere i øregangene og underlivet end den plisserede pænhed, Cliff Richard fyldte radioen og hitlisterne med. The Cavern ville have været et must for Arbejdstilsynet. Eller som Pauls far plejede at sige: »Man skulle have haft risikotillæg for at gå derned…«

Mike Smith var heller ikke kommet der af egen fri vilje. Liverpool var langt væk. Det var i London, det sneede, også til daglig, men han var blevet beordret derop af sin chef. Ikke fordi musikken var sensationel, men fordi The Beatles’ nye manager Brian Epstein som pladebutiksbestyrer var en af Deccas største kunder. Og kunden har altid ret. I hvert fald som udgangspunkt.

Derfor var der gjort klar til optagelse af The Beatles kl. 11 mandag 1. januar 1962 i Deccas studier i Broadhurst Gardens i London. På et tidspunkt, hvor ellers kun tømmermænd var vågne. Epstein selv var fløjet i forvejen og havde overnattet hos en tante. Han stod nu og forsøgte at skjule både sin benovelse over omsider at stå i et rigtigt studie og sin irritation over, at ingen fra Decca endnu var mødt. Musikerne var også ret imponerede.

Epstein, som var en stor ynder af den finske komponist Jean Sibelius og bag sig havde en kort, frustrerende flirt med skuespillerfaget, havde sammensat det sangudvalg, hans boys skulle nå at indspille hin formiddag. For første (og næstsidste) gang afstod Beatles fra kunstnerisk kontrol. Epsteins købmandsrutinerede holdning var, at man skulle vise Decca, hvor bredt og dermed publikumsvenligt et spektrum, gruppen dækkede. Det var på sæt og vis en del af sandheden om The Beatles, men netop kun en del. »Der var for mange kønne sange,« gryntede Lennon senere om indspilningen.

KLAR TIL AT blive foreviget på de magnetiske stålbånd var: ’Three Cool Cats’ og ’Searchin’’, begge fra den humørfyldte amerikanske soul-gruppe The Coasters’ katalog; Chuck Berrys allerede dengang prototypiske rocker ’Memphis, Tennessee’; Bobby Vees nylige, strømlinet sentimentale hitlistetopper ’Take Good Care Of My Baby’; ’Money’, som Barrett Strong havde gjort til Tamla Motowns første hit i 1960; balladen ’To Know Her Is To Love Her’, en kønsbetinget omdøbning af Phil Spectors 1958-hit (med The Teddy Bears), og fra samme år Buddy Hollys ’Crying, Waiting, Hoping’ samt George Harrison-idolet Carl Perkins’ ’Sure To Fall.’ som i 1957 var en slags follow-up til hans gennembrud ’Blue Suede Shoes’. Og så en række kuriøse valg: Den mexikanske standard ’Besame Mucho’ fra 1940, som Frank Sinatra blandt mange andre havde indsunget, jazz-standarden ’The Sheik of Araby’ fra 1921, musicalballaden ’Till There Was You’ fra The Music Man, som McCartney havde hørt med Peggy Lee, der hittede med den i England i 1961, samt evergreenen ’September In The Rain’ fra 1937, og så lidt forpjuskede og forskræmte nederst i stakken ’Hello Little Girl’, ’Like Dreamers Do’ og ’Love The Loved’, tre ikke særligt originale Lennon-McCartney-originals fra kladdehæftet hjemme på Forthlin Road – de skulle senere komme til at udløse moderate hitlisteplaceringer for henholdsvis The Fourmost, The Applejacks og Epstein-protegéen Cilla Black.

Det var et – skal vi nøjes med at sige – ret varieret repertoire, men McCartney huskede senere tilbage på mixet som en meget tro afspejling af, hvad han havde stående i sin meget lille pladesamling for fodenden af sengen på førstesalen hjemme i Allerton. Jeg melder mig i koret. Oven på reolen i det værelse, jeg delte med min lillebror i P. Knudsensgade, stod min plademappe. Den var af en slags luftpudeagtig, gråbrunt kaffeplettet plastic, illustreret med rødtonede friske unge fyre med Cliff-frisurer og touperede Christel-piger, der dansede mellem en masse noder.

Sådan en mappe havde vi alle sammen. Og vi havde lige få plader. Kun seks procent af de unge i de år ejede mere end 10 plader. Og det var mere eller mindre det samme smagsvirvar. Vi havde ikke noget filter og var endnu ikke bevidst om, at musik kunne polarisere endsige ændre verden. Der var ganske enkelt ikke så meget musik, at vi tillod os at være kræsne.

Decca var et af verdens største pladeselskaber, så stemningen i studiet var ærefrygtig og anspændt. Der var flyveforbud for de kvikke bemærkninger, der ellers allerede tidligt var det kit, der holdt The Beatles sammen og skærmede dem af mod verden. Eller som Lennon senere huskede: »Vi var skrækslagne og nervøse … man kan høre det på bootleg-pladen. Det begynder skræmmende, men udjævner sig. Vi er godt sammenspillede, men du kan høre, at det er primitivt, og det er ikke optaget så godt, men energien var der. Og det var den slags sange, vi spillede, når vi spillede til dans …« McCartney havde besvær med overhovedet at synge, hans stemme knækkede over flere gange, Lennon for vild i ’Memphis,’ og Pete Best spillede lige ensformigt og tungt uanset stilart. Da lidt over en time var gået, og sangene var i kassen som first takes, kom Mike Smiths tommelfinger i vejret bag ruden. Lige før Beatles forlod Decca den dag, følte han sig endda forpligtet til at sige, at han ikke kunne se nogen grund til, at de ikke skulle kunne indspille en rigtig plade. De ville blive kontaktet …

Brian Epstein gav frokost. Med vin. Det sidste forekom de øldrikkende beatler at være ret ekstravagant – som Bob Spitz anfører i sin Beatles-bog så var vin i deres familier noget, man kun fik til begravelser. De tolkede det som det endelige tegn på, at noget stort var ved at ske. Omsider så virkeligheden ud til at reagere på det heppekor, de havde brugt til at holde modet oppe med – det der startede med, at John Lennon spurgte de andre: »Hvor skal vi hen, gutter?« »Til tops, Johnny,« lød svaret. »Og hvor er det,« replicerede han. »To the toppermost of the poppermost,« brølede de andre tilbage.

Svaret fra Decca trak ud, fordi Smiths chef, Dick Rowe, var i USA. Hovedkontoret krævede besparelser. Det vidste Mike Smith ikke, da han den første arbejdsdag i det nye år fortalte sin chef om de sensationelle talenter, han havde fundet: The Beatles og Brian Poole & The Tremeloes. Bob Spitz gengiver Rowes svar: »Nej, Mike, det er umuligt. De kan ikke begge være sensationelle. Du er nødt til kun at vælge en af dem«. De to hørte så sammen de to optagelser. Og besluttede sig. I enighed. Valget faldt på Brian Poole. Dels fordi deres audition var gået bedre, og dels fordi de boede i nærheden af London, og ikke i Liverpool, som for Smith lige så godt kunne have været i Grønland.

Den 40-årige Dick Rowe gik rundt om den varme grød et par uger. Epstein var trods alt storkunde, og det kunne have sine konsekvenser at sige nej til ham. Imens forsøgte Epstein at få sine drenge afsat til andre London-selskaber, men maddingen på krogen var ikke fristende nok. Den 1. februar blev han ringet op af Rowe. Efter de indledende undskyldninger over ikke at være vendt tilbage noget før kom Rowe med et afslag, der var til at tage og føle på. Decca mente, at guitargrupper var på vej ud, men hvad var Brian Poole så, spurgte Epstein sig selv. The Beatles lød desuden for meget som The Shadows, og fremtiden tilhørte sangsolister. Epstein var sendt til tælling, men for at vinde tid bad han Rowe om et møde ugen efter i London.

Decca-chefen, som stadig ikke var helt sikker i sin sag, besluttede i mellemtiden i al hemmelighed selv at tage til Liverpool for ved selvsyn at opleve The Beatles live. For at stå bedre rustet til mødet med Epstein. Da han ankom til The Cavern øsregnede det, og pigekøen udenfor var længere end hans tålmodighed. Dick Rowe skoddede sin smøg og gik tilbage til sin bil gennem regnen og ind i historien som ham, der sagde nej til The Beatles.

Da Rowe døde i 1986 foreslog et kynisk branchehoved, at netop den sætning skulle stå på hans gravsten. Det nej har fået de fleste til at glemme, at Rowe senere, måske belært af bitter erfaring, sagde ja til The Rolling Stones, Them med Van Morrison, The Animals, The Zombies og John Mayall’s Bluesbreakers for blot at nævne nogle få på et c.v., der også tæller Engelbert Humperdincks ballade ’Release Me’, som i 1967 spærrede vejen til førstepladsen på den engelske hitliste for The Beatles og ’Strawberry Fields Forever’.

 Dette er et redigeret uddrag fra min bog om The Beatles: Yeah, Yeah, Yeah (Gyldendal, 2010)

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Pet Sounds genhørt

3 Comments

I morgen er det præcis 50 år siden The Beach Boys første gang optrådte under det navn. Det foregik ved The Richie Valens Memorial Concert i Long Beach Municipial Auditorium i det Californien, de om nogen satte i musik. Før det havde de kaldt sig The Pendletones og Carl & The Passions. Hvorfor ikke benytte mærkedagen til et genhør med deres ultimative album?

Konkurrence er kunstens afrodisiakum. Det fremelsker det bedste hos de bedste og gør de gode endnu bedre. Således også Brian Wilson, Beach Boys-lederen med det svære sind. I slutningen af 1965 sad han sammen med nogle venner og fyrede en fed til det netop udkomne Beatles-album Rubber Soul.

Da han havde hørt det en gang, hørte han det igen. Og igen. Og den eneste måde at komme over det på var at lave en plade, der, ligesom Rubber Soul, brugte mediet fuldt ud. Hang sammen med andre ord, som andet end en samling singleplader. Beach Boys’ seneste udgivelse var Beach Boys Party! som netop var det: En spontan, live-indspillet dagligstueafslappet sag, som havde skaffet bandet endnu et hit i ‘Barbara Ann’. Unplugged og lo-fi før det hed det.

Intet kunne være mere forskelligt fra det, Brian Wilson havde i tankerne – en plade, nej, et stykke sammenhængende musik, som skulle lovsynge kærligheden og forelskelsen. Skrevet af en efterhånden nogenlunde voksen mand, men med teenagerens troskyldige renhjertethed. Så far sendte børnene væk i nogle måneder, og mens resten af Beach Boys turnerede i Det fjerne Østen begravede Brian Wilson sig i pladestudiet, det eneste sted denne sammensatte, skrøbelige personlighed virkelig følte sig fri.

Resultatet, Pet Sounds, er for længst blevet kanoniseret og anbragt på piedestal i rockens pantheon. Ja, det har fået en status, så man i perioder har kunnet markere sin modernitet ved at erklære pladen for alt for overvurderet. Til den påstand er bare at sige: I 1997 udkom et bokssæt udelukkende viet til tilblivelsen af Pet Sounds. En af cd’erne rummer alle vokalspor, uden instrumentering. Det er sådan, det må lyde i himlen!

Pet Sounds forener Brian Wilson barbershop-tradition, Tin Pan Alley-pop, filmmusik, easy listening, inspirationen fra The Beatles og hans eget talent for at få tre minutter til at vare en evighed.

Temaerne er banale og sande. Utroskab, forelskelse, usikkerhed, tab, savn og en længsel, der næsten lyder, som om den er bedre end fuldbyrdelsen. Melodierne er elegante, men åbne og nøgne. Det er en grundlæggende melankolsk plade med højdepunkter i sange som ’Don’t Talk’, den mageløse melodi ’Caroline No’, rockens svar på Salomos højsang – ’God Only Knows’ og den semireligiøse (selv)erkendelseshymne ’I Know There’s An Answer’ med de sigende linjer: »I know there’s an answer/
I know now/but I have to find it in myself …«

Teksterne er for størstedelens vedkommende skrevet af reklametekstforfatteren Tony Asher. Og læst er de ikke stor poesi, men de synges, så de bliver det.

Der er en indlevelse i denne musik, som er ekstra bemærkelsesværdig, fordi resten af bandet først fik adgang til sangene og mikrofonerne, da Brian Wilson var færdig med at indspille instrumentalsporene.

Pet Sounds er også Brian Wilsons måde at menneskeliggøre Phil Spectors indspilningsmetoder på. Spectors legendariske og forkætrede Wall of Sound gjorde Wilson mindre monumental. Han brugte i vid og rig udstrækning Spectors metode med f.eks. at lade guitar og piano spille præcis det samme eller lægge to eller tre basguitarer oven i hinanden, men musikken kom til at ånde, og der er noget kammermusikalsk over store stræk af pladen, som blev indspillet live i studiet i modsætning til tidens trend med at indspille instrument for instrument. Uden nodestativ og -stivhed.

Pet Sounds blev ingen succes, da den udkom. Faktisk mest det modsatte. Otte uger efter udsendelsen sendte pladeselskabet derfor en greatest hits-samling på gaden. Den solgte til en guldplade med det samme! Imens sad Paul McCartney ovre i England og hørte Pet Sounds, mens han rev sig i håret og tænkte over, hvordan han og The Beatles kunne overgå Brian Wilson.

De forsøgte sig året efter med Sgt. Pepper …

Illustration: Et outtake fra fotosessionen i San Diego Zoo til forsiden af albummet. Foto: George Jerman

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top